Matt betragtede Ulven afventende, som han tog bestillingsarbejdet i nærmere øjesyn. Hans arrede ansigt afslørede intet om, hvad end han måtte tænke men smeden havde været igennem lignende situationer før, hvormed nervøsiteten var en mild én af slagsen.
Man kunne sige meget om bandelederen, men Matt brød sig om ham. Han holdte ro i gaderne og tog ikke mere, end han gav tilbage. Og altid betalte han for dét arbejde, Matt gjorde for ham. Med krystaller. Det var ikke alle smede i Den Nedre Bydel, der kunne prise sig lykkelig for en lignende forretningsaftale og Matt var ikke nogen dum mand. Han forstod at værdsætte dét, skæbnen smed efter ham.
Ulven så op og nikkede godkendende. Dernæst fremdrog han en lille lærredspose fra sin frakkelomme, som han vanligt kastede mod smeden, der greb den med begge hænder. ”Som altid en fornøjelse, Pax. Kunne hundens ejermand lide halsbåndet egentlig?”
Noget, Matt ville definere som spøgefuldt og fremmed, satte sig med ét fast i den anden mands ene mundvige. Dernæst skete der dét, Matt aldrig i sin vildeste fantasi ville have kunnet forestille sig…
Ulven lo.
”Ja. Ja, han kan godt lide det. Det er praktisk.”

Undergrunden havde været Flokkens tilhørssted lang tid forinden, at Pax havde sat sig på dens trone. Deres område under byen var stort med alskens kamre og gangtunneller, hvori Nox blev fremstillet og distribueret, krystaller fra tiggeriet optalt, træningsområder til snarligt kommende kamphaner til Arenaen blev benyttet ved enhver lejlighed, og tyvekoster opmagasineret forinden, at de endte på det sorte marked.
Pax havde altid brudt sig om at være der. Der summede af liv på alle tidspunkter af døgnet. Børnene kom og rendte som de lystede, eller legede i en af de mange klippeudhulinger, når de ikke befandt sig på gadehjørnerne. Kvinder og mænd talte, spillede kort, lavede mad, vaskede tøj, spillede musik, pralede af vellykkede kups, konkurrerede og trænede deres respektive færdigheder. Det var en by under Byen.
Det var dog en særlig dag de alle gik i møde. Noget var under opsejling og livet i Ulvens Flok pulserede af forventning, velvidende at én skulle slutte sig officielt til dem…
Det betød mad, musik, dans og skummende øl. Ét øjeblik hvori de kunne glemme, hvad morgendagen bragte af usikkerheder for sådan nogle som dem.

Pax bevægede sig med vante skridt igennem tunnellerne, indtil han stødte på Verdis. Pakken, han netop havde hentet fra smeden, lå forsvarligt gemt væk i en af hans utallige inderlommer men da han stoppede op, og Verdis begyndte at fortælle om forberedelserne til ritualet, lod Pax ubevidst en hånd glide henover det ru papir.
Den var der stadig.
”Alting er klar?”
”Ja. Juno er blevet taget til en af kamrene og Elis, Magda og Sofia er hos ham.”
Pax nikkede tilfreds. De tre kvinders opgave var at teste Sproget – dét, Juno havde lært da han var barn og som var Flokkens – og dernæst gennemgå ritualet med ham, forberede ham på dét, der ventede. Pax havde, forinden dagens opkomst, insisteret på at tale Deres sprog og rettet på Junos udtalelse, indtil han nær havde fået hevet sit ene øre af men det var lykkes.
Fandeme om de skulle tabe det på gulvet fordi, at Juno ikke bestod Testen… 
”Og Edward?”
”Han er på plads.”
Pax og Verdis sluttede sig endeligt til den rungende menneskemængde i en abnorm klippeudhuling, hvis loft syntes at være så højt over dem, at deres menneskeøjne ikke kunne finde det. Overalt duftede der af mad og bål, børnene skreg og grinede i frydende vildskab, øllet blev uddelt med glædesbrøl og Pax tog sig selv i at lade sine mundvige lette. I dag blev en god dag…

Hele dagen havde føltes som en drøm. Som var Juno slet ikke i Undergrunden, og da slet ikke en del af de grinende og larmende mennesker der omgav ham. Som var han den eneste der var kvalm og lethovedet. Tanken om ritualet var slemt nok i sig selv, det blev kun værre når Juno var sikker på at han ville kaste op imens. 
Det blev bedre, da han først blev ført det til et kammer, hvori han skulle testes i Sproget. Dét var han i det mindste forberedt på, så langt havde Pax hjulpet ham. Det havde været en frustrerende dag med mange rettelser, der havde såret Junos ego og lært ham at bande mere end noget andet, indtil Pax endelig havde set sig tilfreds. 
Selvom Juno havde det bedre i kammeret med kvinderne, blev hans attitude ikke bedre. Han ville gerne videre - han ville se Pax igen, og han ville bare gerne springe til den del, hvor han kunne erklære ham sin. Hans svar i deres test var alle kort for hovedet, hans blik konstant søgende væk fra kammeret, indtil Magda i en bestemt tone advarede ham om, at de ikke kunne bestå ham, hvis ikke han gav fyldestgørende svar, og Juno, var nødt til at bide sig selv i kinden, for ikke at kalde hende, hvad han havde kaldt Pax, hver gang han havde udfordret ham i Sproget. 
"Selvfølgelig. Jeg beklager." Lykkedes det ham at svare igennem sammenbidte tænder, hvorfra det lykkedes ham at fokusere på testen igen. 

Derefter lod Juno først sine frustrationer komme ud med et suk og rul med øjnene, da Sofia lod ham vide, at han havde bestået. Hun smilede til ham imens, hvilket vejede lidt op for Magdas fortsatte skulen i hans retning, men Juno havde vigtigere ting at bekymre sig om, da de ledte ham ud af kammeret og Sofia, til Junos ærgrelse, forsvandt i menneskemængden, tilsyneladende med et mål som Juno straks mistænkte var Pax. Hvis han kunne, ville han have fulgt efter hende, men hun var allerede forsvundet i mængden, og for en enkelt gangs skyld holdt Juno sig pænt til de to andre kvinder, selvom hans hjerte bankede hurtigt afsted i brystet på ham, og hele hans krop længtes efter at se Pax igen. 

Nervøsitet og spænding fik ham til at rette på sig selv hele vejen; sit tøj, sit hår, og næsten også sine øjne, indtil han kom i tanke om sit løfte til Pax, om at lade ham se den rigtige farve. Han havde ændret den så længe han kunne huske; blå øjne havde gjort det lettere at tigge og lettere at se uskyldig ud, når man havde taget en pung, der ikke var ens egen. Der var allerede dukket pletter af grøn op i de ellers blå øjne, og noget, der måtte være en streg eller plet af brun i det ene; Juno var ikke sikker endnu, da meget af dem stadig var blå. 

Først da Juno kunne se Pax fik han det bedre, som kunne han endelig trække vejret igen. Nervøsitet blev til spænding, og angsten til glæde, så længe det var tydeligt at Pax ville være der med ham. Uden at tænke over det, fortsatte Juno imod ham, men nåede kun et enkelt skridt, inden Magda lagde en hånd på hans arm og indikerede at han skulle vente. 

Pax fik sjældent øjeblikke alene, medmindre han befandt sig i ét af sine tre huse. Stående nær dét, der nogle få timer forinden havde været et brølende bål, placeret i midten af den unaturlige klippeudhuling, var han omringet af både kvinder og mænd, der alle talte ivrigt med ham såvel som med hinanden.
Og det havde altid undret ham… for han sagde sjældent noget selv…
Et venskabeligt klap mod hans ene arm fik ham til kaste sine tofarvede øjne over skulderen, hvorved de fandt frem til Sofias kønne skikkelse. Hun smilede til ham og stak sin tommelfinger i vejret, hvortil Pax måtte kæmpe for ikke at smile (selv)tilfredst. Han formåede at nikke, hvorefter han selv gjorde en gestikulation, der antydede, at de da kunne gå i gang.
Udvekslingen var ovre i det næstfølgende øjeblik og da fik Pax øje på Juno. Selvom hans hjerte slog hurtigere, opstemt og også frygtsomt, anerkendte Pax dog ikke den blonde mand med andet end et kort, afmålt nik. Han kunne endnu ikke fejre sejrens sødme, skønt han forventede, at den snart ville oprinde og det var med en ganske særlig længsel i hans bryst, at Pax drejede rundt på hælen og som en høj, tynd skygge langsomt bevægede sig igennem menneskemængden.
Des nærmere Pax kom på bålet, des mere forstummede festlighederne. Flokken anerkendte øjeblikket og trak sig ud til de nådesløse klippevægge, alt imens at de bag Juno, blidt puffede ham frem imod Pax.
Pax bøjede sig frem henover bålets døende gløder og greb om en jernstang, der kunne forveksles med en ildrager. Dens orangeglødende ende var formet i et simpelt motiv af et ulvehoved, ikke meget større end et spædbarns håndflade og som var blevet kreeret specifikt til Junos ritual; noget, Pax ikke havde indviet ham i. Med en næsten vanlig dovenskab svang Pax ildragerende henover sine ene skulder, hvormed han mærkede dens altædende varme som en svag, summende fornemmelse mod hans ryg. Dernæst drejede han rundt og tog den efterladte Juno i nærmere øjesyn, og først da smilede han.
”Som I ser, byder vi i aften en velkommen. Én, vi kender og som har løbet med os før.” Pax tav og lod et brøl af jubelskrig fylde Undergrundens tronsal, alt imens hans øjne lå fæstnet i Junos egne, intense i deres tilstedeværelse, som så Pax ikke andre end ham i dét øjeblik. Hvilket… var sandt…
Du bliver min nu. Helt. Som du aldrig har været min før.
I samme øjeblik at Pax lod sine læber adskilles for endnu engang, genfandt tavsheden sin plads i blandt Flokkens medlemmer og ufortrødent fortsatte han sin talen. Omkring Juno fløj adskillelige hænder frem af myretuen af mennesker for at klemme hans skulder eller klappe hans ryg, og enkelt hviskede også ’Hagen op!’. Nok kunne ritualet anses som barbarisk, uden formål men for Flokken… for Flokken var det helligt. Havde man været igennem det, forlod man den ikke i live. Havde man været igennem det, var man Ulvens, ligeså vel som Ulven var ens.
Pax forsatte ufortrødent sin talestrøm, hans smil ligeså varmt som alle Junos hviskende lykønskninger. ”Han har bestået sine prøver. Han er Min Første.” Den første jeg bragte med hjem, den første jeg fandt… ”I aften gør vi det officielt. I aften bliver Rotternes ukronede konge til en Ulv, men vi vil ikke glemme, hvad han formåede eller hvad der hændte. Vi vil huske.”
Omsider løsrev Pax sit altædende blik fra Juno og lod det glide henover de øvrige for at cementere hans kommando: Vi behandler ham med værdighed og respekt, skønt han ikke længere besidder samme titel. Vi glemmer ikke, hvad der skete med Rottebandens hus. Vi vil hævne os. De var os, og vi var dem, og da flammerne tog deres hjem, tog de også vores.
Stilheden der fulgte var en affødt af løfte og for blot et øjeblik lod Pax tiden strække sig. Da han genfandt Junos skikkelse igen, nikkede han opfordrende mod ham og lod derved øjeblikket passere: omkring ham og Juno blødte Flokken atter op, puffede Juno nærmere, imens at Magda og Sofia begyndte at tage Junos trøjer af.
Nu starter vi.
Pax trådte et skridt frem og først da Junos brystkasse var nøgen, spurgte han: ”Hvad er dit navn?” Hvilket navn vil du gå under her? Vil du genopfinde dig selv eller forblive dén, jeg kender? 

Det nik, Juno fik fra Pax, da de fik øjenkontakt, var nok til at lade Juno gengælde det med et skævt smil. Han vidste, hvem Pax var i Flokken og han vidste, at han ikke skulle regne med at blive behandlet i Undergrunden, som han blev derhjemme. For ham var det nok at have fået et halvt sekunds øjenkontakt, og han lagde ikke selv skjul på sine følelser. Sådan en leder havde han aldrig været og det regnede han aldrig med at blive. Hans følelser havde altid styret hans beslutninger og handlinger, så kun når de kunne sætte ham i et dårligt lys skjulte han dem overfor dem tæt på sig. 

Havde Juno ikke mentalt forberedt sig på at være omringet af Flokken, ville han have reageret med vrede, da de skubbede ham fremad. Fremmede hænder på sin krop var nok til at sende hans hjerte helt op i halsen på ham, indtil det føltes som om det skulle kvæle ham, men ikke desto mindre smilede han hele vejen op til Magda og Sofia, hans tanker fokuseret på Pax, hans blik svømmende over kendte og ukendte ansigter, imens jubelskrig rungede omkring dem, som Juno ikke kunne forstå, for på trods af de venskabelige klem af hans skulder og klap på hans ryg, var det ikke mange i Flokken han genkendte, omend mange flere, især dem et par år ældre ham end ham selv, lod til at genkende ham. 

Først da Pax indirekte nævnte branden, famlede det smil, som Juno havde kæmpet for at holde på. Stolthed og lykke rasede pludselig igennem ham som en storm, som Pax startede deres officielle forhold ud med at minde resten af Flokken om, hvem han var, hvem han havde været, hvad der var sket. Pax havde al magt i verden til at slå ned på Juno, gøre ham lille, sikre sig at han aldrig kunne tage mere magt, end hvad Pax villigt gav ham, og han valgte i stedet at gøre det samme. Junos smil var forsvundet fra hans læber, men hans hjerte slog roligere, som var det vokset en størrelse og samtidig faldet fra hans hals igen. 

På trods af hvor hårdt han kæmpede for at virke afslappet og rolig, tilpas med at blive rørt venskabeligt af de andre medlemmer af Flokken, gik der et, nærmest usynligt, sæt igennem Juno, da Sofia uden anden advarsel end sit søde smil, begyndte at tage hans trøje af. Juno maskerede det dog omgående og smilede tilbage til hende, smilet endnu en gang limet fast til hans ansigt, imens de to kvinder hjalp ham af med sine trøjer. 
Først da Pax trådte frem mod ham, forsvandt det igen. Juno kunne ikke få sig selv til at vise en følelse, han ikke oprigtigt følte, foran Pax. Ikke nu. 
"Juno." Der var ingen tøven i hans svar. Han vidste hvem han var og han vidste hvem han ville være. Han ville ikke lægge sin fortid bag sig, for det var den, der havde skabt ham. Junos blik faldt på intet tidspunkt på ildrageren. Tværtimod holdt Juno sit blik enten direkte på Pax eller på et utydeligt punkt bag ham, der for andre ville se ud som om han kiggede på Pax. Hans teori til mod var, at undgå at tænke over, hvad der skulle ske nu. Smerten, varmen, den brændende hud - Juno kunne tage den, hvis ikke han gav sig selv mulighed for at tænke over, hvad det var, der ville ske. I stedet fokuserede han kun på Pax; hvert eneste lille ændring i hans ansigtsudtryk, måden han bar sig selv på, måden han tiltalte Flokken. I det øjeblik var han alt, Juno ønskede at han selv kunne være.

Pax nikkede afmålt, da Juno sagde sit navn. Dernæst lod han sine tofarvede øjne glide henover forsamlingen, der alle betragtede dem begge med indestængt forventning og begejstring.
Som ledte han efter noget i blandt dem…
Med ét snurrede Pax rundt på hælen og bevægede sig få skridt tættere på Juno. Stadig hvilede ildrageren over den muskuløse skulder men Pax var begyndt at dreje dens håndtag, det eneste tegn på den nervøsitet, han følte vokse stødt i sit bryst.
Det var nu eller aldrig…
Pax så op fra stengulvet, et lille, hemmelighedsfuldt smil om hans læber og da han dernæst lod sit spørgsmål forlade hans læber, dét spørgsmål han havde drømt om og haft mareridt om at stille, dét spørgsmål der fik hans hjerte til at hoppe og danse fuldstændig uregerligt, voksede smilet sig blot større og større.
”Ønsker du at indgå i en forening? … Og med hvem?”

Pax havde lovet at tage ham - at acceptere den forening Juno ønskede at indgå i med ham. Der var intet tegn på at han ville afvise ham på nogen måde. Men de var omringet af Flokken og det krævede al Junos mod at svare. 
"Ja." Det blev sagt højt og tydeligt, med en stemme Juno ikke vidste at han havde i sig. Det var for Flokken, at det blev sagt noget som helst højere end en hvisken, men de ting han gjorde, skulle også være for dem nu. "Med dig. Med Pax." Endnu en gang blev der tydeliggjort for de medlemmer af Flokken, der var der med dem, selvom Juno på intet tidspunkt slap Pax's blik, og lige så snart han havde sagt det, spredte der sig et forsigtigt smil over hans læber. Bag ham blev ordene 'med Pax' gentaget i en hvisken, så det spredte sig som en bølge i Undergrunden, men Juno hørte ikke andet end Pax's vejrtrækning, fokuseret på hver eneste lyd fra ham, hans blik på bandelederens smil. 

Pax lod ordene hænge i luften mellem dem og for et langt øjeblik tillod han sig selv, at betragte den anden med varme øjne. Da han endelig brød den måbende, hviskende bølge af ord, var dét med et nik. ”Jeg accepterer.”
Havde Flokken været forbløffede før, var det intet sammenlignet med dét, de i det næstfølgende øjeblik da følte… og Pax kunne lugte det. Duftsporene eksploderede, alskens hjerteslag blev til vilde trommer og skønt der ikke var nogen, der sagde noget, kunne han forestille sig, hvordan deres tanker rasede.
Ulven, der ikke havde lagt med nogle…
Evlyns tilstedeværelse…
Og nu… Juno. Hans Første. En mand.
Pax tog en dyb indånding og lod sit blik glide henover forsamlingen, afventende. Stående i klippehulens modsatte ende havde han frit udsyn til samtlige af Ulvene, men det var ikke hans øjne, han brugte til at lede med. Det var hans næse.
Der var væmmelse, afsky et sted derinde… en ondartet, ondskabsfuld én af slagsen… én, der ikke var affødt af overraskelse…
Og så var der noget også noget andet… noget, der kom fra Hunter, omgivet af de andre kamphaner, der skævede usikkert. Han kunne ikke bestemme, hvad det var men holdte drengens øjnene med sine egne nådesløse for et langt øjeblik før, at han lod det fare videre.
Omsider fandt han frem til, hvorfra lugten kom. Will.
Den kønne mand stod placeret i et mørkere hjørne, hans egne øjne vendt mod Undergrundens gulv og hans hænder så hårdt knyttede, at hans knoer blev hvide.
”Hvis der er nogen indvendinger, skal det ske nu”, sagde Pax højt, næsten udfordrende, som ville han tvinge Will til at træde frem – tvinge hvem end, der ikke kunne acceptere foreningen i at træde frem, konfrontere ham… afsløre sig selv…
Ikke, at Will rykkede sig ud af stedet. Han forblev stående, hans blik krampagtigt fæstnet på sine skosnuder.
Pax tog et skridt nærmere Juno, gestussen ment som i, at tiden var ved at løbe ud for de, der ville modsige sig. Ikke at han dog så hverken utålmodig eller nervøs ud. Langt snarere ledte han stadig, hans tanker optagede, kalkulerende, overvejende…

Junos smil voksede, indtil det ikke kunne blive større, da Pax accepterede. Det var, hvad Pax havde lovede at der ville ske, men det føltes først virkeligt nu, hvor det blev sagt foran hele Flokken. Nu kunne det ikke tages tilbage, det kunne ikke skjules, der var ikke nogen der kunne bruge ignorance som en undskyldning for at komme imellem dem.
For første gang nogensinde lod Juno Pax se, hvordan han som yngre havde set på ham, når Pax ikke havde været opmærksom på ham; betaget, forelsket, beundrende. Han behøvede ikke at skjule det længere, og havde heller ikke gjort det længe, men han havde aldrig stået foran ham, med øjenkontakt og tilskuer, og ladet ham se og høre at han elskede ham. 
Og Pax elskede ham tilbage. 
Juno kunne ikke være lykkeligere. Stemmerne bag ham forstummede, indtil Pax talte igen, og Juno blev opmærksom på stemningen af indvendinger. Der var ingen der havde sagt noget endnu, men luften var så tung, at det føltes som om nogen kunne finde på det når som helst. Straks fulgte Juno Pax's blik ud over Flokken, fandt Will, og blev straks skuffet over at se, at manden ikke var glad på hans vegne. De var venner og han havde regnet med hans opbakning mest af alles. 
Han fandt også Hunter i mængden, og Juno holdt hans blik længe nok til at se Hunter tage et skridt frem og derefter give et langsomt nik til Juno, der betød, at han anerkendte ham. Ikke at Juno nogensinde havde gjort noget i den stil, for at fortjene dét fra Hunter af alle, og forvirret over anerkendelsen, skævede han straks tilbage til Pax. 

Idet Pax trådte frem mod ham, trådte Juno også frem mod ham, ligeglad med at Pax's kun havde været en gestus - Juno skulle være tættere på ham, og det skulle være nu. 
"Jeg kan ikke lide det," lød en stemme bag ham, og Juno vendte sig straks om, uden at kunne se, hvor eller hvem det kom fra, og instinktivt trådte han også ind foran Pax, som kunne det beskytte den anden mod ordene. "Jeg elsker ham, og der er ikke nogen, der kan stoppe mig." Juno tiltalte hele Flokken igen, selvom det kort tid forinden havde været hans største frygt, og hans blik søgte over folkemængden, men undgik bevidst Will.