Denne ellers helt almindelige søndag startede ud med en alt for velklædt mand i en meget luset del af byen. Sølvbrokaden på den grønne vest var kun overgået af den lange, åbne frakke, hvis knapper var så nypudsede, at de blændede tiggerne og hvis nypressede folder ville få origamikunstnere til at sukke. Det grånende hår var strøget tilbage, hagen var nybarberet og de isblå øjne værdigede ikke noget som helst hernede et eneste blik. Selv arkitekturen var væmmelig. 
Bordellet var ikke en undtagelse. Døren knirkede i hængslerne og halvdelen af vinduernes firkantede ruder var udbyttet med træstykker. Der var ingen synderlig varmeforskel at bemærke, som man gik derind, men det var Zahinael egentlig også ligeglad med. Han skulle ikke være her længe, og hævede derfor også en advarende hånd mod den skøge, der straks sprang op fra den tydeligt borebillemærkede stol med udsigten til at få varmet sin krop på den nyankomne. Hendes uvaskede hænder skulle på ingen måde i nærheden af hans fine tøj - det var nok, skosålerne skulle tåle slammen, der søb med ind fra gaden. 
Skøgen trak sig tilbage, idet en kvinde kom ud i den smalle modtagelsesgang. Tøjet var ikke mindre mølædt og laset - hvilket andre kunder næppe tænkte over, når der blev vist så meget hud - men blikket var skarpere og mere undersøgende. Om hun havde hørt hans fodtrin eller mærket den minimale brise, han havde trukket med ind, var ikke til at sige. Herfra virkede det til, der var nok huller i bygningen til, at de ikke ville kunne mærke forskel på om døren var pivåben eller ej.
Han gav sig til at rode i sin lomme, mens kvinden gik tættere på med hænderne i siden og et spørgende udtryk. "Ja?"
Hun var tydeligvis ret uimponeret - eller virkelig skeptisk - over at få finere herskab på besøg. Godt han ikke blev - det ville skabe unødige problemer for dem begge. Han var her kun for at låne et våben, han havde fået nys om før dæmonernes angreb på Kzar Dûn, og som han nu efter alt var faldet til ro igen, endelig havde tid til at afprøve.
Op ad lommen trak han en pose med krystaller, som han smed på bordelbestyreren - der på ingen måde var klar på det, og bare så den prelle af mod den voluminøse barm og lande på gulvet med en klirren.
"Jeg skal bruge skyggetøsen."

    Skyggerne råbte i dag. 
    Arbejdet havde været sparsomt og pengene små den sidste uge, og i går aftes havde Aniya taget sin sidste sprøjte, så i dag lod Skyggerne hende ikke få et øjebliks fred... De brugte alt imod hende; de lusede omgivelser, de andre kvinders nedladende, ondsindede tanker, og især Aniyas skam over - først de tjenester, hun her til morgen havde ydet en ældre havnearbejder, og senere dét anfald af panik, hun havde fået, fordi han havde taget hende om håndleddene og holdt hende fast, og hun var blevet slynget tilbage til sin fødeby. Rebets snærende greb. Nålens stikkende smerte. Landsbyboernes forvredne, skadefro ansigter...
    Manden havde selvsagt krævet sine penge igen, og Ella Bordelmutter havde modvilligt efterkommet hans ønske, ved synet af Aniya - rystende og opløst i gråd på sengen.
    "Tag dig sammen, tøs!" havde hun hvæset, da havnearbejderen var gået. "Du ender med at give min forretning et dårlig ry! Det er anden gang i denne måned, at jeg må betale en kunde pengene tilbage, fordi du ikke leverer! Hvis det fortsætter på denne måde, holder folk op med at komme, at du ved det - og hvor er vi så? Hm? Ja, du behøver ikke svare, for dét skal jeg gøre for dig: Du vil stå til lort i halsen et sted i rendestenen, for jeg kan love dig for, at jeg smider dig på porten, før jeg lader dine særheder gå ud over mig eller mine andre piger!"
    
    Så nu sad Aniya med rystende hænder og kløende arme på kanten af sengen og prøvede at få bare en lille smule plads i sit eget hoved. Men uden medicinen var det en kamp, der var tabt på forhånd, og Aniya havde netop lukket øjnene for ikke at skulle forholde sig til Skyggerne i bordelværelsets hjørner, da der blev hamret på døren, og hun blev tvunget tilbage til virkeligheden med et sæt.
    Det var Ella, selvfølgelig, der svang døren til Aniyas værelse op, som en hestehandler ville åbne boksdøren for en potentiel køber. Den forfærdelige forventning om, hvad der ville komme, krystalliserede sig og lagde sig som en hård, tung klump is i Aniyas mave.
    "Det er hende dér," oplyste Ella fladt til sin følgesvend og sendte et uimponeret blik efter Aniya sammen med sine ord. "Hvis hun ikke lever op til dine ønsker, må du kalde - så finder vi ud af noget. Jeg overvejer, at skille mig af med hende, så du må ikke sætte forventningerne for højt... Mit hus har meget andet - og bedre - at byde på."

Tøsen så lige så luset og gennemhullet ud som huset. Væggen bag hende havde en revne stor nok til at sende en lang stribe sollys ind over pigens røde hår. Nael kiggede ikke særligt meget på hende, for det var ikke vigtigt lige nu. Hvad der var vigtigt, var at bordelmutter tydeligvis ikke havde forstået hans pengepung. 
"Jeg kommer ikke til at kalde, for vi skal ikke være her," sagde han med et løftet øjenbryn til bordelmutter - og passende afstand, for hendes lopper skulle nødigt springe til ham. 
"Kom Aniya," kaldte han som gav han tegn til sin yndlingshund. "Vi skal ud på tur. Tag dine skygger med."
Hans smil var venligt på ydersiden, men øjnene glimtede af noget ildevarslende frydefuldt, man ikke forbandt med venlighed overhovedet. Ved siden af ham åbnede bordelmutter munden, men han rystede på hovedet af hende, så hun kom på bedre tanker. 

    Ved benævnelsen af Skyggerne stivnede Aniya, mens deres mørke, hånlige latter lød et sted i hendes baghoved. Hvem var dén mand...? Hvor vidste han så meget om hende fra...?
    Hun kom tøvende på benene - søgte instinktivt Ellas blik, selvom der ikke var den mindste støtte at hente dér. Manden virkede høj og fremmed og truende, og hun havde ikke lyst til at gå nogen steder med ham - blev fodret af sin hjerne med alt for mange billeder af alt dét ubehagelige, han kunne gøre ved hende.
    Men Ella stod i døren og så ualmindelig utålmodig og irriteret ud, og Aniya vidste godt, at hendes plads i horehuset i forvejen hang i en tynd tråd. Så hun slugte panikken, ignorerede Skyggernes hviskende, nedbrydende ord og rankede ryggen - tvang sig selv til at se den høje mand i øjnene. 
    "Hvor skal vi hen?" spurgte hun og greb sit slidte slag fra knagen. Knugede det imellem hænderne for at skjule, at de rystede. 

Det tog noget tid for pigen at komme på benene - og det var helt i orden. En skambidt hund havde også svært ved at stå i starten. 
"Vi starter med at få dig renset lidt. Den seng er sikkert fyldt med sengelus," sagde han og flyttede sig med en gestus, så hun kunne komme ud af det snavsede rum. 
"Brug nu pengene på andet end druk," tilføjede han over skulderen til bordelmutteren, og havde intet til overs for hendes halve protester, som de forlod stedet.

Zahinael ledte Aniya ud af slummen og op i den centrale del af byen. Samtale var der ikke meget af. Som hun så ud ignorerede folk på gaden hende - men fordi hun gik ved siden af en så velklædt herre, stirrede de alligevel, når de var gået forbi. Det var netop grunden til, at Zahinael blev nødt til at gøre et mellemstop inden deres rigtige destination. Sådan én kunne man ikke tage med op til det højere herreskab. 
I en sidegade bankede han to gange på en blåmalet dør og blev ledt ind af en tjenestedreng, der bukkede dybt med hilsnen "Hr. Caz."
Gennem en smal gang blev de ført til et godt opvarmet kammer, hvor der stod en stor, dampende, fyldt vaskebalje i midten. Zahinael rakte sin frakke til drengen og satte sig til rette på en stol i hjørnet, hvor han hev en notesbog frem og skrev et par linjer. En ung pige kom ind med en bakke med sæbe, kamme og vaskeklude. Begge tjenere var i rent tøj og opsat eller nyklippet hår. Noget af en forandring fra slummen, hvor de kom fra. 
"Hop du bare i Aniya," sagde han mens han viftede med hånden men ikke tog blikket fra sine noter. "Vi har ikke hele dagen."

    Aniya vidste bedre end at stille en masse spørgsmål, selvom hun havde så rigeligt af dem; men manden virkede vigtig og bar sig med en selvsikkerhed, der virkede afskrækkende på hende. Han ville sikkert bare ignorere hende - eller måske blive vred, hvis hun formastede sig til at bryde den stilhed, han havde lagt over dem. 
    Men hun undrede sig alligevel - ikke mindst da der blev banket på den blå dør, og en tjener, der tilsyneladende kendte hendes følgesvend, lukkede dem indenfor i det fine hus. Mens de blev ført igennem de rige, tæppebelagte gange følte Aniya sig ualmindeligt luset - som om husets fornemhed bidrog med en kontrast, der bare udpenslede, hvor famlet farven på hendes skørter var. Hvordan slummens mudder sad i kager på hendes sko. Hvordan de røde kruskrøller hang fedtede om ansigtet på hende...
    Det var ikke et nådigt spejlbillede, og Skyggerne gjorde deres for at henlede hendes opmærksomhed på, hvor galt det egentlig stod til. Sammen med små, henhviskede forslag til, hvad den fornemme mands intentioner med hende kunne være - og Skyggerne havde mange, grumme idéer, så Aniya mere end én gang måtte bide sammen om et skarpt modsvar til dem. Men det gik ikke - hun måtte ikke ødelægge dét hér; så var hun færdig hos Ella. Bordelmutteren ville smide hende på porten, og Aniya havde så absolut kun dårlige erfaringer med at trække i Dianthos' gader...
    (...husk hvad det kostede dig sidste gang...)
    Aniya stoppede overrasket op, da døren til kammeret gik op, og de fik udsigt til det dampende karbad og tjenestepigen med badeudstyret. Hvad zalan var dét hér...?
    Hun havde vendt sig imod den fornemme mand for at spørge, men nåede det ikke, før han opfordrede hende til at hoppe i og tog sin notesbog frem - gav sig til at skrive i den, som om det hele da var ganske normalt. Aniya lukkede munden igen. Tænkte, at hvis han var én eller anden særling, der bare ville betale for at se hende tage et bad og så lade det blive ved dét, så havde Guderne endelig besluttet sig for at tilsmile hende - bare en lille-bitte smule. 
    Men Skyggerne mindede hende om størrelsen på dén pose krystaller, manden havde givet Ella, og hjertet sank i livet på hende. Det var sgu nok ikke særlig sandsynligt...
    "Må jeg ikke få Deres navn?" spørgsmålet var ude, inden hun helt havde besluttet sig at sige noget - sådan var det tit, når Skyggernes ubehagelige tanker og billeder skulle overdøves... Hun fugtede nervøst sine tørre læber, og tilføjede: "Jeg synes, det er rart at kende folks navn, før jeg smider tøjet for dem."
    Hun vidste godt, at den sidste kommentar muligvis havde været over grænsen, men hun ville også gerne vise ham, at hun ikke var helt bidsløs; at man heller ikke bare kunne sige 'sit', og så satte hun sig, selvom hun lignede en knækket gadekøter...
    Trods sine egne ord gav hun sig til at løsne snørelivet og fjerne strømper, skørter og inderkjole uceremonielt, som én, der havde opgivet den sidste blufærdighedsfølelse fordi der så absolut ikke var den mindste uskyld tilbage at beskytte. Vandet var varmt, uden at være ubehageligt, og hun lod sig glide helt ned i karret, til badevandet dækkede hendes skuldre, og det kun var hovedet med de røde krøller, der stak op.
   

"Zahinael," svarede han uden at løfte blikket fra sin notesbog. 
Stilheden sænkede sig og lod kun pennens kradsen over papiret forsøge at overdøve det skvulpende vand. Tjenestepigen bød Aniya en klump sæbe, mens hun selv tog en anden og begyndte at massere det ind i de røde krøller. Hun arbejdede ligeledes i stilhed og med bevægelser, der emmede af at have gjort dette tusinder af gange før - og tydeligvis var hun ikke lige så frastødt af risikoen for lus, som Zahinael syntes at have været på bordellet. 
"Nå, fortæl mig lidt om din evne," sagde han endelig, foldede bogen sammen og proppede den i inderlommen. "Jeg forstår den ikke altid er ønsket, så jeg gætter mig til, du ikke har meget kontrol over den." Han fangede hendes øjenkontakt. "Hvad ser du?"
Om han mente lige nu eller generelt var op til fortolkning. Af hvad han havde hørt, viste skyggerne hende ubehagelige ting fra folks fortid eller hemmeligheder, de ikke ønskede ud. Hvorvidt der var tale om handlinger, eller om hun også kunne se tanker og følelser - lyst og begær - stod endnu ikke klart for ham. Selv havde han masser af uhyggelige ting i bagagen, så hvis hun fik set nogle af dem, ville det nok sætte ar på hendes sjæl frem for at rive op i hans egne - de var grundigt forseglet over årtusinderne. Der var en risiko for, at hun ville finde ud af, hvem han var, og for hvem han arbejdede. Skulle det vise sig at være et problem og information, hun ikke kunne rende rundt med, kunne det altid fikses. Det var risikoen værd, når han tænkte på det udbytte, han kunne få blot ved at leje hende denne ene dag. Han håbede at det ikke ville stoppe ved i dag, og at evnen var alt det, han havde hørt og mere til. Så ville der være uendelige muligheder, der skulle afsøges. Hemmeligheder, der skulle opsnappes som aldrig før. Aniya kunne meget vel vise sig at være nøglen til en af de døre, han havde prøvet at åbne i årevis. 

    Hans spørgsmål fik isen til at bryde frem i Aniyas mave, og det varme badevand føltes pludselig som slimet mosevand i stedet - som om det ville trække hende ned under overfladen og drukne hende. Hans øjne, da han fangede hendes blik, var isblå og så gennemborende, at det føltes som om han så lige igennem hende, og hun følte sig fanget, som en kanin i en snare; kunne mærke sin egen mund åbne sig, uden helt at være klar over, hvilke ord, der ville komme ud.
    "Hvad du i virkeligheden er."
    Hun hørte svaret på hans spørgsmål med Skyggernes stemmer, samtidig med, at hun sagde det højt. Og med ordene fulgte billeder - glimt af blod, af en afskåren hale. Lyden af sprøde knogler, der blev brækket i et par dæmonvinger. Smerten...
    Aniya trak sig ud af synet med et halvkvalt gisp og fandt sig selv foroverbøjet i badevandet, med et krampagtigt greb om badekarrets kanter - chokeret og med følelsen af, at skulle kaste op. Hun stirrede på manden - Zahinael - og kunne ikke beslutte sig for, om hun skulle være frastødt, medfølende eller rædselsslagen.
    Frygten endte med at vinde, og i én hurtig bevægelse var hun ude af badekarret, havde grebet ét af de store, bløde badehåndklæder fra tjenestepigens bakke, der var blevet stillet på gulvet, og havde svunget det omkring sig, så hun kunne bakke væk fra Zahinael. Bakke et par skridt, til hun nåede kammerets væg og kunne se sine egne, våde fodaftryk på det lakerede plankegulv. 
    (...hvad vil en forklædt dæmon som ham, med et helt almindeligt menneske som dig...?)
    "Hvad vil du mig?" Hendes stemme rystede, og kvalmen sad stadig helt oppe i halsen på hende, oven på de forfærdelige billeder, hun havde set i hans fortid. "Hvorfor vil du kende til mine Skygger?"

"Mhn," nåede Zahinael lige at mumle som svar, inden tøsen nærmest gik i chok. 
Hun havde set noget. For sit indre blik. Billeder, følelser eller tanker - det stod ikke helt klart. Hvad der stod klart, var at det handlede om hans fortid, og det var en fortid meget, meget langt tilbage i fortiden. Et smil dirrede på hans mundvig. Når tid ikke var en begrænsning, blev alting så meget sjovere. 
Han blev siddende roligt i stolen og lagde den ene ankel over det modsatte knæ og foldede hænderne foran brystet. Han indtog rummet med sin afslappede holdning og lignede på ingen måde en, der var hverken bange for, at hun ville stikke af, eller at hun nu kendte til hans hemmelighed. Der var meget få ting, han så som hemmelige i sit liv trods alt. 
Mens det over for nogen kunne være en fordel af hemmeligholde sin race, kunne det være en fordel at fortælle den til andre. Det samme med hvem han arbejdede for. 
"Hun er elver et sted under kysen," sagde han og nikkede mod tjenestepigen. "Alder og race er ikke det vigtige her, Aniya. Erfaring er. Jeg har mødt mange med evner, de ikke kunne styre eller ikke brød sig om - eller begge dele. I dag har jeg købt dig, fordi jeg har brug for din evne. Hvis det går godt, kan det være, jeg kan overtales til at hjælpe dig med kontrollen af den."
Udover situationens umiddelbare alvor, var Zahinael også yderst upåvirket af Aniyas tildækken af sin krop. Han havde set de fleste typer og været interesseret i de færreste. Folk var altid så ømskindede omkring deres nøgne hud. Måske det var på tide at gøre det klart, det ikke var hendes krop, han havde købt hende for.
"Du er her ikke for at ligge med hverken mig eller andre," tilføjede han derfor med et halvt smil. "Tilbage i bad med dig. Du var ikke færdig, og du skal fremstå skinnende ren der, hvor vi skal hen." 
Han nikkede mod karret og den yderst tålmodige tjenestepige, der blot stod afventende med sæben stadig i hånden.

    "Skyggerne kan ikke styres," sagde Aniya forbeholdent, fordi Skyggerne sagde, hun skulle. Hans upåvirkelighed gik hende på - hvordan kunne han sidde dér, og være så rolig, når hun havde set... nej, oplevet, hvad han var gået igennem? Var det virkelig blot 'erfaring', som han sagde? Og vigtigere; hvor fik man dén slags erfaring fra?
    Hun kneb øjnene en anelse sammen og studerede ham mere nærgående end hun havde turde før, mens hjertet lige så stille faldt til ro i brystet på hende, og hans ord bundfæstede sig. Han ville bruge hendes evne... Hvad zalan var dét hér...?
    Hans næste ord fik hende til at løfte et overrasket øjenbryn, og på hans opfordring tog hun en tøvende skridt tilbage imod badekarret og tjenestepigen, der tilsyneladende bare stod og ventede på, at Aniya skulle falde ned. En pludselig følelse af at være tåbelig og overreagerende ramte hende, og Skyggerne greb naturligvis følelsen og viste hende sig selv udefra - som et tyndt, frygtsomt pigebarn, der stod halvnøgen og rystende foran to alt for fattede væsener, der var meget mere verdenskloge end hun var...
    "Hvor skal vi hen, så?" spurgte hun, idet hun ignorerede Skyggernes forsøg på at nedgøre hende, og i stedet forsøgte at ranke ryggen og kravle tilbage i badekarret med bare en lille smule værdighed i behold. 
   

Zahinael trak lidt på smilebåndet, mens Aniya kom tilbage i karret og tjenestepigen genoptog sit arbejde. Efter sæben fulgte skyl efter skyl og en strid børste til at tæmme de lange krøller. Noget dæmonen aldrig ville misunde kvinder at skulle opretholde.
"Har du prøvet at styre skyggerne?" spurgte han og ignorerede hendes andet spørgsmål. "Eller har du bare bedt dem holde kæft? Du vinder ikke ved at flygte."
Øjenkontakten blev holdt, indtil tjenestepigen hev i Aniyas hoved for at få styr på håret. Der var hun vist kommet på noget af en udfordrende opgave. 
"I dag flygter du ikke, Aniya," fortsatte han. Det kriblede i ham for at få gang i kroppen, men der var ikke et vindue at gå hen til og se ud af - kun bagsiden af de lukkede skodder. "I dag skal du ikke dæmpe dem med Nox. I dag skal du mærke, hvor magtfulde de kan være. For dig - og for mig."

Da badet var fuldendt, hjalp den meget ublufærdige tjenestepige med at få Aniya helt tør, inden et håndklæde blev viklet om hendes hår og et andet om overkroppen (tydeligvis mest for Aniyas skyld), inden hun ledte dem ind i et tilstødende rum. Zahinael fulgte lidt dovent med og tog plads op ad en bærende stolpe i bygningen, mens Aniya blev gennet ind midt i rummet og to andre tjenere stod klar med underkjoler, sokker og et korset. Alt sammen rent - en luksus Aniya uden tvivl ikke havde nydt længe. 
Den ene tjenerne - en lidt ældre kvinde, der med sit blegsølv hår næsten kun kunne være et menneske med døden i hælene - trådte frem med tre forskellige overkjoler i favnen. "Hvad er din farve, kære?"

    Tjenestepigen var på ingen måder blid ved Aniyas hovedbund og hårrødder, og hun måtte sluge et par hårde ord og en håndfuld eder - satte i stedet alt ind, på at koncentrere sig om Zahinaels spørgsmål.
    Et spørgsmål, der fik vreden til at flamme op - kort og hed. Hvad vidste han egentlig om noget?
    (...han ser ned på dig... Han synes, du er svag...)
    "Jeg flygter ikke!" påstod hun, selvom ordene fik Skyggerne til at le mørkt et sted i hendes baghoved. Hun ville have sagt mere - primært for at overdøve den bekymrende latter - men hun nåede det ikke, før han havde taget hendes ord og vendt dem om; vredet en anden mening ud af dem, end hvad hun havde lagt. 
    Hun stirrede olmt på ham, men turde alligevel ikke sige noget - slet ikke, da han nævnte hendes medicin. Han var uhyggeligt velinformeret... uhyggeligt velinformeret, og hun brød sig slet ikke om hans udtryk, da han insinuerede, at hendes Skyggerne skulle hjælpe ham...

    Efter at være blevet skrubbet ren og pakket ind i bløde håndklæder fulgte Aniya på bare fødder efter Zahinael og tjenestepigen ind i kammeret ved siden af. Også dér stod tjenestefolk med hænderne fulde, og Aniya kunne ikke lade være med at løfte begge øjenbryn ved synet af de fine klæder. 
    Brynene røg endnu et hak i vejret, da den ældre dame trådte frem med sit spørgsmål og holdt overkjolerne op, så Aniya kunne få lov til at inspicere dem.
    "Jeg... Det aner jeg ikke," indrømmede Aniya - hylet ud af den i så voldsom en grad, at selv Skyggerne holdt deres kæft. Hun sendte et usikkert blik fra den gamle dame til Zahinael og tilbage til damen igen. Ville han virkelig lade hende vælge? "Den grønne?"
    Hendes mors kæreste eje havde været en slåbrok i grønt brokadestof, som en velhavende købmand på gennemrejse havde betalt hendes tjenester med - tjenester, der måtte have været noget ud over det sædvanlige, for at afstedkomme sådan en fornem gave... Men dén del havde Aniya aldrig rigtig tænkt over - hun havde bare konstateret, at det grønne stod godt til moderens røde hår.
    Forsigtigt lod Aniya fingrene glide over de dyre stoffer, før hun vendte sig forvirret imod Zahinael. "Hvorfor skal jeg klædes ud?" Hun havde ikke andre ord for det. Klædes dyrt på dækkede ikke, for det tøj, der blev præsenteret for hende her, var så langt fra de klæder, Aniya normalt gik rundt i, at det ville komme til at føles som et kostume.

Zahinael havde ladet en af tjenerne pudse sine sko, mens han ventede på at Aniya fik tøj på. Han havde slet ikke lagt mærke til, hvor meget af slummen, han havde hevet med sig herop. Afskyeligt. Ved aniyas spørgsmål så han op og kiggede for første gang rigtigt på de klæder, der var båret frem. 
"Ja, den grønne vil stå godt til håret," sagde han, halvt som et kompliment til hendes valg. 
Den havde vide ærmegab fra albuen og ned, mens strammere ærmer stadig gik helt ud til håndleddene. Med stikmærkerne på pigens arm, ville noget mere afslørende aldrig gå an. Den ældre kvinde begyndte straks at bakse Aniya i kjolen - fuldstændig upåvirket af, at der kørte en samtale imens. 
"Vi kan ikke tage dig med op i Tempelhaverne nøgen, Aniya," sagde Zahinael som svar på hendes egentlige spørgsmål. "Eller i dit gamle tøj. Jeg har ikke købt dig for at være skøge - jeg har købt dig for at være magiker. Jeg forventer af dig, at du fortæller mig alt, Skyggerne hvisker eller viser til dig."
Skopudserpigen blev færdig, og Zahinael gik hen bag Aniya og så de viltre krøller an. 
"Sæt hendes hår lidt op, så det ikke ser så rodet ud. Det når ikke at tørre, før vi skal gå," sagde han henvendt til tjenerne, inden han fortsatte til aniya, der var ved at blive spændt ind alle steder med snører. "I dag skal du op i toppen af samfundet, men vi har ikke tid til at lære dig at danse. Følg mine trin - så snubler du ikke."

    Aniya følte helt alvorligt, at hun var strandet i ét af de eventyr, hendes bror havde fortalt hende, da de var børn - så uvirkelig var oplevelsen af at blive iklædt det fornemme tøj, følelsen af de dyre stoffer imod huden, tjenestefolkenes hænder, der snørede ind dér og glattede folder hér.
    Da han sagde ordet 'magiker', kunne hun ikke undertrykke et lille, uvilkårligt latterfnys - dét hér var jo fuldkommen absurd...
    "Jeg håber ikke, du bliver alt for slemt skuffet, Herre," bemærkede hun og nåede lige at fange et glimt af sin egen, arrede underarm, før tjenestepigen havde knappet ærmet til, og nålemærkerne blev gemt bag grønt stof. Hun havde det allerede for varmt i de fine klæder, og hendes tandkød kløede - et sikkert tegn på, at hun ikke havde fået noget medicin siden i går... "De fleste af de ting, Skyggerne viser mig, er bare... ubehagelige..."
    (...men sande ikke desto mindre...)
    Aniya overhørte kommentaren, da Zahinael i det samme instruerede tjenestefolkene i at sætte hendes hår op. Hans næste ord gav Skyggerne et mindre latteanfald bagerst i hendes hoved, og for en gangs skyld kunne hun ikke rigtig bebrejde dem... Skulle hun mænge sig med fine folk? Det lød jo, som en dårlig vittighed...
    "I hvert fald ikke før du ikke har mere at bruge mig til, går jeg ud fra? - Så giver du mig vel skubbet i stedet?" Ordene fløj bare ud af hende, og hun klappede forfærdet en hånd for munden - fangede én af tjenestepigernes overraskede blik ud af øjenkrogen - og forbandede Skyggerne langt, langt væk. Det var hver gang - hver gang hun sænkede paraderne bare en lille-bitte smule... "Herre, jeg... Undskyld. Jeg mente ikke..."

"Hr. Caz," rettede Zahinael hende prompte. "Det går ikke, du opfører dig som en tjener eller slave i dag. Du er med som lavadelige Aniya Sommer, og jeg forventer du tér dig, som om du hører til på min arm, men ikke på en måde, hvor alle regner med, jeg har købt dig fra det nærmeste horehus for at spille pæn dame."
Han fortsatte sin gang forbi hende, mens tjenestepigerne snurrede rundt om hende for at binde ind, binde op og snøre sløfter de rigtige steder. Den før så beskidte slumtøs kom faktisk næsten til at ligne et helt jadestykke i den fine, grønne kjole og med krøllerne i nogenlunde orden. Det skulle nok gå an, hvis hun bare kunne spille rollen overbevisende nok.
"Hvis jeg giver dig skubbet, vil det være fordi, du har gjort mig mere end bare almindeligt sur," fortsatte han og låste sit blik i hendes med en pludselig alvorlig og iskold mine. "Så lad være med det."
Et par sekunders tavshed blev fulgt op med at en tjener kom tilbage med Zahinaels jakke, og en anden blev svøbt om Aniyas skikkelse. Den mørkebrune pelskant stod godt til de røde krøller.
"Til tempelhaverne," sagde han og rakte sin arm ud som invitation til Aniya til endelig at tage plads ved hans side. Nu var hun ren nok til at røre ved ærmet. "Jeg regner netop med, at Skyggerne viser dig alle de ubehagelige ting - det er jo deres styrke, ikke? En styrke, der kan blive din, hvis du lære at udnytte det korrekt. Fortæl mig, hvad du så om hende tjenestepigen."
Ja, Zahinael havde bidt mærke i, hvordan Aniya pludseligt havde sænket blikket. Han var ikke selv blevet spionmesteren med kaldenavnet Skyggen for ingenting.

    Lavadelige Aniya Sommer... Aniya løftede et par øjenbryn ved dén besked, mens tjenestefolkene fik styr på de uregerlige krøller. Hun, der var født i en lille landsby langs Nordvejen og hverken kunne læse eller skrive...
    (...De kommer til at se lige igennem dig - selvom du er ren nu, lugter du stadig langt væk af at være født i en rendesten...)
    Aniya var ikke helt sikker på, om det var noget, Skyggerne sagde direkte til hende, eller om de refererede tjenestepigens tanker... Hun havde gjort alt for at undgå øjenkontakt med den anden kvinde, siden Skyggerne havde givet hende et lille indblik i hendes hoved... 
    Hun havde stået og kigget ned på sine hænder, men Zahinaels ord fik hende til at løfte blikket - lige tids nok til at hans indirekte trussel fik lov til at ramme direkte plet, så hun blev kold over hele kroppen.
    Hun kunne ikke dét hér. Ikke uden medicinen. Det krævede allerede alt for meget af hende ikke at stå og ryste som en anden hund af bar abstinenser... Hvordan kunne han forvente af hende, at hun samtidig skulle kunne narre en samling rige røvhuller? 
    Hun tog tøvende imod hans arm, da han rakte hende den, og var så glad for støtten, da hun nær var snublet over sig selv af bar overraskelse over, at han havde bemærket dét blik, hun havde delt med tjenestepigen. 
    Han var uhyggelig observant...
    "Hun..." Aniya sank og kastede et blik imod dén dør, tjenestefolkene var forsvundet ud af. "Hun håber, det går galt - at jeg fejler og dermed afslører dig..." Dét faktum, at hun skulle forestille at være en lavadelig kvinde, fór pludselig igennem hendes hjerne, og hun rettede hurtigt sig selv: "Dem. Afslører Dem..." Det ville bliver svært, dét hér... "Hun nærer ikke den store kærlighed til Dem, og ønsker Dem ikke noget godt... Hun er vred over, at det var Dem, der købte hendes kontrakt, og hun syntes, det er skammeligt, at De lukker sådan én som... mig ind i Deres hus..."

Udenfor mødte den kølige vinterluft dem, og Zahinael lukkede sin jakke mod et vindstød. Vinteren var på vej, men lige som så meget andet smerte, rørte kulde ham ikke rigtig. Det betød dog ikke, at kroppen ikke var blevet magelig af at sidde i lokale med dampende vand og varme. Han lyttede tålmodigt til Aniyas fumlende ord, og sørgede for at gøre noget ud af at klappe hende på hånden og smile, da hun rettede tiltaleformen. Helt langsom i hovedet var pigebarnet nu ikke. 
"Ah, ja, nogle gange glemmer jeg, at de nye ikke ved, hvem jeg er," svarede han med en munter undertone. "De fleste af dem, vi skal op til nu, vil være adelige af en eller anden grad. Ikke nogen synderligt vigtige dog. Uanset hvem du ser, og hvad du ser, vil jeg have, du fortæller mig om det. Hvis vi er midt i en samtale, klemmer du bare om min arm, så sørger jeg for at føre os hen et sted, hvor du kan hviske det til mig. Vi tager en øvelse nu for at ud kan prøve det."
Gaden de gik på var rimeligt befolket, og man kunne mærke på folk, at det nærmede sig middag. De butikker og boder, der mødte sent ind, var ved at stille op, og jo nærmere den øvre del af Dianthos, de kom, jo flere adelige kjoler og habitter og tjenesteuniformer, dukkede der op i gadebilledet. Folk lagde ikke meget mere mærke til dæmonen og skøgen end alle de andre på gaden, men alligevel kunne de ikke undgå at passere enkelte på tæt hold. Blev det forkerte sagt på det rigtige tidspunkt, ville det ikke være til bare lige at overhøre.
"Fortæl mig, hvad du så om mig tidligere," sagde Zahinael roligt med blikket rettet lige frem for sig. Nysgerrigheden, der rent faktisk fik lov til at summe i hans bryst var ingen steder at fornemme, pakket godt væk under flere lag selvkontrol. Alt efter hvad Aniya havde set...

    Aniya stivnede mærkbart, da han klappede hende på hånden, men tvang sig selv til at undertrykke Skyggernes tilstedeværelse og dét, de gjorde ved hende; trangen til at flå armen til sig... 
    I stedet forsøgte hun at lytte til hans ord og indprente sig hans instrukser, så hun ikke skulle gøre sig til grin - eller værre; vække hans mishag...
    Hans sidste spørgsmål fangede hende dog fuldstændig uforberedt, og i sin befippelse kom hun til at dreje hovedet og stirre på ham - stirre uden rigtig at se ham, for hendes indre var fyldt med de billeder, Skyggerne havde trykket frem fra hans fortid. Billederne af blod - lemlæstelse. Ufattelig smerte...
    "Jeg..." Hun huskede sig selv og trak blikket til sig. Sank kvalmen, der var steget op i halsen. "Jeg så en grotte... En kvinde med blodige hænder og en kødsav, af dén slags slagtere bruger..." Aniya havde allermest lyst til at trække armen til sig, men hun var bange for, at svimmelheden ville overvinde hende, hvis hun ikke havde Zahinael som fast holdepunkt. Hendes næste ord var ikke stort mere end en hvisken: "Hun skar Deres... vinger af. Hornene... Halen. Der var så meget blod..." Hun måtte synke igen. "Jeg forstår ikke, hvorfor... Hvad havde De gjort hende?"

Sjældent kom noget bag på Zahinael. Efter så mange år på jordens overfladen, skulle der meget til at overraske ham og endnu mere til at imponere ham. Men at det netop skulle være dét minde, Aniya havde set og i så stor detaljegrad... De dybt begravede minder kom frem med hendes beskrivelser, og han var ikke i tvivl om, at hun havde set hele sceneriet i blændende farver og med livlig indlevelse i de høje skrig. Skrig, der for længst var forsvundet i dybet af minder, men som blev revet frem fra afgrunden, hver gang han blev mindet om hændelserne. Nok var det fortid, og Cyprin var ikke andet muld og maddiker nu, men hvad hun havde udsat ham for, ville følge ham så længe, han var ved bevidsthed. Som en styrke nogle dage, og som en krykke andre. Som den fastholdte grund til at lade sin familie leve i troen om, at Izael var omkommet i krigen og som den eneste grund til, at han kunne betræde Dianthos' gader og ikke blive set som noget andet end en helt almindelig menneskemand.
"Jeg havde ikke gjort hende noget ..." For første gang i meget, meget lang tid var hans ord tøvende. "Hvad hun gjorde, reddede mit liv."
Hans holdning fortalte resten; der var ikke mere at tale om. Han ville i hvert fald ikke give hende mere at gå på. Desuden var de ved at være fremme ved den pænere bydel, og snart trådte de ind i tempelhavernes område, hvor træer stod halvnøgne efter efterårets storme og græsset var ryddet unaturligt og umanérligt perfekt for nedfaldne blade. Ikke et eneste smattet æble lå gemt i stråene, og plænearealerne var så fejlfrit anrettet, at man helt mistede lysten til at gå væk fra stierne. Tænk, hvis ens fodaftryk forstyrrede ordenen. 
Der var samlet en god mængde skørter og hatte længere nede ad stien, og en tjener tog imod et - forfalsket - invitationsbrev fra Zahinael og udstyrede både ham og Aniya med et glas vin at bære rundt i deres frie hånd. 
"Vi tager lige en runde for at føle dem an," sagde Zahinael diskret til sin rødhårede armdame og førte hende i en bue om selskabet for at se efter en passende indgang til potentielle samtalepartnere.

    Hvad hun gjorde, reddede mit liv.
    Aniya holdt sin kæft og stirrede lige frem for sig på stien, selvom Skyggerne drillende kom med alskens forslag til ting, hun kunne spørge om - ord hun kunne ytre, som så absolut kun ville åbne nogle meget ubehagelige samtaler.
Hun kunne ikke helt blive enig med sig selv om det var dæmonblodet, der gjorde det, eller om det var fordi, Zahinael var én af 'de fine'... Men hun kunne ikke lade være med at tænke, at der måtte være noget alvorligt galt med ham, hvis han kunne tænke sådan om en kvinde, der havde påført ham så megen smerte.
    (...spørg ham, hvad hun reddede ham fra...)
    Dét havde hun så absolut ikke tænkt sig at gøre! Det var tydeligt på Zahinaels holdning, at emnet var uddebatteret og-
    (...spørg ham om-)
    "Hold nu kæft!" hvislede hun lavmælt gennem sammenbidte tænder og krympede sig over, at hun havde fået sagt det højt allerede inden ordene undslap hende. For at dække over sin indre debat, rettede hun med en kraftanstrengelse sin fulde opmærksomhed imod Zahinael, der i det samme overgav et fornemt brev på godt papir til en tjener, som til gengæld rakte et par fyldte vinglas den anden vej og ønskede dem en god dag.
    Aniya, der havde ikke så få medicin-abstinenser efterhånden, tog taknemmeligt imod glasset, og havde slynget den første mundfuld procenter i sig, da hun kom i tanke om, at hun skulle forestille at være Aniya Sommer, og at pæne damer ikke drak vin, som om de forsøgte at dæmpe stemmerne i hovedet...
    (...du laver virkelig ikke andet end fejl...)
    De fine folk stod civiliseret i små grupper og konverserede høfligt med hinanden - så optagede af deres uden tvivl intelligente samtaler, at få bemærkede dem, når de gik forbi. Af de, der gjorde, kendte en del tilsyneladende Zahinael - om ikke andet af udseende - for der blev givet nik og små hatteløft. Aniya var meget i tvivl om, hvad hendes rolle som ledsager egentlig var, så hun betragtede bare mændenes udvekslinger ned langs næsen, sådan som hun havde set fine damer gøre... Eller var det kun, når det var Aniya, de lagde deres øjne på?
    Inden hun kunne nå at køre tvivlen helt op, fik hun et splitsekund øjenkontakt med en yngre herre, der straks vendte blikket væk med med en underlig krusning om læberne. 
    ...burde ikke se så vigtig ud! Skulle være mig en fornøjelse at lære sådan en højrøvet kælling...
    Aniya strammede grebet om Zahinaels arm ved lyden af mandens højtråbende tanker - spottede i det samme en signetring på mandens ende hånd og en vielsesring på den anden. 
    ...ligesom Frøken Loire! Så kan man være nok så puritansk og ud af god familie, men dét nytter ikke noget, når Farmand 'Jeg-Er-Faktisk-Også-Greve' ikke er der til at bryde ind, vel? Eller Komtesse Verianne - magen til dum gås skal man lede længe...
    "Jeg tror dén mand dér," Aniya gjorde et minutiøst nik og sørgede for, at holde stemmen så dæmpet, at kun Zahinael ville kunne høre det, "har haft lidt for lemfældig omgang med nogle af de unge adelsfrøkener..."