Katirra var taget ned på markedspladsen. Det var sen eftermiddag og af en eller anden grund, så var der ikke særligt mange ude. Katirra gik med en bylt over skulderen. Det var hendes sidste vandring gennem Dianthos før hun ville drage mod Elverly. Det var længe siden hun var stødt ind i Leah, og hun vidste ikke om Leah stadig var i Dianthos. Hun havde et spædt ønske om, at Leah måske befandt sig på markedspladsen. Hun satte sig ved en bænk, der stod op ad en husmur og ventede. Når solen gik ned, ville hun drage mod Elverly. 

Der var ikke sket meget de sidste par måneder. Hun havde klaret sin gang i Helbredelseshuset og samtidigt taget sig af dem der ikke havde så mange krystaller på lommen. På mange måder havde hun levet et dobbeltliv, men det var slut nu. En dag for ikke så længe siden, drømte hun om rejsen til Elverly, og da hun vågnede op, vidste hun at hun måtte afsted. 

I de sidste par dage pakkede hun sammen, og for ikke så mange timer siden, sneg hun sig ud af Helbredelseshuset og gik en sidste tur gennem Dianthos. Hun vidste ikke hvor længe hun ville være væk. Om hun nogensinde ville komme tilbage. Det kom fuldt og helt an på hvordan hendes familie tog imod hende. 

Efter at have vandret rundt uden noget formål, havde Leah besluttet sig for at undersøge markedspladsen nærmere. Måske der kunne være en mulige fjende hun kunne træne imod, eller øve sig på at skyde lidt mere præcis med hendes bue. Buen og pilene havde hun nærmest altid med sig, uanset hvor hun gik hen. Den lille brune taske som hang hen over skulderen, den korte trøje og nederdel var altid et godt tegn på hendes påklædning. Et bredt smil havde i flere timer nu lagt sig over det englefyldige ansigt, og hendes brune øjne gled lidt rundt i omgivelserne. 

Det så ikke ud til, at der var nogle hun kendte, eller havde set før. Dog ville hun ikke vende rundt, og gå hjem. Nu hun alligevel var her, kunne hun vel ligeså godt lige nyde de hyggelige omgivelser. Desuden var det også lidt tid siden, at hun havde været her, så hun var nysgerrig efter at se hvad der ville ske. Som hun nærmede sig en bænk, hvor der sad en ganske bekendt elver lyste hun nærmest lidt op, og gik tættere på hende"Katirra! lang tid siden"lød det glad fra hende, som Leah pludselig bukkede sig lidt ned imod hende, for derefter at give hende et kram. 

Hun kunne sagtens huske elveren, det havde været så hyggeligt siden sidst, hun kunne slet ikke huske hvor lang tid siden det havde været at hun selv havde hygget sig så meget, i selskab med en anden elver kvinde. Hovedet lagde hun på skrå imens hun uden at advare eller sige noget til katirra, bare havde krammet hende. Efter få minutter gav hun slip, og trådte nogle skridt tilbage"Hvad laver du her alene"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn, imens de brune øjne hvilede sig på hende.

Katirra sad i sine egne tanker. Hun stirrede ufravendt ned i jorden. Ville Leah dukke op?
Hun så op, og hun så den anden komme gående imod hende. Hun tog imod krammet og knugede den anden til sig og følte en oprigtig glæde for at se Leah. 

"Ja, det er meget lang tid siden. Jeg havde håbet jeg ville finde dig her," fortalte hun. Leah var en af de få der igen og igen var poppet op i hendes tanker de sidste par måneder, og af flere omgange var hun taget ned på markedspladsen for at finde Leah. Men uden hendes held, så hvorfor var hun heldig nu? Var skæbnen på hendes side? Ikke at hun var særligt troende, for det var hun ikke. Men noget fortalte hende, at uanset hvad, så måtte nogen have hånden over hende, og hun smilede stort. Med Leah ved sin side, blev det nemmere at foretage denne rejse. Men en usikkerhed dukkede op i hende, for hvad nu hvis Leah sagde nej?

"Jeg ventede faktisk på dig," sagde Katirra og smilede til Leah. "Jeg er på vej til Elverly og ville høre om du ville med?"

Som Leah hørte de søde ord, kunne hun ikke andet end at få et stort smil på ansigtet, for det gjorde hende glad at høre de ord. Hun havde selv tænkt på katirra, for hun kunne virkelig godt lide hende. Det var også sjældent at hun stødte på kvindelige elvere, for det var altid mænd. Hun gav et nik med hovedet til Katirra's ord om at det var lang tid siden. 

"Så er det heldigt, at jeg fik øje på dig"grinede hun med en varm stemme, som hun lagde hovedet på skrå, imens hun stod afslappet med en hånd i siden. Før Leah også skulle til at spørge, hvad Katirra lavede på markedspladsen igen, fik hun allerede svar. Det fik hende til at lyse en lille smule op, som hun hørte spørgsmålet. 

Det var virkelig sødt at Katirra ventede på hende, for det havde Leah slet ikke regnet med, men havde håbet at støde ind i hende, hvilket nu var sket. Hun betragtede den kvindelige elver foran sig, som hun fortsat havde et smil på hendes eget fredfyldte ansigt"Det er pænt af dig, at vente på mig, og jeg kan da umuligt takke nej til den forespørgelse"sagde hun med en venlig og blid stemme. For Leah ville gerne med til Elverly, det var og havde altid været noget af det bedste sted at tage hen, og nu kunne hun tilbringe turen derhen sammen med Katirra.

Leah gav Katirra en varm fornemmelse i maven. Sådan havde hun ikke haft det længe med nogen før. End ikke mænd. Ikke at Katirra havde tænkt over om hun var til kvinder eller mænd, men Leah gjorde et eller andet ved hende. Om det var forelskelse var svært at sige. Hun holdt en anelse længere om Leah før hun gav slip. 

"Ja... ja det var meget heldigt," sagde Katirra svagt. Hun følte sig helt boblende i benene. Så hun klemte benene sammen og var lettet over hun sad ned. 

Hun blev ydermere varm om hjertet, da Leah sagde ja til at følge hende med til Elverly. Katirra kendte nemlig ikke vejen. Og det ville være rart med en der kendte den. 

"Jeg er så uendelig glad for du tager med," svarede hun og smilede varmt til Leah.

For Leah var det altid meget rart med et kram, og hun kunne godt lide det når det var Katirra hun krammede. Mest fordi hun jo kendte hende, hun var også en af de kvindelige elvere som Leah elskede at bruge tid med. Selvom det måske ikke havde været så tit, så var det meget hyggeligt og rart. Som hun lod sit blik hvile sig på Katirra tænkte hun lidt, for hun kunne da sagtens huske nogle af de ting hun havde lavet sammen med Katirra. 

For hun havde troet at hun ville glemme dem lidt, for det var sjældent hun huskede ting hun havde lavet sammen med andre"Det er trist du har siddet her alene, jeg kunne godt genkende dig, men selvfølgelig kunne jeg det"grinede hun lidt, som hun puffede blidt til Katirra. Der var intet ondt i det Leah gjorde, overhovedet ikke. Det var rent venskabeligt, og hun lyttede til hendes elver veninden, som hun nævnte at hun var glad for at Leah ville tage med.

"Selvfølgelig gør jeg det, og desuden så har jeg jo den her, og pile til, så hvis vi møder fjender kan vi håbe at det er små fjender jeg kan klare med den her bue"sagde hun med et lille skeptisk smil. Det ville ikke undre hende, hvis de ville møde fjender på vejen, men forhåbenlig ville det ikke ske. Måske det ville være små dyr, som Leah kunne skyde en pil efter, eller måske en eller anden mand der bare skulle have en pil i røven eller andet. Hun smillede lidt før hun rejst sig op fra bænken"Skal vi komme afsted, eller vil du have lidt at spise først"lød det undrende fra Leah som hun løftede et øjenbryn.

Katirra besluttede sig for at give slip på krammet. Hun var overfuset af hendes pludselige, men mærkelige følelser for Leah. Det gjorde hende i den grad også ganske forvirret! Hun betragtede den anden. Hun måtte bare vente og se hvad der skete på deres tur. Efter hendes beregninger tog det omkring elleve dage at rejse til Elverly, hvis de ikke mødte udfordringer. 

"Jeg har ikke siddet her så længe," indrømmede Katirra og smilede tilbage til Leah. At Leah puffede Katirra blidt, gjorde blot den unge elver mere forvirret. Hendes følelser var et stort hav under en storm. Hun kunne ikke finde hoved eller hale i noget i det. 

Katirra smilede. Hun var glad for at Leah i det mindste havde et våben med sig. "Det giver mig lidt ro i sindet. Og hvis en af os bliver skadet, kan jeg lappe os sammen," sagde Katirra en smule begejstreret. Men Katirra havde aldrig været udenfor Dianthos, så hun vidste ikke hvordan det var at vandre på landevejen. "Det vil cirka tage os elleve dage til fods ikke? Så løber vi helt sikkert ind i røverbander eller andet ukrudt," sagde hun eftertænksomt.
Hun vidste at vejene var nogenlunde sikre, men fredstider gjorde folk ekstra dovne. Det kunne hun jo selv se på folk med misbrug og lidt for meget alkohol indenbords. 

"Vi kan godt tage noget at spise først! Er du da sulten?" spurgte hun med lidt for meget varme i stemmen. Bare Leah ikke lagde mærke til noget!!

Hvornår var det også sidst at hun havde været i Elverly, for lige i øjeblikket var Leah mest rundt omkring. Så måske hun trængte lidt til at opholde sig og besøge sit hjemsted igen. Glæden og tanken om det gjorde hende glad, og varmede hende nærmest. At hun heller ikke skulle tage derhen alene, men i selskab af Katirra var ganske rart. Så behøvede Leah hvertifald ikke tænke på og bekymre sig om at være alene. 

Hun havde været vant til at være alene meget, men det var nu meget rart med noget selskab. Hun lagde hovedet lidt på skrå, som hun betragtede omgivelserne lidt. Hun gav Katirra et stort smil som hun nikkede til hende"Ja det er meget godt med et våben, har du overvejet et selv"spurgte hun undrende men også nysgerrigt.

Hvis de skulle møde fjender, var hun forberedt, men hun håbede ikke det ville ske. Som Katirra nævnte hvor lang tid det ville tage dem, at komme hen til Elverly tænkte Leah lidt som hun lod sit blik hvile sig på hendes veninde"Lad os håbe vi ikke støder ind i fjender"sagde hun med en opmuntrende tone, og en munter stemme. Om de skulle tage noget at spise først fik hende til at grine lidt, før hun hørte hendes mave rumle en smule. Det var måske en god idé, og hun gav et nik fra sig, hvorefter hun tog Katirra under den ene arm"Det er nok en god idé inden vi fortsætter"sagde hun med en glad stemme.