Det havde regnet uafbrudt i tre dage. De usle gader af grus i den nedre bydel var oversvømmet og førte alskens dårligdomme med sig overalt, hvor strømmene tog dem.
Pax, og hans fire mænd, var alle gennemblødte og dryppede steder fra, de end ikke havde anet eksisterede før, at også dét var blevet vådt. De stod placeret under et utæt halvtag, desperat efter blot en smule læ. Pax var omringet af de andre, stående i midten og hvad han manglede i bredde og råstyrke, gjorde han op for med sin blotte højde. De øvrige var alle tætpakkede, deres arme ligeså brede som smalle træstammer.
Samtlige af deres øjne hvilede ud af gyden på den tilstødende gade, hvor et arrigt scenarie udspillede sig. Det var slagteren, Tommy, og hans lærling, hvis rødmossede ansigt havde antaget samme farve som hans skulderlange hår og skæg. Tilsyneladende var den yngre træt af den ældre, og kampen var ligeså symbolsk, som den var fysisk.

Det var ovre ikke mange øjeblikke efter, at det var begyndt og med et kedet suk, kunne Pax og hans mænd vende tilbage til dét, de i grunden bevæget sig ud af undergrunden for; handler, der skulle gøres, vagtplaner, der skulle udarbejdes og ikke mindst, beskyttelse, der skulle gives til de særligt uheldige. Hvorfor Pax var der, havde han spurgt sig selv om i sine tanker adskillelige gange allerede.

”Pax?”, lød det lavmælt et sted bag dem, hvormed samtlige mænd kastede deres blik i retning deraf. Det var Freya, en af tigger-børnene fra vest, hvis brune manke hang tungt om hendes smalle ansigt. ”Rotterne leder efter dig.”
”Dem alle?”
”Ja. De render rundt! Jeg mødte Valir og Tam og de sagde, at der også var nogen, som var kommet til dem!”
Pax nikkede, hvorefter han, for blot et øjeblik, skævede eftertænksomt ned i jorden. Det kunne unægtelig kun være én af Rotterne, der oprigtigt ønskede, at finde frem til ham og hvis det var tilfældet, ville han genkende tinrørenes kodesprog; dem, der hang overalt på alskens husvægge og hvis lyd, kunne rejse i et ekko hele vejen til den øverste bydel.
”Sæt det i gang. Tusmørkegade. Og underet Edward. Der er et eller andet galt”, brummede Ulven, hvorefter han skubbede sig fri af husmuren og satte i en rask skridt derfra.

Og ganske rigtigt tænkte han, da han så, hvad han havde forventet at se; nogle ting glemmer man bare aldrig. Det sidder som visdom i alle knogler og celler, tvinger en til at huske.

Det var under 24 timer siden, at Lizzy var blevet syg. Den lille 2-årige pige havde virket sløv, var holdt op med at snakke så meget, og havde sovet uroligt om natten, og næste dag havde hun haft feber. Juno, der behandlede hende som sin egen, ligesom han gjorde med alle ungerne, var taget ud efter medicin til at lægge feberen ned, men da heller ikke det havde hjulpet efter en time, var han begyndt at gå i panik. Der var aldrig før nogen af hans børn, der havde haft det så skidt, af de generelle urter og lægemidler man kunne købe sig til, ikke kunne hjælpe dem. 

Hans næste skridt havde været at gå til Edward, men heller ikke ham kunne han finde, hvor han havde regnet med, og pludselig havde han ikke længere følt, at han havde tid nok. Alle rotterne var blevet sendt ud for at hjælpe Lizzy; de skulle finde ham Pax. 

Han hørte tinrørernes ekko, inden han fik besked fra nogle af rotterne, og han bevægede sig, så hurtigt som han kunne, til Tusmørkegade. I sine arme holdt han Lizzys lille krop, hendes hoved hvilende mod hans skulder og hendes ben om hans mave. Hendes ene arm hvilede mod hans og den anden mod hans brystkasse, hvorfra hun havde puttet et par fingre i munden.
De var begge pakket godt ind i tøj, men Junos jakke lå om hans skuldre i stedet for at være taget rigtigt på, så den også kunne skjule Lizzy fra regnen. Hans hår var drivvådt, men kulden havde ikke fået fat i ham endnu, som han stod og vuggede den lille pige op og ned på sin hofte, imens han hvert andet øjeblik tjekkede hendes varme pande. 

Han var ved at gå til. Indtil han fik øje på ham. Pax. Pludselig var der håb igen.

"Hun er syg," forklarede han, imens han gik mod den ældre fyr. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre." Det havde aldrig i hans liv været så nemt for Juno at bede om hjælp. 

I det at Juno havde set ham og var begyndt sin egen vandring imod ham, havde Pax’s dårligt fungerende øjne set, hvad den anden bar på; en så karakteristisk lille bylt, hvis kridhvide hoved stak frem under Junos’ jakke og med ét forstod Pax, hvorfor han var blevet hidkaldt. Hans skridt var derfor effektive, hans ansigt lagt i alvorlige men ellers ulæselige folder, og hans mundvige hvilende dér, hvor de altid befandt sig. Dette var trods alt ikke et glædens øjeblik og den ældre mands tanker kunne ikke kredse sig om andet, end det der unægtelig var ved at ske for øjnene af ham.

Pax nikkede afmålt, lod Juno vide, at han forstod. Dernæst lagde han sin egen arrede hånd på den lille piges pande og konstaterede i sit stille sind, at barnet kogte indefra.
”Vi finder ud af det”, brummede Pax. Hans stemme var rolig og myndig, velvidende at Juno måtte have følt desperationens magt for, at lade samtlige af hans børn løbe ud i regnen efter ham selv. ”Kunne du ikke finde Edward?”, lød det dernæst, spørgsmålet oprigtig i sin karakter, alt imens Pax rakte ud efter pigen. ”Og hvornår startede det? Hvem har hun været i nærheden af?”

Lizzy var ikke megen for, at forlade den så velkendte favn for en fremmedes, men Pax strøg hende over håret og hviskede uhørlige ord i hendes øre. Imens begyndte han endnu engang at gå afsted, denne gang i retning af et bedre halvtag end det, han havde stået under blot få øjeblikke forinden.
Med blide bevægelser, som kunne pigen brække nakken ved det blotte og tilfældige vindpust, stak Pax to fingre ind under hendes hage. ”Hendes puls er ikke helt regelmæssig”, konstaterede han lavmælt, i grunden mere af vane end af vilje, hvorefter han lagde Lizzy på sin ene arm og trak ned i hendes bukser med modsatte hånd. ”Har du spurgt de andre, om de har leget med hende? Stukket noget op i hende for sjov?” Pax skævede hastigt til Juno, hvorefter han gjorde pigen rejseklar for endnu engang.
Dernæst rakte han hende tilbage til Juno og nikkede i retning af den tilstødende gade. ”Det gør de nogle gange ved hinanden og så får de alt muligt pis lige pludselig”, forklarede Pax, alt imens de hastede afsted.

Imens Pax kiggede på Lizzy, kiggede han selv kun på Pax og hvad end, han kunne få ud af hans ansigtsudtryk. Hvis der var nogen grund til seriøs bekymring, ville Pax's ansigt være det første han regnede med at se tegn på det.

"Nej," svarede han med et snøft og tørrede regn af sin pande med en hånd, der var lige så våd. "Han var ikke, hvor jeg plejer at finde dig. Jeg kender ikke andre af jeres tilholdssteder længere." Han sank en klump og gav modvilligt Lizzy fra sig. Han stolede på Pax, men det var svært for ham at slippe den lille pige, som han så gerne ville passe på.
"Det startede i går. Hun var skidtmas, og sov i min seng, men hun vågnede og - vågnede ofte og var urolig. Her til morgen havde hun feber. Hun har været i nærheden af... os alle sammen. Inden da."

Juno fulgte i raske skridt efter Pax, imens han tog syn af den lille pige, og farven forlod fuldstændig hans ansigt, ved det næste spørgsmål han blev stillet. "Det har jeg ikke tænkt på," indrømmede han lavmælt. Han havde ikke lyst til at tro, at det var tilfældet, men de var trods alt kun en flok af børn, der holdt øje med hinanden. Alt var muligt.
Det føltes bedre at få Lizzy tilbage i sine egne arme igen, også selvom hun stadig var brændende varm.

"Men vi finder ud af det?" spurgte han, selvom det var det første Pax havde sagt til ham. Han havde brug for at høre det igen. 

Pax nikkede og ledte Juno videre ned langs de snoede gader. Hans skridt var lange og effektive, for tydeligvis havde ulven et mål i sigte og agtede, at nå frem inden, at det var for sent.
”Hun er rød for neden. Ikke ved hendes køn men bagi, så enten er det et eller andet med hendes mave eller så, har der været en, der ikke var velkommen. Når I skifter hende… er der så blod?” Pax skævede flygtigt til Juno henover skulderen, hvorefter han drejede skarpt om et hjørne og nær var kollideret med tre børn; Freya, Tam og Valir.

”Freya. Edward er på Griffen eller Svinet. Det skal gå hurtigt. Hvis han er stiv, så er det Isiodith, du skal have fat på. Hvis hun er i Helbrederhuset, skal hun gå hjem og sig, vi møder hende der”, begyndte Pax instinktivt at kommandere, alt imens han stadig guidede Juno afsted. Børnene, hvis ansigter var formålsrettede og alvorlige, fulgte småløbende efter ham, men Freya, efter at have modtaget sin opgave, drejede straks efter om på hælen og satte afsted. ”Valir. Giv besked til Rotterne. Sig, at jeg er fundet og at det løser sig – og Tam? Du er med os.”

Det føltes som en evighed i regnen før, at Pax, Tam, Juno og Lizzy omsider kunne søge ly i Edwards private bolig. Pax nikkede mod en seng, der stod placeret i det ene hjørne, hvorefter han trak den drivvåde kofte over hovedet.
”Tam. Varmt vand. Tæpper. Tørt tøj til os alle”, lød det, hvorefter den lille mus af en knægt forsvandt ind i det tilstødende rum. ”Læg hende her, Juno. Sæt dig hos hende.” Pax gestikulerede mod sengen, hvorefter han selv satte sig ved Lizzys fødder.

”Det er bedst at tage hendes temperatur i nakken. Spørg mig ikke hvorfor”, begyndte Pax at fortælle, hans stemme rolig men hans bevægelser – de, der var i gang med at afklæde den svedende pige – effektive. ”Når de er slappe på den her måde – det er skidt. Hvis de har feber men brokker sig, er det godt, for så kæmper de, ikke? Antag altid det værste og kig dem bagi. De kan skide sig selv halvt ihjel, og før vi ved af det, er det for sent, så deres røv er altid det, du skal undersøge først – Lizzy er rød, men der er ingen rifter af, hvad jeg kan se. Det er godt. Det kan betyde, at det er noget med hendes mave og ikke, at nogle har pillet ved hende. Feber er altid lig med en eller anden infektion –” Pax rejste sig hastigt og bevægede sig hastigt over til en kompleks-udseende kommode, hvor han begyndte, at rive de mange små og sære skuffer ud, indtil han omsider fandt det, han søgte; et lille og mørkegrøn reagensglas med prop.
I det at Pax havde bestemt, at det i sandhed var miksturen, han havde søgt, gik han tilbage til Lizzy og Juno, hvorefter han rakte den smalle flaske frem til den blonde knægt.
”Fire dråber i munden.”

"Det ville jeg have lagt mærke til," svarede Juno i fuld overbevisning, da Pax spurgte om der var blod i hendes ble. Han kunne ikke altid holde øje med børnene, men Lizzy var den yngste, og det eneste blebarn, og blod ville han have lagt mærke til. 

Juno så til, imens Pax med ekspertise diregede flere medlemmer af Ulvens Flok afsted - også efter Rotterne. Juno havde selv fuldstændig glemt resten af sin bande - alle hans tanker havde været på Lizzy, og han sank en klump, da det gik op for ham, at de andre havde rendt rundt i regnen længere end de behøvede.

Det gik op for ham, hvor overvældende han fandt det hele, da han blev guidet hen til en seng og først selv satte sig i den også, da han blev bedt om det. Hans blik fulgte Pax's hurtige fingre, der afklædte Lizzy, og han tog helt ubevidst imod hende, da han var færdig, så Pax kunne rejse sig.

"Åbn, Liz," bad Juno det lille barn, imens han selv skubbede hendes mund åben med en finger og lod hende få fire dråber, af hvad end det var Pax havde givet ham. Han stolede nok på ham til ikke at behøve vide, hvad det var. Miskturen blev stillet væk og Juno smed sin våde frakke af sig, inden han vendte sin opmærksomhed tilbage til Lizzy, der rakte sine små tykke arme frem mod ham, indtil Juno samlede hende op på armen igen. 
"Du klarer det så fint," roste han lavmælt, imens han pressede et kys mod hendes pande. Frygt fik tårer til at samle sig i hans øjne, men han blinkede dem væk, imens Lizzy ikke kunne se hans ansigt, og da døren åbnede, føltes det som om alle blikke vendte sig mod dén.

Pax rejste sig og skridtede hen til Juno, hvis hår han strøg kærligt. ”Det skal nok gå”, mumlede han lavmælt, hvorefter hans fingre gled ned langs den andens kind og tvang Junos’ hage op, så de blå øjne kunne betragte ham. ”De næste timer bliver hårde og det kan blive værre, før at det bliver godt, men Liz har brug for dig, så du ranker ryggen og stopper med at græde. Det kan du gøre bagefter – og skift dit tøj, Juno. Du kan ikke blive syg også.” Til trods for Pax’s kommandoer var hans stålgrå blik lige dele blidt og myndigt, og velvidende at døren snart ville gå op, lod han sin hånd falde ned langs siden igen.

Det var Freya, hendes vejrtrækning hektisk. ”Edward er lidt fuld –”, begyndte hun hvæsende at forklare, alt imens hendes ene skulder kolliderede med dørkarmen. ”Men han er på vej. Han siger, han er – han er klar i hovedet! Men – Isiodith – jeg rendte op til Helbrederhuset. Hun er ikke – længere i hovedstaden.”
Pax brummede noget uforståeligt, hvorefter han nikkede afmålt i retning af Freyas skikkelse. ”Smut hjem med dig. Find de andre og hiv dem med. Vi tjener ikke noget i den her regn alligevel.”

Da døren smækkede i for endnu engang, forlod Pax stuen til fordel for køkkenet. Han greb om de tæpper og viskestykker, Tam havde fundet frem, hvorefter han gik tilbage til Juno.
”Lad os få tørret jer begge og pakket hende ind. Hun skal svede det ud.” 

Juno vidste at Pax havde ret; at han skulle være stærk for Lizzy lige nu. Men det var svært at være stærk, når alt han selv havde lyst til, var at kravle op i Pax's skød og blive trøstet dér. Det var heldigvis ikke engang en mulighed, men selv hvis det havde været, så kom Lizzy trods alt først.
Men bare i et øjeblik, lod Juno sig trøste af Pax's hånd mod sit ansigt og hans mørkegrå øjne imod sine. Diskret strøg han sine læber mod Pax's hånd - det nærmeste han kunne komme på at kysse ham, når de ikke var alene, heller ikke selvom Tam var helt ude i køkkenet. 

Freyas ord var kun delvist betryggende - for første gang ville Juno have foretrukket Isiodith. Men Edward var på vej, og den gamle mand kunne sit kram.

Da Pax kom tilbage fra køkkenet, rakte Juno Lizzy over til Pax, der var noget mindre våd end han selv var. Han kunne ikke tørre nogen, imens han selv var dryppende våd.
"Hvis det her var sket for... et år siden," fortalte han lavmælt, imens han hev sit tøj af. "Så ville jeg også have opsøgt dig." Nøgen og helt ublu, tørrede han sin krop med et af viskestykkerne, dog med noget hast, for på trods af ildstedet var det for koldt at stå nøgen længe, og han var ivrig efter at få tøj eller bare et tæppe på igen, men ikke så ivrig, at han ikke også sørgede for at hænge sit og Lizzys tøj op i nærheden af ilden, så det kunne tørre. "Men er du sindssyg, jeg ville have været muggen omkring det. Det er.. bedre nu. Jeg kan godt lide, at det er okay at spørge dig om hjælp." Juno skævede til Pax med et forsigtigt smil, og vendte tilbage til ham og Lizzy for at se, om der var noget han kunne hjælpe med, eller om Pax havde fået pakket hende varmt ind, i den tid det havde taget Juno at komme ud af sit våde tøj.

”Og jeg ville have brugt timer på at overveje, hvorfor du ikke kunne udstå synet af mig”, indrømmede Pax lavmælt, alt imens hans arbejdede med Lizzys våde tøj og hår. Da den lille pige også var tørret, pakkede den ældre mand hende ind i tæpper, hvorefter han råbte efter Tam.
Den tavse dreng kom til syne i døråbningen ud til køkkenet end ikke øjeblikket efter, og Pax sendte ham et kortvarigt smil. ”Smut hjem med dig”, beordrede han blidt, hvorefter Tam forlod dem alene tilbage med et nik. Der var trods ikke mere, knægten kunne gøre.

Pax lagde Lizzy fra sig på sengen og så snart hoveddøren gled i med et brag, aflagde han afstanden til Juno. De arrede men nu varme hænder fandt vej til begge af den blonde mands kinder, og Pax kyssede den anden inderligt for et langt øjeblik.
Der var så meget, Pax gerne ville lade Juno vide; at han havde savnet ham inderligt, drømt om ham og vågnet i løbet af natten, hård og fyldt med begær efter ham; at han havde kigget efter ham i gaderne, håbet at få bare et enkelt glimt af hans blå øjne og bløde mund. Pax ville så gerne, at ordene forlod ham. Det gjorde de bare ikke. I stedet sagde han:

”Jeg skifter form om lidt. Edward ved ikke, at det er muligt for mig, men han er heller ikke dum, så mon ikke, han regner ud det er mig”, brummede Pax, lettere moret og let som en fjer grundet det kys, han netop havde stjålet fra Juno. ”Men jeg er varmere på den måde. Liz bliver okay igen. Stol på mig.”

Ikke lang tid efter var det ulven, og ikke mennesket, der kravlede op i sengen til den lille pige, hvis øjne blev store af lige beundring og forskrækkelse. Pax lagde sig ned, med begge sine store poter på hver side af Lizzys lille krop, og dernæst begyndte han at prikke hende blidt i maven og slikke hendes feberramte hud i et kærligt drilleri, der fik pigebarnet til at le mat. En lille hånd gled ud af tæppernes dyb og greb om hans pels, og Pax lod hende undersøge ham, hans hoved hvilende let mod hendes lille bryst.

Døren gik op med et brag, hvorefter noget bandede og svovlede alt imens, de forsøgte at lukke den igen. Edward var vendt hjem, hans øjne let rødlige men dog fokuserede i det, at han trådte ind i stuen –

Og skreg. ”Hvad i Zaladins rynkede røvhul er det?!”

Juno sukkede længselsfuldt imod Pax's læber, idet han kyssede ham. Han havde trængt til det, lige siden de sidst havde forladt hinanden. Det var svært for ham, at se frem til at ses én gang om ugen, og han havde ikke længere tal på, hvor mange gange han havde diskuteret med sig selv om, hvorvidt han kunne tillade sig at spørge Pax om ikke han bare kunne sove hjemme hos ham fra nu af, kun for at beslutte sig imod det.

"Jeg stoler på dig," svarede Juno lavmælt, stadig stakåndet efter deres kys og hungrende efter flere. Men Lizzys varme var vigtigere.
Imens Pax forvandlede sig og kravlede op til Lizzy, tog Juno det tøj på, som Tam havde fundet frem, selvom alt ved det var for stort. Det var tørt og varmere end at være nøgen, og det var det vigtigste. Påklædt gik han hen til sengen, hvor Lizzy havde et godt tag om en stor klump af ulvens pels, og Juno lænede sig ned for kærligt at stryge dem begge over hovedet, inden han gik ud i køkkenet for at lave sig selv en kop te.


Juno sad på en stol ved siden af sengen, hans ene hånd begravet i ulvens pels, hans anden hånd holdt om tekoppen. Hans ben var smidt op på sengen, for at forhindre Lizzy i at falde ud over kanten, hvis hun skulle få et skud energi, der fik hende til at bevæge sig. 

"Det er Ulven," svarede Juno med et grin, da Edward skreg ved synet der mødte ham. "Pax sagde du ville være klog nok til at regne det ud. Det skulle jeg nok have gjort til et væddemål i stedet." Juno smilede til den ældre mand og rejste sig, så man kunne komme til det lille barn, der havde vendt sig, så hun lå med hele ansigtet begravet i ulvens pels.
"Og det her er Lizzy. Hun har brug for din hjælp." Juno satte teen fra sig, pludselig ivrig efter at have sine hænder frie, men vidste ikke, hvad han skulle stille op, da han først havde dem frie, for han ville nødig fjerne Lizzy fra sin varme plads og vidste intet om, hvad Edward havde brug for.

Edward fnøs i samme øjeblik, at Pax gjorde det samme; det ene var dog ligeså vantro, som det var forfærdet mens det andet var af en ganske anden og mere moret karakter. Ulven så dog unægtelig ikke synderlig imponeret ud, da den gamle helbreder krabbede hen langs træ-væggene og greb om ildrageren ved den varme pejs.
”Er han tam? Forstår han stadig, hvad vi siger?”, brummede Edward lavmælt, som var han bange for, at hans blotte stemme kunne forårsage Zaladins forgård i hans stue.

Ulven rejste sig og gabte dernæst, så dens hvide og sylespidser tænder blev blottet for blot et øjeblik. De store poter kolliderede med det utætte gulv end ikke sekundet efter, og snart var Pax atter i menneskeskikkelse, nøgen og med skeptiske øjne hvilende tungt på sin ældste ven.
Han nåede dog ikke at sige særlig meget før, at døren endnu engang gik op og Will trådte ind. Den smukke mands mandelformede øjne fløj hurtigt rundt og tog hele scenariet i nærmere øjesyn, perpleks over dét, han havde fundet.

En nøgen Pax.
En forskræmt Edward.
En rastløs Juno.
Og en lille og ganske tydelig syg pige, stadig liggende mat i sengen, dækket af alskens tæpper.

Pax var i gang med at hive et par tørre bukser over hofterne i det, at Will udbrød: ”Når, du har…”, hvorefter han pegede sigende på sin leders skridt. Dernæst kunne Pax ikke bekæmpe sit ansigtsudtryk af overraskelse, og hans brede øjenbryn fløj længere op i panden i en sigende gestus, alt imens hans underkæbe forlod resten af ansigt i forbløffelse. Var det virkelig dét første, Will havde bidt mærke til?
”Ja, selvfølgelig har han da det! Han ved bare ikke hvordan, at man bruger den!”, udbrød Edward, hvorefter han tilsyneladende havde genvundet nok mod til, at kunne tage Lizzy i nærmere øjesyn.
Will smilede bredt – og ifølge Pax alt, alt for muntert – hvorefter han kortvarigt nikkede mod Juno. ”Jeg hørte, at der var sket noget, og så ville jeg lige komme forbi. Er du okay Juno? Har du brug for – kan jeg hjælpe dig?”

Juno brød ud i latter, da ulven viste tænder for Edward, men prøvede straks at kvæle lyden, af respekt for den gamle mand og hans oprigtige forskrækkelse. 
Da døren gik op og Will kom ind, var Junos opmærksomhed vendt tilbage til Lizzy og han var i gang med at forsøge at få Edwards opmærksomhed samme sted hen; han måtte få sine egne realisationer om Pax senere, når der var tid til det. 
Men Will fik Junos opmærksomhed. Det var svært for ham ikke at få den; Wills smukke ansigt krævede opmærksomhed, om han ville det eller ej. Hvis der var nogen, der var dum nok til at have troet på rygterne om, at Pax slet ikke havde noget i bukserne, så var det da også Will, og Juno himlede med øjnene, både af Wills naivitet og af sin egen tidligere forelskelse i så dum en fyr.
Ved Edwards ord skævede Juno til Pax med et slet skjult smil, og først da Will talte til ham, kunne han trække sig blik væk fra fyren, der uden tvivl vidste en ting eller to om, hvordan man brugte en pik.

Der var alligevel noget charmerende over Wills dumhed, fordi den var fulgt af godhed, og selvom det ikke var længe siden, at Juno havde påstået at han aldrig ville tilgive Will, så nikkede han og trådte et par skridt hen til ham, imens han fra tid til anden skævede til Edward og Pax. "Jeg er okay. Det er Lizzy." Han nikkede hen mod pigen, som Edward var ved at tage sig af. "Hun er syg. Hun er - hun er min yngste." Hun er mit barn. Min lille pige, var, hvad Juno ikke sagde højt.
"Pax har været så sød at hjælpe mig," tilføjede han lavmælt og skævede hen til Pax igen. Han ville bare gerne holde hans hånd eller have hans arm om sig, men grænserne i deres forhold var stadig utydelige, og Juno var heller ikke ligefrem ekspert i at kommunikere sine ønsker.

Pax kunne se, at Will kæmpede en bragt kamp for at følge med; Edwards ord om hans manglende kompetencer ud i det intime, havde tilsyneladende forårsaget en oprigtig bekymring hos den – for – kønne mand og samtidig var Junos’ ord også for mange til, at han øjensynligt kunne følge med eller forstå dem i den rigtige rækkefølge.
Ikke, at Pax kom ham til undsætning. Nej, der var – trods alt – grænser for hans tålmodighed og desuden skulle Edward vide, hvad Pax selv havde fundet ud af angående det syge pigebarn.

”Din yngste? Jeg vidste slet ikke, at du havde børn! Men, åh, så var det godt, at du kom herhen, Juno! Edward har styr på det. Han fikser sgu os hele tiden! Hvor mange har du – altså, hvis Lizzy er den yngste?”

Både den gamle helbreder og Pax tav brat, hvorefter de skævede henover skulderen i retning af Will. Sådan stod de for blot et øjeblik, før de udvekslede et indforstået blik – ’han er jo helt tabt’ ’ja, jeg ved det. Prøv du at lev med det’ – og atter vendte deres opmærksomhed tilbage mod Lizzy.

Da Pax ikke kunne gøre mere eller andet, end at lade Edward arbejde, greb han et par uldsokker og gik i retning af køkkenet. I hans stille sind irriterede det ham, at Will og Juno stod tæt, men før den giftige og grønne jalousi eksploderede og blev synlig, skubbede Will sig fri af væggen og satte efter ham selv. Der skulle ikke gå lang tid før, at Pax erkendte, at det måske var bedst, hvis han var blevet stående. Tilsyneladende kunne Juno jo også godt lide dén grad af idioti.

”Pax, er det virkelig rigtigt, at du ikke ved, hvordan man bruger den?”, udbrød Will forfærdet (og her kunne Edward så igen stoppe sine gøremål, vende sig rundt og betragte manden med en art forundret forskrækkelse, men dog uden at have nogen andre end sig selv at gøre det med) hvorefter han satte sig til rette på køkkenbordet.
Ulven var begyndt at lave te men måtte gnide sit ansigt, forinden han hev sokkerne over fødderne og sukkede tungt. ”Will – vi har snakket om de der personlige spør-”
”Ej-men Pax, det er slet ikke noget, du skal være pinlig over! Jeg vidste heller ikke hvordan, at jeg skulle få den til noget som helst, du ved, men lige pludselig så kom det bare til mig! Du ved, ham skrædderens søn, ham der med alle fregnerne og som bare er så sød altid – ja, han skulle bare invitere mig med i -”
”Ja, det kan være jeg skal et smut forbi ham så.”
”Jeg kan sige så meget, at du ikke vil fortryde det!”

Det var naturligvis noget ufrivilligt, men selv Pax’s mundvige kom til at sitre derefter. Det hjalp heller ikke, at han kunne høre en lavmælt og klukkende latter fra det nærtliggende værelse og helbrederens hæse stemme: ”Ved Zaladin – det ville jeg betale penge for! Ulven i høet med skrædderens søn! Min kongelige højheds bare røv, siger jeg bare!”

Juno havde glemt helt præcist hvor slemt det stod til med stakkels, søde Will, men forklarede alligevel på meget tålmodig vis at han havde 5 unger, men at ingen af dem genetisk var hans, men blot medlemmer af hans bande. Og så forklarede han det igen, lidt langsommere, indtil Will så ud til at forstå det.

Derfor var det også næsten en lettelse, da den smukke mand satte efter Pax i stedet, og Juno kunne stille sig for enden af sengen og følge med i, hvad Edward lavede, med et bekymret blik på Lizzy og et halvt øre med i, hvad der foregik ude i køkkenet. 
Han kunne ikke benægte for nogen, at tanken om Will og skrædderens søn sammen var nok i sig selv til, at han ville kunne tilfredsstille sig selv med det i flere nætter fremover. De var trods alt begge kønne, søde mænd, og Juno havde slet ikke vidst, at han havde haft en reel chance med Will før nu. Ubevidst havde han måske også kastet sin kærlighed over ham, fordi han havde vidst, at der var en chance for at den ville blive gengældt, men med Will var man altid nødt til at være meget ærlig og ligefrem, hvis man ville have at han opfangede, at man ville have ham, og det havde Juno trods alt aldrig haft modet til. Alligevel ærgede det ham, at han aldrig havde fået prøvet Will af, når nu det åbenbart havde været en mulighed. Hvis skrædderens søn kunne, kunne Juno også. 

Det var først da Pax svarede, at det gik op for Juno, hvad Will havde gang i, og en bølge af jalousi, hvis lige Juno aldrig havde mødt før, skyllede over ham og tvang ham til at vende sig mod de to fyre. "Du kunne lige vove!" røg det ud af ham, inden han kunne stoppe sig selv. Blikket han havde sendt Pax i dét øjeblik havde vist afsløret alt om, hvordan han havde ment sine ord, men det var trods alt Will de havde med at gøre, og det tog kun et halvt sekund, inden Juno forsøgte at rette op på sin fejl.

"Hvis du vil introducere Pax for nogen, så find ham en pæn, sød pige. På hans egen alder. Og ikke nogen, du selv har været sammen med, Will!" 

"Når, ja, sådan én kender jeg også, hvis du vil møde nogen, Pax," tilbød Will straks, som tog han blot Junos ord for gode varer og ville det bedste for dem begge, mens Junos brændte op af jalousi. Det blev kun værre, da han vendte sig mod Lizzy og Edward igen, og den gamle mand så på ham med et grin, der afslørede at han havde genkendt nok af følelserne i Junos tone til at have en ide om, hvad der foregik. 

Selvom Pax ikke kunne se Edwards ansigt, vidste han, hvilket udtryk der måtte dominere derpå. For alle andre end Will – naturligvis – kunne der nemlig ikke være nogen tvivl om, hvad Juno rigtigt havde ment, for uanset hvad end man måtte tænke om den gamle helbreder, så vidste han, hvordan han skulle bruge de øjne, guderne havde skænket ham i hans mors mave.

Will mærkede ikke, at stemningen pludselig var blevet en anden, og hans snak fortsatte ivrigt. Pax hørte dog ikke efter, men stod og betragtede Juno, alt imens han overvejede, hvad der var bedst at gøre – for dem begge. Måske særligt for den anden.
”Will, gider du ikke hente brænde i skuret?”, bad Pax, og til trods for ordenes spørgende karakter, kunne der ikke være nogen tvivl om, at det i virkeligheden var en ordre og at Pax forventede, at Will gjorde netop det. Der var dog ingen grund til bekymring. Will hoppede straks ned fra køkkenbordet og gik smilende afsted, hvorefter Pax forsøgte, at fange Junos’ opmærksomhed. Da det omsider lykkes, nikkede Pax, med sitrende mundvige, i retning af et lille kammer der lå placeret ved siden af det vakkelvorne køkken.

Pax gik i forvejen og i det, at Juno også trådte ind og lukkede døren, aflagde den ældre mand straks afstanden mellem dem. De arrede hænder fandt vej om den andens liv og Pax lænede sig frem for, at lade deres læber mødes. Hans kys var som det forrige; inderligt og forhåbentlig også tydelig i dens besked; jeg har savnet dig.
”Lizzy bliver okay igen”, mumlede Pax beroligende, overbevist om, at Juno var et nervevrag fordi, han elskede den lille pige som sin egen. ”Og du skal ikke bekymre dig om Edward. Han holder dét, han har regnet ud, for sig selv. Det når ikke tilbage til Rotterne eller nogle af de andre grupper.” 

Det var svært ikke at vide, at Juno havde fucket op, men han var også næsten så vred, at han var ligeglad. Tanken om Pax med anden fik hans blod til at koge, og pludselig forstod han, hvordan Pax kunne have holdt en kniv op mod Hectors hals.
Normalt kunne han godt skjule sine følelser, men denne følelse var sværere for ham at skjule, fordi den også var så fremmed, og det var et bevist valg, at han havde ryggen til Pax, for ikke at afsløre sig selv - også selvom det betød, at han afslørede sig selv for Edward. Den gamle mand vidste alligevel allerede for meget.

Først da Will gik udenfor, skævede Juno til Pax, kun for at opdage, at Pax havde søgt hans opmærksomhed. Juno sank en klump, men Pax så ikke vred ud, og Juno fulgte også pænt efter ham ind i kammeret, der blev mørkt, da døren lukkede bag ham.
Juno gengældte deres kys, som afhang hans liv af det. Jeg har også savnet dig, prøvede han at sige. "Tak," svarede han med et suk, over både kysset og beroligelsen om at Lizzy ville blive okay. "Edward ser fokuseret ud. Hun er i gode hænder. Og jeg er ikke så bekymret for ham, jeg er mere -" Juno trak vejret dybt, lagde begge hænder om Pax's overarme og klemte om de muskler, der gemte sig under trøjen. "-bekymret for skrædderens søn."

Det var med et skamfuldt blik at Juno så op på Pax igen. "Jeg vil have dig for mig selv." Han vidste godt, at han ikke kunne bede om dét. Ikke når han selv var sammen med Hector endnu.

For anden gang den dag tabte Pax underkæben i forbløffelse. ”Skrædderens søn?”, gentog han lavmælt, tydeligvis overrasket over, at det var dét, der havde forårsaget Junos’ vredesudbrud. Pax kom til at smile mod Junos’ bløde læber, men knugede fortsat den yngre mand ind imod sin egen krop. Siden de havde sagt farvel i skoven, havde Pax hungret efter et sådan øjeblik som dette, og selvom det ikke kunne vare lang tid, havde han ikke tænkt sig, at slippe sit stramme greb om den anden.

Pax kyssede Junos mund endnu engang, og lod hans ene hånd glide ned over Junos’ lænd, til den kunne finde fæstne om hans ene balde. ”Du er en idiot lige nu”, hviskede han, næsten legende og lystfuldt, hvorefter Pax begyndte at plante grådige kys hen langs Junos’ kæbe og hals. Imellem hans kærtegn mumlede han: ”Ved du ikke, at ulve finder en mage og er sammen med ham eller hende for resten af deres liv? Vi gør os slet ikke i andet, selv hvis den anden dør lang tid før os.”

Da Pax’s ord døde hen, gled endnu et smil henover hans egne hjerteformede læber. ”Og hey – god røv.”  

Juno syntes slet ikke at det var dumt at være bekymret for skrædderens søn eller hvad denne kunne finde på at tilbyde Pax - han havde aldrig selv mødt ham, men hvis han kunne score Will, byens måske smukkeste mand, hvem kunne han så ikke ellers hive med i høet?

Bekymring havde fået Junos muskler til at spænde op i anstrengelse det meste af dagen og natten inden, men Pax's kys og berøring fik ham langsomt til at slappe af igen. "Virkelig?" spurgte Juno med et håbefuldt smil. "Hele livet? Så længe tror jeg godt lige, at jeg kan holde dig ud." Ordene var ment drillende, men måden han sagde det på, afslørede at det var alt andet end; de kys han fik langs sin kæbe og hals gjorde ham svag i knæene og fik hans hjerte til at slå hurtigere.

Hans hånd gled ned fra Pax's overarm og ned over den af hans hænder, han havde mod Junos balde, hvor Juno med blide strøg opfordrede Pax til at røre mere ved hans røv. "Jeg vil så gerne sutte din pik," hviskede han imod Pax's kæbe, og hans hjerte satte sig fast i halsen på ham, da han hørte døren gå op og Wills stemme, der blandede sig med Edwards, men han trak sig ikke væk. I stedet skævede han blot op til Pax og slikkede langsomt sine læber, imens han ventede på hans afvisning eller tilladelse. Inderst inde regnede han med at Pax ville gøre det fornuftige, men det var også derfor han kunne tillade sig ikke selv at være den fornuftige.

”Du kommer til at slå mig ihjel efter et halvt år”, spøgte Pax mumlende igen, hvorefter han atter krævede Junos læber med sine egne. Hans kys var ligeså inderligt som de forrige, som forsøgte Ulven at fortælle Juno alt det, han ikke kunne sige med ord; jeg vil have dig. Kun dig. Du er en idiot, hvis du tror andet.

I det at deres læber atter skiltes ad, og Juno hviskede sine kåde ord, måtte Pax tabe pusten i et overrasket grin. Uden at vide det, eftergav han dog Juno sit ønske, og med et fast tag begyndte han, at kærtegne den andens røv; det var en første gang, både for dem og for Pax, og han smilede bredt ned til den anden som resultat deraf.
”Det kunne jeg godt vænne mig til”, mumlede han varmt, hans stemme mørk af begær. Juno havde dog ret; Pax havde tænkt sig at være fornuftig og han kyssede Juno inden, at han sagde; ”jeg ved ikke, om jeg kan få eller give i den afdeling, og hvis vi skal til at eksperimentere, så foretrækker jeg, at vi er de eneste, der er til stede. Hvad skal du i aften?” 

"Hvis jeg slår dig ihjel efter et halvt år, har jeg også været sammen med dig resten af dit liv," rettede Juno grinende Pax. Det var svært for ham at forestille sig, at han nogensinde ville blive træt af ham, men det behøvede han vist ikke at sige højt, for i næste øjeblik mødtes deres læber igen.
Juno havde ikke troet, at der var noget bedre end Pax's arm om sit liv, men hans hånd på sin røv var kun endnu bedre, og Juno pressede sig op mod Pax's hårde krop med et suk. Han var lige ved at tro, at han fik lov til at gå på knæ, men så svarede Pax alligevel, som Juno havde regnet med. I det mindste var han diplomatisk nok til ikke at skubbe Juno fra sig. 
"Mødes med dig," svarede Juno, som var det åbenlyst. "Jeg har ingen andre planer. Jeg skal bare hjem med Lizzy eller noget."

Med et tungt suk, som var det det sværeste han nogensinde havde gjort, tog Juno et skridt væk fra Pax, indtil de ikke rørte hinanden længere. 
"Hvis vi skal derud, skal jeg lige have et øjeblik til at tænke på noget ulækkert," bad han og forsøgte at ryste sin lyst til Pax ud af sin krop.