Ikke så langt uden for Dianthos travle hovedstad og dets høje mure, var der en mindre klynge træer. Engang havde den måske været en skov, engang havde det måske været en ligeså stor skov som den der strakte sig hos elverne, og nogle talte trods alt om tiderne før den større civilisation, hvor at skovens væsner - og folk - var dem der bosatte og benyttede sig af de landområder der fandtes i Krystallandet.
Hvad der var sandt, og hvad der var falsk hvad angik information og viden om dén tid, se det var der ikke mange væsner der var gamle nok til at kende noget til; det var for længst forsvundne sjæle og døde legemer. Men velbevarede ruiner var dog stadigvæk til at udforske... og en af disse, befandt sig ikke meget længere end en lille halv time fra hovedstaden, var man til hesteryg. 

Aldamar havde været der før, i dagene efter han lige var kommet til Dianthos. Sammen med nogle bekendte var han taget derud, og turen i sig selv havde været fantastisk - intet mindre end en fascinerende rejse i gennem nærlandet, og en fornøjelig forandring når de så endelig kom til skoven, hvor at vejen der førte hen til ruinerne, heldigvis ikke var helt skjult, og relativt godt trådt ned givet forårets tidliger besøgende. 
Nu hvor at det var vinter, var det en smule mere... udfordrende at tyde den usynlige sti, igennem de nedfaldne blade, nøgne buske og snedækkede landskab. Men de farede heldigvis ikke vild. 

Det havde dog været en lille frygt og Aldamar kunne ikke lade værd med at ånde en anelse lettet op da han endelig spottede silhuetterne af de nedfaldne, gamle sten. Blikket gled med et tilfreds smil imod Fabian, og han slog ud med hånden. "Se så? Jeg sagde jo at jeg havde styr på det - ingen farer vild så tæt på hovedstaden, og slet ikke mig" Aldamar's ene hånd gled op omkring hagen, som strøg den stubbene en anelse selvtilfreds, rankt siddende på den sorte hoppe han havde valgt sig. 

Da de havde været på vej ud af Dianthos, der var mylderet allerede begyndt, men fordi de var på hesteryg, var det naturligt at der blev banet vej for dem, og snart havde de fundet ud af i storbyen og ramt landevejene og de åbne landskaber i stedet for.
Luften var frisk, og den tykke uldkappe og støvler gjorde sit for at Fabian ikke behøvede at være bekymret for den kolde luft, også selvom hans næse og kinder hurtig var blevet røde af kulden.

Turen var overraskende kort, selvom Fabian begyndte at blive lidt bekymret da de kom af stien som de kunne se og Aldamar skulle navigere dem frem, men endelig kom de dertil. Ruinerne så ikke ud af meget, især ikke fra den distance, men alligevel var det et smil der blev sendt mod Aldamar.
”Jeg havde nu alligevel mine tvivl,” sagde han grinende, hvilket Aldamar nok desværre kunne mærke var rigtig i stedet for blot dril. ”Du har jo heller ikke været i Dianthos i så længe vel? Du er praktisk talt stadig en turist.” Hans øjne glimtede lidt, men han tvang alligevel hesten til at gå videre mod ruinerne. Nu var der dog ikke nogen hast med at komme fra. De var heldigvis så alene som de kunne være herude, hvilket måske ikke var særlig godt for en fyrstesøn, men hvem bekymrede sig? Den friske luft gjorde godt, og Fabian glædede sig til at komme ned på hesten for at hive Aldamar ind til sig, nu når ingen kiggede. 

Det var ikke fordi at Aldamar var naiv når han tog udenfor byen. Backer havde fået en besked om hvor de var taget hen, og havde i samme omgang også fået en cirka besked om hvornår de burde være tilbage - overskred de den tidshorisont meget, jah så ville der komme folk ud og lede efter dem. Overraskende nok, jah så havde Aldamar - og det var måske første gang Fabian så det rigtigt - også taget et sværd og en kniv med, og trods sin indlagrede modvilje imod kamp for blot kampens skyld, var han ikke gearet på at tage ubeskyttet nogle steder hen. Uheld kunne jo ske. 
Han regnede dog ikke med det, og sværdet var derfor også så vidt som muligt pakket godt væk, på den anden side end den Fabian befandt sig ved. Han havde heller ikke ligefrem gjort det tydeligt, at han havde pakket det ned, så det var ikke engang sikkert at Fabian vidste at han havde det. 

Hånden stoppede sin lille aening af skægget, og han kiggede med et 'forarget' fnys imod Fabian, en enkelt pegefinger løftet idet at de bevægede sig videre frem. "Turist?! Jeg har da været mange steder i byen..." en lille pause og blikket gled væk fra Fabian og frem foran dem igen. "... hvis du skærer lidt over halvdelen af den væk" afsluttede han, et ikke skjult smil i mundvigen, da han trods alt var ganske bevidst om at eventyr i de beskidte gader... jah der gjorde han sig ikke i. 
Men eventyr i beskidte ruiner? Man havde vel sin dobbeltmorale. 

Desto nærmere de kom, desto flere detaljer kunne snart anes på de mosbegroede mursten, hvor at den urørte sne vidnede om at det var noget tid siden at nogen overhovedet, havde været her. Så man bort fra nogle fodspor fra fugle, og et enkelt større dyreprint af hvad der lignede en forbipasserende katteart, jah så virkede det til at de var de første i et godt stykke tid. 

Fabians øjenbryn hævede sig, som Aldamar påstod at han havde været mange steder i byen, for der var også mange steder han ikke havde været, og så kom sætningen der gjorde at han fik ret i udtalelsen. ”Mmmh..” kom den lidt morende lyd fra Fabian. ”Man kan ikke bare ignorere halvdelen af byen, bare fordi den ikke er så pæn.” Hans øjne funklede i solskinnet og med et blik i Aldamars retning. ”Hvis du havde gjort det konsekvent, så havde du heller ikke haft mig med på tur, vel?” Ikke at Fabian ville være en der ville foreslå at de skulle bruge tid i de lavere lag i Dianthos. Der var lidt klamt til tider, dog kunne han ikke løbe fra at det var der hvor han var det meste af tiden.

Hestene var heldigvis nemme at få navigeret hen i nærheden af ruinerne, og som de kom tæt nok på stoppede Fabian endelig sin hest, og stod af den, som han tog synet af ruinerne lidt i sig. De var mere velholdte end han havde forventet, selvom det stadig var ruiner.
Hans øjne kiggede dog mere efter et sted han kunne sætte hesten, så e ikke risikerede at de ville løbe væk mens de stod her. ”Jeg tror dog at du får svært ved at få mig ud af tøjet herude,” kunne han ikke lade vær med at kommentere, som han ledte sin hest hen mod nogle planker som ikke var blevet ædt op af tidens tand, som han kunne tøjre hestens til. Det var også lidt ude af sneen og vinden. 

Det var med en klirren af bæltespænder og andre metalringe at Aldamar selv stod af, selvom at da han først ramte jorden, blev alt mere dæmpet. Måske var det sneens opslugende effekt, som her udøvede sin magi og dermed tog enhver lyd der kom fra de bløde læderstøvler eller hvislende stof, og gjorde det tavst. Måske var det bare stemningen herude som dæmpede ham, og lod ham stå en anelse tavst og betragte ruinerne foran sig, også selvom Fabian's ord stod ubesvarede hen. 
Måske var det ikke andet end kortvarig ærefrygt, som i det næste nu var væk, og han med et lille grin lod blikket glide tilbage på skøgen. "Oh joh jeg kan" smilede han, og trådte nogle skridt nærmere manden efter at have tøjret sin egen hest. Han kunne sagtens ignorere den. 

Og svaret gjaldt ikke kun byen, da han med et lille fnys ikke ventede på at Fabian selv havde tøjret sin hest, men forsatte fremad imod hvad der kunne ligne en forplads imellem alt det her; dog stadigvæk dækket godt til at sne. Han stoppede dog op, latter i stemmen da han vendte sig omkring, armene slået ud så hele det prægtige syn tårnede sig op omkring ham bagved ham. "Og tror du virkelig at jeg ikke kan lokke dig ud af bare noget af det?" smilede han drilskt, en lumsk undertone bagved det. Det ville blive koldt, så det var ikke nødvendigvis det smarteste. Men han skulle ikke stille en udfordring op, hvis det ikke var en udfordring Aldamar skulle følge til dørs; det måtte efterhånden være en selvfølge. 

Selvfølgelig havde der været en skjult udfordring i det, selvom Fabian følte sig mere sikker i at det nok blev lidt sværere for Aldamar normalvis. Da de havde studeret havde det været noget andet, end hvordan tingene lå nu. Han ønskede ikke at blive syg, eller blive alt for koldt, når han vidste at han ikke kunne komme tilbage hjem og varme sig i en varm seng. Aldamar havde andre planer.

Hans ben begyndte at bære ham ind mod Aldamar, som var stoppet op. ”Du kan jo prøve, hvis du har lyst,” sagde han og gik med faste skridt mod Aldamar, bare for at række ud efter ham, for at hive ham lidt tættere. De var endelig alene. ”Men kun hvis du tør. Jeg er ikke den største fan af kulde, for kuldens skyld,” hviskede han, inden han trådte drillende et skridt tilbage. Det kunne godt være at Aldamar var kommet her af en grund, men Fabian var taget på tur af en helt anden grund, og når han følte sig så godt som frisk, så ville han hellere drille og distrahere Aldamar alt hvad han kunne, med et par enkelte skjulte kys kun for dem. Når han lige fortjente det. 

Med en varm latter blev Aldamar trukket ind i et kram, og selvom han prøvede at vikle sig en anelse fri, så var det mere for showets skyld end det var for forsøgets skyld. Sandheden var nu engang at han brød sig ganske godt om hvor han befandt sig lige nu... det var ingen hemmelighed for andre end alle andre. 
Ved en sagte hvisken var det dog at 'kampen' stoppede i nogle sekunder - en hvisken der fik en ganske genkendelig sitren til at danse ned over hans rygsøjle, og på dét trådte Fabian et skridt tilbage, for at lade Aldamar trække vejret ind igen med et lille, uhørligt gisp. 
Den mand. Aldamar skvævede over skulderen, og bekæmpede trangen til at tackle ham ned i sneen. For nu, den ville nok dukke op igen.  

I stedet sukkede han, og vinkede til ham for at få ham herop. " Om jeg tør - hvad skal det betyde?" grinte han, og gik med knirkende skridt nærmere de stenvægge der fangede hans øjne, men holdt et lusket blik på Fabian imens. Ingen løjer. 
Væggene var dækket af et solglimtende lag af iskrystaller, men det var ikke dem som Aldamar fandt spændende - nej, det var hvad der var på væggene længere inde! Først ville de dog skulle lave et lille bål, så hestene ikke blev kolde og noget af sneen.... Aldamar's blik gled imod jorden under dem. Så noget af sneen smeltede, og afslørrede de runer han vidste var under. 
Og for et lille øjeblik, var han fuldkommen distraheret af sine planer, trods han havde lovet sig selv ikke at blive lige præcis dét. 

Det havde været få korte øjeblikke af velbehag at have Aldamar tæt på sig, men det var også noget han altid kunne opsøge igen og igen, ligesom han havde lyst til, især nu når de var alene. Ikke at han ikke lod Aldamar gå væk, nu når han selv var den første til at give slip. ”Hmmm... enhver kunne vel komme forbi herude, og jeg er vel lidt krævende når jeg skal håndtere kulden også,” kommenterede han næsten overvejende, selvom han ikke havde meget at sige til det. Hans blågrønne øjne forlod dog ikke fyrstesønnens krop som han gik længere ind. For en stund holdt sig endda også på afstand, og kiggede på hvordan Aldamar stod og overvejede noget.
Ligeså stille begyndte han dog selv at gå, se om Aldamars øjne fandt ham, og som de ikke gjorde luskede han alligevel tilbage mod Aldamar, for at lægge armene om fyrstesønnen igen, denne gang bagfra. Så mange planer, når det hele kun handlede om en ting.

”Men måske vi bør tage noget af dit tøj af i stedet for,” mumlede han drillende, og forsøgte at placere et kys mod Aldamars kind, hvis han ikke vred sig for meget rundt i hans arme eller forsøgte at komme helt fri. Det var nærmest umuligt at lade vær med at røre fyrstesønnen. Det hjalp nok heller ikke at Fabian havde ingen interesse i ruinerne de stod i. 

Bagved sig hørte han Fabian påpege hvordan at nogen, eller måske mere korrekt formuleret, enhver kunne komme forbi herude, men det fik ikke andet end en lille affejende viften med hånden, som ikke helt ville enten acceptere eller godkende dét som en trussel. De var taget en halv time udenfor byen. Hvis nogle fandt dem herude, måtte det være et tegn fra guderne selv, om at det bare ikke burde lade sig gøre at finde ro sammen. Fokusset var dog stadigvæk fuldkommen taget af de ældgamle stenruiner, så da Fabian fik lusket sig tættere på til endnu en tæt omfavnelse, var det en kærkommen overraskelse der fik Aldamar til at folde sine egne arme ind over dem Fabian havde omkring ham med endnu en latter, nu distraheret fra sine vægge endnu engang. 

Hovedet gled en anelse til siden, og med et lille smil følte han et kys blive sendt videre til kinden; en genkendelig varme spredte sig indvendigt, trods verden udenfor lige nu var ganske kølig. 
"Og gøre Arysprinsen syg op til sit eget bryllup - for ikke at tale om midvinterballet? Du må være skør" klukkede han, og møvede sig omkring i armene, så hovedet kunne vendes opad og betragte den kønne Fabian. At han var skør, var dog ikke et nej, og Aldamar's hænder møvede sig ind for at gribe fat om hans kappe, så den kunne foldes udover ham. Når han så fik fat i den, fandt hænderne i stedet vej ind under ulden, hvor at de foldede sig omkring livet på ham og trak ham tættere, mørkeblå øjne vagt funklende. "Men så igen..." mumlede han, og lod den ene hånd stikke af for at lede det markerede ansigt længere ned. "... det er også skørt at tage dig med herud, og forvente at du ser vidunderet der omgiver os" hviskede han drillende imod den andens læber, inden at han med et lille suk pressede dem imod sine egne. 
Han behøvede ikke at Fabian så det fantastiske i ruinerne, slet ikke. Bare han holdt ham med selskab, og til dels også holdt om ham, så skulle han nok nyde sine nørderier mere diskret. 

Latteren lød fra Fabian og hans øjne blev lidt smalle som hele hans ansigt foretrak sig i en latter. ”Du har adgang til de bedste helbredere, jeg har en fornemmelse af at din mor nok skal sørge for at du ikke er syg til brylluppet,” sagde han og klemte Aldamar lidt om livet. Nogle af dem kunne virkelig fjerne selv de mindste problemer, og mon ikke Arys familien ville sætte alt ind for at Aldamar ikke risikerede at være syg på sin egen bryllupsdag.

Han var ikke meget for at lade Aldamar møve sig omkring, men lidt modvilligt lod han Arysprinsen gøre det, så han også bedre kunne se hans kønne ansigt. Det havde dog ikke været meningen med omfavnelsen, men Fabian var svag.
”Okay... det er lidt skørt,” sagde han endelig med funklende øjne. Nej, lige nu havde han kun øjne for Aldamar, næsten irriterende nok. ”Vi tog herud for at vi kunne være alene, ikke for at du kunne kigge på nogle kedelige ruiner.” Aldamar var her godt nok også af den anden grund, men lige nu havde Fabian det alligevel fint med at holde ham fanget. Han lænede sig lidt ind mod Aldamar og stødte deres pander mod hinanden. Han vidste godt at de ikke kunne stå sådan her for evigt, men han ville nu gøre sit bedste alligevel. 

Det var med et fornøjet lille grin at Aldamar måtte se sig skyldig i at ville to ting, og måske kun få den ene af dem. Men da han aldrig havde været fantastisk til at tage en beslutning lige på den front, var det måske ganske forventeligt at han prøvede at få fat i begge dele, og holdt sig derfor tæt omkring den højere mand, men uden at love hvillken retning dagens lille udflugt ville tage. Han kunne ikke love noget, omend han var rigeligt bevidst om det oplagte. 
Derfor var det også med en lille, fornøjet brummen, at øjnene gled i, og han efter nogle gode sekunder, nev ham lidt i siden (måske endda en anelse pludseligt), hænderne stadigvæk viklet om livet på ham. 

"Okay, okay... jeg tænkte at vi kunne tænde et bål? Både for din, men også hestenes skyld" endte han med at mumle, ganske lavmælt da der næppe var grund til mere når han var så tæt på. Aldamar trak sig få centimeter tilbage, så de mørkeblå øjne kunne fange hans blågrønne, overvejende i deres aflæsning af  hvor få minutter han reelt set kunne liste sig væk i. Ikke mange, regnede han med, og skulle han være ærlig... jah så var det også okay. 
Det var små krav som blev sat af Fabian. Både i deres forhold, men også i deres samvær. Så hvis et af dem var at han faktisk var nærværende når de sammen var taget ud midt i ingenting, så var det et han godt kunne følge op på; alt andet ville jo næsten være en anelse svinsk, ville det ikke? 
I hvert fald ikke en måde han ville behandle nogen fin dame på, det var så helt sikkert. Og selvom Fabian ikke var nogen fin dame - så langt fra - var der stadigvæk... ganske meget mere værd, end at lade sig opsluge af studier - også selvom de trak i ham. 

Fabian kunne ikke helt gøre sig selv fri fra at være et menneske, og da han ikke havde set niveriet komme, var det også lidt af et chok, som han veg lidt til siden, med et lavmælt. ”Av.” Det havde næppe gjort markant ondt, men det var pludseligt, og lidt ligesom når man troede at man bankede foden mod noget, uden faktisk at have gjort det, så var det kroppens naturlige reaktion.
Hans øjne blev mere smalle, og havde Aldamar ikke i samme sekund begyndte at snakke, så var han ikke gået fri af gengældelse, enten i den ene eller anden form. I stedet for måtte han dog fokusere på Aldamars ord.

”Min?” sagde han og løftede et øjenbryn af ham. ”Oh, du forventer stadig at få mig ud af tøjet.” Smilet blev lidt bredere men han var endnu ikke villig til at lade Aldamar slippe afsted. Et bål ville dog være rart, nok også for Aldamar, hvis nogen af dem kom til at åbne for meget af deres tøj for den anden. ”Jeg tror ellers jeg får alt min varme fra dig af.” Selvom hans hænder var behandskede, sneg ham dem også under Aldamars jakke, så han bedre kunne mærke tøjet der var inde under, også selvom Aldamar nok også kunne mærke en smule kulde der fulgte med dem ind.

Selvom Fabian ikke var meget for at give slip på Aldamar, så kunne han dog også godt erkende at et bål nok var meget smart, om ikke andet for hestene, som nok var vant til at stå tøjret noget varmere end herude i intetheden. 

Det lille 'av' fik en mere fornøjet latter fra Aldamar, der dog ikke slap fri så let, da han i stedet følte hvordan behandskede hænder nu i stedet lukkede kulden ind under hans kappe såvel som frakke. Gysende - det var trods alt tæt 0 grader omkring dem, og instinktivt trak han sig selv en anelse nærmere Fabian's kappe for at lukke af for de 'huller' manden havde lavet... at det så ikke virkede helt så effektivt som han havde håbet på, kunne han brokke sig over senere; Aldamar's blik blev en anelse smallere da han kiggede op på ham. 
"Nix du, der er kun så meget varme der kan gå rundt" mindede han ham om, selvom han... ikke rigtigt gjorde noget for at følge op på de ord, da han hverken trak sig eller fiskede fingrene ud af hans lukkede inderlommer. 

Ikke førhen at han lige havde fået fem gode sekunder af den underlige omfavnelse at føle, og han med et et lille suk  bålet - trak den ene hånd til sig, og stak den i lommen. Frem hev han en medaljon. 
Det var ikke en af dem som Aldamar selv havde pakket, da den her var en ganske simpel krystal, omviklet med kobber og sat fast til hvad der måtte være en helt almindelig lædersnor. Men den gnistrede med en indvendig lille energi, og Aldamar listede den under kappen, og lirkede armen ind imellem deres fronter, så Fabian kunne se den. "Jeg har heldigvis snydt en anelse, og fik Backer til at pakke en ildkrystal... hvis vi kan finde noget brænde..." næsten sigende løftede Aldamar øjenbrynene et par gange, med et lille, smålusket og spørgende glimt tindrende i de mørke øjne. 
Han kunne da ikke forvente at Aldamar skulle finde brænde, vel? Han havde jo sørget for krystallen, kunne de nok se. 

Fabian hev glædeligt Aldamar tættere på sig, med et smørret grin på læberne. ”Jamen, så må du huske at dele lidt ud af det,” sagde han, og lænede sig ned og lagde sine læber mod Aldamars næsetip, kun få øjeblikke inden at Aldamar trak sig lidt væk, for at gøre ting der var mere praktiske. Det virkede jo næsten fjollet når de stod med hinanden i armene, men desværre kunne Fabian ikke benægte det behagelige ved et bål.

Et blik der talte om det store forræderi Aldamar var i gang med at begå, havde placeret sig i Fabians øjne, som han kiggede mod ildkrystallen og så Aldamar. Han ville bare studere, ville han! Alligevel kunne Fabian ikke helt fjerne fascinationen af ildkrystallen. De var ikke billige og derfor havde Fabian ikke set en i lang tid. Krystaller med magi var altid bare en smule fascinerende, om ikke andet for hvor pæne de var.
”Jeg var under meget stress og smerte i går, er du sikker på at det er sundt for mig allerede at rende rundt alene,” spurgte han, velvidende om at det nok ikke var det bedste emne faktisk at tage fat i. Det var dog det eneste han havde som grund til ikke at gå alene ud i kulden for at finde brænde, også selvom han ville være langt mere effektiv end Aldamar. Dog var Fabian også mere vant til at flække brænde frem for at finde brænde i skoven, og de seneste par år... der havde han slet ikke gjort sig i det.

Gennemskuet. Så let som ingenting blev Aldamar gennemskuet af den anden, og måtte skyldigt indrømme at det så bestemt havde været tanken at luske sig hen imod ruinerne, hvis Fabian nu kunne sørge for det praktiske. Om det så var brænde samling, bålanretning eller sågar båloptænding - det kunne komme ud på et - det ville holde hans tanker beskæftiget længe nok til at han kunne nå sine skriblerier! 
Men ganske gennemskuet var han, omend han alligevel syntes at kunne hente nogle billige point ind ved at tage en fancy krystal med, som Fabian kunne observere. Var det dog nok? 
Det virkede næsten en anelse flabet at stikke noget glimtende i hånden på manden, for at distrahere ham. 

Aldamar's lumske blik smalledes dog en anelse ind, da han hørte hvilken grund der skulle være for at Fabian ikke kunne ordne det alene. Hmm... sagt på ethvert andet tidspunkt, ville Aldamar have været tilbøjelig til at give ham ret, og bestemt argumenteret for hvorfor han ikke skulle gå rundt alene i de store skove. Men når brugt på sådan en præmis? Fyrstesønnens overvejende, næsten bekymrede udtryk forsvandt i et smil, og han lod den behandskede hånd glide omkring nakken på ham for at give ham et lille, forsikrende kys. "Jeg hørte engang nogle sige at 'det skal gåes væk'. Nu må vi jo finde ud af om det er helt forkert" smilede han med et mere drillende glimt i de mørke øjne, og fandt fumlende igennem lagene Fabian's hånd, for at trykke ild-krystallen ind i den. Den måtte han gerne holde lidt, hvis det var en trøst. "Og så må vi jo sørge for at få alt den... stress og smerte helt ud af dit system, så det ikke er farligt at gå alene igen" hviskede han drillende, men løsnede derpå også en anelse, hvis han ville trække sig. 
Han kunne godt gå med, meeen... 

Selvom Fabian nød glimtende ting og dyrebare ting, så var han dog ikke så nem at distrahere som en skade der var draget til de skinnende ting, eller en hund der blev serveret mad. Desværre var den mest skinnende ting lige nu Aldamars selskab og selv ikke ildkrystallen kunne gøre op for det. Og så ville Fabian også bare gerne lidt være på tværs overfor fyrstesønnen.

Han gengældte kysset, men var ikke meget for at rykke sig tilbage, selvom et udtryk af utilfredshed gled over den lyshåret mands ansigt. ”Måske var jeg lidt overilet da jeg sagde det,” sagde Fabian, næsten lidt brokkende og opgivende.
Kort varigt kiggede hans øjne lidt ned som han mærkede krystallen blive stukket i hans hånd. ”Jeg tror måske det hjælper hvis jeg ser at selv en fyrstesøn kan finde ud af at finde brænde sammen?” Han kunne hverken helt holde tonen eller masken helt. Den drillende tone gled over i hvad han sagde, og smilet strakte sig alligevel over hans læber, som han halvt prøvede at gemme, ved at lægge sit hoved opgivende på Aldamars skulder. Hans arme virkede heller ikke til at være helt villige til at give slip endnu. Bare et par sekunder mere. 

Han fik ikke lov til at snige sig væk endnu. Aldamar's øjne fulgte ham da han opgivende lagde hovedet imod hans skulder, og selvom det et eller andet sted var en anelse op af bakke, kunne han ikke lade være med at smile lidt bredere, med en anelse mere ømhed, skjult af det krøllede mørke hår der dækkede hans profil - men også af vinklen der holdt Fabian's øjne lukkede og nede imod skulderen. Det var nu meget sødt. 
Armene strakte sig ind over hans ryg, og Aldamar's egen hage gled op og hvile på den højere mands skulder i nogle gode sekunder, førhen at han ikke kunne dy sig, og med en lavmælt lille (men tilfreds) sukken drejede ansigtet imod den kortklippede side, hvor at øret så belejligt var placeret. Forsigtigt var det at tænderne skrabede imod det, i en drillende lille og ikke mindst prikkende nippen, imens hænderne sørgede for at glide ned imod lænden. "Og hvordan skulle det hjælpe, at se mig arbejde? Det er ikke et kønt syn, af du ved det" mumlede han med et fornøjet lille grin, trods det havde en grad af sandhed i sig. 

Aldamar havde mange evner, og inden for det, havde han også mange kultiverede og... specialiserede evner. Han havde også sine erfaringer hvad gjaldt det praktiske, og ville aldrig sætte sig selv som værende hjælpeløs. Men lidt pinligt var det, at de praktiske evner var ganske begrænsede. Det havde både sine fordele og ulemper at vokse op i adelen, og der var nogle færdigheder der bare ikke var blevet tillært, da der aldrig havde været grund til det. 
At samle brænde kunne alle, men at tænde et bål uden ildkrystallens hjælp? Se det ville strak være værrer for en mand som ham.... så det prøvede man at skjule når man kunne. 

En lille gysen gik igennem kroppen på Fabian, og smilet, der ganske belejligt var skjult, blev kun bredere, som de hviskende ord kom ind i hans ører, kun kort efter den nippende fornemmelse. Det var lidt uretfærdig at Aldamar også efterhånden kendte Fabian som han gjorde, for selvom det var ganske uskyldig hvad han gjorde, så vidste han også at Fabian godt kunne lide det. Han kunne lide de fleste intime ting, og selvom han nu foretrak ting af en lidt anden kaliber, så sagde han aldrig nej til at høre den lavmælte stemme.

Et lille suk undslap, men han havde jo også godt hele tiden vidst at det ville gå den her vej, så endelig løftede han hovedet, så han selv kunne hviske. ”Mmmhh... du har nok ganske ret. Du ville se mere kønnere ud i noget lidt mere letpåklædt, men vi kan jo ikke have du bliver syg,” var ordene der lød, inden han også gav Aldamars øre et lille nip, og rankede sig så op igen. ”Så lad os håbe jeg ikke falder om, fordi jeg alligevel er syg,” sagde han, og gav endelig slip på Aldamar, så han kunne komme fri af Aldamars omfavnelse.
På vejen væk, så kunne han dog ikke lade vær med lige at give et drillende klap mod Aldamars røv, nu når han alligevel havde lov. Heldigvis følte han sig stadig ganske sikker i sine evner til at finde brænde, og ildkrystallen ville gøre det nemmere at tænde. 

Overtalelsen kom endelig til sin ret, og Aldamar lod en fornøjet lille mumlen følge med, da han selv mærkede hvordan at ordnende også blev efterfulgt af handling, og handlingen var nok til at få blodet lidt op i kinderne. Det var dog ikke her at det stoppede, og farven skulle lige nå at blive en anelse mere fremtrædende inden at Fabian forlod ham til fordel for brænde-jagten. 
Først var der dog en lille mumlen der pointerede at han jo faktisk var syg, og Aldamar nussede ham fornøjet udenpå tøjet, imod lænden, da han stærkt tvivlede på at det ville ske. Ukrudt var ikke lige sådan at fjerne, og Fabian virkede umiddelbart som typen der kunne komme igennem næsten alt. 

Han skulle til at svare da manden viklede sig fri, førhen at han på sin vej væk mærkede et klask imod røven, og han med et overrasket lille gib hoppede fremad, hænderne beskyttende over det ramte område og et næsten målløs blik over skulderen - det havde han ikke gjort før - der dog falmede til fordel for det grin der tog over. "Årh hold op, du falder ingen steder hen, udover til ro, når du kommer tilbage" blev der leet, og advarende var det at Aldamar løftede den ene finger - han kunne lige vove på at være skyld i endnu en omgang panik for det adelige hjerte. Det var sådan noget der gav rynker, og Aldamar var just begyndt at slippe af med lige præcis dem. 
Men nu hvor at han var alene... et næsten lusket blik lyste op i de mørke øjne, og hurtigt var han på vej ind imod de gamle stenbygninger, en hånd i lommen og en blok kom med op da han trak hånden til sig igen. Med trækul i den anden, var det at Aldamar forsøgte at finde det sted han havde måtte stoppe ved sidst, og forsøgte - ganske om Fabian havde spået - at få så meget ud af sin tid med runerne som han kunne. 
Bare ind til Fabian kom tilbage, hvor at han ville slippe sin undren på nu, og i stedet give opmærksomheden til ham der fortjente den. 

Aldamars reaktioner var i sandhed alt. Det blev dog ikke sagt højt, men i stedet for var det et fornøjet udtryk i Fabians ansigt som han viklede sig fri, og virkelig kunne værdsætte at Aldamar var blevet lidt rød og så... hoppet.
Det var det største, mest smørrede smil der var på skøgens læber, som han halvt bakkede bagud for at se hele Aldamars reaktion til enden. Det var ikke ofte at han havde gået efter Aldamars røv af flere grunde, men når man fik sådan en reaktion ud af det, så havde man jo pludselig lyst til at gøre det oftere.

Latteren brød fra Fabian. ”Lad os håbe det,” sagde han, selvom han nu også troede på det. Måske ikke at de ville falde til ro, men at han ikke ville gå rundt og falde mens han fandt brændet.
Han vendte sig dermed også endelig om og begyndte at gå væk fra stedet, tættere på træerne der var i nærheden, mens han begyndte at lede efter brænde.

Til trods for sneen, så var der også en klynge af træer, som havde formået at holde det meste af den væk fra skovbunden, som gjorde jobbet en anelse nemmere for Fabian. Han var startet lidt småt, men som han endelig gik i gang, var det nemt at finde både mindre og længere kæppe, som kunne bruges. De var ikke i nærheden af noget bebyggelse, og dermed var der ikke meget kamp med andre.
Det var derfor også med armene fyldt af brænde at han kom tilbage og smed mod jorden, hvor der ikke var sne, inden han begyndte at opsætte et bål, og skubbede resten af træstykkerne lidt væk, så de ikke bare fik fat i ilden. Med ildkrystallen var det også væsentlig nemmere at tænde for de stadig småfugtige stykker brænde.

Ville Aldamar ikke dukke op relativt hurtig, så ville han dog begynde at kalde på ham.