Mørket havde for længst sat sine spor ved flodlandet. Skoven havde lignet en ødemark, og der havde været helt stille. James der ellers var begyndt at have nogen lunde styr på sin empati var uforberedt på hvad skete. Det havde aldrig været hans hensigt at blive overfaldet, men var det nogen sinde det? Det var ikke første gang at han havde mødt en bande der kun var ude på ballade. Det var ikke første gang at han var blevet voldtaget og forslået. Men denne her gang var en slem omgang. Klokken havde for længst passeret midnat og månen stod højt på himlen lige så fuld og stor som om den var tæt på Krystallandets jord. Normalt ville James have opfattet hvis der var nogen i nærheden, men denne gang havde hans evne svigtet ham. Han var blevet slået omkuld, rullet for de få værdigenstande han havde haft på sig som egentlig kun havde været få krystaller. Han havde aldrig haft rigdom i nærheden af sig ud over da han var hos Marad. Det var den eneste gang han forstod hvad Krystaller egentlig var, og det at man aldrig manglede noget

Forslået og voldtaget vågnede James kold og våd på jorden. Han var smidt ind i et buskas og efterladt i håb om at ville dø. Han havde fået et stiksår fra noget skarpt i armen og muligvis også i siden, men han vidste det ikke. Det smertede i hele kroppen på ham og han anede ikke om det blot havde været efter slaget eller om det i det hele taget var fra den skarpe genstand der havde punkteret hans hud. Blodet flød ned ad siden på ham som han kæmpede sig op at stå og ud af buskaset. Han skulle hen til Nianna, hun ville passe på ham, og det var faktisk der han havde været på vej hen i første omgang. Selvom han søgte det der var farligt og mørket var det ikke engang der der hjalp ham på at mærke noget. Men denne gang var det kommet for langt. Han ville hellere end gerne slippe for denne smerte. Han tog sig til siden og fjernede hånden for at se hans hånd var dækket af blod. Han kunne se det fra månens kraftige lys der oplyste hele jorden. Han havde på ingen måder forventet at rejsen hen til Nianna ville ende med dette her. Hans vinger dukkede op fra ryggen af og de havde en meget lyseblå farve for at indikere at han mistede blod og at han var bekymret. Han kunne ikke flyve, og han vidste ikke hvor længe han havde ligget ind i buskaset og mistet blod. Han følte sig svag, men han vidste ikke om han var transporteret væk fra hovedevejen eller han bare var blevet efterladt. Langsomt og med skridt der trak sig efter ham kom han ud på hovedevejen og faldt ned på knæene. Hvis der virkelig var en gud, hvorfor skulle han så redes så mange gange? Han var en ulykkes fugl, det havde han altid været. Når der endelig skete noget godt så blev tæppet revet væk under ham lige så hurtigt som han kunne nå at sige Marad. Hans blik vandrede op imod himlen og månen, men han kunne ikke vuredere det hverken på stjernerne eller månen. Der var ikke engang en sky på himlen for at dække for lyset. Efter ham kunne man ane bloddråberne fra hans side. Læben var sprækket og det ene øje var kraftigt hævet. Han så ikke for godt ud, men hvad kunne man også forvente?

Flodlandet, nok havde hendes pengepung vokset i tiderne hvor kile uroligheden var store, og endnu mere i perioden lige efter. Havde været gode tider, tænkte hun kort uden at kaste en tanke imod alle dem hvis liv var evigt forandret. Et lille klang kunne høres som hånden kom op at pengepungen, juveler lyd altid så behageligt når de ramte hinanden. Et lille klunisk smil spredte sig på de smalle læber. Tid til at smutte hjem, det var i hvert fald planen. Blot vente på en vogn kro fatter sagde ville komme i nat, at vente uden for, om natten, var ikke hendes største ønske denne nat. Men sådan blev det, han kunne i det mindste have holdt åben til vogne kom? Men nej! At sende en stakkel, svag, blind kvinde ud af døren og vente? Her midt nat?! En forfærdelig kro fatter, man må vel håbe af hans søn tager over inden året er ovre.

Som hun stod der, foran kroen og hvilede imod dens væg. Hørte hun nogle mænd komme vandre forbi, Ha! Nej hvor sørgeligt, hørte som de uden at tøve blot gik ind i kroen bag hende. Var han ikke lige lukket?! KRO FATTER! EN TIME MERE! kom der skreget der inde fra. Åh..Sådan ligger landet huh? vold, magt og styrke var alt huh? Derfor hun blev sendt ud? Fordi hun ikke kan rette sig imod ham? Huh..Hun rystede irreteret hovedet. Så du ham ikke? Så om det var sket så mange gange for ham. ha! Sikke en svagpisser. Lige som hun skulle til at gå, en smil spredte sig over hendes læber. "Hvor rart verden er som den altid har været!" sukkede hun, som vognen ankom.

Det blev en kort tur for den blinde dame. Som hun så en sjæl uden i vejkanten, en svag flamme i mørket. "Stop." lyd det kort og hårdt imod handles mande der måtte hjem til sin kone. Hvad her? Nu? brokkede han sig med det samme. "Jeg går..Smut." Var det eneste hun sagde før en krystal blev lagt på sædet og hun hoppede så elegant man nu kunne af vognen. Den sorte kjole gled stille langs jorden, de slidte handsker fik en ny lille rift under dette elegante hop ned. Så elegant at hendes fødder stadig gjorde ondt ved hendes først skridt imod vejkanten. Det metaliske bind hun havde foran sine øjne blev forsigtigt sat ordenligt, bedre være sikker det var nok nat, men at lade en svækket sjæl se dem vil ikke være godt. Her stod hun, sin stok tippende på jorden, hendes taske fulde af flasker, tomme og ikke, en tungere pung end hun var van til og ventede på den svækkede sjæl kom tæt på. "Er du okay?" Lyd det kort efter han fandt vejen. Hvem han var, hvad han var, var lige meget. En kunde kunne mærkes, og det skulle udnyttes! "kan fornemme du er svækket?" Kom der fra den mørkeklædte engle, et klag af flasker kunne høres som hun tog et skidt tættere manden, stokken ramte jorden, dolken og dens skede ramte hendes side. Den fri hånd blev rettet frem imod ham..Var langt væk han var, vidste hun ikke, men en ting vidste hun, hendes flad føddet fald.. altså, elegante hob ned fra vognen fik hendes til at halte ved dette skidt. Et kort støn af brok forlod hende.

Smerten var ulidelig, men ikke noget han ikke havde prøvet før. Dette var ingen ting i forhold til hvad han havde oplevet. Det var bare et lille stiksår, det skulle han da nok kunne overleve ikke? Han vidste det ikke med sikkerhed, men på den anden side blødte det vidst ret meget. Han stirrede lidt på sin hånd som var fyldt med blod. Uden tvivl havde han mistet nok blod til at kunne falde om, men han følte sig egentlig ret frisk hvis man lige så væk fra blodet der stadig løb ud fra hans side. Han var øm og forslået, men en voldtægt var ingen ting. Han havde oplevet det der var langt værre hos Valtor. En stemme lød bag ham og han fik nærmest et helt chok da han havde regnet med at være alene. Han krøb sig lidt sammen i håb om at beskytte sig selv. Men stemmen virkede blid og helt ufarlig, dog vidste han ikke om det var sandheden i det der var bag ham. Han trykkede hånden ind imod sin side for at forsøge og stoppe blødningen men det sivede stadig ud imellem hans fingre. “Jeg...” var det eneste han kunne sige. Hans stemme var plaget af at han var nbange for hvad der ville ske med ham. Han satte sig helt op på knæene og kunne mærke et stik i sin arm. Så han havde ikke kun fået et stik med en skarp genstand men hele to. Dog var det i siden langt værre end det på armen. Han måtte til en helbrederske, en der kunne syg ham sammen, for han hadet at gøre det selv, og han havde intet tråd eller en nål til at gøre det med. Han kunne kun håbe på hvis han bandt sig hårdt i sammen med et stykke stof det ville stoppe blødningen.  Hendes næste ord ramte ham og han kiggede lidt på hende. Var hun dum et eller andet sted? Hvilket normalt ikke ville ligne ham at tænke sådan. Men en hver idiot kunne da se at han var kommet til skade. “Jeg..., jeg skal nok klare mig.. håber jeg” fik han fremstammet og begyndte at tage sin røde tshirt af. Trøjen var allerede gennemvædet med blod, men da han kiggede ned af sin side så det ikke helt så slemt ud igen, og han var da ikke død af blodmangel endnu!  Han rev T-shirten itu og bandt  dem sammen hårdt så han kunne binde det rundt om livet på sig selv, men det krævede lidt arbejde.

Hun sukkede dybt som hun hørte tøjet blive revet i stykker. klare mig? ja ja, skal du nok, din flamme er ikke ved at gå ud, tænkte hun koldt. Som hendes arme mødtes under hendes bryst, men en kort bevægelse begav hun sig så tæt på ham hun kunne, hun sniffede tydeligt til luften. "blod." kommenteret hun forsigtigt og uden meget følelse i stemmen og forsøgte at føre en hånd til hans krop. Blot for at mærke hvor slemt det var til. "Jeg kan ikke hjælpe med dine sår." Lyd den kolde lyse stemme. "Nok er jeg en engle men uden øjne vil jeg kun gøre alt værre hvis jeg begyndte at sy." Grinte hun kort kynisk. "Hvem slemt er det?" spurte hun med en smule vedlidenhed i stemmen. Hvordan var han endt så slemt? De snakkede ikke så om de søgte at dræbe ham? Gjorde de?

Den anden hånd bevægede sig kort i tasken, og man kunne høre glassene ramme hinanden et eller et. der, tænkte hun som det rigtige låg blev mærket. "Men kan hjælpe på en anden måde." Lyd det stille som flasken blev taget op af tasken. "Her." Lyd det beordrende som hun rækte flasken frem imod manden med den anden hånd. En flaske af fortyndet blod ganske nok, blandet af en saft af røde efterårs bær, i en smule kogt vin med sukker. Ville styrke ens magiske evner, en time eller to, mon ikke det ville få ham til at have mere mod på turen. "Den vil styrke dig...Så kan vi gå til byen sammen, finde nogle med øjne der kan tage hånd om dig." forsikret hun, som flasken kom nær manden. Det lille halve skidt hun tog tættere på ham i disse bevægelse, gjorde det klart for hende hvor klodset hun var hoppet af den vogn. Som hun mildt haltede og nærmest mistede balancen men genvandt før faldet forekom. forbandet krop..troede alt ville hele ved vores genfødsel. brokkede hendes indre sig.

Som kvinden kom tættere på ham måtte han krybe lidt mere sammen. Han var usikker på hvem der var der var foran ham, og alligevel så vidste han ikke længere hvem der ville ham ondt. Han forstod ikke hvordan en verden kunne være som denne her, han havde oplevet så meget smerte, og alligevel søgte søhandel efter noget at leve for, et liv ser kunne få verden til at virke mere lys. Der var selvfølgelig Nianna men på den anden side var det bare ikke helt det samme længere.Nianna var som en søster for ham og det måtte han ikke glemme på nogen måder. Han kiggede noget på kvinden han kunne se det var og løftede et øjenbryn. Han behøvede ds ikke hjælp gjorde han? Hvis nogen hjalp ham ville det bare gå ud over dem i sidste ende. Sådan endte det altid med at være. Nianna havde hjulpet ham, og alligevel var hun blevet voldtaget af en engel. Han var nok bare den største ulykkesfugl man overhovedet kunne være i nærheden af. “Sy? Nej det klare jeg selv... jeg skal bare lige op først....” han prøvede at rejse sig og måtte komme med et “huuuumh” indset smerten spredte sig lidt mere til hans side og arm. Han kom dog op og stå og prøvede så vidt muligt at kigge ned imod siden inden han svarede på hendes næste spørgsmål. “Det... jeg skal ikke kunne sige det. Slemt nok tror jeg?” Det var ikke så ham ville dø lige med det samme, men hvis ikke han kom i behandling, så ville han nok dø, men så havde det jo ikke været første gang set var sket.

Den klirende lyd af flasker der ramte hinanden havde en stor effekt på ham, han hørte det mere end rigeligt, også selvom det måske ikke helt havde været meningen de blev slået imod hinanden. Han var ikke sikker på hvad hun havde af planer, hun kunne jo slå ham ihjel med hvad som helst et eller andet sted. Hvorfor skulle han også have rejst midt om natten i stedet for at gøre det i dagslys? Han stirrede let på den flaske hun havde taget op og overvejede at tage imod den. Hun virkede måske venlig, men det kunne jo ændre sig med tiden. “Styrke mig?” Han var lidt forvirret og han vidste ikke helt modet var der han skulle hen. Ja han skulle til den nærmeste by, men ville denne mikstur hjælpe ham til at stoppe blødningen? Det var jo den der var værst. Dog tog han flasken og kiggede på den som månens lys ramte den. Den var rød, men han anede jo ingen ting om hvad der var i. “Ehm...” kom det fra ham og stirrede på den mens han holdte sig for siden. “Hvad er der i? Bare sådan for en sikkerheds skyld?” Han vidste ikke om han ville kende svaret, og på den anden side så kunne hun sådan set også lyve.

Var det så slemt? tænkte hun som lyder af han smerte gik igennem nattens mørke, eller blot mørket for hende, hun stod blot stille og lyttede til hans smerte, hans tvivl, hans panik med en mild rysten på hovedet. JA STYRKE DIG! tænkte hun utålmodigt, så forbandet kritisk man er. "Ja..styrke dig!" gentog hun som han spurgte, i en lidt hård tone. hvad er der i? hun sukkede højlydt ved hans brok, og tvivl. Hvad er der i? gentog hendes sind han ord. Sikkerhed? du brokekr dig over at skal syes og har tid til at tænke på sikkerhed?! kort kløet hun sig i håret. "Ja ja." begyndte hun i sin ikoniske salgs stemme. "Den blinde kvinde, hoppet af en vogn, midt om natten." hun holdt en lille pause som hun tydeligt begyndte at pakke flasken væk. "For at hjælpe dig! Og nu? hvad? Ingen tillid? Tvivl? Skeptisk?" forsatte hun som hun, med sine klodset fingre tabte flasken mellem dem i sit forsøg på at pakke den væk, den trillede tæt på manden, men for London var den væk. "Forbandet!" reageret hun på lyden. "Ved du hvad?" lyd det irreteret, "lidt brandvin, nogle kogte urter, og så min magiske berøring!" Forsatte hun irreteret. "Hvis du finder den, så er det din." Og..med det er handle næsten hjemme. tænkte hun kort, som det snu sind, aldrig tabte den med et uheld. Og nu, vendte hun sig imod hvor den landsby var og stokken ramte jorden gang på gang, som hun små haltende, forsigtigt og langsomt begyndte at gå imod byen.