Til trods for solen, der ellers stod højt på himlen, følte Pax sig kold. Han havde, uden at vide hvor længe, skridtet frem og tilbage imellem to solide træstammer, mens hans hænder havde faret rundt henover ham; ind og ud af hans askegrå hår; gnedet fra panden og ned langs de skarpe kindben og udsultede kinder; kortvarigt lagt sig til rette under modsatte albue, for at ende langs hans tynde sider for endnu engang ikke lang tid efter.
 
Uanset hvad Pax foretog sig, kunne han ikke finde ro. Kroppen summede af ubehag og noget andet, han ikke ville være i stand til at beskrive, men han forvekslede med spændthed. En, der lagde sig fast i hans stive muskler og gjorde hans nakke ør, men som samtidig syntes, at puste nyt liv i samtlige af hans celler.

Pax befandt sig udenfor murerne, et godt stykke inde i de store skove, der strakte sig udenfor hovedstaden. Det var ofte, at han forsvandt derud for at være alene. Sådan havde det altid været og øjensynligt, ville det forblive indtil den dag, Kile kom efter ham. For megen selskab gjorde nemlig Pax syg; fik hans sind til at strække sig i det uendelige, indtil det til sidst knækkede af overanstrengelse og maven ikke kunne holde mad nede.
Han kendte derfor skovene intimt. Vidste, hvorhenne der var gode mødesteder, hvordan man kom tilbage til hovedstaden, uden at farer vild. Det var hans helle. Et helle, han nu skulle dele. 

Juno kom kun til tiden, når det havde noget med arbejde at gøre. Alt andet var bare sværere for ham at tage sig sammen til. Men han havde haft endnu større problemer i dag. Han havde taget tøj af og på, redt sit hår igennem, kun for at gå forbi et spejl og straks derved ombestemme sig og rodet op i håret igen. Han havde holdt det hemmeligt for Hector og kort inden han skulle afsted, besluttet sig for at fortælle ham, hvem han skulle mødes med, og da han endelig var på vej ud af døren, var det i en halvløben, og han hinkede de første par skridt afsted, snørrende sin snørebånd, imens han gik. 

Det blev ikke bedre, da han kom tættere på skoven. Han kendte den knap nok, havde aldrig haft brug for eller lyst til at være udenfor Dianthos. Juno blev ulykkelig, når han var alene for længe, så hvad skulle han lave i en skov? Så han gik usikkert igennem dem, selvom Pax tydeligt havde beskrevet for ham, hvor de skulle mødes. Han skulle have insisteret på at mødes med ham ved bymuren, men han havde ikke haft lyst til at være dén, der udsatte dem for risiko for at blive opdaget. 
Så nu gik han forsigtigt igennem den ukendte skovbund, indtil han fik øje på Pax, og al nervøsitet forlod ham. "Pax!" Råbte han, med et smil i stemmen, og satte i løb hen til ham, indtil han var tæt nok på den ældre fyr til at kunne kaste sig ind i armene på ham. 

Skridtene var blevet kortere men hastigere, som tiden sneglede sig afsted og Juno stadig ikke havde vist sig. Pax begyndte at mistænke den anden for, ikke at ville dukke op og jo mere dén tanke voksede, des mere rasende blev han. Han havde været latterlig, så forbandet latterlig og svag, hvis han troede, at det virkelig var andet end blot en barnlig fascination for den skikkelse, der havde været Junos’ beskytter siden, at han var barn. Hvorfor havde han ladet sig selv tro, at det kunne –

Pax’s stålgrå øjne for op ved lyden af hans navn, der rungede igennem de stille stammer. Og dernæst så han skikkelsen, der havde forårsaget den milde larm. Juno – Juno som kom halvløbende imod ham, et smil over den så tiltrækkende mund…

Med ét løsnede de knugede hænder sig og de muskuløse skuldre faldt tilbage på plads af lettelse. Pax forsøgte, det bedste han havde lært, at klistre et smil over sine egne læber men det lykkes ham knapt, for alt han kunne, var, at betragte Juno, der fortsat kom nærmere og mærke følelsen af, at miste adskillelige og for tunge kilo et sted over hans hoved.

Pax nåede at gribe Juno, hans arme placeret om livet på den anden. Sammenstødet fik den ældre til at tabe pusten, men det fik også omsider løsnet mundvigene, der dernæst sitrede i morskab. Pax forholdt sig tavst, pludselig forlegen til helt ind i knoglen. Dette møde var trods alt anderledes end alt andet, de før havde foretaget sig; skoven var neutral grund, hvormed ingen af dem nødvendigvis behøvede at være de anfører, som de var og eftersom Pax ikke var særlig meget andet end netop dét, anede han ikke, hvordan han skulle gebærde sig.

”Hej”, fik han omsider mumlet, hvorefter han trak sig fri af Junos’ omfavnelse og stak sin ene hånd ned i en af lommerne på sin – for – lange kofte. Pax rømmede sig, uden i grunden at have behov for det, og fremdrog derefter et rødt æble. ”Her”, sagde han, hvorefter han rakte den saftige frugt frem mod Juno. Det er til dig, havde Pax lyst til at tilføje, men talens brug havde, for endnu engang, forladt ham.

Det meste af Junos nervøsitet fortog sig, da han fik øje på, hvordan Pax så på ham. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde set Pax med så meget farve i ansigtet. Enten klædte det ham, at føle noget for en gangs skyld, eller også var det godt for ham, at komme ud af byen. Juno kunne under alle omstændigheder pludselig ikke bekymre sig for hverken sit tøj eller sit hår mere, men smilede blot i hele ansigtet til fyren. 

"Hej," svarede han, og lod helt ubly sit blik glide over Pax's skikkelse og op til hans ansigt igen, med et smil der ikke lagde skjul på, at han kunne lide hvad han så.
Æblet kom som ud af ingenting for ham, og da Juno tog imod det, kunne han mærke hvordan hans hjerte lod til at springe flere slag over. "Tak," svarede Juno lavmælt, uden at tage blikket fra frugten. Det er bare et æble, forsøgte han at minde sig selv om, men det føltes langt vigtigere end dét. 
"Jeg- jeg kan kun spise det her, hvis du lover mig en anden gave på et tidspunkt," indrømmede Juno endelig med et genert smil og løftede blikket til Pax's igen, samtidig med at han sigende løftede æblet. "En eller anden primitiv del af mig har lyst til at gemme det for evigt." Juno grinede forsigtigt af sin egen dumhed, inden han løftede æblet til sin mund og pressede sine læber mod det. Det duftede sødt, men Juno kunne ikke få sig selv til at sætte tænderne i det, før han havde fået Pax's løfte. 

Pax’s brede øjenbryn skred længere op i panden, hvorefter han nikkede en enkelt gang. Noget, der var en blanding af nysgerrighed og reservation, satte sig dernæst fast i hans stålgrå blik. ”Okay – og hvad er det for en gave?”, spurgte han stille, alt imens hans øjne flakkede hvileløst henover Junos’ ansigt; som kunne han finde svaret deri.

Lidt efter måtte begge af Pax’s mundvige dog sitre for endnu engang. Et lavmælt grin forlod Pax, et hæst og klukkende et af slagsen, der fortalte en historie om, at den så berygtede bandeleder i virkeligheden ikke var andet end en ung – og dybt uerfaren – mand.
”Jeg tror, du kommer til at skabe liv, hvis du gemmer det for evigt. Og ikke nødvendigvis den søde slags...”, svarede Ulven spøgefuldt, hvorefter han skar en smilende grimasse. Stadig stod han og følte den forlegne fornemmelse, og fast besluttet på, at den skulle nedkæmpes, rømmede han sig. Dernæst slog han med hovedet, i retning af skovens midte, hvorefter –

Han tav. Pax lod, så distræt det var ham muligt, luften indfinde sig i hans lunger og kastede et kortvarigt men grænsende til beklagende blik i Junos’ retning. Forinden deres møde havde Pax bestemt, at han under ingen omstændigheder skulle kommandere Juno rundt, selvom det var det mest naturlige for ham at gøre. Fast besluttet på, at dagen dog skulle forløbe anderledes, brummede han omsider:
”Vi kan gå en tur, hvis du har lyst til det…?” 

Juno trak smilende på skuldrene, uden at svare Pax's spørgsmål direkte. Den ældre fyr kunne give ham hvad som helst og han ville værdsætte det, som var det det dyrebareste i verden. Så meget måtte Pax kunne se, på måden Juno holdt om æblet, som var det lige så meget værd som havde det været en ædelsten.

"Kan du finde tilbage igen?" spurgte Juno med et skæven tilbage mod byen bag sig. Man kunne smide ham ned i hvilken som helst del af Dianthos og han ville kunne finde hjem igen, men en skov havde han ingen erfaring i og det kunne ses på ham. Det stoppede ham dog ikke fra at tage Pax's hånd i sin og tage et tøvende skridt ind imod skoven, indtil han kunne se, at Pax gerne ville med ham, hvorefter han gav hans hånd et klem og smilende trak ham med sig ind imod den.
"Det er ikke første gang du er herude?" Det var et retorisk spørgsmål, for det var ret tydeligt, at Pax havde været herude før, og havde været tydeligt allerede da han beskrev deres mødested, men Juno ville gerne vide, hvad Pax lavede herude eller hvorfor han kom derud overhovedet.
Han sænkede æblet og strøg kærligt en tommelfinger over det, imens de gik. 

Pax sank en klump i det, at Juno skødesløst greb efter ud ham og tog hans hånd i sin. Det var i sig selv ikke ubehageligt, blot ukendt og fremmed, at vade igennem den mosfyldte skovbund hånd i hånd – hvilket mindede Pax om dét andet, han også havde lovet sig selv.

Ingen spørgsmål – hverken om Hector, Asad eller ham selv. 

”Ja”, svarede Pax kortfattet, tydeligvis fordybet i tanker, som de fortsatte længere ind i skoven. Han måtte skære en grimasse, hvorefter han rømmede sig for endnu engang; som gjorde det et eller andet ved hans luftrør, således at ordene kunne flyde mere frit ud af munden. ”Jeg kommer her tit… selvom jeg vist ikke kan løbe fra, at jeg er et barn af hovedstaden.” Pax skævede ned til Juno, hvorefter han hev en smule op i sin ene mundvige. Han vidste, at hans skarpe kindben stadig var lyserøde, så blikket lå ikke lang tid i den andens. Det var dog tydeligt, at han ønskede, at sige noget mere – noget, der forklarede, hvorfor han søgte ud i skovenes dybe ro.

Jeg kommer herud, når jeg har brug for løbe i min anden form. Det har jeg tit. Du ved, det er som et kald, noget der trækker inde i en – som om, at det er det, jeg er født til at gøre.

Pax strammede sit tag om Junos’ hånd, hvorefter han kom til at smile en smule bredere. ”Hvordan har du det med ulve? Skræmmer de dig?” 

"Det ser også ud som om du føler dig hjemme," svarede Juno, selvom Pax kunne se ud som om han hørte til hvor som helst. Måden han bar sig på, stoppede vist de fleste fra at stille spørgsmål ved hans tilhørsforhold. Han kunne føre sig frem, på en måde der fik folk til bare at gå ud fra, at han hørte til. Men endnu mere her, tænkte Juno. Og pludselig var tanken om et lille hus udenfor hovedstaden ikke så fjern en drøm.

Juno lyste op, da Pax strammede grebet om hans hånd. Han havde frygtet, at han havde gjort noget han ikke måtte, da han først havde taget den anden fyrs hånd, og nu blev han bekræftet i, at Pax var okay med det. 
"Hvis du spørger mig, er mennesker værre." Svarede han med et skævt smil og puttede æblet i sin jakkelomme, bange for at tabe det. "Er der ulve herude? For selvom jeg synes det ville være vildt romantisk at dø ved din side, så ved jeg ikke om jeg er klar til det endnu." Juno skubbede drillende til Pax's skulder med sin egen, men tog på intet tidspunkt blikket fra den anden fyrs ansigt. 

Det ser også ud som om, at du føler dig hjemme. I det at ordene havde forladt Juno, måtte Pax se overrasket op, tydeligvis forundret over dét, han havde hørt. Han havde ikke troet, at det ville have vist sig, følelsen, der altid rumsterede i ham og gav ham følelsen af klaustrofobi, når han skridtede rundt i byen; den, han gjorde alt for at maskere.

Pax vendte dog hastigt blikket væk igen, velvidende at hans ansigt tilsyneladende kunne afsløre enhver af hans for Juno. Ikke lang tid efter måtte han dog også le; moret og uden omtanke, som væltede latteren ud imellem hans sammenpressede læber uden forbehold. Smilehullet kom ligeledes også frem og dét vidnede om, hvad der netop var sket.
”Jeg skal selvfølgelig nok lade livet, så du kan rende hjem til Dianthos igen – jeg er nemlig meget romantisk på den måde”, svarede Pax spøgefuldt, tydeligvis væsentlig mere afslappet, end da de først var skridtet afsted. Hele hans krop var faldet tilbage til dér, hvor leddene egentlig skulle være og det slog først Pax et øjeblik efter, at de havde snakket om… romantik, som om det var det mest naturlige i verden.  

Pax rømmede sig og skævede ned til Juno. ”Og jeg ved godt, at mine røde kinder er dødcharmerende, men lige om lidt skal vi over et vandløb, så der bliver du nok nødt til at løsrive dig.”  

Pax's latter fik også et smil og en forsigtig latter frem fra Juno, der nød at se Pax, uden den fortvivlelse eller sorg han altid videre havde set ham bære rundt. I sit stille sind lovede Juno også sig selv at få mulighed for at kysse Pax's smilehul en dag.

"Åh, wow, tusind tak," svarede Juno med et højlydt grin. "Jeg skal nok løbe så hurtigt jeg kan, så dit romantiske offer ikke går helt til spilde." Han smilede stadig i hele hovedet og helt op til øjnene, da han blev bedt om at bruge øjnene til andet end at stirre på Pax. 
"Det er dit flotte ansigt der distraherer mig, så det er også dit ansvar at gribe mig, hvis jeg falder," svarede han straks, men gjorde trods alt som han blev anbefalet og sled, med noget besvær, sit blik væk fra Pax, for i stedet at holde øje med, hvor de gik.
Med blikket mod skovbunden, fik Juno også øje på de ting der groede omkring dem, og stoppede pludselig op for at plukke af en kløver-lignende plante.
"Skovsyre," fortalte han, selvom han for bare en dag siden havde indrømmet, at han ikke vidste, hvordan en kartoffel-plante så ud, og lagde én på sin egen tunge, inden han rakte den anden op til Pax, så han enten kunne tage imod den med sin mund eller sin hånd. Det var Giles, der havde introduceret ham for den i en ret, og den syrlige, citron-agtige smag var frisk i hans mund. Han havde glemt alt om vandløb, men havde ikke tænkt sig at slippe sit tag om Pax's hånd, heller ikke når de nåede til det. 

Pax grinede igen, men denne gang lavmælt. Dernæst nikkede han. ”Det har du fandeme også bare at gøre, hvis jeg skal til at dø for dig”, svarede han prompte, hvorefter han kneb øjnene sammen i en lige dele udfordrende og moret grimasse. ”Og jeg skal selvfølgelig nok sørge for, inden jeg kradser af som en helt, naturligvis, at pege dig i den rigtige retning. Alt andet ville være dårlig stil.”

End ikke øjeblikket efter fnøs Pax. Smilet var stadig ikke svundet ind, og det var igennem en kraftanstrengelse, at Pax tvang begge sine mundvige ned igen. Han kunne ikke påstå, at komplimentet ikke gjorde noget godt for ham, men Pax vidste også, at Juno så noget, der ikke fandtes; Pax var ikke flot og selvom han sjældent så sit eget spejlbillede, vidste han dét med sikkerhed.
”Kan du i det mindste svømme? Bare så jeg lige ved, hvor lang tid jeg har.”

Pax nåede ikke meget andet før, at Juno pludselig stoppede op og bøjede sig fremover. Nysgerrig efter at se, hvad den anden så, fulgte Pax ham med blikket, og da Juno dernæst rakte skovsyren frem imod ham, kunne han ikke gøre meget andet end at stirre reserveret på den. Det virkede som om, at Juno udfordrede ham til at gøre noget andet, end blot at gribe om den lille urt og stoppe den i munden.
Men hvad præcist…

Det gik op for Pax efter, at han hastigt lod sit blik flyve op til Junos’ lokkende mund. ”Okay, så jeg ved, hvordan en kartoffelplante ser ud og du har styr på skovsyren… vi kan vist ligeså godt bare stikke af med det samme”, spøgte Pax, pludselig tændt på den udfordring, han havde læst ind i Junos’ blik. Langsomt tog han et skridt frem, hvorefter han greb om Junos’ hånd med sin egen frie. Dernæst førte han den til læberne og lod dem omslutte sig den andens fingre. 

"Ja, for satan," grinede Juno, med et blik over skulderen, da Pax lovede at pege ham i den anden retning. De kunne ikke være nået meget langt ind i skoven, men Juno havde allerede ingen idé om, hvilken vej der førte ud af skoven. Da han så tilbage på Pax, smilede han igen. Så længe han var sammen med ham, var han i sikkerhed. Ulve eller andre fare, ingen af dem betød noget. Junos syn på Pax havde ikke ændret sig særligt, fra da han var barn af. I hans øjne var Pax stadig uovervindelig. Der var ikke noget tryggere sted, end ved hans side.

"Det meste vand jeg har været i, er et badekar, så nej, jeg kan ikke svømme," svarede Juno grinende. "Men hvor svært kan det være? Jeg er rimelig lærenem." Juno lød selvsikker, selv når han indrømmede at der var ting han ikke kunne, men han troede heller ikke et øjeblik på at Pax ville dømme ham negativt for ikke at kunne svømme. Om ikke andet, hvis det nogensinde kom til det, så kunne han redde ham op en flod, hvis han var så uheldig at falde i. 

Juno havde udfordret Pax, men havde måske ikke regnet med at se ham tage opfordringen op, for idet at Pax's læber lukkede sig om hans fingre, frøs Juno fast til stedet, imens al hans blod løb direkte til hans kinder og skridt.
"Jeg kunne godt gøre det her hver dag," svarede Juno åndeløst, pludselig ude af stand til at tænke på noget andet end at opfylde hver eneste af Pax's ønsker. Han kunne ikke tvinge sit eget blik væk fra Pax's mund og hans egen var også faldet åben. 

Pax fnøs men moret denne gang. Dernæst nikkede han og brummede: ”det kan være, vi skal bruge de her udflugter på, at lære dig at svømme så.” Hans stålgrå øjne funklede af lige dele morskab og udfordring, men ikke lange tider efter, var gnisterne svundet ind til noget, der var langt mørkere i sin karakter.

Ulven lod sin tungespids glide langs den andens fingre i sin mund, hvorefter han, grænsende til elegant, greb om skovsyren og løsnede den fra Junos’ greb. Han brugte ikke lang tid på, at lade den ligge hvileløst i munden, og da han slap taget om den yngre mands fingre, forblev hans hånd stadig viklet blidt omkring Junos’ håndled.
De mumlende ord fik Pax til at smile og han aflagde afstanden til Juno med øjne, der afslørede hans egen lyst. Det var nemlig umuligt ikke at føle den, ikke anerkende dens eksistens. Begæret var dog ikke alene, men det andet, der også var at finde i hans blik, var domineret af en kontrastfuld alvorlighed.

Pax slap taget om Juno, men kun for at lægge sine hænder om den andens ansigt. ”Du ville kede dig ihjel, hvis du skulle gøre det samme dag ud og dag ind”, hviskede Pax, forinden at han bøjede sig ned og lod deres læber mødes.

Det her er ovre for dig om en måned, Juno. Det er bare en fascination – én der forsvinder, når du indser, jeg også bare er som alle andre.

"Hvis det vil gøre dig glad," svarede Juno afslappet. Han tvivlede på, at han nogensinde ville få brug for at svømme, af samme grund som han tvivlede på at han nogensinde ville forlade Dianthos, men han havde intet imod at lære, og heller intet imod at lære noget han vidste han aldrig ville få brugt. Tid brugt med Pax føltes ikke spildt. 

Juno kunne mærke effekten af Pax's tunge helt ned i sit mellemgulv. Han havde ikke lyst til at fjerne sine fingre fra hans mund, men ville lige så lidt have at Pax slap hans håndled, og lod ham derfor også guide sin hånd, som han ville, uden nogen form for modstand. 
Juno higede efter Pax's læber mod sine og løftede sig ivrigt op på tæer, for at kunne møde ham halvvejs. Hans hjerte slog hurtigt og hans krop blev varm, og han lænede mere og mere vægt mod Pax, og kyssede ham indtil smagen af skovsyre på Pax's tunge var helt væk. 

"Jeg ville ikke kede mig, hvis jeg kunne gøre det med dig," lovede han, da han trak sig væk. Inderst inde vidste han, at Pax havde ret, men der var intet i verden, der ikke ville komme til at kede Juno efter han havde gjort det et par gange. Kun banden og mennesker kunne holde hans interesse længere tid, og som han havde det nu, kunne han ikke forestille sig nogensinde at miste interesse for Pax. 

Pax tabte pusten i et tungt suk i det, at læber omsider – omsider – mødtes. Som han havde stået i skovbrynet og ventet på den anden, raseriet over sin egen latterlighed og håbløse naivitet, havde idéen om deres foregående kys virket som en fjern drøm. Selv i det øjeblik, hvor deres tunger sneg sig imellem hinandens, svandt fornemmelsen ikke rigtig ind og Pax vidste godt hvorfor.

Det var også derfor, at han ikke kunne andet end at ryste let på hovedet. Stadig stod de tæt og Pax’s hænder lå fortsat med fingerspidserne i Junos bløde hårgrænse, for han havde ingen intentioner om at rykke sig. 
”Du ville kede dig af helvedes til. Uanset om det er med mig eller ej”, mumlede Pax, stakåndet og med varme kinder. De stålgrå øjne forlod Junos’ mund til fordel for dennes øjne, og Pax fremtvang et lille smil, som for at sikre sig, at Juno ikke så, at det smertede ham.

”Og det ville gøre mig glad. Hvad nu hvis du en dag bliver jagtet af rotterne oppe fra byen af, og eneste mulighed er, at kaste dig selv i vandgraven?”, skyndte Pax sig dernæst at spøge, ikke interesseret i, at deres så sparsomme tid sammen skulle begraves i hans egne usikkerheder. ”Ikke… at jeg har prøvet det selv, naturligvis. Hah, det er klart! Men du ved – hvis nu.” Pax lod sit smil sprede sig, velvidende hans løgn var tydelig, hvorefter han fjernede sine hænder og i stedet lod sine arme finde vej rundt omkring Junos’ liv.

”Jeg – skal vise dig noget først dog. Vi skal lidt længere ind i skoven… tør du det, by-knægt?” 

"Måske," medgav Juno endelig, med et grin, for han var trods alt ikke så god til at gøre de samme ting om og om igen, ellers ville han have valgt et let, kedeligt og ensformigt job fremfor sin kriminelle livsstil for længst. Men det havde intet med Pax og gøre, og det håber han, at han havde fået igennem. 

"Ja, okay, så må jeg jo hellere lære det. Jeg er ikke så god til rotter. Ironisk, som leder af Rottebanden, men de er sgu lidt ulækre. Det er vi selvfølgelig også, så jeg skal ikke dømme dem for hårdt." Når Pax spøgte, var det så let og naturligt for Juno at fortsætte spøgen, at han slet ikke tænkte over det længere. Han holdt dog straks op med at snakke i det øjeblik at Pax's arme fandt vej rundt om hans liv. Han kunne snart ikke tælle sine svagheder, når det kom til Pax længere, men hans arm om sit liv var en ekstra én på listen.

"Jeg tør det hele, i by eller i skov," påstod Juno selvsikkert og med et søgende blik på Pax's ansigt, håbende på at kunne regne ud hvad det var, der ventede dem længere inde i skoven, udefra Pax's udtryk, der dog ingenting afslørede. "Så længe du er med mig," tilføjede han, lavmælt men ærligt, og trådte ud af Pax's omfavnelse, kun for at kunne tage hans hånd i sin igen. 

Pax’s ene hånd var på vej ned og henover Junos’ lænd, dens destination en af hans bløde balder, i det at den anden trak sig ud af omfavnelsen, tilsyneladende ivrig efter at se dét, som Pax ønskede at vise. Selvom Pax måtte skære en skuffet grimasse, var det dog stadig småleende og han lod Juno gribe om sin hånd for endnu engang, før han atter satte afsted.

De ord, havde fulgt med den unge mands hånd i hans, rungede stadig bag Pax’s blege pande, som de bevægede sig tættere hen imod den å, de skulle krydse. Pax forholdt sig dog tavst, pludselig bevidst om sin egen lyst og næsten feberramte tilstand fra dét øjeblik, hvor de havde stået tæt og deres læber havde kærtegnet hinanden.
Pax stoppede op ved en nedfalden træstamme, som dannede en bro over til den anden side af åen. Han puffede blidt til den med sin støvlebeklædte fod – som ofte rendte han over den på poter – men afgjorde med sig, at den måtte kunne holde.

”Jeg går lige først”, brummede han, hvorefter han vendte sig rundt og smilede bredt ned til Juno. ”Dianthos ligger den vej –” Pax pegede ind i skoven, tilsyneladende i en hvilken som helst retning, hvorefter han lænede sig frem og stjal endnu et kys fra Juno, ”bare lige… hvis jeg ikke skulle komme over på den anden side.” Pax lo lavmælt, drillende.

Havde Juno vidst, hvor Pax's hånd havde været på vej hen, ville han ikke have trukket sig væk, da han gjorde. Han følte mindst lige så meget lyst som den anden, men havde heller ikke troet på at han ville få noget ud af sin lyst før de var på den anden side af den å, Pax allerede havde bestemt at de skulle over, så indtil da var han bare ivrig efter at komme afsted.

"Lad nu bare være med at falde i, jeg begynder seriøst at tude hvis jeg skal finde hjem alene," advarede Juno ham med et grin og trak ham ind i endnu et kys, inden han lod ham krydse træstammen. Når Pax havde ryggen til Juno, udnyttede han muligheden for at se fyren an, op og ned, med et slet skjult smil. Det var næsten ikke til at tro på, at han havde en fyr som ham for sig selv, og han havde ikke lyst til at tænke for meget over hvordan det var lykkedes ham, for så ville han blive bange for at miste det igen.

Først da Pax var sikkert ovre på den anden side, fulgte Juno efter ham, forsigtigt balancerende på den faldne stamme, hvilket gik fint nok det meste af vejen, men som havde et vådt, glat stykke for enden, der fik Juno til at tumle direkte ind i Pax på vej ned ad den.

Pax kunne ikke afholde et klukkende grin fra at undslippe hans strube og det var derfor svært for ham, ikke at smile bredt og moret hele vejen henover det våde træ. Da han omsider nåede over på den anden side, listede en udefinerbar fornemmelse sig ind i hans bryst og Pax stillede sig parat ved enden –

Han greb Juno netop i rette tid og lo lavmælt, som de to unge mænd tumlede nogle klodsede skridt bagud. ”Din fucking klods”, spøgte Pax, lige dele drillende og varmt, hvorefter han bøjede sig frem og kyssede Junos’ pande. Dernæst gik turen videre.

Pax stoppede op ikke lang tid efter. Da befandt de sig i en lille lysning, hvor store klippestykker havde revet sig fri af jorden og dannede små hulrum, hemmelige passager og gange imellem sig. Det var som oftest her, at Pax parkerede sit tøj, forinden at han forsvandt på bløde poter længere ind i skovens dybe ro, men denne gang havde de et ganske andet formål.
Han vendte sig mod den anden og smilede, pludselig lettere genert. ”Det er – lidt en intern joke, jeg har med mig selv”, forklarede han, velvidende at det ikke ville give mening endnu. Han begyndte dog at trække sig nogle skridt tilbage, hvorefter han nikkede opfordrende mod Juno. ”Men bliv her. Jeg er tilbage om lidt.”

Pax forsvandt om bag et dække, hvor han, for blot et øjeblik, stoppede op og lod sit hjerte finde tilbage til sin retmæssige rytme. Han havde aldrig sluppet Ulven fri overfor en anden før, og selvom han ikke frygtede Juno, var det stadig grænseoverskridende. Nogle mennesker afskyede halvdyr og hvis Juno antog, at det var det, han var…

Med en hovedrysten tvang Pax tankerne væk, hvorefter han begyndte at afklæde sig. Forvandlingen, der efterlod ham som en stor, grå hanulv, var flydende og hastig, som var menneskeformen blot et skalkeskjul for det, der rigtigt boede i Pax. Sådan havde det ikke altid været men den gråhårede mand havde benyttet tidens tand til, at det netop kunne blive sådan.

På vej tilbage, nu på store poter, stoppede ulven op ved en blomst; dens hoved var lige dele hvid og gul, og Pax besluttede, at det måske ikke ville være en dårlig idé…
Ikke lang tid brugte han på at overveje det, før han satte de skarpe tænder om stilken og nu med sin gave nummer to, begyndte at lunte tilbage til Juno; hans duft var stærkere nu, end den havde været før, og Pax nød det; tog den hele ind og ned i de nu forandrede lunger.
I det han omsider viste sig, lagde han sig straks ned på maven; hans store hoved mellem sine stærke forben, som for at fortælle den anden, at han ikke var farlig. Pax lod Juno tage ham ind et kort øjeblik, før at han hastigt rejste sig, luntede nogle flere skridt og gav slip om blomsten ved Junos’ støvlesnuder. 

Når det kom fra Pax, var der ingen kælenavne der lød dårlige. Selv 'klods' lød som en god ting fra hans mund, og Juno grinede blot og lod ham kysse sin pande.

"Her?" spurgte Juno undrende og skævede omkring sig i lysning, der heldigvis var ganske lys og fredelig, og gik med et nik med til at blive efterladt i den - dog også kun fordi Pax selv sagde at han snart var tilbage.
Da Pax forsvandt ud af hans synsfelt, fandt Juno det røde æble frem igen og betragtede det fortryllet. Hans hjerte slog stadig hurtigere bare ved synet af det og han strøg kærligt sine fingre over det, indtil han hørte skridt i skovbunden og løftede blikket. Han forventede at se Pax, og var allerede i gang med at gemme æblet væk i sin jakkelomme igen, da det der i stedet mødte hans blik, var en stor, grå ulv.

Instinktivt trådte Juno et forskrækket skridt bagud, og skulle til at råbe efter Pax, da ulven lagde sig ned på maven. Hvilket virkede som usædvanlig ulve-adfærd, selv for en by-dreng som Juno. Medmindre..
"Pax?" spurgte han lavmælt og blev stående hvor han var, imens ulven kom nærmere ham, indtil den smed en blomst ved hans fødder. Juno tøvede et øjeblik, inden han endelig satte sig på knæ og samlede blomsten op. Han indåndede dens duft med lukkede øjne, og da han åbnede dem igen smilede han til ulven, ikke længere bange for den.
"Din store romantiker," kommenterede han med et grin og lagde forsigtigt blomsten fra sig ved sin side, så han kunne række begge hænder frem og stryge dem igennem den tykke, grå pels om ulvens kinder og op til dens ører, der var lige så bløde som de var søde.
"Jeg tror jeg forstår den interne joke nu. Ulven. En ulv. Hvem skulle have troet det? Du holder os alle sammen for nar." Juno rystede på hovedet, men der var ingen tvivl om at han morede sig, selv som han ikke kunne tage blikket fra sine hænder, der forsvandt helt ind i pelsen og han møvede sig møjsommeligt tættere på ulven, stadig på sine knæ, indtil han også kunne begrave sit ansigt mod ulvens hals og dens pels kildede ham i ansigtet.