I Medanien lå et diskret lille skrædderi, som blev ejet af en sød ung kvinde. For ikke mindre end et halvt år siden, da kunderne var få og krystallerne det samme, takkede hun ja til en tidligere arvings tilbud om hjælp. En fast aftale mellem skrædder og arving blev lagt, og snart strømmede kunderne til. Ikke kun for at lægge bestillinger ind hos den dygtige skrædder, men for at deltage i de hemmeligheder, der nu foregik i kælderen. Den tidligere arving sørgede for at love hende god betaling, hvis han måtte låne og udvide den i forvejen store kælder. Hun ville ikke få lov til at deltage, ikke engang lov til at spørge hvilke ting der foregik under jorden, men så længe kunderne dukkede op ved hendes butik, lovede hun ikke at blande sig. Den aftale har holdt lige siden.

Alfie var ankommet til Dianthos for få timer siden. For en lille måned siden havde kælderen været fyldt igen og mellem gæsterne kunne man finde Declan, en ny bekendt han var begyndt at handle med. Der var flere gange blevet efterspurgt nogle halvdyr til disse uanstændige sammenkomster, og i den forbindelse havde Declan nævnt Enzel og hans bordel.
De få timer var blevet brugt på en af de bedre kroer, hvor Alfie kunne komme i bad og skifte tøj efter den lange rejse. Han skulle vel sørge for at se præsentabel ud, når han dukkede op på bordellet, men som altid klædte han sig ikke i alt for prangende tøj. Det halvlange hår blev for en gang skyld efterladt løst, men det sædvanlige duftevand af søde bær blev strøget over huden ved kravebenene.

Døren ind til bordellet blev skubbet op og ind trådte Alfie med rank ryg og et påtaget venligt smil. Kun et hurtigt blik blev kastet rundt, inden han trådte hen til receptionen og fyren der stod bag. Ud fra den beskrivelse han havde fået, var han ikke i tvivl om hvem han var.
”Hr. Silene. Jeg fik Deres navn fra en fælles bekendt. Mit navn er Alfie Isenwald,” præsenterede han sig og rakte så en hånd frem, for at kunne hilse ordentligt på. Det var den slags tvungne høflighed han egentlig ikke brød sig meget om, men godt vidste var nødvendig i de fleste tilfælde, hvis man skulle håbe på en succesfuld handel og Alfie var ikke dukket op uden grund.

Selv hvis Alfie havde kunne se hvad der foregik bag receptionen, ville han nok ikke have lagt meget i det. Han var klar over at hans udseende kunne få mange til at stikke halen mellem benene, eller i det mindste være forberedt på at få noget helt andet, end et venligt smil og et imødekommende håndtryk. Men det var nu engang lige dét, der blev givet, som Alfie rakte hånden frem og bordelejeren gjorde det samme. For så lille en fyr, var det et imponerende fast greb han mærkede fra den lille hånd. Den rubinske dialekt kom bag på ham. Han havde ikke forventet at en af de mere succesfulde mænd i Dianthos skulle komme helt nede fra den varme del af landet. Alfie nikkede let igen, så svagt at det næsten kunne være lige meget, og så trak han hånden til sig igen.
”I lige måde, og tak,” svarede han kortfattet igen. Det lidt hårde blik i den andens øjne var kærkomment, da Alfie langt hellere ville have den velkomst, end en af de typiske falske, hvor høfligheden dryppede af ikke bare ordene, men af hele attituden, fordi de mere eller mindre var påkrævet. Alfie ville hellere have den form for høflighed smidt i sin retning, når han havde fortjent det. Af samme grund gjorde han heller ikke selv meget for at virke upassende glad.

Trods Alfie helt bestemt var vant til vilkår i den høje del af den sociale klasse, kunne han alligevel ikke lægge skjul på at han var lidt imponeret over ’ydmyge’ bordel. Det kunne vel ikke komme bag på mange, at Alfie efterhånden havde besøgt et par andre, men endnu ingen var gået så meget op i indretning eller kunst. Han var da heller ikke bleg for lige at bruge et øjeblik på at betragte det maleri, der hang nærmest.
”Når De nu har fået mit navn, har De måske også fået pust om hvorfor jeg er kommet? Ellers vil jeg da meget gerne uddybe grunden til mit besøg.” Det var vel ikke umuligt at Declan ikke kun havde givet hans navn videre, men også fortalt lidt om hvad han havde i tankerne. Selv hvis det var tilfældet, ville Alfie hellere end gerne bruge tid på at komme det nærmere. Forhåbentligt et mere behageligt sted end receptionen.

Det så ud til at spørgsmålet havde tvunget bordelejeren til at grave dybere, som han formentlig ledte efter noget der kunne fortælle bare lidt om hvorfor den brede mand var trådt ind. Han kunne vel have forventet at han ikke var kommet for andet end fornøjelsens skyld, at han ikke kunne lade sine lyster vente længere og derfor ikke havde kunne lade være med at stikke hovedet indenfor, da han gik forbi på gaden. Havde Alfie ikke haft en bedre grund end sin egen lyst, ville han uden tvivl heller ikke have skammet sig det mindste, ved at sætte foden på bordellet og straks bede om den dyreste glædespige. Kun fordi den dyreste selvfølgelig også måtte være den bedste. Selvom han ikke ville skubbe muligheden helt under tæppet, var der vigtigere ting at diskutere først.

Det endelige svar afslørede at Declan ikke havde nævnt meget, hvilket passede Alfie helt fint. Trods det ville være lettere at bringe op, hvis der i forvejen var praj om hvad det handlede om, så foretrak han at forklarer fra bunden selv. På den måde kunne han selv stå inde for enhver misforståelse der kunne komme.
Et smil og et let træk på skuldrende blev givet som svar, for hvem kunne ikke lide en god forretning? Som Enzel bevægede sig rundt om disken drejede Alfie med, så han endte med fronten mod ham. En albue blev placeret mod kanten af disken, så han kunne læne sig let op ad den, mens blikket gled undersøgende hele vejen ned over den anden, og på vejen lige kortvarigt blev hvilet mod det rubinske håndvåben. Sikkert mere imponerende håndværk, hvis man fik lov til at se det i sin helhed.
”Stuen lyder fint.” Efter en lang rejse, hvor benene ikke var blevet strakt meget, var en spadseretur i blomsterhaven fristende. Alligevel valgte han at blive indenfor i stuen, da han ikke kunne være sikker på hvor lydt der var i haven. Han kunne ikke risikere at folk fra tilstødende baggårde eller gader overhørte alt for meget.

Alfie holdt en hånd frem, for at indikere at Enzel endelig skulle vise vej, og så ville han følge med. Han ville ikke være så uhøflig at starte deres snak, inden de havde sat sig til rette.

Alfie fulgte lige så roligt med ind i stuen og satte sig til rette ved vinduet. Det runde bord var i forvejen ikke stort, og så kun mindre ud, da den bredskuldrede bøf af en mand satte sig. Han havde aldrig været god til at fremstå særlig elegant, heller ikke denne gang, hvor han måtte rykke stolen lidt længere tilbage, for at gøre plads til de lange ben, der fik lov at sprede sig ud under bordet.
Trods hans egentlig iver for at komme i gang med forretningerne, sad han helt tålmodigt og ventede til den anden også havde fundet sig til rette.
Han løftede en hånd og rystede let på hovedet, for lydløst at sige nej tak til både honning og mælk i teen. Det kunne se ud som om han var virkelig arrogant, som om han allerede satte sig selv langt højere end bordelejeren, hvilket han helt bestemt også gjorde, men det var ikke intentionen at fremstå sådan. Forhåbentligt ville der ikke blive lagt alt for meget i det. Han lagde samme hånd til at hvile mod bordet, bare for at vise, at det ikke var teen han afviste, kun tilføjelserne.
Den friske duft af mynte og snerten af ingefær ramte hans næse med det samme. Det ville være synd at dække smagen til med andet, selvom han nu ville foretrække et simpelt krus øl til hver en tid. Måske det var for tidligt.

Teen blev skænket og Alfie lænede sig lidt frem for at tage den første sip. Ikke dårligt, bestemt ikke dårligt. Han rømmede sig, idet han lænede sig tilbage igen og rettede sin fulde opmærksomhed mod Enzel.
”Jeg skal ikke spilde Deres tid, Hr. Silene.” Han kunne sagtens sidde og småsludre, men nu måtte han hellere i gang.
”Jeg er vært for nogle… anderledes sammenkomster i Medanien. Jeg fik Deres navn fordi et par af mine gæster har spurgt efter nye piger. Specifikt piger der ikke er helt så… racerene.” Han hentydede selvfølgelig til dem, der ikke kun var mennesker, men hvordan det skulle formuleres, var han ikke helt klar over. Han ville nødigt fornærme hverken dem eller Enzel. Han ville heller ikke gå for meget i detaljer fra starten, hvis det nu skulle vise sig at Enzel ville afslå med det samme. Hvis det derimod vækkede hans interesse, kunne han gå videre derfra.

Den korte pause i stilhed og de lette flip med øjenlåget kunne tyde på, at han alligevel havde formået at fornærme den anden bare lidt. Det var jo netop disse tegn han var øvet i at se efter, ikke kun fordi han var tidligere arving og det var forventet, men fordi han derefter havde bevæget sig ind i de mere lyssky handler, hvor et eneste forkert ord kunne ødelægge mere end det burde. Måske det var fordi Alfie ikke selv var vant til at inddrage andet end mennesker i sine aftaler, men det betød ikke at han havde det mindste imod landets mange andre racer. Det krævede bare lidt tilvænning, så han fremover kunne sørge for ikke at stikke til folk, han ville handle med.
Heldigvis lod det ikke til at bordelejeren hang sig alt for meget i det forkerte ordvalg, selvom han da ikke var i tvivl om at reaktionen havde været anderledes, havde Alfie ikke været en rig adelsmand. Man kunne komme langt med krystaller.

To hunde, to katte og et… lam? Alfie rømmede sig, han måtte lige bruge et kort sekund på at processere, være sikker på at han nu også havde hørte helt rigtigt. Jo, det havde han vist. Han var uden tvivl ude hvor han kun kunne nå bunden med tåspidserne. I sin kortvarige forvirring dalede hans blik hurtigt ned mod den glimtende ring, men da det gik op for ham hvor Enzels tanker var på vej hen, fandt han tilbage.
”Åh, ikke anderledes end hvad Deres ansatte allerede er vant til.” Han måtte da hellere skynde sig at få dét på det rene.
”Mine gæster betaler mig et bestemt beløb for hvert arrangement. På den måde er jeg næsten forsikret, at hvad jeg laver, ikke forlader kælderen vi mødes i. Derfra skal de betale for de ydelser, de ønsker at blive tilfredsstillet med. Vil de have en af Deres piger, er det op til Dem hvem der skal beholde krystallerne.” Så havde han forklaret lidt flere detaljer, og samtidig udtrykt at hvad der foregik til disse sammenkomster, ikke skulle ud til andre. Mens Alfie løftede koppen og nød mere af den friske smag af mynte, gav han Enzel tid til at tænke.

Det lod da til at gå stille og roligt frem. Han ville hellere end gerne forklare yderligere, sørge for at gøre en aftale så tryg som mulig for bordelejeren, for selvfølgelig skulle han ikke føle, at hans piger ville ende galt på den ene eller den anden måde. Han havde bare erfaret at ikke alle oplevede disse arrangementer på samme måde, så at male det perfekte billede, var nok ikke muligt. Det ville uden tvivl være lettere at lade den spinkle fyr deltage, og sørge for at gøre det klart, at han havde muligheden for at bakke ud på ethvert tidspunkt.
Alle fem. Han overvejede det da, så alles behov kunne dækkes. På den anden side ville det vel være synd at tage dem alle med, hvis der ikke var nok gæster med sådan en smag, til at bruge dem. Det var jo ikke alle der dukkede op hver gang.
”Måske vi skulle starte med en enkelt eller to. Jeg skulle nødigt frarøve Dem indtjening fra alle Deres ansatte, hvis det ikke går som jeg forventer.” Han gik ikke ud fra at det ville gå helt skævt, men var der ikke nok interesserede, kunne Enzel vel ende med at miste de krystaller, som han egentlig ville have tjent ind ved et par normale dage.
”Hvis De da er tryg ved at overlade bordellet til en anden i mellemtiden.” Èn skulle vel sørge for bordellet, hvis Enzel tog til Medanien.

Havde situationen været omvendt, havde Enzel opsøgt Alfie med ønsket om at få sine piger med, ville han ikke have tøvet det mindste med at bede om en lille sum krystaller for hans deltagelse. Kendte man den modne mand, ville man også straks kunne se på det lille, skæve smil, at han faktisk var tæt på at gøre det alligevel. Enhver mulighed for at tjene lidt ekstra, og Alfie brugte ikke mange sekunder på at gribe den.
”Selvfølgelig, det er klart. Jeg skal sørge for at underskrive et stykke pergament inden jeg går, der lader Dem komme forbi dørmanden uden problemer. Hvis De har noget ved hånden, kan jeg sørge for det allerede nu. Medmindre De har mere at spørge om inden?” At gribe muligheden for flere krystaller ville nok alligevel være strengt nok i denne situation. Han valgte at være flink, når det nu var ham selv, der havde opsøgt Enzel.

Alfie løftede et øjenbryn, som Enzel lige formåede at vække hans interesse lidt mere. Han havde ganske ret, det handlede uden tvivl bare om den rette markedsføring, men uden de rette midler til dette, ville det ikke blive let. Han nippede til teen, der havde mistet lidt af sine varme og ikke dampede helt så meget længere, og nikkede så let i enighed. Han burde vel ikke have forventet den mangel, ikke når han sad i selskab med hvad han formodede var en rimelig erfaren forretningsmand, men Alfie havde bare antaget at de nødvendige midler ikke fandtes.
De erotiske tegninger gjorde det jo en hel del lettere at lokke de rigtige til, det var dog ikke kroerne han havde i sinde at efterlade dem på. Det ville kun gøre offentligheden opmærksom på hvilke uanstændigheder der foregik i nærheden, hvilket ikke var meningen. Med hjælp fra en af de få stikirenddrenge han stolede på, kunne disse tegninger blive efterladt hos lige netop de gæster, som sædvanligvis deltog.
”Udmærket. Jeg skal gøre mit for at gøre klar til Dem og Deres pigers besøg. Med Deres tegninger er jeg sikker på det nok skal blive den lange rejse værd. Men med Deres tilladelse, vil jeg dog ikke efterlade tegningerne på kroerne, men i mine gæsters private hjem. Skulle det komme ud til de forkerte, hvilke arrangementer jeg står for i min hjemby, kan jeg ende med at må lukke ned.” Det var bestemt ikke sådan han ønskede det skulle ende. Forhåbentligt ville det sørge for at Enzel ikke endte med at miste krystaller på at bringe alle sine ansatte med i første omgang. Ikke at det ville rage Alfie, hvis det alligevel skulle blive tilfældet. Han havde allerede sørget for at bede om ekstra krystaller fra sine gæster ved næste arrangement, fordi det ikke skulle være helt spildt at tage denne tur.

”Jeg ved det måske er lidt kort varsel; Det næste arrangement er om tre uger fra i dag. I kan ankomme når det passer jer bedst, og så skal jeg sørge for husly hvis det bliver nødvendigt.” Det gav ikke Enzel mange dage til at forberede så mange til en længere rejse, men Alfie havde ikke været i stand til at dukke op før. Det var af samme grund han tilbød husly, skulle de vælge at dukke op en dag tidligere, eller vælge at blive en dag mere. Han stillede koppen fra sig, lænede sig lidt frem og hvilede begge albuer mod bordet. Flyttede Enzel sig ikke, ville han ikke være længere væk, end at han kunne dufte den friske ånde teen havde givet den bredskuldrede mand.
”Har De et stykke papir og en pen jeg kan låne? Så jeg kan give Dem en invitation og en adresse.” Så tilfreds Alfie blev hver gang en vellykket handelssamtale var ved vejs ende, og man kunne se hvor tilfreds på det lidt selvfede, charmerende smil der bredte sig om læberne.

En let, kortvarig latter forlod de fyldige læber, som var han enig i Enzels ord, men man kunne godt fornemme at en helt anden mening lå bag. Han var imponeret over at bordelejeren var i stand til at smøre så tykt på, når det kom til at fedte for en handelsmand. At Enzel var i stand til at stikke næsen lidt længere op mod bagdelen, på hvad Alfie selv ikke ville mene var en ligeværdig. – Ej, de ord kunne han ikke ytre, selvom han ellers var kendt for ikke at holde sin mening tilbage, hvor uønsket og grim den så end måtte være. Det ville næppe hjælpe ham i denne situation, og han ville ikke tilgive sig selv, hvis han kom herfra uden en fast aftale. Men måske den kortvarige latter allerede havde sagt mere end rigeligt?

Alfie ventede høfligt i stilhed på Enzels svar. Han var da forberedt på at måtte fortælle sine gæster, at deres forespørgsel måtte vente lidt endnu, hvis bordelejeren ikke var i stand til at handle på så kort varsel. De skulle derimod ikke forvente at få det lille ekstra tillæg af krystaller tilbage, som Alfie havde krævet for at tage denne opgave på sig. Alligevel kunne han ikke lade være med at føle en lille snert af skuffelse, som Enzel hurtigt gik med til at dukke op allerede om de få uger. Ikke fordi han fortrød deres aftale, tværtimod. Men fordi han af samme grund ikke ville kunne hive flere krystaller ud af de mange mænd. Det var ikke altid lige let at være så grådig.
Han fandt stadig et af de høflige smil frem, et af dem alle vidste var klistret fast fordi man i sådan en situation var nødt til det. Han måtte da indrømme at Enzel lod til at klare høflighedsfraserne bedre end han selv gjorde. I et forsøg på at holde sig i skindet, rømmede han sig lige og rettede ryggen endnu engang, idet Enzel gik ud mod receptionen.

Der gik ikke mange øjeblikke før han kom tilbage, med en større mængde papirer i armene, end Alfie lige var forberedt på. Han nåede kun lige at løfte den ene hånd, klar til at tage imod det tomme pergament, men blev afbrudt af Enzel. Han lænede sig lidt tilbage, og blikket dalede mod tegningen, der var blevet lagt på bordet foran ham.
”Det er en yderst køn illustrering.” Han lød næsten lidt overrasket. Han havde uden tvivl set flere kunstværker end han havde lyst til, og helt bestemt også haft en mening om hvert eneste stykke, men han var måske lidt overrasket over, at en simpel bordelejer var i besiddelse af noget så veludført. Den bredskuldrede mand reagerede vel som man ville forvente, - han betragtede tegningen med nysgerrige øjne og en enkelt berøring med en finger, som strøg let hen over en af de sirligt lagte streger, der udgjorde en af kvindernes hofter. Noget der kunne indikere at han kun fandt de nøgne kvindekroppe opstemmende, i modsætning til de nøgne mandekroppe. En indikation der ikke var helt sand, men holdt næsten hemmelig.
”Men jeg er da sikker på at de er endnu kønnere i virkeligheden,” sagde han, idet han trak hånden til sig og i stedet holdt den ud mod Enzel, klar til at tage imod det tomme stykke pergament.
”En nat med en af dem kan vel ikke være helt billig?” Han spurgte som var det af intet mere end generel interesse, men han overvejede måske lidt at bruge krystallerne, skulle prisen ikke være alt for gal for den grådige mand. Det ville vel ikke være en helt dårlig måde at bruge en af sine nætter i Dianthos på, inden han skulle vende næsen hjemad.

Bordelejeren havde ganske ret i sine ord. Igen blækstreger kunne måle sig med den ægte kvindekrop. En ting var at stryge fingerspidserne hen over papiret, kun med forestillingen om faktisk at kunne røre ved huden som tegningen illustrerede. Det var noget helt andet at stå med den ægte kvindekrop foran sig, og få muligheden for at røre den bløde hud med hele håndfladen. Nogle steder var en sådan tanke mere indbydende end andre. Et bordel var oftest ikke et af dem, men dette var anderledes. Langt fra så sluset, som flere andre han havde besøgt, så mon ikke pigerne også måtte leve op til de mere imponerende standarter.

Man kunne se det på ham. Det var ikke længere af generel interesse, for nu fik hr. Silene alligevel vækket lidt mere med sit spørgsmål. Et bryn løftede sig lidt længere op. Hans kortvarige tavshed kunne måske misforstås som fornærmelse over så nærgående et spørgsmål, men det lille smil i mundvigen afslørede noget andet.
"Det ville vel kun være ansvarligt af mig, som det mindste at se bare én af pigerne an, inden jeg går." Nej, der var skam ingen grund til at skjule sine perversiteter længere, den høflighed fandtes måske slet ikke, når han fra starten var mødt op med det tilbud han var.
"De er måske begge ledige nu?" Han ville da ikke blande sig, hvis de havde travlt med deres arbejde, og selvom hans interesse mest var lænet mod halvkatten, så kunne det selvfølgelig ikke skade at se dem begge an, hvis det var muligt.

At se begge piger an, ville uden tvivl være til at foretrække. Alligevel kunne man se en lille snert af overraskelse i det skæggede ansigt, hvis ene øjenbryn løftede sig en tand. Ud fra de illustreringer der lå på bordet foran ham, var det næsten til at forvente, at de to kvinder dårligt havde tid. Hvilket var derfor Alfie gættede på at den korte ventetid kun var for hans skyld.
Et kort glans mod de sireligt tegnede kvinder, før han rettede blikket mod Enzel, der allerede stod ved dørene. En ordre blev givet, og svaret der lød tilbage, bekræftede kun hans gæt. Tanken nåede kun lige at strejfe ham;
Skulle en fridag forhindre ham i at se en af de piger, som bordelejeren ellers få øjeblikke forinden havde lovet?
Men det lod ikke til at være tilfældet. Lige som Alfie ikke håbede at have spildt sin tid på dette besøg, ønskede Enzel heldigvis heller ikke til at ville spilde hans.
"Det gør intet. Forhåbentligt gør vores møde det værd, at miste lidt af sin fridag." Skulle det ende helt som Alfie ønskede sidst på dagen, så ville det vel også betyde bare lidt ekstra fortjeneste til både pigerne og bordelejeren. Mon ikke det kunne veje op for det øjeblik af frihed, som de nu stjal fra Missy.

Teen var ikke helt så varm længere, men det ændrede dog ikke på, at smagen stadig behagede den skæggede mand. Han tog en sidste tår af den lunkne væske, inden han rettede opmærksomheden mod de to halvdyrskvinder, der trådte ind i samme øjeblik. Kun et let nik fra adelsmanden anerkendte begges dybe nej. Den slags, der med lethed viste hvor vant han var til at blive hilst på sådan en måde, men samtidig at han egentlig ikke gik alt for meget op i den høflighed.
Det var formerne hos den lidt mere buttede kvinde, der fangede Alfies blik først. De grønne øjne fulgte hendes allerede lille skikkelse, idet hun faldt på knæ for den stadig siddende mand, og kun lod til at blive endnu mindre. Han havde tydeligvis ikke travlt. At se de to kvinder an skulle da ikke forhastes, og bordelejeren gav ham kun større grund til at give sig god tid, da klæderne blev løsnet og afslørede mere bar hud. Et tålmodigt blik gled over begge kvinders kroppe. Kun en lidt dybere indånding og et smil der kun viste sig i den ene mundvig, viste hvor behagende han fandt udsigten.
"Det tvivler jeg ikke på." Det var vel ikke så svært at gætte, at Alfie ikke havde beskæftiget sig med den slags kvinder af natten før. Men han tvivlede ikke det mindste på Enzels ord.
Lige så stille gled det nysgerrige blik op mod den spinkle kvindes ansigt. Det var hendes næsten farlige blik, der endelig fik den ellers så tålmodige mand til at rejse sig og komme nærmere.
"Fortæl mig, hr. Silene," sagde han, idet han lige så stille satte sig på hug foran den knælende halvkat. En enkelt finger blev lagt under hendes hage, så han helt forsigtigt kunne løfte hendes hoved en anelse og se hende endnu bedre an.
"Hvad er prisen for at lære denne kvinde at kende?" Han skævede op mod Enzel, med et blik der tydeligt afslørede hvilke småperverse tanker der lurede bag, og hvilken intim måde han havde i sinde at lære hende at kende.