Adena var inviteret til Ædelborg. Af fyrstinden selv. Udenom Aldamar. Bare fyrstinden. Alene. Gulp.
"Fyrstinden vil være her lige straks," sagde en tjenestepige og hældte te op til den unge komtesse, hvorefter hun forlod lokalet og lod Adena sidde alene med teen og stilheden.
Hun var sikker på, det var for at få hende til at stege. Hun anede ikke, hvad Aldamar havde fortalt sin moder, og hun håbede inderligt, at han ikke havde fortalt hende alting, og hun håbede endnu mere, at hun faktisk kunne holde sit løfte og fortælle fyrstinden det hele. Det var bare ikke godt at have et dårligt forhold til sin svigermor, og slet ikke, når det var forventet, at Adena skulle flytte ind hos dem. Måske ville de bo et par år i Dianthos, men på et tidspunkt ville de flytte til Ædelborg, og så skulle hun jo omgås damen hver eneste dag, hvis ikke oftere.
Febrilskt forsøgende at få sig selv under kontrol pillede hun lidt ved sine egne hænder, drak lidt te for at dulme nerverne (og for ikke at have en uhøfligt fyldt kop stående foran sig), mens hun ventede. Og ventede. Og ventede. 
De havde godt nok sagt, at fyrstinden havde meget travlt, og mange sager at se til, men Adena følte at der gik timer, mens hun sad og prøvede at drikke en smule te, men ikke så meget, at hun skulle bruge et toiletbesøg, lige nå fyrstinden endelig viste sig. Dét ville bare være typisk pinligt ikke? Især det første rigtige møde med sin svigermor. 
Sad hendes hår godt nok? Var hårspændet stadig funklende klart efter pudsning? Var kjolen den rigtige afart af blå? Sad underskørtet lidt for langt nede? Var sokkerne trukket godt nok op omkring anklerne?
Adena prøvede at sluge sin irrationelle frygt og tænke på, hvor godt det var, at hende og Aldamar ikke var blevet helt uvenner under kunstudstillingsbesøget. Forhåbentlig havde han ikke fortalt alt for meget om Adenas dårlige sider til sin mor. Havde mødre ikke sådan en skidt tendens til altid at fokusere på de mindre positive ting?
Adena skyndte sig op at stå så skørter flagrede omkring hende, da der - endelig - blev taget i dørhåndtaget, og hun gjorde klar til at neje dybt og elegant og forhåbentlig helt perfekt og efter forskrifterne.

Leonoras skidt ned af gangen var langt hurtigere end hun ønskede. Magen til inkompetence havde hun sjældent set! Hun havde specifikt bedt om at blive afbrudt inden komtessen blev serveret te, og hvad havde hendes tjenestestab gjort? Afbrudt hende efter. Ganske vist tolererede Fyrstinden normalt ikke afbrydelser når hun var i sine personlige gemakker, men hun havde troet de specifikke ordre var gået igennem kraniet på dem. Det var sådan noget der skete når hendes kammerpige havde fri. Det var svært at finde gode folk nu til dags!

Fyrstinden stoppede før det sidste sving, der ville lede hende til kammeret Leonora havde udvalgt. Rummet var blevet dekoreret efter Leonoras ønske, men lyse, inspirerende kunstværker fra lokale kunstnere. Landskabsmalerier af rullende græsmarker og en underjordisk sø hvor safirerne glimtede.
Der var et selvportræt af en ung kunstner der kun lige var brudt igennem, og et portræt af Leonora selv, fra da hun var ganske ung og nygift. Billedet var mesterfuldt i sin udførsel, men også dræbende kedeligt og konservativt. Møblerne var bløde og imødekommende, og gardinerne for de store vinduer fra trukket fra, badende rummet i naturlig lys. Omkring stod enkelte skulpturer i guld og sølv. De var abstrakte, og mere konservative sind ville nok beskrive dem som 'metalklumper' mere end kunst.

Leonora rettede på sit skørt en anelse, mens en tjenestepige tjekkede hendes hår og snører. De utallige lag gjorde det ikke nemt at skynde sig, og hun kunne ikke ankomme i andet end upåklagelig tilstand.

Endelig gik døren op, og Leonora trådte ind, sin stok i hånd. Åh ved guderne, pigebarnet lignede et dådyr på jægerens sti! Man kunne vel næppe bebrejde den unge sjæl, men Leonora havde måske håbet.
"Komtesse Reier" hilste fyrstinden høfligt og afmålt, inden hun trådte hen og tog plads "Det glæder mig at De kunne besøge Ædelborg. Jeg håber rejsen ikke var for hård ved dem?" Fyrstinden undskyldte ikke for at være sent på den. Fyrstinden ankom præcis når hun ønskede.

Dådyrøjne var lidt en kronisk tilstand i Adenas ansigt, og det hjalp ikke synderligt, at den blå kjole virkelig understregede det i dag. Adena var dog vant til, at det var sådan man fangede potentielle bejleres opmærksomhed, og hun havde ikke rigtig nogen erfaring med, hvordan man vandt den kommende svigermors hjerte. Hun sank en klump under fyrstindens ligefremme tone og nejede dybt, mens hun påskønnede muligheden for at undgå øjenkontakt en kort stund.
"Upåklagelig tur, Deres Højhed," svarede Adena og ventede med at sætte sig til fyrstinden gjorde tegn til at det var tilladt. "Frosten over landskabet gav anledning til flere tegninger, end jeg havde turde håbe på. Må jeg i øvrigt komplimenterer Deres valg af udsmykning. Ter'sharav er en udsøgt kunstner - hun var også en del af udstillingen, Deres søn tog mig med ind at se i Dianthos."
Så meget som Adena ellers følte sig på udebane i Safiriens højborg, kunne hun dog ikke se bort fra, at der var gjort noget ud af det rum, hun var blevet ført ind i. Fyrstinden havde vist i den grad gjort sit hjemmearbejde for at møde Adena på midten. Det var et godt tegn, ikke? Adena kunne navnene på alle kunsterne, hvis malerier hang på væggene - og hun håbede da også at vinde en smule point ved at kunne nævne Ter'sharav, der først lige var trådt ind på den bredere kunstscene, men som Adena havde holdt nøje øje med de seneste år. Måske en dag ville hun gøre det samme, havde hun tænkt. Få sit navn frem blandt de store. Men nu skulle hun være fyrstinde. Man kunne ikke rigtig begge dele, kunne man?

Som fyrstinden selv have fået sig anbragt, gjorde hun gestus til Adena kunne tage plads. En lille gestus der kom så naturligt fra Leonora, som det at trække vejret. Selvfølgelig var der ingen der satte sig før hun tillod det, men det var kun sjældent der var nogen grund til at gøre et væsen af det.
Der var bestemt heller ikke en finger at sætte på komtessens manerer, bemærkede fyrstinden sig. De var upåklagelige, som forventet.

"Det glæder mig at De kan finde inspiration i det lokale landskab" svarede fyrstinden mere mildt end den afmålte velkomst, og gav et kort vip med hoved i anerkendelse af Adenas kompliment. Fyrstindens blik søgte over billederne, til det landede på et af den nævnte kunster.

"Ter'sharav har potentiale. Det er godt at hun har fået vist nogle af sine værker til et bredere publikum. Og jeres tilstedeværelse har utvivlsomt også hjulpet på besøgstallet" det sidste blev tilføjet med blot skyggen af et smil. Leonora havde ikke haft noget med sin søns valg af udstilling at gøre, men nogle gang kunne ingen mængde af planlægning hamle op med rent held.

En tjener havde klargjort en kop te til fyrstinden, der samlede den roligt op. "Viste De at hun er her fra Safirien?" spurgte Leonora så over koppens kant. Fyrstinden han næppe Adenas øje eller interesse for kunst, men hun havde så sandelig interesse for lokalt talent, der kunne sætte styrke Safiriens omdømme.

Mens de adelige kvinder talte, gik døren lydløst op igen, og en tjener kom ind, slæbende på hvad der, trods sin ringe størrelse, måtte være en temmelig tung skulptur, efter tjenerens ansigtsudtryk at dømme. Som de andre i rummet, så den ud til at være i solid metal, umiddelbart guld, med tråde af sølv og platin der brød overfladen. Denne skulptur var lige så abstrakt i sin statur, men delikat, og lignede lidt en knub i blomstring.

Den tunge statue tog lige så meget opmærksomhed som samtalen krævede at Adena holdt hovedet koldt og klart. Et eller andet sted, følte hun hun var blevet sat midt i en maleritest for at se, om hun kunne fange ansigtsudtrykket på en model, mens baggrunden konstant skiftede. 
"Jeg vidste, hun ikke var lokal for Dianthos, men jeg var ikke klar over, at hun var fra denne egn, Deres Højhed," svarede Adena og holdt øjenkontakten med fyrstinden, når denne søgte hendes blik. Også selvom den tunge skulptur skrabede mod gulvet bag hende. "Hvis vores tilstedeværelse har hjulpet ryet, vil det kun glæde mig. Hendes kunst gør sig godt på de store vægge."

Også selvom deres tilstedeværelse havde været sent om aftenen, længe efter lukketid og uden en sjæl i bygningen. Aldamar havde virkelig formået at skabe en helt speciel aften for dem uden andres nysgerrige blikke. Hvilket var meget godt taget i betragtning hvordan aftenen var endt med et noget ophedet skænderi midt i de fine, højloftede sale.
"Personligt glæder jeg mig meget til at opleve jeres nattehimmel. Deres søn fortæller mig den er endnu dybere i sin stjernepragt end i hovedstaden," tilføjede hun og tillod sig et skånsomt sideblik mod den store statue. "Jeg er ikke så bekendt med statuekunst, Deres Højhed. Jeg ved kun, at Henningsson også gør sig i det, og det kunne ligne hans abstrakte idéer - eller måske en af hans samarbejdspartnere?"
Det var et delikat emne at komme ind på her, fordi Adena ikke kendte så meget til det, og der da alligevel var en god del skulpturer i rummet. Detil kom at det næppe kunne være et tilfælde, at en tjener netop nu slæbte en stor skulptur ind til dem, mens de sad og drak te. 

Leonora var måske ganske trænet i at lukke distraherende baggrundselementer ude, og fokusere på sit virke, men ved alle guderne hendes stab ville hører for det her når komtessen havde forladt Ædelborg igen! Det var en skændsel på Arys gæstfrihed, og det burde have været ordnet ingen komtessens ankomst, som Leonora havde instrueret. Men ak, alt kunne ikke gå som planlangt, og til tider måtte visse fleksibiliteter tillades.

"Nattehimlen?" et tænksomt, næsten fjernt udtryk krydsede Fyrstindens ansigt. Hun kunne næppe udtale sig om hvordan stjerne over Safirien tog sig ud disse dage, men fjerne minder fra hendes ungdom rørte på sig, med lange aftener i selvskab med Verona og hendes bror. Minder fra simplere tider, hvor frihedens sødme stadig lå let på tungen. Leonora blinkede et par gange.
"Jeg håber De kan finde inspiration der i så fald. Skulle min søn ikke være tilgængelig til at ledsage Dem, er jeg sikker på komtesse Emmeline gladeligt vil gøre dem følge" lød det fattede svar. Emmeline var den ældste datter af Leonoras fætter, sendt til Ædelborg fordi hun havde mere ambition end hendes forældre viste hvad de skulle gøre med. Unægteligt fint selvskab for Adena.

En kort klukken forlod fyrstinden som Adena ikke kunne ignorere statuen længere, og tjeneren, højrød i hoved, fik den sat op på sin piedestal. "Ingen så kendt, nej" indrømmede Leonora, og med en gestus indikerede at Adena var velkommen til at rejse sig for et nærmere blik, om hun ønskede. Leonora selv blev siddende. Hun havde allerede en ganske intim forståelse for værket.

Ved nærmere øjesyn var værket næppe professionelt lavet. Skønt den var levende med følelse, var dens proportioner ved siden af hist og her, et faktum der især blev tydeligt når man så den lidt på afstand. Til gengæld var håndværket mesterligt. Der var ikke det mindste tegn der afslørede hvordan metallet var blevet bearbejdet, der var ingen lodninger hvor et metal mødte et andet. Det var som var det hele vokset sammen organisk.
"Det er ganske vist intet maleri, men hvis De har nogle kunstneriske overvejelser om værket, ville deres tanker være værdsat" bød Leonora og sippede af sin te. Det var ikke et påbud, men der var også mere i det end blot invitationen.

Adena nikkede og indsatte de korrekte og passende udbrud i deres samtale, som den forløb. Komtesse Emmeline måtte hun lige få læst op på. Måske generelt skulle hun udvide til alle dem, der kom omkring Ædelborg i øjeblikket og hvad deres rolle var. Hun ville uden tvivl komme til at blive tvunget til at udvide sin vennekreds for ikke at kede sig ihjel, når først de flyttede hertil. Selvfølgelig ville hun få hænderne fulde, når der først kom børn, men selv der måtte der gerne være nogle andre kvinder i nogenlunde samme situation, hun kunne snakke med. Nu var det jo ikke ligefrem fordi hun tænkte, hun ville kunne bruge al sin tid sammen med Aldamar. Eller Alyssa, selvom hun virkelig gerne ville besøge hende konstant, nu hvor afstanden mellem dem blev så meget mere overkommelig. 

Da statuen endelig var på plads, rejste Adena sig i en så elegant bevægelse, hun kunne mønstre og trissede hen til den efter fyrstindens tegn til at måtte gøre det. Det var i den grad abstrakt på en måde, hun ikke var vant til at beskue. Normalt malede hun selv landskaber, bygninger og personer, og der manglede ligesom noget helt grundlæggende genkendeligt ved den her skulptur til at hun rigtigt kunne finde hoved og hale i, hvor man skulle begynde kritik eller ros.
"Symmetrien kunne stå stærkere i højre side," mumlede hun halvt for sig selv, men højt nok til at det ville kunne høres. "Den bue her gør noget yderst spændende ved lysindfaldet, og jeg tror det kunne gavne at have gjort noget tilsvarende på den anden side."
Alt hun sagde var med en tøvende og reserveret tone, for hun vidste jo ikke det store om skulpturkunst. Men den måde, lyset ramte overfladen på - som om det ikke var formbart ler, malet med farve, men derimod rent faktisk ægte...
"Åh, det er metal," udbrød hun og vendte sig mod fyrstinden med et lille nej. Det var gået lidt for sent op for hende, og hun rødmede en anelse. "Det er et af Deres egne værker, er det ikke, Deres Højhed?"
Forhåbentlig havde tilbuddet om kritik været dybfølt og ikke et krumspring for at få Adena til at pinliggøre sig selv.

Leonora nikkede lidt for sig selv som Adena afgav sin dom over værket. Fyrstindens ene øjenbryn gav et lille ryk som symmetrien blev italesat, men faldt hurtigt glat på plads igen. Hvis nu bare de pokkers tjenestefolk havde gjort som de var blevet bedt om...

Adenas udbrud trak Leonora fra sine tanker, og et konservativt, men ganske ægte, smil trak fyrstindens mundvige op. "Jeg er næppe den eneste der arbejder i metal, men De har ganske ret, det er mit værk" bekræftede hun, og satte sin tekop fra sig.
Roligt rejste fyrstindens sig, og fandt plads ved siden af Adena, med et kritisk blik på skulpturen "Symmetri har aldrig været mit forte, og jeg ser det ikke har ændret sig" kommenterede hun let og løftede en hånd over værket.
"Det er sjældent jeg viser dem frem, men det er nu godt at få en andens ærlige syn på det i ny og næ" fortsatte hun, og imens hun talte, ændrede skulpturen sig, for at akkommodere Adenas kritik. Da værket igen stod stille, trådte Leonora et skridt tilbage, og betragtede resultatet.

"Så afgjort bedre" lød dommen, som hun vendte blikket mod Adena igen. "Jeg takker for deres assistance" tilføjede Leonora, med et konspiratorisk glimt i øjet. Adena havde næppe vist hvis værk hun kritiserede, før det var for sent, men Leorona havde betvivlet ærligheden af kritikken, havde Adena vist det på forhånd.

Glimtet i Leonoras øjne fik Adena til at slappe lidt af - opdagede hun, for skuldrene sank lidt og hænderne slap noget spænding, der havde fundet vej ind i leddene, mens fyrstinden arbejdede. Skulpturen stod nu endnu stærkere end før, og Adena betragtede den nogle øjeblikke med ærefrygt i sindet. Tænk at kunne forme noget fysisk på den måde. Jovist, hun kunne selv forme farver, men de føltes altid mere flade, når hun arbejdede med dem. Stoffet eller lærredet, farven sad fast på, kunne hun ikke gøre noget ved.
"Den vil gøre sig godt med middagssolen i ryggen," kommenterede hun slutteligt og tænkte på de skygger, den ville kaste henover jorden i en have eller i et galleri. Det ville uden tvivl være noget, man ikke havde set før. 

Men som hendes sætning nåede sin ende, krøb noget stilfærdigt ind over den. Lidt mørke, der havde luret i udkanten af hendes sind under hele samtalen. Noget, hun havde lovet at bringe på banen selv, så andre ikke var tvunget til det.
"Deres Højhed," sagde hun og vendte sig kort mod sin plads, men endte med at blive stående foran skulpturen. Den var god til at holde blikket fanget, og det hjalp ikke at skulle indrømme det her med tvungen øjenkontakt under hele indrømmelsen. På den her måde kunne Adena bryde øjenkontakten igen uden at det virkede alt for respektløst. 
"Under normale omstændigheder vil det, jeg har tænkt mig at fortælle Dem nu, bryde ægteskabet," begyndte hun - hvor lød det alvorligt, når det blev sagt sådan. Men det var det vel egentlig også. "Men jeg har lovet Deres søn at fortælle Dem det, og han har forsikret mig om, at det ikke vil være tilfældet." I hvert fald ikke den endelige grund, hvis noget endelig skulle vise sig at bryde det hele op. "Jeg forelsker mig i kvinder. Jeg vil selvfølgelig stadig gøre min ægteskabelige pligt, men jeg vil næppe komme til at elske Aldamar, som en hustru ellers bør. Det har De ret til at vide, når jeg står til at blive en del af Deres hjem."

Leonora betragtede sit værk, og lod Adenas ord summe et øjeblik. At visualisere den med solen i ryggen, og skyggerne falde var ikke noget Leonora havde overvejet. Hun viste ikke sin kunst frem, og derfor endte de ofte blot med at gemme sig i dunkelt hjørne af hendes private studie, hvor de blev til. Tanken om at stille en skulptur, selv en der havde haft en kunsters øje på sig, til så offentlig skue var... noget Leonora stadig havde en del betænkeligheder ved.
Betænkeligheder som fyrstinden dog holdt for sig selv, som hun blot nikkede tænksomt til Adenas forslag, og bemærkede sig, hvordan den nye, mere symetriske form, næsten fik det til at ligne vinger. Huh.

Skulpturen blev dog hurtigt glemt, som Adena lagde an til at skrifte emne, og nærmest trippede som om hun var ved at slå knuder på sig selv. Leonora vendte kort blikket mod komtessen, spørgende, men vendte det tilbage mod skulpturen, for at give den unge kvinde plads til at tale.
Og tale gjorde hun.
Leonora viste ikke om hun skulle grine eller græde, og om det skulle være af frustration eller lettelse. Adena var til kvinder, og hvis det ikke var gudernes værk at den unge komtesse nu skulle ægte Aldamar, så viste Leonora ikke hvad der kunne være hånden bag.
Leonora tog en indånding, lukkede den langsomt ud mens hun talte til tre efter Adenas ordstrøm var ophørt, inden hun selv tog ordet.
"Det er vovet at antage hvad Fystindens vilje vil være, men i dette tilfælde kender min søn mig vel" startede hun ud, og overvejede kort hvordan hun skulle håndtere situationen denne gang. Adena var ikke Aldarmar, og selvom hun heller ikke var Leonoras barn af blod, ville hun snart være hendes svigerdatter, og Leonora havde så sandelig tænkt sig at være en bedre indflydelse på pigebarnet, end hendes egen mor tilsyneladende havde været.
"Så vid at din præference ikke er et problem i dette hus, så længe den forbliver diskret og ikke skænder slægtens navn, men, Adena.." Leonora kiggede mod den unge kvinde med milde, let sorgmodige øjne "Helt oprigtig, blot mellem os, hvor mange ægtefolk blandt adelen kan du nævne, der elsker hinanden?"

Adena fik koldsved over hele kroppen i starten af fyrstindens sætning, men kunne ånde lettet op, da det henvendte sig til Aldamar og ikke til noget, Adena selv havde sagt. Puha! Og endnu mere puha over fyrstindens efterfølgende kommentar om, at hendes præference ikke ville blive et problem under Arys' tag.
"Jeg tror mange lærer at elske hinanden," svarede hun og mødte fyrstindens blik - det var lidt nemmere nu, når det hele var sagt. Det var lidt som at skubbe en tung sten af sit hjerte. Indeni forestillede hun sig at det ville være rart at blive mødt med lige så stor forståelse fra sin egen familie, som Leonora nu mødte hende med - men hun vidste også godt, at det var urealistisk. "Mine forældre har lært at elske hinanden i hvert fald - sådan tror jeg nu ikke det var i starten. Jeg tror det svære er at vide, at jeg aldrig vil komme til det - ikke udover noget venskabeligt og familiært."
Mens hun havde undertrykt sandheden havde det næsten været lettere - da havde hun kunnet snyde sig selv til at tænke, det var noget andet, der var på færde, og ikke hende selv, der simpelthen ikke kunne finde den elskovsfølelse til en mand. 

"Og diskretionen vil selvfølgelig være min førsteprioritet," tilføjede hun hastigt for at understrege, at hun var villig til at sætte slægten først - hun vidste trods alt godt, hvordan det her adelspjat fungerede.
Ligesom hun også nok skulle sørge for at finde en eller anden måde at producere arvinger på, selvom den del stadig gik hende på og nærede hende. Men Aldamar havde lovet at vente til de begge følte sig mere klar, og hvis de kunne tage det i deres eget tempo - sammen - så ville det uden tvivl kunne lade sig gøre. Efter deres samtale på tempeltaget var hun ret sikker på, de nok skulle kunne finde ud af det meste, så længe de gjorde det sammen.

Fyrstindens ord havde været henvendt til Adena, men det var vel godt det samme at hun ikke tog dem som så, og i stedet følte sig tryg. Tryg nok til at dele mere af sit inderste.
En lille, tænksom lyd forlod Leonora, som hendes tanker kræsede om Adenas ord, og hvorvidt kun skulle gengælde tilliden. Leonoras blik gled tilbage mod hendes kunstværk, og hun sukkede lydløst.
"Jeg tror ikke kærlighed, eller det at elske, er noget der kan 'lærer'. Vi kan lærer at ære og respektere hinanden, men næppe elske. Kærlighed er ikke noget vi kan kontrollere, skønt mange forsøger at imitere den" sagde hun i en rolig, konverserende tone.

"Desto mere grund til at værne den med omhue, for betvivl ikke at det vil blive brugt imod jer, hvis det slipper ud" tilføjede hun advarende. Leonora tvivlede ikke på at Adene forstod disse ting allerede, men følte den nødvendige at nævne alligevel. Rene linjer. Kortene på bordet. Det ville forhåbentlig tjene dem allesammen godt i det lange løb.
"Ydermere" tilføjede hun, hendes tone mere alvorlig "Så forventer jeg også af Dem, af jer begge, at i selv formår at rydde op inden offentligheden for nys om noget der potentielt kan skade familiens omdømme. For hvis i ikke gør, så gør jeg" Leonora behøvede ikke hæve stemmen, eller fagte med hænderne for at få sin pointe igennem. I stedet var hendes tone fattet og alvorlig, med en kølig kant. Det var ikke en trussel. Det var et løfte. Leonora ville stå tilbage, så længe de selv håndterede deres sager med rettidig omhue. Alternativet, var Leonoras urokkelige vilje, og den ville næppe have deres følelser som en prioritet.

"Selvfølgelig, Deres Højhed," svarede Adena og nejede ganske let - mere af høflighed end formalitet. "Jeg vil gøre mit yderste for at intet falder ud til at andre kan bruge det som rygter imod os."
Os.
Det lød næsten helt rart. Selvom den her samtale havde en undertone af, at Leonora ikke ville tøve med at tage de hårde beslutninger, hvis der blev brug for dem, var det stadig i en mere indbydende indpakning, end Adena var vant til hjemmefra. 
Selvom der var en distance - logisk nok, for Leonora og Adena havde aldrig haft noget med hinanden at gøre før dette - følte hun sig velkommen. Der var plads til hende. Så længe hun sørgede for ikke at bringe skam over familien, men der var faktisk plads til hende her. Og måske endnu vigtigere: Hun skulle ikke pakkes ind i dundyner.
"Jeg glæder mig til at blive en del af familien," tilføjede hun mildt og vendte også blikket tilbage mod skulpturen. "Jeg skal nok have lidt hjælp til at lære, hvordan man er fyrstinde anderledes fra resten af adelen. Det har ... trods alt ikke været en del af min uddannelse indtil nu."
Og det hele var gået så stærkt. Der havde været flere bryllupsforberedelser og dumme adelsdrenge i gyder, end der havde været tid til at tænke over, hvilke adfærdsmønstre hun nu skulle ændre, fordi hun ikke blot blev giftet ind i en standard adelsfamilie, men endte så tæt på samfundets top, som hun kunne komme. Hun forsøgte sig med et lille, spændt smil, og håbede at Leonora ikke tog udtalelsen som udelukkende usikkerhed, men i stedet som vilje til at lære, hvordan hun nu skulle gebærde sig. Hvordan hun skulle være en Arys.

Leonoa nikkede kort og bestemt som Adena forstod alvoren og bekendtgjorde sin intention om at holde det tæt, for hende og Aldamar. Leonora betvivlede ikke Adenas evne til diskretion, og forhåbentlig kunne den smitte af på Leonoras søn, inden ting nåde at eskalere uhensigtsmæssigt. Forhåbentlig ville han lytte.

Emneskiftet fik fyrstindens alvorlige mine til at fortage sig, og i stedet fandt et mildere smil vej. "Det er unægteligt en omvæltning, og en der sker på ganske kort tid" bekræftede hun roligt. Leonora havde stået der selv for så mange år siden. Det var et minde fjernt i tid, men klart i hendes sind.
"Men der vil være tid til at lærer. Jeg har ingen intentioner om at abdicere før end det er nødvendigt. Så snart brylluppet er stadfæstet vil De have mere frihed her til at finde Dem til rette, og De vil kunne deltage i de offentlige funktioner. Naturligvis på sidelinjen først, og mere aktivt når De er komfortable med det" forklarede Leonora varmt. Adena ville få længere tid til at lærer end Leonora selv havde haft, hvis guderne var barmhjertige. Andet skulle hvert fald ikke blive tilfældet med Leonoras gode vilje.
"Ligeledes vil der være tid til at De og min søn finder jeres egen balance. Jeg forventer De kommer til at spille en mere aktiv rolle for Aldamar i jeres regeringstid, end min egen husbond har i min" tilføjede hun med samme rolige tone. Der var intet i hendes tone der tydede på hun bar nag overfor fyrstens inaktivitet. Det var deres balance, og den havde tjent dem vel.

Nysgerrigt rettede Adena sig lidt op og fæstnede blikket på fyrstinden. Ordene blev suget til sig med en vidensbegærlighed, hun sjældent følte over for andet end kunst, men der var noget ved at stå i nærheden af en mester, og det var uanset faget. Leonora af Arys var bestemt en mester i sit fag. Man hørte meget om hende selv som adelig af Adenas stand, og det var respekt og ærefrygt, som stemmerne bar mest præg af. Forhåbentlig kunne Aldamar selv indgyde det samme, og Adena ... Adena havde tid til at lære. Heldigvis.
"Det er jeg glad for, De siger," svarede hun og gjorde et let nej. "Jeg ville ikke ønske at skulle overtage, før tiden var til det, og før jeg har lært, hvad der må læres."
Det var dog interessant at høre, at fyrstinden allerede havde gjort sig tanker om Adenas rolle i ledelsen, når Aldamar en dag overtog familieforetagenet. Selvfølgelig havde hun altid vidst, at posten skulle gives videre, så der måtte være planer, men at de netop inkluderede Adenas rolle, kom bag på hende. Fyrstinden kunne næppe have planlagt med at få en lavadelig ind i familien. Der måtte da nærmere have været håb og drømme om en velplanlagt alliance med et andet fyrstehus, således at toppen kunne blive mere indspist - trods de andre konsekvenser der kom ved at blive ved med at gøre den slags i flere generationer.
"Nu gør De mig nysgerrig, Deres Højhed," fortsatte Adena derfor - for hun kunne ikke ignorere den prikkende fornemmelse i brystet. "Hvilken rolle har De i tankerne for mig, hvis jeg må være så fri?"

Et lille smil prydede fyrstindens læber, og et kort tilfreds nik tilsmilede Adena. Det var umuligt at lærer hende alt på forhånd, men hvis Leonora kunne give bare en brøkdel af sine hårdt-lærte lektioner videre, og gøre byrden lettere for den næste generation, ville det gøre det alt sammen det værd.

"Nysgerrighed er glimrende, men jeg er ikke sikker på jeg forstå spørgsmålet" sagde Leonora og tiltede hoved marginalt til venstre. "Det er min intention at De skal være fyrstinde, med alt hvad det indebærer. Jeg forstå det næppe er det liv De er opdraget til, men jeg forventer ikke dette vil blive et problem på sigt?" forhørte Leonora sig.

"Skønt det næppe påtales i høfligt selvskab, er det ingen hemmelighed at Adrian er Fyrste mest i navn. Grundene er politiske, og en historie til en anden gang, efter jeres bryllup, men jeg ser ingen grund til det skal være således for Dem og min søn" uddybede hun en smule.

Leonora viste kun alt for godt hvordan det var at bærer riget på sine skuldre, og hun ønskede ikke Aldamar skulle bærer den byrde alene, som hun selv havde gjort.

Adena vidste faktisk ikke, hvad hun forestillede sig. En hær af politikere ved ens side, som konstant hjalp med at styre riget og få fyrstedømmet til at blomstre. Eller bare to personer, der tog alle beslutningerne - eller i dette tilfælde én enkelt fyrstinde, der egenhændigt tog alle de vigtige beslutninger.
"Jeg-øh," begyndte hun lidt usikkert og snoede en løs hårlok om fingeren for at købe sig lidt tid. "Jeg tror bare ikke helt jeg ved, hvad man egentlig laver som regent over et fyrstedømme. De fleste fyrster, vi ser, vinker jo mest til folk fra deres velbevogtede kareter, eller holder en flot velkomsttale til ballet. Aldamar virker allerede til at have mange opgaver og ansvarsområder. Nu hvor jeg træder ind i jeres familie, er jeg også nysgerrig på, hvad jeg får af opgaver inden en reel fyrstinde-titel kommer på tale."
For fyrstinden havde jo sagt, at hun ville sidde på posten så længe som muligt. Det havde hun bare at gøre et eller andet sted, for Adena var på ingen måde klar til at overtage alt det ansvar for... for... for alt det, som en fyrstinde nu engang havde ansvar for. Det var uden tvivl for mange ting til at Aldamar ville eller skulle gøre det alene, men Adena havde i den grad brug for grundig uddannelse, før hun kunne føle sig klar på at løfte opgaven - og det var blot i samråd med ham. At klare det alene som fyrstinden gjorde... Men hun var nok også altid blevet trænet til det. Nu hvor hun var blevet smidt direkte ind i den del af adlen, der fik resten til at hænge sammen, kunne Adena godt mærke, at hun mest var blevet oplært til at se pæn ud.

Leonora lyttede med rolig tålmod mens Adena åbnede op, og nikkede opfordrende på passende tidspunkter for at holde talestrømmen i gang. Det var en vigtig indsigt i den unge kvindes sind, og lige så vigtigt for at få en fornemmelse af hvor de skulle starte Adenas uddannelse.

Et lille muntert smil trak frem på fyrstindens læber. "At påminde folket om ens eksistens er bestemt ikke uden relevans, men det er næppe det der optager størstedelen af vores tid" Arys fyrstinden søgte den ungre kvindes blik.
"Men indtil min gerning bliver jeres, har De to opgaver. Den første er at cementere deres position og gøre et stærkt indtryk, så overgangen bliver gnidningsfri når tiden kommer. Det er vigtigt at hoffet så vel som folket ved hvem De er og hvad De står for på forhånd, for stabilitetens skyld. Deres anden opgave bliver at lærer hvordan dette hus holdes, samt hvorledes lenet styrer" fastslog hun tænksomt, inden hendes tone blev mere mild igen.

"Men De vil ikke skulle lærer med den hast jeg selv gjorde. Der vil være tid nok til det hele. Forhåbentlig vil I have overtaget de fleste af mine pligter inden jeg abdicere, så det blot bliver en formalitet" tilføjede hun beroligende.

Ligesom fyrstinden havde gjort det, nærmest som en parallel, nikkede Adena under den andens forklaring, og øjenkontakten blev fastholdt med fuld koncentration og sugeevne. For det var, hvad Adena havde brug for. At suge så meget som muligt til sig, inden det hele gik løs, og brylluppet var færdigt og hun stod med hænderne i suppedasen så at sige - eller måske nærmere hænderne i husholdningen.
"Jeg ved, hvordan man holder hus, omend nok ikke ligefrem et så stort et som Deres," svarede hun. "Min oplæring går til en husstand i et mindre adelshus, samt de praktiske dele af en gård med dyrehold og dermed mere personale til at varetage de enkelte afdelinger. Det nyeste er nok lenstyring. Der kender jeg kun til de overfladiske teknikaliteter og ikke om selve arbejdets indhold."
Og det sværeste ville nok blive at gøre et stærkt indtryk. Indtryk skulle hun nok gøre, men som en relativt ukendt adelig, kunne det være svært at gøre et indtryk i sig selv og ikke i kraft af at være på armen af en mere magtfuld person. I hvert fald når man talte de højere dele af hoffet. I de små havde hun allerede skabt sig venner og fjender, og heldigvis flest af førstnævnte.
"Alyssa af Alryss har også nævnt, hun gerne hjælper mig," tilføjede Adena som en eftertanke. "Hun savner også en nær veninde at samtale med om netop den del af hendes forpligtelser."
Det sidste var nok mere en antagelse end en reel konstatering, men Adena syntes at have fornemmet at Alyssas opgaver om styring af Svaneholm var sværere for hende at dele end så meget andet. Rigtig meget af det hang sammen med, at Adena simpelthen aldrig havde forstået den byrde af ansvar, der lå på den elskede venindes skuldre. Ikke før nu, hvor en større lå på hendes egne.

Det var med en tilfreds mine Fyrstinden af Arys lyttede mens Adenas fremlagde hendes kompetencer, så vel de primære områder der skulle forbedres. Det var godt, nej fremragende at se Adena stå mere frem på egne ben og stå ved sine evner. Ligeledes var et godt tegn i Leonoras optik at den unge frøken tog initiativ og selv foreslog en hofdame.

Valget af Alyssa var ikke på nogen måde upassende, men Leonora kunne ikke undgå at fundere over det, vidende hvad hun nu gjorde om Adena. Var det blot en veninde? Og selv hvis ikke, hvis de var mere, var det så ikke kun retteligt at Adena havde en der stod hende nær nu hvor Aldamar havde? Fyrstinden håbede stadig på Aldamars gunst ville falme, men hun viste også bedre end de fleste at det næppe ville gøre andet end skidt, hvis hun blandede sig i det.

"Komtesse Alyssa ville bestemt være et godt valg, og en fremragende mulighed for Dem at cementere gode relationer med sidegrenene af familien ligeså" gav Leonora sin billigelse "Jeg vil også foreslå i bringer Emmeline Arys med jer. Hun gør os selvskab her ved Ædelborg, er kvivk af sind og det ville unægteligt være gavnligt for hendes dannelse ligeså" tilføjede Leonora så. Hun kunne næppe blot lade de unge damer være helt alene.