Pax havde gået med Junos hånd i sin hele vejen, ført ham med vante og rolige skridt til trods for tumulten i hans indre. Ronia havde ikke anerkendt hans eksistens siden, at de havde forladt Evlyn og Pax havde heller ej anerkendt hendes. I hvert fald… ikke med ord.
Da de nåede indenfor i den smalle gang, rømmede Pax sig, forinden at hans hænder søgte ud mod Ronias halvgemte skikkelse. Om det var udmattelse eller resignation vidste Pax ikke, men uanset hvad, var den lille brunhårede pige faldet i søvn i Junos favn, hvormed han kunne placere hende i en enmandsseng ganske uden hverken slag eller hadske ord. Det ville ikke forblive sådan, så meget vidste han, men for nu tog han til takke med det, han kunne få.
Pax forlod værelset og fandt Juno i køkkenet, hvis hånd han tøvende tog i sin. Dernæst begyndte han at forklare: at Ronia var stukket af fra sin plejerske og fundet Evlyn, der havde bragt hende til ham; at Ronia var blevet ked af det og at Evlyn og Pax derfor havde besluttet, at de skulle dele et måltid før, at Evlyn sagde sit endelige farvel.
”Jeg kan ikke… præcist huske, hvordan jeg endte på gulvet men… vi nåede aldrig at spise.”
Krystallandet
