"Sig mig, hvor længe har i tænkt jer at stå bum stille, uden at servere forfriskende frugter til jeres herre!!"råbte han utilfreds med armene over kors, og et matchende utilfreds, og halvt muggen ansigtsudtryk. De lyserøde havde i nogle minutter nu faldt på tjenestefolkene, der febrilsk rendte rundt i vilden sky for at behage den unge fyrstesøn. Der var en smule regn, og lidt overskyet som helt sikkert var den primære årsag til at den kække, og egocentreret unge Kazimi var i dårlig humør. 

Havde der været solskin, havde det været meget bedre - som i strålende bedre. Hans humør ville helt sikkert ryge til tops, hvis der bare havde været en smule solskin på denne ellers glædesfyldige dag. De lyserøde øjne skuede hen imod en ung kvindelig sælger, som stod i en mad bod, og solgte en masse lækkerier. Mad der bare duftede herligt, og skønt som udover det gjorde at Dain blev endnu mere sulten. Maven rumlede højt, og han havde nu stået i snart 1 time, uden at få serveret frugter, eller andet fra sine tjenestefolk.

Endnu mere utilfreds sukkede han dybt, og fik skubbet en kasse hen foran forsamlingen af tjenestefolk. Nu, hvor han endelig følte sig højere, fik han klargjort halsen, klar til at give de håbløse tjenestefolk en opsamling, på situationen"Yderst uacceptabelt! tænk at i lader en fyrstesøn stå her, som en eller anden taber uden frugter, eller mad!!"råbte han højt, som han var fuldstændig ligeglad med hvis nogen hørte ham. Han stirrede rundt på forsamlingen som alle begyndte at løbe hurtigere rundt, og endnu et dybt suk kunne høres fra Dain. Han havde ikke tænkt sig at træde ned fra kassen han stod på, for han var nød til at føle sig hævet over alle tjenestefolkene, for de skulle vide hvem den vigtigste person var"Tjep tjep!!"råbte han højt som han nød at se tjenestefolkene løbe rundt i vild fart, for at behage ham, og tilfredsstille hans ordrer. 

Ak, Dianthos. Byen der aldrig stod stille og hvor der altid var mennesker i gaderne. Eretreya havde været nogle dage under vejs for at komme hertil, men nu var hun her og hadede det allerede. Hun savnede den isolerede ø, hvor mørket nu engang holdt til, efter oprøret i Kzar Mora. En irriteret brummen kom fra hende som hun stod på markedspladsen og passede sig selv, indtil der var en der gik ind i hende. De isblå øjne rettede sig mod manden, der ret hurtigt skyndte sig at få benene på nakken, for hvis øjne kunne dræbe, havde den mand været parteret i tusinde små stykker. Eretreya’s påklædning var ikke den sædvanlige mørke rustning, men hun havde været tvunget til at bære en kjole der mindede lidt mere om det folk i Dianthos måske ville gå rundt i. Det var ikke just fordi hun var fan af at skulle gå rundt i kjole og efter hendes mening, ligne en komplet idiot, dog virkede det til hun faldt meget godt ind, for der var ikke rigtig nogen der skænkede hende nogle underlige blikke.

Eretreya begyndte at gå ind mellem de forskellige boder i bedre forsøg på at falde ind i mængden. Lyden af en der stod og råbte fangede hendes opmærksomhed. Et… Barn? Let hævede hun det ene øjenbryn og bevægede sig lidt tættere på, blandet med en mindre flok, der også gik over. Hun rynkede på næsen og himlede med øjnene. Det var en af de der adelige møgunger der ikke fattede hvordan man egentlig begav sig uden for de sikre vægges tryghed. Bevares så havde han nogle folk med sig rundt, men de så ikke just ud til at være i stand til at gøre det helt store. Let trådte Eretreya frem og greb en af tjenestefolkene i armen, som personen var begyndt at gå gennem den lille mængde mennesker der havde samlet sig. Med noget det mindede om et skub, fik hun tjeneren til at falde ned på knæ foran sig ”Så det er sådan adlen behandler sine tjenere? Og du er ikke andet end en forbandet hvalp…” brummede hun irriteret som hun lod de isblå øjne se mod flokken af mennesker, der så ud til at have blevet større efter hun havde lavet det trick.

”At i ikke skammer jer helt ind i sulet! FØJ!” hvæsede hun ud mod forsamlingen inden hun sendte en spytklat mod jorden og igen rettede blikket mod snotungen, afventende.

Med en fortsat tydelig utilfreds der nærmest var malet over hele den unge fyrstesøns ansigt, rumlede maven stadigvæk og ikke nok med, så løb tjenestefolkene rundt i vilden sky. Han havde efterhånden ventet i alt for lang tid - kun få minutter, men lang tid i følge ham. At han stod på kassen, og godt kunne mærke folk stirrede i hans retning bekymrede ham slet ikke. Han afventede blot ordrene fra tjenestefolkene. Som den serverende forsamling pludselig stod klar, med deres blikke rettet op på den gnaven og utilfredse unge kazimi. Dain stod viljefast ovenpå kassen, med fødderne lidt adskilte, og armene over kors. Maven rumlede højt, som han mødte en af tjenestefolkenes blik. 

"Sikke en usmagelig vin i bringer med jer!"fløj det afvigende, og utilfreds fra Dain, som tydeligvis ikke nød synet af de vin flaskerne nogle af tjenestefolkene havde bragt med sig. Selv havde han dog ikke smagt på det, men synet af det behagede ham ikke. Et dybt suk forlod hans mund, og han greb i protest fat i nogle vindruer på et stort fad, som en ung tjenestepige stod med. Han sendte hende et lille kækt smil, og blinkede til hende. Ingen ord forlod hans mund, for han havde for travlt med at gumle løs på de lækre vindruer. Tilfredsheden spredte sig lidt, men efter ganske få minutter stod han med løftede øjenbryn. Stirrede lidt undrende på vindruerne og de andre frugter. Der var et eller andet underligt ved dem, eller også var det bare ham som trængte til nogle andre frugter. 

Uden at svare den uforskammet fornærmelse fra en eller anden person, kastede han vindruerne hen imod den nærmeste person"At i byder jeres herre på sådan noget usmageligt pladder!!"råbte han halvt irriteret, hvorefter han drejede rundt imod den fornærmende stemme, og hurtigt spyttede vindrue stykkerne i munden ud imod personens ansigt. Han kunne kun nå at se at det var en kvinde, andet nåede han slet ikke - nærmede slet ikke gad opfange, og bruge tid på, at holde øje med sine omgivelser. Hurtigt begyndte tjenestefolkene at hviske og tiske med hinanden omkring, at hvordan han kunne spytte vindruer ud i ansigtet på en nyankomne og tilfældig kvinde (Eretreya). Dain der havde spyttet vindruerne ud imod kvindens ansigt, begyndte straks at knipse med fingrene"Stå dog ikke der, anskaf mig venligst noget at drikke!"kommanderede han bestemt, som han stampede en gang på kassen han stod på. Han kiggede på kvinden, hvis ansigt han havde spyttet vindrue stykker på"Hvor vover en gammel dame som dig, at tiltale mig sådan!"fik han bestemt pointeret som han lagde armene over kors igen.

Eretreya var rasende, ikke fordi hun selv var ret meget sødere mod de slaver hun var omkring til dagligt, men dette var jo ikke andet end et barn! Hvis han var sådan nu, hvordan ville han ikke blive når han blev ældre og sikkert skulle sidde på tronen et eller andet sted, eller stå for noget politisk? Denne unge var så snot forkælet at det gav englen kvalme. Vin der ikke behagede ham… Ham der proppede sig med druer mens hans tjenere gang på gang fik en skideballe. Det virkede i og for sig hjemligt, men ham her var adelig! Burde han ikke behandle sine slaver bare en smule bedre end voldsomme krigere? Det var i hvert fald hendes optik.

Eretreya’s blik fulgte vindruerne der fløj imod en person og kunne alligevel ikke lade være med at trække på smilebåndet, men det blev ret hurtigt fjernet da hun selv fik spyttet nogle gnaskede vindruer i hendes ansigt. En irriteret knurren kom fra hende, som hun hævede hånden og nærmest skrabede det af hendes ansigt og stod med det i hånden, som gemte hun det til et andet tidspunkt. Måske var det til retur? Hun havde sikkert endnu nogle rester tilbage i ansigtet, men som ungen igen begyndte at diagere sine tjenere, nej nærmere slaver ud, greb hun en af dem i armen og holdt fast.

Hun hævede et øjenbryn mod ungen da han kaldte hende gammel. Bevares, hun var da ikke ung længere, men hun syntes ikke just det var fordi hun så gammel ud… Personen hun holdt fast i gav hun et skub og tjeneren faldt på jorden. De isblå øjne rettede sig mod ungen før hun kastede resterne af vindruer fra hendes hånd, direkte imod drengens ansigt, før hun tørrede hånden af i kjolen ”Du kunne være den næste tronarving… Men DU af alle mennesker burde i det mindste være ved at gro nogle nosser!” hvæsede hun nærmest mod drengen so hun så ned på tjeneren der var på vej til at rejse sig op, men hurtigt fik hun personen ned og ligge igen, da hun stillede sig på personens hånd og nærmest kvaste den, som man ville gøre med en cigaret.

Man skulle tro, at Dain havde en konkurrence som omhandlede, hvor belastende, og irriterende han kunne være. Allerede med et skarpt, og rimelig utilfreds blik kiggede han hen på tjenestefolkene. Flere sukkede, og nogle hviskede med hinanden, men hvad de snakkede om, kunne fyrstesønnen ikke høre - hvilket han også var godt utilfreds over. Generelt var den kække unge Kazimi, nok meget svær at gøre tilfreds lige i øjeblikket. I følge Dain var det nødvendigt, at spytte vindruer ud i hovedet på denne ældre kvinde. Hvor gammel denne kvinde var, vidste han ikke, og så meget interesse i netop dét havde han ikke. Alligevel var han skam nysgerrig, og tydeligvis var klar til at ordre hende rundt.

"Hvor vover du, at snakke til mig sådan gammel dame!"råbte han, og slet ikke nåede at frembringe flere ord, før de kastede vindruer fra kvinden ramte hans ansigt. Stående med vindruer over hele ansigtet, var Dain tydeligvis blevet endnu mere irriteret og utilfreds, end han allerede i forvejen var. Han løftede hurtigt en hånd op til sit ansigt, og tørrede vindruerne af sit ansigt, og hurtigt sendte kvinden et irriteret blik. Overraskende nok fik han et kækt smil frem på ansigtet, og lagde armene over kors med ryggen ret"I det mindste har den kommende tronarving nosser!"udbrød han stolt, og en smule selvglad.

Han kunne så høre tjenestefolkene løb rundt, og ramlede ind i hinanden. Alle var bekymret for, hvad fyrsten ville sige, til det scenarie der var igang med at udspille sig. To unge kvinder åbnede, og skulle til at sige noget til den ynge fyrstesøn, men Dain kastede vindruerne hen imod dem"Hent mig venligst noget, jeg kan tørre mit ansigt med... Tjep, tjep, jeg bliver ikke yngre!"råbte han, og kiggede bestemt på de to kvinder. De skyndte sig at løbe rundt. Flere af dem prøvede at finde noget andet at drikke, og spise, og nogle skyndte sig at lede rundt efter noget Dain kunne tørre sit ansigt med"Skænk ikke den gamle dame noget!"skyndte han sig at råbe, som han sendte kvinden et lille flabet smil, selvom han nok burde tilbyde hende noget... Men ikke lige nu, der var han alt for utilfreds og irriteret.