Fabian var ikke helt sikker på hvad han havde rodet sig ud i denne her gang. Han havde trods alt prøvet det meste, og havde prøvet at være det meste, men intet havde forberedt ham på det her. Han var stadig ved at sluge tanken om at skulle med til brylluppet hvor både Aldamar og Deena var, men når det handlede om det her, så fik han næsten ikke nok løn. Lidt en løgn, men det fik ham til at få det lidt bedre med det.

Det strammede i hvert fald allerede om hans arme, og han følte lidt at hans bryst ville vælte ud, når den endelig blev strammet til, men han følte sig allerede langt mindre komfortabel end han havde gjort blot få øjeblikke forinden Aldamar var begyndt at putte denne her forbandet kjole på.
”Jeg forstår slet ikke hvorfor det her er nødvendigt,” kunne Fabian ikke lade vær med at udbryde i en langt mere feminin tone, som han holdt på brysterne han havde fået formskiftet sig til, så de ikke begyndte faktisk at vælte ud over det hele. ”Jeg kunne jo bare være taget med som en ven.... Er det her i virkeligheden bare fordi du gerne vil se mig i en kjole.” det kunne godt ligne fyrstesønnen. Eller at han havde fundet en pæn kjole som bare ikke passede til Deena. Det kunne også ligne ham, uanset hvad, så var Fabian ikke den mest glade for situationen, men han brokkede sig uden tvivl mest fordi han kunne. Han havde trods alt ikke været imod ideen da den først var blevet bragt op.

Der kunne komme mange gode undskyldninger på bordet, til hvorfor det her forslag var dukket op i Aldamar's tanker. Mange gode undskyldninger, og han kunne sagtens forklarer sig ud af det med fine vendinger og fantastiske hentydninger, men hvorfor skulle han? Det var om muligt meget sjovere bare at give ham ret, og Aldamar nikkede derfor en anelse leende, da han strammede korsettet om den stakkels mand... kvindes krop. 
Hovedet blev kort flyttet over hans skulder for at se på ham, et smil om de opadvendte mundviger. "Måske er det i virkeligheden bare det" grinte han, og bandt snørrene sammen. Mange år med små søstre havde trods alt forberedt ham bare en anelse på det hejs det var at få adelige kjoler på, og han havde ikke helt tal på hvor mange gange han til et bal - særligt da de var yngre og ikke selv kunne holde deres tøj ordenligt - lige havde skulle fixe det sammen eller rette folder ud, i et nærliggende rum.
Det lyse zigzag mønster var næsten ikke synligt imod den lyse hud, men det ville næppe kunne ses ordenligt, når først de fik lagt yderlaget af kjolen på. Aldamar bevægede sig med et klap på skulderen op til hans front, og det var nu noget han vendte sig imod, og drillende holdt op foran ham, imellem sine tommel og pegefingre. Det tynde stof bølgede i de små bevægelser. 
"Eller... eller er det en test af dine evner? Jeg kan ikke hive en skøge til bal, og se ham falde på halen ved den første samtale han ikke kan byde ind i, eller reference han ikke forstår..." de mørke øjne glimtede en anelse, ved de tynde guldbroderinger der ville følge kanten af kjolens åbninger.
Fordi det var heller ikke helt usandt, tænk nu hvis Fabian var en ko på glat is til de adelige sammenkomster? Så hellere forberede ham bare en anelse, i mere sikre omgivelser. I hvert fald omgivelser hvor at han kunne bryde ind, blev det nødvendigt. 

Fabian måtte lige kigge en ekstra gang på Aldamar, da han påpegede at det måske bare var fordi han kunne. Hans øjne blev lidt smalle, men så bandt Aldamar snørrene rigtig sammen. Et ekstra sug gik igennem Fabian, som korsettet lige blev strammet en anelse mere, og så var det ligesom færdiggjort. Han havde aldrig været så glad for at være blevet født en mand. Som formskifter kunne han selvfølgelig også bare ændre de ting der ikke var særlig bekvemte for ham. Hvilket inkluderede at store bryster, når de blev for meget, så forsvandt de også igen. Ikke fordi at denne her krop var forfærdelig på det punkt, men tydeligvis stadig nok til at blive puttet i noget lidt for stramt tøj.

Han prøvede at tage en indånding i korsettet. Okay. Han kunne godt trække vejret, men det var bare lidt som om at Aldamar havde overhånden i dag, især som han fandt kjolen frem. En nydelig kjole, men også absolut Fabians værste fjende i dag.
”Er det en udfordring?” spurgte Fabian, og han kunne alligevel ikke helt stoppe hvordan mundvigerne trak sig selv lidt op ved det. Han ville godt kunne klare sig mellem de adelige, det skulle Aldamar bare se.
Faktum var dog stadig at Fabian ikke havde begået sig meget i adelige selskaber, og da slet ikke alene. Han var ofte kun med for at være pæn på armen, og havde ikke meget at sige i samtalerne, og ingen af de to mænd kunne benægte at Aldamars bryllup kom tættere og tættere på, og med det? At Fabian skulle med til det, og siden det kun var Aldamar der skulle giftes, så ville Fabian uden tvivl bruge en betydelig del af tiden uden støtte fra fyrstesønnen. 

Siden kjolen sikkert skulle hives over hans hoved, stillede han sig dog klar til det. Det var trods alt Aldamar der klædte ham på, så det var nemmere bare at gøre det så nemt så muligt.

Øjnene der kiggede på ham bagved kanten af den hvide kjole, blev en anelse smallere idet at Aldamar langsomt nikkede som svar. Det var ikke gået forbi ham hvordan at det hele ville sidde bare lidt stramt, og så slet ikke gået forbi ham hvordan at han også takkede sig selv mentalt, for ikke at være født ind i et køn der skulle arbejde så hårdt for at fremstå pæsentabel nok. Og det her, jah det var så bestemt en udfordring, der bød ham være under de krav, og skærpe sine intellektuelle - bare en anelse. 
"Selvfølgelig er det dét" kom det hurtigt efter den langsomme nikken, og Aldamar gled om på siden af ham, for at kunne trække det tynde stof over hans petit skikkelse. 

"Og jeg håber lidt at du vinder den" vindere fik trods alt præmier. "Ikke at det burde kunne gå helt galt, med det elviske udseende du har taget... de har som oftest en indgroet respekt fra folkene omkring dem" øjnene fulgte de former der kom til syne under stoffet da det lagde sig, en slank finger fulgte kort efter øjnene ned af siden, og Aldamar var ikke blind af sig; han måtte i den grad indrømme at han så køn ud. Trods det ikke var hans smag, var det helt sikkert nogen inde ved den fine lille sammenkomsts, smag. 
I et lille ryk gled de op til ham igen, og fyrstesønnen slap kjolens stof for at vende sig omkring, hænder der greb ud efter et gyldent hals smykke der skulle lægges om hans tynde, fine, feminine hals. 
"Så nu skal du også bare... udstråle det krav på respekt..." forsatte han. Atter var Aldamar gået bagom ham, da det ville give bedre adgang til låsen; den ene hånd skubbede forsigtigt det platinblonde hår en anelse til side for at komme til, åndedræt tæt ved hans nakke. 

Alt skulle vel sidde stramt, når man skulle imponere de fine folk. Hvad han bar var muligvis ikke helt så elvisk af udseende, som det kunne have været, men det passede mere til miljøet de skulle til, noget som selv elverne vel tilpassede sig efter. Det var dog underligt at skulle decideret foregive at være en anden person end han egentlig var. Det var som så meget andet rollespil, men det her handlede ikke bare om ham selv og en anden. Det handlede også om en masse folk der ikke var inde i legen.

En lille nynnen undslap ham, da han erkendte at det var en udfordring Aldamar havde sat, men et gys af spænding gik igennem ham, som Aldamar nævnte at han håbede at han ville vinde, og hans øjne kunne endelig fange Aldamars skikkelse som tøjet lagde sig på hans krop. I det mindste var stoffet blødt.
”Selvom jeg har tiltro til at jeg sagtens kan stå imod hvad end de smider min vej,” startede Fabian med at sige med et kækt smil. Han tog fat i håret da Aldamar skubbede det til side, så han nemmere kunne komme til at låse smykket uden at låse det sammen med håret. ”Så tror jeg alligevel at jeg ville være bedre hvis udfordringen var at sørge for at det gik galt.” Det ville også være et dumt væddemål at tage imod Fabian. Fabian kunne være så ufattelig grov og politisk ukorrekt at det halve kunne være nok. Man lærte desværre noget af det værre sprog i slummen. ”Men jeg skal vel bare lade som om at jeg ved hvad jeg laver?” Han var ikke helt sikker på hvordan han ellers skulle få respekt hos nogle folk han egentlig ikke kendte. 

Hænderne hvilede bare lige et sekund længere end de behøvede omkring hans nakke, inden at han med en lille latter hørte hans ord - det ville helt sikkert være nemmere for ham at lade aftenen tage en 'forkert' drejning, og mildt måtte han ryste på hovedet - dog uden at han fik set det. Stadigvæk stående bagved ham greb han det tilsideskubbede hår for at lade det falde ned - en kaskade i en anden tekstur end det plejede at være, det her var som alt andet på hans elviske kvindeform, glat og blødt som bare pokker - og greb ham blidt om skuldrene for at vende ham om imod ham igen. Det var smilende mørkeblå øjne der betragtede det 'kunstværk' der stod foran ham, selvom han næppe kunne tage æren for det kønne udtryk. 
Aldamar nikkede, et skævt smil i den ene side af mundvigen af en næsten legende karakter; han så faktisk frem til hvad der skulle ske. "Jo da" "seriøse" øjne til følge, og fyrstesønnen nikkede igen. "Alle af nobel byrd lader som om at de har styr på det, så 'lader du som om' godt nok, vil du passe perfekt ind" grinte han, men mente faktisk at der var en grad af sandhed i den konstatering. 

Det var nemlig ikke ligefrem uvant at føle sig på dybt vand i nogle af de kredse man kunne finde derinde, og selv Aldamar - der vel og mærke havde brugt meget af hans liv på at omgåes de mennesker, fandt stadigvæk sig selv med en voldsommere hjertebanken, når han ikke havde en idé om hvad det lige var der foregik, eller hvad der blev talt om. 
Der var dog et trick, og drillende lænede han sig en anelse frem. "Hemmeligheden er at løfte et kritisk øjenbryn, ryst en anelse opgivende på hovedet og for gudernes skyld, hold munden lukket. Man kommer langt med at se overlegen ud, i de her selskaber. Det gør dig... kostbar, hvilket er eftertragtet" det var hans måde at slippe ud af kritiske situationer. At lade stilheden og det løftede øjenbryn tale for sig, og så havde folk det med at tillægge tavsheden en eller anden værdi; danne svarene på vegne af ham, så de passede perfekt ind. 

Det havde taget et par forsøg at lande på skikkelsen de havde, men heldigvis havde Fabian også stiftet bekendtskab med nok elvere til at de kønne elviske træk og ører, ikke var den større udfordring for ham at skabe og visualisere i hans hoved, så han kunne skabe noget mere unikt. Der var nok en eller anden elver i riget han lignede, med sikkert ikke nok til at det ikke kunne bortforklares heldigvis. Der var trods alt stadig noget Fabian over skikkelsen.
”Men jeg har jo også altid styr på det, så det er vel ikke at lade så meget om det,” kom det drillende fra Fabian, med bare en tand af arrogance. Det ville nok gå op for ham senere, hvor svært det egentlig kunne være at navigere mellem adelen, når man ingen skolegang eller viden havde om det de interesserede sig for.

Han tog kort en hånd op for at mærke ved smykket der nu lå på hans brystkasse, men fjernede den ligeså hurtig igen, for selv at læne sig fremad, for at lytte til hvordan man gjorde. ”Hmmm... så jeg skal bare opføre mig som dig?” Glimtet i øjnene var der stadigvæk, og det var tydeligvis ikke en kritik af Aldamars opførsel, men måske lidt prikkende til hvor arrogant Aldamar alligevel kunne virke, når han ikke helt vidste hvad han skulle gøre af sig selv.
De stod næsten så tæt at de kunne kysse, men Fabian tog ikke det første skridt med det, i hvert fald ikke endnu, hvis det skulle ske. Det kunne kun være mærkeligt at kysse en kvinde, når man egentlig kun var interesseret i mænd. Det var i hvert fald hvor Fabians tankegang lå i det. 

Aldamar's læber krængedes opad, og en lille 'hah' lyd kom fra ham ved de arrogante ord - begge af dem. Han måtte indrømme at Fabian havde overraskende godt styr på flere ting, og trods hans færdigheder ikke nødvendigvis havde en akademisk karakter, så havde de en meget... praktisk vinkel over sig. Og det var værdifuldt på sin helt egen måde. 
Men lige meget hvor god han var til at imitere og antage skikkelser, ville det blive en farverig dag i Kiles rige, førhen at han ville kunne opfører sig som en troværdig kopi af Aldamar. Det var i hvert fald hvad han sagde sig selv, når han målte ham med øjnene, stadigvæk en anelse undrende over at se ham så meget i øjenhøjde som han gjorde lige nu. En lav Fabian var ikke Fabian, men til den her forklædning, passede det ham nok så fremragende. 
"Hmm? Du er velkommen til at prøve. Men jeg advare dig, det kan være svært at vænne sig af med, hvis først man for en smag for det" lo han, 'det' selvfølgeligt værende følelsen af at være eftertragtet. Selvom at han måtte indrømme, at den følelse oftere kom af hans rang - noget han var er så afklaret med, og havde været i mange år. 
Hænderne gled om bagved og over hans lænd, afslappet. 

Man kunne næsten se overvejelsen i hans øjne da han betragtede den elviske kvinde foran ham, inden at han med hvad der næsten mindede om et skævt smil kiggede væk, tydeligt moret over noget inden i ham selv. Han kunne sagtens se at det var Fabian, men... det var så bestemt ikke det samme, og han grinte lidt af den forvirring hans krop ramlede sammen med, når det gjaldt hans hjerne. 
Det kom dog kort efter tilbage på ham, blikket. "... du har vel en baggrundshistorie, har du ikke? Lad mig endelig høre den, Frøken...?" en stilhed der afventende skulle fyldes ud af ham, og han grinte en anelse bredere. 

Fabian havde aldrig rigtig prøvet er personificere en konkret person før, så det ville nok tage lidt træning, hvis han skulle opføre sig som Aldamar, og faktisk slippe afsted med det. Ikke at det nogensinde ville komme på tale, forhåbentlig. Ikke at han ikke ville tage udfordringen op hvis Aldamar smed den i hans retning. Han vidste trods alt at han kunne lave en rimelig god fysisk kopi af Aldamar.

Det var faktisk lidt underligt at se Aldamar i øjnene, for selvom han havde vist sin formskiftningsevne et par gange, så havde han aldrig været tilbøjelig til at blive så lav som Aldamar, så han havde altid haft et stykke på ham. Bortset fra den enkle gang, hvor Aldamar ellers havde bedt om det.
”Vænne sig af med hvad? At være arrogant?” spurgte han. Der var trods alt mange ting der kunne være det, så at det var eftertragtet havde ikke lige slået ham ind.

Da spørgsmålet om baggrundshistorien kom, sukkede Fabian let og trak sig væk fra Aldamar igen. Han fortjente ikke det kys, selvom han havde lignet en der trængte. ”En baggrundshistorie, ligefrem?” sagde han, og den ene mundvige trak sig lidt længere op. Han tog lidt af en indånding. ”Mit navn er Sylvana. Jeg kommer fra et af de mindre elversamfund i Lindeskoven, i tilfælde af at vi støder på andre elvere, og er på en diplomatisk rejse hertil for... at styrke båndene mellem Arys familien og elverne?” Det sidste blev sagt lidt tøvende, som han kiggede overvejende på Aldamar. Der ville Aldamar nok være mere til hjælp. ”Hvad er det din familie handler med igen?” Han havde trods alt ikke gidet at forsøge at læse op på adelsfamilierne, bare fordi de skulle på en lille ekskursion, for ikke at nævne, at det var lidt svært at bortforklare hans pludselige interesse i adelige familier, når han ikke bare kunne gå op på biblioteket og læse sig frem til det. 

Det var bestemt ikke bare lige sådan at infiltrere adelen, og skulle de gøre et forsøg, var det tvunget til at være et seriøst et af slagsen. En baggrundshistorie var dertil noget nær et minimum, da det ville være noget af de første de nok blev spurgt om - hvem han var, hvor han kom fra og hvorfor han havde en aftale med Aldamar, givet det ægteskab der lå meget nært ude i fremtiden. Han kunne måske charmere sig væk fra et så direkte spørgsmål i sin normale omgangskreds, Fabian kunne meget vel slippe afsted med et par mindre flatterende sandheder der, fordi han var den som han var. 
Men i aften var han en køn elvisk kvinde, der ikke kunne læne sig op af sin naturlige tiltrækningskraft - det ville jo være uanstændigt. 

Så et lille muntert 'hmm' forlod ham da han spurgte om det var arrogant - måske, måske ikke - men opmærksomheden var rettet mere imod den lille dækhistorie der fulgte med. Den måtte nemlig helst ikke have for mange huller, men stadigvæk være nem for Fabian at huske; han ville nok komme til at gentage den et par gange, nemlig. 
Overvejende var det at fyrstesønnen nikkede for sig selv. Den var relativ simpel, og ikke helt ude i skoven, de mørke øjne glimtede en anelse leende. Mest fordi at det... det her forekom helt absurd, på en fantastisk måde. 
"Det er en god forklaring, Sylvana... uden efternavn?" smilede han, og kunne ikke lade værd med at mene det, det var jo næsten rosene ord der forlod ham, trods at han ikke kunne præsentere sig uden et efternavn. Derefter var det et næsten drillende glimt der fulgte med til hans næste ord. "Åhh, se det troede jeg faktisk du vidste..." han kunne ikke dy sig, idet at den ene hånd løsnedes fra ryggen og Aldamar's finger gled over det guldsmykke han bar, næsten kærtegnende. "Næsten alt der glimter; ædelsten, guld og sølv... det du har på nu, er et smykke min mor har lavet" 

Fabian tvivlede på at han ikke ville kunne huske sin egen dækhistorie, men det var nok bedst at være på den sikre side, og måske endda gennemarbejde den med Aldamar. Mest fordi Aldamar havde styr på hvad der gav mening at bruge som dækhistorie. Fabians egne ting ville nok have været mere vage og til sidst lidt små absurde, hvis han skulle improvisere på stedet. Noget han godt kunne, hvis det var.

Han trak lidt på skuldrene. ”Jeg har aldrig gjort mig meget i efternavne, men hvis du har forslag, så lytter jeg gerne,” sagde han. I forvejen var Sylvana lidt af spil på hans eget efternavn, så han havde en mulighed for også at reagere på det, når det blev sagt til ham. Navne var altid noget af det sværere at reagere på.

Aldamars hånd begyndte at kæle for smykket og Fabian kiggede ned på det, med et hævet øjenbryn, da det gik op for ham at selveste fyrstinden havde lave smykket. ”Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn til hvorfor jeg allerede har så nydeligt et smykke?” spurgte han og rystede lidt grinende på hovedet. Han svarede dog ikke på, hvorfor han ikke vidste hvad Aldamars familie havde gjort sig i. De fleste ville nok kunne gætte sig til at Fabian nok bare ikke havde haft den store interesse i adelen. Han havde trods alt heller ikke vidst hvem Aldamar var, da de havde mødt hinanden. 

Hånden gled med et sidste strejf af guldsmykket tilbage, inden at han med en lille hovedrysten tog et skridt tilbage, for at vende sig imod den mindre kommode ved siden af dem. Aldamar havde - nok mest af alt for hans egen lidt fine smag - taget en flaske vin med, selvom han ikke vidste om Fabian var interesseret i det. Han havde i hvert fald for vane lige at nyde et glas inden han tog afsted til et arrangement lig det de var på vej til, og fingrene greb nu i stedet om flasken, idet at han åbnede munden. 
"Ikke medmindre du påpeger at det kommer fra hende, hvilket jeg... ikke ville foretrække" ikke at han var bekymret for det, men stadigvæk godt lige at slå fast. Ingen grund til unødvendig blær. 
Hans mor havde alskens små smykker hun fiflede rundt med i tide og utide, og det her var et af de ældre - han havde aldrig set hende have det på, ellers havde han sku ikke turdet. Med flasken i hånden, blev en optrækker fisket ud af skuffen den havde stået på. "Og hvad angår efternavnet.. lad os gå efter Vynará. Jeg tror du kan slippe afsted med ikke at remse en hel liste af mellemnavne op, selvom det er..." de mørke øjne himledes kort imod loftet. "... typisk elverne at gøre det så langtrukkent som muligt" at han selv havde forfærdeligt mange navne, blev her skubbet godt til siden. 

Læberne straktes i et spørgende smil, og den sorthårede fik åbnet vinen med et lille pop, og rakte om bagved sig efter i hvert fald et - måske to - glas for at fylde dem op. 
Kort skævede han over hans hvide kjole. Hvis han spildte, såeh... jah, så vidste han ikke helt om han ville blive tilgivet så nemt. 

Fabian selv pillede lidt ved smykket, nu når Fabian havde givet slip. Det var lidt underligt at tænke på at det var selveste fyrstinden der havde lavet smykket han gik med. Han var godt klar over at det ville være meget værd, men det betød vel bare at det var mere værd end han havde været klar over. Det kunne sikkert betale for nærmest et hus til ham, skulle han stjæle det og sælge det videre. Noget han ikke ville, men det var en underlig tanke at have.
”Men hvad hvis de spørger hvor jeg har fået smykket?” spurgte Fabian drillende og gav endelig slip på smykket, før han trådte et skridt nærmere Aldamar, som åbenbart havde fundet noget vin frem.

”Sylvana Vynará,” gentog Fabian. Det lå godt i munden, og forhåbentlig ville de ikke gå med at kalde ham Vynará, for det ville uden tvivl være noget han ville have lidt sværere at reagere på. De ville nok i sidste ende mest prøve at få Aldamars opmærksomhed. Han var det kendte ansigt blandt de to af dem.

Smilet strakte sig lidt længere om Fabians læber, og han rakte en hånd frem, i en stille gestus om at give ham et glas. Et lille glas vin kunne ikke skade, især fordi han vidste at Aldamar havde god smag. Bedre end det Fabian selv plejede at finde frem, når han eksempelvis fandt vin frem til ham og Sif. 

Han kom nærmere, og med tilfredshed lurende bagved smilet, måtte Aldamar lade en eftertænksom lille tanke glide igennem sig, imens at han rakte vinglasset - nu med indhold - frem imod ham. "Sylvana Vynará" mumlede han ligeså stille nok ligeså meget for at imprinte det navn i ham selv, da det trods alt ikke kun var Fabian der skulle foregive en hvis form for bekendtskab til den her dame de var igang med at gøre til en rigtig person. Glasset fulgte dog kort efter med, og navnet blev derfor sagt i en lille skål og et klink. 

I det lejedes kammers belysning, glimtede smykket i en doven gylden farve, og Aldamar lod et lille fnys følge, efter at have ladet nogle dyre dråber glide ned af ganen. Hvis de  spurgte hvorfra? 
Den frie hånd rakte ud efter hans feminine, bløde kind, men ændrede med et lusket smil til en drillende intention og greb fat i den spidse del af dem. Noget han aldrig ville vove med en rigtig elver. "Familiearv, gave. Ellers, så bare sig at det ikke er noget de behøver at vide. Af mit kendskab til elvere, så kan de forneme af dem være... ophøjede og selektive i hvad de fortæller videre. Så bliver du i tvivl, påpeger du bare at det ikke er noget af interesse for dem" et lidt farvet syn havde man vel, og selvom han brød sig om de skovelvere han havde mødt, ville deres syn på menneskeracen altid skure ham forfærdeligt meget imod hårene. 
Hvilket var derfor det gav god mening at prøve at pleje det selskab, hvorend man kunne. Selv de små familier - Vynará - havde deres interesser i adelen. 

Desuden, ville det være en meget modig adelig der påpegede, at de altså ikke kendte den familie som Fabian kom fra, skulle det også blive et interesse spørgsmål. Folk til sådanne arrangementer hadede at tabe ansigt, så Aldamar forventede at de fleste bare ville... sige 'ah, dem' når de nævnte hvem han var. 

Fabian tog imod sit eget glas og klinkede det med Aladmars, før han selv tog det op til munden for at tage en tår af det. Som han havde forventet var vinen langt over det sprøjt han normalvis drak, og det her? Det var noget man kunne vænne sig til lidt for hurtigt. Det kunne godt være at Aldamar ikke mente at han forkælede Fabian, men til trods for at han stod i korset og kjole lige nu, så følte han sig langt mere forkælet omkring Aldamar end nogen anden.

Hans øjne blev lidt smalle, men smilet større, da hans øre blev fanget af Aldamars hånd. De var ganske vellavet, hvis han selv skulle sige det, men han havde også rørt ved rigtige elverører, så han vidste hvordan de skulle være.
Heldigvis for Aldamar, blev Fabian distraheret af de næste informationer om smykket. ”Man kan da ikke få meget ud af nogen af jer, hvis hele jeres plan, er at vende næsen i sky når der er noget I ikke vil svare på eller ved,” pointerede Fabian drillende, og rakte op for at fjerne Aldamars hånd fra hans øre, hvis han ville lade ham. Han holdt dog glasset med vin på en vis afstand fra sig, så han ikke risikerede at spilde. ”Men det gør det nemt for folk at komme og begå sig i jeres omgangskreds.” Selvom han langt fra havde forventet at det var en ting der faktisk ville ske, men... han kunne jo ikke rigtig sige nej til Aldamar. Han havde i hvert fald ret svært ved det, havde det vist sig. 

En mild latter boblede et lille øjeblik i hans bryst, og trods han prøvede at fjerne den, var der alligevel et par sekunders modstand imod det inden at han fik sluppet det spidsede øre, og i stedet lod den favne hans kind. Han kunne ikke undgå at føle sig ufattelig klodset omkring almindelige elvere, rigtige elvere, så at vide det her 'bare' var Fabian bagved det kønne, slanke ansigt, jah det gjorde ham velsagtens mere vovet og tilpas, bare sådan helt generelt. Ikke at han nogensinde ville indrømme det, hvilket nok bekræftede Fabian's ord perfekt. 
Det var så bestemt ikke uden grund at de fleste adelige holdt kortene tæt, og han kunne ikke andet end at nikke en anelse. "Det er et dobbeltsidet sværd" gav han ham ret i. 
Glasset førtes endnu engang op til læberne, imens en enkelt finger, løsnet fra glassets stilk, lige blev hævet som for at pause ham i at sige noget hvis de havde været intentionen - han havde lige en kommentar, da læberne slap glasset. 

"- men det giver jo god mening" ingen adelig ønskede at give noget uden at få igen, hverken i hemmeligheder, alliancer, giftemål eller andet politisk spil. Tanken fik ham kort til at knibe øjnene en anelse drilskt sammen, havde han allerede bidt sig fast i den del af det her lille skuespil for aftenen? "Hvad vil du da gerne have ud af 'os'?" smilede han, mest fordi at det havde lydt som om at der var noget underliggende bagved. 
Hånden der holdt om hans kind bevægede tommelfingeren en anelse nussende over siden af hans ansigt inden at han trak den til sig. 

Det kunne godt være at de fine elvere var i en lidt anden kategori end blandt andet adelige, men Fabian havde mødt de mindre fine elvere, og der var absolut intet at være bange for. De var ligeså klodset som mennesker var, og nogle af dem endnu mere, fordi de ikke vidste hvordan de skulle begå sig omkring mennesker.

Han lod dog vente på Aldamar havde drukket, mens han nød den blide berøring, selvom han ikke havde forventet at Aldamar regnede med at han ville have noget ud af dem. Sådan var det vel når man ikke var omhyggelig med sine ord.
”Altså, jeg har fået det meste af hvad jeg vil have ud af dig,” sagde han drillende og pillede lidt ved glasset i hans betydeligt mindre hænder. Det var altid en underlig følelse når man var så langt fra hvad man var vant til. ”Det var nok nærmere en observation, end jeg vil have noget ud af jer. Med mindre selvfølgelig at de smider med krystaller til sådan et arrangement, det vil jeg aldrig sige nej til.” Det var overfladisk, og fik det hele til at handle om penge, selvom det mellem de to af dem, dårligt handlede om det mere. Han havde ikke engang nævnt da han havde fundet Aldamar i tempelhaverne og potentiel betaling for det, til trods for at han havde brugt hele aftenen med ham. 

Havde Aldamar vidst hvad Fabian var første gang de mødtes, jah så var det nok aldrig taget den her drejning som det havde. Til ballet havde han blot virket som en spændende, lidt afvigende personlighed imellem nogle af de finere strå i landet. Han havde virket ganske direkte, men ganske normalt - og uden relation til resten af adelen, en perfekt 'undskyldning' for fyrstesønnen at benytte sig af. 
Da han så senere havde opdaget hvilket... erhverv han bevægede sig rundt i, havde det også været tæt på at være lige lovligt 'for meget'. Men på sin vis havde han allerede fået sagt tanker fast i Aldamar's hoved helt tilbage dengang, og havde kun forsat med det. 
Derfor gjorde det ham intet da han påpegede at han allerede havde fået det meste af hvad han ville have, Aldamar's øjne glimtede en anelse. "Aha?" det meste, men ikke alt. Ikke at han håbede det var grundlag for at 'forlade' ham på et tidspunkt; det ville nok gøre mere ondt end han ville stå ved. 

Kort efter fulgte en leende hovedrysten med, og Aldamar trådte et lille skridt nærmere, lukkede afstanden imellem dem i deres (uvante) øjenhøjde. "Se nu dig... observerende og det hele, du prøver faktisk at tage ved lære, af dagen idag?" smilede han. Ikke fordi at han nødvendigvis havde forventet Fabian tage det decideret useriøst, meen han havde altid en varierende grad af seriøsitet omkring sig, og delte kun ud af den, når han mente at det var passende. 
Men måske havde han givet ham bare en smule for lidt credit, selvom det ikke var en 1000 points observation at dele. 
"Har du gjort andre observationer, som du håber at få be- eller afkraftet idag?" de kunne da godt tage en bevidst tur når de ankom, for at opsøge hans fordomme, hvis han ville. Det havde sin egen, underholdende charme at se dramerne udvikle sig fra sidelinjen. 

Selv hvis Fabian havde fået alt hvad han ville have af Aldamar, så var han stadig ikke sikker på at han bare kunne forlade ham, selvom han selv var pinlig bevidst om, at han var en skøge og før eller siden så ville Aldamar nok kaste ham til siden. De fleste gjorde, når de oplevede at få hvad de trængte til et andet sted, eller Fabian bare blev for meget. Det var ikke noget han tog særlig tungt, for dem han virkelig holdt af, dem så han uden at forlange noget.
Hvad Fabian derudover stadig gerne ville have ud af Aldamar, det lod han blot hænge i luften, mens han tog en tår af sin vin. Det kunne fyrstesønnen selv overveje, for der var mange ting de ikke havde rigtig udforsket endnu, men inde i, så var der selvfølgelig også nogle andre følelser der rumsterede. Følelser som Fabian ikke var helt sikker på hvad han ville gøre ved endnu.

”Jeg har lidt en fornemmelse af at jeg kommer i lidt for store problemer, hvis jeg i det mindste ikke prøver,” svarede han leende, med et glimt i øjet. Desværre ville det nok ikke være de problemer, som han foretrak at komme i. ”Observationer? Omkring adelen?” Man kunne godt se at Fabian overvejede det. Fordommene var der mange af, men det var ikke helt det ord Aldamar havde brugt. Desuden havde Aldamar faktisk formået at afkræfte i hvert fald et par af fordommene, ved bare at være i hans selskab. 

Endnu en slurk blev taget af den rødlige vin, og Aldamar kastede et kort blik på den viser der tilkengav tidens gang, der viste dem at de alligevel havde en god halv time til at dørene åbnede. Udover det, jah så kom man sjældent til tiden til sådanne arrangementer, hvor at et begreb som 'moderigtigt forsinket' var med til at præge den gængse indstilling. Et begreb Aldamar selv var imod - hvorfor have et tidspunkt hvis det ikke blev overholdt til at starte med - men noget han trods alt godt kunne indordne sig under, når han skulle. 
Så han rakte ud efter vinflasken, ret så indstillet på at man i hvert fald godt kunne nå et til glas uden at skulle skynde sig afsted - fordi det gjorde han sig heller ikke i. 
Imens var det et tilfreds smil der spillede over læberne, et smil der også på sin måde var fremkaldt af den... sigende stilhed der havde hvilet inden at at Fabian talte igen. 

"Korrekt" indskød han, inden at han tog en tår af den nyophældte vin. Observationer omkring adelen? "Præcis, observationer... der vil være mange forskellige typer i aften, og måske der var nogle du havde mere lyst til at møde, end andre?" Aldamar's skarpe hoved gled en anelse på skrå, inden at et lille fnys fulgte med, kort efter. "Eller, typer du hellere vil undgå for den sags skyld... ingen grund til at lede efter det dårlige selskab, mmh?" 
Vinflasken blev spørgende strakt ud imod ham, men ville han ikke have en genopfyldning, ville den med et skuldertræk blive sat fra sig ved bordet.
Imens ordende havde lydt, havde Aldamar nemlig fået bevæget sig hen imod stolene ved bordet, mest af alt for bare at sidde et sted fremfor at blive stående.