Turen havde ikke været lang fra Dianthos. Et par timer til hesteryg, for det var trods alt meningen at det blot skulle være en endags tur, mere kunne Aldamar nok ikke hive ud af sit skema, men Fabian havde opfyldt sin del. Han havde fundet et sted med et slags bal. Langt mindre fint end hvad Aldamar var vant til, men nok meget af det han gerne ville prøve at opleve, uden at det var for fint. Formegentlig betød det også at de begge to kunne møde op som de var, og det værste de ville få, var at være to fyre sammen, alt efter hvor småsindet folkene i denne her by.

De var inden på Turmelinsk territorium, hvis det absolut betød noget som helst for Aldamar, for Fabian kunne det gå ud på lidt af det samme.
Tilgengæld havde Fabian faktisk fået fat i noget tøj der bare var en anelse pænere end det han normalvis gik i. På ingen måde til fyrstestandarder, men det var praktisk, nyt og lidt mere poleret end hvad man ellers så ham i.

De var lige ankommet til byen Lillekilde, og havde opstaldet hestene det nærmeste sted de kunne komme til. Byen var allerede fuld af liv. Selvom det var mere en lokal festival, var det tydeligt at der var kommet folk også lidt langt fra for festlighederne. Boderne var sat op langs den store hovedgade, og en af de store marker lige ved siden af byen, havde fået opsat et telt, borde, stole, og et hav af festivallege. Der var både for de små, men også i den grad for de store. Selve ballet, og de store festligheder, ville dog formegentlig først stå senere, selvom man allerede kunne ane musikken, eller om ikke andet nogle der stod og skrålede ude ved marken.

Fabian svang en arm om den mindre mand ved hans side, som formegentlig også var klædt på lejligheden. ”Så er du parat på at opleve livet som en del af pøblen?” spurgte han drillende. Forhåbentlig var Aldamar også op for festlighederne, til trods for turen hertil, ellers måtte de vel bare finde nogen der skænkede op af øl, og hælde lidt på Aldamar. Alt for meget skulle der vel egentlig ikke til. Også selvom Aldamar så nok ikke ville være den sjoveste at være sammen med næste dag. 

Det var egentlig ikke sådan, at Aldamar havde forventet at det ville blive til noget. Joeh, ting var blevet sagt og halve løfter givet, men i de ting kunne der sagtens ligge et par forhindringer. Hvor den her form for fest skulle foregå, hvorvidt Fabian selv ville have tid, om det ville passe ind i hans skema, og om han kunne komme med en god nok grund til at komme afsted. Når det så skete, at de første... 3 ting faktisk lykkedes, jah så var det med en noget vag forklaring af Aldamar havde sadlet op til at tage afsted, og havde lovet at være tilbage inden alt for længe. 
Han havde - hvilket han nok ikke ville indrømme overfor Fabian - endda taget hans undskyldning til sig, og forklaret at han skulle på tur med en ven. Og som den blonde mand selv havde fortalt, så var det næppe nogen løgn i kraft af at Fabian faktisk var en ven, og de faktisk tog afsted for at komme en anelse væk fra byen. 

Et par timer senere på hesteryg, og de to bevægede sig ind i en by som Aldamar nok aldrig ville have sat sin fod i, hvis ikke det havde været efter udpegning fra Fabian. Klædt i ret så simple klæder faldt fyrstesønnen godt til imellem folk og fæ, og havde sågar taget familieringen af fingeren, for så vidt som muligt ikke at trække flere øjne end hvad der kunne forekomme, naturligt. Helt væk var den dog ikke, idet at den hvilede tungt imod hans kraveben, gemt under skjorten, bundet op i en halskæde. 
Vesten var fjernet til fordel for en løsthængende sommerjakke, skjorten en typisk beige og bukserne sorte. Alt imens de gik frem, gled de mørkeblå øjne nysgerrigt rundt på den brogede skare af mennesker og de små boder der var sat op, hen af den vej de gik. 

Blikket gled dog op da han fik svinget end arm om livet, og med et lille grin rystede han en anelse på hovedet. "Mmmh, så klar som man kan blive" smilede han, og svang sin anden arm omkring den højere mand. "Har du været her før?" fulgte han op med, da han... godt nok aldrig havde hørt om byen. 
Hvilket dog ikke var så overraskende, hvorfor skulle han også have hørt om den?

Et par allerede godt fulde mænd, væltede forbi de to af dem, men ingen så ud til rigtig at ænse de to mænd, der gik side om side. Der var ingen grund til at de stod ud, andet end at de var to ganske kønne mænd, og før eller siden ville der nok komme nogen over for at gøre tilnærmelser mod dem, når folk måske var lidt mere fulde, eller at de var blevet forfulgt af folk i lang tid nok. Fabian vidste i hvert fald godt, at de nok ikke ville få lov til at være for dem selv hele tiden, og det var næppe fordi Aldamar kunne blive genkendt, for han lignede dårligt sig selv, når man også tog rideturen oven i hans noget beskedent udseende.

”Jeg har været her en gang eller to. De er ikke kendt for meget på disse kanter, men man kan ikke brokke sig over festen de holder,” indrømmede Fabian. Det var en lille flække, og det her var det eneste tidspunkt på året, hvor de havde mulighed for at drage folk til. Den var dog lidt for folkelig, til at man så nogle af de pæne folk her, og dem man så... de prøvede bare at lade som om at de var pæne.

Grundet de mange mennesker der var omkring dem, holdt Fabian dog også rimelig godt fast på Aldamar, så fyrstesønnen ikke lige umiddelbart forsvandt fra ham, som de gik ind og ud mellem mennesker og larmen. ”Hvad vil du starte med? Noget at spise, drikke... vi kan deltage i en af legene,” hans blik spejdede ud for at se hvor langt der ville være hen til det, hvis Aldamar foretræk det sidste. Duften af alskens goder var dog allerede begyndt at sprede sig i luften, som de gik forbi nogle mad boder. 

Aldamar - der sjældent var van til en så løssluppen attitude, og så allerede nu på det her tidspunkt, fulgte med store øjne nogle af dem der allerede var ret så godt kørende. Ligeså gled hans blik nysgerrigt over diverse andre mennesker - de få der ikke lignede hverken bønder eller sølgere, og han gik ud fra at de (ligesom ham selv) var kommet til udkantsbyen da de havde hørt om festlighederne. En lille del af ham ville nok også blive ved med ubevidst at lede efter ansigter han kunne genkende, og gruede en anelse for hvis det kom til at ske. Men det virkede ikke umiddelbart sådan. Faktisk, slet ikke. 
Hvorvidt de så ikke ville få lov til at blive for sig selv... se de tanker havde Aldamar slet ikke, der nok ikke var ligeså vant til direkte henvendelser, fra komplet fremmede. 

Blikket gled tilbage til Fabian, og han nikkede en anelse imens at han lyttede. Hvad han ville starte med? Der var så mange forskellige ting, at han både kunne mærke trangen til noget koldt at drikke, såvel som nysgerrigheden bagved hvilke lege han snakkede om. Og så var er selvfølgelig stadigvæk den velduftende aroma omkring dem; blikket spejdede imellem nogle af boderne til hvor den kom fra. 
"Noget at drikke lyder fristende" smilede han, og kommenterede ikke på det faste tag omkring taljen på ham. "Mad kan vi altid finde senere... og legene? De forsætter vel hele dagen?" et leende glimt i øjnene, og selvom han ikke nødvendigvis vidste lige præcis hvilken kategori legene helt herude faldt ind under, kunne han se at det så... spændende ud. I hvert fald de få glimt han fik imellem de mange mennesker. 

Der var ingen hast på noget af det de skulle opleve, og det var blot et spørgsmål om at starte et sted, og så bare nyde dagen så godt de kunne. Heldigvis så vejret til at holde resten af dagen, uden at den bagte så ulidelig meget, at man ikke kunne være der. Festivaller når solen bagte på en, havde aldrig været noget Fabian brød sig meget om, for han havde ikke været god til at holde sig hydreret da han havde været yngre, og tog til dem nede i Medanien med familien.

”Det meste forsætter hele dagen, så vi kan godt nå at nyde det,” sagde han grinende. Nogle af tingene ville nok lukke ned hen mod aftenen, men det var så også der, hvor der ville komme i gang i selve festen, hvilket også var noget for sig selv. Tænk aldrig at have været til sådan noget. Det kunne godt være at Fabian ikke ofte var til dem mere, men de havde været en vigtig del af hans barndom.

Hans øjne spejdede lidt henover de folk han kunne. Han havde trods alt et lidt bedre overblik end Aldamar havde, inden han begyndte at gå lidt mere målrettet mod en bod der var lidt længere væk. ”Det er også efterhånden lang tid siden, jeg sidst har været til en rigtig landsbyfest, men jeg tror ikke de har ændret sig meget de sidste mange år,” indrømmede han lidt tilfældigt. Det virkede næsten som om at Fabian kunne stoppe med sine flabede og seksuelle kommentarer, så lang tid han faktisk havde noget at koncentrere sig om, og måske havde han også lidt glædet sig til det. Om det var for festens skyld, eller selskabet med Aldamar, det var ikke noget han havde lyst til at dvæle i. 

Igennem menneskeflokken gik de, og selvom Aldamar ikke nødvendigvis kunne se meget imellem menneskerne foran ham, virkede det som en rute der var planlagt, den vej de gik nu. Mere end en gang måtte han lige trække armen en anelse til sig, fordi desto nærmere de kom på - hvad han i hvert fald gættede sig frem til - var en øl og mjød bod, jah desto tættere blev menneskemængden. 
Selvom han ikke som sådan brød sig om det normalt, så tog han det velsagtens som en del af festens charme, og var indstillet på at det var 'bare sådan det var'. Dog med sin frie hånd på pungen ved hans side; ingen grund til at miste sine krystaller på grund af en lidt for naiv tilgang til at tyveri ikke fandt sted herude. 

Det meste forsætter hele dagen... Aldamar's smil blev en anelse bredere, og en noget tilfreds lyd gled over læberne. "Lang tid siden?" kom det nysgerrigt fra ham, og Aldamar's smil blev en anelse bredere. "Sikke du kommer tilbage til dine unge dage, hva?" forsatte han mere drillende, og stoppede op da de pludselig befandt sig foran den disk de havde ledt efter. Ah, noget koldt at drikke. 

Her var han dog ikke sen, til med et blink af øjet selv at fiske nogle krystaller frem, som han smed på den allerede nu fugtige disk. Sidst havde den blonde mand trods alt givet ud - hvilket Aldamar ikke havde glemt - og mon ikke det alligevel gik til nogle der havde brug for det. 
Han vidste ikke hvor meget sådan nogle folk som de her mennesker tjente på en almindelig dag, men en adelig der i det skjulte havde sparet lidt op til sådanne begivenheder, kunne sagtens være gavmild for en dag. Det overraskede ham faktisk at prisen var billegere end først antaget. Landlig charme? 

Desværre, eller heldigvis, var menneskemængden en del af charmen, og man lærte at omgå sig i den. Fabian bar også tydelig præg af at være vant til at styre både ham selv og en anden igennem en tæt menneskemængde, selvom han ikke ville kunne love Aldamar, at han ville undgå at få øl spildt udover sig på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen. Fylde folk og mange af dem, ja, det var næppe en god kombination hvis man ville holde sig tør.

”I den grad,” sagde han leende. ”Jeg plejede at tage til op til flere i løbet af året, da jeg stadig boede i Medanien. Fredskildes forårsfestival plejede helt klart at være et af højdepunkterne,” indrømmede han. Fabian virkede tilpas i det her miljø, så ordene var nok ganske sande. Han havde nok været til mere end en af disse festivaller.

Køen havde nok egentlig virkede længere end den var, pga. folkene omkring dem, men Fabian fik banet dem vej, og skulle også til at se over på Aldamar, for at vide hvem der skulle betale. Han regnede lidt med Aldamar, da Aldamar også smed krystaller op på disken. Det var godt at vide at Aldamar godt kunne tage til pungen, især fordi Fabian vidste at priserne næppe var så høje, at han ville kunne mærke det på sin økonomi. Pøblen skulle jo kunne være med med de her priser, og de var næppe i Dianthos mere. ”To krus af egnens bryg,” sagde Fabian højlydt til manden bag disken, som var hurtig til at tage krystallerne, før at han fyldte to krus op og slyngede dem over disken til dem.
Fabian tog fat i dem begge i en hånd, før han hev Aldamar lidt væk fra boden, så de ikke ville blive stampet ned fordi de stod i vejen, og først der tilbød han Aldamar at tage det ene af krusene. ”Forhåbentlig bedre end Svinets.” Det var et kækt smil på hans læber, men også mildere end det plejede. Han ville faktisk gerne have at Aldamar havde en god dag.

Nysgerrigt fulgte Aldamar med i kølvandet på den højere mand, der nok så elegant balancerede sig selv og de to krus ud af den større menneskemængde. Han virkede hjemmevant i omgivelserne, og det var lidt et andet udtryk, end når de havde befundet sig i Dianthos. Man kunne velsagtens både se og forestille sig at Fabian var kommet til i hvert fald et par stykker af disse steder. 
Med et smil greb han det ene af krusene, og snusede en anelse til det førhen at han ville smage. Det duftede af humle, og slet ikke slemt. Blikket gled en anelse op igen. "Forhåbentlig" nikkede han, inden at han løftede det i en lille skål, førhen at han vovede sig den første smag. 
Hvilket var en frisk smag. Den spredte sig på spidsen af hans tunge, og den kølige væske var både rar grundet dens kulde, men også smagen var slet ikke ligeså harsk eller... præget af at have ligget på lager i en tønde. Ikke fordi det ikke kunne smages, men der var dog en friskhed som fyrstesønnen med overraskelse i blikket, tog positivt imod. "Den er godtaget" fik han mumlet, inden at han tog en til tår, begejstret over denne 'egnens bryg'. 

En mand i spraglet tøj og et muntert smil om læberne, gik da forbi dem. Og ud af det blå, smækkede han et stykke papir imod Aldamar's mave. Fyrstesønnen greb det med et lille 'woah' inden det faldt til jorden, undrende øjne efter hans vimsende og fremmede skikkelse. Manden var dog hurtigt videre, han havde tydeligvis travlt med at dele noget ud der lignede... et program? Aldamar's øjne så det nedskrevne tidspunkter, overrasket over at de faktisk havde sådan noget herude. Der var - til hans egen store fornøjelse - også tegninger, til dem der ikke kunne læse. Det måtte være nogle af de rigere bønder der havde ville bruge penge på det her. 
Men det gav et godt overblik, og han vendte det med et grin om så Fabian kunne se det. "Aha!" en masse små aktiviter stod med småt, selvom den store aktivitet - noget der så 'sponseret ud' - var en eller anden brydekamp på en balancebump. Ikke overraskende, så var præmien mere øl. "Har du nogensinde vundet nogle af de her?" nysgerrighed til den her fremmede, men spændende del af Fabian's liv glimtede i øjnene, og han rakte ham papiret. 

Fabian selv tog også en tår af drikken, og måtte da give Aldamar ret. Han vidste ikke hvad han skulle forvente, det var for lang tid siden sidst han havde været lige netop her, til at huske hvordan egnens bryg egentlig var. Heldigvis var det noget af det der faktisk var bedre end den normale på Svinets. Nok fordi at de solgte deres fineste egnsvarer her, nu når festlighederne faktisk var i gang. ”Heldigt, for jeg er ikke sikker på at vi ville kunne finde noget der var meget bedre herude,” sagde han grinende, inden han også selv blev distraheret af programmet.

Hans øjne scannede sedlen, men modsat Aldamar, så kiggede Fabians øjne på tegningerne der indikerede hvad de forskellige ting var. Nogle af tingene var nemme at gennemskue, andre var lidt mere kludrede, men Fabian havde for længst fundet ud af, at det nemmeste at gøre, var at møde op på tidspuntkerne.
”Nogle af.. konkurrencerne?” spurgte Fabian leende. Der var flere af tingene han havde deltaget i, hvis han tydede det rigtigt, men faktisk at vinde tingene? Det var noget andet. Især for dem der gik så meget op i det, at de brugte hele året på at forberede sig. ”Min familie vandt på et tidspunkt prisen for den største grøntsag, hvis det tæller? Og vågnede vidst også op med en medalje af en art på et tidspunkt, men jeg var så fuld, at jeg ikke ved om jeg faktisk vandt den, eller tog den fra vinderen.” Det var små detaljer, som egentlig ikke var noget Fabian talte om normalvis. Der var næppe en grund til det, men det virkede til at humøret hos Fabian også var mere afslappet nu når de var her. 

Overrasket røg Aldamar's øjenbryn en anelse op i panden, men det var med et lille smil at han hørte hvordan Fabian's familie havde vundet en, og hvordan han selv - måske - havde fået tilsnusket sig en. Næsten ærligt, og næsten også redeligt. Et drillende glimt fulgte med tanken om en Fabian der knap nok kunne huske aftenen forinden, og han rystede en anelse på hovedet. "Hah!" en oprigtig latter, og Aldamar's blå øjne morede sig ved den fine formulering. "Se det må vi jo rette op på!" smilede han, og viftede papiret foran ham. "En vinder klæder ethvert selskab, gør det ikke?" ved det sidste ord gled de mørkeblå øjne vurderende over hans fine statur, og han nikkede en anelse for sig selv. Han var ikke selv den store deltager i konkurrencer, men der handlede det mere om et vinderinstinkt han ikke helt kunne ryste af sig...

Deet var der ikke som udgangspunkt, og heller ikke i tilfældige spil imod søskende eller fremmede. Men blev han først grebet - rigtig grebet, noget der kun skete hvis sejren betød noget for ham personligt, kunne det være en anelse svært at opretholde sin ophøjede facade han som oftest var ret kendt for, og Aldamar var på det punkt en forfærdelig taber, også.
Ikke at han regnede med at tabe til folk herfra, selvfølgelig. 

Papiret foldedes ud foran ham, og han spidsede munden anelse imellem tankerne der gled igennem ham. Spørgsmålet var så bare hvilken af legene de skulle dukke op til først... der startede allerede noget om en lille halv time, men støvle kast lød ikke ligefrem spændende. Aldamar kiggede op på ham igen. Han havde trods alt aldrig rigtig prøvet det, så det var svært at sige, om det var så kedeligt som det lød. 

Det lød som om at Aldamar følte sig ganske sikker i sin mulighed for at vinde, mens Fabian måske var lidt mere tøvende om muligheden. Deres forståelse for sådan nogle fester var selvfølgelig også vidt forskellige, så det var måske ikke så underligt, når han virkelig tænkte sig over det.
”Hvis du tror vi har evnerne på det, så kan vi da forsøge,” sagde han grinende og rystede lidt på hovedet. Hvis Aldamar ville ydmyges lidt, så ville han ikke stå i vejen, og han kunne da også fint deltage i legene. Det var også mest for hyggens skyld, mange gjorde det.

”Du kan I det mindste se hvordan det foregår, inden du prøver at gabe over mere end du kan tykke,” sagde han, da han kunne se hvordan Aldamar kiggede mod ham, som i at han skulle bestemme det. Det kunne godt være at Aldamar havde en lidt anden mening om legene, når han så hvor meget folk gik op i det. Hvis der kun blev båret en bevidstløs mand væk fra banen, så havde det været forholdsvis fredeligt.

Han lagde armen om Aldamar endenu engang, og begyndte at lede dem over hvor han syntes at have set på programmet, at tingene ville foregå. For ikke at nævne at alle de her fester var på de samme måder. 

Man kunne vel ikke komme udenom, at Aldamar måske på nogle punkter undervurderede de køre landfolk en tand mere end hvad fair var, hvilket nok var meget naturligt i sig selv. Han havde ikke særlig høje forventninger til folk generelt, der skulle en del til at decideret imponere ham. Men selv der, hjalp det et arrogant sted heller ikke, at der til eksempel havde været tegninger på fremfor blot skrift. Eller at aktiviteterne forekom utroligt simple, når han bare lige havde skimmet over dem. 

Der var dog noget i Fabian's tone der talte imod det, og et enkelt øjenbryn blev mistænkeligt hævet imod den blonde mand. Hvis han troede at han havde evnerne? Gabe over mere end han kunne tygge? Et fnys kom fra ham, og armen der var lagt over hans skulder, fik lige to klap. "Du undervurderer mig ret meget, ved du godt det?" kom det fra ham, og trods tonen kunne lyde fornærmet, var der et glimt i fyrstesønnens øjne. Han ville aldrig kalde sig selv decideret stærk, eller ligefrem noget fysisk vidunder. Men, den sidste måned havde han dog samlet en smule op på den træning han havde lagt på hylden for lang tid siden. Jah, han havde sågar samlet et sværd op igen, til stor glæde fra hans mor. Aldamar snoede armen omkring livet på Fabian igen imens de gik. 
Det havde vist sig mere i kondition end nogen reel markering af muskler, men mon ikke det kom her indenfor det næste halve år. Hans forfængelighed håbede i hvert fald på det. 

Stødt bevægede de sig imod en større mængde mennesker, der virkede til at være forsamlet over et eller andet. Og de larmede, men de larmede fordi de virkede glade, hvilket Aldamar kun kunne smile en anelse muntert til. 

Hvis Fabian vidste hvor meget Aldamar egentlig så ned på at folk ikke kunne læse, så ville han nok gøre et bedre forsøg på faktisk at skjule det. Det havde aldrig rigtig været noget han følte han manglede, selvom han godt kunne se at det måske ville gøre livet nemmere nogle gange. Han ville dog ikke ses ned på, bare på baggrund af det, selvom han endnu ikke havde stået i en situation, hvor det havde været aktuelt med Aldamar.

Smilet på Fabians læber, blev kun bredere, da Aldamar fnøs lidt fornærmet. ”Eller måske undervurdere du bare hvor lidt folk på disse kanter har at gå op,” svarede han tilbage grinende, og kiggede hen på Aldamar. ”Det her er deres ene chance for at vise hvad de kan, og for nogen er det alt hvad deres selvværd går ud på resten af året.” Ellers ville man ikke gå så meget op i det, var i hvert fald Fabians tanker. Nok derfor han aldrig rigtig selv havde gjort det.

Turen hen til aktiviteterne var heldigvis ikke så lang, og selvom det ikke startede foreløbig, indikerede folkemængden i hvert fald at folk gjorde sig klar, eller i hvert fald havde gang i et eller andet.
”Hey, hvad laver I?” kaldte Fabian hen til dem, som han blot hev Aldamar videre med sig, ubekymret om at de så mere end venskabelige ud, som de gik sådan her. Hvis de havde et problem med to mænd, så skulle Fabian nok tage den med dem. 

De mørkeblå øjne gled kort til siden og op for at se hans leende ansigt, der virkede ret skråsikker på at han ikke kunne være med i den her bonde-liga som blev præsenteret for ham. En lille del af ham bed mærke i distanceringen af ham selv fra dem, det var deres eneste chance for at vise hvad de kunne, og kort følte Aldamar sig som en der stod i samme båd, sådan som han følte sig ret ivrig efter pludselig at modbevise hans ord. Ikke at han lod det se på det hvide ansigt, der med et skævt smil rystede på hovedet. "Det kan ikke være så svært" smilede han tilbage, hvilket dog nok ville vise sig, at være ord han skulle tage i sig. 

Men ikke endnu. Nej, lige nu var de ikke engang startet, folkemængden summede utålmodigt efter at den første af deres små lege skulle gå igang. Aldamar betragtede dem med en fremmeds studerende nysgerrighed, hvilket nok var derfor det overraskede  ham, da Fabian pludselig råbte dem an. 
Hvad lavede han? Naturlig modvilje over de øjne der vendtes imod de, væltede igennem hans krop, Aldamar stoppede i sit skridt men snublede videre idet at Fabian nok ikke havde forventet det, og jo forsatte med at gå. Men som 3 af dem vendte sig om, var det noget overrasket at Aldamar ikke konstaterede nogen umiddelbar modvilje i deres vejrbidte ansigter. 
Tværtimod grinede de en anelse over de nyankomne, men ikke af de nyankomne. 

"Vi venter du!" en rungende stemme fra den ene af de brunhårede mænd, der lignede en i midt 20'erne. Smilerynker strakte sig over hans solbrændte hud, og grønlige øjne studerede dem med munter interesse. "De begynd' lig' om lidt, tror desværr' der er lukke' for tilmelding" hans dialekt havde en underlig ting med at skære det sidste af ordende fra, hvilket Aldamar dog ikke kommenterede på. Han havde alt for travlt med bare at... minde sig selv om, at hans fordomme ikke klædte ham. Hans venner virkede også ret så... ligeglade, og løftede krusene i en hilsen. Af ren vane løftede han også sit eget. "Det støvl' kast! Men, eh, hvem er i egentlig? Mener ik' at have set jer heromkring" endnu engang var der ingen decideret modvilje at tyde, og Aldamar (der for en gangs skyld var ret så mundlam), glippede en anelse med øjnene, idet at de kom tæt nok på til at stoppe op foran dem. 

Fabian lagde dårligt mærke til at distancerede dem fra Aldamar, men det føltes som det mest naturlige. Med mindre man var i det, så kunne man ikke rigtig forstå hvorfor folk gik op i det. Fabian havde været i det og forstod det, men han forstod så til gengæld ikke ligeså meget Aldamars liv, selvom han forsøgte.

Han kunne også godt mærke hvordan Aldamar virkede lidt modvillig i at forsætte kursen mod fyrene, som Fabian havde fået kontakt til, hvilket dog ikke stoppede ham. Sandsynligheden for at simple bønder vidste hvem Aldamar var, var usandsynligt. Selv Fabian havde ikke vidst hvem Aldamar var, da han havde fundet ham på balkonen, og der var det væsentlig mere oplagt at der havde været en prins.

Da mændene løftede deres krus, løftede Fabian ligeledes også sit og tog en hurtig tår. Han drak det dog hurtigt, da han hørte at tilmeldingen var lukket for støvlekast. ”Ej, det har de vel ikke! Er det fordi der er fyldt op?” spurgte Fabian, ærgerlig i sin udtalelse, selvom smilet var lidt svært at få væk fra læberne. Han forsatte. ”Vi er på rejse, første gang på disse kanter, men vi hørte at der var en stor fest,” han kiggede hen på Aldamar, som stadig ikke havde sagt et pip. ”Den stille mand ved min side, hedder Aldamar, hans forældre følte sig lidt for fine, da de valgte det navn, og mit navn er Fabian.” Han overvejede ikke engang om Aldamar faktisk ønskede et andet navn at gå med. Baldric havde ikke virket oplagt, ikke så ømt det normalvis blev brugt mellem de to af dem.

For ham gjorde det ikke så meget at lige præcis den her aktivitet var lukket for tilmelding, og han havde nok været mere bitter over det, hvis det havde været en konkurrence han vidste han kunne være med - og være god i. Men det han haavde noget imod, var det lidt for henslængte brug af  hans navn, og fyrstesønnens øjne gled i et ryk over på Fabian, imens hånden på hans side strammedes en anelse advarende. Et smil var dog klistret på ansigtet, trods han ikke forstod hvorfor det havde været vigtigt at bruge hans rigtige navn. Skaden var sket, det kunne ikke trækkes tilbage. 
Det virkede dog ikke til at ringe nogle klokker hos de kære bonefolk, heldigvis. De anspændte skuldre faldt en anelse, og heller ikke den sorthårede mands lidt stramme holdning eller mine, syntes at være noget de bed mærke i, som ham der havde talt før, nu i stedet nikkede med et grin. "Aha" smilede han, og grønne øjne mødte venligt Aldamar's egne blå. 

Manden kørte hånden igennem den mørkebrune, pjuskede manke han bar. "Desværr' jah! Vi nåed' lige med på den sidst' plads" grinede han i en forklaring, Aldamar's blik bevægede sig bagved dem, men kunne ikke se meget bagved de høje mennesker. Det faldt dog hurtigt tilbage på manden ved nævnelsen af hans navn, og fyrstesønnen smilede en anelse mere venligt, mindede sig selv om at det ikke havde været ud af næsvished at Fabian havde gjort det. 
"Aldamar og Fabian... velkommen til Lillekilde! Jeg håber i fald' godt til, det her er Karl og Marcel. Og jeg er Mathias" de to andre nikkede ved deres navne, og Aldamar - der måske havde lidt svært ved bare at lade ordende flyde så nemt som Fabian, ventede endnu på en naturlig pause, udover det tak han lige fik givet ved velkomsten. "Ikke oft' vi møder folk som jer" kom det fra den ene af mændende, der dog spurgte med en ret uskyldig nysgerrighed over sig, måske en anelse fascineret af den blonde mand, fornemmede Aldamar. Hvilket dog fik et skævt smil frem på læberne. 
Men... han kunne ikke helt bedømme om det var rejsende han mente, eller noget andet som han mente. 

Fabian kunne godt mærke at Aldamar var utilfreds omkring noget, og det passede også med hvornår han havde introduceret dem. Han regnede dog ikke med at det ville være et problem. Mange tog gerne finere navne, end hvad deres stand gjorde, og Aldamar var måske unormalt på disse kanter, men ikke usandsynligt. Fabian havde selvfølgelig heller ikke en identitet han forsøgte at skjule.

”Vi må være hurtigere næste gang så,” indrømmede Fabian, lidt ærgerlig over at have misset det, men så kunne Fabian da nyde at se Aldamars reaktion på støvlekast. Absurd sport, men stadig noget man hurtig gik op i. Fabian havde også en vis forventning om at Aldamar nok ville blive revet med af stemnineg... forhåbentlig. Ellers ville han nok hurtig mene at det var overvurderet.

Tingen med Fabian var dog også, at han var meget hurtig til at glide over og faktisk vise interesse tilbage i folk. Ikke fordi han ikke havde nok i Aldamar ved sin side, men bare fordi han ikke rigtig vidste hvordan man sagde nej til det. Det var så naturligt, som noget kunne være for ham. ”Karl, Marcel og Mathias,” gentog Fabian, før hans blik landede på den af mændene, som sagde at det ikke var ofte de mødte mænd som dem. ”Folk som os? Virker vi da eksotiske?” spurgte han og kiggede med interesseret øjne på manden. Rejsende var en ting, men hvordan de stod omklamrende til hinanden, kunne også nemt være grunden.

Når det første stik af irritation var sluppet ud af hans til tider fikserende sindelag, jah så havde Aldamar nememere ved blot at lade det passerer. Det havde ingen skade sket, og bekymringen - først om de 3 mænd og dertil også senere om hans navn - fordampede langsomt fra Aldamar's tanker, og et eller andet sted, var det måske en anelse mere praktisk at have sit eget navn ved hånden. Det skulle nemlig lige have passet, at han ikke havde reageret trods flere forsøg på at henvende sig til ham, og så havde det da først været en anelse underligt! 
Derfor smilede han langsomt en anelse bredere, og selvom en ærgerlig tone var at hører i Fabian's stemme, nikkede han i enighed med et lille klap på siden. "Det må vi. Næste gang, får i 3 ikke lov til at snuppe den sidste plads, foran os" stemmen han endelig havde fundet igen, var bestemt.Men et enkelt blik på det hvidlige ansigt, og de tre mænd lo en anelse udfordrende - se det måtte jo komme an på en prøve. 

Hver mand nikkede endnu engang da deres navne blev nævnt, og Karl - ham der havde kommenteret på 'deres slags' satte hænderne i siden idet at han smilede; godt tilfreds med det interesserede blik, kunne Aldamar... en anelse nemt konstatere. "Eksotisk' kan man vel godt sig' " hans bondske accent var dertil også en anelse charmerende, men det var ikke længe han fik lov til at være kun det. Marcel og Mathias begyndte på en fjoget latter, og den brunhårede Mathias slyngede en arm om skuldrene på den mindre mand, og prikkede ham drillende i siden. "Eksotisk? Hah! Prøv me' nydelig for de småeh øjn'" en protesterende lyd fulgte med fra Karl, der bukkede sig idet at han prøvede at møve sig ud af armen omkring hans skuldre og nakke, bandende. 
Fyrstesønnens smil voksede en anelse som han sagtens kunne genkende den forlegne farve der fulgte med den åbne outing af manden - det var ret bedårende. 

Ikke længe efter, proklamerede en mand af kraftig røst hvordan de ville starte om små 7 minutter. Stadigvæk lidt tid inden selve aktiviteten ville starten, men heldigvis ikke lang tid. 

Fabians øjne blev straks hevet tilbage til Aldamar, da han endelig åbnede munden og snakkede, som var situationen ikke mærkelig for ham. Han kunne ikke lade vær med lige at klemme Aldamar betryggende ind til sig, bare som en stille gestus, om at han var glad for at Aldamar også kunne lade som om at han hørte til her, selvom de begge to vidste at det ikke helt var sandt.

Det måtte have været rent held, at Fabian havde fået opmærksomheden fra præcis denne her gruppe af folk, og hans smil blev kun større, som det blev tydeligt Karl havde en lidt mindre uskyldig interesse for dem, end der måske først var blevet antaget.
”Han er ret nydelig er han ikke,” indrømmede Fabian grinende, og var hurtig til at smide komplimenten hen på Aldamar, med et hurtigt kys på hans kind. ”Og desuden vil jeg næppe sige at mine øjne lider overlast af det jeg ellers ser,” tilbød han tilbage, og lod for god ordens skyld lige kigge op og ned af især Karl. De to andre fyre virkede bare åbensindet og ikke decideret interesseret. Nu var det heller ikke ligefrem fordi Fabian skulle forsøge at lede efter kunder lige nu, men ingen sagde at han ikke godt kunne flirte lidt med dem der var omkring her. Med mindre Aldamar selvfølgelig mente at det var hans tid han betalte for. Han havde heller ikke virket særlig interesseret sidste gang i at have en decideret trekant, selvom denne Karl nu så ud til at han godt kunne bruges til det. 

Næsten af ren automatik veg Aldamar tilbage, men kom ikke særlig langt med armen stadigvæk viklet om hans liv. Gestussen i sig selv var sød, Aldamar kunne mærke en lille varme glide over ham ved den lille kompliment, trods det var et protesterende udtryk der selvfølgelig fulgte med - "Hey!" - og han slap kortvarigt Fabian for demonstrativt at gnide sin kind, og tog samtidigt endnu en slurk af øllen. 
Han fulgte dog stadigvæk med over kanten af kruset, og den tydelige flirten havde ikke været forventet, kunne man nu fornemme. Om nogen forstod Aldamar hvorfor den mørkhårede Karl fik travlt med at glippe en anelse overrasket med øjnene, da han trods alt selv var blevet fanget i den fælde førhen - den kunne være ret overvældende, når man ikke var forberedt på det. 
Og han forstod ham også da han med en mumlende tak kiggede imellem først Fabian, derefter Aldamar og så småsmilende op i luften over dem alle 5. Hvor skulle han ellers lægge blikket?

Fyrstesønnen kunne derfor ikke lade værd med at klukke en anelse i sit stille sind. Havde han også set sådan ud? Det virkede ikke urealistisk, og som Karl skulle til at sige noget andet, blev han (heldigvis?) reddet af klokkens larmende ringlen, og de 3 deltagene mænd drejede hovederne næsten synkron imod lyden. "Ah, det starter nu!" ord der blev sagt med tydelig spænding, og Mathias vendte sig grinende imod Aldamar og Fabian. "Heh, hold øj' med os! Hvis vi vinder gir' vi først' omgang, så må i fortæll' mere om jeres rejse!" med en arm i kraven på Karl hev de den nu (lidt) modvillige mand afsted, og flokken af mennesker tyndede en anelse ud idet at deltagene og tilskuere deltes op og spredte sig ud rundt omkring pladsen det skulle foregå på. 
Aldamar fulgte dem en anelse med øjnene, stadigvæk overrasket men også utrolig sikker på at de tre umuligt kunne sætte standarden for hvordan alle opførte sig. Ikke desto mindre var det en ret god start, og apropo gode starter... 

Blikket vendtes imod Fabian, et løftet øjenbryn fulgte med, og Aldamar løftede langsomt og i en overlegen handling, kruset til endnu en tår af øllen. Han fandt det dog mere morsomt en stødende, men skulle selvfølgelig lige ryste håbløst på hovedet, et drillende smil om læberne. 
"... mine øjne næppe lider overlast? Plejer det virkelig at virke så godt, eller var du bare heldig?" ingen tvivl om at det havde været en lidt... sukkerdrysset måde at smigre sig ind; og Aldamar kunne ikke lade værd med at prikke en anelse til det, idet at de gik imod ringen af tilskuere.