"Soldater! I dag vender I hjem!" Zahinael måtte råbe hen over den stride havvind. Det rev og sled i skibets sejl, og bølgernes brusen blandede sig med vinden i en naturlarm så kraftig, at alle ord blev slugt, hvis ikke de vendte den rigtige vej. 
Foran spionmesteren stod fem meget forskellige væsner. Alle havde de været i hans varetægt i mere end et årti. De var blevet nedbrudt, formet og opbygget efter hans ønske. Hans vilje var deres lov, og selvom loyaliteten byggede på smerte og forløsning, tvivlede Zahinael ikke på, at han havde fået Mørket kilet fast i deres hjerter. I dag skulle de alle sammen vende hjem. Hver havde de forskellige historier, og hver havde de forskellige opgaver, der skulle udføres. Fælles var, at de alle havde været fra steder, der prøvede at holde sig neutrale i konflikten mellem Lyset og Mørket - noget, Mørket ikke mente skulle være en mulighed for nogen.
Zahinael gik ned langs rækken af specialkrigere og stoppede foran den eneste i rækken, der var højere end ham selv. Det irriterede ham stadig grænseløst. Havmanden havde været i Zahinaels varetægt længst, og efter hans egen mening, var han den bedste og mest lovende af denne lille flok. Der var store forventninger til den skællede skabning.
"Du er vores første stop, Eyidivan," sagde Zahinael og så det langlemmede, mørkøjede havvæsen i øjnene. "Så snart vi rammer åbent hav, forventer vi din veninde kommer efter dig. Mind mig om, hvad dine ordre er."

    Kun at kunne mærke havets rullende bevægelser igennem skibets skrog var en underlig, unaturlig måde at blive genforenet med Det Store Åbne på, og det havde taget Eyid et godt stykke tid at vænne sig til følelsen. At blive tryg i oplevelsen af at være udenfor igen. Dog nød han synet af de store, hvidtoppede bølger og de oprørte vandes mørkegrønne, næsten sorte dybder. Så langt øjet rakte. Helt til havet mødte himlen...
    Han havde ikke været så tæt på havet, siden... 
    Et gys gik igennem ham, og han rev sig selv ud af tankerne - fokuserede i stedet hele sin opmærksomhed imod Zahinael, der i det samme gav sig til at gå langsomt op langs det korte geled. Eyid havde kun et sporadisk kendskab til de andre væsner - vidste, at de var som ham; Mørkets håb, en del af frontlinjen, den usynlige spydspids, forrædere... 
    Ikke forrædere - pionere. Han håbede bare, de kunne leve op til Zahinaels forventninger...
    Dæmonen bad ham i det samme gentage, hvad der var blevet mejslet ind i hovedet på ham. Under svige og smerte. Reciteret, til troen på ordene som det eneste gav forløsning fra smerten...
    "Jeg skal infiltrere og destabilisere. Jeg skal observere og rapportere. Jeg skal lade alle tro, jeg er vendt tilbage til min post efter tretten år i fangeskab, og så skal jeg påvirke Aquarins politiske landskab, som det tjener Mørket bedst..." Posten som Distriktsleder. Han vidste fra Zahinael, at hans lillesøster Atha'ame havde overtaget ansvaret efter deres anden mor. Deres anden mor, Aleissan, som Eyid ikke længere kunne føle sorgen over at have mistet - for Zahinael havde sørget for, at sorgen bragte smerte, og så var ligegyldighed nu en gang at foretrække...
    "Jeg skal genvinde Cyreesais fortrolighed og udnytte den til at tage magten i distriktet." Eyid afsøgte Zahinaels velkendte ansigt - ville sikre sig, at han havde fået det hele med. Vidste, at den mindste tøven ville blive straffet - at kun perfektion var godt nok til spionmesteren. "Og jeg skal altid huske, hvor min loyalitet ligger."

"Fortræffeligt, min lille fisk," sagde Zahinael og lagde sin ene hånd op på hans kind. "Jeg er sikker på, du nok skal gøre mig stolt," En lille gråhvid kugle kom frem mellem hans fingre, og han stoppede den ind i munden på havmanden. "Bid den over, når hun går ombord. Hun må ikke være det mindste i tvivl om, hvorvidt situationen kunne være opstillet."
Zahinael selv havde kun hørt om distriktsleder Cyreesai. Det var både svært og alt for risikabelt for ham at tage til Aquarin, og der var ikke mange spioner dernede. Noget, han virkelig glædede sig til at ændre på. Hvor al deres information før var kommet fra rygter og historier bragt op af havfolk selv eller venner deraf, ville han nu endelig få placeret en helt tæt på dybets kerne.
"Sir! Der er bevægelse i vandet!" lød det fra en i besætningen.
"Hm. Det var hurtigere end forventet," Zahinaels tone skiftede fra den behagede tone over Eyidivans ord over i en, man ikke ville undgå at adlyde. "Eyidivan, indtag din plads. I andre kommer med mig nedenunder. Vi tager ingen chancer."
Ingen chancer i forhold til at miste de opdrættede spioner, og ingen chancer for sig selv. Nok havde han kun hørt om Cyreesai, men historierne havde ikke været de venligste - og han vidste, at hun flere gange havde prøvet at befri Eyidivan. Heldigvis uden held. Så der lå en vis grad af respekt for det væsen, der nok snart ville møde skibet. Dem på dækket vidste det ikke, men de var alle undværlige. Røg der et par stykker i svinget, ville det kun hjælpe med at sælge redningsaktionen. Når ugen var omme og alle spioner afleveret, havde Zahinael faktisk ingen grund til at tro, han ville vende hjem med den samme besætning, som han var taget af sted med.
Mens Zahinaels plads var under dækket i en magisk sikret kahyt - man kunne sjældent tage for mange forholdsregler - var Eydivans plads på dækket. Kaptajnens kahyt var blevet skåret mindre, så der i direkte forlængelse var et mindre rum, hvor hele væggen ud mod resten af dækket var erstattet med tremmer. En soldat stod klar til at låse Eyids hænder sammen med håndjern og binde en tyk kæde om tremmedøren og smække den tungeste lås ovenpå.

    Zahinaels ros fik lettelsen til at gå igennem Eyid - han havde gjort det godt nok. Hånden mod hans kind var varm og god og helt igennem modbydelig, og da smertekuglen dukkede frem imellem Zahinaels fingre, tog Eyid den i munden med lige dele iver efter at udføre ordre og knogleisnende, frygtfuld bevidsthed om, hvad hans krop kunne forvente sig, når han knuste kuglen mellem sine tænder...
    "Hun kommer ikke til at nære mistanke, Herre," lovede han, sekundet inden én af sømændene meddelte, at der var bevægelse i vandet, og Eyids mave knugede sig sammen i forventning; det var nu. Det var nu, det skete...
    Han følte sig underlig fortabt, da Zahinael forsvandt med de andre under dæk. Fokuseret på opgaven - helt bestemt - men stadig... fortabt. Som et skib midt på havet uden sejl eller årer. Dæmonen havde været hele hans verden de sidste tretten år - det bedste og det værste i hans tilværelse. Det var lige før, den velkendte fornemmelse af smertekuglen i munden var en trøst, mens skibets besætning iførte ham håndjern og smækkede ham inde den specielle celle på dækket. 
    Sømændene var nervøse nu og skævede konstant over rælingen og ned på det dybe, oprørte vand. Eyid placerede sig på gulvet i cellen med ryggen op imod tremmerne ud til dækket. Lukkede øjnene. Forsøgte at forberede sig selv på dét, der skulle ske - dét han forventedes at skulle gøre. Fejl og fiasko var ikke muligheder - havde aldrig været det med Zahinael. Han skulle udføre denne opgave til perfektion...
    Han så det ikke, da Cyreesai og hendes folk angreb - hørte det kun; det første skrig fra dækket. Efterfulgt at lyden af løbende fødder over dæksplankerne og så en lyd, han ikke havde hørt i mange, mange år; lyden af en Sirenesanger, der udøvede sin krigeriske kunstform.
    Lyden gik lige ind - knugede om hans hjerte og satte frygten i ham. Igangsatte alle de reaktioner, Zahinael havde opbygget i ham de første par år af hans fangenskab, til den blotte tanke om at åbne munden og bruge Sangen imod spionmesteren, fik Eyids indre til at krænge sig sammen.
    Men det var noget andet nu! Hvis han skulle klare sin opgave og overbevise de andre havfolk, skulle han styre sin impulsive afsky. Han kunne godt. Han-
    Lydene af kamp fra dækket bag ham var højere nu, og sømændenes interne ordre lød mere og mere desperate. Eyid besluttede sig for, at det måtte være nu, og det var næsten en lettelse at bide smertekuglen over - lade den første, skarpe bølge blæse tankerne rene, og derefter krumme sig sammen om de langsommere, dybere efterdønninger; koncentrere sindet om den velkendte lidelse, så forvirringen i hans blik, da han drejede hovedet op efter den skramlende lyd fra dørkæden, var helt igennem ægte. 

"Men vi må da forvente en større grad af fare nu!" lød det fra en af de forsamlede talsmænd. Han var en gammel havfisk med flere grå skæl end farvede efterhånden. De var samlet  for at drøfte Mørkets tilstedeværelse på den nye øgruppe, for selvom den lå på den anden side af fastlandet, var der stadig en ø. Øer lå i havet. Havet var deres domæne.
"Selvfølgelig vil der være en større fare," Cyreesai rejste sig op. "Men nu ligger de ikke direkte ud til kysten fra dæmo..."
Hun gik i stå. Den fjerne pulserende fornemmelse rykkede sig.
"Cyreesai," Atha'ame lagde hånden på Cyreesais arm og så op på hende med et bekymret blik. "Hvad er der?"
Hun kunne næsten ikke tro det. Efter alle disse år...
"De flytter ham," svarede hun og så ned på den anden distriktsleder. "De er ved at flytte ham, Atha'ame."
"Tag afsted," svarede hun og fjernede hånden. "Tag frontvagterne med, hvis det sparer dig tid."

Cyreesais tanker var klare som spejlblankt vand, mens de svømmede mod hendes fornemmlse af Eyidivans liv. Imens hev hun liv fra fiskestimer til sig og genopfyldte lageret af chakra. Jo mere des bedre. Hun anede ikke, hvad hun skulle forvente. De havde altid holdt ham på land eller flyttet ham på måde, hun ikke kunne se, selvom hun stod lige dér, hvor hun følte hans lys.
Skibets bug kom til syne, og hun bøjede let i knæene. Rokken, hun red på, brød overfladen i en kaskade af skumsprøjt, og i samme nu, satte Cyreesai af. Med et kamphyl sprang hun op på dækket, hjulpet af rokkens momentum. En kvinde i Mørkets sorte uniform nåede lige at se overrasket ud, før Cyreesai lod spyddet synke ned i hendes brystkasse og landede med fødderne halvt på den døde krop, halvt på dækket. Blod sprøjtede op og satte sig som udviskede pletter på hendes våde hud. De andre på dækket stod stille et øjeblik, som lammet af frygt over den blå havkvinde. Hendes hår hang som slapt, vådt tang ned over ryggen og faldt ind over ansigtet i sammenfiltrede kager. Hun havde ikke haft tid til at samle det, ligesom hun ikke havde haft tid til at tage andet end skulder- og benpanser på i farten.
Bag dem sprang flere krigere op. Cyreesai trak spyddet til sig under endnu et blodsprøjt og gik på den næste i rækken. Efter at have fældet en til og sendt den anden på flugt, fik hun tid til at se sig om. Blikket blev draget af tremmerne, og hun løb hen til cellen uden at tænke på de andre kæmpende på dækket - hendes krigere havde styr på det, kunne hun høre, som sirenesangen fyldte luften og overmandede de tilbageværende.
Eyidivan lå derinde, men selvom hun kunne mærke hans livsenergi lige der foran hende, kunne hun ikke genkende ham med det samme. Den sammenkrøbne skikkelse, og de forvirrede, smerteramte øjne.
Hvad har de gjort ved dig?
Cyreesai begyndte at hamre på låsen og kæden med sit spyd. Nyttesløst og aggressivt - indtil en af hendes folk rømmede sig og rakte hende en nøgle. Hun tog imod den med rystende hænder, og slog den mod låsens forside et par gange, inden hun tabte den på dækket.
"AAARH!" råbte hun og greb fat i kæderne for at ruske dem voldsomt. 
Hun lignede en, der skulle til at bide i det tykke metal, da hendes medkriger lagde en hånd op hendes skulder.
"Cyreesai," sagde han blidt, men bestemt. "Lad mig."
Dirrende af vrede i hele kroppen trådte hun modvilligt et skridt tilbage og så sig om efter nogle flere Mørkets soldater af slå ihjel, men låsen klikkede op, inden hun nåede at finde en, der ikke var betaget af sirenesangen eller allerede død.
Hendes havkriger skubbede tremmedøren op for hende og tog hendes spyd. Så tæt på nu. Med tre skridt var hun inde ved ham og faldt på knæ foran Eyidivan. Maste sin ene hånd ned under hans nakke og trak ham halvt op at sidde på sig selv. Lod fingrene glide over hans arrede kind, mens hendes egne tårer faldt. 
"Eyidivan."

    Følelsen af havkvindens hud imod hans egen, da hun tog ham i sine arme, skar sig igennem smertetågerne med al dén forvirring, den bragte med sig. Hendes ansigt tonede frem foran ham - Cyreesai, med tårerne rendende ned ad kinderne...
    Cyreesai, der ellers så sjældent græd...
    Han rystede, forsøgte at undertrykke kroppens reaktion, men lykkedes kun delvist med det. Han havde savnet hende, og han skyede hende som pesten. Havde brug for at mærke de fingre, der gled ned over hans kind - ville gerne række op og røre hendes ansigt på samme vis - men vidste også, at hans hænder hellere ville lægge sig om hendes hals og klemme til.

    "Sig hendes navn."
    De havde været i gang længe nu - Eyids krop var fuldstændig udmattet. Alligevel gjorde han som han fik besked på. Vidste, at alternativet alligevel var værre: "Cyreesai."
    Den lille, grålige kugle blev klemt ud i panden på ham. Smerten blandede sig med dét billede, benævnelsen af hendes navn havde fremkaldt i ham. 
    "Igen. Sig hendes navn."

    "Cyreesai," fik han frem - klemte om hendes arm, da et efterskælv fra Zahinaels afskedsgave gik igennem ham. "Hvordan... Hvordan kan du være her? Jeg forstår ikke... besætningen...? Mørket?"

Tårerne faldt ned på Eyidivans alt for tørre skæl, der havde været frarøvet vandet så længe. Tårer, der havde været holdt inde i tretten år. Vrede og sorg, frustration og bekymring. Tævet ud i træning, og nu blandet med en hjerteskærende glæde, hun ikke kunne få til at passe sammen med de andre følelser, blev tårerne endelig sat fri. 
"Shhh," tyssede hun ham og strøg hans hovedfinner. "Du skal hjem nu. De får ikke lov til at tage dig igen. Aldrig mere. Jeg skal nok sørge for de ikke rør dig igen."
Hans sitrende krop skar i hendes hjerte og fik vreden til at flamme op igen. Gav hende lyst til at efterlade hver eneste person på skibet i deres egen lille blodpøl, før hun tog herfra. Men det var ikke de menige soldater, der havde gjort det her ved ham, det vidste hun. Det var det aldrig. Folkene på det her skib havde muligvis aldrig set Eyidivan før i dag, hvor de var blevet bedt om at fragte ham. Men hvorhen?
"Cyreesai, vi skal ned igen," lød det bag hende. "Treshaera kan ikke holde sangen meget længere."
Cyreesai nikkede for sig selv og tvang sit blik væk fra Eyidivan. Hun havde alt tid i verden nu til at være sammen med ham igen. Der var mange år, der skulle gøres op for - men det startede rigtig nok med at komme væk fra skibet. Hun tog sin anden arm ind under hans knæhaser og løftede ham i sine arme, som hun besværet kom op at stå i den lille celle. Loftet var alt for lavt, og hun måtte bukke akavet i knæene og gå sidelæns ud derfra. På dækket havde de fleste overgivet sig til sangen og lå i drømmende trancelignende tilstande, mens andre jamrede og en del kroppe lå helt stille. Cyreesai tog sig ikke af det blod, hendes bare tæer trådte på, så snart hun var uden for cellen.
"Tag armen om min hals," sagde hun til ham og hev ham ordentligt op i sit greb, nu da hun kunne stå i sin fulde højde. "Er det dem her på skibet, der har gjort dig ondt?" Hun nikkede mod de trancebundne soldater. "Vil deres liv bringe dig lidt retfærdighed?"

    Hjem...
    Han havde lært at væmmes ved tanken, men lyden af ordet var stadig underlig tryg. Hjem... Han stønnede, da hun løftede ham - havde glemt hvor stærk hun egentlig var - og lagde efter en kort tøven armen om hendes hals, så lænken klirrede. Tøven... Det duede ikke længere - han måtte bide det i sig. Dét hér skulle være perfekt...
    Intet kan bringe mig retfærdighed...
    Tanken var spontan og bragte straks skam med sig. Han havde ikke brug for retfærdighed - der var ingen, der havde gjort imod ham...
    "De er bare lejesvende; deres liv betyder intet for mig. Jeg vil bare gerne... Jeg vil bare gerne hjem." Zahinaels smertekugle havde efterhånden mistet sit bid og det gjorde det lettere at trække vejret - at holde fokus og tænke fremad. "...Mørket holder øje med skibet her," mumlede han til hende og knugede hånden om hendes skulder. "Lad os komme herfra så hurtigt som muligt - så fortæller jeg dig alt hvad der er sket, når vi er i sikkerhed..."
    Det var ikke undsluppet hans opmærksomhed, hvordan besætningen for en stor dels vedkommende lå opsprættede på dækket, men synet rørte intet i ham. Han vidste, det havde været en del af Zahinaels plan - hans Herre tænkte altid alting igennem og passede variablerne omkring det. Mændene her måtte dø, for at det hele ville se rigtigt ud for Cyreesai...
    Til gengæld gik synet af de andre havfolk ham på - hvordan de Aquarinske soldater spærrede øjnene op, da de så hans tilstand; arret og mat som han var af manglen på saltvand. 
    

Et lille nik blev givet til de andre, og de fulgte med. Bakkede langsomt mod rælingen med hævede våben, mens sirenesangen langsomt aftog. Besætningen kom langsomt til sig selv, omtumlede og tågede i sindet. Cyreesais havde fodsåler af halvstørknet blod, da hun nåede rælingen og trådte op på den, stadig med Eyid i armene. Hun ville ikke give slip på ham. Ikke før de var langt væk fra Mørket og dets skibe. Skibe, hun kunne se i horisonten. Han havde ret... De holdt øje. De var klar. Men hun havde brugt tretten år på kun at være klar til denne dag. De havde ikke en chance.
Hun trådte ud over rælingen og styrtede mod vandet. Det opslugte dem begge to, og hun måtte stramme sit greb om ham, så den pludselige vægtløshed ikke fik ham til at drive væk. De sank, og sank og sank. Helt bevidst lod Cyreesai sig synke så langt, hun kunne, inden hun spredte finnerne ud og lod sig træde vande. Omkring hende gjorde hendes krigere det samme, og en af dem tilkaldte deres stime af rokker med sin sang. En gled op under Cyreesai, og hun satte Eyidivan til rette i sadlen, mens hun selv havde en arm på hver side af ham med et fast greb i de faste holdepunkter, der stak op fra sadlen. Den var ment til at stå på, men uden at vide hvilken tilstand, Eyid var i, ville hun hellere have ham siddende og sig selv parrallel med rokken, selvom det ikke var en mest behagelige position. 
"Atha'ame bliver glad, når jeg bringer dig hjem," sagde hun, mens rokken satte i gang og de påbegyndte hjemturen med langt mindre hastværk end udturen havde været præget af. 

    At mærke havet slå sammen om kroppen - endelig efter alle disse år med intet andet end sporadiske overrislinger - var næsten euforisk, og Eyid snappede efter vejret; mærkede skiftet fra lungedreven til gælledreven respiration for første gang i tretten år. Det var som at trække frisk luft ned i lungerne efter en evighed i et tilrøget rum...
    Han følte sig hjemme - følte sig i live på en måde, der havde været ham nægtet så længe, at han til sidst var blevet forledt til at tro, at det var normalen...
    Kvalmen skyllede ind over ham, og han lukkede øjnene - lod de spidse hjørnetænder synke ned i det inderste af læben. Fokus... 
    Cyreesais benævnelse af lillesøsteren gjorde ham ordentligt nærværende, og han smilede forsigtigt, fordi det virkede passende. 
    "Atha'ame..." gentog han langsomt - smagte nærmest på navnet. "Hun var ikke meget mere end et stort barn, da jeg... Da Mørket..." Han lod som om det var tanken om tilfangetagelsen, og ikke tanken om lillesøsteren, der gjorde ham utilpas, og fortsatte så, fordi det ville give mening at spørge om nu, hvor det første chok burde have lagt sig: "Har hun det godt? Og min familie? Mine mødre? Distriktet..?" Han rakte hånden op imod hendes distriktskrone, som om det først var nu, han bemærkede den - indså, hvad dens placering på hendes pande betød. "Du har overtaget posten som distriktsleder efter din fader?" Det var ikke et spørgsmål, han behøvede et svar til - for Zahinael havde sørget for, at han var så forberedt, han kunne blive. Alt spionmesteren havde kunne opsnappe fra Aquarin, var Eyid blevet indviet i. 
 

Der var så mange spørgsmål, og de bragte alle sammen dunkle, sørgelige minder op i Cyreesais sind. Alle de ting, Eyidivan ikke vidste. Alle de minder, de ikke længere delte. Alle dem, han var blevet frarøvet.
"Din mor er død," sagde hun som det første, selvom det ikke på nogen måde var nænsomt sagt eller på nogen måde det første, han burde få at vide. Der var sket så meget. Måske var det netop det første, han skulle vide, så han kunne fordøje resten. "Aleissan er død, Eyid, jeg... Jeg er virkelig ked af, at det er det første, du skal mødes med."
Og at du snart skal få at vide, at det var mig, der gjorde det, tilføjede hendes tanker. 
Hun ville aldrig glemme den dag. Hende selv og Atha'ame i frontlinjen med deres samlede styrker. De havde været i undertal, men modsat den siddende regeringsmagt, ville hver  og en dø for sagen. En god del havde også lidt den skæbne. Men et distrikt taget med magt og vold havde sået tvivl i manges hjerter, og da først man kunne se, det var ved at gå den rigtige vej, var flere sluttet sig til oprøret. Befolkningen ønskede sig tilbage til tiden, hvor Ke'Jaelin og Va'Chakessa havde opvejet hinanden, og hvor det ikke bare var Ke'Jaelin, der trådte henover de holdninger, der kom fra krigerfisk.
Man skulle dog tro, at Eyids mødre havde lige så meget vold i blodet som enhver Va'Chakessa, for de havde kæmpet bravt og til det absolut sidste. Da Cyreesais spyd sank ned i Aleissans brystkasse, havde det været det eller selv at dø. Hun var ikke sluppet fra kampen uden skrammer, og hun havde respekteret Aleissan til det sidste; ikke for det, hun havde gjort ved distriktet, men for aldrig at give op, selvom hun var oppe mod en mere krigerisk fisk end sig selv.
"Dine mødre kuppede magten," fortsatte hun, og kunne pludselig ikke møde Eyids blik. Hun måtte søge ud i dybet foran dem for at få de rigtige ord frem. "De slog mine forældre ihjel. Jeg tog magten tilbage sammen med Atha'ame. Det er mange år siden nu... De troede jeg var skyld i, at Mørket tog dig."

    Ordene rørte ham ikke, men han bøjede alligevel hovedet - lagde rygfinnen og drejede ansigtet væk, så hun ikke skulle se hans ansigtsudtryk. Gad vide, hvordan Cyreesai ville fortælle, at det var hende, der tog Aleissan af dage...? Ville hun holde det fra ham? Hvordan kunne han bruge det bedst...?
    "Det..." mumlede han og rystede på hovedet - knugede om rokkens saddel. "Hvad med Riyeenna? Er hun...?"
    Hans anden mor var i live, vidste han, men hun havde trukket sig fra posten som Distriktsleder og overladt sin del af magten til Atha'ame. Men Atha'ame var ung - ung og stadig uerfaren - og Zahinael forventede, at det ikke ville blive alt for svært for Eyid at træde til og fylde dét magtvakuum, der angiveligvis måtte være efter hans mødre...
    Eyid pustede skælvende ud - tvang den brugte gælleluft ud gennem munden i små bobler. Mente, at de måtte være på tide med lidt selvmedlidenhed. "Jeg må indrømme, at jeg havde håbet... Jeg drømte om, at når jeg engang vendte hjem, ville det være til alle mine elskede.." 
    Da Cyreesais blik forlod hans og søgte ud i Det Store Åbne, vidste han, at hun følte skam, og en del af ham glædede sig over det. Hun havde altid været for godhjertet til sit temperament...
    En kuldegysning - et minde om ubehag. Godhjertethed. Det var ikke et passende mærkat at sætte på fjenden...
    "Du havde ingen skyld, Sai..." mumlede han, og brugte med vilje hendes gamle kælenavn, selvom ordet syntes at svulme op i hans mund - forsøge at kvæle ham. "Og det gør mig ondt med dine forældre - jeg respekterede din far, selvom vi... var meget lidt enige om noget-som-helst." Han sukkede igen og lukkede øjnene. "Jeg er ked af, at min tilfangetagelse har betydet mere blodsudgydelse imellem vores familier... Det tjener ingen - kun vores fjender..." Han tav lidt, og tilføjede så - som om det havde ramt ham som en eftertanke: "Men hvad mener du med tog magten tilbage? Er Atha'ame Distriktsleder nu?" 

Eyid havde altid været den rolige af de to. Kunsten dikterede det, mens kampen flåede i Cyreesais sind for at afreagere og udadreagere. Men hans stilhed og mangel på hårde ord overraskede hende faktisk. Som unge havde de kørt så meget på hinanden, at hun nogle gange troede, han helt havde glemt, hvordan stille vand var. Men nu var han stille vand helt ind i sjælen. Måske havde de tævet det ud af ham i fangeskabet. Hans ord om både skyld og hendes far, fik hende til at vrænge ansigt. Hun havde så meget mere skyld at bære på, end han lige kunne tænke sig til, men det skulle ikke være nu, det skulle frem i lyset. Og selvom hun savnede sin far, vidste hun også, at han ville være en strøm i den forkerte retning, var han her stadig, og så han, hvor meget hun var villig til at ofre for Eyid. Da han sluttede af med at spørge ind til Atha'ame, gav det Cyreesai den perfekte undskyldning for ikke at komme ind på netop de to  emner.
"Ja hun er," bekræftede hun og mødte kort hans blik, men måtte vende det væk igen. "Vi brugte årevis på at samle folk bag os og gøre noget ved det. Det var grimt, Eyid, rigtig grimt. Riyeenna fik hakket sin rygfinne i stykker. Hun..." Hun hader os. "Hun synes ikke Atha'ame og jeg er egnet til posten, men din søster gør det bedre end jeg nogensinde kunne have  forestillet mig. Hun er vokset meget siden dengang."
Nu kunne Cyreesai nemmere se Eyid i øjnene. Når det gjaldt hans søster, var der kun respekt og stolthed at finde. Den unge fisk havde vist sig langt mere handlekraftig end et stort barn burde være, og det var det gå-på-mod, der i sidste ende havde reddet Distriktet fra intern borgerkrig. Atha'ame var dedikeret og det perfekte modstykke til Cyreesai, når det kom til deres politiske forhandlinger og handlingsplaner. Lederskabet var delt, som det altid burde være i et så stort distrikt og med så mange forskellige sjæle blandt borgerne.
"Du kan være virkelig stolt af hende," sagde hun og trak sig lidt frem på sadlen, så hun endte i et halvt kram om ham. "Meget har ændret sig, det ved jeg, men jeg er sikker på alle vil glædes over din hjemkomst."

    Så det var altså rygfinnen... Zahinaels efterretninger fra Aquarin havde som regel været sparsomme og mangelfulde, og alt Eyid havde fået at vide, var at hans tilbageblevne mor havde lidt et knusende nederlag - et nederlag, der havde efterladt hende magtesløs og invalideret. Stakkels Riyeenna... Uden en rygfinne, ville hun være klodset som et menneske i vandet...
    Han rynkede mentalt panden af sig selv. Flere upassende tanker...
    "Tænk..." mumlede han søvnigt - lod som om han efterhånden var kommet til dét punkt, hvor udmattelsen og alle dagens begivenheder indhentede ham; overvældede ham. Han studerede hendes ansigt med trætte øjenlåg og trak så den ene mundvige lidt op - rakte en tung hånd op, så han kunne stryge en finger langs hendes kæbe. Begravede billedet af den selv samme hånd, der greb om hendes hage og tvang hendes hoved bagover - blottede struben...
    "Tænk at dén dag skulle komme, hvor Cyreesai Va'Chakessa havde noget pænt at sige om min kære lillesøster... Jeg tror - jeg tror, det sidste, jeg husker imellem jer to, er dengang hun troppede op med sine Reformister til vores krigsmøde med officererne fra Takhee'ta, og jeg i bogstavligste forstand måtte lægge mig imellem jer, inden du rev hovedet af hende..." Han lo, en lille, smertefuld latter, der føltes ægte nok til spidde hans mellemgulv med sugende frygt. "Du brækkede næsten min arm, dit arrige brushoved..." Han lod øjnene glide helt i, mens hånden langsomt faldt til ro på hans eget bryst. Det var sådan det havde været... dengang; lutter stikpiller og fornærmelser. Hvis han skulle nå ind til et sted, hvor hun ville være let at manipulere, måtte han gøre sit ypperste for at spille rollen som sit gamle selv...
    Det havde faktisk ikke været hans mening at falde hen for alvor, men Cyreesais arme omkring ham og rokkens rullende bevægelser under ham blev til sidst for søvndyssende, og han tillod sig selv at glide ned i mørket.
   

"Ja, det gjorde jeg vist næsten..." mumlede Cyreesai med en fjern stemme, fortabt i mindet. 
Det havde været sidste gang, Eyid havde set dem sammen. Cyreesai havde selv også næsten revet hovedet af Atha'ame bare for at være fræk nok til at finde hende kort efter hendes forældre var blevet myrdet af Ke'Jaelin-familien. Halvt havde Cyreesai troet, at Atha'ame kun var der for at udslette resten af Va'Chakessa, nu de var i gang. Men Atha'ame havde forsikret hende om, at hun havde flyttet fokus væk fra de resterende familiemedlemmer, og at Cyreesais søskende var i sikkerhed og uden for fare. Mens hun selv havde været på vej i nødvendigt eksil (nødvendigt, fordi hun ellers ville dø), havde Atha'ame overtalt hende til at blive og kæmpe.
Eyid var faldet hen, mens Cyreesai var drevet med strømmen af minder, og hun lod ham få noget tiltrængt hvile, mens de svømmede resten af vejen tilbage. På den måde undgik han også de værste nysgerrige blikke, mens de gled ind i koralrevets beskyttende skygge. Fra huller og udhulinger tittede folk hovederne frem for at se, hvad der skete, og snart genlød koralganene af hvisken om, at den fortabte Ke'Jaelinsøn atter var vendt hjem. Da Cyreesai nåede Hjertet - midten af Rashez'ar-distriktet og der, hvor hende og Atha'ame mødtes hver dag - sad Atha'ame allerede og ventede i en af stolepladserne, der var udhugget i revet. Cyreesai tog atter Eyid i sine arme og lod sig glide fra rokken og ned mod hende. Hun måtte have en hånd på Eyids, da hans stadig lænkede hænder blev trukket opad ved vægten. 
"Han er afkræftet, men hel," var hendes første ord til den bekymrede lillesøster. Eyids sovende skikkelse kunne godt give et andet indtryk. De var de eneste her i Hjertet. Riyeena var garanteret på vej, men langsomt som altid. "Kan vi få lænkerne af ham? Det... Det tænkte jeg ikke lige på i farten."

    Atha'ame fløj op fra den tronelignende stol, da hun fik øje på dem, og skyndte sig hen til Cyreesai, så hun kunne hjælpe den anden havkvinde med at få lagt Eyids sovende skikkelse til rette på det udhuggede stenbord, omkring hvilket Distriktets politiske anliggender normalt blev diskuteret. Lillesøsterens øjne var store, og hendes fine hænder dirrede en anelse, da hun forsigtig lagde den ene imod Eyids kind. Lod øjnene fare over ham og tog alle ændringer ind - overhørte rent Cyreesais spørgsmål, fordi chokket ved pludselig at have ham hjemme fyldte så meget mere...
    "Han..." Hun sank og lod blidt en finger følge ét af de lange, drabelige ar, der bestemt ikke havde været på hans ansigt sidst hun så ham. Han så ældre ud - medtaget. Var blevet betydeligt tyndere end hun huskede ham. "Hvad har de dog gjort ved ham...?" hviskede hun så og løftede det gnistrende blik til Cyreesai, søgte en forklaring, men vidste også godt, at krigeren ikke nødvendigvis kunne give hende én. Så trængte havkvindens ord endelig ordentligt igennem, og hun slap modvilligt broderens ansigt - bed sig i læben.
    "Min mor er på vej," meddelte hun og uddybede så, hvorfor det var et passende svar: "Hendes sang er stadig stærk, og jeg har før set hende synge koraller frem i landgængernes låse..." Atha'ame tøvede lidt og bed sig i læben. "Vi har en enkelt Sanger i familien, der kan hjælpe kroppen til heling, men... Men jeg er bange for, at hun stadig er udsendt med Fashee-distriktets krigere ude mod kysterne. Va'Chakessa skulle vel ikke have- "
    Længere nåede hun ikke, før en rusten, bitter stemme gjaldede gennem Hjertets rådssal: "Atha'ame! Du vover på, at bede de opportunistiske saltvandsigler om noget! Hvis min søn kræver lægehjælp, skal Ke''Jaelin nok sørge for den!"

Cyreesai måtte bide sig bestemt i læben med en skarp hjørnetand for ikke at stille sig defensivt foran Eyids krop og nægte moderen adgang. Men det var både dumt og hensynsløst, og hun havde ingen intentioner om at lade familiefejden blusse op igen - til gengæld havde hun alle intentioner om at få Eyid ud af de forfærdelige menneskelænker. 
"Den saltvandsigle har lige reddet Eyid, mor!" svarede Atha'ame lige dele forfærdet og grædefærdigt. "Syng nu de lænker af min bror!"
Cyreesai tog en dyb indånding og lod sig flyde lidt bagud. Hun havde ikke lyst til at forlade ham, men familien havde også ret. Den overvældende følelse af, at han kunne blive revet væk fra hende igen, når det skulle være, måtte vel lægge sig på et tidspunkt. Når hun lige havde vænnet sig til, at hun faktisk var lykkedes denne gang. Det havde ikke engang kostet dem nogle liv - kun et par skrammer for nogle af de andre. 
"Jeg henter krigernes helbreder," sagde hun modvilligt, mens Riyeena gjorde sig klar til at synge. Man kunne se, hvordan hendes ansigt vrængedes i smerterne, der kom af at spænde i ryggen, hvor arvæv hev i den ødelagte finne. "Han er ikke Va'Chakessa, fru Ke'Jaelin."
En enkelt ting, Atha'ame havde fået Cyreesai lært over årene var at udvise respekt for netop moderen, om ikke i sindet, så i sine ord. Det var en af de små ofre, der fik vandet i ro imellem dem, og at hun så skulle bide spydige ord i sig, kunne hun lige så godt gøre det ordentligt. Det var ikke fordi spillereglerne var meget anderledes, når de skulle forhandle om politiske anliggender - der kunne hun bare oftere lade Atha'ame om høflighedsfraserne.
Tøvende og med en stikken i hjertet svømmede hun ud fra Hjertet. Det føltes helt forkert at forlade Eyid, selvom hun vidste, han var i gode hænder. Sangen steg bag hende, mens hun satte farten op, så hun hurtigere kunne vende tilbage til sin bedste ven.

    Da Eyid vågnede igen sad både Riyeena og Atha'ame ved hans leje. Han følte sig godt tilpas - veludhvilet. Havvandet og bevidsheden om Det Store Åbne omkring ham havde gjort ham godt - havde fyldt et hulrum indeni ham, han rent havde glemt, han havde - og for første gang i mange, mange år var der en ro til stede i hans indre, han ellers troede, han havde mistet.
    Genforeningen med søsteren og moderen var stilfærdig, men følelsesladet - i hvert fald for Atha'ames vedkommende. Hun havde altid... følt dybt for ting - for folk, for idéer og for principper. Eyid modtog hendes ord og hendes berøringer, hendes forsikringer og hendes glæde, med en næsten perfekt gengivelse af sit gamle jeg, mens han inderst inde ikke kunne lade være med at misunde hende en lille smule, at kunne være sådan i live...
    Dén tanke, fyldte ham med skam.
    Til sidst måtte søsteren tilbage til Hjertet og sine rådgivere, og kun Riyeena sad tilbage. Hans sidste moder havde mere eller mindre forholdt sig passiv og blot studeret sine børns genforening, men nu lænede hun sig anstrengt frem - rakte en hånd ud med en lille smertensgrimasse og lagde den på sin ældstes arm. Fra moderen forventede han ingen overstrømmende følelsesudladninger - på dét punkt havde de altid lignet hinanden... Altid med følelserne under kontrol.
    "Det har lettet mit hjerte mere end du aner, endelig at have dig hjemme igen, min søn," hviskede hun og gav hans arm et enkelt klem. "Verden har været af lave, men nu tør jeg tro på, at alting nok skal ordne sig... Det skal vi to nok sørge for."
    Derefter forlod hun ham for at lade ham hvile. Og da Eyid var helt sikker på, at han var alene på kammeret og at der ikke var nogen i nærheden, lagde han hånden imod brystbenet og hviskede aktiveringsordene: Mørket vil sejre, med en forventningsfuld hjertebanken. Forventningsfuld... Det var forventning, var det ikke? Måske iblandet en snert af bekymring - men dén skyldtes vel kun risikoen for at blive opdaget...? Det var han rimelig sikker på. Engang ville han blot have sunget et par toner - så ville han have haft en idé om, hvilke slags væsener, der var i nærheden - men Sirenesangen var det første, Zahinael havde pillet af ham... Eyid var ikke klar til at forsøge sig endnu, selvom hans Herre havde givet ham tilladelse. Alt, der kunne hjælpe hans mission... 
    "Herre?" hviskede Eyid ud i mørket - vidste, at den magiske krystal, Zahinael havde udstyret ham med, ville bære hans ord over vandmasserne, over den enorme afstand, der måtte være imellem dem nu, til de nåede spionmesterens øre. "Herre. Jeg er inde."

Der var gået flere timer siden Eyidivan var blevet smidt af, og der havde været så mange tab i besætningen, at deres næste stop var blevet en anelse længere, mens de fandt ekstra hænder og satte spion nummer to af i en lille havneby langs kysten. Hun ville bevæge sig ind i landet til sin egen fødeby, mens skibet fortsatte nordpå og fik placeret et par i Nordvik. 
"Herre, herre!" lød en spinkel, dæmpet stemme akkompagneret med nogle bankelyde på glas og en livlig blafren af vinger. "Det er fisken!"
Zahinael tog blikket fra sin rapport og vendte opmærksomheden mod den lille alf i marmeladeglasset. Den stod med en pulserende krystal i armene og forsøgte at vifte ivrigt med den. 
"Opret kontakten," beordrede Zahinael og satte glasset frem midt på bordet.
"Men herre, jeg har ikke fået min eftermiddags-teske-sukker i dag!" brokkede det lille væsen sig.
"Og hvis det er attituden, får du ikke mere den næste uge!" svarede dæmonen snerrende og rystede glasset et par gange op og ned. Forbandet var det, at man skulle bruge alfernes magiske kunnen til at få de lortekrystaller til at virke. Det havde været svært nok at få den anden krystal ladet med magi nok og presset ind under havmandens hud. Selv der, var udsigterne, at den skulle udskiftes inden for et par måneder.
Truslen fik heldigvis den nu ret rundtossede alf på bedre tanker og krystallen  gav sig til at lyse med et fast, grønt skær, hvorefter Eyidivans stemme gik tydeligt igennem: "Herre, jeg er inde."
"Godt, min lille fisk," svarede Zahinael med et forventningsfuldt smil på læberne - og en lille smule hjertebanken. "Giv mig en hurtig status, og fortsæt så noget tid uden kontakt, mens du falder til. De må ikke fatte mistanke. Kontakt mig igen, når noget vigtigt skal viderebringes - ellers kontakter jeg dig, når vi er klar til næste fase."

    Spionmesterens ros betød alt, og Eyid bøjede hovedet - lettet - før han efterkom ordren: "Deres efterretninger var rigtige, Herre; Cyreesai og Atha'ame sidder på Distriktet og lader til at have fundet... en form for respekt for hinanden. En forståelse. Min tilbageblevne mor er invalideret efter borgerkrigen og tydeligvis ikke tilfreds med samarbejdet." Verden har været af lave, men nu tør jeg tro på, at alting nok skal ordne sig - det var sådan, hun havde sagt. "Jeg tror, jeg kan regne med hendes støtte, hvis jeg går efter Atha'ames Distriktslederpost. Riyeena har den ældre generations respekt, mens Atha'ame stadig er ung - uden alliancer, der bygger på andet end fælles visioner, og dét holder bare ikke på samme måde som gammel, cementeret loyalitet hernede... Jeg ved endnu ikke, hvor de andre, mindre grupper i Distriktet står; Håndværkerne, Samlerne, Jægerne... Men jeg skal sørge for, at finde ud af det hurtigst muligt."
     Eyid kunne ikke se Zahinael - kun høre spionmesterens stemme - men han kunne alligevel levende forestille sig ham; siddende ved sit ordentlige skrivebord eller i en god stol. Sandsynligvis med en bunke rapporter foran sig, og muligvis med et enkelt glas hundedyr vin inden for rækkevidde...
    "Cyreesai lader til at have... accepteret mig." Han var ikke sikker på, at det var den rigtige måde at beskrive deres genforening på, men noget i ham gjorde modstand imod at sætte varmere følelser på. "Jeg tror ikke, det bliver svært at glide ind som hendes fortrolige igen - påvirke hende i den rigtige retning. Begge hendes forældre faldt under borgerkrigen, og jeg tror hun føler sig... meget alene."