Fristavn så ud præcis som da Zirra havde forladt den - nu havde den blot fået en tynd dis skyllet ind over sig, så alle følte de gik i flyvende vand lige ved knæene. Med de højmastede skibe i havnen virkede det mere som en spøgelsesby end en piratby, men folk holdt sig også indendøre med sådan et vejr, fordi gammel overtro sagde, at sådan noget ikke var et godt tegn. Men Zirra var ikke 'folk', så hun sad for femte dag i træk klemt inde mellem et par kasser iført en bunke lasede klæder og med godt udsyn til kajen. To dage var forsvundet med endnu en omgang feber, men heldigvis var hun kommet sig hurtigere og havde kunnet søge tilflugt hos en af sine kontakter imens. Han havde ladet hende være og lovet - omend lidt modvilligt - at sige til, hvis Valerias Tåre lagde til. De følgende dage havde Zirra personligt ventet hernede, og netop denne aften sad hjertet helt oppe i halsen på hende. For det store, mørke skib var netop lagt til kaj.
   Da mørkelverne endelig begyndte at forlade skibet, var månen stået op bag dem og sølvskæret fremhævede små frostblink i disen. Den høje, mørkhårede kvinde skilte sig ud fra de andre, hvidhårede væsner. Sedna. 
   Da de var nået godt ind i disen, luskede Zirra efter dem. Forfulgte dem til en kro ikke langt fra kajen, hvor hun tilbragte et par lange timer på at vente på, de var færdige med at drikke sig i hegnet. Det var sådan en irriterende ting, søfolk gjorde sig i, og lige nu ville Zirra bare gerne have Sedna for sig selv. Hun kunne ikke rigtig brase ind på knejpen og stikke hende ned i fuld offentlighed, uanset hvor godt det end ville føles. I stedet måtte hun stå herude i kulden og håbe, det lynende blik ikke kunne mærkes i Sednas nakkehår.

Da de endelig (som i endelig, seriøst hvor længe havde de lige drukket?) forlod knejpen, var Zirras muskler stive af at have stået stille så længe. Heldigvis for hende fik hun lov til at bevæge sig lidt, da Sedna satte kursen længere ind i Fristavn og bød sine venner godnat, da de tydeligvis enten skulle tilbage på skibet for at sove, eller ville finde en billig kro hernede. I forhold til hvor få de var, der forlod kroen, var et par stykker vist også gået under bordet derinde. 
   Sikken snerpe, tænkte Zirras mørke tanker, mens hun fulgte efter mørkelveren. Skal ind på en af de bedre kroer. Hun tror, hun er bedre end de andre.
   Det burde jo ikke komme som en overraskelse. Selvfølgelig troede Sedna hun var den bedste. Datter af en torturbøddel. Født ind i Mørket. Evnen til at sno naive mænd om sin lillefinger.
Men det ville stoppe i nat. Zirra ville personligt sørge for, at det stoppede i nat.

Kroen var ikke helt så fin som det omkringliggende område, men det holdt ikke Zirras tanker fra at køre i samme spor med Sedna som en fisefornem, selvoptaget tøjte. Igen holdt hun sig udenfor og fandt et godt sted med udsyn til værelserne, mens hun ventede på at se lys tænde og slukke bag de mørke ruder efter Sedna var forsvundet ind ad hoveddøren. Dér. 
    Nu begyndte ventetiden. Zirra tog plads på en bygning overfor og talte minutterne, mens de blev til halve og hele timer. Så snart hun var tryg i, at mørkelveren var faldet i søvn, klatrede hun ned og derefter op ad krobygningens bindingsværk. Det gode ved en piratby var, at selv hvis noget så det her, ville ingen gøre noget ved det. Hængende på facaden trak hun en amulet frem og holdt den mod vinduet. Et lille sus gik fra karmen og over til hende, og hun priste sig lykkelig for at have skaffet sig sådan en og ikke uforvarende have trådt i det magiske værn. Med sin kniv lirkede hun vinduesrammens slå op og fik forsigtigt åbnet. Hurtigt smuttede hun ind og lukkede det hele efter sig, inden vinterkulden fulgte efter hende. Hun tog sig et øjeblik til at føle rummet an og få styr på sin vejrtrækning efter den fysiske anstrengelse, før hun listede sig nærmere sengen.
   Sedna var let at genkende, selv i mørke. Måske egentlig mest fordi Zirra primært havde set hende i mørke. Et smil oplyst af bålets flammer. Den kolde ro, mens hun havde presset nåle ind i hendes hud. Det ødelagte, blodige ansigt efter mødet med Kesters støvle.
   Hun så så fredfyldt ud, som hun lå der og sov. Brystet hævede og sænkede sig stødt med søvnens åndedræt. Håret lå udover puden, den slanke nakke var blottet. Hun var ondskaben selv. Sendt fra mørket for at forføre Treston og ødelægge deres liv. Selvom Zirra havde overhørt hele samtalen i kælderen var det dét, hun blev nødt til at holde fast i. Hånden greb fastere om kniven. Øjnene kneb sig en smule sammen og tungen fugtede de pludseligt knastørre læber. Måske var kærligheden ægte, men det retfærdiggjorde ikke de gerninger, den kvinde havde drevet hendes bror ud i.
   Bank, bank.
   Zirra stivnede og på et splitsekund besluttede hun sig for, hun ikke var klar til at blive taget på fersk gerning. Selv hvis Sedna ikke vågnede, før kniven sank ind i hendes hals, ville lydene tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Der var ikke tid til at komme tilbage til vinduet. I en behændig, lydløs bevægelse gled Zirra ned under sengen og tog sin egen hånd op foran munden for at dække den pludselige forøgede vejrtrækning. 
   I det mindste var det nok bare et besætningsmedlem, og så ville det være hurtigt overstået ...

    Turen tilbage til Fristavn... var ærlig talt ikke værd at tale om. Treston havde brugt urimelig mange kilometer på at bande over Zirra. Bande over Sedna. Bande over sig selv. Bande over Guderne. Over situationen.
    Over Fader Pavel, fordi den gamle præst var let at hade, og selv en bitter mand har brug for at gøre det nemt for sig selv en gang imellem...
    Det havde regnet de sidste tre dage, og både Treston og dén sølle krikke, han havde købt i Zircon, var gennemblødte ind til skindet da vandet fra himlen endelig stilnede af, og Treston skimtede brænderøgen og de disede omrids fra Fristavns hustage i det fjerne. Han lod skuldrene synke, sukkede så dybt, at det føltes som om en lille del af hans sjæl slap med ud, og gravede så kompasset frem under slaget og jakken og den gennemblødte trøje. Dødningehovednøglen blev taget fra den lille samling, han efterhånden havde om halsen, og atter engang lagt under kompasset. Nålen pegede stadig direkte imod Fristavn. 

    Det var sent, da han endelig fik sporet sig ind på den rigtige kro og fuldstændig udmattet - og kold ind til marven - skubbede døren til krostuen op. Der var få folk ved bordene nu, så sent på natten, og kropigen bag disken så nogenlunde lige så træt ud, som Treston følte sig - studerede de små pytter af mudder og regnvand, Treston efterlod sig på sin færd over trægulvet, med slet skjult misbilligelse. 
    "Vi har lukket for udskænkning," bekendtgjorde hun og rettede sig en smule op, så hun ikke stod helt så meget og hang ind over disken. "Sidste omgang var for en time siden."
    Treston havde stadig nøglen og kompasset i hånden, og nu hvor han skævede ned til det, kunne han se, at nålen opførte sig underligt - vippede ubeslutsomt frem og tilbage med store udsving. 
    Sedna måtte være lige i nærheden.
    "Jeg kommer ikke for at drikke," oplyste han og hev læderetuiet med dommerskriftet frem, fordi det så tilpas officielt ud med dets segl og pis og lort. "Jeg har et brev til Sedna Calypso - jeg har fået at vide, at det haster og at hun er bedst tjent med at få det før og ikke senere. Hun skulle vel ikke være indkvarteret her?"
    Pigen rynkede panden og kastede et blik på etuiet, Treston nu havde åbnet, og den del af papirerne, der var synlige - hun virkede en lille smule nysgerrig for første gang siden han var trådt ind af døren. "Der kom en Sedna ind her til aften - hun fik værelse otte, hvis jeg ikke husker galt... Men jeg går ud fra, at hun sover nu, så-"
    "Som sagt er det meget vigtigt - tro mig; hun vil gerne have brevet hurtigst muligt," afbrød Treston, mens sommerfuglene flagrede op med orkanstyrke i hans mave. Han greb etuiet og havde allerede sat kurs imod trappen, da pigen halvhøjt mumlede: "Kan du ikke lige tage støvlerne af inden du-" 
   Men han var halvvejs oppe af trappen inden hun kunne nå at færdiggøre sin sætning, og med en opgivende mumlen opgav hun at begrænse hans svineri.
    
    Overetagen lignede de fleste andre kroer, Treston havde været på igennem sit liv - lidt pænere end standarten måske, med et langt kludetæppe (der fortrød mødet med Trestons mudrede støvler) på værelsesgangen og en lille krukke med halvvisne blomster i vindueskarmen nede for enden. Han gik skyndsomt forbi de første værelsesdøre - 2, 3, 4 - til han nåede helt ned for enden og kunne lugte den sødlige lugt fra de visnende blomster; nummer otte. På højre hånd...
    Og selvfølgelig tøvede han uden for døren - selv da han havde tjekket kompasset og kunne se, at nålen pegede direkte og ufravigeligt på døren. For han var pissebange, hvis han skulle være ærlig med sig selv. Pissebange for, hvad han kunne forvente - pissebange for at finde ud af, at alt havde været en løgn; at han havde kastet sit liv i kloakken for ingenting. At han havde forrådt Lyset og alt, hvad hans familie nogensinde havde stået for, for en kvinde... der i virkeligheden bare havde udnyttet ham...
   Samtidig med, at hans hjerte flagrede af sted som en forårskåd sommerfugl ved tanken om at skulle se hende igen - ved tanken om at skulle holde hende i sine arme...
   Han bankede på.

Tiden det havde taget at komme fra Obsidianøerne og tilbage til Fristavn, den havde været langsomlig, langvarig, men intet til sammenligning med de sidste timer inden Valerias Tårer lagde til kaj. Minutterne det tog for de lysende små prikker, ude i den halv dunkle horisont, blev til faktiske vinduer fik evigheden til at føles som intet andet end et sekund.
Flere gange undervejs havde hun forestillet sig Trestons, uimponeret, ansigt når det ville gå op for ham, at han ville være nødsaget til at tage turen tværs over landet. Kun for gentagende gange at blive overskygget af blå lyn under en grå tordensky, i form af Zirras bitre ansigt. Stædigt holdt Sedna fat i håbet, der nok mere var et ønske, om at kun et blondt hoved ville vente hende i de lovløses havn.

Alt tanke om, hvem der måske måtte følge med fra skyggerne, var dog glemt i det øjeblik fast grund var under støvlerne. Selvom modviljen var stor, lod den sig ikke vise da hun fulgte med resten af besætningen ind på kroen nærmest skibspladsen. Her havde den ene time taget før deres veje skiltes og Senda forsvandt dybere ind i de smalle gader. Mæt på et varmt måltid, kinder varme af øl, løb fingerspidserne let over de passerede husmure med mundvige der ikke var til at tvinge ned.
Smilet formåede dog at falmede en anelse, da kropigen måtte afslå at en mand med Trestons beskrivelse havde sat fod på kroen denne aften. Med nøglen til værelset skubbet mod hende, hen over det mørke træ, gav mørkelveren pigen sit navn med ordene om at skulle den beskrevne mand dukke op og efterspørger hende, måtte det gerne bekræftes hvilket værelse hun var at finde på; men kun hvis det var en høj kornblond mand og ikke en irriterende støvblond kvinde.

Med olielampe på det ene natbord tændt klædte Sedna sig af, hvorefter hun lagde sig i sengen, lukkede af for flammen så værelset endnu en gang blev henlagt i samme mørke, der havde mødt hende og trak sengetøjet over den halvnøgne krop. Søvnen fulgte ikke længe efter.
Kulden ude fra da Zirra lirkede vinduet op, nåede aldrig at sætte sig i rummet. Kun kortvarigt reagerede den sovende mørkelver på den, som hun i søvne søgte længere under det tykke sengetæppe med et knapt hørlig mhm. Lyden af bankene knoer mod træ tvang søvnen på afstand. Først ved det andet bank formåede den søvndrukne hjerne kæde lyden sammen med virkeligheden frem for drøm, så hun nærmest væltede ud af sengen, mod døren. Med en hånd holdt bag ryggen, klar til at skabe en syl af glas, blev døren åbnet på klem.
Døren forblev kun på klem så længe som det tog gyldent at møde blåt. Der stod han, lige så gennemblødt som første gang hun havde set ham, eneste forskel var den manglende uniform. Døren blev revet åben, så den bankede ind i væggen til det tilstødende værelse. Smilet gik fra øre til øje, mens hjertet føltes som om det slog kolbøtter af dobbelt slag.
Uden større hensyn til sin egen mangelfulde beklædning, lukkede armene sig fængslende omkring de brede skuldre lige dér, næsten, midt på den smalle gang. ”Undskyld.” var det første ord der kom til hende med hovedet begravet væk ind mod halsen, med en dyb indånding af hans duft til følge.

    Selvom kompasset jo havde givet Treston en temmelig god idé om, hvem der ville åbne døren, var det alligevel et chok at se hende stå der - dét spøgelse han havde jagtet tværs over landet og tilbage igen. Det overrumplede ham i en sådan grad, at han først i sidste øjeblik huskede sit forsæt om ikke at se hende i øjnene, før alting var blevet... redt ud.
    Dét blev der dog heller ikke megen mulighed for, før hun havde slynget sig om halsen på ham, og hans arme næsten af sig selv havde lagt sig omkring hende og knugede hende ind til sig. Og det var først dér, det sådan rigtig gik op for ham, at hun var virkelig; da han pressede hendes slanke krop ind til sig. Mærkede hendes bare, varme hud under hænderne. Indsnusede duften af hendes mørke hår...
    Og et sekund eller to var alting fint - præcis som det skulle være. Han mærkede hele sin krop slappe af - hele sit væsen synke ned i følelsen af bare at holde hende; at mærke hende. Men så hviskede hun det ene, lille ord imod hans hud, og virkeligheden satte ind igen - gjorde Trestons indre til is.
    Han lod dog armene ligge omkring hende - var på ingen måde klar til at give slip på hende igen - men han kunne også mærke sig selv stivne under hendes hengivenhed. 
    "Hvorfor... siger du undskyld?" spurgte han hviskende - vidste selvfølgelig godt, at hvis hun vitterligt var dét manipulerende monster, Zirra lod til at tro, så ville hun jo nok ikke bare svare ham sådan uden videre, men... 
    Men det kunne være starten på en forklaring - en forklaring han ikke var sikker på, han kunne bære - og derfor begyndte hans hjerte også lige så stille at sætte farten i vejret.

Under sengen gik Zirras hjerte i stå i noget, der føltes som om det burde have været en fatal mængde tid. Herfra kunne hun kun se et par støvler, men stemmen var ikke til at tage fejl af. Treston stod lige derude bag døren, og han havde garanteret allerede Sedna i armene. Hun var kommet for sent. Ikke meget for sent - og det var nok i virkeligheden det værste ved det hele. Hun var kommet ti minutter for sent. Mest af alt dominerede lysten til at hamre sine bare næver op i sengens træbund til de blødte. Skære ind i det med kniven, hun stadig havde i hånden, eller skrige af sine lungers fulde kraft. Hun havde haft forspringet! Hele vejen havde hun holdt sig foran Treston og lige i hælene på Sedna. Hvorfor kunne det lortebarn ikke have droppet det efter første gang, hun havde fået nogen til at banke ham?  Hvorfor skulle den idiotbror altid lave rav i hendes planer?
For at forhindre sig selv i at gøre noget overilet, satte Zirra kniven på plads i hylsteret ved benet igen. Alt på hende var stramt og mørkt til det her indbrud. De pjalter, hun havde siddet med på havnen var lagt af i gyden over for den her bygning, og indenunder havde hun sit sædvanlige tætsnørrede, mørke spiontøj. Det var det eneste, hun havde båret med sig rundt i sin taske på hele den her rejse, og det eneste hun ikke havde taget på, selv når hun var endt i mudder til haserne eller var blevet gennemkold af regnen. Det tøj var forbeholdt netop det her indbrud og havde været en af hendes påmindelser om, hvorfor hun rejste det sydlige Krystalland rundt i flere uger. Hvorfor hun ikke bare kunne give op.
Hun havde kørt sig selv til bristepunktet - til febervildelse og videre derfra. Ét skridt ad gangen med brændende beslutsomhed og ingen intentioner om at se sig tilbage.
Og alligevel var den amøbe til en vanæret lorteridderbror kommet i vejen.

Savnet til ham havde været stort, men først stående i Trestons arme blev hun klar over hvor stort – nok nærmere massivt – det havde nået at vokse sig.
Stærke arme snoet sig lukket omkring den slanke kvindekrop, trykkede den nærmere, hvor ord var blevet hvisket mod halsen, forblev læberne ikke. En perlerække af blide, længselsfulde kys vandrede op over den lyse hud, til fløjlsblødt mødte stikkende skægstubbe. Et lille smil dannede sig ved følelsen, men blev ikke til et vedvarende et af sin slags.
Selv hvis han forsøgte, var det ikke muligt at skjule hvordan musklerne spænde op, så man kunne blive i tvivl om måne hvide øjne havde fået dem til at trække sig sammen. Hovedet trak sig tilbage, væk fra det varme skjul under den skarpe kæbe, med fine linjer tvunget frem over de sammentrukne øjenbryn ”Du er måske særligt glad for at ride dig selv til hudløshed, tværs over landet?” svarede hun, uden at den flabede kant helt fik lov til at manifæstere sig. Der var noget i den måde, hvor på han havde hvisket og stillet sit spørgsmål, som gav en uro i kroppen der udsprang fra maven.
”Hvad tror du jeg undskylder for?” inden han kunne nå at respondere, med det indgående blik givet i bytte med en hovedrysten. Hér hvor alle kunne lytte med, var ikke stedet at tage samtaler. I stedet løsnede Sedna sin omfavnelse. Den ene hånd bevægende sig ned over den ene arm til hånden greb om hans ”Kom, du vil sikkert også gerne ud af det fugtige tøj?” spørgsmålet var retorisk, da hun allerede var i færd med at træde baglæns ind på værelset og lede Treston med sig ind i mørket bag sig.

    Sednas små kys fik noget mørkt og længselsfuldt til at vågne et sted dybt i Treston; gav ham lyst til at udslette dén kulde, han følte indeni - frygten for hendes forræderi - med varmen fra hendes læber, fra hendes krop og hendes skød. Bare løfte hende op, bære hende ind på værelset, sparke døren i bag dem - tage alle de potentielt forfærdelige samtaler senere...
    Men dét var ikke en mulighed, og det vidste han også godt. 
    Sednas flabede svar, der faldt uden tøven, trak dog et overrasket, lille smil frem på han ansigt, selvom han undgik hendes blik, da hun trak sig lidt tilbage for at kunne se hans udtryk. Havde dét hér været dén romantiske genforening, det burde have været - søppet ind i sukkerkvalme og gensynsglæde - havde han nok smidt hende en flabet kommentar tilbage. At ride sig selv til hudløshed var simpelthen for oplagt en mulighed til stikpiller under bæltestedet... Især når ordene kom fra hende...!
    Men han gjorde det ikke, for Zirras vidneudsagn til rettergangen kørte konstant igennem hovedet på ham, og Sedna fornemmede vist godt, at der var noget helt galt, for hun bad ham uddybe sine ord, og selvom det var præcis dét, Trestons hjerne havde brugt det meste af turen på at kredse omkring, var han med ét fuldstændig mundlam.
    Heldigvis greb Sedna hans hånd og trak ham væk fra gangen - ind på værelset - og dét gav ham mulighed for at samle sig.
    "Jeg har..." Han gik i stå igen lige så snart de var i sovekammermørket sammen - ovenpå lyset fra gangen virkede det dybere end det egentlig var. Var det dumt, dét hér? Hvis Zirra virkelig havde ret? Ubevæbnet at følge en mørkelver ind på et mørklagt kroværelse, hvor hun ville kunne orientere sig, mens han ikke kunne? "Sedna?" spurgte han så - kunne stadig mærke hendes hånd i sin. Var ude af stand til at finde på en bedre måde at spørge hende, selvom han forsøgte. Vidste, at han hverken skulle nævne Zirra eller retssagen som det første, hvis dét hér nogensinde skulle blive en normal og lykkelig genforening...
    "Jeg ved godt, dét hér er et rigtig underligt spørgsmål, men vil du ikke være sød bare at svare med det samme? Jeg har... Der er blevet sagt nogle ting - nogle ting, der har givet lidt for god mening - og nu har jeg virkelig, virkelig brug for, at du bare svarer mig ærligt, så jeg tror dig..." Hans stemme var næsten bedende og lød beklemt i mørket. Han fugtede sine læber. "Udover din... glaskunst. Hvad har du så af evner?"

Zirra hadede alt ved den her situation. Alt fra Sednas sukkersøde suk til Trestons tøvende skridt ind i lokalet. Da døren gled i bag dem måtte hun holde sig lidt ekstra hårdt for munden for ikke at udbryde en række frustrerede bandeord, rulle ud under sengen og dolke Sedna i ryggen. Et ellers rimelig rart mentalt billede, men urealistisk ad Zaladin til. Hvis Trestons våde-mus udtryk fortalte Sedna, at han havde redet sig til hudløshed, hvordan var Zirra så ikke selv tilredt. Hun havde ikke en chance mod en kriger som Sedna, der hverken havde været alene eller fået for lidt at spise den sidste måned. 
Vreden buldrede stadig løs i hende, og hun måtte forestille sig selv hamre næverne mod kantens underside for at holde sig fra handlingen. Især da kællingen behændigt foreslog at få Treston ud af sit våde tøj. Nu kunne hun lige vove på noget som helst, inden Zira havde fået jaget en spids genstand gennem hendes strube!
For en gangs skyld hjalp Treston på situationen helt af sig selv. Sådan nogenlunde. Han fik i hvert fald guidet samtalen et andet sted hen end afklædning. At den så endte på Sednas evner, overraskede Zirra en smule. Han kendte tydeligvis til glaskunsten, og hun havde da også selv - omend noget forvildet i smertetåger - fået fortalt ham om det der lamme-blik, havde hun ikke? Hvorfor i alverden lød han nu som om han ikke anede... Vent... Troede han på det lort, hun havde sagt i retten?

Det var på ingen måde sådan hér, at Sedna havde forestillet sig et gensyn med eks ridderen ville have fundet sted. Alt manglede, de store varme følelser der viste sig i kys og kærtegn, hvor der ingen tid var at spilde på hej. I stedet var hun blevet mødt af en mand, der knapt nok kunne se hende i øjnene, stivnet under hendes kys og tøvende åbnede munden.
Det var på ingen måde den mand, som havde sat himmel og hav i bevægelse for hende, for dem… Hvem var han, hvad var der hent ham for at han på en og samme tid var så genkendelig og samtidigt så fremmed?
Benævnelsen af hendes navn, måden det blev sagt på styrkede den dårlige fornemmelse. Fik tankerne til at løbe løbsk, hver og en dårligere og grummere end den forrige, der Langsomt og pinefuldt trak vinge for vinge af de baskende sommerfugle af forelskelse. Med en overbevisning om, at de næste ord ville skære dybere end dem i den brændende skov havde gjort, slap hun hånden.
Ude af stand til at stå stille, holde sig i ro, når hele ens indre trak op til storm, lagde hun afstand til ham. To forsøg måtte der til, før olielampen på natbordet endeligt oplyste rummet i en kamp mellem lys og mørke.
Ikke før spørgsmålet kom og hun drejede sig mod ham. Stirrende uforstående og forvirret hen over sengen, hvor det samtidigt gik op for hende hvor langt væk de stod fra hinanden, at sengen var blevet objekt for den afstand hun havde trukket sig med og en del af de parader der langsomt havde været i færd med at rejse sig.
”Jeg forstår ikke hvad min evne har med noget som helst at gøre. Hvordan eller hvad folk har sagt til dig, som åbenbart giver så god mening for dig, at du skal være så mærkelig…?” det krævede alt selvkontrol ikke at lade armene krydses over brystkassen, afvisende for ham og beskyttende for hende selv ”Jeg kan paralysere, gøre folk til levende statuer.” kom svaret endeligt, med en modvilje for at dele mere, før Treston spyttede ud med hvad ved Zaladin der forgik i hovedet på ham.

    Trestons hjerte nåede at fare helt op i halsen på ham, da hun slap hans hånd - en reaktion fremkaldt dels af frygten for, at nu var det dét; nu havde han ødelagt det hele, og nu ville hun forsvinde igen og atter blive det fantom, han havde jagtet landet de sidste mange uger...
    Og dels af frygten for, at Zirra virkelig havde haft ret, og at Sedna nu havde gennemskuet at noget var galt - at han kendte til dén rest af magi, hun havde efterladt på ham. At det næste, der kom ud af mørket, ville være en kniv...
    Men så flammede den lille olieflamme op imellem Sednas hænder, og hun vendte sig om og stirrede på ham, som om hun ikke forstod, hvad det var, der kom ud af hans mund. 
    Hendes ord fik ham til at lave en lille, undskyldende grimasse, for han kunne tydeligt høre den sårede kant om hendes stemme. Skulle dét virkelig bare være skuespil? Han måtte indrømme, at dét indtryk han havde af Sedna, ikke just underbyggede dét billede af en manipulerende, kalkulerende mørkelver, som Zirra havde tegnet i retten - tværtimod. Sedna var... umiddelbar - hun følte meget og hun følte stærkt, og medmindre Treston var blevet fuldstændig forblændet, slog hun ham ikke som typen, der ville kunne skjule sine følelser bag nogle andre, om det så gjaldt hendes liv...
    Så svarede hun endelig på hans spørgsmål, og dét satte hans hjerne til at snurre endnu en gang. Gøre folk til levende statuer... Havde Zirra egentlig ikke også mumlet noget lignende på den forfærdelige tur fra Tusmørkeskovene og tilbage til Dianthos? Hun havde godt nok været døden nær og fuldstændig omtåget af smerter, så han havde ikke hæftet sig synderligt ved det...
    Men det gav mening nu. Han ville... virkelig gerne have det til at give mening inden dén forvirring, der strålede fra Sedna, hærdede og gjorde hende hård - kastede dem tilbage til skoven...
    Hvorfor skulle hun også have lagt dét spor af glasnøgler, han nu bar om halsen, hvis det ikke var fordi, hun gerne ville findes? Hvis hun virkelig havde narret ham - virkelig havde manipuleret ham - hvorfor skulle hun så ønske, at han skulle finde hende igen?
    Men hvad havde restmagien i retten så været? Hvorfor havde sandhedskuglen lyst? Hvad zalan skulle han tro?
    Alle de modstridende følelser var uden tvivl tydelige på hans ansigt, men han vidste ikke, hvad han skulle gøre ved det - havde ikke overskuddet. Ville allerhelst bare brede armene ud og holde hende - fortælle hende, hvor dejlig hun så ud i som hun stod dér, temmelig afklædt, og i det bløde skær fra olielampen...
    Han lukkede øjnene og kørte en hånd over ansigtet med en udmattet grimasse. Ved Zaladins forbandede flok, altså...
    "Undskyld," fik han endelig frem. "Jeg ved godt, at dét hér er virkelig... underligt. Jeg har bare-" Han brød af og lod sig så dumpe ned på sengen med et træt suk. Hvilede ansigtet i hænderne, så det våde hår faldt frem i panden på ham, og han ikke behøvede at se hende i øjnene. Ikke endnu... "Der er virkelig sket meget, Sedna. Jeg ved slet ikke, hvor jeg skal starte... Hvordan jeg skal forklare det hele." Jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde ud af, om jeg kan stole på dig, uden at afsløre, at jeg har grund til ikke at gøre det... 
    

Da Treston dumpede ned på sengen, var Zirra glad for, at Sedna ikke havde valgt en billig kro. En billig kro ville nok heller ikke have haft en seng med plads under den - højst en briks i hjørnet, men det ville have været noget rod, hvis hørmadrassen kun så spændt ud med et lærred og ikke som nu holdt oppe af en solid træramme. Det gjorde, at hun ikke skulle bekymre sig om at blive mast af sin storebrors fede røv og tunge ego. Nu kunne hun ligge i sikkerhed, mens han sad på sengen, og det eneste hun skulle bekymre sig om var at holde lysten til at bide ham i akillessenen i skak. Det havde i øvrigt været svært nok, da Sedna skridtede hen på den anden side af sengen - hendes fødder var endda nøgne og udsatte. En kniv lige ned i en af dem ville gøre underværker...

Den stilhed som der fulgte svaret om evnen, larmede nærmest i ørene. Forstærket af hvordan modstridende følelser tydeligt bekrigede hinanden, i det lyse ansigt. Begge dele sled på tålmodigheden, som groft sandpapir der gjorde den tyndere og tyndere, til usikkerheden kunne bryde gennem og hvor guld havde hvilket tungt over ham, begyndte det at flakke uroligt rundt.
Alt hun havde lyst til, var at række ud efter hans hånd, hans sind. Bønfalde om at få indblik i hvad der tyngede med et løfte om at møde det åbent. Alt for at standse følelsen af at være sammen hver for sig, som nu. I stedet endte hun med at gøre stik modsat. Armene søgte omkring hende selv, den ene hen over maven lige under brystbenet, mens den anden lagde sig tværs over brystkasse, til hånden lukkede sig om modsatte skulder. Afskærmede hende for de ord der måtte komme.
”Jeg har bare(…)” måden ordene blev afbrudt, hvordan han tog plads på sengekanten med ryggen til hende og hovedet der tog hvile imellem hænderne. Det hele gjorde mere ondt end mødet med Kester havde gjort.
En glød af vrede blussede op, truede med at antænde i forsvar ”Begyndelsen ville være et rigtig fint ste at starte, Treston, syns du ikke? I stedet for at være så forbandet kryptisk?” ordene tog en hård kant, som hun ikke selv kunne styre. Fortrydelsen ramte lige så hurtigt som ordene var fløjet, fik hende til at bøje nakken og stirre stift på de bare fødder.
Den bløde madras gav sig under hendes vægt da hun lydløst trådte op i sengen. Få skridt efter sad hun halvt bag, halvt ved siden af hans foroverbøjede skikkelse ”Kig på mig? Vil du ikke nok se på mig – se rigtigt på mig, Treston?” bød hun lavt, så tæt på en hvisken at usikkerheden ikke kunne skjules og sammen med frygt for hans svar truede med at få stemmen til at knække. Bange for at han ville nægte at løfte sit blik, nægte at møde hende så hun kunne møde ham, hvor han var lige nu.
"Jeg er ikke gravid. Der er intet der binder dig her, til mig, - men du bliver nødt til at lukke mig ind i stedet for som nu, hvor du er ved at lukke mig ude." ordene var tæt på at vælte over hinanden, sagt så hurtigt at Sedna først efter blev klar over hun havde glemt at trække luft ind mellem dem. Men med følelsen af han forsvandt ud mellem som vand mellem fingrene, gjorde det svært at være til i hvad end dét hér skulle forestille at være.

    Treston krympede sig en anelse under hendes hårde ord. "Begyndelsen..." gentog han tonløst. Hvor var dét overhovedet? Ved rettergangen, da Zirra plantede tvivlen i hans sind? Eller i cellen, da Sedna bad ham se hende i øjnene? 
    Eller tilbage på kroen, hvor han forelskede sig hovedkulds som en anden idiot? Eller... Måske forelskede sig - dét vidste han jo ikke engang! Han vidste kun, at hendes hårde tone gjorde ondt helt ind i sjælen nu, og at han allerhelst bare ville række ud og sige undskyld - trække hende ind til sig. Holde hende i sine arme...
    Han så det ud af øjenkrogen, da hun bøjede nakken og så arrangerede sig ved siden af ham på sengen - så tæt på, at han kunne mærke varmen fra hendes bare hud - og han havde netop fået famlet sig frem til en tøvende start på forklaringen, da hun bad ham se hende i øjnene, og hans indre frøs endegyldigt til is.
    Tilbage i cellen havde han ikke fattet mistanke og bare gjort, som hun bad om - havde troet, det var en måde at genskabe forbindelsen mellem dem; at forsikre sig om hans intentioner. 
    Men nu...? 
    Der undslap Treston en lille, halvkvalt lyd, og han vendte ansigtet fra hende med en smertelig grimasse - kunne mærke frygten for hendes forræderi bringe tårer til hans øjne, mens hjertet hamrede af sted og tankerne kørte på højtryk. Hvad skulle det betyde? Hvad skulle han tro?
    "Det... kan jeg ikke, Sedna," hviskede han til sidst. Hans stemme skælvede. Se på mig... Hun havde bedt om præcis det samme i cellen, og bagefter var han gået ud derfra og havde han forrådt alt, han nogensinde havde stået for, fordi han troede, at der var en virkelig god grund til det...
    Men dén grund blev ugyldiggjort, hvis Sedna havde... Hvis...
    Hendes desperate ord bragte ham tilbage fra tankespiralen. Hvorfor... hvorfor sagde hun de ting, hvis hun vitterligt... var det et forsøg på at manipulere, eller var det-
    "De fandt en rest af magi på mig," stødte Treston så frem - næsten som om ordene blev banket ud af ham. Han kunne ikke mere... "De fandt en rest af magi, selvom håndjernene var Bundne. Retsmagikeren bekræftede, at det stemte overens med dén energi-signatur, der var på Zirra, efter at du..." Ordene blev kvalt af klumpen i halsen, og han måtte rømme sig - gned sig hurtigt over øjnene og lod de dirrende fingre finde hvile imod panden. Havde stadig blikket vendt stift væk fra hende. "Zirra sagde, at du... at du havde manipuleret hendes følelser. At du kontrollerer folks sind..." Stemmen faldt til en hvisken: "Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, Sedna..."

Hvorfor var det, at Zirra skulle være blevet velsignet med en godtroende, venligsindet, naiv storebror frem for reel, brugbar magi? Det havde hun tænkt over mange gange i løbet af sit liv. Lige nu var en af de gange. Hun havde lyst til at slå panden op i træværket - men så ville de høre hende, så i stedet låste hun alle sine muskler i så meget spænding, som hun overhovedet kunne mønstre. 
Han digtede også, kunne hun høre. Der var ikke nogen magisignatur, der var blevet bekræftet - kun at der var magi på ham, selvom hans chakra var låst væk. En lille, spinkel pulseren fra Zirras lillebitte og svage ildflue, hun havde sneget op i hans ærme. Som havde holdt hans løgne fra at blive opdaget. Som havde holdt ham fra at blive hængt. Nogle gange var det ikke svært at finde ud af, hvorfor hun var spionen og han var ridderen af de to. 
Sideløbende med tanker om Trestons blåøjede tilgang til verden druknede de små stik af dårlig samvittighed over, hvor ked af det, han var, i at Sedna også lød ked af det. Den kælling havde ingen ret til at synes noget som helst om det her. Hun vidste tydeligvis ikke engang, hvad der var foregået, efter hun skred ud på havet og havde overladt Treston til at blive reddet af sin lillesøster, og så kunne de to turdelduer elske hinanden nok så meget - det hjalp ligesom ikke, hvis den ene part ofrede alt, og den anden så ikke engang prøvede at gengælde tjenesten! Hun havde gjort Mørkets gerning alt imens Treston havde stået til ansvar for sin uduelighed i Dianthos, og det her møde kunne meget vel gøre, at han blev hængt, lige så snart han trådte tilbage ind i byen.
Især hvis det her møde blev til flere. Måske var det godt, Treston troede på Zirras løgne. Det såede splid mellem dem, og hvis han ikke fik formuleret sig rigtigt (og det gjorde han i grunden sjældent), var Sedna helt sikkert typen, der ville smide ham ud og bede ham komme tilbage i dagtimerne. Det ville give Zirra tid nok til at plante den kniv i mørkelverens hals...

Sedna havde noget så fejlagtigt antaget, at hele grunden til at Treston opførte sig som var han fremmed for hende, i virkeligheden kom sig af det tankefrø, som var blevet plantet bag blå have og gyldne solstråler. Troet at det her handlede om tanken og ikke mindst uvisheden om at deres veje ville skilles, mens hans løgn meget vel kunne været blevet sand, at alt det her bundede i en ung mands panik, over potentielt at skulle få med et lille liv mellem hænderne inden han gik set sig om.
Hun kunne ikke have været længere fra. En realitet der langsomt gik op for hende, da han drejede hovedet til modsatte side, så hendes skikkelse end ikke ville nå hans perifere synsfelt. Det gjorde ondt, men på inden måde sammenligning med det stik af smerte det gav, da det langsomt gennem de ud spyttede ord gik op for hende, at hun var grunden for den kløft der var ved at danne sig mellem dem.
Det her handlede om hende og en mistro der havde været lov til at formørke hans hjerte…
Hånden der havde været ved at række frem, for at dreje hans ansigt i hendes retning, faldt tungt i skødet, knyttet hårdt så neglene truede med at gå gennem den bløde hud i håndfladen. Bevægelsen var lige så hård, som man kunne forestille sig mørkelverens indre var ved at blive, da hun rejste sig fra sengen. Mimikere et større kattedyr i et alt for lille indelukke, skridtede Sedna frem og tilbage med hænder der skiftevis åbnede og lukkede sig, under det hårde latterfryns, der mødte hans ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro, Sedna(…).
Zirra, naturligvis var det den pismide af en møgfinke, der havde prikket dårligdom i hans sind. Hun havde hørt alt i cellen, hun havde vendt Sednas egne ord mod hende og hun ville komme til at fortryde det…
”Zirra ved ikke en skid, Treston! Den eneste der kontrollerer nogens sind, er din forpulede lortesøster! Jeg har aldrig manipuleret dine følelser eller dit sind. Jeg bad dig aldrig om at rede mig, aldrig!” fik hun endelig frem, sammenbidt og hårdt under et smil af vantro der trak mundvigene forræderisk op.
Tre hurtige skridt, mere skulle der ikke til, før hun tvang sig plads på skødet af ekssoldaten. Lod mørkt indramme lyst, med hænderne omkring de skarpe træk tvang ham til at mødes hendes blik, kamufleret under blege måner der ville få musklerne til at føltes som om de frøs inde fra og ud, til de ikke længere lystrede hans hjerne. 10 sekunder, mere krævede det ikke før måne blev til sol igen.
”Dét hér er alt jeg kan. Det er kun din krop jeg kan røre med min magi. Jeg kan hverken røre din stemme eller dit sind, Treston.” stemmen bar ikke længere den samme vrede, kun en flig af den var at spore under den sårede kant den i stedet havde taget, inden hun lænede sig nærmere. Kyset var på ingen måde fuld af den varme og længsel der havde fyldt da døren var gledet op. Det var overfladisk og akkurat så langt som det krævede for at hæve magien igen ”Hvorfor er du her over overhovedet, hvis du bær så stor tvivl til mig, til os, i dit hjerte? Hvorfor overhovedet jagte nøglerne, når du bare kunne glemme?” spurgte hun, mens hvert spørgsmål tvang blikket længere ud til siden. Stadig siddende på skødet af ham, med en knæ ned i sengen på hver side af ham.
Modløshed, fortvivlelse og alt ind imellem blandede sig i en sammenfiltret knude af rodede følelser, med en stigende lyst til at bede ham gå, bare forsvinde...

    Treston skar en grimasse under Sednas hårde ord - vendte hovedet endnu mere væk og dukkede nakken, fordi ordene på én eller anden måde ræsonnerede, men han samtidig... Han var bare så-
    Med ét var hun over ham, og Treston spærrede chokeret øjnene op, fordi hendes handling kom fuldstændig bag på ham - fandt sig selv fanget imellem hendes hænder; stirrende ind i hendes gyldne blik, der i det samme blev overtaget af sølv.
    Og hele hans krop stivnede. Han kunne ikke røre en muskel. Havde ikke den mindste kontakt fra hovedet til kroppen, selvom frygten over den uvante, uventede tilstand satte hjertet til at hamre og blodet til at bruse i hans ører. 
    Men selvom hendes blik havde paralyseret hans krop og frosset hans muskler, kørte hjernen på højtryk. Forvirrede, rodløse tanker væltede forskrækkede rundt imellem hinanden - prøvede at sætte sig ud over kroppens oplevelse; forstå hvad der rent faktisk foregik... At ignorere paniksignalerne fra kroppen og holde fast i lige netop dét - at han kunne reagere sådan; at hans tanker var frie til at fare rundt i ét stort kaos. 
    Så mødte hendes læber hans, og han forstod. Forstod hvad hun forsøgte at vise ham på et næsten instinktivt niveau. Og hans øjne løb over, da paralysen blev brudt, for lettelsen var simpelthen enorm - knoglesmeltende og berusende. 
    Hænderne lagde sig om hendes ansigt med dén klare intention om at holde hende dér - i kysset. Få og give dén nærhed og gensynsglæde, han ikke havde turde før. Men hun trak sig væk, og han lod hende - modvilligt. Kunne mærke det kolde tårespor ned ad kinden, men var ligeglad, for det var ligegyldigt - alt var ligegyldigt - for Sedna havde ikke forrådt ham, og han havde ikke forrådt sine principper. Det skulle nok gå... De skulle nok finde ud af det...
    "Sedna..." hviskede han og prøvede blidt at vende hendes ansigt imod ham igen - kunne næsten ikke holde ud, at han havde fået plantet en sådan modløshed i hende med sine åndsvage mistanker... men sin tvivl. "Sedna... Jeg er ked af det. Jeg kunne ikke....Jeg havde ikke lyst til, bare at glemme. Og jeg havde ikke lyst til at tvivle... Jeg har bare..." Han skar en grimasse og kunne mærke endnu en tåre bevæge sig ned over kinden, da han lænede sig frem - forsøgte at lægge panden imod hendes. Ville forsikre hende om, at han var ked af det - at han ikke ønskede andet lige nu end at være tæt på hende. Stemmen var grødet: "Jeg har bare... været langt ude, Sedna. Virkelig... langt ude." Et uvelkomment ekko af Zirras ord i retssalen lød i hans ører: Han opførte sig som om, vi allerede var gift... Fulgt af et glimt af Eylia, som hun havde set ud, da hun var kommet ud til ham i køkkenet, efter at Josefine havde sagt farvel; opgivende og ældet omkring et årti af al dén ufred og splittelse, Treston havde nedkaldt over familien...
    Han lukkede øjnene - fortrak ansigtet, fordi minderne gjorde ondt helt ind i hans sjæl. "Kan du tilgive mig?"

Zirra kunne høre de svage rystelser i Trestons stemme, om hun så havde været to rum væk og kun kunne høre hans hvisken. Han havde tårer i øjnene. Mindst. 
Ej, nu må det da stoppe, tænkte hun og himlede med øjnene, mens hun knyttede og spredte fingrene for at holde dem beskæftiget (Sednas bare fødder havde været virkelig indbydende at stikke en kniv i). 
Men for Zaladin altså. Hvad end der skete oven på hende lige nu, lød det til at forsone dem, og det var jo ligesom ikke meningen, vel? Altså, jo, det havde jo heller ikke været meningen at splitte dem ad via den løgn, hun havde spundet i retten, men det havde da været en rimelig god bonus, hvis hun selv skulle sige det. Havde hun vidst, at Treston havde ædt den råt, kunne hun jo have brugt det til noget produktivt. Nu lå hun bare lidt magtesløst under sengen og ventede på, at hendes følelsesladede tudebror forlod rummet, så hun kunne nakke hans kæreste. 
... Det var ikke lige noget, hun havde troet hun ville tænke, havde man spurgt hende for bare et par uger siden.

Handlingen havde været overilet og styret af hjertets vilje, fremfor hjernens fornuft. Desperat var det ord der dækkede det bedst, for det var nøjagtigt den følelse der havde drevet mørkelveren til at fæstne den tidligere soldat til sengen. Ikke under hendes vægt, men i stedet under hendes magi.
Fortrydelse nåede at overtage, hvor desperationen før havde slået rod, men det havde været for sent. Lammelsen var allerede ved at sætte sig i den lange krop, med panik der steg under det arrede øjenbryn. Hvorfor hun i grunden havde brudt magien så hurtigt, som det sidste af hendes ord havde forladt de buttede læber.
Tårer faldt udover vippekanten. Efterlod begge tommelfingres fingerspidser våde, inden hun kunne nå at slippe taget omkring hans ansigt. En lille, meget insisterende, indre stemme fortalte hende øjeblikkeligt, forræderisk at det var det. Alt der havde været og kunne havde været blevet var forsvundet, som havde det ikke været andet end en flydende substans der forsvandt ud mellem fingrene, ligegyldigt hvor hårdt hun prøvede at fastholde det i sine håndflader.
Men hvor Sedna slap, overtog Treston eller han forsøgte… Første del uden held, da hovedet veg fra hændernes omfavnelse af det mørke ansigt. Havde hun været et brændt barn der skyede ilden, men alligevel ikke kunne lade være med at søge dens varme, da hun hverken fjernede sig helt eller modarbejdede da han blidt vendte hendes ansigt imod hans.
Kæben spændt hårdt, som forsøgte hun at bide sammen om en spydig bemærkning. Blødt op igen da endnu en klar perle fulgte sporet fra de forrige, ned over kinderne til den slutligt modvilligt måtte slippe kæbelinjen.
De havde været her før, pande mod pande med misforståelser der havde forsøgt at komme mellem dem. Selvom alt skreg på et nej til at tilgive ham. Valgte munden ikke at makke ret og hun måtte afbryde sig selv ”Jeg…” med hænderne lagt mod brystkassen. Nøglebundtet kunne mærkes under stoffet og tvang en dybindånding ind, for langsomt at blive pustet ud igen i et suk ”Kunne du ikke have haft et bare lidt grimmere ansigt, så det var nemmere at sige nej til dig?” svarede hun sagte og himlede en gang med øjnene ”Din irriterende menneske mand af en falden engel...” denne gang var det tydeligere at hører det lille smil, der lå og lurede under den stadig bedrøvede mine.
”Jeg kan tilgive dig, men kun hvis vi kan få det fugtige tøj af dig nu? Du ender med at blive syg Treston og selvom du er en idiot, om end en dejlig idiot, så har jeg ikke tænkt mig at lave kolde omslag til din pande, bare fordi din søster og resten af Dianthos har valgt at holde dig for nar.”.

    Han kom til at udstøde en lille, ulykkelig latter ved hendes ord - en rystende, halvkvalt lyd, der dog smeltede lidt af isen, der ellers havde taget bolig i hans mave. Han var stadig overvældet - stadig helt rundt på gulvet af alle implikationerne. Stadig... ulykkelig, ét eller andet sted, men også med en håbefuldhed i hjertet, han ellers ikke havde følt siden... siden deres sidste aften sammen i minegangen...
    Og med dén følelse i brystet - lettelsen - trak han hende ned til sig igen. Lagde læberne imod hendes og lod den ene hånd glide om bag hendes nakke - ind i hendes bløde, mørke lokker - så han kunne gøre kysset lige så dybt og varmt og hengivent, som det foregående skulle have været. 
    Han var stadig helt ør af de mange følelser - af glæden, af sorgen, af frygten og af forventningen - da han trak sig tilbage fra hende igen og tørrede øjnene med en lille, selvbevidst latter.
    "Bare reducér mig til min ydre skal, dit overfladiske kvindemenneske!" mumlede han med et skævt smil og et hjerte, der føltes lettere end det havde gjort i... månedsvis. "Jeg vælger at tro, at det er min famlende argumentation og skamløse brug af... tårevædethed, der gør dét med at sige nej så svært...!" For at understrege drilleriet kyssede han hende igen - havde egentlig tænkt, at det bare skulle være et hurtigt et, så han kunne efterkomme hendes ordre med det våde tøj, men blev så fanget af hendes nærhed - af beruselsen ved endelig at have hende tæt på.
    Og nej - alting var ikke bare i orden; til dét var der stadig for mange spørgsmål, han ikke havde fået besvaret, og alt for mange ting, han endnu ikke havde fortalt hende. Ting om retssagen, om dommen, om Zirra og om Josefines breve... 
    Men han turde tro på, at det nok skulle løse sig. At alting nok skulle gå, og at verdenen ville komme til at give mening for ham igen. Sedna havde ikke forrådt ham, og Treston havde ikke forrådt sine principper - kun sin ed.
    Han var fristet til at hive hende helt ind til sig og så presse hende bagover - ned på sengen. At give pokker i vådt tøj og bare fortsætte de hengivenhedsforvisninger, de så småt havde påbegyndt. 
    Men han gjorde det ikke, for der var fornuft i hendes ord. Og måske ville det også være bedre, at de fik snakket ordentligt sammen, før de hengav sig i hinandens arme...
    Derfor prikkede han hende øretæveindbydende på næsen, som tegn til, at hun skulle hoppe af ham, så han kunne komme op og stå. "Dét dér," erklærede han og lod øjnene spille, "er den mest indiskrete måde, jeg nogensinde er blevet bedt om at smide tøjet. Det ved jeg, at du kan gøre bedre..." 
    Han lod dog ikke sine ord have nogen konsekvens - smilede bare skævt til hende og kom på benene, mens han hev det dyngvåde slag af sig og draperede det over en stoleryg, så den lige så våde jakke kunne komme samme vej. 
    

Kunne du ikke have haft bare et lidt grimmere ansigt...
Zirra mimede ordene, mens hun vrængede ansigt af Sednas sukkersøde, slibrige, sirlige tungegymnastik. Derefter rakte hun tunge af sengebunden på bedste umodne manér og håbede lidt, at der var fnat i det tæppe, Sedna havde ligget med.
Derefter blev Zirra faktisk rimelig fortørnet. Sedna mente, at hun havde holdt ham for nar, hva? Det var jo rigtigt nok, så man på det fra en vinkel, hvor idiotbroren jo egentlig bare kunne have spurgt (altså i de tre sekunder, hun havde givet ham, inden hun var stormet ud af byen), frem for at gå og tro på det lort, hun havde fundet på for at redde hans liv. Ville Sedna måske hellere have set sin dejlige idiot hænge fra galgen? Sedna skulle have hængt fra den galge. Det var hende, der var idioten her. En forførende idiotkælling, der ikke fortjente alle de kække bemærkninger fra Treston. Treston, der rent faktisk tog sit tøj af som hun bad om - og så var det vel nok vådt, men han havde vel også brugt alle sine krystaller på dårlige beslutninger og havde alligevel ikke råd til sit eget kroværelse.
Et par dråber fra det plaskvåde tøj flygtede ind under sengen til Zirra, og da Treston tog sine støvler af, rullede en helt absurd ram lugt ind til hende, så hun et øjeblik havde svært ved at koncentrere sig om samtalen. Hun havde i det mindste haft skiftetøj i tasken, så hun med et smut forbi et badehus havde gjort det muligt for hende at bryde ind uden af blive lugtet på flere meters afstand.
Treston havde tydeligvis ikke haft samme, brillante tanke. Men så igen - dem havde han sjældent.