Aldrig nogensinde, havde skovelveren troet at hun skulle få hevet sig selv nord på. Men det var alligevel sket, og der var en meget god grund til, hvorfor hun netop havde valgt at forlade de ellers varme omgivelser i Elverly. Efter så mange snak i kroge, og imellem en masse elvere omkring en dæmon der skulle opholde sig nordpå, havde skovelveren selvfølgelig besluttet sig for at sætte sit mål på at fange dæmonen. Nærmere at jage den, for alt det som elverne havde fortalt hende, havde lydt forfærdigt. Leah var taget hen til Isfjorden, for det var netop der, dæmonen skulle være. Med sig havde hun som altid, hendes bue, den brune taske over skulderen, og nogle pile med sig. 

De brune øjne flakkede lidt rundt i omgivelserne, de helt nye omgivelser for hun havde aldrig nogensinde været her. Ikke af hvad hun lige kunne huske, og som altid havde hun ikke husket at tage varmt tøj på. Selvom hun enlig sagtens kunne have bragt noget med sig, eller klædt sig lidt mere tilpassende. Måske det bare var en klassisk hende ting, at være iklædt en trøje, nederdel, samt nogle sandal ligende sko. Det var også ganske tydeligt, at hun følte sig udenfor som folk kiggede undrende, og nærmest fordømmende på hende. Leah sukkede lidt, som hun kiggede væk i samme takt med at hun gik lidt rundt. 

Men efter ganske få minutter stoppede hun op væk fra en skikkelse. Et kort øjeblik hev hun en tegning op fra tasken, kiggede på den lidt nærmere. Vendte de brune øjne hen på den mystiske skikkelse foran sig. Kunne det være dæmonen? Undrende løftede hun et øjenbryn, og lod blikket hvile sig lidt mere, før hun puttede tegningen tilbage ned i tasken, og løftede buen op foran brystet"Nu har jeg dig dæmon"lød det lavt fra hende, som et bredt smil voksede på hendes ansigt. Kulden ignorede hun, og prøvede at undgå at tænke på det. Vinden var så stærk og kold, at hun frøs ret hurtigt, og rystede som hun stod klar til at affyre en pil hen imod dæmonen. Selvom hun rystede, sigtede hun, før hun slap strengen på buen, og sendte pilen afsted mod dæmonen. 

Det kolde vejr var med til at håndtere Philotanus temperament, som han endnu ikke følte, at han faktisk havde under kontrol. Det var svært at acceptere for ham, at han muligvis havde mistet sin forbindelse til Orcus og at han ovenikøbet havde mistet kroppen til en beskidt engel. Tanken var virkelig noget han afskyede, hvilket var grunden til at han gik rundt med et noget så anstrengt ansigtsudtryk. Isfjorden havde accepteret hans indblanding, da de havde indset at han ikke havde planer om at forlade området lige foreløbig. Derfor vandrede han også roligt igennem sneen for at bevæge sig hen til den nærmeste kro, så han kunne slukke tørsten med alkohol. A'rea ville sikkert have modsat sig det, men hun var der ikke lige nu, fordi hun forhåbentlig var efter Orcus. Så drengen ikke blev al for urolig for ham. Tingene skulle bare forklares.

Denne dag var anderledes, som de få mennesker stoppede op og vendte blikket imod nogen der gik bag ham. Han bed ikke rigtig mærke i det, som han gik i sine egne tanker og brummede en smule. Da hørte han lige pludselig en stemme, som han ikke havde hørt længe. Der var dog noget ganske andet over den. Leah lød slet ikke som sig selv, men meget kunne være sket i den tid, de ikke havde set hinanden. Men den måde hun tiltalte ham på, fik ham til at smile lettere køligt, som han stoppede op og vendte kroppen halvt imod hende. Det var kun lige nok til at han ville kunne se forbi sine vinger. Vinger han normalt ikke gjorde meget brug af, men nogle han havde brugt rigtig meget på det sidste for at komme rundt. De orange øjne betragtede hende lydløst for en stund, som hun valgte at trække sin bue frem og lægge en pil klar. "Rolig nu" forsøgte han at distrahere hende, men stemmen var ikke som den hun kendte, der var kun hans øjne, noget hun sikkert ikke ville lægge mærke til på den afstand, der var imellem dem.

Så slap hun buen og lød pilen flyve imod ham. "Jeg er en engel!" Råbte han, selvom det vendte sig i ham, da han virkelig ikke brød sig om at være fanget i en engels krop. Men pilen havde endnu kurs imod ham. Da den kom tæt nok på, faldt den dog til jorden, som vejede den det samme som en stor kampsten. Philotanus vendte blikket imod pilen, før at han bukkede sig ned for at samle den op, imens at han lege med den og endnu holdt blikket imod hende. "Hvad bilder du dig ind?!" Det var en anklagende tone, som han vrissede ad hende.

Imens spændingen på om pilen havde ramt ham voksede, som hendes spinkle krop rystede tillod hun sig, at lade de brune øjne falde ned på buen hun holdte i hænderne. Holdte den fortsat op foran brystet, som var hun klar til at skulle sende endnu en pil afsted. Et bestemt udtryk spredte sig over hendes ansigt, som hun tog en kort indånding. Sneen havde heldigvis ikke gjort, at hun havde faldet over sine egne fødder, eller andet. Som hendes blik hvilede sig på buen lidt mere, gik der ikke lang tid før hendes øjne fandt vej op imod dæmonen, som det lød til ikke at være en dæmon. Undrende stod hun fast og målrettet, før hun løftede buen lidt ned. Hovedet lagde hun på skrå, som hun gav slip på buen med den ene hånd"En engel..."gentog hun med en mistænkelig stemme, som hun havde løftet begge øjenbryn.

Det lød underligt, hvordan kunne det passe. Det gav ikke mening i hendes hoved, og hun var sikker på at det ikke var en person hun havde set før. Men hun kunne selvfølgelig ikke vide det, fra den afstand der var imellem dem. Som hendes brune øjne nærmere studerede personen foran sig, løftede hun pludselig buen op foran sit bryst igen. Et lille smil voksede på hendes ansigt, og hun stak den højre hånd ned i tasken, og fik hevet en pil op"Hvorfor skulle jeg tro på dig"spurgte hun undrende og satte pilen fast på strengen. Leah havde ingen anelse, om hvem denne mystiske person var, og det var svært at se nærmere efter. Både pågrund af afstand, men også fordi vinden tit blæste hendes brune hår ind i hendes ansigt. Alligevel prøvede hun at holde fokuset på ham, og trak strengen tilbage. Smilet voksede lidt, som hun var klar til at sende endnu en pil afsted imod ham. 

Eftersom den første pil slet ikke havde ramt ham, var hun nød til at prøve igen. Kun i håb om at den her gang ville hun ramme ham. Men hun var godt nok lidt usikker på det, for det havde virket som om der pludselig var et eller andet, der nærmest virkede som et skjold. Hun vidste intet, men rystede alle tanker om han var en engel væk, for at holde blikket fastlåst på ham. Uden at tøve, men med lidt rystende ben, gik hun lidt frem, imod ham, og trak strengen med pilen lidt mere tilbage"At ramme dig, hvad skulle jeg ellers gøre"svarede hun med en ganske neutral stemme, og tone som hun fik sendt pilen afsted hen imod ham. Om den ville ramme ham eller ej vidste hun ikke, men vingerne havde hun set og hun fandt det fortsat mystisk at han skulle være en engel, hvordan hang det sammen.

Det var ikke svært for nogen at se, at Leah faktisk frøs og ikke kunne holde kroppen stille.. Philotanus kunne fornemme det på måden hun forsøgte at anstrenge sig med at holde buen, der var bevægelser i hele kroppen, selvom hun burde holde den helt stille, når hun skulle sigte. Hendes stemme antydede også at hun ikke stolte på hans ord, hvilket blot fik ham til at sukke lettere opgivende, han kunne altid vise hende hans evne, men han var ikke nervøs for at være fanget foran hendes bue, så de kunne sagtens køre den længere ud. Han nikkede blot lydløst til hendes gentagelse.

Philotanus legede lidt med pilen imellem sine fingre, som han gav hende et pusterum og mulighed for at overveje hans ord og talemåde. Der var måske gået for længe siden de havde ses sidst. "Fordi du kender mig, Leah" lo han stille, som det næsten frydede ham, at hun ikke vidste hvem hun faktisk stod foran. Han kastede efterfølgende pilen væk, så den blev dækket af sneen, imens at han bevægede sig tættere på hende. "Lad mig tilbyde en varm stue, du fryser jo" svarede han med et nik imod hendes påklædning. Leah fastholdt tydeligvis tanken om at skyde imod ham, selv med hans ord..

"Give mig et kram?" Foreslog han lettere drilsk, i samme sekund som endnu en pil fløj imod ham. Med et hårdt vindpust slog han pilen ud af kurs, som han fløj frem imod Leah, greb ud efter buen og flåede den ud af hendes hånd før at han greb fat i hendes bluse og trak hende med op i luften. "Er det ikke dumt at gå efter en dæmon i din tilstand?" spurgte han udfordrende, som de fløj længere og længere op, så luften blev koldere og koldere.

Det var langt fra nogle omgivelser, som skovelveren var vant til. Der var virkelig koldt, men uden at nå at opdage hvad der lige skete, foran hende kunne hun pludselig mærke en varme. Kroppen rystede ikke så meget mere, men alligevel var der stadigvæk koldt. Dog var der også noget kønt ved hele stedet, de befandt sig i. Men hun havde slet ikke fået meget tid til, at beundre det, før hun hørte dæmonen eller englen som det var. Et undrende udtryk spredte sig på hendes ansigt, stemmen kendte hun ikke men det lød til at denne person kendte hende. Hun lagde hovedet på skrå, og stod overrasket som buen der ellers havde været i hendes hænder, nu var blevet flået ud ad hendes hånd"Kender dig"gentog hun undrende som hun løftede begge øjenbryn. Før hun nåede at sige mere, havde han fået fat i hende. Hans stemme lød ikke særlig genkendelig, og hun kunne lige nu slet ikke se hans ansigt.

Det brune hår flagrede ind foran det ellers blide og uskyldige ansigt, og før hun endnu engang ikke nåede at opfange, hvad der skete foran hende blev hun overrasket. Pludselig havde de forladt jorden, og Leah nåede kun lige at få et glimt af sneen ud igennem det flagrende brune hår. Af ren refleks havde hun lagt begge hendes hænder rundt om hans nakke"Hvad laver du!"råbte hun overrasket, og lidt i panik, som hun prøvede at puste noget af det brune hår væk. Mest også så hun kunne få et bedre syn af ham. Efter ganske få minutter drejede hun hovedet lidt væk fra ham, for at betragte omgivelserne omkring dem. Luften blev koldere, og det kunne hun tydeligt mærke som den spinkle krop rystede lidt mere. Hun vidste ikke lige, om hun skulle give slip på hans nakke. Dog efter lidt tid gav hun slip med den ene hånd, for at løfte den op til hendes ansigt, og fik fjernet lidt af håret i håb om at bedre kunne se hvem den mystiske person var som havde kidnappet hende lige pludselig. 

Imens hun fik fjernet lidt af håret, lyttede hun til hans ord, og fik et næsten lykkelig udtryk på ansigtet"En varm stue...Det lyder som en god idé, jeg kan ikke særlig godt lide kulden"svarede hun som hun fjernede lidt mere hår, men det var svært at få kontrol over det som vinden fik det til at flagre løs. Men som hun følte at hun nogenlunde fik styr på det, vendte hun blikket på hans ansigt. Skulle til at åbne munden for at sige noget, efter det lille suk der forlod hendes mund, men som de brune øjne faldt på de orange øjne foran hende, kom hun til at give slip rundt om hans nakke. Der kom ingen ord ud, men hun var overrasket, det var tydeligt at se på hendes ansigt, som hun slet ikke vidste hvad hun skulle sige, og gøre"Philo...PHILO!!"Råbte hun forskrækket da øjenkontakten pludselig opstod, og hun glemte at holde fast om ham, og pludselig havde bevæget sig alt for meget så hun, så pludselig faldt ned imod jorden. Fortsat overrasket, vidste hun at hun burde bede ham om at redde hende, men hun stirrede overrasket og udvidende op imod dæmonen hun kendte, som var en engel"Jeg krammer dig, hvis du redder mig! Iiiih!!"skreg hun lidt i panik som hun holdte rundt om sig selv i håb om at kunne varme sig selv. Øjnene lukkede hun som hun virkelig ikke ønskede at ramme jorden, for hun ville sikkert dø med det samme, hvis det skete.

Det havde muligvis været nemmere for Philotanus at fortælle sit navn, men han havde ikke moret sig i noget tid og muligvis brugt for meget tid på at have ondt af sig selv. Derfor havde han ikke problemer med at løbe om hjørner med Leah, så længe at han var i stand til at afværge hendes angreb og ikke endte med at komme galt afsted. Men det var alligevel første gang, at han havde set hende med en buen, så der måtte være sket noget med hende også, siden de sidst havde set hinanden. Hun lod dog ikke til at være overbevist om, at han kendte hende eller at hun skulle kende ham. Måske hun bare trængte til at miste jordforbindelse lidt, så hun kunne komme på andre tanker og ikke fortsatte med at se ham som en trussel, hvilket tydeligt var tilfældet, når hun allerede havde fyret 2 pile af.

Leah greb hurtigt omkring hans nakke, som de forlod jorden og strøg til vejrs, så længe at hun ikke bevægede sig for voldsomt og meget, så skulle der ikke være problemer med at holde hende tæt til kroppen og ikke lade hende falde. ”Giver dig et nyt perspektiv på situationen” besvarede han med en leende stemme, som han ikke rigtig kiggede på hende, men i stedet havde vendt blikket imod jorden, hvor husene blev mindre og mindre i den lille fjordby. Philotanus var udmærket klar over at luften ville blive koldere, derfor undgik han også at flyve helt op, da hun bare ville blive forkølet og med sikkerhed bebrejde ham for ikke at tage hensyn til hendes manglende brug af stof i kulden. Hvad havde hun da også tænkt på?

”Du burde have taget noget mere tøj på, Leah” kommenterede han en smule henkastet, som han vendte de orange øjne imod hende, da hun var i færd med at fjerne håret foran sit eget ansigt. Lige pludselig var hun gledet ud af hans greb, som hun havde flyttet på sig og givet slip omkring hans nakke, blot for at falde imod jorden. I ren og skær panik faldt prikkerne dog på plads for hende, som hun endelig opfangede hvem hun var sammen med og derpå skreg hans navn af sine lungers kraft. Han lod sig meget hurtigt falde, som vingerne foldede sig imod hans ryg, så han kunne få en direkte kurs imod hende. Han strøg forbi hende, for at løfte armene ud foran sig og lagde hende falde blødt ned i sine arme, da han aktiverede tyngden omkring hendes krop og gjorde hende let, som en fjer. På den måde dalede hun stille ned i hans arm, imens at de fløj tilbage imod jorden. Med fodfæste igen, sendte han hende endnu et smil. ”Det var du længe om” lo han, som havde det hele bare været en leg, men det var længe siden, at han havde moret sig sådan.

Som tankerne om, at hun skulle dø kørte rundt i hendes hoved, holdte hun fortsat rundt om sig selv. Håbet om at kunne varme sig selv en lille smule, var efterhånden begyndt at føltes håbløst. Luften var utrolig kold, og hun lukkede øjnene et kort øjeblik. Men der gik ikke lang tid, før hun åbnede de brune øjne igen. Det første der mødtes hendes blik var Philo, som hun kort kunne få øje på igennem det flagrende brune hår. Han så anderledes ud, det var slet ikke det udseende hun kunne huske, fra sidste gang hun så ham. Øjnene var hun slet ikke i tvivl om, det var Philo, men der var pludselig så mange spørgsmål der dukkede op i hendes hoved. Som hun endte i hans arme blødt, lagde hun igen begge hænder rundt om hans nakke. Men der gik ikke særlig lang tid, før hun fjernede den højre hånd og lod den finde vej hen til hans ansigt.

"Du ser anderledes ud Philo...Er det virkelig dig"lød det undrende med et løftet øjenbryn som hun nær studerede hans ansigt, imens hun lagde hovedet lidt på skrå. Hånden lod hun røre lidt ved hans kind, bare for at blive helt sikker på, at det virkelig var ham. Men som hendes øjne mødte hans, var hun ikke i tvivl, det havde hun aldrig været når det handlede om hans øjne. Men kroppen var anderledes, og før hun nåede at spørge ham om det første spørgsmål, kunne hun mærke fodfæstet igen. Hånden tog hun til sig, og drejede blikket væk fra ham, som hun kiggede lidt rundt efter hendes bue. Efter lidt tid opgav hun, og kiggede tilbage på Philo. Et lille smil spredte sig på hendes ansigt, og hun puffede lidt til ham"Har du kastet min bue væk, eller gemt den måske"drillede hun som hun ikke kunne lade være med at stirre mistænkeligt på ham, og hun lod smilet vokse lidt.

Hendes blik gled ned over hende selv, som hun betragtede den utilpassende påklædning en smule. Den passede slet ikke til de kolde omgivelser, alt det sne dækkede næsten også hendes fødder. Leah der selvfølgelig var iført nogle sandaler, frøs kun endnu mere, af at stå i sneen. Så kiggede hun lidt rundt, bare for at betragte de nye omgivelser, for hun havde aldrig været her før. Hun gik lidt forbi ham, som hun fortsat holdte rundt om sig selv, men stoppede pludselig op for at dreje hovedet til den ene side, så hun kiggede hen over skulderen på ham. Blinkede lidt til ham"Bedre sent end aldrig, er det ikke det man siger"grinede hun, som hun rakte tunge af ham blot for at drille lidt. Hendes krop drejede hun lidt mere, så hun stod med fronten til ham. Hun lagde hovedet på skrå, og undrede sig fortsat over at hun stod foran ham. Den Philo hun kendte, med en anden krop. Hvad var der lige sket, hun havde alt for mange spørgsmål i hovedet.

Der var meget at forklare, hvis Philotanus overhovedet ønskede at forklare det for hende. Hun vidste jo slet ikke hvad han gik og lavede og den risiko der var med hans arbejde, så måske det ville være spild af tid at forklare hende situationen. Noget han for alt i verden gerne ville undgå måtte være ikke at omtale englen, der havde dræbt hans sidste krop. Kroppen, der holdt ham forbundet med Orcus og nu var forsvundet imellem hans fingre. Bare mindet kunne bringe et vredt glimt tilbage i hans øjne, som han dog i stedet fokuserede på at lade hende dale ned i hans arm, som de landede på jorden og han sendte hende et ganske roligt smil. Philotanus havde ikke problemer med at møde hendes blik, når det nu endelig var gået op for ham, at det var ham, så var der ingen grund til at holde fat i den kolde ligeglade attitude, hun vidste jo bedre.

Han nikkede roligt til hendes spørgsmål, som han ikke følte at det var nødvendigt at besvare det. Han havde jo allerede tilkendegivet sig selv og derfor ville det være tåbeligt at forklare sig igen. Men han lod hende nu alligevel studere hans ansigt, imens at han betragtede hendes påklædning i det noget så kolde vejr. Havde hun aldrig nogensinde været så langt nordpå før? Han så lettere uskyldigt på hende, som hun forsøgte at give ham skylden for at hendes bue var forsvundet. ”Vi har ikke set hinanden længe og nu giver du mig skylden for at du har mistet din bue?” lo han ganske roligt, som han selvfølgelig ikke bebrejdede hende, men mente at hun nok havde tabt den i kampens hede.

Roligt gik han igennem sneen, sporene han efterlod var en smule dybere end normalt, men det skyldtes blot at han nu også bar på hende og hun lod ikke til at have travlt med at komme ned, så han valgte faktisk at holde hende i sin favn. ”Men du kunne i det mindste have taget varmere tøj på, ellers er jeg jo nød til at varme dig” lød det en smule opgivende, selvom der spillede et legende smil på hans læber. Han havde bestemt ikke noget imod at opvarme hendes krop, hvis hun ville lade ham. Det ville blot kræve at de fandt et lunt sted, så hun kunne smide resten af de små stykker tøj.

Kulden påvirkede hendes spinkle og ellers varme krop fortsat, men dog var det som om at Philotanus´s kropsvarme hjalp lidt, så hun ikke følte at hun rystede nær så meget som, hvis hun ikke var i nærheden af ham - samt så tæt på ham. Et kort øjeblik kiggede hun lidt mere på hans ansigt, bare for at kunne beskæftige sig selv, at det virkelig var ham. Selvom svaret var fundet i det samme øjeblik at hun havde set hans øjne, men det var mystisk for hende. Alle de spørgsmål der dukkede op ved at hendes brune øjne mødte hans orange øjne. Ville hun overhovedet få svar på alle de spørgsmål, som der var kommet frem i hendes hoved. Det var ikke noget hun vidste lige nu, og som hun hørte hans latter, grinede hun lidt. Selvom hun med vilje prøvede at se lidt fornærmet ud.

"Der er gået alt for lang tid siden vi sidst så hinanden, på kroværelse"sagde hun som hun kiggede væk fra ham, og bare betragtede omgivelserne. Omgivelserne hun slet ikke var vant til, aldrig havde hun været så meget nord på, måske en enkelt gang og det var ca det. Men det kolde sted var ganske flot i hendes øjne, og hendes krop rystede ikke så meget mere, hvilket kun var takket været Philotanus. Som hun et kort øjeblik holdte rundt om sig selv, for at varme sig en smule med armene, lod hun sine brune øjne hvile sig på hans ansigt. Som han var begyndt at gå, lagde hun hendes hoved ind til hans bryst og et kort øjeblik lukkede øjnene"Hvis ikke det var fordi du er så varm, havde jeg nok blevet til en isblok for længst"sagde hun med et stort smil, før hun grinede lidt. Tankerne om hendes bue, gik pludselig op for hende som hun efter nogle minutter åbnede øjnene, og kiggede ned på hendes taske hun havde med. Pile var der fortsat deri, men mon ikke buen var til at finde igen. 

Ellers måtte hun vel lede efter den, men nu virkede det ikke til at hun havde en grund til at angribe ham, eller skade ham. Selvom udseendet ikke var den Philo hun var vant til at se, hvilket kun gav hende flere ting at undre sig over. Hans ord fik hende til at trække sig lidt ud fra hans bryst, og hun løftede blikket op så hun kiggede på ham. Løftede en hånd op til hendes ansigt, for at klø sig skyldigt på den højre kind"Eftersom jeg ikke bliver klogere på det punkt, vil jeg da ikke sige nej til at blive varmet af dig"svarede hun som hun sendte ham et smil imens hun blinkede til ham. Men kort tid efter de sagte ord, gik det op for hende, at det måske var alt for hurtigt sagt, og hun lod blikket glide lidt ned over hans ansigt"Jeg mener..."stoppede hun sig selv, uden at vide, hvad og hvordan hun lige skulle formulere sig bedre, så det ikke bare lød til at hun var kommet her for at mærke ham igen. Ikke at hun ville have noget imod at mærke hendes nøgne hud imod hans, men måske hun burde vente bare lidt med alle de tanker. 

Leah var slet ikke så lidt fræk, når hun forsøgte at beskylde ham for at hun havde mistet sin egen bue. Han havde desværre fokuseret mere på at redde hende fra at falde i døden end at bekymre sig om, hvor hendes bue landede, da hun først havde tabt den. Tanken morede ham dog, særligt da hun virkede til at være en smule fornærmet over hans pludselige latter, men det var altså lige hvad han havde brug for på nuværende tidspunkt. Han havde brug for at tænke på andet end det han havde mistet, så det var godt, at hun kunne holde ham beskæftiget med sin klodsede adfærd. Måske Leah havde kunnet fornemme på hans humør, at han havde brug for at tænke på noget andet og derfor opførte sig på denne måde med vilje?

Philotanus nikkede ganske let til hendes ord, ja der var gået meget lang tid, der var sikkert sket endnu mere, men han havde ingen intentioner om at dele det med hende. Medmindre hun selvfølgelig endte med at spørge ham direkte, så ville det måske være umuligt at ignorere frustrationen over hvad der var sket. Han havde endnu ikke haft modet til at finde Orcusellus endnu, så at hun dukkede op her, bragte ham i en fuldkommen uvant situationen, når han ellers bare gik rundt og var gnaven. Som hun lagde hovedet imod hans bryst, hvilede han blot hagen imod toppen af hendes hoved, imens at han ledte dem imod det sted han havde ’kaldt’ hjem i nogle uger nu, så kunne hun i hvert fald få varmen igen. ”Nu skal du lige få varmen igen, før du begiver dig ud på udflugt i norden” mindede han hende om, som han godt kunne fornemme på hendes uro, at hun nok var klar til at springe ned i sneen igen.

Uanset om Leah ville indrømme det eller ej, så var hun altså en spøjs elver, sjældent havde han set andre elver nyde hans selskab på den måde, som hun gjorde. Hun lod til at være godt tilpas i hans nærvær og havde tydeligvis heller ikke travlt med at forlade den, som hun straks tog imod det indirekte tilbud han havde givet hende. ”Du spilder tydeligvis ikke tiden” lo han lettere overrasket, men samtidig ikke forbavset over at hun talte så direkte til ham. Hun lagde næsten aldrig fingrene imellem sine tanker og sine ord. ”Jeg var dog ikke klar over, at du savnede mig så meget” hviskede han lavmælt, før at han kyssede hende på kinden og trådte op på det første trin imod døren til den lille træhytte. Der var gang i pejsen indenfor, så man kunne fornemme røgen fra skorstenen, derfor skulle der også være lunt nok til at hun ville kunne holde varmen.

Måske hvis hun havde kigget godt efter, ville hun kunne lægge mærke til at Philo var gnaven, og Leah var da fristet til at prikke til netop dét. Men handlingen blev slet ikke udført, som hun kunne høre hans latter hvilket fik et stort smil til at sprede sig på det ellers fredfyldte ansigt. Alligevel var hun stadigvæk fristet til at prikke til den gnaven dæmon, som var fanget i engle kroppen, men hun lod være. I stedenfor ramte varmen fra pejsen inde i træhytten hende hurtigt, hvilket også fik hende til at lukke øjnene et kort øjeblik. Nød varmen lidt mere, som hun nærmest følte den frosne spinkle krop var tøet op en smule.

"Men udflugt, og en rundvisning er hvist nødvendigt du"drillede hun som hun løftede en finger op imod hans ansigt, hvorefter hun prikkede ham på næsetippen. Der gik ikke lang tid efter, før hun begyndte at grine, før hun drejede hovedet lidt væk fra ham. Lod de brune øjne betragte de hyggelige og nye omgivelser, selvom de kolde omgivelser udenfor også var ganske nye for hende. Smilet sad fortsat på hendes ansigt, som træhyttens omgivelser blev mødt af et interessant blik. Som der gik nogle minutter, vendte hun hovedet hen imod Philo igen. Læberne adskilte hun for at skulle til at sige noget, men ingen ord kom ud ad hendes mund, før hun kunne mærke kysset imod hendes kind. 

Begge kinder begyndte at blive røde, om det var pågrund af følelsen af hans læber imod hendes hud, eller om det var varmen, var hun pludselig usikker på. Hun vippede så lidt med begge ben imens hun fortsat var i hans favn, og lod de brune øjne fange hans orange øjne, hvis han tillod det"Det har jeg, men du har måske også savnet mig så meget, at du ikke kan sætte mig ned"grinede hun lidt, mest for at drille ham en smule. Leah kunne slet ikke lade være, det havde været alt for lang tid siden at hun havde set ham. Ikke at hun havde noget imod at være i hans favn, men hun var lidt fanget til at kunne gøre noget. Dog ville hun ikke afbryde hans planer, og tanker hvis han fortsat ville holde hende i favnen. Varmen var efterhånden godt igang med at varme hendes krop igen, men det hjalp også meget at Philo var varm, som han altid havde været. Selvom hun tænkte lidt over den krop han havde nu, var det en ligeså varm krop som hans egen. Et undrende udtryk lagde sig over hendes ansigt, som hun stadigvæk holdte øjenkontakt med ham. 

Det var mere end bare sandsynligt at Leah nok ville ende ude i sneen igen, når hun skulle finde sin bue, men så kunne hun da i det mindste blive varmet lidt op først. Og måske låne noget ekstra tøj, så Philotanus ikke endte med at skulle tage hånd om en syg elver. Det var bare ikke særlig fedt, når andre var syg og krævede at de øvrige i selskabet tog hånd om den syge. Han havde behandlet Orcus tidligere, men det var en anden sag end en elver, der egentlig ikke burde være i stand til at bevæge sig så langt på nord, før at kulden burde have stoppet hende. Men at træde indenfor fik også hans krop til at slappe mere af, som han dog valgte at slippe hende og sætte hende roligt ned på det hårde trægulv. Det gav sig en smule ved hvert bræt, men var jævnt og stabilt at gå på ellers.

En rundvisning? Philotanus sukkede en smule af hendes ord, som han egentlig ikke havde regnet med at skulle spilde tiden på at vise hende rundt. Han var jo ikke født eller på nogen måde knyttet til denne lille landsby. Det var blot her hans hærgen havde gjort holdt, fordi en anden havde fået ham til at indse, at det måske ikke var det værd. ”Fint” svarede han lettere henkastet, som han havde en ide om at hun ikke ville lade ham slippe, før han netop havde opfyldt de krav. Han rykkede let på næsen af hendes dril, før at han bed ud efter hendes finger, uden rigtig at ramme, men blot for at give hende en legende advarsel. Måske kysset kunne få hende til at holde mund og bare synke ned i sofaen foran pejsen, så også han kunne slappe lidt af, efter at have båret hendes spinkle skikkelse hele vejen.

Philotanus havde godt hørt hendes dril, hvilket var årsagen til at han havde sat hende ned, da de var kommet indenfor. Hun skulle da nødigt få nogle gode ideer med de to, bare fordi han var så høflig at bære hende hele vejen. Hvis hun var gået igennem sneen, så var kroppen nok blevet langt mere kold end den var lige nu, fordi hun havde haft chancen for at blive varm af hans kropsvarme. ”Vær du bare glad for, at du måtte være i min favn” lo han drillende og blinkede til hende, før at han gik forbi hende og sank ned i sofaen. Endelig kunne kroppen slappe af.

Sommetider var hun virkelig en dumdristig skovelver, en skovelver der var så sikker og stædig på ting - og steder. Det var næsten ligegyldigt om der var koldt, eller varmt, og godt nok havde hun været oppe i nogle høje bjerge nordpå. Men det havde også været en kold tur, som igen havde ledt til at hun som altid ikke havde haft fornuftig påklædning på. Men dette nye sted, hvor hun var kommet til kun for at skulle jage havde været endnu en mindre klog beslutning. Det var kun fordi hendes påklædning igen overhovedet ikke passede til omgivelserne udenfor, og generelt stedet. Som varmen var godt igang med at varme hende, som hun havde fået sat sig ned i sofaen løftede hun begge hænder frem foran sig. 

Selvom hun sad lidt væk fra pejsen ved siden af Philo, så kunne hun svagt godt mærke varmen trængte ind i hendes krop. Den forfrosne spinkle krop var bare aldrig vant til kulde, men det var klart når hun kom fra Elverly, og ikke var et væsen der var vant til kulde. Det store smil som var placeret på hendes ansigt, kunne næsten ikke blive større som hun hørte hans ord om at det var fint med at hun ville få en rundvisning. Selvom hun havde glemt at han faktisk ikke boede her, så tænkte hun at han godt havde en god fornemmelse af stedet"Jeg kom enlig hertil for at jage, og jeg troede jeg skulle jage dig før det gik op for mig, at det var dig... Det lyder underligt måske"sagde hun som hun rømmede sig en smule, imens de brune øjne gled lidt ned over hans ansigt.

Efter få minutter drejede hun hovedet hen imod pejsen, og havde fortsat hænderne foran sig, for at varme dem lidt. Som hendes øjne betragtede ilden i pejsen lidt, lyttede hun til hans ord og det fik hende til at grine lidt. Intet ondt overhovedet, det blev til et varmt grin med en blid stemme"Jeg er skam meget beæret over, at jeg måtte være i din favn"drillede hun imens hun kort skulede hen til ham, og rakte tunge af ham mest fordi hun slet ikke kunne lade være. 

Varmen fra stuen var ikke til at tage fejl af, som de begge blev ramt af en behagelige mur det sekund de trådte ind i hytten. Stedet havde fungeret som hans hjem for nogle uger nu. Philotanus var ikke sikker på, at han havde de store planer om at vende tilbage til kløften, ikke før at han havde fået fuld kontrol over sit temperament. Han var en smule bekymret for at han kunne finde på at angribe en tilfældig engel på sin vej, hvis han havde det mindste mistanke om, at det kunne være den engel, der delte hovedet fra kroppen ved kløften. Det var sjældent at han gjorde sig meget i fortiden, men dette havde virkelig skabt røre i hans krop.

Philotanus lænede sig helt tilbage i sofaen og smed uden problemer benene op på bordet foran sofaen. Vingerne var en smule større og mere puffede end hvad han var van til, så de kunne godt stadig volde ham problemer, som han måtte løfte skulderne for at få lagt vingerne ordentligt over sofaens ryglæn. Forbistrede englevinger.. Hendes ord drog hans blik til hende, som hun forklarede sig. Havde hun haft i tankerne at jage ham for en dusør eller lignende? Philotanus brød ud i en oprigtig latter, som han lagde en hånd imod hendes lår. ”Du forventede virkelig, at du kunne jage mig?” lo han lettere overrasket, som han bestemt ikke lagde skjul på morskaben i sin stemme. Leah kunne da umuligt gøre sig nogle forhåbninger om at fange ham.

Stille løftede han sin hånd for at lægge den over hendes, så hun kunne blive varmet op af hans kropsvarme også. Leah var en spøjs skovelver, men han havde lidt på fornemmelsen af, at hun faktisk godt vidste det. Hun lagde i hvert fald ikke noget imellem tingene. Det var forfriskende at møde en elver, der ikke var så ’stiv’ i betrækket og hun havde bestemt heller ikke haft problemer med at lege med en dæmon tidligere, hvor mange andre af hendes art havde en del fordomme. ”Du må da gerne komme ind i min favn igen” tilbød han, som han spredte armene kort efter at han havde klappet sig selv på låret.

I det samme øjeblik Philo brød ud i latter kunne Leah ikke undgå, at undrende løfte et øjenbryn. Uden nogen anelse om, hvad der var så morsomt havde hun blot hendes blik hvilende på hans ansigt. Men da hun hørte hans ord kunne hun ikke undgå at grine, imens hun skiftede siddestilling. Bare for at ville sidde lidt anderledes, men det var som om jo tættere hun faktisk sad på Philo, jo varmede blev hun. Så efter at have placeret sig tæt op ad ham, kunne hun godt mærke hans hånd ovenpå hendes lår. Det gjorde hende ingenting, og hun vendte blikket hen på hans vinger bagved ham. De så meget anderledes ud end hans sædvanlige vinger"Det kommer til at lyde underligt, men de englevinger er ikke ligeså flotte som dine sædvanlige vinger"fløj det ud som Leah var igang med at betragte vingerne. Den højre arm løftede hun op foran sig, imens hun lænede sig en smule frem imod vingerne. Nærmede sig den vinge der var tættest på hende. Det var underligt hvordan en skovelver som hende, overhovedet kunne finde vinger så interessante, hun kunne hun huske første gang hun mødte Philo. De vinger dengang var anderledes, men utrolig flotte i hendes øjne. 

Hendes hånd rørte ved englevingen lidt, og langsomt lod hun fingrene stryge hen over, bare for at mærke den. Om hun overhovedet havde tilladelse til at gøre det ved ham, havde hun ikke tænkt på for Leah havde bare valgt at gøre det. Den var blød, og det føltes ligeså rart at røre ved, som de sædvanlige vinger hun havde rørt ved. "Jeg havde vel et håb om at det ville lykkes, men i det samme øjeblik jeg så dine orange øjne..."stoppede hun, for at sende ham et stort smil og hun lod sine øjne møde hans i et kort øjeblik. Hånden havde forladt hans vinge, og hun kunne mærke den frie hånd blev mødt af varmen fra hans hånd, som han havde lagt over hendes hånd. De brune øjne gled langsomt ned over hans ansigt, videre ned over hans overkrop og endte til sidst med at hvile sig på hendes hånd der blev varmet under hans"I det samme øjeblik, jeg så dine orange øjne vidste jeg godt, at jeg ikke havde en chance for at fange dig"fortsatte hun med en venlig stemme. Selvom hun vidst havde fanget ham før, men det var hvist kun fordi han tillod det. Tanken om det fik hende til at smile endnu mere, og hun kunne mærke hvordan varmen begyndte at stige til hendes ansigt, så kinderne fik en svag rødlig farve. 

Et øjeblik rystede hun på hovedet, for at slippe af med de røde kinder. Men det virkede sikkert ikke, selvom hendes krop var blevet varmere, så var det som om hun stadigvæk frøs. Det var helt sikkert hendes egen skyld, for valg af påklædning havde ikke været særlig god. Som hendes øjne hvilede sig på deres hænder, løftede hun hovedet op, og kiggede hen på ham i det samme øjeblik som hun hørte hans ord. Uden at tøve, rykkede hun sig tættere på ham, så tæt at hun nærmest puttede sig ind i hans favn"Tid til at spørge, hvad der er sket siden du har fået et nyt look"lød det en smule tænkende dog med en blid stemme, som Leah prikkede ham på brystet. Alligevel lod hun sine øjne glide ind i hans, bare for at holde øjenkontakten. Hun havde heller ikke noget imod at sidde tæt, og være tæt på ham men det vidste han sikkert godt.

Var der behov for at han forklarede sin latter, eller ville Leah lade det ligge? Hun lod i hvert fald til at være travlt optaget af at flytte rundt på sig, så hun endte med at sidde tæt ved siden af ham. Philotanus gjorde ikke andet end at sende hende et opmuntrende smil, som hånden lagde sig imod hendes lår uden at antyde mere end blot en let berøring. Han løftede dog brynene, som hun kommenterede hans vinger. Et suk undslap hans læber, hvorpå han rettede ryggen en smule og løftede vingerne. Ja, de var uden tvivl anderledes. Normalt ville hans egne vinger bryde igennem ryggen, men denne skikkelse havde vinger og derved var det overflødigt at bruge kræfter på det. ”Jeg er også mere til mine egne” svarede han med et nik, før at han lænede sig tilbage imod sofaen og løftede den ene arm op forbi hendes nakke, så hånden lagde sig imod hendes skulder. Nu kunne hun ikke rigtig undslippe hans greb.

Berøringen var ganske let, som Leah tydeligvis ikke havde mistet sin interesse for vinger. Han lod hende dog berøre dem, imens at han holdt øje med hendes ansigtsform og blikket i hendes øjne. Vinger af fejl var generelt dejlig bløde. Vinger af hud til gengæld ville være noget helt andet. ”Du vidste, at mine øjne betød ballade?” spurgte han mere dybdegående, selvom det egentlig blot var en spøg og ikke skulle tages seriøst, han vidste udmærket at der måtte have været noget andet, som havde forhindret hendes angreb og ikke bare simpel ballade. Et smil brød atter frem, som hun forklarede sig yderligere. Hun var overbevist om at hun ikke kunne fange ham, fra det sekund hun havde set hans blik? Mon han havde gjort et så stærkt indtryk på hende tidligere. Det var vel ikke et dårligt førstehåndsindtryk. ”Godt” svarede han, før at han flyttede let på sig og gav hendes hånd et klem, nu den alligevel havde fundet vej til hans, så kunne de ligeså holde lidt i hånden. Ikke at han lagde meget i det, det var bare for kontaktens skyld. Måske det ville forårsage yderligere kulør i hendes allerede blussede kinder?

Leah frøs tydeligvis stadig, som Philotanus løftede sine vinger fra ryglænet og lagde dem omkring hende og sig selv. Men spørgsmålet fik ham lidt ud af situationen, som hans blik blev mere anstrengt og en smule utilpas. Han ville helst ikke tale om det, men var også overbevist om at Leah ikke bare sådan lige ville lade det ligge. ”Et uheldigt sammenstød med en engel, forårsagede min krops død, så jeg måtte finde en ny” forklarede han lettere kort og med sammenbidte tænder. Emnet skulle gerne undgås for at bibeholde den gode stemning, de lige havde haft.

Det var så morsomt, og underligt at en skovelver som hende havde så stor interesse for vinger. Om andre elvere også havde det, vidste hun ikke. Som hun fortsat rørte ved vingerne, lukkede hun kort øjnene bare for at nyde det lidt mere. De var så bløde, og dejlige at røre ved selvom Philo sikkert hadede de vinger, så var de flotte. Hun stod dog stadigvæk fast på at hun bedre kunne lide hans andre vinger. Efter nogle få minutter åbnede hun de brune øjne, og kiggede på ham imens hun lod hånden glide ned, fra hans vinge til sofaen. Et smil spredte sig som hun tillod sig at puffe til ham med skulderen, ikke at det var et hårdt puf, det var mest bare for at drille lidt. 

"Ikke da jeg mødte dig første gang, jeg fandt jeg bare dine øjne flotte og spændende"svarede hun som hun blinkede til ham. Da hun kunne mærke det klem han gav hendes hånd, holdte hun blikket på ham. Hovedet lagde hun på skrå, og kunne tydeligt mærke hvordan varmen fra både pejsen, og Philo's hånd havde fået hendes ellers kolde krop til, at blive varm igen. Det var rart, fordi hun havde fråset utrolig meget, men før hun overhovedet fik takket ham for det, kunne hun mærke de bløde vinger var blevet lagt omkring hende. Det var en rar følelse, og de var med til at varme hende, og selvom hun måtte få varmen så kunne hun ikke få sig selv til at rejse sig. Der var og havde altid været en tryghed ved at sidde tæt ved Philo, og generelt være tæt på ham. 

Hendes blik gled ned over hans ansigt, og landte til sidst på hendes hånd i hans. Det fik smilet til at vokse lidt, selvom hun slet ikke vidste om det betød noget at de holdte i hånd i øjeblikket. Men da hun hørte hans stemme, og det sammenbidt svar løftede hun begge øjenbryn iog kiggede undrende og nærmest overrasket op på ham. Hvad skulle hun svare, for hun havde ikke lige regnet med at høre det. Uden at tænke nærmere over handlinger, valgte hun bare hurtigt at skubbe ham, så han forhåbenlig ville komme ned at ligge i sofaen"Hvad!"råbte hun bare overrasket, som hun havde været hurtig til at sætte sig ovenpå ham, og lod de brune øjne glide ned over ham. Det var slet ikke noget hun havde regnet med at skulle høre, men det havde også virket til at han heller ikke ville snakke om det, eller nævnte det"Din krop kan umuligt være død foraltid..."lød det tænkende fra Leah som hun satte sig med ret ryg, og lagde en finger under hendes underlæbe, for at fremvise et tænkende udtryk. Den frie hånd lå ovenpå Philo's bryst som hun enlig havde overfaldt ham lige ud ad den blå luft.