Dagen var kommet og havde længe været ventet. Eller, det syntes Astrid i hvert fald. Astrid var i starten af det nye år overbevist om at hun ville ende med at have fyrstinde titlen helt alene, uden nogen mand ved sin side. Det tog dog kun nogle måneder, før hun mødte den mand, som hun nu var ved at gifte sig med. Helt fra første gang hun mødte Alaric af Erneyll, havde der været noget helt særligt over den måde han repræsenterede sig selv på. Måske var det bare noget der hørte til at være en del af Erneyll? Hun håbede i hvert fald ikke at han ville ændre sig, når hans fik nyt familienavn. Det var heller ikke noget hun regnede med.
Verona, fyrstinden af Isenwald, havde hovedsageligt stået for at få mange af tingene op og stå. Astrid havde dog valgt at se gæstelisten igennem. Ikke fordi Astrid havde nogle veninder af lavere rang der
skulle med, men blot for at sikre sig at hun havde styr på navnene på de forskellige deltagere. Hun ville nødig risikere at hun stod og snakkede med en, som hun ikke kendte navnet på.
For det var svært at holde styr på alle de adelige og vigtige folk, og der blev lagt en del mere i, at hun skulle vide hvem alle var, når hun var arving af fyrstinde titlen, end den gang hun ’bare’ var komtesse. Nu hvor det blev klargjort yderligere, at Astrid stod med arvingstitlen, havde de to kvinder også sørget for at invitere en masse vigtige familier, for der var jo ikke nogen grund til at, allerede inden hun sad med titlen, at hun skulle have dårlige relationer med andre familier. Isenwald havde ikke brug for et dårligere ry. Familierne kunne altid takke nej tak til invitationen.
En aftale til maskeballet i foråret, havde hjulpet Astrid med at få den
perfekte bryllupskjole. Dinah, en skrædder i Dianthos, som Alexander fik lavet sit tøj af, havde fået til opgave at lave kjolen og resultatet kunne ikke være bedre.
Kjolen var blevet bragt til Isenborg i en kasse, og da tjenestepigerne trak kjolen ud af kassen, kunne man høre alle de magisk opladte krystaller trille af kjolen. Krystallerne var nemlig til for at den kunne bevare den magi, som Dinah havde lagt over den. Kjolen var utrolig nem at tage af og på, når man kendte til det ’systemet’. For når kjolen var af, var den i to stykker; et for- og bagstykke. Når de blev placeret mod hinanden, skulle man blot berøre de tre krystaller samtidig; en under brystet og en på hver hofte, for at den lukkede sig sammen til en kjole. Kjolen kunne også transformere sig til en buksedragt, ved blot at fjerne de to hoftekrystaller; dette var oplagt, eftersom Astrid vidste at der ville være en jagt efter vielsen. Kjolen var simpelthen så utroligt veludført og smuk, at det var ærefrygtindgydende. Den bar selve skovens skønhed, som var den blevet velsignet af Avanya, gudinden for skoven! Den var en skønhed, der rørte sjælen og indgød respekt. Hun selv blev påvirket af en utrolig selvtillid og tro på sig selv, som hun iførte sig kjolen.
Hun stod et øjeblik og så sig selv i spejlet med kjolen på. Silhuetten var en klassisk timeglas, med en noget smallere top end bund, dog med en vovet udskæring. Den var nemlig ret bred og temmelig dyb, dog var der på denne udskæring en bred blondekant som illustrerede et hjortegevir. Bunden af kjolen var kantet med lysebrun bæverpels, de vidde ærmegab ligeså, blot kortere. Hen over bæverpelsen i bunden, var der broderet med guldtråd motiver af skovens dyr der blev samlet til procession på fronten. Selve kjolen gradierede fra en mørk mosgrøn farve i bunden til en knopfrisk grøn ved skuldrene. Dem med gode øjne, ville op af kroppen, være i stand til at se et diskret broderi af de lokale træsorter. På hver side af kjolen kunne også ses en stejlende kronhjort i rustrød kobbertråd.
Tjenestepigen nærmede sig så, med en ekstra tilføjelse. Kappen. Den blev sat på ved skuldrene og i toppen var der friske knopper, som fra et træ, som gradvist foldede sig ud til blade, i takt med at de kom længere og længere ned af ryggen, for til sidst at blive rustrøde og falde af kappen. Bladende som Astrid efterlod, ved hvert et skridt hun tog, var af silkepapir i tekstur og omtrent en håndfuld i mængde. Bladende ’groede’ fra kappen.
Astrid begav sig så hen til sit smykkeskrin, hvor hun fandt en simpel halskæde. Halskæden sad nemlig tæt ind til halsen og i midten var der en
helt speciel sten. Stenen var nemlig en lille grøn smaragd, som havde været starten på den intimitet de havde fået. Minderne om rundvisningen i minen strejfede hende før hun fandt et par øreringe der matchede de krystaller der var på kjolen.
Inden hun begav sig fra sine gemakkere, tændte hun et lys, for at sænke sin fader en tanke.
Hvor ville hun ønske han kunne være der…
Havde Astrid haft en hver anden kjole, havde hun haft en ulmende nervøsitet. Dog gik hun selvsikkert og med et roligt smil på læberne, mens hun blev fulgt ind af sin moder, som havde tårer i øjnene. Dét at se sin moder, rørt til tårer, gjorde at Astrid gav hende et blidt klem for at forsikre hende om, at alt var lige som det skulle være. Det kunne dog ikke vare evigt, det lille klem, eftersom Verona måtte tage afstand og Astrid stå ved det opstillede alter. Kort lod hun sine lyse øjne glide ned af den hvide løber, hvor hun kunne se de rustrøde blade, som var faldet af den kappe hun bar. Blikket nåede dårligt nok at se hen over gæsterne, før det blev rettet mod Alaric. Hun sendte ham et lille smil og et afslappet suk, som verdenen omkring dem syntes at forsvinde. Det var dem og Fredskildes Isari præstinde. De prisende ord lød højt og tydeligt og inden længe var deres hænder bundet af hvide og gyldne bånd.
Klappesalven lød pludselig, og Astrid lagde endnu engang mærke til de mange gæster. Ja, hendes egne tanker blev nærmest overdøvet af klappesalven. Derfor var det utrolig rart, da hendes moder tog ordet og forklarede resten af dagens forløb. En jagt, på hvert sit hold. Det skulle nok gå godt, i hvert fald for Astrid. Alaric måtte jo så bare finde ud af om han ville bruge den lille gave hun havde givet ham til midsommerballet. Det var en gave, som ville gøre at han nemmere kunne være en del af jagten, eftersom han jo manglede en hånd.
Det nygifte par måtte endnu engang skilles. Tæt ved stalden, stod stalddrengen Owen med hendes koksgrå hingst, Aladrios´ Kriger, klar til opsidning. Det var med en utrolig let bevægelse, at Astrid fjernede de to nederste krystaller, således at kjolen transformerede sig til en buksedragt, som hun kunne ride i. Hun fik sig et pilekogger og en bue. Det tog kun et øjeblik før hun havde sat sig op og fundet sammen med sit tilvalgte hold. Inden jagten blev sat igang fik Astrid sendt sin mand et udfordrende smil. Et smil han burde kende til fra når de havde reddet om kap. Med en hast drog de så ud på hvert sit hold på jagt deres fremtidslykke.
Jagten sluttede, med en utrolig mængde råvildt. Dét og at kunne genforenes med sin mand til aftenens festmåltid, var alt der skulle til for Astrid lod sig smile, noget som oftest var en sjældenhed at se hos den unge, nu gifte, arving.
Der blev smagt godt på de forskellige vine, vel vidende om hvad der var sket sidst hun havde været fuld i Alarics selskab. Denne gang var der bare ikke noget der skulle holde hende tilbage, og hun vidste udmærket, at selvsikkerheden nok ville blive pillet af hende, lige så snart kjolen ville falde til gulvet. Vinens effekt havde bare med at være på hendes side!
//Først og fremmest tusind tak til Chilitoke, som designet Astrids brudekjole! Jeg er evig taknemmelig over det arbejde han har lagt i kjolen, og kan slet ikke forestille mig hvor mange timer Dinah selv måtte have lagt i kjolen, selv med sine evner! Dertil har jeg valgt at tegne kjolen, for at tydeliggøre alle de elementer der er med!
Skitse her (anbefales) vs
Farvet billede her
EDIT: Grundet en diskussion i chatten, omkring om kjolen var somewhat ulovlig, har jeg redigeret beskrivelsen af den effekt den har på folk omkring hende. Kjolen eller den magi der er i den, er altså ikke ulovlig.
Everything you've ever wanted
is on the other side of fear
- Astrid af Isenwald