Der hang en let tåge af røg over det runde bord, og ikke for første gang irriterede kroens lave loft Ranulf. Selv når han sad ned føltes det som om røgskyen var i hovedhøjde. Bordet flød med ravstykker, jadestykker, krus, små glas, udbrændte cigarer og halvtomme piber og de andre omkring bordet var en god blandet landhandel af folk. Spillerne var kommet og gået i takt med at de vandt eller tabte deres penge og den sædvanlige flok af opportunister og spilleglade mennesker. En af dem var den kvinde der lænede sig op af Ranulf’s skulder mens han ventede på at terningerne nåede tilbage til ham. Han kendte hendes type, opportunister der klæbede sig til vinderne i håb om at der faldt noget af, men det generede ham ikke. Penge var til for at blive brugt, trods alt.

Terningerne rundede endelig bordet og Ranulf tømte sin øl i et langt drag før han samlede dem op og holdt dem op til sin ‘beundrer’.
“Lidt held, m’lady? “ Sagde han med et smil og hun pustede hen over hans terninger som traditionen nu var. “Lad os så se 8! “ sagde han og rystede terningerne grundigt i en stor næve før han lod dem rulle ind over bordet hvor de ramlede inde i krystallerne med en klirren… og landede på 8! Rundt om bordet lød flere ærgelig udbrud og to spillere rejste sig endda fra bordet og gik. Ranulf grinte bredt og ragede bunken af penge til sig. Nogen gange skulle man jo være heldig!

“Mmhm, det var et heldigt kast min enorme ven. “ Stemmen var fra den anden side af bordet tilhørte en ung mand i fine, omend lidt slidte, klæder, som sad med en lige så stor bunke krystaller som Ranulf selv. “Hvad siger du til et kast mere? Alt eller intet? “
Ej, det ville jo være dumt, tænkte Ranulf. Tag dig nu sammen og lad være for en gangs skyld. Men… Men vi er jo inde i en stime? Heldet er med os!
“Ah, hvorfor ikke! “ udbrød han før han nåede rigtigt at tænke sig om og samlede terningerne op igen. “Tre kast, bedste to vinder puljen. “ Sagde han mens han rystede terningerne.
“sågerne… “ svarede hans modspiller, og rundt om bordet kunne Ranulf høre folk gøre væddemål.

To kast senere havde de begge vundet et, og midten af bordet glitrede i det tilrøgede lys i en stor bunke af rav, jade og enkelte safirer. Ranulf kunne mærke hvordan hans skuldre var trukket godt sammen af spænding, og han havde nærmest ikke rørt sin sidste øl. Så da hans modspillers terninger landede på 8 kunne han ikke undgå at skære ansigt af ærgrelse. Nu skulle han selv rulle 8, ellers var spillet tabt! Så da terningerne kom tilbage til ham slikkede han sig om læberne og så ned på dem i lang tid før han langsomt begyndte at ryste dem.
“Kom så små venner… Vis. Mig. 8! “
Terningerne klikkede hen over bordet og i et sekund eller to lænede den ene sig til at lande helt rigt… og væltede så over på en 1er så slaget blev til 5. et af de dårligste resultater i spillet.
Ak ja. Man vinder og man taber… Ranulf lænede sig tilbae i sin stol som knagede faretruende og tømte sin øl. Han opdagede nærmest ikke da hans ‘vendinde’ forlod ham for at forsøge at indynde sig hos vinderen.
“Her min ven! “ Fra den anden side af bordet blev der kastet en jade krystal og Ranulf greb den af refleks. “Det er skidt at gå fra bordet uden penge, ja? “ Ranulf svarede med et grynt og rejste sig fra bordet.
“Det er det. Tak for spillet. Nyd gevinsten. “ Med de ord traskede han lidt duknakket ud fra den overdækkede del af kroen hvor de havde spillet terninger og vandrede op til baren og bestilte en øl mere før han vendte sig om og lænede sig med lænden imod baren og så sig om i lokalet.
Hvad så nu? Aftenen er trods alt stadig ung…

Den lille alf tog sig til hovedet som hun svævede til baren. Det var ikke et besynderligt sjældent syn at se hende på diverse kroer i krystallandet, og i aftenen før havde skam ikke været nogen undtagelse. Hun landede på kroens bar, og satte sig på en lille afsats af en stolpe. Stedet her var tydeligvis ikke vant til at have alfer på besøg, for ingen siddepladser var gjort klar i hendes lille størrelse. Hun kunne jo selvfølgelig trylle lidt og gøre sig selv til en mere passelig, en mere menneskelig størrelse. Men ikke nok med at hendes krystaller var for små til at købe alkohol nok til at gøre hendes menneske skikkelse bare en smule beruset, så var hun også alt for træt af at høre folk gispe over at se et barn på en kro. Hun var selvfølgelig ikke et barn, på ingen måde, men når man ikke var meget højere end under den halvanden meter som hun var i menneske form, var det noget som folk ofte antog hende for.

På den lille afsats kunne hun stadig se det andre der stod ved baren i øjnene, men som hun flere gange havde oplevet, havde ingen lagt mærke il hendes tilstedeværelse. Hun forsøgte at få opmærksomheden fra kromutteren bag baren, der stod og skænkede øl til diverse gæster. Selvfølgelig uden magen til held. Hun prøvede igen, viftede med armene og prøvede at gøre sig bemærket. Dette hjalp heller ikke. Til sidst måtte hun rejse stemmen, og piftede efter damen bag baren. "Hallo! Kunne man få noget service her på stedet?" Kaldte hun så der var ingen tvivl om at hun blev hørt. Kromutteren kiggede sig vidt omkring for at få øje på alfen. Hun så nærmest træt ud i det øjeblik hun fik øje på hende. Der var aldrig nogen der var begejstrede for at servere alfer. Ikke nok med de skulle skænke mikroskopiske fadøl, så kunne de sjældent bruge deres bittesmå krystaller til noget som helst. "Hvad skulle det være?" Sukkede hun og kom ansigt til ansigt med lille Oliver. "Bare en lille en, snuske." Sagde hun med et kært smil og en anelse selvtilfredshed i stemmen. I samme øjeblik rakte hun armen frem med de få krystaller hun havde på sig. De var ikke meget større end en myre havde været for et normalt menneske. Nærmest værdiløse for damen, men hun kunne jo ikke benægte alfen service. Se det ville være diskrimination.

Oliver tog imod sit krus med øl. Det var heldigvis ikke varmt her, som det var andre steder. Der var ikke noget værre end varmt øl. Hun tog sig denne tid til at studerer de andre mennesker og lignene væsner i baren. Der var til ingens overraskelse en større mængde ordinære mennesker end noget andet, som var en typisk ting for hovedstads området. Et ansigt fangede til gengæld hendes opmærksomhed mere end andres. En herrer der så noget besejret ud. Hun kiggede ham over skulderen, hvor en anden mand sad og frydede sig i damer, krystaller og andre ædelsten.

"Hård aften, hva?" Lo hun kækt, stemmen lige høj nok til at blive hørt.

Ranulf så sig om med et lidt undrende blik. Stemmen havde været så lav at han et øjeblik var i tvivl om han havde hørt den. Kun at have et øje hjalp ikke på det, og han var nødt til at dreje hovede ret meget for at få øje på alfen der han bag hans skulder. Nok havde Ranulf set alfer før, men... aldrig inde i en kro. Hvad i alverden laver den her? Tænkte han før han huskede sine manerer. 
"Bare en aften, lille vanir. Man bør altid stoppe et kast før man tror, men... Det er nemt at være klog bagefter. " Han smilte lidt så hans rødlige skæg splittede og viste hvide tænder. "Men i det mindste betyder det jeg ikke skal spekulere over at passe på den der bunke glitter. " Ranulf løftede sit eget krus, der var betragteligt større en Oliver selv var og dog stadig så næsten lille ud i hans hænder, og tog et langt drag af det før han endelig vendte sig helt væk fra bordet hvor hans gevinst var forsvundet. 

"Det er ikke så tit man ser små-vanir på kroer i byerne. " Ranulf kigger lidt nysgerrigt på alfen med hans gode, blå øje. Hvordan hun præsterede at bære den kop forstod han ikke, men omvendt forstod han heller ikke hvordan små-vanir generelt virkede. Så det var sikkert ikke værd at tænke mere over. "Mit navn er Ranulf. Hvad med dig? " Uden rigtigt at tænke over det tømte han sit krus i et langt drag mere og vinkede af kromutter for at få det fyldt op igen. Hun var tydeligvis vant til den store nordbo, for der ikke ikke mange øjeblikke før kruset var fyldt igen. Ranulf knipsede ravstykket over til hende og pegede på sin kop. "Det burde dække den næste times tid, ikke? " og grinede bredt over det vrantne blik han fik tilbage. 

Oliver så overasket på manden, og alligevel kom det ikke bag på hende at manden ikke vidste hvem hun var. Hun var måske bedre kendt nogen steder i landet end andre, men det kunne også sagtens være hendes narcissistiske tilgang til hendes talent der gav hende en tildens til at være højrøvet. Heller ikke mange var interesseret i en musikalsk alf. "Oliver Castor. Sangerinde." Sagde hun så fint og rakte hånden frem. Det tog hende kun få sekunder at trække den til sig igen som hun indså at mandens store hænder let ville kunne knuse hele hendes krop. "Det er godt at møde dig Ranulf. Sig mig, hvad laver en flot fyr som dig helt alene på sådan en aften som i aften? Himlen er skyfri, månen skinner og natten er ung! Du burde da for længst have haft damer hængene op og ned af dig!" Drillede hun. Det var sådan hun altid var med nye mennesker. En smule for flirtende, og mildest talt irriterende. Ingen betydning var bag hendes dumdristige kommentarer, men det var sket flere gange før at folk, især mænd, havde misforstået hendes flirtende personlighed som real interesse. Dog var der tæt på ingen der reagerede på det da hendes størrelse skræmte de fleste væk.

Et lille pift, og damen bag baren byttede hendes tomme krus ud med et nyt, fyldt denne gang med sød nektar. Et lille glas vin til den tørstige alf. Krystaller blev endnu en gang udvekslet med et suk. Oliver nød koppens indhold i først en stor slurk efterfulgt af en masse små sip. Denne vin var slet ikke lige så sød som hun havde håbet.

Ranulf smilede lidt for sig selv da alfen stak en hånd frem, og tydeligvis ombestemte sig igen. Han havde svært nok ved at give dværge og hobbitter hånden, så det her havde bare været akavet. 
"Sangerinde, hmm? Jeg tror du er den første af dem jeg har mødt personligt. " Han trak lidt på skuldrende. "I hvert tilfælde som kaldte sig selv det. Jeg hører sjældent musik andre steder end på en tilfældig kro. " 

Ranulf lyttede til Oliver's høje, klare stemme mens hun kvidrede løs og tømte sin øl imens hun snakkede. Han var ikke vant til at folk var så snaksagelige. Mange fandt hans størrelse ubehagelig. Men hey, hvis man er en knytnæve høj er næsten alle vel meget større, så det er nok det. Han så over og lidt ned på hende og hævede et øjenbryn. "De fleste lavlændinge synes også det er enormt koldt, så de søger tilflugt herinde. " Han grinede lidt og rystede på hovedet mens Oliver fik en ny drink. "Og der er aldrig damer der hænger op og ned af mig med mindre jeg har vundet et eller andet. Lidt slidt udseende soldater er ikke lige de mest populære typer. Hvilket egentlig passer mig fint. Jeg overlader den dans til de unge. "

Det tog lige Ranulf et minut længere end de fleste andre men... hvor havde Oliver gjort af sin drink? Hvordan havde alfen fået den mængde alkohol til at forsvinde så hurtigt!? "Hvad med dig selv? Hvordan kan det være at en sangerinde ikke har nogen at bruge aftenen med? " Og skidt med at han ikke rent faktisk havde svaret på Oliver's spørgsmål. Det var der nok ikke nogen der opdagede..