"Jeg er virkelig blevet for gammel til det her. " 

Ranulf skubbede døren ind til sit lille barrak rum op med skulderen og dukkede hovedet af gammel vane for at undgå at slå det imod den allerede lidt bulede dørkarm. Han var støvet, hans uniform var plettet og beskidt og han var ret sikker på at han lugtede af tre uger på vejen. Primært fordi det cirka var det der var tilfældet. 

En normale patrulje frem og tilbage til Lazura tog ti-elleve dage afhængig af hvor længe de var nødt til at vente i Lazura. Men efter sammenstødet med den bitre mørkelver, den trehornede dæmon og dens goons og det enorme arbejde der havde ligget i at få gjort vejen farbar igen var det tre uger siden Ranulf havde været i Dianthos sidst. Og han kunne mærke alle de dage han havde været væk i hans ryg og skuldre. Zalan tage den her forpulede krig og dens resultater. tænkte han imens han traskede ind i det, for ham, klaustrufobisk lille rum og dumpede hans saddeltasker og rygsæk i en bunke i hjørnet før han rettede sig op og masserede hans lænd med sine knoer. Og lad ham tage den her alder med sig, tak. 

Rummet var lille og spartansk, bare en firkantet kasse med en seng, et lille vindue og et lille bord. Normalt ville der være lidt mere, men Ranulf's seng fyldte langt mere end normalt. Det var vidst en minotaur seng de havde fundet til ham, men han klagede ikke. Hellere faktisk kunne være på den end have mere plads herinde. Han var her alligevel ret sjældent. Og nu var ingen undtagelse. Ranulf grab en grå tunika, et par bukser og dukkede sig så ud af sin dør igen og satte kursen imod barakkens fælles bad. Et par af de andre soldater til stede hilste på ham, men som så ofte på det seneste virkede bygningen nærmest forladt. Alt for mange af Lyset's soldater var udstationeret i det sydlige Krystalland i disse tider, og Ranulf havde flere gange brokket sig over hvad i Thatos' Jernbeslåede Navn de høje herrer ville gøre hvis flåden knækkede og Mørkets tropper gik i land ude ved Juvelen. Men ingen hørte på ham, han var jo bare soldat.

Badet var tomt og Ranulf, som normalt ellers ikke spildte den store tid på ting som at bade, tog sig for en gangs skyld god tid til at bløde sig selv op i varmt vand. 
"For zalan det har været et par lange uger... Og det bliver sikkert ikke bedre lige med det første. Heh. Hvis altså jeg ikke bliver smidt ud. " Mumlede han for sig selv mens han fik tørret sig selv af og trukket i sit tøj. "Men i det mindste lå min løn og ventede. Det må være tid til en øl eller tre. " 

Og med det i tankerne vandrede Ranulf tilbage til sit værelse, uden sådan rigtigt at tænke nærmere over hvad der ellers kunne gå hen og ske nu hvor han havde været væk længe... 

"Luk øjne, prøv at slappe af." lyd det som hun endelig fik mulighed for at lade sin magi trække igennem ham, man skulle tro af noget markeret som en fredstid, omtalt som en fredstid at heler og afhører skulle få mindre at lave, men det var nærmere det modsatte. Det var nærmest dagligt at man gik fra det ene sted til det andet og den ene dag var det gået helt galt da hun aldrig havde fået skiftet handsker og gik fra den ene fange til den næste stadig med blodige handsker fra morgens patient og var det ikke for en vagt der kommenteret på det ville hun endda være gået hjem med blodige ærmer og handsker. Men denne dag, var morgen brugt efter en halv dæmon skærmte livet af to heste, to heste som desværre træk en karet som kort efter endte på siden, og da lyset var der før byvagten blev deres hælerhus også ansvarlig.
Endelig efter flere timer havde de fået ro, der var endelig ikke mere at lave. for nu, i denne 'freds' tid var det vel bare et spørgsmål om tid før mere af mørkets terror angreb igen rev lyset til alle landets havne.

Men netop som hun fik sat sig ned og fik en pause kom en af væbnerne gående ind og efter en kort hilsen gav ord.
"Solberg, de spurgte om at få besked når Lazura kom retur. De er lige ankommet." hun træk på smilet og rejste sig øjeblikkeligt.
"Tak Rasmus." lyd det korte svar som hun lod blikket falde over de andre hælerne som også endelig havde fået en pause gav et nik som Josefine begav sig på sin egen lille mission og målet var de mandelige gemakker og med små fine bank håbede hun af Ranulf endnu ikke havde fundet søvnen. De sidste mange dage havde været besværlige, hårde, men alligevel hang de hvide vinger munter i luften som hun bankede igen, og ingen åbnede. Hun blinkede nogle gange og håbede virkelig at hun ikke havde vækket ham. Forsigtigt faldt vingerne og hænderne mødtes foran hendes bryst.
"Håber du sover godt." mumlede hun og nikkede høfligt til døren og drejede så om for at gå, bare for at se ham, lige der, i hans kæmpe skikkelse, og med et overrasket piv, hoppede hun lidt bagud og overrasket gled blikket fra værelse døren til ham og tilbage til døren.
"Jeg.." blikket faldt tilbage på ham.
"Troede du sov." lyd det som overraskelse lagde sig.

Ranulf havde egentlig gået i sine egne tanker på vej tilbage til sit lille værelse og stoppede først op da han hørte en let banken fra nede af gangen. Da han så op fik han øje på en lille kvindeskikkelse med store, hvide vinger der stod og så ud som om hun overvejede at banke på igen. Under normale omstændigheder undgik Ranulf de fleste af Lysets Engle. Mange af dem var simpelt hen for underlige. Men lige den her engel var lidt en undtagelse. Måske fordi han faktisk havde mødt hende før hun døde? Det var stadig underligt, men Josefine var stadig Josefine. Nu havde hun bare vinger. 

Ranulf traskede op til hende, og smilede bredt da hun vendte sig overrasket om. I stedet for at tårne sig op over hende som de stod der i gange satte han sig ned på et knæ og lagde sit bundt brugt tøj fra sig. Sådan her var de næsten i øjenhøjde. Den lange del af hans hår hang løst for en gang skyld, nu mens det var vådt, og hans skæg glitrede også af fugt. 
"Det er længe siden, lille valkyrie. " Det havde han kaldt hende næsten siden hun kom tilbage. Alle var jo små i forhold til ham. "Jeg var bare i bad. Jeg lugtede værre end min hest og lignede til mil langs dårlige veje. " 
Bare det at se hans veninde, et venligt ansigt efter den tur, fyldte ham med en varme han ikke havde forventet. Hun var en af de få der næsten altid kunne lette hans dårligere humør og det gik op for ham at han havde savnet den lille helbreder mens han var væk. 

Hver gang de sås blev hun overrasket over at han var double hendes størrelse og skulle kiggen sådan op til ham, og flere gange havde hun overvejet at baske med vingerne når de sås bare for at være i hans højde, bare for at kunne se ham i øjne uden at han skulle sådan ned i knæ som han så ofte gjorde. Denne gang var ingen undtagelse som han stadig fugtig efter sit bad, og de isblå øjne der kom i højden af de let grønne af hendes. Hun følte sig ofte lille, men, når en mand gik på knæ foran en og stadig var højere ønskede man virkelig at uniformen havde høje hæle. Det trælse smil, selvglad over hendes hop og overraskelsen, som man ikke kunne andet end at smile tilbage over, lidt flovt.
"Sten kæmpe." mumlede hun lidt tilbage, hvornår det navn kom til var efterhånden en del tid siden, men det havde passet så godt siden den ene gang det blev sagt ved et uheld, og nu hed han det.
Hun fniste let af hans ord og rystede hovedet som hun tog et halv skridt væk.
"Må være en skøn fornemmelse, er længe siden jeg har været væk i uger." hun lod hænderne falde fra sit bryst til mere afslappet kraftløse hæng langs hendes sider.
"Er det sært jeg savner det? Den eftertragtet fornemmelse af det første rigtige bad i uger?" hun fniste lidt af sine ord, og kunne ikke lade være med kort at tænke om hun faktisk savnede fronten på den måde. ikke døden, kampen og ødelæggelsen men det sociale og de sære lyster man fik når man endelig kom hjem, ideen om en seng som var mere ønsket end at kramme ens mand. En sær indrømmelse men desværre sand til tider.
"Hvad er din? Den sære tang du savner? Lad være at sig du også er en bad person? hun fniste lidt, for hvad mon det var?

Ranulf lagde sit hoved lidt på skrå ved spørgsmålet mens han tænkte over det. Det tog ham længere tid end det nok ville de fleste, men han foretrak at tænke ting igennem. Ja, det var derfor du brugte en hel nat på at finde ud af hvad du skulle gøre med en mørkelver. Du er blevet sentimental gamle mand. Et kort stik af blandet skam og stålsathed skyllede igennem ham før han fik det pakket ned igen. 
"Nej, jeg tror ikke det er mærkeligt. Jeg tror alle soldater savner felten en gang imellem. Fællesskabet, livet væk fra alt andet. Følelsen af at komme hjem. " Han rejste sig og tog sit beskidte tøj med og gik ind for at smide det i bunken der skulle gøres rent efter hans tur og gik så ud igen. Rummet var simpelt hen ikke stort nok til at være to i ordenligt, slet ikke mellem hans størrelse og Josefine's smukke vinger. 
"Og det er jo ikke nogen hemmelighed hvad jeg savner. " Ranulf rystede lidt på hovedet og lænede sig tilbage imod døren som knagede en smule. "En ordentlig kro, et glas whiskey jeg faktisk kan have i hånden og et spil kort. Krystaller er til for at blive brugt, ikke? Og det er en uge siden min flaske løb tør... " Det var heller ikke nogen hemmelighed at veteranen drak for meget, men da det aldrig kom rigtigt i vejen for hans arbejde var der ikke nogen overordnede der sagde noget til det. 
"Men du må næsten have vente på at jeg kom hjem for at dukke op her så hurtigt. Er der noget jeg kan gøre for dig? Eller har du bare kedet dig virkelig meget? " 

Det øjeblik hvor han følte, var det skam? Fik Josefine til at vippe hovedet til siden da det ikke just var en følelse hun var van til at fornemme fra stenkæmpen, men heller ikke en følelse der blev bag hans øjne ret længe hvilket kun gøre det lidt mere sær da følelser der dukkede op og forsvandt var ofte grundet minder, og hvad mindede hun ham om? gik tanke ganske kort som han svaret.
"Sært at savne, den følelse man havde på vejen hjem." lyd det lidt drømmende som hun genlevede det. "Savne, at savne." hun fniste let af sine ord som hun så ham rejse sig og gå ind på værelset der var alt for lille for ham, og et øjeblik var hun lykkelig for at hendes værelse som hæler så bedre ud, i hvert fald havde hun mere vinge plads - eller i det mindste føltes det sådan som hun så ham i værelset, så ham gå rundt og endnu mere som han kom gående tilbage imod døren tilbage til hende.

Hun rystede på hovedet over ham og hans didikation til en god kro, og overvejede kort om det var det de to skulle bruge en time eller to på, hvis bare hun kunne drikke nær andre.
"Kan godt følge den savn." hun smilte som det blev sagt og forsøgte at gemme at hun mente oftere end blot når kom retur fra fronten.
"Og jo! Ingen grund til de bare..ligger og samler støv!" hun lod et forsigitgt grin hænge i luften mellem dem, og så spurgte han om hun havde ventet, om hun kedet sig, eller om han kunne gøre noget.

"Vi..har faktisk haft meget at lave i dag..Men jeg..kunne godt bruge et øre til at lytte..og måske give mig en på siden af hovedet når jeg holder op med at give mening." indrømmede hun helt fra hjertet og lod sit smil famle en ganske lille smule som hun sukkede og de grønne øjne slap de isblå som det blev sagt.
"Læste noget..i en bog om engle og det fik mig til at tænke." tilførte hun som hun tog et halv skridt tilbage - han blev nemt for stor når man var så tæt på!

Ranulf rystedet lidt på hovedet da hun nævnte travlhed. Hvor travlt kan en helbreder have i en by i fredstid? Det var dog mere morskab end nedladenhed han følte over det. Der var generelt ikke ret meget nedladenhed at finde i den store mand. 
"Tralvt er vel ok? Eller, for en helbreder er det måske skidt. Så er nogen jo kommet galt afsted. " Han trak lidt på skuldrende. Han foretrak selv at have travlt, men det var heller ikke hans job at sætte folk sammen. 
"Og jeg lytter gerne. Det siger folk jeg er god til. Det er nok mest fordi jeg sjældent siger noget interessant. " Han sendte hende et hurtigt smil. "Men du kommer til at finde nogen andet til at stikke dig en. Det gør jeg mig ikke i. Og mening er ikke altid nødvendigt, hmm? " 

Han lagde en hånd på hende skulder, en overraskende blid bevægelse, som om han med vilje bevægede sig langsommere og forsigtigere end andre. Måske fordi hans hænder var ru af vejr og arbejde. 
"Men så lad os finde et sted at snakke som ikke er mindt i barakken. Jeg ved ikke ret meget om engle, men det kan da være jeg kan grave en eller anden form for 'visdom' ud af mine erfaringer der kan hjælpe. " Med forsigtige bevægelser drejede han Josefine imod udgangen og begyndte at gå den vej. Jo mindre tid han skulle bruge her, jo bedre... 

Det var da ofte de ikke havde så meget at lave disse dage, små træningsskader, væbnere der faldt af eller irretteret deres heste, ofte, ikke noget der krævede fuld bemanding eller noget man kunne kalde travlt men bare fordi der ingen var at hæle var der stadig flere ting at tage hånd om, urter holdt kun så længe efter de var forberedt og desværre skulle der altid være nogle klar.
"Det er bedre end når man går og venter på aften holdet og tælle ens egne fingre gang på gang."
Hun nikkede med lidt for meget energi som armen lagde sig over hende, og hun tænkte en smule over hans ord som de bevæget sig ned af gangen. 
"mente nu mere en, der kan sige jeg er helt galt på den." hun fniste lidt af det, og håbede virkelig at han ikke troede at hun søgte en der ville stikke hende en flad på et tidspunkt.
"En kro et sted? Så du kan få din savn opfyldt?" hun lod ham vælge hvor de skulle hen og holdt ikke øje med hvor de endelig gik, som hun lidt gik i sine tanker og hvad så mange andre havde spurgte om, sagt til hende og hun altid bare lod det forsvinde ind til baghovedet.
"De siger at engle ofte glemmer noget af deres liv. Så..håbede jeg kunne bruge dine erfaringer faktisk..Livs erfaringer." hun rystede lidt hovedet af det og tog forsigtigt fat i hendes kappe og holde det tæt op af sig selv. "Efter..jeg mødte mit barn med Treston..er det begyndt at gå op for mig..at jeg ikke rigtigt kan huske..de dårlige ting der burde have været i mit liv." hun sukkede som de kom lidt ned af gangen. "Altså selvfølgelig kan jeg da huske..nogle gange jeg skændtes med min mand, eller råbte af mit barn..Men ting som hvor dette ar-" den ene hånd slap og fandt arret under hendes øje og faldt efterfølgende til arret på hendes arm som hun forsatte. "-Eller de andre..ved jeg faktisk ikke. Så.." hendes ord døde lidt ud, som hun samlede luft i lungerne bare for at lade det forsvinde igen men der kom ingen ord ud af at samle luften, hun gik i stå og blot gik ved hans side og tog blikket til siden så om hun skammet sig over det.
"..Hvad hvis..jeg ikke husker det ubehagelige..hvad.." forsøgte hun..men igen døde hendes ord ud.

"En kro lyder som en god ide. Der ligger en ikke så langt herfra der burde være mere tom end den plejer, nu hvor de fleste af soldaterne er sydpå. " Ranulf førte dem ud af barakken og ned i selve Dianthos by. Selv om der stadig var en del folk på gaden var der god plads omkring dem imens de gik. Kulden fik de fleste i Dianthos til at skynde sig for at komme indenfor, men Ranulf havde ikke travlt. Godt nok var det længe siden han sidst havde været i hans hjemlands sneklædte bjerge, men kulden i Dianthos bed bare ikke rigtigt på ham. Han havde ikke engang gidet tage en kappe over sin skjorte. 
"Jeg er næppe den bedste til at fortælle nogen om de er galt på den. " Sagde han efter de havde gået et stykke tid. "Men jeg kan da forsøge. " 

Han hørte til i stilhed imens hun fortalte hvad hun havde læst og hvad hun tænkte om det, indtil den sidste del. "Hvad hvis jeg ikke husker det ubehagelige... " Ranulf's skridt vaklede et øjeblik og i få sekunder blev Dianthos' kulde erstattet af den bidende nordenvind, byens lyde af stormens rasen og gaden omkring dem af en kold, mørk klippegrotte. Mindet vældede op fra det mørke dyb i hans sjæl han havde gjort sit bedste for at begrave det i, mindet om blod på hans hænder, om en ung mand med samme øjne som Ranulf liggende livløs på klippegulvet. Så skarpt og klart at det nærmest var som at være der igen efter alle de år. Og sekundet efter veg hans sind væk fra mindet med samme voldsomhed som en person river sin hånd væk fra et brandvarmt stykke jern. Mindet blegnede og sank igen imens han rystede lidt på hovedet, men blev der, lige under overfladen. 
"Jeg ved ikke om det er noget særligt for engle. Jeg tror mange fortrænger den slags. " Hans normalt så dybe, rolige stemme havde en kornet undertone imens han kæmpede for at få sine følelser bedre under kontrol. For at blive rolig. "For nogen er det nødvendigt for at fungere. For andre er det... dårligt. " Dyb indånding. En til. Lige så stille lagde hans følelser sig tilbage i de rolige bølger han havde tvunget sig selv til at lære over år og år. 

"For hvad det er værd, lille valkyrie, så er det ikke ens fortid der bestemmer hvem man er. Åh, den er med til at give et grundlag, men i sidste ende er det i dag der bestemmer hvem vi er. De valg vi tager. " Det var en lang sætning for den ellers normalt stoiske mand, og dybere end han normalt gav sig ud i. Fuck mig sidelæns, det her kommer til at kræve mere end en drink. 
Længere nede af gaden kom skiltet på kroen til syne i det døende lys. Et simpelt træskjold med et billede af en krus der var gået midtover og teksten 'det kløvede krus'. Det var en af de kroer som mange af soldaterne kom på fordi den lå tæt på, og som regel var den halvtom når hæren var udstationeret som den var for tiden. 
"Så er vi her. "

"Mere tom, og plads til vinger." hun fniste let af det hele, for hvad ville hun tage på kro og bruge hele samtalen på at kæmpe med ikke at tage noget til en selv? Men det var det han ønskede, hun gav et tøvende nik til det næste han sagde så han var meget bedre at sige dette til end alle andre, for han tænkte aldrig over hendes evne, aldrig, nærmest så om han glemte hvordan det virkede hver gang, så netop på grund af det var han uden tvivl en af de bedste at snakke om disse mere følelsesladet ting. Eller det troede hun i hvert fald til emnet på frem og det første hun mærkede noget, en hav af noget ubehageligt, men ikke nok til det faldt til, eller blev slugt. Blikket med hævet øjenbryn hvilede over ham som de gik lidt, og han talte om at fortrænge, at det måske var en nødvendighed men hun svaret ham ikke hun nikkede bare og fokuseret på hvor de var på vej hen, holdt sine vinger i ro og forsvandt lidt i sine tanker både over sig selv og alt dette hun havde lært men også de sære bølger af følelser der kom fra ham. Netop som kroen kom frem i deres blik den ældre, halv slidte bygning som tydeligt kunne bruge noget håndværk men alligevel var den manglende kærligehånd tiltrækkende, gjorde den inviterende og hygsom. Den halvtomme kro var behagelig at træde ind i, varm og mørk som man forventede den ville være, ingen musik og lys op af levende ild.

Hun fandt et tomt bord uden at vente på han fandt noget, et lidt væk og tæt på væggen som hun lod vingerne finde hvil imod som hun satte sig, og lod sig udnytte de lange bløde fjer som rygstøtte og lod albuerne mødte bordet og lænede sig frem.
"Det..kan godt være at fortiden ikke bestemmer hvem jeg er." hun sukkede og lod albuerne bære hendes vægt imod bordet.
"Men.. det er også den der bestemmer..hvem jeg var. Det er ubehageligt at være i tvivl, selv hvis det er jeg har fortrængt ting, så..ville jeg ønske at jeg virkelig ikke havde denne tvivl..Det gør mig bange." hun sukkede.
"Og hvad er der endelig med dig?" indskytte hun før han fik mulighed for at kommentere. "Først tvivler du på dig selv og føler skam, og så de sære ubehagelige følelser som vi begyndte at gå? Noget der går dig på?"spurgte hun i håb om kunne samle sine tanker bare lidt før de gik længere med den samtale. Hvorfor var det så sært omkring ham? Stenkæmpe var jo ikke et navn bare grundet hans evne og strøelse, men også hans opførelse altid så rolig, behagelig og støttende men nu, virkede der til at være slag og rifter i stenen.

Ranulf fulgte Josefine ned til det bord hun havde valgt, godt af vejen fra resten af kroens gæster, og satte sig over for hende. Som de sad der var hun næsten skjult bag den store nordmand. Mens hun satte sig til rette vendte Ranulf sig halvt om og fangede bartenderes øjne og holdt to fingre op og vinkede ned imod bordet. De kendte ham her, så de vidste hvad han drak. Han regnede med at de nok kom med øl eller vin til Josefine. Hun lignede trods alt ikke ligefrem en der drak hård sprut ligesom ham. 
Da han vendte sig om igen i tide til at høre Josefine tale videre. Og han havde ret meget sympati for hendes frygt. At mangle dele af ens liv var ikke let. Heller ikke selv om det bare var få timer. 
"Det er også forståeligt at være bange. Men der er folk du kender som har været der igennem de ting du ikke kan huske? Kan du ikke få historien af dem? Det kan være det hjælper? " Han lagde sine arme på bordet og lænede sig lidt tilbage så stolen knagede faretruende. 

Right... Det havde jeg glemt. Eh. Ikke så vigtigt. Mange ville nok undre sig eller finde ubehag ved at få deres følelser beskrevet på den måde, men Ranulf tog det som han tog det meste. Med et skuldertræk og så ellers videre. Det var ikke værd at hænge sig i. 
"Det har været nogle lange uger. Vi rendte ind i en gruppe sabotører på min patrulje. Det var grimt. En af deres egne stak en anden i ryggen, så at sige, så de kunne slippe væk. En af de andre ville bare have dræbt hende, og så videre i teksten. Det kunne jeg ikke tillade. " Ranulf sukkede dybt da mindet om det steg op til overfladen og en skygge af den stålfaste beslutsomhed han havde følt imens han stod imellem Opilon og den sårede Sidkanys strøg over hans følelser. "Det var lige før det kom til våben før jeg fik dem overtalt til bare at tage vores sårede videre... " 

Hun blinkede nogle gange ved de to fingre, og gled med det samme blikket imod bartenderne der allerede vendt sig og begyndt at opsøge drikkevare hvilket fik hende til at smile og blot ryste på hovedet som hun samlede hænderne igen på bordet mellem dem. Blikket vente tilbage til manden der stadig altid virkede til at være for står til rummet han var i, lige meget hvilken rum man så ham i om det var riddersalen, et lille værelse eller en krostue virkede det bare aldrig til at være bygget til ham.
"Det..ehm.. kan jeg ikke." lyd det tøvende som han vendt ideen med at snakke med andre med samme problem, blikket faldt til hendes hænder hvor fingrene kæmpede med at finde ro.
"..kan ikke få mig selv til det. At sidde og snakke med nogle, om noget jeg ved de vil finde ubehageligt på forhånd." hun sukkede opgivende og stoppede sine hænders kamp om at finde ro som hun hævede blikket til ham igen, og tvang et lille smil frem.
"Lidt..derfor jeg undgå de andre engle." hun rettede forsigtigt på sine vinger som hun nævnte engle, og faldt lidt tungere hen over bordet med kun albuerne til at holde hende oppe.

Den hårde facade af hans var berorligende som altid at se når man kunne fornemme han lige skulle vende noget i hovedet, tog det ham uhyggelig kort tid at få følelserne lagt tilbage. Det gjorde ham så forfærdelig nem at snakke med, når man ikke selv skiftede humør flere gange og kunne spise af hans rolige sfære. Selv her hvor det tydeligt fuldt hos ham kom roen nærmest øjeblikkeligt. Netop som hun skulle til at kommentere den korte fortælling, blev et krus af skummende mjød sat foran hende, og hans typiske tungere væske foran ham. Hun sendte et tøvende smil som blikket hvilede på væsken der let dansede imod rimen på glasset.
"Ehmm.. ja." lyd det besværet som hun tog blikket fra kruset til ham.
"De ville dræbe deres egen? For hvad? Det ville da ikke stoppe jer eller..gøre..noget for..dem?" hun vippede hovedet forvirret, for hun forstod dem ikke, på nogle måde. Hvordan væsner fra mørket kunne se liv som noget så småligt som de gjorde, at de bare kunne dræbe og ofre deres egne.

"Hm. Det havde jeg selvfølgelig ikke tænkt over. " Ranulf kradsede sig lidt i håret. Det var sådan han plejede at håndtere den slags. Lad nu være med at lyve for dig selv, i det mindste. Du plejer at ignorere det og drikke noget mere. Ok, måske ikke. Men det virkede da. 

Bartenderen kom og satte deres drinks og Ranulf stak ham et par krystaller i hånden. "Jeg skal nok få brugt resten, ingen grund til at give tilbage. " Sagde han med et let smil før han vendte sig om imod Josefine igen. Hans eget glas var på størrelse med et lille vandglas, og halvt fyldt med en let gylden væske der duftede kraftigt, en blanding af solmodent korn, sprit og egetræ. I Ranulf's store hænder lignede det nærmest et af de små glas der kun var en mundfuld i. Han tog et nip af det, og smilede bredt. 
"Ah, Thatos jeg har savnet et glas Fristavn Gylden. Bedste whisky jeg kender. " Han trak lidt på skuldrende af Josefine's spørgsmål. Han forstod dem heller ikke, men det havde virket, trods alt. 
"Det var ikke for at slå hende ihjel, tror jeg. Bare for at lamme hende så vi var distraherede af det. Men jeg aner ikke hvordan dæmoner tænker. " Men så igen, jeg ved ikke hvordan nogen tænker... 

I stedet tog han et nip til af sin whisky og så et øjeblik spekulativ ud. "Men hvis det er normalt at have 'huller' når man, ehm... bliver som dig. Så er det vel ikke så slemt? Det virker da som om resten af... " han gestikulerede vagt imod hendes vinger. Josefine var den eneste engel han kendte. Han undgik dem også. "Af jer klarer sig meget fint? "

Hun træk på smilet som han havde sin korte dialog med bartenderne, og lod kort blikket falde over kruset ikke langt fra hende hånd, hun lod et suk forlade hende som han tog sin slurk. Måske..ikke den bedste ide det her. lyd hendes tanker lettere opgivende som han roste drikken og udnævnte hans savn for den, samt lavede hun en lille mental note for at huske navnet. Smilet falmede en smule som han kom tilbage til historien om mørket der dræbte deres egne, eller rettere brugte deres mulige død som et værktøj.
"Hvor..forfærdeligt. Tænkt at.." hun tøvede let som tanken gled igennem hende, kæmpede let med at finde det rigtige ord.
"Tænk at være..hende..høre at du..bare kan kastes væk sådan. For at give de andre fem minutter mere til at løbe." hun sank en klump, men nærmest øjeblikkeligt blev hun lettet, lettet over ikke at have været der, ikke have følt hvad end alle indblandet måtte føle. Men også lettet over at have undgået hendes egen reaktion, for hun vidste hvad hendes ønske ville have været i det hele. Alles sikkerhed, alles helbred. Siden hun havde genopstået ville hun heller ikke kunne stoppe sig selv i at forsøge at hele alle som var kommet tilskade, før vingerne kunne hun i det mindste vælge at sige nej.

Hun nikkede til hans ord.
"Ja..Vi klare os vel fint." hun måtte vel give ham ret i det var jo ikke det der skulle bestemme om hendes liv fungere, hun nydt da..livet? Jo, uden hendes børn, sin bedste ven lige blevet forvist fra byen, og samme position som i det tidligere liv, bare væk fra fronten. En front ikke fandtes længere, som alt skete spontant, angreb der, tvunget skat i landsby der, krigen var offentligt i en fredstid mens mørket lurede i flere skygger end nogle sinde.
"Det er bare..sært når..jeg kæmper for at få mit gamle liv igen. At indse jeg ikke engang kan huske hele det liv, jeg vil have igen.." hun sukkede og lod hånden forlade reden af hendes anden hånd og tog om krusset med den mørke mjød og lod det møde læberne i en behagelig slurk, som sluttede med et behaget suk i takt med kruset mødte bordet igen.

Ranulf lænede sig lidt ind over bordet og lod sin venstre arm bære hans vægt imens han så på Josefine. Den lille engel så aldrig rigtigt komfortabel ud, men han kunne ikke rigtigt bebrejde hende det. Han ville nok heller ikke selv synes det var fedt at vågne op med vinger efter noget endelig formåede at tage livet af ham. Omvendt var hun også en af de får hvor hans størrelse ikke generede ham omkring hende. Hun havde vinger. Hun var mindst lige så akavet som ham. Han to en slurk mere af sin whisky uden at opdage at det var næsten halvdelen af glasset. Det brændte behageligt på vej ned gennem halsen på ham og knuder i hans skuldre han ikke havde tænkt over begyndte stille og roligt at løsne sig. 
"Well, hun var heller ikke ovenud lykkelig for det. Magen til vred ung dame har jeg sjældent mødt. " Ranulf tænkte tydeligvis ikke over at Sidkanys formentlig var meget, meget ældre end ham selv. "Og det var nok også derfor jeg endte med at lade hende gå. Eh, det ender nok med at bide mig en dag, men så tager vi det til den tid. " Han trak lidt på skuldrende og smilede til Josefine. Den smule alkohol han havde drukket rørte ham ikke, men bare smagen lettede hans humør. 

"Altså, jeg forstår godt der er dele af dit liv du gerne vil have tilbage. " Han have været stille lidt imens Josefine forsøgte at sætte ord på sit liv og sine problemer. I stedet havde han fundet sin pibe frem, en kort træpibe af tungt, mørkt træ og var begyndt at stoppe den med behageligt duftende urter. "Og det her lyder nok helt tosset kommende fra en der ikke ved hvordan du har det. Men har du overvejet at droppe det? Skabe dig et nyt liv i stedet for? Helt droppe fortiden, dens smerter og latter, dens sorger og glæder? Og bare gøre noget nyt? " Han rettede sig lidt mere op, satte piben imellem tænderne og fandt sit gnist-stål frem. Det så uendeligt småt ud i hans hænder imens han klikkede flintestenen ind over stålet så det slog gnister over piben... 

Som han begyndte at fortælle om den stakkels mørkelver lod hun blikket forlade ham, og mjøden der tidligere havde fanget hendes blik, og lod det falde over hendes egne vinger. Lod dem finde lidt ro, hvile dem imod bænken frem for at hun skulle holde dem oppe, den fandt deres plads som hun lyttede til hans ord, og gav et lille nik som han nævnte at han lod hende gå. Netop som hun nikkede fandt hun endelig en god plads hvor vingerne hvilede på bænken men også fandt støtte på væggen. Skulderne faldt som hun endelig lod sig selv slappe mere af. 
"Var..uden tvivl det rigtige at gøre. Hvis deres folk kaster hende væk sådan, så er det ikke vores at slutte hendes liv, men tage hånd om hende. At lade hende gå var en god beslutning. Kan også være guderne ender med at belønne dig, og ikke bide dig bagi." hun træk lidt på smilet som blikket forlod vingerne og faldt tilbage til ham, hans alt for lille glas til ham, og gled imod hendes eget mjød. En glas som igen mødte hendes læber, hun tog en større slurk mens han kommenteret på hendes ønske, om at få det gamle liv igen, mand, børn, hus, livet uden nogle rigtige problemer. Formodentligt uden problemer. Næsen pegede lavere imod bordet som hun lod tanken ramme hende, en tanken der ikke fik lov at finde sted i hendes sind ret længe før hun hævede blikket til ham som han åbnede ideen om at..få noget nyt.
"Ja..og hvad? Glemme at mine børn er på et børnehjem? Det..er en fin ide, smuk tanke at starte forfra, men. Kan jeg da ikke lade mine børn lide under, bare fordi jeg vil noget nyt? Kan jeg?" hun rystede kort hovedet for tanken var da fin, tanken var da..god, men kan man være det bekendt når hendes børn stadig er på børnehjemmet? Måske hvis, guderne forbyde det at nogle havde adopteret dem. Hvad ville hun endelig gøre hvis nogle, hentede dem, adopteret dem i morgen? Hun sank en klump som tanken nåede hende sind og lod hånden finde glasset igen, føre det til hendes læber og lod det tømme før det igen fandt bordet. En hånd blev hævet som hun fik opmærksomheden af bartenderne som kiggede lidt sært i hendes retning men rystede blot sit hoved før de gik i gang med at finde et glas mere til hende.
"Kan jeg da ikke..være bekendt." tilførte hun som hånden faldt til bordet igen.

Ranulf fik tændt sin pibe og trak et par dybe mundfulde røg imens han hørte Josefine svare. Hun havde en pointe. Der var børn i billedet, trods alt. Det var så mange år siden at Ranulf's egen familie havde forladt ham at den lille smerte bare var blevet en almindelig del af hans personlighed nu. Men han havde også været voksen da det skete. Børn havde brug for forældre. Troede han nok. 
"Hmm... det kan du have ret i. " Sagde han rundt om piben. Han havde aldrig set Josefine bare tømme et glas på den måde. Hans eget var ikke engang tomt endnu. Det gik hende tydeligvis mere på end hun lige ville være ved. Og det her er lidt uden for min erfaring. Jeg har aldrig haft familie. 
Ranulf tog piben ud af munden og tømte sit glas så han kunne nå at få bartenderen til at fylde det igen når han kom med Josefine's næste glas. Da han satte det fra sig kløede han sig lidt i skægget og prøvede så igen. Måske en anden vinkel var bedre. 
"Men jeg tror stadig pointen står. I stedet for at forsøge at få ting tilbage som de var, så gør noget nyt? " Han smilede til hende og satte hans pibe tilbage mellem tænderne og gjorde sætningen færdig rundt om den. "Du er jo stadig et godt menneske. Eh, engel. Så du vil vel stadig være god ved børnene, også selv om du måske ikke er helt den samme som du engang var? Men det er der jo ingen veteraner der er. " Han tog en mundfuld røg og blæste den ud af mundvigen, væk fra bordet. Det var trods alt ikke alle der værdsatte hans røg, selv om den var forholdsvis aromatisk i forhold til meget at det skidt folk røg rundt omkring. 

Hun viftede forsigtigt en hånd for at vifte røggen en smule væk og rensede luften mellem dem. Hans ord om hun havde ret fik hende til let at slappe af, hun vidste det var kompliceret og langt de færreste kunne forstille sig hvordan det var, at havde mistet mand og børn mens man sov, en kort lur på nogle år. Det var sådan det føltes nogle gange, at hun lagde sig til at sove og vågnede op til alt dette. For det var det der skete? hendes øjne gik i, mørke og ro, og så vågnede hun bare med vinger, og livet helt anderledes. Hun træk lidt på smilet som hun så hans glas blive tømt og nu kunne de begge fint vente på deres næste glas. Kunne være en sjov måde at ende denne samtale, vise ham at den bitte pige hun var kunne drikke. En farlig tanke, som sluttede øjeblikkeligt som Ranulfs ord nåede hende.
Pointed stod stadig: Glem det gamle, få noget nyt. Ordene dræbte smilet og fik hende til at sænke blikket på det tomme glas foran hende, let slog hun til det med fingren som hun hørte ham forsætte sine ord. Let kæmpede et smil sig frem som hun blev kaldt et godt menneske.
"Hvordan .. forlade hærren? Få..noget andet arbejde? hæler i hælerhuset? Jeg..skal ligesom have styr på alt det først..kan jo..ikke bare trække to børn ind i Beboelsesfløjen.." hun sukkede lettere opgivende.
"Og kan da ikke have børn..bare mig..Enkelt kvinde? Med massere arbejde? Selv i disse fredstider? Jeg..får ikke tid til at være der ordenligt for dem..bare mig. Hvis jeg skal lave mad, gøre rent, og passe dem alene." hun puste ud, og lod sig hvile mere imod bordet, falde en smule ind over det, som hun kæmpede med at kigge op og blot lod blikket falde på hans mave. Der var massere af grunde til hvorfor ikke, men hun kæmpede ofte med at finde grunde til hvorfor..Og lige nu var dette tydeligt i hendes blik, at hun kæmpede med at sige noget mere.
"Jeg har ændret mig..alt for meget. har jeg ikke?"

Ranulf kunne tydeligt se hvor svært hun havde ved det. Og han kunne egentlig ikke bebrejde hende det. Som han huskede det havde årene efter han forlod nordlandet været svære nok. Det her måtte være noget mere kompliceret. 
Men omvendt, hvor kompliceret var det? Der var to børn der havde brug for en mor. Om den mor så var helt det samme væsen i dag... var vel egentlig lige meget? Så skulle han bare lige formulere det. Og formulere det på en måde som ikke gjorde det værre. Zalan tage det, jeg er ikke taler. Jeg er bare soldat. En af kropigerne kom og stillede deres drinks til dem, og Ranulf smilede til hende kortvarigt. Det gav ham en pause til at tænke lidt imens han tog en stor slurk af sin drink. De kendte ham her, og hun havde stillet en dobbelt til ham. Så holdt den lidt længere. 
"Det ved jeg ikke noget om, Josefine. Men jeg er heller ikke den rigtige at spørge hvor meget du har ændret dig. " Han smilede lidt. "Hvad jeg ved er at du tydeligvis bekymrer dig om dine børn. Og det er egentlig vigtigere, tror jeg. Men jeg har aldrig haft hverken kone eller børn, så hvad ved jeg. " Han lænede sig lidt ind over bordet for at forsøge at fange hendes blik med hans ene øje. Sjovt nok havde Josefine aldrig virket bange for hans enøjede ansigt, hans størrelse eller grove udtryk. Det gjorde det nemt at holde af hende, nemt at slappe af sammen med hende. 
"Og hvis det er et problem at håndtere alene, så må du jo finde nogen til at hjælpe dig. " Han trak lidt på skuldrende, en overraskende stor bevægelse for ham. "Eller dedikere din tid til dem, hvis det er det du føler du har brug for. Det er ikke fordi du løber tør for tid nu, som jeg forstår det... "

Hun nikkede høfligt til kvinden som kom dem til undsætning med mere til at varme deres hals. 
"Tak!" lyd det i en varm tone som hun overrakte få jadestykker for den behagelige service, der var ikke mange væsner i denne kro, men alligevel fik de to hurtigt hvad de ønskede. Blikket stirret igen på toppen af sit glas, og med en let tøvende hånd lod hun en fingre danse over glasset rim som hun lyttede til Ranulfs ord, ord det hurtigt fik blikket, på trods af den trykkende lyst til at lade glasset møde hendes læber til at falde tilbage på Ranulf. Hun træk let på smilet som han kommenteret at han ikke rigtigt vidste om hun havde ændret sig. Hun nikkede forsigtigt til hans ord om at hun holdt af dem, et let fris forlod hende som han kom ind på sin uvidenhed på dette emne, børn og familie.
"Bede om hjælp?" mumlede hun let til hans ord, ikke for at få et svar, tydeligt blot en eftertænksom tanke som han snakkede. Var det ikke det hun havde forsøgt? Altid haft et blik ud efter..mulige mænd, ikke at hun havde eftersøgt de tanker, men at blive gift igen, finde en god mand.. Havde aldrig forladt hendes tanker.
"Hvem..skulle jeg bede om at hjælpe? Det er ligesom ikke hvem som helts man kan bede om sådan noget?" opgivende sukket hun før hun forsatte.
"Jeg..burde virkelig..besøge dem igen..og faktisk få snakket med dem.. Alexander er..snart voksen så kan være jeg ..bare skulle snakke med dem om alt dette og ikke.." selv tage alle beslutninger, forsatte hendes indre som hun tøvede mere og mere.
"..kan man overhovedet snakke med sine børn om sådan noget? Jeg..føler mig bare så..fanget.. Jeg havde lidt et håb om at..ende med nogle igen, og så..ville tingende falde naturligt på plads? Men nu? Hvem vil..være sammen med en som mig? Altid tvivle på mine følelser er ægte? Og siden jeg indrømmede min virkelighed under Trestons retsag..så.." hun sukkede, og lod sine ord dø ud som den nye glas mødte hendes læber, dog kun en mindre slurk før det mødte bordet og hun blot stirret imod den søde, men alligevel bittre, behagelige væske.