Turen fra landsbyen havde været lang, og nu glædede Lianna sig til snart at kunne slappe lidt af på kroen. Hun skulle bare finde den først. Hun var stadig ikke særligt stedkendt i Dianthos, trods alt plejede hun kun at komme i byen i følgeskab med sin familie, når de skulle sælge ting fra landsbyen eller købe nødvendige varer. Så det at finde rundt på egen hånd var stadig meget nyt.

Hun var endt i en del af byen hun ikke mindedes at have besøgt før, men det var nu også yderst sjældent de havde været forbi kroen, kun hvis turen havde trukket ud, og de var blevet nødt til at købe noget at spise inden de kunne vende hjem igen. hun håbede, at nogen her kunne vise hende vej, så hun snart kunne hvile sig og få lidt at spise. Idet hun passerede en gyde, kom en mand gående imod hende, og hun valgte at stoppe ham for at spørge om vej. Mens hun talte med ham så han underligt på hende, og ville vide en masse om hende før han ville fortælle hende vejen til kroen. Lianna var ikke vant til andre mennesker end sin familie og nogle få af dem i landsbyen, og hendes brødre havde godt nok altid holdt hende langt væk fra alle mænd, i hvert fald efter den dag med Freydis, men hun havde aldrig forstået hvad det handlede om. Så at spørge om vej kunne da umuligt være så slemt? 


Men den pokkers elendige dømmekraft havde fejlet hende, for efter at have forsøgt at holde samtalen på sporet og venligt men bestemt afvise flere af mandens nærgående spørgsmål, havde han hevet hende ind i gyden, hvor han gav sig til at rode i hendes lommer, inden han begyndte at rykke i hendes tøj som for at få det af, eller i hvert fald løftet op. Lianna forstod ikke det mindste af hvad det skulle gøre godt for, men det var ubehageligt og mærkeligt at en fremmed mand var sådan overfor hende, så hun prøvede at kæmpe imod. ”Hvad laver du?! Stop, lad vær!!” Manden virkede dog ikke til at høre efter, han forsatte bare med at hive i hendes tøj og prøve at holde hende fast. Hun hørte svagt en stemme der råbte udenfor gyden, og håbede det var en der kunne hjælpe hende. "Hjælp!!" Hun bad til, at personen udenfor gyden ville høre hende, og hjælpe hende ud af denne knibe. 

Lianna så skikkelsen komme tættere på, og takkede i stilhed guderne for at sende hende en hjælpende hånd. Hun kunne høre på stemmen at det var en kvinde, selvom stemmen var væsentligt grovere end de fleste kvindestemmer. Kort efter kunne hun se skikkelsen tydeligt, det var en halvork i byvagt uniform. Hun så stærk ud, bemærkede Lianna idet manden begyndte at fumle omkring og slap hende. Lianna skyndte sig at krybe nogle skridt væk fra ham, inden vagten tog ham og smed ham ud af gyden.

Blikket flakkede og hun rystede en smule, da han så op på byvagten igen. ”T-tak.” Fik hun fremstammet, men en let bævren i stemmen. Hun havde ikke forventet at blive så forskrækket, men manden her havde lykkedes med at skræmme hende en del. Hun forstod stadig på ingen måde, hvorfor han havde forsøgt at få tøjet af hende, men hun skyndte sig at rette på det så det kom på plads igen.
 
”Ja, det tror jeg nok…” Hun stod med den ene arm over brystet og holdt hånden på den anden overarm, lettere usikkert. Hvorfor er jeg så hjælpeløs? Det nytter ikke noget, jeg finder aldrig Alf hvis jeg ikke snart lærer at klare mig selv noget bedre..! hun bed sig i underlæben mens hun tænkte, og blikket blev en smule fjernt.

Hun vidste ikke hvorfor, men det irriterede hende lidt at halvorken blev ved med at spørge om hun var okay. Hun vidste godt hun bare gjorde det for at hjælpe, og det var en del af hendes job som vagt, men Lianna kunne ikke undgå at blive irriteret alligevel. Hun var så vant til at blive set på som en lille, hjælpeløs pige som skulle beskyttes fra hele verden, men nu måtte det være nok!

Hun sukkede, og trådte et halvt skridt frem som vagten igen talte til hende, og hun så op på hende. hun var stor og muskuløs, ganske givet grundet at hun var halvt ork, men det var måske netop Liannas held. Hun tænkte så det knagede et øjeblik, og med en beslutsomhed i stemmen svarede hun. ”Ellers tak, jeg er ikke her fra byen, men…. Du kan måske lære mig hvordan jeg selv beskytter mig fra den slags typer i fremtiden?” Hun så vagten i øjnene som hun havde afsluttet sin sætning, og forsøgte at se bestemt, men stadig venlig ud. Hun vidste ikke præcis hvad hun bad om, men et eller andet så hun kunne forsvare sig selv i fremtiden.

Lianna kunne tydeligt se halvorkens undren, men hun var fast besluttet på at ville lære at forsvare sig. Det nyttede ikke at færdes på egen hånd og så ikke kunne beskytte sig selv mod ækle typer som manden før, vilde dyr eller andre væsner, der havde onde hensigter. 

Hun nikkede derfor da byvagten spurgte, om det var det hun ville. "Ja tak, meget gerne! Jeg vil helst ikke være afhængig af andres beskyttelse mere, jeg vil kunne klare mig selv!"
Hun vidste godt, at hun var en lille, spinkel pige, der ikke så ud af meget, men netop derfor var det også vigtigt for hende at lære at forsvare sig selv, så hun ille blev et nemt offer. Det var i grunden underligt at hendes brødre havde haft travlt med at beskytte hende og Freydis fra verdens ondskab, men ikke havde tænkt over at lære de 2 søstre at forsvare sig selv. Alle brødrene var trods alt ret gode til at kæmpe, både med forskellige våben og de bare næver. Det måtte hun spørge dem om, når hun en dag vendte hjem.