Sidka vågnede med ondt i hovedet. Mere end bare tømmermænds-ondt-i-hovedet. Især fordi det fik hun så sjældent. Mere en nogen-har-slået-mig-rigtig-hårdt-ondt. Hun gryntede og tog hånden op til der, hvor det gjorde mest ondt, men hånden kom ingen vegne. Hun prøvede igen, men med samme resultat. Den anden hånd var lige så uduelig.
Øjenlågene virkede bedre. De ville gerne løfte sig, selvom hendes svimle hoved ikke ville. Underlaget under hende gyngede, og hun var ikke sikker på, om det var svimmelhed, eller om hun sad i en vogn. Nogen snakkede også, men det føltes fjernt for hendes sanser - og egentlig ret irriterende, når hun prøvede at koncentrere sig. 

Endelig fokuserede hendes syn på noget. Henover hendes rødbrune rejsetøj lå et tykt reb i flere lag hele vejen ned til hendes mave. Det var næppe normalt. Havde Sibal vækket hende med en slyngplante igen og hevet hende op i loftet? Nej, så ville der have været grønt på den, og det havde duftet af frisk skov. 
Noget begyndte at dæmre for hende. Hun havde været ret ubehøvlet på en kro aftenen forinden - hvornår var hun ikke det? - men nogle af gæsterne havde sendt hende lange blikke. Hun troede bare de ville vente til hun var fuld nok, og så tvære hende i en mudderpøl udenfor. Måske indleverer hende til dusør, hvis de turde. Men hun var aldrig blevet fuld nok, for der var forbandet lidt alkohol, der holdt mere end fem sekunder i hendes blod. 
Men nogen havde fulgt efter hende, og hun var aldrig nået til at finde et sted at sove. 
Med ét rev hun hovedet opad - kun for at slå baghovedet ind i noget, der føltes som en andens kranie. Hun strakte fingrene i smerte og svor, hun kunne mærke andre fingre nær sine. 
"Hvad i Nalish'ras navn...?" sagde hun grødet, og undlod at tale på mørkelvisk. Det havde hun trods alt efterhånden erfaret, de færreste forstod.

Det havde været noget af en aften, var Londons første tanke som hendes bevidsthed kom retur, og billederne af kroen dansede for hendes sind. Hendes hoved pulseret i voldsom smerte, hendes sanser for fordrejet, den eneste grund til hun vågnede var at noget rev i hendes hænder. Var hun endt hjemme hos en? var utrolig uvant for hende, kort bevæget hun hovedet blot for at mærke sit metallisk bind stadig lå tung over hendes øjne. Alt føles mærkeligt, så bekendt, tænkte hun kort, sanser som ikke ordenligt virkede, og ens krop føltes så tung, som noget lå sig tæt om den. Stadig kun halvt ved bevidstheden, men i et kom alt til hende som en smerte spredte sig igennem hendes hoved, som så en gav hende et ordenligt slag i baghovedet. Hendes hænder instinktivt forsøgte at komme til hendes ansigt, men til ingen nytte. hva i, nåede hun lige at tænke som de mørk elviske, ord blev sagt. Et sprog hun kendte men ikke fra nogle gode minder. Som hun med det samme befandt sig i sin så vidunderlige barndom, netop sådan, i en vågn, et bur, bundet, låst fast, svækket sanser, og med det 'mørke' sprog talt ved hver slave handle.

Hun begyndte at ryste, i frugt, som en lav mumlen blev hørt fra hende. "Vidste verden er ...som den er." Igen forsøgte hun at rive sinde hænder til sig. "Hva i?!" Spurgte hun mere høj lydt, dog med det samme efter fyldt af en kynisk kold latter, og blot for at teste sin teori lod hun hovedet falde bagover, og det fedtet hår faldt imod en skikkelse som deres hoveder igen ramte hinanden stille. "Ej hvor hyggeligt...Selvskab i det mindste." Kommenteret hun, i en stemme dækket i sarkasme, som latterne fandt sin ende. En dybt suk forlod hende, som kroppe stadig rystede en smule som fortids billederne stadig dansede foran hendes sind og mildt angst fyldte i mindernes hånd.

Mens hendes reb-fælle mumlede sig selv vågen, forholdt Sidka sig roligt. Pletterne for hendes øjne var ved at forsvinde, men det var smerten fra baghovedet i det mindste også. Lige indtil det andet kranie prikkede tilbage mod det sted, de var stødt sammen. Godt nok var det blivere og føltes prøvende, men hun havde helt sikkert fået en bule der, og hun skar tænder da smerten igen sitrede ned gennem nakkehvirvlerne. 
Hun knyttede og spredte fingrene og vippede med tæerne, indtil det forsvandt helt ud af kroppen, hvorefter hun turde åbne øjnene igen - nu næsten helt fri for prikker.

Hun blev enig med sig selv om, at det var hendes syn, der svømmede og ikke det hun sad på, for så ville hun mærke flere ujævne stød fra vejen under dem... Mente hun i hvert fald nok. 
"Hm, selskab," mumlede hun til stemmen bag sig -  kvindelig at dømme ud fra tonen. "Jeg kan se fem skikkelser lidt væk, men mit syn svømmer stadig. Hvad med dig? Ved du, hvad der foregår?" 
Var der noget, Sidka hadede, så var det ikke at være i kontrol. Det her var sådan omtrent overhovedet ikke i kontrol, og hun hadede allerede hvert minut. Blev skikkelserne større? Var de på vej hen til dem eller væk? De sad på en vogn, det ville hun i hvert fald mene, for det føltes mere som brædder end jord under hendes krop, og de var helt bestemt udenfor med en overskyet himmel over sig. 

Alt rumlede stadig for hende, hvad end de havde brugt virkede det godt når selv en blind kvinde mente at hvad end hun så vippede det frem og tilbage. En utilfreds grynten forlod hende, og instinktivt forsøgte hun igen at tage en hånd til sin pande, men som hænderne igen sad fast i nye bedste vens hænder, resulteret dette blot i et irreteret suk. "Mit hoved." mumlede hun kort, tydeligt ikke til nogle, men blot brok. Jeg kan se fem skikkelser, - ej hvor fedt. hun kan se. Igen sukkede hun utrygt, og lod sine øjne nå fremad. Var der overhovedet nogen, noget? tænkte hun kort som foran hendes blik, lidt væk var der to flammer. Tydeligt i tale med hinanden. "Kan fornemme to sjæle..en ti meter foran mig." lyd det i en angst fyld stemme, som hendes tænder klappede sammen et kort øje blik.

Efter nogle få sekunder, kom der igen lyd fra hende. "Vil gætte på vi skal sælges." lyd det koldt og kynisk, så om dette var hendes hverdag. "Er vel nu jeg skal sige jeg er blind? kan intet se, ud over folks sjæle." lyd det i en mere opgivende stemme, som hendes sind begyndte at acceptere hvor de var, og hvad der skete. "Ved hvorfor jeg er her." mumlede hun kort før der var mulighed for svar. "Men hvorfor er du her? Hvad er din vær for fremmede? - blot du er kvinde?" lyd det i den samme kolde, opgivende stemme. Hvis alt dette, kommer igen, hvis min frihed var falsk, så kan jeg lige så godt lære hende at kende, måske vi skal bo sammen. Dejlige, samme verden, oh lad være at ændre dig. tænkte hun kort som humøret gik fra koldt og opgivende, til en tydelig sur. "I guderne navn, denne verden skal genfødes fra dens aske." mumlede det i en hvæsende, vred stemme som hendes tanker uvist blev til ord.

Sidka åbnede munden flere gange, mens hendes bindingspartner talte, men tungen blev simpelthen bare ved med at løbe, og hun endte med at lukke den i igen og pænt vente på, hun havde sagt alt, hun ville. Kun halvvejs lyttende rystede hun på hovedet og knækkede nakken til hver side for at få lidt styr på sin rumsterende hjerne. Lidt kvalme steg op, og hun pressede det bevidst så langt ned i maven, hun kunne - ikke om hun ville kaste op lige her, hvor hun øjensynligt ville ramme sig selv i samme omgang.

"Så, du er blind..." sagde Sidka, da strømmen af ord endelig syntes at være stoppet. "Hjælpsomt, eller noget. Men pfft, jeg er mørkelver. Der er vist dusør på os alle steder lige nu."
Sidka var stille lidt, mens hun vendte kvindens ord i hovedet. Så hun kunne se folks sjæle? Det måtte hun få spurgt ind til. Lige nu virkede ikke helt som tidspunktet - noget mere presserende var, hvordan de kom ud af den her kattepine. Hvor de var, hvem der havde taget dem. Hvad de skulle bruges til. 
"Vent... Hvad var det du sagde om verden?" Det var den sætning, der havde stået mest ud i alle hendes ord. Hvor kom det fra? Hvem var det lige, hun var bundet med?

Hun træk vejret dybt som vreden lå sig kort, hårdt bidt hun tænderne sammen og et klang kunne høres. Enten havde hun drukket alt for meget, ellers havde de ikke tænkt over hvor meget gift det brugte - ellers også var det en blanding af de to. Nok..mest en blanding, alkohol kunne hun da i det mindste håndtere at genkende, men at hovedet ikke kunne sidde stille, at koppen brokkede sig sådan, lysten til at kaste op, dukkede op, gang på gang, men forsvandt lige så hurtigt. Hjælpsomt, et kort fnis forlod London ved det ord. Så om jeg ønskede at være blind. tænkte hun kort, som hun lyttede til mørk elverne. "Sikkert, men der er ikke dusør på mig i nu..Så, mon det er dig eller mig som de ville have? Begge af os?" spurgte hun koldt, og kynisk som hun endelig lod sit blik falde rundt og studere mørket omkring dem. Hvorfor prøver jeg overhovedet? tænkte hun opgivende

Verden. "Verden er ødelagt." var det korte svar som hun mumlede som sin nye ven endelig talte. "De forkerte har magte, alle går rundt og tror alt er godt." begyndte hun i den samme kyniske vrede stemme. "Kan ikke vente til det hele kollapser og et ordenlig samfund opstår af dens ruiner." Og i guderne, jeg kan love at jeg nok skal få det il at ske! forsatte hendes tanker, kort før en langt opgivende suk forlod hende. "Hvem er du?" spurgte hun ud i intet, og vreden var væk fra stemmen og den opgivende rystende stemme var tilbage.

"Hm, det er sjældent jeg er så enig med nogen inden for de første træ sætninger, vi udveksler," kommenterede Sidka en anelse muntert. 
Det der med at verden var styret af de forkerte, kunne hun godt tilslutte sig. Hun var selv rimelig træt af Lysets hetz på hendes race, skovelvernes tro på at de var så meget bedre end dem, og selvom hæren til tider var et ret så nedern sted at befinde sig, var hun opdraget til at tro på, at Mørket havde ret til tronen, og Krystallandet ville blive et bedre sted med de svage racer under tøflen.
"Jeg hedder Sidkanys, men bare kald mig Sidka," fortsatte hun som svar på spørgsmålet. "Normalt har jeg min tvillingebror med mig overalt, men jeg ved ikke lige hvor jeg har parkeret ham den her gang. Det er lidt træls, for han ville jo nok kunne... Vent lidt. Lad mig lige se, om min magi kan få os fri."

Så var hun altså blevet slået rigtig godt i hovedet, hvis magi ikke havde været det, hun tænkte på allerførst. Hun prøvede at samle sin koncentration om chakraen i hendes årer, men da hun bød jorden at løfte dem opad, fik hun kun et vap over fingrene. 
"Auch!" udbrød hun irriteret. "Nå, et eller andet blokere magien. Jeg venter til jorden ikke svinger mere. Hvem er du?"

"Altid rart at møde folk med ens liv syn." kommenteret hun kort, ikke ofte folk reageret sådan, normalt kiggede folk mistroisk, eller som hun var gal, men ikke denne kvinde, med det samme var hun enig. Var en rar følelse og kort glemte hvor, og hvad der skete da London kort fandt et smil ved denne sjældne enighed. Stille blev det som Sidka kæmpede med sit magi, men til ingen nytte. London træk vejret dybt, som hendes fokus igen forsvandt. "Mon han kommer og reder os så?" spurgte hun håbefuldt, alt for at bekæmpe hendes frygte om at ende i sådanne bure igen. "London." Lyd det klart som Sidka spurgte til hvem hun, stemmen var efter tænktsom. Magi? Selvfølgelig, et suk forlod London. En med magiske evner til at kommer ud af sådan noget her? Heldigt? Uheldigt? Måtte tiden vise.

"Lad være at brug din magi uden at tænke når du kan." Lyd det halv kommandere fra London, som hun forsøgte at dreje sit hovedet så meget hun kunne, og kun lige knap kunne hun fornemme en skuldre. "Det her vil lyde vanvittigt..men stol på mig." Begyndte hun at tale i en lav tone, og et suk forlod hende. Tænk at sige sådan noget her. "Få dig selv fri først..når du kan..og tag en bid af mig" igen stille, men i en noget kun mere kommandere stemme end før. "I har en fortid med at spise folk ikke? Burde være nemt nok." London havde ingen ide om disse mørke rygter om mørk elvere var sande, og var endelig også ligeglad. Hvis de var, var dette blot en hjælp nu, men hun troede nu langt mere, disse rygter var blot for at skabte frygt til børn. Tænk at bede om at blive bidt. Hvordan i Isaris forbandet lys var alt dette endt sådan, aldrig tager jeg forbi den kro igen!

"Tag en bid af dig?" spurgte Sidka forvirret. Nu havde hun lige godt aldrig. at være enig med sin aftensmad havde hun alligevel aldrig prøvet. "Hvorfor i alverden skulle din..." Hun vendte hovedet og prøvede at fokusere på halsen bag sig. "Blege hud kunne hjælpe os? Altså jeg er sulten, men jeg kan ikke se, hvordan det hjælper. Hey, jeg kan næsten se klart igen."

Fordi London havde tilbudt sig selv som mad, havde Sidka i sin overraskelse valgt at gå lidt let henover at kvinden havde talt så kommanderende til hende Kun overordnede fik lov til den slags, og selv der var hun ikke helt vild med det. Det var Sidkas plads at kommandere rundt med folk, og skulle nogen kommandere rundt med hende, skulle de være mindst lige så seje som hende selv. Det havde hun svært ved at synes en blind tøs kunne være. Ordene havde dog overrasket hende, så London fik en chance til. 
Især nu hvor hun kunne se igen, og se, at der var to bryske mænd på vej hen mod dem over det flade, golde landskab. Deres blikke var hårde, og hun var pludselig ikke i tvivl om, at de kom herhen, fordi de havde opdaget, at deres fanger var vågnet. Et øjeblik gled Sidkas blik udover landskabet. Hvorfor var her så fladt? Så landede blikket på kløften i horisonten. Dødens Kløft. Det var et underligt sted at blive kidnappet hen til. 
"Du er ikke jomfru eller sådan noget, vel?" spurgte hun fraværende. Var det kun vulkaner, man smed jomfruer i for held, eller gjaldt det også bundløse huller?

"Det er sku da ikke af lyst, jeg vil have du skal bide mig!" mumlede hun irreteret som Sidka endelig begyndte at snakke. "Kan også bede dig kysse mig, men hej! Lidt svært lige nu!" tilførte hun i en hård tone, og glemte alt om sit tone leje som det blev højt. Selvfølgelig var det nu, at Sidka ikke havde problemer med at snakke, Fantastisk. tænkte London kort som hun rystede hovedet. Hvem end denne mørk elver var, så var det altid noget hun ikke var en venlig sjæl, oh så behavelig kvinde. Havde gjort dette meget mere besværligt. Hun lyd jo næsten spændt på at bide mig. London rystede hovedet og et lettet suk forlod hende.

"Hej i to..gå i seng igen" lyd det højt og koldhjertet fra den ene mand som han kom tæt nok på til at kunne høre hvad de sagde. I guderne, hvorfor allerede. "JOMFRU?! HVAD I ALVERDEN TALER DU OM!" Råbte London irreteret mod Sidkas ord. "Hold nu kæft, og bid mig!" lyd det noget kun lavere, i den samme kommandere stemme fra før. London træk hovedet til siden så meget hun nu kan, ikke at hun havde noget ønske om at hun skulle bide i hendes hals, blot det nemmeste i dette øjeblik. I det samme som disse tanker kom forbi Londons sind, bid hun tænderne hårdt sammen, og forberedte sig på bidet.

Lad nu være at slå mig ihjel ike! Hun ønskede at sige dette højt, men fik ikke sig selv til det. Hvilken magi Sidka havde, vidste London ikke, men hvis hun var selv sikker nok til at få dem fri før, som mon ikke at have London blod i sit system ville hjælpe på den ene eller anden måde. Det var altid sjovt at se magtfulde folk, eller folk med stor selvtillid at føle deres magiske energi blive forstærket. Altid den samme grådighed i deres stemme.

Manden satte i let løb mod dem og begyndte at råbe ad sine kumpaner. Sidkas blik fangede en krystal, der lå på en kasse ved siden af dem og pulserede i et svagt, orange skær. Så bed hun London i skulderen. 
Sidkas skarpe tænder gik gennem det tynde stof, og et øjeblik anede hun ikke, hvordan hun skulle komme videre herfra. London havde sagt, hun skulle tage en bid, men der var ingen praktisk måde for hende at få bidt en luns hud af og også få den fri af tøjet. Hvordan i alverden skulle hun... Så ramte blodet hendes tunge. Noget flammede op inde i hende, og en sitren forplantede sig helt ud til fingerspidserne. Ved siden af hende lyste den orange krystal op.
Ah, London var en kraftkilde. Så var det ikke så underligt, nogen ville have hende.

I en hurtig og hård bevægelse, strakte Sidka sin krop så meget som muligt og sparkede til krystallen, der tumlede udover siden på vognen og hen ad den bare jord. Den nåede ikke langt, men hun måtte håbe det var nok. Med Londons blod i mundvigen og udvidede pupiller, kaldte hun sin magi frem igen - og denne gang lystrede den. Uden at have hænderne fri var hun begrænset i sin præcision, og under dem løftede hun jorden opad i et hurtigt træk. 
Mændene, der løb mod dem, stoppede varsomt op, mens Sidka udstødte et glædeshyl, inden jorden kastede vogn og kvinder til siden og væk fra tilfangetagerne. Et øjeblik fløj de i luften, før de kolliderede med underlaget igen. De ramte med siden til - heldigvis - og Sidka nåede at få blødgjort noget af jorden i faldet, men ikke nok til at slaget ikke sendte krampetrækninger ned gennem hendes arm og hofte. 
"Op at stå, op at stå!" sagde hun, mens hun selv sprellede en smule forvildet med benene. 
vognen, de havde siddet på, fløj henover dem og smadredes mod jorden et par meter længere fremme.

hvordan mon engle kød endelig smagte? hvordan denne tanke kom frem i London vidste hun ikke, men den var der, lige til smerten kom. Smerten spredte sig hurtigt igennem hende og selv om hun prøvede at holde mund, lykkes det ikke som et mildt skrig af smerte forlod hende under bidet. Hendes instinkt, hendes krop skreg at komme væk fra Sidka, og selv om hun forsøgte, lykkes det ikke. Den varme væske løb med det samme ned af hendes arm som, ryg og bryst som Sidka flytte sine..utrolig ubehagelige spidse tænder fra hende. Londons krop blev revet med Sidka som hun bevæget sig. En grynt af smerte lyd ved de mere spontane bevægelse og ud i intet..var det så om alt bevæget sig voldsomt.

"ARgagbw" lyd det som London endte på jorden, og vognen landede over dem, men mirakuløst uden at gøre yderlig skade på dem. Alt, lyd ens, alt var sort - ikke at dette var nyt. "Hva..i." spurgte hun stille, men blev afbrydt af Sidkas ord. I ... gudernes navn..hvilken slags magi var det? råbte London i sit sind som hun kæmpede sig på fødderne, alt gjorde ondt..Var der noget hendes krop ikke var van til, var det voldsomme bevægelser, de svækket, skadet, stive lemmer, var kun mere stive nu som hun kæmpede sig på fødderne. Det metaliske bind om hendes øjne sad der i nu, igen, som ved vognen mon guderne faktisk var på deres side i dag? "Jaja!" lyd det tvunget ud mellem Londons nu mere ødelagte læber end før..en lille rift efter sit bid. "Hvad er din plan nu?" spurgte hun hurtigt som hun rystede i sine knæ, klar til hvad end Sidka nu ønskede at gøre. At være blind, var nu nok det største problem for London, jo..at fornemme hvor folks sjæle er, er en kæmpe hjælp..Men, ikke at se jorden, eller folks kroppe var altid problematisk.

"Plan? Jeg har sgu sjældent sådan en," lød svaret fra Sidka, mens hun stablede sig selv på benene i nogenlunde samme tempo som London. 
Det var ikke helt sandt - som regel havde hun en plan at følge, det var bare sjældent hendes egen. Det var ligesom det overordnede var til for. Dem med taktisk forstand fortalte hende, hvor deres bedste manøvreringsekspert skulle stå, og så kunne hun få jorden til at gøre, som hun bød. Lige nu havde hun dog svært nok ved at få sine fødder til at makke ret, men det havde mere at gøre med, at hun havde et andet væsen siddende fast på sin ryg - og de var tydeligvis ikke lige høje. 

"Pis os'," bandede hun irriteret, som hun prøvende løftede lidt på den ekstra bagage og det hurtigt stod ret klart, at hun ikke bare lige kunne løbe rundt med London på ryggen. 
I stedet prøvede hun at vride sig i rebene og bukke lidt i benene. Måske de kunne løbe i sikkerhed et sted? Hun kiggede sig omkring. Der var ikke andet end hede omkring dem - og så et bundløst hul en kilometer væk, men den var næppe til megen hjælp. 
"Såeh, kan du noget smart nu, der kan få de her reb op?" spurgte hun og prøvede at holde panikken nede over de omtrent ti skikkelser, der spænede mod dem. "For-eh, jeg er mest til jord, og med reb om hænderne, går det altså kun op og ned."

Plan? Jeg har sgu sjældent sådan en. London kunne ikke tro sine egne øre, og blot lod sin kæbe falde en smule uden at sige et ord. Hvorfor..hvad...du... tænkte hun kort irreteret og et utrolig opgivende suk forlod hende. Hvad...hvem..I al verden var denne kvinde..denne Sidkanys..at gøre alt dette..uden at have en plan!? I Kiles navn! Jeg skulle pande hende en, skulle jeg. Uden at tænke rev hun i sin arm, og som før kom hånden ingen steder. Er sku os lige meget! tænkte hun kort og valgte at holde sin kæft. hendes ben gjorde ondt, hendes skuldre blødt og det begyndte også at blive koldt! Men jorden var under hendes ben. En masse lyde kunne høres, folk, alle i samme retning mod dem. Pis os. lyd det fra Sidka. Oh? hvad nu - hvad har hun nu opdaget at dette kan blive så meget af - at de er på en øde Ø et sted? Oh, i guderne hvis dette er mere dårligt nyt såå..jeg lover, at jeg nok skal gøre dit liv til et helvede.

Såeh, kan du noget smart nu, der kan få de her reb op? blev der nu sagt fra Sidka. "I GUDERNES NAVN! JEG SKAL!" Råbte hun irreteret, Havde hun glemt jeg var blind? Hvad i! HVIS JEG KUNNE FÅ DE REB OP HAVDE JEG SKU DA GJORT DET! Skreg hun i sit sind som hun så hårdt den skadet, svækket bitte London kunne puffet sin skuldre ind i Sidka og skiftede hvem der havde front imod dem der kom imod hende. "ET MINUT! MERE OG DU MÅ I ZALADIS NAVN BÆRE MIG VÆK! SÅ FIND UD AF! NU DU ER I GANG SÅ BRÆK MIN HÅND! ET ELLER ANDET!" skreg London surt imod Sidka, ikke at hun mente dette som en ide, blot stadig dybt irreteret over kommentaren med planen. "Find ud af det! Du kan se!" som disse ord forlod hende, kastede hun hovedet ned, og det tunge metal bind ramte jorden hårdt. De kolde, døde blå øjne stirret imod de mænd. London skreg, som hun begyndte at genleve sin død flere gange i sekundet, som de mange mænd kom nær,  begyndte de at skrige, tyde, eller blot gå i stå og stirre fortabt ud i luften, som de også begyndte at opleve de værste ting de have oplevet, eller kunne forstille sig. Tåre løb langs Londons kinder, som disse minder gik igennem hendes sind.

Et øjeblik troede Sidka, at alt håb var ude. London skreg som besat og mændende trak både sværd og køller. Så steg Londons skrig i intensitet, og hun vred sig som en besat i deres fælles reb. Sidka skar en grimasse da rebene bed ind i huden, men da hun løftede blikket igen så hun mændene foran sig stoppe varsomt op. London skreg stadig så Sidka troede hendes øregange ville begynde at bløde, men hun kiggede sig over skulderen og så, at angriberne foran London stod stille, faldt på knæ, skreg eller tog sig til hovedet i angst. 
"Hvad end du gør, så bliv ved!" skreg Sidka i et forsøg på at overdøve al den anden skrigeri, mens hun spændte op i skuldrene og løftede London fra jorden, så hun kunnedreje en kvart omgang og vinkle hende mod de andre mænd. 
Det samme skete. Hvad det end var for et våben, Sidka havde fået på ryggen, vendte hun det den rigtige vej, og snart var alle mændene på knæ og i panik. 
"Godt arbejde, hvad end du gjorde," sagde hun lige dele imponeret og forvirret. "Nu skal vi have noget skarpt. Kom. Sidelæns til din højre. Små skridt - gider du holde op med at tude, det er overstået!"
Hvis de bare kunne komme hen til en af mændene og få fat i et sværd eller en kniv og skære rebene over, inden effekten gik af. Sidka anede ikke hvor lang tid de havde, men så gode ting her varede sjældent evigt. Lækkert var det dog at se på.

At se sin egen genfødsel, noget mange engle nok endelig ville nyde, men ikke London. At genleve den smerte, at genleve sin død, og sit laveste punkt. Selvfølgelig skreg hun, selvfølgelig gjorde det ondt, selvfølgelig faldt tårerne fra de, forfærdelige øjne. "Lad mig nu bare være død, Isari." mumlede hun imellem to syn, og i alt andet end en vred stemme, trist og fortabt lød hun. Der var ingen kamp imod Sidka, hun fik lov at bevæge hende, flytte hende lige som Sidka ønskede, både da London vidste dette var bedst lige nu, men også at med sådan Londons sind var lige nu, var der intet andet at gøre. Men det var ikke længe dette varet ved, blot efter denne korte tid, var det hårdt.

Udmattet og ud af intet blod London en smule tungere, som hun åndede efter vejret og lod sine øjne falde i. Hvad end der var sket var kun Sidka der vidste, "Lov...lov mig..du har en..plan nu?" lyd det trist, udmattet, fra den spinkle, beskidte kvinde. Hun lyttede til hver ordre, men blikket var lukket, og hvornår, og hvorfor var lige meget. Sådan hendes sind var nu, var alle ordre gode. Uden at have tænkt over det, holdt London godt fast om Sidkas håndled, en tryghed hun ikke engang selv vidste hun søgte i alt dette. Men at holde fat om en..hjælp mere end hun nogle sinde havde forstillet sig det..normalt blev dette kun gjort til at se sig selv i spejlet for at danne tåre, næsten aldrig gjort på andre, og nej hvor gjorde alt ondt - specielt hendes øjne. "De..kommer sig..nok snart." mumlede hun, som hun selv begyndte at kunne have ordenligt styrke i sine knæ igen.

Sidka fik møvet sig tættere på en af de grædende mænd, og mens hun virkelig gerne ville vide, hvad London havde gjort ved dem, var det vigtigere at komme fri og komme væk lige nu. 
"Ned i knæ," beordrede hun og fulgte med ned. 
Det var akavet at prøve at sidde på hug, når man var bundet ryg mod ryg, og hun blev nødt til at strække det ene ben ud foran sig. Herfra kunne hun sænke dem sidelæns ned mod det kortsværd, en af mændene havde tabt. 
Londons greb om hendes håndled i den anden side viste sig at hive en eller anden form for stabilitet og modvægt, og hun formåede at få fat på sværdet uden at vælte dem om i støvet. Det gav hende et sår i håndfladen at få sværdet sat oprejst, men så gjorde hun jorden under dem blød, så både det og deres fødder begyndte at synke lidt nedad i underlaget. Da sværdet var sunket godt ned og hun selv havde trampet sig opad igen, stivede hun underlaget af igen. Nu havde de et oprejst sværd med klingen opad, og lettere utålmodigt kantede hun nu dem begge to hen til den, så hun kunne begynde at skære rebene om deres håndled over og fortsætte til dem om deres kroppe. Undervejs ville hun sikkert ramme forkert og give dem nogle sår, men i det mindste ville de da være fri. 
Manden foran hende holdt langsomt op med at græde, og begyndte at gnide sine øjne og misse op mod Sidkas skikkelse.
"Øøh, hvad skete der?" mumlede han, idet han kom til sig selv. "Hov, du..."
Mere nåede han ikke at sige, før Sidka sparkede ham i ansigtet.