Natten efter at Fabian og Aldamar havde været sammen på deres første ugentlig møde, havde Fabian været lidt oppe og køre. Det var ikke fordi der var en markant omvæltning i hvordan han gik, men det var åbenbart nok til at Sif havde hevet fat i ham i selv samme uge og pointerede at noget var galt... og så var han kommet til at fortælle hende om Aldamar. Han havde haft dårlig samvittighed den første torsdag han var mødt op efterfølgende. Ikke helt sikker på hvordan han skulle sige det, eller om han burde. Men den dårlige samvittighed blev glemt, sammen med at han havde fortalt hende om det, som Aldamar ikke mødte op.

Derfor var det heller ikke med en glad mine, at han satte sig ned på kroen, torsdag klokken otte, endnu engang.  Han forventede ikke rigtig at se fyrstesønnen, endnu engang, selvom han da håbede. Hans forhåbninger var kommet lidt højt op, da det havde virket til at Aldamar var villig til at gå skridtet videre, men det kunne de sjovt nok ikke, når Aldamar ikke dukkede op. Han havde nok også af de grunde ikke gjort specielt meget ud af sig selv. Det var samme kedelige tøj som han altid bar, og noget der måske havde set bedre dage.
Han havde ikke købt en øl, selvom han overvejede det, især da han kiggede lidt ud af vinduet, hvor der var overskyet. Det havde været lummert det meste af dagen, og hvis der ikke kom et ordentlig regnskyl i aftenen, ja, så ville det nok komme i morgen. Sikkert endnu en grund til at Aldamar ikke ville møde op. For selvom Fabian ikke ville indrømme det, så var han skuffet over at Aldamar ikke kom. Det var som om at hans selskab var blevet lidt af en afhængighed. 

Det var noget... tunge skridt, der i sidste ende bar Aldamar afsted imod Svinet endnu engang. Meget var sket den sidste uge, og med meget få ord var fyrstesønnens liv blevet vendt godt op og ned. Nu skulle det ikke forståes sådan, at han ikke havde set den komme - Aldamar havde i mange år været forberedt på at ægteskabsløfter en dag ville ligge forude. Men derfor havde det alligevel overrasket ham mere end han ville indrømme, da... da Adena var blevet præsenteret for ham. 

Og dernæst præsenteret som hans fremtidige kone. 

Den fremtidige fyrstinde af Arys familien, en ung kvinde på de 19 år. Køn var hun, Aldamar kunne sagtens sætte hende op imod de mange andre kvinder han havde mødt igennem tiderne, og havde fornemmet en ligeså køn personlighed bagved høfligheden. Men det var ikke et lykkeligt smil, der havde luret i mundvigen de følgende dage. Og heller ikke nu, hvor at han kortvarigt stoppede op foran den slidte dør. 
Det havde været svært at... tage sig sammen til at opretholde sin aftale, da den følgende uge havde været et rent jag, i Aldamar's verden. Han havde ikke kunne sætte sig foran den blonde Fabian, uden at han med det samme havde kunne se at noget tyngede de brede skuldre. 
Men i aften var anderledes, og med et stille suk pustede Aldamar ud, og trak mundvigerne en anelse op. Han var her for at tænke på noget andet trods alt. Og det var den mentalitet der fik ham til at åbne døren med blikket søgende imellem de mange gæster. 

Som forventet sad Fabian ved et af de mange borde, og det tog ikke lang tid for adelsmanden at spotte hans ventende skikkelse. At han ikke ligefrem var i godt humør, kunne han hverken se eller fornemme da han med et lille smil møvede sig igennem kroens folk, og endelig formåede at få øjenkontakt med Fabian. 
Hej, syntes blikket at smile. 

Der var mange ting de to mænd hver især havde sloges med de sidste par uger, men hvor Aldamar måske kom for en distraktion, så var Fabian ligeså hurtig til bare at male en maske på og lade som om at der ingen problemer havde været i hvad der var sket siden de sidst havde set hinanden. Det var blot et job, og bare fordi Aldamar fik ham til at have det bedre end mange af de andre kunder, så ændrede det ikke hvem de var. Skøge og kunde.

Alligevel var det et oprigtig smil der trak sig over Fabians mund, da han fik øjenkontakt med Aldamar, og han var hurtig til at vifte fyrstesønnen hen til sig. Det var lidt ovre mod muren, dog ikke et hjørne, og hvis Fabian skulle bestemme ville de ikke være her i særlig lang tid men først gjaldt det om at få øjenkontakt med Aldamar, og gøre så de i det mindste lige kunne snakke sammen.
”Jeg var ved at tro at det ville være en gentagelse af sidste uge,” sagde Fabian, med en lidt drillende kant, selvom han hentydede til at det havde været mere end en uge som Aldamar havde undgået at møde op. ”Skal vi have lidt at drikke, eller skal vi slippe væk fra alle... folkene?” spurgte han. Hans øjne gled hen på den typisk proppede krostue. Det var lidt hvad man kunne forvente, når man mødt om aftenen, og sommeren stadig hang over Dianthos. Nu var der dog bare ikke nogen der gad at være udenfor, siden det trak op til storm. 

Aldamar fik sat sig, og var ikke sen til at lade en lidt leende skuldertrækning være undskyldningen, hvis han ledte efter sådan en. En enkelt hånd rystede kort det lettere fugtige hår, da det de sidste par minutter havde støvregnet en anelse, og han havde - virkede det i hvert fald som om - lige akkurat undveget en større optakt til uvejr. Hvilket var godt. 
Der var sket meget, og han havde endnu ikke haft tid til at forklare det hele...  og havde ikke vidst hvordan en besked kunne sendes diskret til det her område. Et eller andet sted, så var han en lille smule i tvivl om han overhovedet burde forklarer sig, da det egentlig ikke vedkom Fabian som sådan. Ikke medmindre at han ville blive ved med at se ham, efter ægteskabet med Adena, og ikke medmindre han ville gøre det besværligt... 
Og da tanken var at han helst ikke så sig selv undvære, var det derfor en samtale han vidste lurede et sted i løbet af aftenen. Men ikke endnu. 

Nej, lige nu var det et drillende smil der overtog den leende skuldertrækning, og Aldamar lænede sig lidt ind over bordet. "Da ikke alt for mange gange i træk, det ville ikke være helt høfligt" Det var dog også med ærgelse at han ikke var dukket op. Ikke at det skulle fylde for meget. 
Aldamar's blå blik fulgte hans lidt til siden, inden at han uden meget tøven dog godt vidste hvad han foretrak. Sidste havde ikke været helt fantastisk heldigt, og egentlig, var det mere befriende ikke at skulle være bekymret over det. "Hvad med en enkelt øl, som vi kan tage med op?" han vidste faktisk ikke om kutymen - eller dertil reglerne - her i kroen tillod det. Men han forventede det næsten. Håbede i hvert fald på det. 
Den fugtige frakke var endnu ikke krænget af, i tilfælde af at han - imod alt forventning, faktisk hellere ville være hernede. 

 

Hvad var sket, var sket, og det var som om at det var lidt nemmere at glemme skuffelserne fra de sidste par gange, når han igen var i Aldamars selskab. Men hvis det her var hvordan deres ugentlige aftaler ville gå fremadrettet, ja, så skulle Sif da ikke være bekymret for at det ikke lignede ham selv. De fleste af torsdagene ville han så blot få krystaller for at møde op og ikke lave noget. Det var der ikke mange der kunne sige at de gjorde.

”Du er vidst allerede begyndt at tilte lidt på grænsen af hvad der er høfligt,” kommenterede Fabian tilbage, ligeså drillende, selvom der alligevel var et gran af sandhed i hvad han sagde. Der var dog ingen grund til at ødelægge stemningen allerede inden de var kommet i gang.

Det var et tilfredst smil der strakte sig over Fabians læber, da Aldamar foreslog at de tog det med op på et værelse. ”Som du ønsker,” sagde han, og var hurtig oppe og stå fra sin stol. Han gik over mod baren, med et blik halvt på Aldamar, før han bestilte to øl til dem, og bekræftelse på at ja, han tog værelset i aften.
Det tog ikke lang tid før de to øl blev serveret foran Fabian. ”Lad os?” sagde han med et smil, og tog fat i de to øl, og ville derefter føre Aldamar op ovenpå. Til samme værelse som første gang de havde set hinanden i Dianthos.

Blå øjne fulgte hans hurtige skikkelse, og det med et lille smil i sig, da han både fik ordnet øl og værelse på ingen tid.  Og det var svært at lade være... selv hvis han havde tænkt over det, kunne han ikke stoppe sig selv i at observere ham i hans ret så... naturlige habitat. Det var måske endda en anelse ubevidst... lige indtil at han i et overrasket ryk mødte kromandens grinende øjne, over Fabians ryg, og med en forlegen flakken af blikket lod det glide tilbage imod resten af husets folk og fæ. 
Han kendte velsagtens Fabian ret så godt, og det var måske en del af grunden til at han smilede så lusket. Ikke ubehageligt, men en lille prikken om at hans lange frakke og uglede hår,  ikke skjulte ham særlig godt, hvis man vidste hvad man ledte efter. 

Men det gjorde ikke noget. Aldamar fornemmede intet ondt bagved det små-smørrede i hans øjne, og da Fabian så kom tilbage, var han hurtig på benene for ikke at give ham mere af smågrine over. "Lad os" 

Det skulle dog ikke tage lang tid for adelsmanden at genkende dem retning de gik i, og Aldamar følte hvordan at hjertet uvilkårligt og ganske forræderisk begyndte at banke hurtigere. Kunne man selv vælge sådanne ting fra? Åbenbart ikke. Ikke at han ville lade det være alt for tydeligt, idet at han nogenlunde nonchalant greb ud efter sin øl, da Fabian klikkede døren op. Og gik ind, øjne søgende efter et sted at sidde.
Sådan  nogenlunde i hvert fald. 

Larmen forsvandt ligeså stille, som de bevægede sig væk fra krostuens larm, og selvom Fabian godt vidste at et par blikke blev sendt deres retning, så var folk nok ikke i tvivl om hvad der præcist foregik, men det var heller ikke noget der var mere interessant end så meget andet i lokalet. Fabian der tog en kunde op på værelset? En hverdags aften.

Fabian lukkede døren efter dem med den frie hånd, før at han selv gik hen og satte sig på sengen, præcis som deres første møde på Svinet. På mange punkter virkede det til at være en gentagelse af dengang, selvom spændingen var højere. Fabian vidste ikke om Aldamar faktisk havde planer om at gå igennem med faktisk at være sammen med ham, men forventningens glæde var vel den største, og en lille forventning havde han efterhånden fået.
Han var ikke sikker på om Aldamar havde planer om at sætte sig på stolen som sidst, eller tage plads på sengen, selvom han dog håbede det sidste.

”Det er næsten som første gang du opsøgte mig,” kunne Fabian alligevel ikke lade vær med at sige, før han førte øllen op og tog en tår af den. Hans øjne blev dog på Aldamar, mens han drak, en smule funklende, selv i den ellers lidt dæmpede belysning der var herinde.

Ikke overraskende bevægede Fabian ret så hurtigt over til sengen, hvor at han nok så mageligt fik sat sig til rette. Blå - grønne øjne hvilede opmærksomt over ham, og trods de svage lyskilder var det ikke svært for adelsmanden at se hvordan de funklede en anelse. Det var virkelig kun de to i rummet... og nu hvor at kroens larm og menneskemylder knap var til at høre eller se, var der intet til at trække Aldamar's blik væk fra ham. 
Ligesom første gang? Mindet fik et smil til at strække sig over Aldamar's ansigt, og en uden meget hastværk bevægede han sig imod det simple sæt af et bord og en stil, langs væggen. "Næsten" nikkede han i enighed. Men også kun næsten. Ting havde forandet sig på godt og mindre godt.

I stedet satte han kruset på bordet, fik endelig krænget den fugtige frakke af sig, og foldede den med et ordenmenneskes nidkære præcision over bordet. En ret simpel vest fulgte ikke lang tid efter med, og bevægelserne var langsomme. En anelse med vilje, da han vidste at det var hans eneste... 'undskyldte' grund til ikke at møde de opmærksomme øjne. De var ret intense. 
"Du har ikke siddet for længe og ventet, de andre gange... har du?" stadigvæk med ryggen til talte Aldamar, men vendte sig nu omkring med et drillende smil om læberne. Fordi det ville da ikke ligne ham, omend det kun ville fedte for hans egen selvigtighed. 
Måske bare for at være træls - måske fordi at han ikke heeelt vovede at sætte sig i sengen endnu, greb Aldamar ud efter stolen bagved sig og slæbte den med henover gulvet igen, inden at han stoppede foran Fabian, og satte sig på den. Stoleryggen vendt imod ham, og armene foldet over ryglænet. 

Fabian kunne godt lide at få Aldamar til at sno sig under hans blik, så det næsten ikke var behageligt mere, men også kun næsten. Det var de små fornøjelser, selvom han også var sikker på at Aldamar vidste præcis hvad han havde gang i, som han begyndte at pille nogle af de halvvåde tøjdele af sig.
Han følte lidt at han holdt noget af vejret tilbage, indtil Aldamar vendte sig om, og virkede til at være færdig med at pille tøj af. Fabian havde dog ellers gerne set at der havde været lidt mindre tøj.

Ligeså stille fugtede Fabian sine læber, stadig med blikket på Aldamar. ”Jeg ventede den halve time du sagde,” sagde han kort, det var lidt af en løgn. Den første gang, havde han siddet og ventet lidt længere, selvom han også var begyndt at se efter potentielle kunder. Han kunne stadig godt huske skuffelsen over at der ingen Aldamar havde været.

Det var lidt komisk, som Aldamar virkede meget bestemt om at han ikke ville i sengen med Fabian, så i stedet for trak Fabian et ben op under sig, og kiggede på Aldamar. Han var tæt nok på til at han kunne række ud efter ham hvis det var.
Fabian tog en tår mere af øllen, før han rakte hen og satte den ved natbordet der stod ved sengen. 

Havde han håbet at Fabian havde ventet længere? Måske for at føle sig vigtig, men så egentlig heller ikke meget mere end det. Havde han fortalt at han havde siddet der meget længere end den halve time, jah så skulle det lige passe at Aldamar i stedet for at føle sig vigtig, havde følt sig forlegen. Mange skulle, måtte og kunne sidde og vente længe på ham - han var god til aftalte tidspunkter når han skulle, omend man vel havde sine adelige privilegier hvad angik tidspunkter. Men tanken om at han havde siddet der i længere tid... jah den havde måske i sidste ende givet ham dårlig samvittighed. 
Ikke at det var hvad Fabian fik at se, da Aldamar med en lille 'hmm' lyd nikkede, og smilede en anelse bredere. "Godt" var hvad han i stedet fik, og for en lille stund, jah der var Aldamar tavs i sin betragtelse af ham. Mørkeblå øjne studerede overraskende ublufærdigt hans siddende skikkelse - det var tydeligt at tanker blev vendt i adelsmandens hoved, selvom intet af det nåede ud over hans læber. 

Selvom det 'kun' var et par uger siden, var gensynet med ham utrolig kærkomment. Og selvom Aldamar udaftil lignede en der studerede og betragtede hans kønne skikkelse for hvad den var, nemlig køn.. jah så var det nærmere den summende fornemmelse i hans bringe, som gjorde at han blev ved. En god blanding af spænding, glæde og velbehag. Og så gik det op for ham at han havde været stille i godt 8 sekunders ren betragtning. 
"... ham kromanden. Hvor godt kender du ham?" I mangel på bedre at sige busede han måske bare ud med noget. Og da måden han havde grinet på kort gled over hans nethinde, kunne det være rart at få sat den lille spids af mistro den latter havde plantet, væk. 
Adelsmandens øjne forlod ham ikke rigtig på noget tidspunkt, undervejs. Fordi ligeså meget som Fabian måske nød at sætte ham på kanten, var det stille og roligt gået op for Aldamar, at han kunne... nogle gange at gøre det samme. Når han ikke forfjamskede sig selv, i hvert fald. På så 'sikker' afstand, var det ikke ligeså svært. 

Fabian ville aldrig villigt fortælle et andet menneske, at han havde ventet på dem over en aftalt tid. Han var ikke en der ventede på folk. Nej, folk ventede på ham, hvis der var noget, selvom det heller ikke så ofte skete. Han ville hurtig miste kunder, hvis han ikke kunne møde op til tidspunktet, når de bestilte ham, så lidt punktlig havde han lært at være.
Hvad Fabian dog ikke ville have givet for at vide hvad Aldamar egentlig tænkte i øjeblikke som disse. Han havde halvt lyst til at komme med en sjofel kommentar, og få det overstået, men samtidig, var der noget ved at blive kigget på, ikke som et stykke kød, men som en eftertragtet mand, som bare fik en behagelig følelse i maven frem. For det føltes i hvert fald ikke som alle de andre mænd og kvinder som havde taget mere end et blik på hans kønne skikkelse.

Man kunne se hvordan Fabians ansigt foretrak sig i undrende og lidt forbavselse over spørgsmål. Han rystede også lidt på hovedet, men han kunne da godt svare på spørgsmålet. ”Jeg kender ham da ganske godt. Jeg er lidt af en stamkunde her, og han har set en del af de kunder jeg har haft med oppe. Jaloux da?” spurgte han drillende, og lænede sig lidt frem, med hænderne støttende på det ben der var krøllet op under ham.
Han forventede egentlig ikke at Aldamar havde noget specielt imod kromanden, eller at han var jaloux anlagt på den måde. Han vidste jo godt at Fabian var sammen med en del forskellige mænd og kvinder, hvis det endelig var. Det var nok mere at det var noget stort hvis man kendte Fabian som andet end skøgen.

Aldamar's øjne glimede en anelse i indespærret latter, da der blev spurgt om han var jaloux. Ham? Han var ikke jaloux anlagt, og skulle han være det... jah så var det ikke over en kromand. Nej, der var fyrstesønnen måske en kende for arrogant omkring sig selv, da han aldrig ville misunde en person af den kaliber. Men... det var meget sødt spurgt. Meget sødt, og meget urealistisk. 
Aldamar fjernede kun kortvarigt blikket for at række ud efter sin øl, men måtte konstatere at han havde glemt den ovre på skrivebordet. Det var dog ikke et problem, idet at hånden ændrede retning og i stedet strakte sig ud imod Fabian's, for at tage fat om det, et lille grin til følge. "Næppe" klukkede han, og tog en enkelt - men lang -  tår. Smagen var som forventet af et lidt... jah, lavklasse sted som dette var. Men modsat første gang han havde drukket Svinets alkohol, orkede han ikke at tage sig af noget så trivielt. "Han havde bare nogle... venlige øjne" forsatte han idet at han alligevel prøvede at forklarer, og  tonen havde en eftertænksom klang i sig. "Jeg fik øjenkontakt med ham, men... jah, det overraskede mig bare" han gik slet ikke nok i lag som dette, til at  vide hvor forskellig holdningen fra hans omgangskreds(e) var, sammenlignet med et sted som dette. Det havde altid lydt lidt som drømmerier, at folk kunne være lade værd med at more sig over det. Lade værd med at gøre grin med det. 

Dertil gik det ikke forbi Aldamar at Fabian lænede sig en anelse frem, idet at han halvt om halvt følte et lille træk i hans egen krop til at gøre det samme. Havde stoleryggen ikke været foran ham, havde han nok også gjort det. 
Men... man kom ikke udenom, at der var noget drillende i måden han holdt sig selv så passiv. Og på 'afstand', for den sags skyld. Ikke fordi at han trak sig fra Fabian - Aldamar rykkede sig næppe baglæns når hans nærvær rykkedes nærmere. Men han var lidt spændt på at se hvad han ville gøre...
Spørgsmålet var om han 'turde' komme nærmere, eller om han respekterede det ønske om afstand han havde 'ridset' op sidst de sås. Fordi det kunne være lidt svært at bedømme, og Aldamar selv vidste ikke hvad han selv ønskede mest, heller. Men han vidste at han var - og havde nok altid - følt sig kostbar nok til at være træls, og sidde stille. Det var han så forfærdelig vant til alligevel, så hvad gjorde... et par timer mere? De blå øjne glimtede en anelse ved den drilske idé. 

Hvis der havde været jalousi mellem de to af dem, så havde det nok været et meget akavet forhold de ville have haft med hinanden. Hvis man kunne kalde det det. Fabian gik i hvert fald meget ind på seksuel frihed, og hvis nogen forsøgte at holde ham fra det.... ja, så fik de i hvert fald at vide at de ikke kunne kontrollere ham. Et par kunder havde forsøgt, men de var jo heller ikke andet end blot kunder. Nogen han godt kunne undvære i sit liv.

Fabian kunne dog godt se hvordan hans øl hurtig var blevet fælles, og selvom han burde brokke sig, så gjorde han det ikke. Han havde trods alt betalt for dem begge dernede, så at dele dem var ikke så slemt. Med minder Aldamar havde tænkt sig at drikke det alt sammen, så ville de begynde at få et problem.
”Han tænkte nok bare at du var en ensom sjæl, der havde behov for lidt selskab,” tilbød Fabian, ikke at han vidste om det egentlig gjorde det bedre for Aldamar. ”Folk dømmer i alle kredse, så bare fordi du er sammen med en lavere klasse, betyder det ikke at folk ikke har fordomme om dem de ser. Enten ud fra hvem de går sammen med, eller hvad de bærer,” ved de ord kunne Fabian dog ikke lade vær med at kigge lidt ekstra på Aldamar, for at se præcist hvad han havde på. Hvis han så for pæn ud, så ville Fabian nok også bedre forstå et par ekstra blikke. Ikke fordi Aldamar kunne se sjusket ud. Det havde han nok for høje standarder til.

Selvom distancen mellem dem var en anelse ulidelig, så havde Fabian måder at døje med det på. Det var nok også blot et spørgsmål om tid før hænderne ville komme frem, men for nu kunne han godt finde ud af at holde sig bare lidt på afstand. 

Det havde egentlig ikke været særlig planlagt hvad han havde taget med sig, men havde alligevel fået opstøvet ret så... normalt tøj. Sort skjorte og brune bukser. God stand, men frakken og den lidt uldne vest havde dækket det fint i gråvejret. Det som det egentlig var gået mest udover, var håret der var mere vindblæst en tiltænkt. Men han havde med vilje undgået blanke overflader - spejle - for at kunne være ligeglad med det. Det føltes nemmere at ignorere sådan. Han han havde dog måske lidt lignet en type. 
Aldamar nikkede lidt imens at han lyttede, men kunne ikke lade værd med lige hurtig at knibe øjnene en anelse sammen da han sagde ensom. Han ville kalde det... kræsen med sin omgangskreds. Men det blev smalle blik blev hurtig en anelse overvejende til det han sagde, inden at han afværgende smilede. "Måske... du kender ham trods alt bedre end mig" smilede han, og rakte øllen ud Fabian. Han burde hente sin egen, men strakte det lidt ud. 

I stedet lænede han sig en anelse tilbage, og trak ud i tøjet. Havde han ikke klaret det meget fint? syntes handlingen at sige. "Hvad ligner jeg? " et spørgsmål sagt med meget afventende, leende stemme, men dog også ret bevidst om at... han elskede de små detaljer i sit tøj. Og havde satset meget på at frakken skjulte alt. 
Et kort øjeblik havde han også overvejet en hat, men var glad for at han havde undladt. Det havde måske været en anelse for meget blikfang, selvom hatte var fantastiske. 

Aldamar kunne ligeså godt også vænne sig til at hans hår bare aldrig sad godt, især efter at have været sammen med Fabian, for selvom han ikke kunne røre ham lige nu, så var det bare et spørgsmål om tid, før Fabians hænder endte i Aldamars hår og rodede rundt i det... mere end det allerede var i hvert fald.

Fabian tog imod sin øl igen, det var heldigt at Aldamar ikke var blevet alt for fornærmet over det. ”Og så godt kender jeg ham trods alt ikke. Vi snakker ikke specielt personligt,” sagde han og trak på skuldrene. Personligt var ikke noget Fabian gjorde sig i. Kun med Sif... og der havde han lavet lidt af en fejl. Det var blevet en anelse for personligt sidste gang desværre.

Han tog den op til munden for endnu en tår, inden den endte tilbage på natbordet, men denne gang lænede han sig mere bagud i takt med Aldamars spørgsmål, pludselig krævede at han kiggede lidt mere på ham. ”Hvad du ligner?” kom det leende fra Fabian, som han kneb øjnene sammen. ”En der leder efter en hyggelig tid med fabelagtige Fabian?” kom det drillende fra ham. Det kunne godt være at Aldamar ville have et lidt mere seriøst svar fra Fabian, meen... det var begrænset hvor seriøst man kunne holde Fabian i en længere samtale. Især når han ikke gad at være seriøs. 

Aldamar strakte med begge hænder tøjet ud foran sig, og skulle da næsten og lige til at rejse sig op, hvis det skulle til for at han kunne lave en bedre vurdering. Han havde måske satset på en optimistisk form for smed, eller måske bare en ud af mange handlende. Ikke at nogle af de to bud kom fra Fabian, der leende proklamerede at han lignede... en hvad? Aldamar's øjne blev drillende knebet en anelse sammen, og med et lille fnys rejste han sig endelig. "Nå så det gør jeg?" kom det fra ham, og et enkelt sort øjenbryn blev løftet i påtaget vantro. 

Aldamar slentrede hen imod bordet hvor han havde efterladt sit krus, som han nu greb med den ene hånd. Imens havde det næsten været overvejende hans blik, sådan som han havde ladet det søge opad, men vendte det nu tilbage imod den tilbagelænede Fabian på sengen. Overvejelser taget op og taget til sig. "Du må være en frygtelig god menneskekender... hmm?" et drillende toneleje og Aldamar bevægede sig nu med smalle øjne imod Fabian og den ledige plads der var ved siden af ham. 

Aldamar ville dog ikke benægte at der var et gram af sandhed i den vittige kommentar han havde fyret af, selvom det ikke var hvad han sagde. Nej, benene bar ham i stedet helt hen foran Fabian, hvor at han stoppede op, og tog en lang tår af kruset imens han lyttede. Smilende. 

Det kildede i maven på Fabian, som Aldamars blik blev mere intenst, og smilet blev kun bredere på Fabians læber. Han vidste godt at han havde strukket den lidt, og han havde ikke været helt sikker på hvilken reaktion han egentlig ville få ud af Aldamar.
En anelse skuffelse væltede også over ham, da det virkede til at Aldamar var på vej væk fra ham, men da han samlede sit krus op og var pludselig tilbage igen, forsvandt skuffelsen, og spænding fyldte i stedet for Fabians krop.

”Mmmmhhhh... lidt af en menneskekender skal man vel være, når man er en som mig,” pointerede Fabian og lænede sig tilbage mod sine hænder, og kiggede op på Aldamar. Han så fantastisk ud som han stod der, og næsten lidt dominerende. Fabian håbede at han ville have samme selvsikkerhed, hvis de nogensinde bevægede sig videre fra deres nuværende stadie. Han ville gerne se hvor meget Aldamar virkelig kunne skinne igennem. ”Jeg ved i hvert fald når nogen har et øje for mig, men om det er tøjet eller blikket der afslører det....” tilføjede han drilsk. Han havde også lidt prøvet Aldamar af til at starte med, for at se hvor de stod med hinanden, men nu var han ikke længere i tvivl. Han havde dog aldrig set det udvikle sig på denne her måde, ikke da de havde stået på balkonen til ballet. 

Kruset blev ført op til læberne, og endnu en tår blev taget til lyden af hans drillende stemme. Ikke overraskende var det en konstatering der blev taget som en kompliment, og Aldamar kunne ikke lade være med at smile en anelse bredere over det. Så selvvigtig. 
Men med god grund, Aldamar klikkede vurderende med tungen idet at han lod stilheden trække ud efter hans ord, og dermed også overvejelsen. Den evige overvejelse, som med endnu en slurk af øllen, nåede til noget der mindede om en beslutning. 
"Det er altid blikket, er det ikke?" Aldamar's dybe stemme havde en kant, og roligt blev kruset med øl sat fra sig på bordet ved siden af. En kant der uden meget tøven eller tilbageholdenhed indikerede at han havde savnet ham - meget endda. Og med tanke på hvad han havde 'lovet' Fabian sidst, havde Aldamar ikke mange kvaler ved at vise det. 

Det var rolige bevægelser, der dog ikke skjulte hans hensigt idet at han svingede et ben over hans siddende position, og meget lig sidste gang, fik sat sig overskrævs på Fabian. En brummende nynnen som følge. Hænderne foldedes ind over hans skuldre, og en gnist var - og havde måske været længe - tændt i de mørkeblå øjne. Varmen, duften og snart også smagen af Fabian var efterhånden noget der føltes så fantastisk nært for Arys prinsen, der lod de bløde fingre glide igennem det lange hår og de korte sider. 
Han havde trods alt været væk i et par uger. Meget lange uger, havde det føltes som om. 

Fabian fugtede sine læber lidt, og man kunne se hvordan hans pupiller udvidede sig bare en anelse, som Aldamar stod over ham. ”Man siger det er vinduet ind til ens sjæl ikke?” sagde han stille. Han kunne mærke sit hjerte banke hurtigt i sin brystkasse. Der var noget over den måde Aldamar så på ham, og måden han sagde det på, som bare gik lige ind hos Fabian, selvom han ikke var helt sikker på hvorfor.

Vægten henover Fabians skød var velkomment, og han var hurtig til at lægge sine arme om Aldamar, så han ikke bare kunne smutte væk, hvis han kun havde sat sig der for at drille ham kortvarigt. Nu havde Fabian fat, og han havde ikke tænkt sig umiddelbart at give slip på den anden.
Han følte lidt at der var ord der lå på tungen, men det var lidt som om at han ikke rigtig kunne finde ud af at formulere dem, så derfor gjorde Fabian hvad han kendte bedst. Han gjorde brug af det fysiske sprog.
Hans ene hånd kørte op for at lægge sig længere oppe på ryggen af Aldamar, inden han begyndte at læne sig fremad for at fange Aldamars læber i et kys. Det var efterhånden så lang tid siden at Fabian kunne have svoret at han havde glemt hvordan det egentlig føltes at være sammen med Aldamar. Det føltes i hvert fald lidt som om at han ikke fik nok ilt til hjernen. 

Selv uden hænderne bagved ryggen, var det en del der skulle til førhen at Aldamar havde tænkt sig at flytte sig lige foreløbig. Nej, han gik ingen steder, og da hånden gled en en anelse længere op, var det et smil af glæde der lurede i kanten af hans mundviger. Ikke at han lod det fylde for meget, glæden boblede mere underliggende end hvad man kunne se på overfladen. Men den var til at føle, da han - stadigvæk med et smil omkring læberne - mødte det blide kys. 
Hånden gled kærtegnende omkring mandens baghoved, hvoraf den anden fik sneget sig ned omkring midten af ryggen. Skubbede ham tættere på, imens at han selv følte hvordan han ikke kunne lade værd med at læne sig endnu mere imod ham. "Jo, det gør man" mumlede han kort imod hans læber, inden at han genoptog kysset. 

Sengen knirkede en anelse idet at Aldamar på en eller anden måde fik skubbet skoene af sig, og nu flyttede det ene knæ hen til støtte på kanten. Den anden fod havde stadigvæk en smule kontakt til gulvet, men med den nye støtte, lod fyrstesønnen begge sine hænder glide ned omkring hans hals - favnede hans kæbe - inden at han løftede sig en anelse. Af to grunde. 
Den ene var fordi at han brød sig om det. Han kunne godt li' at være højere oppe de få gange der var mulighed for det, da det var en anden form for magt - og kontrol, for den sags skyld. Måden han kort kunne kigge ned i de blå-grønne øjne inden at han kyssede ham igen, var til at holde af. Og også for så småt at skubbe ham en anelse mere bagud, og gøre hans ben fri i tilfælde af at han skulle møve sig, han ville trods alt bare bevæge sig med.