Krystallandet
Granny 12.07.2020 19:52
Skikkelsen, der sad gemt væk i skyggerne i hjørnet af den sparsomt møblerede stue, var nær faldet ind i søvnens dybe ro, havde det ikke været for kattens – hvis færd åbenbart havde ført den om bag det faldefærdige hus – jammer og skrig. Med et ryk havde den sat sig op og ladet sit ene stålgrå øje glide rundt omkring sig. Skikkelsen kunne dog, med en hvis nyfunden ro, til trods for det bankende hjerte, erklære, at hans gæst endnu ikke havde fundet vej hjem, hvormed han åndede lettet op. Og dernæst rejste han sig. Frygten for, at falde hen var ganske enkelt for stor, hvormed den høje skikkelse begyndte at skridte hvileløst frem og tilbage.
I grunden var det Pax’s egen skyld. Han var kommet mange timer for tidligt, men undergrunden havde ikke lokket med samme kraft, eftersom en hvis blond kvinde med en skarp mund, ikke ville have været at finde dernede.
Udenfor var dagen dog blevet til nat. Månen hang, stor og mægtig, på den kulsorte nattehimmel men dens stråler var ikke svagere end solen. Kun skyggerne syntes mere dominerende, og stilheden – der var noget så ukarakteristisk for den nedre bydel – vidnede om, at folket, i hvert fald i dette kvarter, lå i deres varme senge.
Noget, Pax også selv agtede at gøre snarligt. I ham dansede et spædt håb også om, at hvad der dernæst måtte følge, måtte undergå gnidningsfrit. Dette var trods alt første gang. Noget, Pax, der var ganske kontrollerende af natur, ganske enkelt ikke brød sig om.
