Det var sommer og solen stod højt på himlen, bagte ned over den skov hvor Isarnia på nuværende tidspunkt opholdt sig, for i nattens mulm og mørke, havde Yiyi hjulpet Isarnia ud i friheden. Hun havde brændt den lænke som holdt Isarnia fanget i vandkaret, mens Lumine, hendes ejer, havde været bortrejst for natten. Afkræftet af pludselig at skulle yde en masse fysisk, efter et helt liv fanget på ganske lidt plads, faldt den slanke skikkelse om på den bløde skovbund. Hun mærke mosset glide mellem hendes fingre, som hun lå lige så lang hun var, delvist på maven og siden. Hendes lange blonde hår, lå spredt omkring hende i en vifte, hendes krystal blå øjne gled stille rundt over skovbunden, hun lå lige så stille uden at sige en lyd. Hun vidste ikke hvordan hun skulle klare sig meget videre, hun havde været ude af vandet længe, og nu hvor solen bagte ned fra himlen, kunne hun mærke sin hud tørre alt for hurtigt, hun ville kun have denne dag til at finde vand, men hvor skulle hun gå hen? Hun kunne ikke høre vand nogen steder, hun kunne ikke mærke dets kalde på hende. 

Et svagt suk slap over hendes læber, som hun til sidst skubbede sig op fra det bløde underlag, hun var ikke typen der lå alt for længe i sine tanker, og slet ikke lod skal trykke af trist tanker. Hun børstede let sin lange kjole af, den mindede mest af alt om en natkjole, men det var det eneste Yiyi havde kunnet finde til hende, da Isarnia ikke selv ejede en eneste bekædningsdel, for Lumine tillod hende yderst sjældent at forlade vandet. Der var kommet et par græs pletter på hendes knæ, men hun syntes næsten kun det pyntede på kjolen. Hun lod blikket glide rundt mens hun lyttede intenst efter lyden af vand. "Åååh vaaand, hvor er du?" lo hun dæmpet med en klukkende latter inden hun rejste sig op på dirrende ben. Hun spejdede rundt efter en ny retning at bevæge sig i, og med usikre skridt gik hun stille mellem træerne på de bare fødder, hendes lange blonde hår flagrede let i den svage brise. Hendes hud var en sart lys hvid kulør, der skinnede helt magisk hver gang solens stråler ramte den sarte hud. 

Det havde været med en stor skuffelse, at den hvidhåret handelsmand måttet forfalde Fristavn, hjem for landets mange pirater, folk og fæ, hvis liv ikke altid var blevet tilsmilet lige gavmildt af Chance.
Hvad han var blevet lovet at finde, havde ikke været andet end opreklameret løgn, fusk og humbug! I brevet havde de sirlige bogstaver forsikret om at det dyr, som afventede hans ankomst, i sandhed var en af de sjældne Trehaler.
Dyret der var blevet præsenteret for dæmonen, havde aldrig været en Trehale eller noget der lignede. Irritationen over at have været rejst den lange vej fra sydens intense varme, kun for at finde ud af at han måtte rejse samme vej, tomhændet, havde været ganske tydelig at spore i de violette med det rubinrøde skær.
Tanken om at forgifte de lønagtige fæ, se dem vride sig i smerte, imens de krampagtigt og panisk ville forsøge at hive ny luft ned i lungerne, som kunne det rede deres sølle liv, var fristende og havde strejfet bag den solbrune pande, der lå skjult under de tjavsede hvide lokker.
Fornuften havde dog fået lov til at sejre. Det gik jo ikke at han slog dem alle sammen ihjel, ikke når nu de tre mænd var så flinke både at beklage og endda tilbyde at indfange en trehale, uden beregning.
Betød det de alle var gået der fra med livet i behold? Nej.
Llyon havde sendt bud efter Kile og åbnet porten til hendes rige, som den ene af de to skjulte dolke med stjerne formet klinke, var blevet trykket ind mellem to af de øverste ribben i venstre side, på den ene af de tre mænd. Bladet var gået igennem både beklædning og hud til den penetrerede det bankende hjerte under, som havde det været en varm kniv i et møde med smør.
En langt mere skånsom død end hvad der kunne have hændt, det skulle jo også kun være en advarsel; havde de to andre ikke fanget en trehale næste gang de sendte bud efter manden med det hvide hår, ville de lide en langt mere grufuld skæbne.
Herefter var turen gået tilbage imod Rubinen.

Den lukkede karet, i mørkt mahogni, var et yderst behageligt transport middel med sine polstrede sæder, men efter at have rettet på sig selv for hundredeogsyttende gang, bankede han hårdt tre gange på karetens side, hvor kusken befandt sig. Ikke længe efter gjorde kareten holdt, og ud kom Llyon før end at kusken overhovedet var nået ned fra sit sæde. ”Jeg trænger til at strække benene, jeg er tilbage inden længe. Flyt ind i skyggen så vognene og hestene ikke bliver overkogte.” Lød det beordrende, men han allerede var på vej væk fra grusstien, og ind mellem skovens mange træer.

Forvildet dybere ind mellem de tårnene stammer, fangede noget eller rettere nogen dæmonens opmærksomhed. Minsandten om ikke der ikke gik en kvinde, inde imellem træerne og så iklædt hvad der mest af alt lignede en natkjole, hvor upassende…
Mundvigene krusede sig op ad i et behageligt smil, som han langsomt nærmede sig kvindeskikkelsen. Ansigtet lå i venlige folder, men med en lille bekymret streg mellem de let rynkede øjenbryn. Med den bløde dybe stemme indenfor hørevidde rømmede han sig kort, for at lade sin tilstedeværelse komme til kende ”Beklager, men jeg kunne ikke undgå at bemærke Dem gå rundt. Er De faret vild?” Ordene blev sagt som bar de på en oprigtig bekymring og venlighed. Venligheden var nok hvad der var mest oprigtig af de to, for en vildfaren kvinde i beskedne klæder og bare fødder, kunne måske ende ud til hans fordel; måske skulle dæmonen ikke længere rejse tomhændet hjem? Det krævede naturligvis at hun var nyttig eller på andenvis interessant nok til at tage med tilbage.

Det gav et helt sæt i hende, ved lyden af en stemme der rømmede sig bag hende, hun hoppede op i luften inden hun vendte sig imod den fremmede og uventede lyd. Hendes krystal klare blå blik gled hen over manden, imens han talte til hende. Nøj hvor han minder om Vargas. Gled igennem hendes tanker, for manden bar den samme varme glød i huden som Vargas, men han kom også nede fra sydens sol og varme. Hun rystede let på hovedet, for varmen og solen var skøn, men alt for farlig for hende. Pludselig så det ud til hun kom i tanke om mandens ord, for hendes blik flakkede over hans læber der netop var blevet færdige med at tale. Hvad sagde han nu? Noget med at fare vild? tænkte hun for sig selv, som hun i en usikker latter kløede sig let i nakken, det var ikke unormalt for hende at misse follks ord, men der var altid så mange nye indtryk, så mange nye tanker, hvem kunne bebrejde hende for altid at ville have det hele med. 

"Altså... Uhm... Nej?" svarede hun sig lidt forsigtigt frem, inden en mild latter slap over hendes læber, det at manden mindede hende så meget om Vargas, gjorde hende lettere fjalet, for Vargas havde altid været sød ved hende, omsorgsfuld men bestemt. Han havde fungeret lidt som en faderfigur, hvis man så bort fra det at han solgte og købte hende tilbage hver eneste gang. Tanken fik hende kun til at le fornøjet som hun rystede på hovedet, inden hendes blik vandrede i retningen manden var kommet fra. Hans beklædning var noget mere passende end hendes var, eller passende? Den var vel bare normal? Hun hummede let for sig selv som tankerne strøg rundt i hendes hoved og krævede hendes opmærksomhed så godt som altid.

Pludselig slog en tanke ned i hende, som hendes blik for tilbage til manden, hun havde jo ikke præsenteret sig selv, det vidste hun var pli, det havde hun set. Hun næsten sprang hen til manden i et stort smil, som hun rakte sin slanke hånd frem til ham. "Uhm undskyld, jeg er Isarnia..." Hendes stemme mild, næsten syngende som hun lagde hovedet på skrå med store forventinger strålende ud af sit blik, det ville blive første gang hun nogensinde gav hånd til nogen, som hun viftede ivrigt med den, næsten utålmodig efter at han skulle tage det. Hendes blik flakkede forventningsfuldt fra hans hånd, til hendes hånd, op til hans øjne og tilbage igen. 

Havde han været bare lidt mere flink, så havde han tilkendegivet sin position og hvordan han nærmede sig kvinden, førend han gjorde så hun slap for det mindre chok. Så flink var dæmonen bare ikke. Der havde været en lille del af ham som var nysgerrig på hendes reaktion, ville hun gå i forsvar, flygte, fryse, eller være i møde kommende med det samme? Det virkede mest til at være en blanding af de to sidste nævnte.

Hovedet skrånede sig en anelse afventende, som hun stod og tog sig rigeligt med tid til at svare. Måske var det irritationen fra tidligere, som ikke helt havde sluppet ham, men det havde været lige før han i en insisterende tone havde gentaget spørgsmålet. Så langt nåede han ikke, før hun endeligt svarede ham.
Nej var svaret, et svar der ikke virkede synderlig troværdigt.
Armene krydsede sig hen over brystkassen, hvor den dårligt tilpassede skjorte gav indkig til den brune hud. Det ene af de hvide øjenbryn rykkede lidt længere op i den brune pande. ”Er du sikker? Beklager min direkthed, men jeg har endnu til gode at opleve en kvinde rende rundt i skoven, i klædt en natkjole og på bare fødder, uden det var fordi hun var faret vild?” Roligt trådte han et halvt skridt nærmere kvinden, påpasselig med ikke at korte afstanden for hastigt; hun skulle jo nødigt blive skræmt væk.

Afstanden blev kort efter forkortet en hel del, som hun kom springene nærmere og præsenterede sig. Først her blev det virkelig tydeligt, hvor høj eller rettere lav kvinden foran ham var.
Den brune hånd med de lange slanke fingre, lukkede sig om hendes kontrastfyldte lyse, hvor et ganske blidt men alligevel fast klem blev givet ”Isarnia.” gentog han, som skulle han smage på navnet og gøre det lettere for sig selv at huske. ”Llyon Naath, men kald mig Llyon.” Hånden slap hendes, mens de violette øjne åbenlyst gled undersøgende rundt på kvindens ansigt.
Hun var køn, ingen tvivl.. Han havde altid haft en svaghed for alt kønt.

Manden foran hende var væsentligt højere, så da hun først kom ham nærmere måtte hun vippe hovedet ganske let bagover for at kunne se ham i øjne, men det faste klem omkring hendes hånd, fik hende til at bide sig i underlæben inden hun lod blikket dale ned, kontrasten imellem deres glød var slående. Hans hud mindede hende om den gyldne sol og ørken hjemme hos Vargas i syden, deres hud havde samme glød og varme til sig. Hendes blik vandrede fra hans hånd, op over hans arm, op til hans skulder hvor hun bemærkede hvordan hans skjorte han rykket sig fra tidligere og stadig gav et indblik til den varmglødet hud. Fornuft var måske ikke en af hendes skarpeste instinkter, men hun var impulsstyret i alle henseender, og hans duft og hud så tæt på, hun blev så nysgerrig, hvem kunne bebrejde hende andet, hun havde trods alt levet så mange gange i længere perioder med Vargas, og tit tænkt på hvordan han føltes under hendes fingre. 

Helt fordybet i sine tanker, slap hun hans hånd og løftede sin hånd op, der var intet i hende til at stoppe hende, fornuften var slået fra, for hvad kunne der ske, det var jo en uskyldig handling, eller hvert fald for hende, hun ville jo bare vide hvordan det føltes. Hun strøg kun det yderste af fingerspidserne over hans hud der var blottet for hende, hun burde havde taget sig tid til at besvare hans spørgsmål, men dette var så meget mere betagende. Trods det var det øverste af hans brystkasse, måtte hun løfte hånden op, og måtte kigge op for at kunne følge fingrenes lette vandren. Han var så stor! Hun var sikker på hun kunne forsvinde i hans arme, til sidst trak hun dog fingrene til sig, som gik noget pludselig op for hende. Hendes smil bredte sig stort over hendes læber. "Åh jamen der er jo en første gang for alt.. Har du aldrig gået barfodet, det er en ren befrielse og man kan rigtig mærke skoven under sig..." lo hun muntert, det gav absolut ingen mening, men hun havde sin tvivl om hvor oprigtig hun kunne være i hans nærvær. 

Hun trådte et lille skridt til siden og vippede hovedet ud til siden, for at se hvor han selv kom fra. Han var alene, så meget så det ud til, så hvad lavede han selv ude i skoven i hans beklædning. "Det var hyggeligt at møde dig Llyon Naath, men jeg skal ud og finde vandet, ser du, det svare nemlig ikke på mine kald endnu..." lød det fornøjet, som om vandet var stukket af fra hende, hvor mærkeligt det end måtte lyde for andre. 

Kvinden foran sig var så lille og så skrøbelig af udseende, at selvom Llyon ikke var den mest bredskuldret mand i landet, ville han ikke betvivle sine evner til potentielt at knække hende på midten, havde det været hans ønske. Udseendet lod han sig ikke narres eller blive forblændet af. Selv de mindste personer kunne vise sig at besidde magiske evner.
Det var en erfaring besætter dæmonen havde måttet gøre sine egne dyre erfaringer om, mere end en gang med tidligere kroppe.

Llyon nåede knapt at reagere fra den lille kvinde foran sig slap hånden, kun for at lade sine tanker lede den mod den blottede brystkasse. Straks skød begge de hvide øjenbryn sig op i panden på ham i et overrasket udtryk. Hvad i… Et øjeblik overvejede han om han skulle lukke hånden om hendes, og fjerne den og dens fjerlette berøring. I stedet tillod han hendes befamling. 
De violette øjne gled mod den lyse hånd, der ikke længe efter den havde været i berøring med den brune hud, trak sig som gik det pludseligt op for hende hvad hun var i færd med. Tankerne gled mod et barn, der lod sig friste af sødt bagværk foran sig, men pludselig kom i tanke sin mors skrappe stemme, der gav ordren om ikke at tage en bid.
Hvad der overraskede den hvidhåret mand endnu mere, var hendes spørgsmål til hans spørgsmål ”Nej, det må jeg indrømme jeg ikke har.” svarede han roligt men uden at forsøg på at skjule sin latter.
”Vandet svare ikke på dine kald?” gentog han, forsikrende for at han faktisk havde hørt rigtigt. Var denne kvinde sindssyg?

Der lå en latter bag hans ord, der fik hendes smil til at brede sig yderligere. "Så er du i sandhed gået glip af noget, men det er aldrig for sent at prøve.." forsøgte hun at lokke, måske hun rent faktisk kunne få manden til at sætte skoene fra sig og prøve det. Hun snurrede let omkring sig selv, og med hænderne foldet ubesværet imod hendes lænd, bevægede hun sig hen over skovbunden med flydende bevægelser, det bløde mos sammen med græsset kildede hendes fødder, men det var en behagelig følelse, dog savnede hun den dug der kom om natten, fugten i luften til at sikre hun kunne blive på land bare lidt længere uden at blive alt for dårlig og risikere det som er værre. 

Hun stoppede op ved hans op, og skævede hen over skulderen imod ham. Skulle hun svare? Det var da oprigtigt fristende, men åh de kære tanker som aldrig stod stille. "Du minder i sandhed om Vargas, altid så alvorlig, rigtig på den og alt for logisk..." svarede hun blot i stedet, og lod hans spørgsmål hænge ubesvaret i luften mellem dem, for selvfølgelig havde hun kaldt på vandet, hvordan skulle hun ellers kunne finde ud til det? Det var jo ikke fordi det selv lavede en vej i skoven hun kunne følge.

Hun fortsatte sin lette færd, men mest af alt mærkede hun faktisk efter, forsøgte at føle hvilken retning hun skulle i, hvor fugten i luften var tydeligst, men det var svært, hun frygtede at hun var alt for langt væk fra det. "Hvor er du på vej hen?" spurgte hun ganske roligt, inden hun stoppede op og igen vendte blikket over skulderen imod ham, tydeligvis mere interesseret i at stille sine egne spørgsmål end besvare hans. 

Hun forsøgte at lokke, det var tydeligt, men hun gjorde heller ikke ligefrem et synderligt diskret forsøg på at skjule det. Llyon bed dog ikke på, selvom det nu ville være fristende at smide støvlerne, bare for at se hendes reaktion. Ville den være begejstring i sin reneste form? I stedet for at svare hende, satte der sig i stedet et hemmelighedsfuldt glimt i det violette blik, mens han åbenlyst betragtede hendes færden over den bløde skovbund. Det var som om hun dansede for en musik kun beregnet hendes øre.

Vargas, navnet fik straks de hvide øjenbryn til at søge mod hinanden. Llyon havde hørt det navn før, det havde de fleste med bare lidt sund interesse for slavehold. Svage erindringer om at have handlet hos ham, dog ikke personligt, sitrede bag pandeskallen, men med den mængde af slaver dæmonen havde gået gennem i sin levetid, så var det efterhånden svært at huske hvor de mere gemene kom fra. ”Vargas? Hvordan kender du ham Isarnia? Tilhøre du ham?” spørgsmålet blev stillet mens han trådte hende nærmere, påpasselig med ikke at virke faretruende på hende.
Hun havde allerede veget uden om et spørgsmål, men lige dette eller disse forventede han den lille kvinde ville svare på, om ikke andet ville han ikke lade hende slippe uden om denne gang. ”Hvis jeg svarer dig, vil du så fortælle mig, hvad du skal med vandet du kalder efter? Måske jeg kunne hjælpe dig med at finde det?” kontra spurgte han med et smil der grænsede til et ulve grin eller bare fremstod gavtyv agtigt.

Tilhører du ham? Spørgsmålet, fik hele hendes krop til at fryse. Hun tilhørte ikke nogen, og dog, dette var jo ikke sandt, hun var stukket af fra Lumine med hjælp fra Yiyi. Lumine, en kvinde der bestemt ikke altid var behagelig at krydse klinger med. Først lettere tøvende rystede hun på hovedet, først helt langsomt til den ene side, inden hendes rysten med hovedet blev mere overbevisende. "Nej?" svarede hun dæmpet, om end det kom til at lyde mere som en spørgsmål, end noget andet. Egentligt var svaret korrekt, hun tilhørte ikke Vargas, ikke lige nu, men hun havde gjort det mange gange. 

Der skete et tydeligt skift i hendes humør, den pludseligt så alvorlige stemning, forduftede uden varsel, idet hun drejede omkring med et stort smil omkring læberne, natkjolen svang sig lystigt omkring hendes ben, inden hun trådte videre, for manden trådte hele tiden tættere på. At Isarnia havde en tendens til at svare undvigende, men dog sandfærdigt på spørgsmål, lagde hun ikke selv meget i. Hun gav som oftest et svar, men ikke altid det ønskede. For hvad ville hun med vandet? Spørgsmålet i sig selv var ganske let, hun ville hjem. "Åååååh jeg vil så gerne se vandet, se havet strække sig vidt og bredt, hvem vil ikke gerne det? Mærke det bløde sand mellem tæerne, høre havets brusen, det må da være alles drøm, og jeg kan ikke mindes nogensinde at have set det.." Hendes svar lød næsten helt drømmende, idet hun forestillede sig hvordan der måtte være. Hun snurrede let omkring sig selv, så hun gik baglæns, hele tiden i et tempo der matchede hans, for at holde den samme afstand. Smilet omkring hans læber, fik hendes til at vippe hovedet ganske let på skrå, inden hun sendte ham det mest strålende hun selv kunne præstere. 

Trods alt livet havde budt hende, virkede hun uberørt. Hendes uskyldig stadig helt intakt, hvad både kroppen og sjælen angik, bekymringer virkede til kun at have en kortvarig effekt, inden de gled bort i glemslen. 

Hverken hovedets bevægelse til en rysten eller hendes nej var synderligt overbevisende. Begge dele fik den mørke pande til at rynkes uforstående. Han havde stillet et simpel og lige til spørgsmål, det kunne da ikke være så svært at svare på…
Medmindre…
Afstanden hun blev ved med at holde mellem dem, tilbage lagde dæmonen pludseligt med to lange og hastige skridt, til de stod lige så tæt som da hun havde rørt den brune brystkasse ”Nej?” gentog han i samme tone som hun havde besvaret hans spørgsmål ”Hvad skal det betyde? At du er stukket af fra ham? Bare rolig jeg lover ikke at føre dig tilbage til ham, hvis det er tilfældet.” lovede han og lagde hånden over hjertet, som afgav han hende en ed.
Llyon blev stående, da hun på ny trådte væk og lavede en piruette omkring sig selv, så kjolens skørt åbnede sig som en blomst der sprang ud for forårets varme. Alt mens hun drømmende begyndte at tale om havet og sandet, i samme facon som udsultede gadebørn snakkede drømmene om et langbord fyldt til randen med alt den mad som hjertet kunne begære, og mere end maven kunne indeholde.
”Men du kan ikke finde havet, fordi du ikke kan hører dets kalden? Jeg forstår...” løg han godt skjult, for han forstod ikke noget af hvad den lille kvinde rablede om, men han begyndte at have sine antagelser, de skulle blot bekræftes først.

Hun hev vejret ind, hurtigt i et lille overrasket gisp, da Llyon tilbage lagde afstanden imellem dem hastigt. Hendes hoved tiltede helt bagover, for at have en chance for at se hans ansigt, da det eneste hun ellers havde udsigt til var det nederst af hans brystkasse. Hun sank en lille usikker klump i halsen, men det var som om hans ord opildnede hende, hendes bryn trak sig sammen, inden der lød et fornærmet fnys fra hende. “Jeg ville aldrig stikke af fra Vargas!” Hendes bestemte tone, var ikke at tage fejl af, for Vargas havde altid været god ved hende, han var det nærmest hun havde haft på et hjem og et tæt relation, men lige så hurtigt hendes fornærmelse var dukket op, lige så hurtigt lod hun den feje bort igen, da hun trak sig bort. 

Et smil voksede på hendes læber, uberørt af hendes eget lille optrin, idet hun så over sin skulder imod ham. “Det.... Og at jeg ikke ved hvilken retning jeg skal i...” Der lå næsten et kækt underspil i hendes måde at svare, som var hun næsten fristet til at række tunge af ham. Det var som om tidens tand ikke mærkede hende, at hun ikke ænsede de frygtelige ting i sit liv, nærmest som skærmede hendes hjerne det selv ude, for at værne om den rene sjæl hun besad. Nynnende fortsatte hun sin færd fremad, for på et tidspunkt måtte hun da kunne mærke den øgede fugt i luften, som tegn på der var vand i nærheden. Hun så ned på sine hænder, der var endnu ingen tydelige tegn på, at hendes krop manglede at komme i vand, den var stadig lige så blød og ungdommelig som enhver anden ung kvindes.

Hele den lille kvindes positive og smilende væsen ændrede sig markant, på et splitsekund ved den hvidhåret mands spørgsmål. Det var derfor små afværgende at Llyon lod begge hænder hæve sig op foran hams med håndfladerne vendt mod hende ”Beklager, det var ikke min mening at gøre dig oprevet. Jeg blev nødt til at spørger, for hvis jeg hjælper dig med at finde vand mens Vargas leder efter dig, så må du vel nok kunne forstå det kan sætte mig i en ret uheldig situation.” forsøgte han at forklare sig også selvom sandheden var en helt anden.
Llyon kunne ikke være mere ligeglad med, at hun kunne være ejendom af en så kendt slavehandler som Vargas. Sandheden var trods alt, at hvis den hvide dæmon valgte at ’hjælpe’ Isarnia, så ville slavehandleren aldrig vide hun måske i virkeligheden var langt tættere på, end hvad han selv antog. Hjælpen afhang dog af flere ting, hvor af at have et kønt ansigt kun var et skridt på vejen.
Llyon var stoppet op og blev stående samme sted, som han var bremset da hun havde forsikret om at hun aldrig ville stikke af fra Vargas.
Overvejelsen om han skulle fortælle hende, at hvert skridt hun tog, kun førte hende længere væk fra det åbne hav i det hun havde kursen i næsten stik modsatte retning. Overvejelsen trak et smil frem, som ud ad til virkede mere morret end ondskabsfuldt, som de tanker der fulgte. Han ville vælge blot at følge efter hende, se hvor længe der ville gå inden hun ville opgive sin søgen. Han kunne også vise hende vej og lede hende rundt i ring, for at se hvornår hun ville opdage det? Med den barnlige natur af hende, ville han nok måske kunne lede hende rundt i samme ring, mindst tre gange inden hun ville bemærke noget.
"Der er langt til havet her fra på bare fødder, men jeg har en karet i nærheden? Jeg har resten af dagen fri, så jeg kunne følge dig på vej?" foreslog han som havde der ingen bagtanke været bag.

Isarnia var ikke helt immun overfor fornuft, og hun lyttede da også nøje til hans ord, men hun kunne ikke slippe følelsen af, at der lå mere bag hans ord end hvad man først ville tro. Hun kneb øjne en smule sammen, mens hun skulede tænkende imod ham. Hvad ville der være i vejen for at hjælpe mig? Går han mon ind for slavehandel? Selvom betænkeligheden fik hende til at overveje kraftigt, om hans selskab var en god ide, var hendes tanker så flygtige at hun hurtigt lod sig distrahere af omgivelserne, da en brise skyllede igennem skoven, og fik trækronerne til at danse livligt over dem. Hendes blik låste sig fast på trækronerne, alt imens hendes ansigt blev helt mildt, lyden var beroligende og fængende, men forsvandt hurtigt sammen med brisen. Som var enhver tanke hvisket bort, vendte hun blikket tilbage imod Llyon, med et af hendes mest strålende smil.

"Åh tak, men jeg vil nu nødigt være dig til besvær.. Du har sikkert meget bedre at bruge din fridag på, end at hjælpe en kvinde til at få opfyldt en drøm.." At sidde i en karet længe, var ikke just hendes favorit, for det ville uden tvivl kræve hun skulle sidde stille, selvom det nok ville være en masse at se på mens landskabet gled forbi. Hun lod blikket falde ned på de bare fødder, hun vippede lidt frem og tilbage mellem hælene og tåspidserne, de var godt nok lettere ømme, og hvis det han sagde var rigtigt. Hun blev næsten helt modløs, mens hendes blik gled over jorden hen imod Llyon. Kunne hun mon tage imod hans tilbud alligevel? 

Aha, så den lille kvinde var altså ikke helt uden en lille portion skeptisk? Noterede dæmonen sig mentalt da han blev mødt af skulende og tænkende øjne. Et blik der fik det til at prikke til hende for, hvilket tanker der måtte have gledet gennem, hvad der virkede som så flygtigt et sind? Endnu mere var han nysgerrig på om det flygtige skyldes en barnlig naivitet eller måske at noget helt andet.
Indgående, mens hendes eget blik var vendt mod de syngende trækroner over dem, lod han det røde violette blik fæstne sig på den lille fine skikkelse, søgende efter tegn på om hun i virkeligheden måtte være et barn?
Den natkjole lignende kjole hun bar gjorde kun så meget for at dække kroppen. Når vinden fik fat i det tynde stof og pressede det nærmere den lille ramme, blev det ganske klart hun så bestemt ikke kunne kategoriseres som værende et barn kropsligt. Den åbenlyse indtagelse af hendes figur, standsede brat så snart hun gjorde mine til at løsrive de blå øjne fra verden over dem.

”Jeg ville ikke tilbyde dig min hjælp, hvis ikke jeg havde tiden og ønsket om at hjælpe dig, Isarnia Hvilken mand ville jeg ikke også være, hvis jeg ikke hjalp med at opfylde en kvindes drøm, når det ikke kræver mere af mig?” kontraspurgte han med et varm og venligt smil trækkende i begge mundvige.
En hånd strakte sig frem mod den blonde kvinde, som invitation til at tage den ”Jeg lover dig, at vi ikke er nært så langt fra havet, som du måske tror? Vi vil være fremme lige inden solnedgang – et helt igennem fantastisk syn, hvis jeg selv skal sige det.” forsøgte han roligt at lokke, uden at lade hånden falde.


//Lukker tråden da den har ligget længe og jeg ønsker at komme ned i tråde, beklager