Krystallandet
Sparks 05.09.2020 19:53
Det var henad aften, solen var så småt ved at gå ned - og de sidste stråler kastede deres rødlige arme igennem de tætte trækroner, som var over det lille hus ved søen. Her sad en blond kvinde og stirrede næsten livløst frem for sig. Hun vidste ikke hvor længe hun havde siddet der, en kurv var ved hendes sidde hvor en let snorken kom fra. Det lille barn, som hun havde fundet - i huset hvor hun var sikker på monsteret stadig boede. Blot, sidst hun havde været tilbage - ja der havde hun ikke fundet andet end den samme lugt af råd og nyt blod.
Hun sukkede langsomt, og lod fingrene glide igennem det kruset hår der blev mere og mere luftigt. Det måtte regne snart, sådan som luftfugitheden satte gang i hendes krøllede og tykke hår.
Sjovt, som man kunne tænke på sådanne små ting, når ens liv var ved at gå fra hinanden. De tætte syninger hun troede hun havde fået syet omkringstående liv. Det havde ikke være mere stabile en nye grænse i et bøgetræ. Knækkede så let som ingen ting, da blot den mindste modstand blev givet på hver side fa stoffet.
“Måske vi skulle gå inden for?” Mumlede hun langsomt mod det lille my der sov uanende omkring hendes indre problemer. Og det frembragte et lille smil på hendes læber, uskyldigheden hun så i det efterhånden sunde ansigt - det var hvad hun blev ved med at kæmpe for hver dag. Grunden til hun holde fast i klanen, fik den til at blomstre. Også selvom det havde betydet, at hun ikke havde set Pax i et rum tid. Det havde føltes som uger, men det havde kun været en dag - måske to?
Dybt suk, og hun lod blikket glide ud mod åkanderne. “Bare fem minutter mere, så skal vi nok gå ind.”
