Det var et kunstværk; et kunstværk af alskens skuespillere, der havde spillet deres respektive roller til perfektion og bag dem stod maestroen, instruktøren, dens direktioner og befalinger drevet af indestængt og passioneret –

Raseri. For Pax var unægtelig ramt af den isnende fornemmelse. Hans celler sydede af den ætsende substans og for ham, var der ikke længere nogen vej tilbage. Hævnens time var dog omsider kommet – og det skulle ikke blive den søde slags.

Rygtet havde sneget sig ind i hans øregang dagen forinden, og dernæst var planerne sat i gang. At spore sig frem til Rotternes hemmelige rede, havde krævet en kraftanstrengelse af dimensioner for Ulvens betroede, men det havde båret frugt. Det var lykkes dem i sidste ende og Pax’s skridt var de lange, målrettede af slagsen, båret af en fornemmelse, der endnu ikke var forstummet.

To uger var gået siden sidst og til trods for forhandlingen, til trods for opfordringen, havde der ikke være flere møder mellem Ulven og Rotternes konge. Ikke, at den ene var blevet glemt af den anden. Som havde forbandelsen også ramt Pax, var hans baghoved konstant i gang med billeder og minder af det blonde hoved.

Omsider nåede Pax frem. Over ham slog regnen blide slag mod den grusede sti under hans slidte fodsåler, og selvom han var gennemblødt, kogte han. Ikke, at det var det indtryk, man måske kunne få. Nej, hans skikkelse var ulæselig; hverken rolig eller ikke, og de to stålgrå øjne veg ikke fra døren, der stødt kom nærmere i takt med, at han selv gjorde det samme.
Pax stoppede ikke op; han ventede ikke på, at hans bank – hans ene slag mod træet – blev besvaret, men hjalp døren op med et spark, hvorefter han skridtede ind i den smalle gang.

Fire børn var stoppet op i gangen, deres øjne store i de i forvejen udsultede ansigter. Pax lod døren glide i med et lille, uhørligt klik, hvorefter han spurgte: ”Hvor er Juno og Hector henne?”
Ingen af børnene syntes, at ville svare men en lille trækning – en, der ville have været usynlig for det utrænede øje – ledte Pax mod endnu en dør, langt væk fra dér, hvor han var kommet ind.

Også den næste dør blev jordet op med beslutsomhed, der stod i en skarp kontrast til den næsten afslappede facon, hvormed han trådte ind.
Han fandt to nøgne skikkelser i sengen; den ene næsten ugenkendelig med de mørke plamager af blodindsamlinger under huden, den anden det sande offer. I hvert fald hvis det stod til Pax.

”Beklager forstyrrelsen, men jeg skal snakke med Hector”, lød en mørk stemme; en, der heller ej vidnede om kaosset af mørke, der eksploderede gang på gang i Pax’s bryst. Han fortsatte resolut hen mod sengen, ligeglad med de små, lavmælte tilråb andre steder fra og greb om satyrens hår, for dernæst at trække ham ud af sengen med sit jerngreb af vrede.

Juno var normalt ikke typen, der lå i sin seng på alle tider af døgnet. Nærmere omvendt; han kunne knap nok sove, selv om natten, og han brød sig ikke på at spilde tid på noget, der ikke hjalp hans bande eller hans omdømme, og selv Hector havde haft svært ved at få Juno til at finde sig bare nogenlunde til ro i deres seng. 

Den eneste grund til at han lå der, var fordi han var blevet banket gul og blå for bare et par dage siden. Asads bande havde fået nys om, at Juno og Hector var tilbage, og havde forsøgt at skræmme dem væk. Ikke nok med, at Juno og Hector stjal i de territorier, som Asads bande blev betalt for at holde sikre, Asad havde tydeligvis også planer om at udvide ved at overtage Rottebandens territorium.
Den større fyr havde fat hænderne i Juno, der havde forsøgt at kæmpe imod til at starte med, men lige så snart Asad havde fået lagt ham ned, var Juno endt med at fryse fast på stedet. Vægten af en fremmed mand over sig, lugten af ham, havde været nok til, at Junos krop instinktivt forsøgte at beskytte sig selv, ved at overgive sig. 

Uheldigvis for ham, var Asad ikke typen, der tog imod overgivelser. Det var kun takket været held, Hector, og passerende byvagter, at Juno var sluppet derfra i live. Til gengæld havde han aldrig set værre ud. Det kunne ses på hans ansigt, at Asad havde ringe på samtlige fingre; han havde splittet både Junos over- og underlæbe ad, det meste af hans ansigt var enten én unaturlig farve eller en anden, og på hans hals, kunne et tydeligt aftryk af en hånd ses i en dyb, lilla farve. Og det var kun hans ansigt, resten af hans ansigt var næsten lige så slemt. 

Så han havde med glædet taget imod Hectors tilbud om at ligge ned og blive distraheret fra sine smerter et øjeblik. Og distraheret var han, indtil en åben dør fik ham til at sætte sig op med et sæt, og hele hans hoved, ansigt og krop med ét gjorde ondt igen. 

"Pax?" spurgte han, forvirret, og ved siden af ham sprang Hector op, hidsig som altid. Den lille satyr havde i munden og attituden, hvad han ikke havde i styrke. "Hvad? Nej!" Udbrød Juno og forsøgte at række ud efter dem begge to, kun for at trække sine arme til sig igen med et klynk. "Slip ham!" Beordrede han Pax med en snerren, der ikke afslørede, hvor bange han var for, hvad der skulle til at ske, men som udelukkende lød som en ordre.
"Slip ham, eller jeg fucking myrder dig!" Skreg han, så godt som han kunne, med en blodig, hævet læbe, da Pax ikke straks adlød ham, og var allerede selv på vej ud af sengen, efter dem, men nåede ikke længere end et skridt, før hans ben gav efter under ham.
Han kunne svagt høre Hector svovle og bande, men hele hans hoved føltes som om det var stoppet med vat og blev rusket i, så det var svært for ham at fokusere på de enkelte ord. 

Pax sukkede tungt, som forekom hele affæren ham særdeles irriterende. Satyren – Hector – landede på det utætte trægulv, og selvom de stålgrå øjne så, at læberne bevægede sig, hørte de piercede ører ikke, hvad der blev sagt. Heller ej Junos’ skingre beordringer om at stoppe nåede frem til Pax, der i øjeblikket efter satte en støvlebeklædt fod hårdt ned i skridtet på den unge fyr.

Hector krøllede sig sammen med eder og forbandelser som følgesvend, og Pax brugte øjeblikket til, at vende rundt på hælen og skridte tilbage mod døren; døren, han lukkede i ud til gangen, så børnene derude blev efterladt tilbage med hylene som eneste vidne.

Dernæst vendte han tilbage til Hector, hvis skikkelse han begyndte at cirkulere, som det rovdyr, Ulven kunne blive til. Da Pax så sit snit, en åbning, lod han sine ben give efter under sig, så han kolliderede med Hectors bryst med begge sine spidse knæ. De stålgrå, nu iskolde øjne, forlod på intet tidspunkt satyrens skikkelse; end ikke da Pax vippede med hånden, så der ud af det tætsiddende ærme, skød en af hans så loyale kasteknive. Det var i en flydende bevægelse, at Pax rejste sig, skridtede om bag Hector og atter greb om hans hår. I et ryk tvang han ham op at sidde, med fronten mod Juno, Pax stående bag ham.

Den skarpe kniv, hvis stål havde mikroskopiske hak, så den ikke nemt kunne forlade vådt kød, så snart den havde mødt det, blev lagt effektivt mod Hectors strube. Først da så Pax op; først da tog han Junos’ skikkelse ind.

”Vi skal alle tre lige snakke sammen. Det behøver ikke tage lang tid”, lød det hæst men i en tone, der vidnede om, at Pax var van til at blive hørt på; at blive adlydt. Hånden, der havde lagt i Hectors hår, gled straks derefter ned, hvor den kunne klaske opfordrende til drengens ene kind. ”Dybe indåndinger – ja, eller det skal du i hvert fald forsøge. Og forsøg gerne lidt hurtigt. Jeg er utålmodig her til aften.” 

Juno gjorde, som han fik besked på. Én dyb indånding efter den næste, i lunger der føltes, som om der også var vat i dem, indtil han igen kunne både se og høre, hvad der foregik omkring ham, omend alting stadig føltes tåget.

"Nej," svarede Juno under en udånding, hans ord kun lige høje nok til at blive hørt. "Find tiden til det her, eller skrid." Udover dét anerkendte han overhovedet ikke Pax, men så kun på Hector, der sad helt stille i Pax's greb. Der var ikke engang frygt i satyrens blik, selvom Juno vidste, at der burde være.

"Jeg passer på dig. Han gør dig ikke noget. Han er ikke som Thanos. Eller som Vargas. Pax er god på bunden. Træk vejret, okay?" Juno holdt Hectors blik imens han talte, og først da han kunne se, at satyren forstod, løftede Juno sit blik til Pax's. Et blik, der med det samme blev iskoldt.
I dét øjeblik var han den leder, han skulle være, klar til at overkomme enhver udfordring og forsvare sine bandemedlemmer mod udefrakommende. Forsvare Hector. 

Det var dér igen – dét, der havde skilt Juno fra mængden af unger og gjort ham til den…

Pax smilede tomt ned til Hector, hvis hoved han rev tilbage, så også han kunne se op på ham. ”Jeg har altid haft en fornemmelsen af, at det måtte blive Juno, der skaffede mig af vejen, på samme måde som jeg tog mig af Filip.” Ordene var lavmælte, men i den trykkede stilhed lød de bragende højt. ”Man får sådanne… instinkter, visheder, fra tid til anden. Du må også have dit eget lige nu, ikke Hector? Om, hvorfor jeg er her?” Hector svarede ikke, men han havde heller ikke megen mulighed. Som hans hals var fordrejet, var det nær umuligt for ham bare at synke; ord måtte virke som et fremmed, abstrakt koncept i jerngrebet.

”Nej? Hm. Så må jeg jo hjælpe dig lidt på vej… hvorfor ser Juno sådan ud? Det kræver jo en hvis dedikation og han er simpelthen for selvoptaget til, at brage ind i døre gentagende gange. Specielt når først det har gjort ondt...” Pax hævede begge sine brede øjenbryn i en spørgende grimasse, hvorefter han løsnede taget i Hector, så denne kunne svare ham.
Hector sank en klump i halsen, der gav genlyd i et døende ekko et kort øjeblik efter. Dernæst faldt stilheden for endnu engang, men da Pax sukkede og pressede den sultne kniv tættere mod den andens strube, lød et lavmælt: ”Assad.”
”Er du sikker på, at det var Assad? Prøv igen, Hector.”
”Assad.”

Der havde været stille imellem de tre mænd før, men den tavse tilstand der dernæst fulgte, havde sine egne ben at gå på. Hector sad som forstenet, hans blik hvilende i Junos’, alt imens knægten mærkede Ulvens øjne på toppen af hans hoved.

Momentet strakte sig i en uendelighed, indtil Pax pludselig brummede og gav slip på satyren, der straks fløj op fra sin krampagtige, siddende position på gulvet. Pax lod ham kravle hen til Juno, parat til at forsvare sin elskede, men da var Pax selv på vej ud af det lille soveværelse. Han værdigede ikke Juno et eneste blik, da han kastede døren op og fortsatte mod dér, hvorfra han var kommet men…

Ikke for at forlade huset. I hvert fald ikke helt. I det at Pax gik ud, gjorde fem skikkelser sig nemlig fri af de mørke skygger – en, ganske lille og kutteklædt – og trådte indenfor. Den ene ville være genkendelig for Juno, for det var den smukkeste menneskemand, fantasien kunne forestille sig: Will.
Will spærrede øjnene op, da han omsider genfandt den blonde mands skikkelse og en anelse forlegen nikkede han kort til hilsen. ”Han sagde godt, at det var… slemt. Hold nu kæft Juno…”

Og så var der skovelverhunnen. Hende, der havde reddet Pax på hans tur mod Dianthos, og hende, der havde vækket Juno som barn af en mareridtsfremkaldende febertilstand. Isiodith.

Isiodith lod kuttens klæde falde tilbage. Hendes mælkehvide hud skinnede i den dunkle belysning og hun nærmede sig varsomt de to, nøgne drenge.
”Juno. Kan du huske mig? Mit navn er Isiodith og Isari har skænket mig den gave, at være i stand til at helbrede. Må jeg godt tage et nærmere kig på dig?”, spurgte hun blidt, i det at hun med store, isblå øjne tog hans person i nærmere øjesyn.

Ulven selv var ikke længere nogen steder at se. Han havde nemlig en ny destination at nå og var forsvundet ud i den regnfulde nat.

Som det var lige nu, havde Juno ualmindeligt meget lyst til at være dén der skilte sig af med Pax ved at myrde ham koldblodigt. Han havde advaret ham om, hvad der ville ske, hvis ikke han slap Hector og i øjeblikket han havde sagt det, havde han ikke overdrevet. 

Juno blandede sig ikke, men sad og holdt vejret, da Pax udspurgte Hector. Han gik ud fra, at Ulven ikke ville tro på ham alligevel, men vælge at tro, at han bare blindt forsvarede sin kæreste. Først da Hector blev sluppet og straks kastede sig ind i Junos arme igen, brød Juno sin egen stilhed ved at hviske beroligende ord til Hector. 
"Han må have hørt, at jeg lod ham. At jeg lod en fyr give mig bank. Og gik ud fra, at det er fordi det var fra én, jeg elskede," forsøgte han at få det til at give mening, for dem begge to, men han kunne mærke at Hectors forskrækkelse var ved at lægge sig, og han var ved at blive rasende i stedet, og da Juno vendte blikket mod døren ind til værelset, så han hvorfor. 

Will, var den første han så. På et eller andet plan vidste han godt, at der kom andre ind til dem, men præcis som da han havde været barn, kunne Juno ikke så andet end Will. Juno sank en klump, men fjernede ikke blikket fra den anden mand, før en elverkvinde snakkede til ham.

"Jeg ved, hvem du er," svarede han køligt elverkvinden. Han kunne ikke huske, at hun selv havde behandlet ham, men tvivlede ikke på sandheden i det. Resten af hendes ord svarede han ikke på endnu, men vendte sig tilbage imod Hector. "Tøj. Til dig og mig. Tæl vores uindbudne gæster og tjek at ungerne er okay."

Langsomt slap de to kærester hinanden, og øjeblikket efter fik Juno kastet et par stykker tøj i hovedet. Han stolede på, at Hector gjorde, som han havde fået besked på, og han kæmpede med at hive en skjorte på, imens han skiftesvis nidstirrede Pax's mandskab.
"Ingen af jer er velkomne i mit hjem," sagde han med et støn, og undgik bevidst at kigge på Will, imens han sagde det. "Vi er rivaliserende bander. Hvis Ulven ønskede det, kunne han have slået mig ihjel lige nu og taget al jeg ejer. Så nej, jeg stoler ikke på hans helbreder."

Juno rejste sig op, med noget besvær og en masse støtten til sengen og derefter støtten til væggen, imens han kæmpede med at få sine bukser på, indtil Will trådte hen til ham og tilbød ham sin støtte, som Juno tavst tog imod, på trods af sin snak om ikke at stole på medlemmer af Ulvens Flok.

"I kan hjælpe mig med at finde Ulven, inden han finder Asad, og det er det eneste, jeg vil have jeres hjælp med." Juno skubbede sig væk fra væggen og Will, og ud i stuen, hvor Hector var med ungerne, der alle fik et bestemt bliv!, imens Juno støttede sig op af vægge og møbler, vaklende hele vejen ud i entreen, hvor han trådte ned i et par slidte støvler, uden så meget som at overveje at binde dem - kom han først derned, var han ikke sikker på, at han kunne kæmpe sig op igen.
Han kastede et blik til sin frakke, men hans arme gjorde for ondt, og tiden var ved at løbe fra ham.

Udenfor regnede det, men Juno bemærkede det knap nok. "Pax!" kaldte han, imens han tog ét smertefuldt skridt efter det næste.

”Men Pax vil jo ikke slå dig ihjel, Juno. Det ved du da! Ikke?”, udbrød den kønne William lettere forfærdet. ”Du er jo hans unge. Han beskytter dig! Han blev bare så Zaladins vred, fordi… ja, altså jeg forstod ikke helt, hvad han mente, men det – altså, han sagde sådan, eller han sådan mumlede du ved, som han jo gør nogle gange, at ja, at du ikke havde overholdt jeres aftale.” William skar en undskyldende grimasse, som var det faktisk Williams egen skyld, at Juno ikke havde gjort, hvad han fik besked på.

Ikke lang tid efter forlod Juno huset. Flokken lod dog ikke til, at tage nogle hentydninger for den fulgte troligt i hælene på ham. Selv skovelverhunnen, Isiodith, forblev nær ham. Under hele affæren det var, at få samling på Rotterne igen, havde Pax’s mænd stået navlet til stedet; forblevet selvom de ikke var velkommende i huset.
De nåede dog ikke langt ned af gaden før, at William rømmede sig igen:
”Årh, jeg er virkelig ked af det, Juno, men du ved, vi fik ligesom, ja altsååå, besked på at vi –”
”Hun skal bare fucking helbrede dig, knægt. Ligeså snart det er overstået, så kan vi alle sammen gå tilbage i seng – det vil du sgu da gerne, går jeg ud fra? I havde da vist gang i noget, der var væsentlig sjovere end at rende rundt efter Ulven, der, må jeg lige minde dig om, er sin egen herre. Tror du virkelig, at vi sådan har tænkt os at modsætte os hans ordrer?” Manden, der havde afbrudt William, var også en gammel kending, men ligeså smuk som den anden var, ligeså grim var Ruk.

Og ondskabsfuld. Det var også Ruk, der slog et nik med hovedet, hvormed de resterende tre mænd skærmede Juno vejen, greb om hans arme, så Isiodith omsider kunne komme til. Hun helbredte ikke Juno, så der ingen skader var, men tog de brækkede knogler og alt andet, der synede livsnødvendigt. Dernæst trådte hun adskillelige skridt tilbage og først da, gav mændene slip på den blonde unge mand.

”Lad være med at rende efter Pax. Han er en stor dreng. Han kan godt klare det lille svin til Asad.” Ruk hævede begge øjenbrynene i en sigende grimasse, og William fulgte opfordringen op med et bredt smil og et lille vink: ”Hold dig munter, Juno! Han virker jo meget sød ham der satyren! Vi ses, ikke?”

Juno var ikke sikker på om han vidste noget som helst om Pax længere. Den Pax han kendte, ville have sendt bud efter ham, eller banket på hans dør, eller ventet på ham. Den Pax, Juno bildte sig selv ind at han kendte, var en god mand. Den mand, han lige havde oplevet, havde truet hans kæreste på livet, inviterede fremmede med ind i Junos hjem, og forskrækket hans unger.
"Jeg ved ikke hvem han er eller hvad han kan finde på, længere," snerrede han af Will, selvom påstanden om, at han ikke havde overholdt deres aftale, ramte ham som et slag i ansigtet.

"Jeg vil ikke i seng," gryntede Juno, med en hånd mod sin side, hvor hans ømme muskler allerede krampede. "Er det fordi jeg stadig var en lille møgunge, da jeg forlod jer, at I stadig behandler mig som et barn?!" stønnede han frustreret. Hans hoved og lunger var ved at opbygge samme vat-agtige fornemmelse som tidligere, og han bemærkede ikke, hvad der skete omkring ham, før tre mænd allerede stop foran ham.

"Jeg slår jer ihjel, hvis I rører mig," truede Juno, der var klar over at han lige nu havde det hele i munden; men han mente det. Han så deres ansigter an og lagrede dem, hvor han ville huske dem, og en eller anden dag, ville de få, hvad de fortjente. 
Han overgav sig heller ikke. Ikke denne gang. Han sparkede og bed og rev, med alle sine kræfter, selvom han ikke havde mange i øjeblikket, indtil han var tvunget ned på knæ, med hænder i sit hår, om sine skuldre og arme. Selv Will tog et skridt hen for at hjælpe dem, omend et enkelt isnende blik fra Juno var nok til, at han blev stående uden at blande sig. 

Hvor meget de oprindeligt havde tænkt sig at helbrede ham, vidste Juno ikke, men han forstod udmærket, hvorfor de ikke gad kæmpe nok mod ham, til at tage andet end det livsnødvendige, for des mere de helbredte, des stærkere blev han i sin modstand.

"Han skal slet ikke klare ham, det er mit job!" spyttede han af Ruk, som netop også var kommet på hans mord-liste, og så derefter på William, imens han kæmpede sig op at stå. "Du skal arbejde bedre for det end dét, hvis du vil have at jeg nogensinde skal tilgive dig." 
Dét var en af Junos værste kvaliteter, når det kom til lederskab: han skabte mange flere fjender omkring sig, end han skabte venner. Hans få venner var som regel ikke de stærkeste i flokken. Det eneste gode ved den svaghed var, at Juno kendte den.
Og som William var ved at gå, råbte Juno efter ham; "Will, vent!" og tog et par hurtige skridt, for at nå op til ham, skævende til resten af flokken for at indikere, at de hellere end gerne måtte give dem lidt privatliv. "Du lovede.. Da jeg forlod Ulvens Flok, sagde du, at du stadig ville være der for mig, hvis jeg nogensinde havde brug for det. Jeg har aldrig bedt dig om hjælp før." Regnen havde lagt Junos blonde hår fladt ned og dryppede i hans øjne, og Juno strøg det frustreret væk, med et suk, inden det slog ham ind, at han kunne udnytte det, og så tilbage på Will med store hvalpeøjne og regn-våde øjnevipper, og et barnligt, hjælpeløst udtryk, der var godt hjulpet på vej af, at han stadig kun var halvt så bred som William, stadig halvt forslået og efterhånden drivende våd. 

Pax lod sine stålgrå øjne glide henover de blåmærkede knoer. Han sad placeret på stolen i det lille køkken, der, hvori han havde lagt og forblødt med Juno ved sin side. Denne gang var stilheden dog ligeså klar som stjernehimlen udenfor; kun ildens knitrende dans eksisterede.

Ulven havde sat kursen mod sikkerhedshuset kort tid efter, at Asad havde stoppet med at bevæge sig; han havde rejst sig op, spyttet den bevidstløse knægt i hovedet og havde forladt bandens territorium uden, at nogen syntes at ville stoppe ham. Alle havde de set væk, set ned, skævet, for der havde ikke været noget tvivl; der var mørkt kaos i den grå mand, der gik med lyn og torden i sine støvler.

Han havde befundet sig i det faldefærdige byhus lige siden. Pax var ikke vendt tilbage til undergrunden, men besked om hans færden var røget igennem kanalerne. Sådan var det jo så nemt, når man havde småbørn, skøger og tyveknægte ude på alle tider af døgnet.

Pax ville nemlig ikke hjem. Han ville være alene, sumpe i mørket, lade det overtage hans krop, så han ikke længere eksisterede.
Det havde været for meget nemlig. Pax havde begået en fejl. Han havde mistet hovedet, tabt kontrollen, og lavet en fejl, der ikke kunne gøres om. Og hvad så nu? Han havde brug for at tænke, genvinde en form for fatning, et perspektiv, en ny holdning –

Og forbandelsen… forbandelsen skulle brydes. Koste, hvad det koste ville.

Juno havde ikke sovet den nat. Han havde ledt efter Pax i en times tid, inden han havde givet op. Skovelveren havde kun taget de værste af hans smerter, og han havde været både våd og kold. Derhjemme havde han ladet Hector varme sig op igen, men ikke engang Hector kunne give ham nok ro til at falde i søvn igen. Han lå vågen det meste af natten og tænkte på sikkerhed; hvor mange, der nu kendte til hans opholdssted, hvordan han kunne sikre dørene bedre, hvordan han skulle få hævn på Pax. Ikke engang nox havde han lyst til - han ville ikke slås ud af stoffer, når han følte, at hans bande var i fare.

Næste dag, da han klædte sig på, stak han en springkniv i lommen, og strammede et højtaljet bælte om livet, hvori der hang en dolk i hver side. Som regel gik han ikke ud, med andet end en lille kniv eller saks, til at befrie overklassen fra deres tunge punge, men han vidste ikke, hvordan det ville gå hos Pax i dag, og da han kyssede Hector farvel, var det sværeste af få den bekymrede fyr til at slippe ham. 

Denne gang vidste Juno, hvor han kunne Pax henne. Ulven var ikke den eneste, der havde børn rundt omkring i byen med åbne øjne.
Han smækkede døren efter sig, da han gik ind i huset. Han ville have, at Pax vidste, at han kom. Under hans øjne, var han helt blå af manglende søvn, men skovelveren havde trods alt ikke taget de overfladiske sår og mærker han havde, og der var så meget andet i hans ansigt, der var bekymrende at se på, at Juno var ligeglad.

Ude i køkkenet fik Juno øje på Pax, men ignorerede ham. Han gik helt hen til køkkenbordet, hev en stol ud overfor Pax, satte sig i den og satte en hjemmerullet smøg til læberne, som han, selv med hele sin krop anspændt af vrede og rystende hænder, fik tændt med en enkelt tændstik, som han smed fra sig på bordet, inden han lænede sig tilbage i stolen og vippede den op på de to bagerste ben, imens han med spredte ben lod blikket glide op og ned ad sin rival. 

"Vil du begynde med en undskyldning, eller skal vi gå direkte til dér, hvor jeg prøver at slå dig ihjel?" spurgte han, inden han satte cigaretten til læberne igen. Han var ret sikker på, at Pax vidste, at han ikke havde tænkt sig at forsøge at slå ham ihjel, men hvis Ulven kom i tvivl, var det kun godt.

Pax følte ikke tvivl; i det at Juno satte sig, spredte sine ben og satte cigaretten i mundvigen, var Ulven overbevist om, at det netop var den intention, den blonde knægt var kommet med. Og det var godt. Det kunne faktisk ikke blive bedre.

Forbandelsen måtte nemlig brydes. Koste, hvad det koste ville.

”Der går den her historie om – nej, lad os kalde det en slags idé… at mænd der spreder benene er sande ledere. Du ved, den slags der gør det bedst i en position som vores, fordi de, fysisk, er bedre mænd. De er simpelthen bedre udstyret.” Pax’s stemme var rolig, men også ligeglad; som betød Juno, hans opvisning, hans vrede og forurettelse ingen ting. ”Jeg tror ikke en skid på det. Mænd, der har behov for at vise deres pik frem, når de enten føler sig truede eller fornærmede, er i virkeligheden nogle fucking ynkelige skvat. Og sådan en – sådan en leder kan man ikke respektere. Kan man vel? En skide kujon der render rundt og leger mægtig?” Pax smed kortvarigt de brede øjenbryn længere op i sin blege pande, og først da lod han sit stålgrå blik fæstne sig urokkeligt i Junos’.

Det var hadet, Pax prikkede til. Foragten, skammen over det, de havde gjort i hans seng, han ønskede at sætte ild til, følelsen af at blive forrådt, ydmyget og sat på plads. Juno skulle føle det hele, så han aldrig opsøgte Pax igen. Så også Pax kunne blive fri.

Det var den eneste vej ud. Den eneste vej væk.

”Så pis af Juno. Skrid hjem til konen og de sørgelige rester af Rotterne. Hvad er det nu, man siger?” Et giftigt – men påtaget – smil satte sig fast henover de arrede læber, som Ulven lagde sit hoved på skrå. 

”Far er ikke sur. Far er skuffet – er det ikke sådan?”

Juno så til, med påtaget rolighed, imens Pax talte. Under huden skreg alt i ham, efter at hævne sig på Pax. At vise ham, hvem der bestemte. At vise ham, at bare fordi, han havde bestemt i deres seng, betød det ikke, at han bestemte over ham udenfor den. 

Hver gang han var ved at gå til af vrede, tog han et hiv af sin cigaret, og da Pax erklærede, at han var skuffet, lod Juno de forreste ben på stolen kollidere med gulvet igen og lænede sig frem for at skode cigaretten på bordpladen.
Han kæmpede imod den del af ham, der bare gerne ville handle, men han havde fået øvelse i at kontrollere sine følelser, og endte med at hvile sine albuer imod sine lår, imens han tog en dyb indånding og skævede ud af vinduet. 

Det var meget at få af vide, af en mand, Juno havde set op til det meste af sit liv, enten tæt på eller på afstand. Men det havde også været frygten for dette, der havde sørget for, at han ikke bare var sprunget ind i forhold med Pax med begge ben. Han var nødt til at vide, at den ældre fyr ikke ville forsøge at kontrollere ham, enten med sin alder eller med sin magt, og her beviste han, at han var mere end tilbøjelig til at pudse sin bande efter ham og tale til ham som et barn.
Juno skulle have vidst bedre.

Han mødte Pax's blik igen og nikkede langsomt. Det var svært for ham at holde øjenkontakten, og hans blik fløj konstant andre steder hen i rummet, men vendte altid tilbage til Pax's ansigt.

"Så... Jeg er et ynkeligt skvat?" Han begyndte at tælle på fingrene; "En leder man ikke kan respektere. En kujon. Og en skuffelse?" Han holdt de fire fingre op foran sin brystkasse et øjeblik, inden han lod hånden falde ned imellem sine spredte ben igen.

"Hvis det er sådan du virkelig har det, så lad os starte forhandlingerne." Juno følte sig pludselig gennemsyret af kulde, og lagde sine arme om sig selv, for at holde på den smule varme han havde. "Du ledte din flok med ind på vores territorie i går. Enten betyder det krig, eller også accepterer vi en undskyldning i form af krystaller. 15 safirer burde række."

De 15 safirer var valgt meget specifikt, fordi det var dem, Juno skyldte Pax. Hvis Pax bragte dem op denne gang og de begge accepterede, ville de aldrig igen have grund til at opsøge hinanden. Pax ville aldrig mere kunne drille ham med dem. Han kunne vælge at holde bande-sager og privat-sager adskilt, men ville han? Juno havde en tyngende fornemmelse af, at Pax ville tage det valg, der sørgede for at han aldrig behøvede se Juno igen.

Det var Pax’s mange år som observatør af Juno der afgjorde, hvad han så – og hvad han så, hvad han vidste, at Juno kæmpede imod, fik hans krop til at dirre; dirre af en altædende sorg, der var så iskold i dens greb, at den nådesløse vinter de netop havde efterladt bag dem, fremstod kærlig i sin varme.
Og det var ikke kun fordi, at Pax vidste, at han selv elskede den blonde mand; elskede ham som en partner og som en søn i en pærevælling af kaos. Nej, det var også fordi, at han havde kastet sine egne principper så langt væk, at de nu kun fremstod som et døende ekko, fordi den ældre mand var i gang med at nedbryde den anden; tage noget værdifuldt fra ham, der havde guidet ham igennem mørket.

Det var ikke til at bære og for første gang i sit liv vidste Pax, hvordan ulykkelighed føltes; hvordan skam åd alt op indefra; hvordan sorg fik skuldrene til at falde til jorden og kroppen til at blive tung, tungere en bly.

Ulven selv var ikke klar over, at også netop var sådan, at han så ud. Først da det var for sent. Pax vidste, hvad han dernæst måtte gøre. Han kunne bare ikke få sig selv til det; kroppen ville ikke lystre hans halvhjertede befaling, der dikterede, at hovedet nikkede og munden åbnede sig for en række af flere spydigheder. Der ville have været tavshed mellem dem, var Juno selv ikke fortsat.

Pax, hvis blik havde lagt urokkeligt på Junos’ ubestemte skikkelse, fjernede omsider sine øjne derfra. Han kunne ikke holde ud, at være vidne til den andens forfald og en stemme skreg i hans tanker: kan du ikke se, at det er mig der er kujonen? Kan du ikke se, at det var mig, der er et ynkeligt skvat?
Og stadig sagde han intet selv. Juno havde ellers gjort det nemt; så nemt for ham, at vifte affærdigende med hånden og bede ham skride af Zaladin til.

Dirrende fingre gled op og lagde sig under Pax’s spidse hage. Først da gik det op for ham, at hans krop rystede, og Pax skar en lidende grimasse. Det var så svagt. Så pisse hamrende svagt af ham. Hvornår var han blevet så blød? Hvornår havde Juno fået en sådan magt over ham? Det var umuligt, at det var startet fra dét ene øjeblik i sengen. Det kunne ikke være dér.

Pax rømmede sig omsider og nikkede én enkelt gang. Mere kunne han ikke mønstre. ”15 safirer”, bekræftede han, hans stemme lavmælt og anstrengt; som ville ordene ikke rigtig ud; som var de unaturlige i hans mund.
”Og en officiel undskyldning… naturligvis.” Pax lod sine stålgrå øjne følge hans dirrende hånd og dens rejse tilbage til køkkenbordet, hvorpå han lagde den. Blikket, det urokkelige og ulykkelige blik, veg ikke fra den, i det at Pax spændte i armen; dernæst resten af hans krop i håb om, at rystelserne ville holde inde.

Det var svagt. Hvorfor var han så svag?

Det var de 15 safirer der gjorde udfaldet. Juno havde brug for at være en leder lige nu. Han havde brug for at være stærk og selvstændig, brug for at kunne forhandle en aftale på plads. Men alt han kunne tænke på var, at han stadig skyldte Pax 15 safirer - at han ikke havde nævnt hans personlige gæld, og at de i det mindste stadig ville have dét sammen. Det var den eneste grund til, at han ikke knækkede nu og her. 

"Officiel?" spurgte han med en hæs latter, efterfulgt af en himlen med øjnene og et par hastige blink med dem, for at fjerne tårerne i dem. "Kan du ikke bare give mig en undskyldning? Her, nu?" Junos blik faldt til Pax's rystende hånd og vidste ikke, hvad han skulle få ud af dét. Han tvivlede på at Pax altid var så anspændt under forhandlinger. Han var nødt til at finde ud af det.

Inden Pax kunne nå at svare ham, rejste han sig op og stillede sig ved Pax's side, hvor han lukkede sin hånd om en håndfald af det grå hår og gav det et bestemt ryk bagover. "Undskyldning. Nu." Beordrede han køligt, men med et slet skjul håb også. Han havde set et øjebliks svaghed og han håbede, at det var mere end et øjebliks. Han håbede at se Pax's facade krakelere. Han håbede der var en facade at krakelere.

Pax bed tænderne hårdt sammen men lod Juno gribe om hans hår og tvinge hans hoved tilbage. De stålgrå øjne landede på i den andens kølige blik, og selvom det var tydeligt for dem begge, at Juno virkelig mente, hvad han bad om, var Pax tavs.

Bandelederen ville gerne kunne sige, at han ikke var for stolt af sig. Han vidste dog, at det var en løgn og at han var så stolt, at han hellere ville ende som ben- og arm-løs krøbling, end at sige undskyld, uanset hvor meget han i grunden burde gøre netop det. Det var derfor noget nær mirakuløst, at Pax, mellem stramme kæber og let dirrende krop, fremtvang ordene:
”Jeg kunne måske godt have handlet… en smule overilet.”

Pax vidste, i samme øjeblik at ordene havde forladt hans mund, også hvorfor at det var tilfældet og realiteten ramte ham som en knytnæve til maven. Pax sank en besværet klump men lod sit blik hvile fortsat i den andens.

”Din tur. Sig undskyld.”

Mentalt havde Juno forberedt sig på flere ting fra Pax. Vrede og benægtelse, mest. En afvisning, ikke af undskyldningen, men af at have Juno tæt på sig. Dét ville have været det værste; hvis Pax havde fjernet ham fra sig og bedt ham om at skride. Værre, end hvis han lagt ham ned og understreget, hvor lidt Juno kunne eller ville forsvare sig selv imod ham. 15 safirer var meget, i forhold til hvor let Pax kunne bruge vold til bare at overtage Rottebanden fuldstændig. 

Men i stedet undskyldte han, mere eller mindre.

Det burde have taget mere end dét for Juno at tilgive ham. Med mindet om Hector, én overilet bevægelse fra døden, og hele banden der indså, at de ikke var sikre i deres hjem, burde Juno stadig være vred. Og det var han også, men han var også håbefuld, da han udnyttede, hvor tæt han stod på Pax, til at skubbe sin hofte op imod hans skulder og skubbe sit ben op imod hans. Juno var stadig vred, men lige nu ville han hellere have Pax's arm om sit liv, end han ville have hævn. 

"Undskyld? For hvad?" Juno kunne ikke selv se, hvad han havde at undskylde for, og han så skeptisk ned på Pax uden at slippe grebet om hans hår. 

Pax skar en grimasse, men forblev siddende i Junos greb. Det gik ikke hans næse forbi, at den anden rykkede sig tættere på, men Pax kunne ikke få sig selv til at gøre det samme. Uanset hvor meget hans krop brændte efter Junos’; uanset hvor stort et behov han havde efter ham. For det var unægtelig et behov; et behov for at fortære den blonde mand, glemme sorgen, jalousien, den dårlige beslutning igennem alskens kys og berøringer.

De stålgrå øjne flakkede for blot et øjeblik og lagde sig på Junos’ læber før, at de fandt tilbage til de blå øjne. ”For ikke at overholde vores aftale”, svarede Ulven, hvorefter han hævede begge de brede øjenbryn i en sigende grimasse. Noget ildevarslende og rasende sneg sig ind og satte sig midt i alt det grå og jo mere Pax talte, des mere forvred hans ansigt sig i vrede og afmagt: ”Du kom ikke til mig efter hjælp. Jeg hørte det igennem stemmerne på gaden – at du var blevet banket halvt ihjel! At du bare havde taget det! Jeg ventede men der kom ingen fra Rotterne. Intet ord, ingen opdatering! Jeg gik ud fra det var din svagpisser af en kæreste – at det var derfor, du ikke ville have, at jeg fik det at vide!”

Farven forsvandt fra Junos ansigt, imens Pax talte. Den ældre fyr havde ret, men Juno havde på ingen måde lyst til at give ham ret.

"Og her troede jeg, at jeg skulle til at undskylde for at bide Ruk i går..." mumlede han og så væk. "Jeg- jeg ville ikke have, at du skulle se mig sådan. De værste hævelser skulle falde, inden jeg kunne tillade mig at komme til dig. Jeg har kæmpet for at du skulle se mig som noget andet end en lille dreng, der ikke kan passe på sig selv, og hvis du så mig - sådan. Så ville mine anstrengelser have været forgæves."

Juno så tilbage på Pax med et suk, men lagde også sit knæ op på Pax's lår og løsnede sit tag om hans hår, indtil hans fingre blot strøg blidt igennem det. "Jeg skulle have sendt nogen. Jeg skulle have vidst, at du ville finde ud af det på en anden måde, hvis ikke det kom fra mig." Det gjorde Juno usikker, at Pax stadig ikke havde rørt ved ham, og frygten for, at han virkelig havde ødelagt alt imellem dem, fik ham til lavmælt at tilføje; "Tilgiv mig, Pax."

”Fuck Ruk.” Ordene forlod Pax’s læber forinden, at han nåede at stoppe dem, men denne gang fortrød han dem ikke. Ruk var ikke, og ville aldrig blive, en af Pax’s foretrukne men én, der havde været en del af Flokken siden, at Pax selv var kommet til. Ulven styrede den ældre mand med et jerngreb af en kort lænke, for han kunne godt huske, hvad Ruk havde forsøgt alskens gange, da han selv var barn.

Og hvis bare Pax havde vidst, at han et knap et år efter, liggende døende og med kun ét øje tilbage efter torturen fra Solari Seravills hånd, skulle nedkæmpe en gruppe af oprører, hvor Ruk havde været den egentlig ophavsmand…

Pax fjernede sit blik fra Junos’, ikke i stand til at betragte ham samtidig med, at den anden talte og bad om tilgivelse. Den ældre mand skar en grimasse og nikkede kort, pludselig bevidst om, at Juno ikke længere greb om hans askegrå hår. Fingrene var blevet løse og bevægede sig igennem det i blide strøg.

Pax fløj op fra stolen og vrissede af luften hvorefter, at han smed begge sine hænder igennem sit hår. ”Det går forhelvede ikke det her. Kan du ikke bare skride tilbage til Hector? I var jo alligevel i gang med noget, var I ikke?”, tordnede Pax lavmælt, i det at han vendte sig mod Juno med mørke øjne af jalousi.

Juno fnøs og gentog Pax's ord, 'fuck Ruk', så lavt, at det var næsten umuligt at høre, ordene ikke andet end en hvisken over hans vejrtrækning. Hvis han fik muligheden, havde Juno rigeligt at sige om Ruk og om resten af de mænd, der havde holdt ham nede mod sin vilje, så skovelveren kunne udføre sin ordre. 

Juno havde hvilet både sit knæ og sin vægt på Pax's lår, og da fyren fløj op af stolen, væltede han et par skridt tilbage, inden han genfandt balancen og stirrede vantro på Pax. Han genkendte jalousien som den ramte ham, åbent og direkte, men vidste ikke, hvad han skulle stille op med den. 

Jeg tør ikke satse på dig, før jeg ved, du er god for mig, havde han lyst til at sige, bevis at du er god for mig! Men Pax skræmte ham, ligesom han havde skræmt ham forrige dag, og Juno vidste, at dét burde være bevis nok på, at Pax ikke var god, og at han aldrig ville blive det. Men med Pax følte han noget, som Hector aldrig ville kunne gøre efter, og dét fik Juno til at gøre et sidste, spinkelt forsøg.

"Er jeg ikke velkommen her længere?" spurgte han lavmælt, uden at tage blikket fra Pax. Hvis fyren virkelig ikke ville have ham hos sig længere, så ville han respektere det, men han ville ikke gå, før han var sikker. Han ville ikke gå, før Pax vitterligt smed ham ud.