Ulven havde et problem. Adskillelige, skulle han være ærlig.

Første problematik bestod i, at hans forsyninger lå begravet en halv dagrejse fra landsbyen, hvormed han ikke kunne skifte form. Det resulterede i, at han ikke kunne vade ind på hovedgaden, da en beskidt og nøgen mand unægteligt ikke ville komme særlig langt.

Anden problematik var hundene. De teede sig. Gøede og hylede advarselstegn, deres ejermænd endnu ikke havde dekrypteret, eftersom hans fært for længst var nået dem. Det handlede ikke alene om, at det var det, de havde lært at reagere på men også fordi, han skræmte dem.

Tredje problematik var den simpleste men også den, der frustrerede ulven mest, for hvordan skulle han lykkes med, at anskaffe sig opmærksomhed fra én person og ikke samtlige af nabohusenes beboere?

Pax vidste ikke, hvor længe han havde lagt dér, hvor mark blev til skov. At dømme efter nattens fortsatte formørkelse skulle tiden øjensynligt gøres op i timer, men dog ikke så lang tid, at den lokale kro var lukket. Han kunne stadig høre musikken og de råb, der lød med jævne mellemrum, og hans tofarvede øjne havde hvilet urokkeligt på bygningen, i hvad der føltes som en evighed.

Det var nemlig derinde, at han var; derinde han havde været i lange tider og endda ikke alene.

Ulven snappede af luften i frustration, men rejste sig dernæst op. Han vidste nu, hvad han måtte gøre. Hele landsbyen skulle inddrages i et mesterstykke af et skuespil – og alt det krævede var, at blot en enkelt satte sladderen i gang…

Det var en lokal gammelkone, der bed mærke i ham først. Hun havde siddet på verandaen i en gyngestol og fra sine rynkede hænder, der holdte om et krus, dampede det varme vand roligt. Der var nemlig ikke megen vind, selvom aftenens kølighed ellers indbød til det.
Selvom Pax ikke gjorde andet end at lunte forbi hende og blinke med sit ene ulveøje, skreg hun stadig. Et skrig der sendte en trykbølge af handling igennem den lille og ligegyldige landsby; en, der måtte fodres blot en smule mere –

Hvormed Pax løb videre.

Hundenes gøen steg i vildskab og styrke, des flere huse han listede sig forbi. I de mørke rum, såvel som i de oplyste, begyndte alskens stemmer at beordre stilhed. Det skete bare ikke. Hans næste tilskuer var en ung mand, hvis piberøg skar Pax i næseborene men i modsætning til den gamle, forblev han siddende musestille. Det var kun hans hektiske puls og overfladiske vejrtrækning, der lod Pax vide, at også han havde set ulven blinke, for dernæst at liste afsted igen og ud i mørket.

Sådan fortsatte Pax, indtil landsbyen ikke bestod af andet end fakler, råb og gøende hunde, der kastede sig imod skovgrænsen, hvori han gemte sig, parat til at løbe afsted og sætte tænderne i ham.
Og da fik Pax sit fjerde problem, og selvom det var simpelt, var det også dødbringende: buer og propfyldte pilekoggere.

Ved Zaladins rynkede røvhul.

Tommy Adler var et stille gemyt, der ikke normalt gjorde sig i at løbe. Denne aften skulle dog vise sig ganske ualmindelig, for man kunne se proppen af en mand komme spurtende, hans tykke kinder ildrøde og oppustede. Det hjalp, at kroen lå for enden af en bakke, men ikke da Tommy omsider skulle stoppe, og han hamrede ind i kroens hoveddør, før det blev muligt op for ham at åbne den.
Kroværten kunne ikke have været mere anderledes, selv hvis han forsøgte; hans blotte eksistens gik imod alt det, Tommys stod for, og de griseagtige øjne tog afmålt den nytilkommende – og svedige – mand i betragtning.
”Hvad er der los, Tommy?”
”Der er – en – ulv! Den – blinker – og –”, hakkede Tommy forpustet, alt imens han kæmpede for at holde sig oprejst, stående op af bardisken.
Samtlige af kroens gæster havde stoppet deres snakke og de så alle i retning af Proppen, pludselig anspændte over afbrydelsen af fredstiden.
”Er den alene?”
”J-ja.”
”Ulve kommer ikke så tæt på byerne – er du sik-?”
”Ja! S-stor! Tofarvede – tofarvede øjne! Der – blinker.”
”Det har øjne jo tendens til at gøre, Tom.” Kroværten himlede selv med sine end ikke øjeblikket efter.

Men det var alt, der skulle til. Byen var vågnet og alt, ulven kunne gøre nu, var at vente.

Juno havde tænkt meget på hjem. På Dianthos og på alle dem, han savnede i byen. Han havde også forsøgt at spare op til at tage hjem, og flere gange overvejet, om han skulle sende et brev til Giles, for at bede ham om hjælp, eller i det mindste for at lade ham vide, at han var i live. Men han skammede sig for meget. Han skammede sig for meget til at bede om hjælp, og han skammede sig for meget til at tage hjem overhovedet. Hvor mange af hans unger var døde? Hvor stor en sorg var han skyld i? Des længere tid der gik, des sværere blev det overhovedet at tænke på hjem, indtil en dag, hvor Juno knap nok gjorde det længere.

Han havde fundet et stille, lovlydigt arbejde og nogle dage var han ligefrem glad, omend sorg og uvished fortsat hang tungt over ham, selv længe efter Asad havde hævnet sig på ham, ved at tage alting fra ham. 

Det var ikke til at opstøve nox, så langt fra Dianthos, men det havde heller ikke ligefrem været nemt at finde i byen. Juno havde savnet de dage, hvor han havde kunne få det direkte fra Remus. Erstatningen i Zircon var en billig fadøl, men dem kunne Juno også godt bunde et par stykker af uden brok.
Han var i gang med lige netop dét, da Tommy Adler trådte ind på kroen Juno sad på, og begyndte at plapre løs om en ulv. Juno ignorerede det - stortset. Med alles opmærksomhed på Tommy, var det næsten for let at løsne sidemandens pung, for at lade den falde ned i sin egen inderlomme. Det var en ren vanesag, for Juno havde ikke brug for krystallerne, men det gav ham et sus, da de fleste af gæsterne rejste sig op, for at ville gå ud og finde ulven, og han vidste, at han var sluppet afsted med sit fund.

"Blinker." Fnøs kroværten og så sigende på Juno, der med et nik gav ham ret i, at det lød latterligt. Indtil der var noget, der dæmrede for ham, og også han rejste sig op.
"Ved nærmere eftertanke, så... jeg har aldrig set en ulv før." Juno betalte for sin øl med sidemandens krystaller, men da han kom udenfor, fulgte han ikke efter resten af gæsterne, hen hvor rygtet gik, at ulven sidst var blevet set.

I stedet satte han direkte imod den nærmeste ende af skovbrynet. Det er sikkert bare en almindelig ulv, fortalte han sig selv, men han var nødt til at prøve. Han nåede ikke mere end et par meter ind i skoven, før han lavmælt kaldte; "Pax?"
Pludselig følte han sig dum som aldrig før. Hvorfor skulle Pax tage hele vejen til Zircon for at finde ham? Hvordan skulle han overhovedet finde ham? Så vidt han kunne tænke sig til, måtte de fleste i Dianthos tro, at han var død sammen med resten af Rottebanden, og det var også sådan han foretrak det. Der var ikke nogen der måtte vide, at han var en kujon, der ikke turde vende tilbage og så sine egne fejl i øjnene.
Alligevel stod han her, og kaldte efter en ulv. Håbende.

”Pax?”

Ordet – hans navn – kom til ham i vinden som en hvisken, men det var alt, han behøvede. Færten af den anden havde forladt krostuen, for den var pludselig blevet skarpere igennem alle mændene og hundenes, som den bevægede sig i retning af ham selv.

Med ét satte ulven afsted. Den spurtede med legende lethed og ganske lydløst igennem skovens mange forhindringer, indtil den kunne skimte den tynde skikkelse forude –

Så det var sandt. Han var i live. Juno var i live.

Havde ulven været en privilegeret en af slagsen, ville han være stoppet op og betragtet den blonde mand fra skyggerne; taget ham ind igennem de tofarvede øjne og de forbedrede næsebor, ladet øjeblikket forblive hans eget, forinden Zaladins forgård indfandt sig foran ham.
Det var bare ikke tilfældet. Et sted foran ham, men til Junos side, var mændene med deres logrende venner sat afsted, og Pax vidste instinktivt, at han ikke kunne slippe igennem dem og ud på den anden side. Han havde ikke megen tid.

Pax aflagde den sidste afstand i løb, og stoppede først op, da han var sikker på, at Juno kunne se ham. At grå var unægtelig bedre end at være hvid, så ulven tårnede sig frem igennem træernes mørke, indtil månens sølvstråler kunne kaste dens lys over ham.

Ulven lagde sig ned, så snart den indfandt sig, hvad der svarede til en menneskelængde, fra Juno – som han havde gjort dengang. Denne gang kunne Pax dog ikke byde Juno den luksus, at have mere end et sekunds betænkningstid, og straks rejste ulven sig op igen. 
Pax kastede sit ulvehoved i retning af den brølende larm, der stødt kom nærmere, hvorefter han løftede en pote og pegede på Juno. Dernæst stak han sin lyserøde tunge ud af munden og åndede hektisk som en hund i en hedebølge, i et klodset forsøg på at fortælle ham, at han skulle gå tilbage, indtil de dumme køtere ikke længere havde færten af ham. Den fremstrakte pote kolliderede med jorden i en række hurtige stamp; kom tilbage. Her. Senere.

Derefter drejede Pax rundt og forsvandt ind i skoven igen. Og også han håbede…

Ulven havde tydeligvis spottet ham, inden han havde spottet den, men da Juno først fik øje på den, blev han stående, frosset fast til stedet. Det var så længe siden han havde set Pax i sin ulveform, at han ikke følte sig sikker på, om han blot var et nemt offer for en sulten, vild ulv nu. 

Men så lagde den sig ned foran ham. Og Juno faldt ned på knæ foran den. Det var nødt til at være Pax. Og hvis det ikke var, så var Juno villig til at risikere sit liv for chancen alligevel.
Da den kastede med hovedet til siden, faldt også Junos blik den vej. Hans hørelse var ikke lige så god som dens, men der var nok larm til, at selv han kunne høre landsbyboerne i nærheden.

De mange ting ulven gjorde, faldt ikke straks på plads i Junos hoved. Der foregik for mange andre ting i hans sind, til at forstå, hvad der blev kommunikeret til ham med det samme, men da ulven løb sin vej igen, vidste Juno alligevel hvad han måtte gøre. Komme tilbage.

Han havde heller ikke lyst til at blive fundet alene ude i skoven, i nærheden af ulvens lugt, så han skyndte sig også selv tilbage til byen og til sit værelse, hvor han vadede gulvet tyndt, inden han pakkede et tæppe, og derefter pakkede en skjorte og et par bukser, kun for at lægge dem væk igen. Pax havde sikkert sit eget tøj. Han havde nok ikke tænkt sig at blive. Han ville sikkert bare skælde ham ud ude i skoven og så skride igen.
Juno kæmpede med alverdens tanker om, hvad den ældre fyr lavede i Zircon, indtil han endelig bare tog tæppet og gik ud mod skoven igen, indtil han var, hvor Pax havde forladt ham. I mørket syntes det uvirkeligt igen, som havde han hallucineret den ellers så tydelige kommunikation ulven havde givet ham.
Han blev stående, hvor han var, med for meget nervøs energi i kroppen til at kunne sætte sig ned, og knugede tæppet ind til sig.

Pax fik, efter en times jagt, omsider listet sig ud af hundenes færten. Han havde rendt i cirkler, forvirret dem, indtil de ikke længere kunne finde hverken deres eget hoved eller hale, forblindet af hans duft, der syntes at være alle steder.
I det at landsbybeboerne omsider trak sig tilbage, drevet væk af kulden og visheden om, at ulven ikke ville findes, forblev Pax, hvor han var. Han havde brug for et øjebliks ro, at lukke øjnene og genfinde sin vejrtrækning; tæmme det hjerteslag, der rasede afsted efter, at de tofarvede øjne havde set Juno.

Juno var i live.
Han var i live.

Ulven havde været så optaget af planen, af hvordan han skulle vinde Junos opmærksomhed og dernæst at undslippe med livet i behold, at han slet ikke havde overvejet, hvad der skulle ske, ville planen lykkes.
Hvorfor var han kommet? Han var nødt til at vide – vide med sikkerhed, at Juno var okay. At ingen rørte ved ham, hvis han ikke ønskede det. At han havde tøj på kroppen, mad i maven og et tag over hovedet.

Pax måtte vide det.

Da ulven vendte tilbage til dér, hvor den havde efterladt Juno, mærkede Pax med ét, hvordan lettelsen satte sig fast i hans bryst. Han var kommet. Han kunne lugte ham og høre hans hektiske puls.
Pax luntede ud imellem træerne, men lod forvandlingen finde sted, så den beskidte ulv blev til det beskidte og nøgne menneske; og meget havde ændret sig. Ulven havde spist godt på rejsen, så Pax var ikke længere et udmagret skelet med muskler. Nej, der var kommet blot en smule mere fylde på ham og hans atletiske krop lignede en, der aldrig havde været i så god en form før.

Og så var der naturligvis øjnene. Også de havde forandret sig.

”Jeg var nødt til at vide, om rygtet talte sandt – om du var i live.”

Juno kunne høre og føle sit eget hjerteslag, der føltes så højlydt, at det var et mirakel, at han kunne høre noget som helst andet, men Pax's ankomst fik hans opmærksomhed, og Juno tog ikke blikket fra ham, imens den ældre fyr trådte tættere på ham. Der var ingen tvivl om at det var Pax, men samtidig lignede han ikke sig selv. Han så godt ud. Han så ud som om han havde det godt - spiste godt, bevægede sig godt. Og hans øje. Junos blik var draget til det, ligesom det var draget til alle de andre forandringer han kunne se.

"Jeg er i live," mumlede han og kastede tæppet til Pax, selvom hans egne hænder dirrede, når ikke de havde noget at holde i. I et forsøg på at skjule det, lagde han sine arme over kors, hans hænder gemt væk.

"Er jeg - er jeg den eneste, der er i live?" Han var nødt til at spørge. Han vidste ikke, hvad der var sket med resten af Rottebanden og han havde ikke haft lyst til at vide det, men nu, hvor Pax var her, var han pludselig nødt til at vide det, om han ville eller ej. Hans mave og hoved gjorde ondt, og lige så meget som han havde lyst til at bede Pax om at skride, havde han lyst til at kaste sig i hans arme, for at finde tryghed i dem, som han havde plejet at kunne gøre.

Pax greb tæppet men det var mere af instinkt end egentlig vilje. Hans tofarvede blik lå urokkeligt på den anden til trods for hånden, der med ét var skudt ud fra dens hvilende position ned langs Pax’s side og det var også kun af høflighed, at Pax smed tæppet over skuldrene. Dernæst skævede han rundt og tog en dyb indånding. Han var begyndt at ryste af kulde og Pax vidste, at han ikke havde megen tid.

”Nej”, svarede han, velvidende at han ikke kunne lade Juno leve i uvished længere. ”Kuli og Lily mistede livet. Vi begravede dem sammen dagen efter”, begyndte han at fortælle, hvorefter han skar en grimasse. Han vidste ikke hvorfor, men han var vred – vred på sig selv og vred på Juno. Hvordan kunne han have været så blind? Hvordan kunne han have ladet sig selv tro, at Juno havde ment dét, han havde sagt til ham? Især nu hvor Pax intet havde hørt. Juno så sund ud – han kunne have sendt ord til ham –

Men du var ikke vigtig nok. Det var jo bare magten, der lokkede. Anerkendelsen. Intet mere, intet mindre.

”Jeg tog Freja, Lizzy og Max. De har det godt. Kvakket og Hector – jeg ved ikke, hvor de er, men de formodes begge to at være i live.” 

Et hulk undslap Juno allerede idet han hørte om to af sine ungers begravelser. Kuli havde været en irriterende møgunge, men han havde været hans irriterende møgunge. Han havde kunne løfte enhver stemning med sine fjollerier. Og Lily havde været en klog, ung kvinde, på vej til noget større end hvad Juno kunne give hende hos Rotterne.
Udover det pludselig hulk, holdt Juno sine følelser inde, imens Pax talte, med sine hænder presset mod sin mave, hvor al sorgen syntes at samle sig. Først da han hørte, hvor mange af dem, der var klaret det ud, begyndte tårerne at løbe frit. "Tak," svarede han lavmælt, inde han med ét vendte sig væk fra Pax og tømte sin maves indhold ud over skovbunden. Det var mest øl, men Juno følte sig alligevel noget ustabil, da han fik rettet sig op igen, og tørrede sig om munden med sit ærme. 

"Tak," gentog han igen, uden at møde Pax's blik, men brugte sit andet ærme til at tørre sine tårer væk med. "Jeg skulle have været der for dem, men det var min - min skyld, så jeg tænkte -" Junos stemme knækkede og han forbandede sig selv, og vendte sig endnu en gang væk fra Pax, for at kunne tørre snot og tårer væk fra sit ansigt uden at mærke hans dømmende blik.
For dømte, det var han sikker på at Pax gjorde. Alle de gange, han havde sagt, at han var stolt af ham - de var fuldstændig ligegyldige nu, hvor Pax havde kunne se, hvor dårlig en leder Juno trods alt havde været. Den slags, der lod sine unger dø i en brand, åbenbart.

Pax lod sine tofarvede øjne fare fra Junos skikkelse i det, at den anden vendte sig og tømte maven i en kraftanstrengelse. Imens det ulidelige øjeblik stod på, tog den gråhårede mand en beslutning: lad mig bære det for dig, Juno. Det kan jeg godt. Der er i forvejen skyld, der bor i mig.

Til trods for rystelserne bevægede Pax sig målrettet tættere på, indtil han kunne gribe om Juno og vende ham om mod sig. Hans faste greb var ikke uvenligt, men heller ej som det havde været dengang, de havde elsket hinanden.
”Prøv at tænk dig om, Juno –”, mumlede Pax, hans stemme kommanderende; som talte han til en soldat, hvis mur han forsøgte at bryde igennem. ”Asad gik efter dig, ikke? Og indtil han smadrede dig, havde det bare været irriterende småting, ikke? Slåskampe hist og her, børnene der blev drillet og slået, hvis de gik alene – adskillelige overfald, men kun det, ikke?” Pax løftede sigende sine brede øjenbryn, hvorefter han tvang de næstfølgende ud mellem de sammenpressede læber.

”Hvad var det, der fik ham til at blive ambitiøs og hævngerrig? Hvorfor eskalerede alting lige pludselig og efter, at han blev rask igen? Hvem var det, der besøgte ham og sørgede for, at han forblev sengeliggende i tre uger? Det var ikke dig, var det vel?”

Selvom Pax fysisk kom tættere på, føltes han længere væk, da han greb fat om Juno. Der var en afstand, i den måde han holdt om ham på, og Juno indse, som en pil igennem sit hjerte, at han stadig elskede ham.

Juno lyttede - Pax havde altid haft en måde at få ham til at se tingene i et klarere lys, så Juno vidste, at det kunne betale sig at lytte, men denne gang kunne Pax ikke få ham til at se sin side af det.
"Nej," snøftede han og rystede på hovedet. "Nej, han vidste, at vi var svage. Han vidste vi var opdelt. At vores forsvar ikke var, hvad det havde været." Juno lagde en hånd om Pax's albue og løftede sit blik til hans. Der var så meget mere, han gerne ville fortælle ham. Om, hvordan han havde slået op med Hector lige inden, både fordi det var en del af, hvorfor Rotterne havde været opdelt, og fordi det var for Pax's skyld han havde gjort det. Selv hvis Pax ikke ville være sammen med ham længere, så ville Juno gerne fortælle ham, at han havde fundet modet til at være alene.

"Hvorfor er du her overhovedet? Det kan ikke være for at lette min samvittighed. Du hader mig." Junos blik gled op og ned ad Pax, som ville det få ham til at forstå, hvad den anden fyr var kommet så langt for. Var Pax ikke kommet, kunne Juno stadig have haft dage, hvor han kunne overbevise sig selv om, at alle hans unger var overlevet. Han kunne have glemt sit liv i Dianthos og forsøge at bevæge sig videre i sit liv. Alligevel var det med en vis mængde håb i kroppen, at Juno holdt om Pax's arm - han ville ikke have ham til at forlade sig.

Pax skar en forpint grimasse og rystede instinktivt på hovedet i fornægtelse. Han tav dog, fordi han ganske enkelt ikke vidste, hvad han skulle sige, for –

Juno havde ret. De havde været et nemt offer. Og selvom de havde været associeret med ulvene, med ham, var de stadig sig selv. Stadig små, stadig uden råstyrke, stadig uden magiske kompetencer eller kapital til at skaffe sig hjælp…

”Jeg skulle have beskyttet jer, da jeg hørte, at Asad var kommet på benene igen. Uanset – hvad der skete mellem os, skulle jeg have haft jeres ryg”, hørte Pax sig selv sige og dé ord, var oprigtige. ”Vi lavede en aftale og jeg skulle have overholdt den. Hvad der skete, kunne jeg have forhindret, hvis jeg havde været – loyal overfor vores samarbejde.”

Pax’s tofarvede øjne havde lagt urokkeligt på Junos skikkelse indtil det øjeblik, men da den andens hånd pludselig kolliderede med hans albue, føltes det som om, at Pax’s krop blev ramt af et lyn; elektriciteten, sensationen var lige dele livgivende og uudholdelig i sin kraft, og Pax frøs på stedet, stirrende. Indtil -

”Jeg hader dig ikke, din skide idiot!”, snerrede han, forfærdet over, at Juno antog – kunne tro! ”Tror du – at det – at det jeg følte dengang, bare ville forsvinde ud i ingen ting? Hvad fanden tror du, at jeg er? Desuden - desuden er du stadig - ja, jeg ved sgu ikke - familie, min ældste ven -” Pax tabte pusten og så ned, stadig dirrende. Jeg fortalte dig jo, hvordan ulve agerer – de finder sig en mage og bliver med dem. Hele livet. Uanset hvad og koste, hvad det koste ville.

Des mere Pax insisterede på at tage ansvaret, des mere modsatte Juno sig. "Rotterne var mine. De var mit ansvar. Deres død er min skyld." Det var ikke let for ham at sige, men det var lettere, end at give ansvaret til Pax. Hvordan ville han nogensinde kunne tilgive sig selv for stadig at elske ham, hvis han samtidig kunne beskylde ham for Lilys og Kunis død? 

Instinktivt tog Juno et halvt skridt tilbage, da Pax snerrede af ham. Han havde næsten forventet at se ulvetænder, men de ord der forlod Pax, bed hårdere end nogen tænder kunne have gjort og Juno stod, chokeret og ustabil. "Men - du -" Junos blik søgte noget i Pax's ansigt, et tegn på at han løj, eller bevis på sandheden, men han vidste ikke hvad han skulle tro, som hans blik vendte fra det ene øje til det andet, nye, øje.
"Jeg måtte ikke se dig!" Udbrød han endelig, i sit forsvar. "Dine forbandede vilde hunde sendte mig væk, hver gang det lykkedes mig at komme i nærheden af dig!" Junos fingre borede sig desperat ind i Pax's, bange for at han ville forlade ham over det, der var ved at blive til et skænderi. Han vidste, at nu ville være det perfekte tidspunkt at undskylde. Den undskyldning, som han havde gemt på så længe, kunne han give ham nu, men han kunne ikke få sig selv til det. Den føltes som spild, hvis Pax ikke elskede ham længere alligevel. 

Pax dirrede krampagtigt og han vidste ikke længere, om det var af vrede eller kulde. Han tvang sine lunger til at afkræve mere luft men skønt, han tog dybe indåndinger, var han tæt på at miste jordforbindelsen.

Det gjorde så Zaladins ondt. Alt, hvad der var hændt efter Junos forsvinden – at tro, han var død og sørge over ham, alene, uden at nogen vidste, hvad den blonde mand betød for ham; torturen; de mennesker der havde forrådt ham, da han lå døden nær; Evlyn, der havde mistet forstanden. Pludselig syntes livet som en magtkamp i viljestyrke og Pax havde ikke megen af det tilbage…

Det ville jo være så nemt. Et enkelt fejltrin på undergrundens klippevægge og folk ville tro, at det var et uheld. Ingen behøvede at vide det. Ingen behøvede at vide, at han havde givet op – absolut ingen udover Kile selv.

”Du delte jo tydeligvis stadig seng med Hector, så jeg tænkte, at du ville overleve fint uden at glo på mig”, svarede Pax endelig, hvorefter han rev sin arm til sig og tog et skridt væk fra Juno. ”Lad os lade være med det her – fucking skuespil. Jeg magter det ikke mere.” Pax rev tæppet tættere om sig, hvorefter han skar en forpint grimasse.

”Og det er pisse koldt. Mine tæer falder af, hvis jeg skal stå her, som gudinden har skabt mig og skændes – så jeg skal have noget tøj før, at vi fortsætter med det.”

Allermest havde Juno lyst til at bide tilbage af Pax - fortælle ham sandheden om, at det ikke havde været mere end en snav og lidt gramseri, fordi de begge to havde været fulde, og Hector havde været ked af at høre, at deres forhold skulle slutte, og Juno kun kendte én måde at muntre ham op på. Men det, at Pax trak sig væk, fik Juno til at indse, at det ikke ville nytte noget. Der var ingen grund til at håbe på noget imellem ham og Pax, så hvad var pointen i at skændes om det?

Derfor sendte han også et undrende blik til Pax, da han bad om tøj. Kunne han ikke lige så godt have sagt farvel og tak, og forvandlet sig tilbage? Juno havde ikke tænkt sig at sende ham væk, og han gjorde også et nik med hovedet, for at guide Pax med sig ind mod byen, men han havde virkelig ikke troet at Pax ville have lyst til at bruge så længe med ham.

"Vent her," bad han, da de nåede til kroens bagside og gik selv indenfor og op på sit værelse, hvorfra han åbnede et vindue og kastede det tøj, han tidligere havde forberedt men efterladt, ned til ham, sammen med et par støvler og uldsokker. "Du kommer bare," instruerede han, inden han lukkede vinduet igen. Han ville ikke lukke varmen ud, men han gjorde det også delvist for at kunne tage en dyb indånding i fred, inden han skævede hen til den dør, han havde efterladt åben, og afventede tavst Pax i hele to sekunder, inden han ikke kunne holde ud at sidde stille længere og var nødt til at rejse sig op. Han endte med at smide mere brænde på pejsen, selvom der var rigeligt varmt på værelset, bare for at have noget at bruge sine hænder til.

At Juno intet sagde, cementerede for Pax, at hans formodning havde rod i sandheden. Juno havde ikke elsket ham - ikke som han selv havde elsket den anden - men derimod satyren. Ham, Juno ikke havde kunne forlade og ikke fordi, at tiden aldrig var den rigtige, men fordi kærligheden var for dominerende; vigtigere end den fascination der havde fået hans så blå øjne til at funkle.

Pax fulgte efter, ligeså tavs som Juno, og forblev også dér, hvor han fik besked på at stå uden så meget, som at nikke bekræftende.
Tøjet kom dumpende ikke mange øjeblikke senere og Pax tog det på, ivrig efter at mærke en form for varme igen. Da han dog omsider stod fuld påklædt igen, kunne han ikke rykke sig ud af stedet; han frøs, for anden gang på mindre end en time, og sank langsomt ned på hug og gemte sit ansigt i de arrede hænder. Det begyndte at kradse forræderisk i Pax's øjne og arrigt gned han dem, indtil de var røde af den lette friktion og ikke de salte tårer, der havde truet med at falde fra hans øjenkroge.

Pax sad der - nej, han vidste ikke hvor lang tid, men da rejste sig, tog en dyb indånding og rankede ryggen. Dernæst marcherede han igennem krostuen, som ejede han den, hvormed han omsider kunne træde ind i det værelse, han vidste, Juno havde boet på.

Han søgte pejsens varme med skjult taknemmelig, hvorefter han rømmede sig. "Så - skal du med hjem eller bliver du her?"

Juno vidste ikke, om det føltes som en evighed, fordi han var miserabel uden Pax, eller på grund af hans evige utålmodighed, men han havde gået frem og tilbage over trægulvet flere gange, da Pax endelig trådte ind på værelset. Juno både lukkede og låste efter ham, selvom han ikke var sikker på hvorfor.

"Med hjem?" Juno så på Pax med samme udtryk, som havde den anden lige slået ham i ansigtet. Hvorfor ville han overhovedet stille den slags spørgsmål? I et langt øjeblik troede Juno, at Pax gjorde det med vilje, for at såre ham. "Der er ingenting for mig i Dianthos."

Ingen bande, ingen kæreste, intet hjem, ingen dig. 

"Er det derfor, du er her? For at tage mig med hjem?" Pax havde endnu ikke svaret på hans tidligere spørgsmål, så nu stillede han det igen, omend hans stemme skælvede denne gang. Han ville så gerne, at det var derfor. At Pax var kommet for hans skyld. For at se ham igen eller for at hjælpe ham. Det var næsten ligegyldigt, hvad grunden ellers var, så længe det var for at se ham.

"Der er ingen ting for mig i Dianthos!"

Ordene var som et knytnæveslag og Pax formåede ikke, at skjule den pinsel, de udløste - ikke, at han vidste hvorfra, at smerten kom. Han havde trods alt ikke ventet andet svar end dét.

Pax nikkede bekræftende og satte sig ned foran pejsens dansende ild. Varmen var forløsende og han kunne mærke, at hans dirrende muskler begyndte, at lade heden indfinde sig i dem. Efter hans lange rejse, de utallige dage som ulv, var sensationen i hans menneskekrop... mærkværdig. For intens. Ildens blotte eksistens prikkede til et glemt urinstinkt i ham og det tog en kraftanstrengelse, ikke at krybe sammen i et af hjørnerne i det fremmede værelse.

"Jeg kom for at se dig. Hvis du ikke vil med hjem - det fint. Jeg skulle bare -" Pax rømmede sig og kørte begge sine hænder igennem det askegrå hår, ligeglad med at Juno så smerten og udmattelsen. "- sikre mig du er okay. Jeg var nødt til - at se... at du var okay." Pax formåede ikke at gøre andet end at lade ordene hænge i luften, men han skævede til Juno i håb om, at han forstod alligevel.

Jeg skulle se, du var i live. Jeg var nødt til at se dig. Jeg var nødt til det!

Det var alt, Juno ville høre. Pax var kommet for hans skyld, og kun for hans skyld. Ikke for at belære ham eller udskamme ham eller for at hive ham hjem, for at stille ham til ansvar. Kun for at se, om han havde det okay. 

Efter et øjebliks tøven bevægede Juno sig langsomt hen mod Pax, inden han satte sig på gulvet ved siden af ham, kun for at lægge sig på hans skød, med sit kind hvilende på hans lår og sine skuldre og brystkasse trukket ind over hans skød også.
"Jeg er ikke okay," svarede han helt lavmælt og tørrede en tåre væk fra én kind, imens den anden startede en våd plet mod Pax's lår. "Du må ikke forlade mig," bad han, med en stemme der knækkede undervejs, og møvede sig tættere på Pax; han trak sine ben op, indtil de stødte mod Pax's, vendte sit ansigt ned imod hans lår, og holdt om hans ben, som kunne det stoppe en fyr, så meget større end ham selv, fra at gå nogen som helst steder. Lige med Pax kunne det måske, men Juno klamrede sig til ham, som forventede han at blive smidt af hvert øjeblik. 

Pax skar en forpint grimasse; én udløst af den sorg, der ikke havde fået lov til at fylde eller komme til udtryk og én, der var forårsaget af Junos egen smerte. Pax havde sjældent følt med nogle som andet end en intellektuel overvejelse, hvor det andet væsens handling blev summeret til en, gjort i sorg eller afmagt. Han forstod den, som han forstod at tælle sten, men han følte ikke medlidenhed eller forståelsen i sit indres væsen. Junos smerte var anderledes, for den var på en eller anden måde mere lig hans egen.

En arret hånd strøg det blonde hår før, at begge af Pax's hænder greb om Juno og i en kraftanstrengelse løftede den unge mand op. På den måde kunne Pax guide Junos hoved ind og lægge sig rette mod hans skulder og de stærke arme kunne lukke sig omkring kroppen, der ligesom hans egen, også havde forandret sig igennem året, der var gået.

Det at have Juno så tæt på sig, var en fornemmelse, Pax ikke før havde stiftet bekendtskab med og selvom han hadede det, så begyndte hans øjne at brænde forræderisk for endnu engang.

Pax trykkede sin næse mod Junos bløde hår og snuste så kraftigt til ham, at hans duft var det eneste, der fyldte hans krop. Det var berusende og så anderledes end de forrige gange, han havde haft Juno tæt på sig.

"Jeg troede, du var død - og nu er du her", hviskede han, hans stemme grødet og afslørende. Pax var i fysiske smerter grundet al den magtfulde sorg, der havde fyldt ham i en evighed. "Jeg går ingen steder. Ikke - nu."

Juno snøftede og græd allerede, da Pax hev ham op at sidde, men da hans hoved blev ledt ind at ligge mod Pax's skulder, begyndte han for alvor at hulke. For første gang siden han sidst havde været sammen med Pax, følte han sig tryg igen, og lettelsen af, at lade utrygheden falde fra sin skuldre, var, hvad der fik ham til at græde så højlydt.

"Ikke nogensinde," bad Juno ind imellem snøft, og selvom han klamrede sig ind til Pax, som afhang hans liv af det, fik han det næsten til at lyde som en trussel. Han havde mistet ham før og han havde ikke tænkt sig at miste ham igen. Ikke nu, hvor han var blevet mindet om, hvor godt det føltes at have ham.

"Det var kun et kys." Denne gang var hans tone tiggende. Han havde brug for at Pax forstod. Hvor han tidligere på aftenen havde tænkt, at det var ligegyldigt, og at det ikke ville kunne fikse noget, håbede han nu, at det ville kunne fikse alting, hvis Pax bare forstod, at Hector aldrig havde betydet det samme for ham, som han havde. Juno kunne høre, at Pax også var ked af det og det måtte betyde noget. Det var det nødt til.