Sted: Alfelunden
Tidspunkt: Eftermiddagskaffetid
Vejr: Lettere overskyet

Skovtrolden Rogu bevægede sig langsomt mellem de gamle, krogede træer. Det var sjældent, han befandt sig så dybt ind i Amazonitskovene, men fortællingerne om Alfelunden, som han havde hørt fra nogle satyrer, havde fanget hans opmærksomhed.

Rogu havde kun mødt en alf én gang, men hun havde været rigtig sød, og han ville gerne støde på flere af disse små, spøjse væsner. Problemet var bare, at deres størrelse gjorde dem umådeligt svære at finde....

Skovtroldens skarpe ører fangede lyden af musik længere inde mellem træerne - en munter melodi, som svarede til den, der oftest ville blive spillet rundt om på landets kroer, og som Rogu aldrig havde hørt, men den fangede ham øjeblikkeligt og halen begyndte automatisk at bevæge sig i takt.

Synet, der mødte ham i alfelunden var endnu mere sært: et par splitternøgne menneskekvinder dansede rundt til musikken og i hænderne havde de nogle flasker, som en mere erfaren alkoholdrikker nok ville kunne genkende som romflasker.
Synet var tydeligvis tiltænkt at være tillokkende på andre former for skabninger end en ung skovtrold, som lige nu mildest talt bare var forvirret.

Det forhindrede ham dog ikke i at gå i fælden.

Et løst dække af grene dækkede et snedigt skjult hul i jorden, og Rogu faldt med et hyl ned i fælden, sat op af de snedige alfer, der også havde skabt illusionen af de dansende kvinder. Hullet var ganske dybt, og han endte i en bunke af grene på bunden af det. 
Grenene stak, og Rogu måtte konkludere, at dette var en utroligt ubehagelig fælde!

*Hvor kommer den musik fra?* tænkte Venus og spejdede ned mellem Amazonitskovens irriterende tætte trækroner. Hun var kommet på afveje. Det var bare en lille smule, mindede hun sig selv om. Hun havde været i en lille landsby syd for hovedstaden og aflevere en ordre og havde så besluttet at tage fugleflugten hjem i stedet for at vente på karavanen. Sidste gang var karavanen jo også kørt uden hende, så at flyve var selvfølgelig smartere. Der var selvfølgelig bare det lille ubetydelige problem, at så snart hun havde forladt landjorden, var hun begyndt at flyve i den forkerte retning uden at bemærke det, og da hun endelig reagerede på, at Krystalpaladsets tårne ikke var nogen steder at se i horisonten og skulle til at rette op, hørte hun musikken. Hun måtte finde ud af, hvor musikken stammede fra. Det kunne ikke tage så lang tid, kunne det?

Det var sådan hun et par timer senere og flere kilometer i den forkerte retning endelig spottede en lille lysning, hvor nogen dansede. Betaget og glad for endelig at være nået frem - til hvor var underordnet - , dalede hun ned mod skovbunden. Musikken for var let og bølgende og virkede beroligende på hende for ikke at sige bedøvende, og hun havde kun øjne for de smukke mænd, der dansede til musikken. At der ikke var nogen musikere eller kvinder for hende at se, virkede ikke spor besynderligt, for slet ikke at nævne, at der overhovedet var mennesker så dybt inde i Amazonitskovene.

Med de forårsgrønne øjne lykkeligt fikseret på danserne, landede hun på det, hun troede var jordbånd og holdt op med at svæve. Lige præcis denne del af skovens bund, var dog blevet fjernet for nyligt til fordel for en fælde, som hun ikke var den første, der røg i. "Argh!" skreg hun af bare overraskelse, faldt så dybt, hullet var, og landede radbrækket på underlaget, der bestod af af jord, og hvad, hun endnu ikke havde opdaget, var en skovtrold.

Kai var midt på sin pilgrimsfærd gennem Krystallandet, men han havde aldrig rigtig været god til at finde vej. Det skulle man ikke når man boede i et tempel og kendte klipperne man havde leget i siden man var ganske ung. Man behøvede nødvendigvis heller ikke at vide hvor man gik, når man ikke havde en destination, men måske den manglende sti burde have alarmeret ham en anelse før han faktisk var faret ordentlig vild i den store skov.

Selvom han ikke anede hvor han gik, så var han nysgerrig om omgivelserne, og da han begyndte at høre musikken, og se magien der lå i luften, ja, så kunne han ligeså godt gå mod magien. Magi var ikke altid en god ting, og da han nærmede sig og begyndte at se de dansende mænd og kvinder omkring ham, var luften tyk af magi, og han var ikke et øjeblik i tvivl om at der var noget på færde.
Hans øjne kiggede rundt omkring sig, i stedet for at komme nærmere til det behagelige sted og ikke så langt væk hørte han et udbrød, som brød lidt igennem illusionen, og som han gik nærmere hørte han endnu et hyl. Ikke så langt væk fra ham, kunne han også se et mørkere område, og han gik med forsigtige skridt hen til det, og satte sig på kanten af det, hvor han kunne se ned i hullet, ikke særlig godt, men han kunne se nogle skikkelser.

"Er I okay dernede? Jeg tror jeg kan hjælpe," kaldte an ned i hullet. Han skulle til at række tilbage i sin oppakning for at tage fat i et reb, men inden han kunne mærkede han en vægt mod sig og inden han kunne gribe fat i noget faldt han ned i hullet.
Han landede med et dunk oven på de to andre personer. "Ups?" sagde han lidt øm, og forsøgte at fjerne sig selv fra dem. Hvilket var lidt svært.

Det var virkelig ikke rart at lande i sådan et hul, og Rogu måtte bruge noget tid på at ømme sig gevaldigt. Var de dansende mennesker virkelig så onde, at de ville udsætte en stakkels skovtrold for sådan noget. Han møvede lidt rundt for at komme op, men så var der noget der faldt ned oven på ham.

"Av av av pas på!" Udbrød han, og hans udsyn blev fyldt af rødt hår, der i hvert fald ikke var hans eget. Den, der var faldet ned, var ikke en af dem, der dansede, for den havde tøj på, konkluderede han, men vægten fik grenene under ham til at stikke endnu mere, og det var ikke rart.

Han kæmpede lidt for at komme fri, men nu hørte han en ny stemme og en tredje person faldt ned oven på dem. "Hul ikke godt." Peb han, selv om de havde de andre nok allerede fundet ud af nu. Måske var det held i uheld, for hvis de kunne komme ud af bunke-tilstanden, kunne de måske hjælpe hinanden op. Rogu ville meget gerne op herfra.

Svagt registrerede han, at musikken var holdt op med at spille, og en svag lyd af lyse, gnækkende stemmer kunne høres ovenfra.

Inden nåede at dreje hovedet for at se, hvad eller rettere hvem hun var landet på, Hørte hun en stemme oppe fra. "Ja... av... tror jeg," grenene havde lavet nogle grimme ridser i hendes ben. Det havde hun først opdaget nu. Men det stoppede hende jo ikke fra at flyve, så det forsøgte hun, men hun kom ikke langt. Et eller andet havde meget hurtigt bevæget sig om bag de nyankomne unge mand, og hun nåede knapt at lette et par tommer fra bunden af fælden og råbe "Pas på!" før Kai styrtede ned oven på Venus, så hun lå godt klemt midt i en bunke. "Undskyld!" svarede hun oprigtigt Rogu, som hun stadig kun havde hørt; hullet var dybt, og der var grænser for, hvor meget lys trækronerne lod slippe igennem. Hun prøvede at vriste sig fri, men tornene og Kai gjorde det absolut ikke nemt, uden at hun kom til at skubbe Rogu ned i tornene igen.

Pludselig hørte hun lyden af latter. "... Er det en af jer der griner?" spurgte hun med en spinkel stemme. Det var ikke første gang, hun havde været i den fælde, og hun brød sig bestemt ikke mere om denne gang.

Det at vikle sig ud af de andre, var alligevel lidt noget kompliceret noget, især som bunden var hård og modbydelig, og der hjalp hans tynde sko trods alt ikke. Måske han skulle have erstattet dem da han så skomageren i den sidste by han var gået igennem, men det var for sent at undre sig over det nu.

”Av, av av...” kom det mumlende fra Kai, som han endelig kom op og stå, og måtte hoppe lidt rundt, for faktisk at finde et sted hvor han hverken stod på nogen af dem, og hans fødder ikke blev fuldstændig ødelagt af torne grenene.

Det var dog først da den rødhåret kvinde påpegede at der nogen grinte, at han selv registrerede det, og han blev overraskende stille som han lyttede. ”Det må være dem der har sat alle illusionerne op,” endte han med at sige, og prøvede at kigge lidt op for at se hvor højt op der egentlig var. Desværre for langt til at han bare kunne hoppe op og gribe fat i det. Især med oppakningen, som stadig var på hans ryg. Han havde trods alt ikke taget den af. 

Det tog et lille stykke tid at vikle sig fri af alle de spøjse mennesker, der var faldet lige ned i hovedet på ham. På en måde var det måske meget heldigt, for skulle man gå i en fælde, så var det vel sjovest, at man ikke gjorde det alene..

Rogu kom op at stå og kløede sig derefter lidt i nakken, mens han så de to andre an, troldehalen lidt uroligt svingende fra side til side. Han kunne ikke lide den måde, der blev grinet på oppefra..

"Det ikk' pænt sådan at lave fælder." Brummede han og kiggede op mod toppen af hullet. Han bøjede derefter lidt i knæene og så opmuntrende på de to andre:

"Kravl på skuldre! Så kan I komme op!" Tilbød han. Normalt ville han være lidt mere forsigtig over for menneskeskabninger, men nu galdt det altså om at komme op herfra!

"Av! Uf! aaaah!" pev Venus, mens de allerede rumsterede rundt for at filtre sig ud af bunken og de modbydelige tornegrene. Hun havde mistet tal på ridserne, men de sved. Der var ikke meget sjovt ved denne fælde, syntes hun, selv om hvem end, der havde fanget dem - eller hun antog, det var dem, der grinede -, åbenbart syntes det var den bedste underholdning.

"Illusioner? Hvad taler du om, de var da..." *virkeligt sære at finde alene midt ude i Amazonitskoven... og hvorfor summer mit hoved sådan?* Ham, der var kommet oppefra, havde nok desværre ret, måtte hun indse. Ikke nok med, at de var faldet i en fælde, de var også blevet lokket hen til den. Og hun var helt sikkert også enig med ham, der var landet i fælden først! "Ja, ikke særligt flinkt!"  Nu havde Venus ikke selv brug for en hestesko, men det havde Kai måske, og hun kunne da hjælpe oppe fra kanten, så hun satte af fra jorden og nåede lige at stikke hårtoppen op over kanten. "Hey! Det er snyd!" hvinede det fra et lille kor, hun ikke nåede at se, før noget ramte hende midt i ansigtet. Hun rystede, hvad end var af sig og fortsatte op. Eller hun forsøgte. "Vent.. jeg, jeg kan ikke! WOOOOH!.... aaaav." Og med det sad hun på enden i bunden af fælden igen, tydeligvis til deres tilskueres store glæde. Nøj, hvor kunne de grine, og nøj hvor var det irriterende.

Der havde Kai måske en lille fordel ved at kunne se magien der lå rundt i verdenen, men det gjorde ham ikke specielt meget som de stod nede på bunden af denne her fæle, og ikke kunne... komme nogle steder.

Han så hvordan kvinden bare satte af, for blot at dumpe ned kort efter, og han blinkede lidt mere af hende og så op, hvor han svagt havde anet nogle af tilskuerne der havde blandet sig i legen. ”Så de vil ikke have os op,” sagde han, selvom det ikke skulle stoppe ham. Han klappede hænderne lidt sammen og koncentrerede sig, før ud af det blå, kom der en lille grif. Det lignede i hvert fald en grif hvis ikke for den mærkelige farve og størrelsen på den.
”Kan du flyve op og distrahere hvem end der prøver at stoppe os?” spurgte han og det lille dyr nikkede før det fløj videre afsted op, inden at Kai tog Rogus hjælp.

”Jeg prøver at kaste et reb ned, hvis jeg når derop,” sagde han, hvilket ville hjælpe hvis ingen forsøgte at skubbe ham ned igen. Det ville do også kræve at Rogu gav ham et ekstra skub, så høj var Kai trods alt ikke.

Rogu kiggede med store øjne på den rådhårede menneskepige, der bare sådan uden videre kunne flyve! Hvordan man endte med at falde i ting med sådan en magi, var over hans forstand, men så igen - det var tydeligvis en meget snedig (og ubehagelig) fælde!

"Hva' er illusioner?" Spurgte han, lidt forsinket og smagte på ordet, henvendende sig til ham, der ikke var fløjet. "Av!" Tilføjede han, da hunkønsmennesket faldt ned igen. Han så lidt uroligt op mod kanten - han havde ellers kun mødt søde alfer før, men de har var slet ikke rare.

Det var godt nok meget magi de sådan kunne fremtrylle. Rogu var lige ved at række ud for at forsøge at røre griffen, men så skulle manden have hjælp, og han stillede sig klar, bukkende lidt i benene, så fyren lidt nemmere kunne kravle op. "Op op med dig." Brummede han lavmælt så alferne ikke kunne høre det.

Det tog flere forsøg, en del snilde, held, og temmeligt meget bestikkelse i form af nogle kandiserede appelsinskiver, Venus havde i lommen, men det lykkedes at komme op. Det havde straks været værre at vente på, faldestøvet dampede af - Venus troede egentligt festøv fik folk til at flyve -, så hun kunne komme hjem.