Hvorfor Saga overhovedet var blevet i Dianthos var hun ikke sikker på, hun havde jo sådan set ikke noget tilhørsforhold til byen. På den anden side: hvor fanden skulle hun ellers tage hen? Det var jo ikke fordi hun havde noget tilhørsforhold andre steder. I det mindste var der ingen der så skævt til hende her i storbyen. Her var de fleste sgu ligeglade med en møgbestik tøs der vaklede ned af de større gyder, der førte til en af de større gader, med en flaske brændevin i hånden. Okay vaklede og vaklede og vaklede var så meget sagt, for så slemt var det ikke endnu, selvom hun dog ikke gik helt lige. Det kunne måske også skyldes, at hun ikke holdt så godt øje med hvor hun satte sine fødder da hun var alt for travlt optaget af at lade blikket glide ind mellem gyderne hun passerede i et forsøg på at finde et godt sted at overnatte. 
Egentlig burde hun nok overnatte på en kro og få sig et bad, hun havde endda pengene til dem, men så igen.... nah, de penge kunne bruges på bedre ting. Som mere brændevin de kommende dage, eller et ordentligt måltid mad. 

Meh hun kunne komme i bad en anden dag, som i morgen. Desuden var der ingen der gav en skid for hvordan hun så ud, for skønt det ikke var aften endnu, ville der ikke gå længe inden solen gik ned, og så kunne det jo være ligegyldigt hvordan hun så ud når hun sov på gaden. 

Lyden af skridt fik hende til at se op tidsnok til at hun fik øje på en rødhåret kvinde der kom gående ned af gyden. Saga lod blikket glide hen over hende og trådte så et skridt tilbage så de ville kunne passere hinanden. Idet hun gjorde det fik hun fornemmelsen af noget andet. Fornemmelsen fik hende til at se hen over skulderen på den rødhårede kvinde, hvor hun fik øje på tre store mænd. Det i sig selv var egentlig ikke underligt, til gengæld var det en anelse underligt, at de gik så tæt sammen og skiftevist så sig over skulderen og tilbage til den rødhårede kvinde.
Saga kunne genkendte problemer når hun så dem, og uden at tænke over det trådte hun ind foran den rødhårede kvinde, tog et fast tag i hendes arm og smilede til hende som havde de kendt hinanden i årevis. "Dina, der var du! Godt du kom, jeg har ventet på dig, men jeg var nede i den forkerte ende af gyden." Hun lod blikket glide over den andens ansigt inden hun, tilsyneladende tilfældigt, kaste et blik på de tre mænd. De var store og stærke, men der var en af Saga og den rødhårede kvinde, og det var åbenbart nok til at de ombestemte sig, droppede deres første plan (hvad det så end havde været), og gik lige forbi dem uden så meget som at se på Saga og den anden kvinde.

Det var først da de var væk Saga gav slip på den anden kvindes arm alt mens smilet på hendes læber døde ud. "Det er farligt at gå her for kvinder som dig. De mænd lignede nogle, der ville æde dig levende, og hvis jeg var dig ville jeg gå tilbage hvor jeg kom fra." Det ragede selvfølgelig ikke hende hvad den anden valgte at gøre, men det ville være klogest at gå tilbage.

Det var stilnet noget af på det sidste med urolighederne i Dianthos. Alicia havde ikke haft nær så meget at lave på det seneste, og hun var for langt væk, til hun havde kunne nå at hjælpe de steder, hvor Mørket havde angrebet fra havet. Hun havde derfor fået besked på at blive i byen og være med til at støtte byvagterne i den nedre del af byen. Hendes vagt var dog sluttet for kort tid siden, og hun var derfor på vej mod den midterste bydel, hvor hendes hjem lå. Ganske vist var hun ikke i uniform, men amuletten hang frit synlig om hendes hals uden på den mørkerøde tunika. Dette var akkompagneret af en broche lidt længere nede på venstre side af brystet, også med Lysets tegn. Det var derfor ikke svært at gætte, hvor hun hørte til, hvis først man kom tæt på. Dertil hang hendes trofaste sværd, med de beskyttende hvirvler af metal, der omkransede håndtaget, ved hendes venstre side. Under dem kunne man se et par mørkebrune bukser, der posede ved lårene, men sad stramt omkring skinnebenene, fordi buksebenene var stukket ned i et par langskaftede læderstøvler.

Alicia havde egentlig godt bemærket opmærksomheden, hun tiltrak sig, fra de tre mænd, men hun var på ingen måde utryg ved situationen. Hun var udmærket i stand til at forsvare sig selv. Det kom dog som en kærkommen overraskelse, at den brunhårede kvinde, hun havde trådt til siden for at lade passere, greb fat i hende og talte til hende som om, de kendte hinanden. Dette fik Alicia til først at smile bredt. "Sifrid! Jeg var ved at blive nervøs, jeg har ledt efter dig over alt!" svarede hun med tydelig lettelse i stemmen. Hun sikrede sig omhyggeligt, at de begge var både uden for syns- og hørevidde af mændene, inden hun lod facaden falde og sendte kvinden et taknemmeligt smil. "Kvinder som mig kan forsvare sig selv" forsikrede hun i en alvorlig tone. "Desuden er det ikke første gang, jeg er her, det er trods alt en del af mit arbejde" uddybede hun. Om kvinden troede på hende eller ej, var underordnet for Alicia. "Under alle omstændigheder skal De have tak for hjælpen frøken" fortsatte hun så og sendte kvinden et nyt smil. "Er der noget, jeg kan gøre til gengæld?"

Det var først nu Saga opdagede våbnet ved den rødhårede kvindes sid. Så faldt hendes blik på amuletten omkring kvindens hals, som hun ikke kunne lade være med at stirre lidt på. Et stik af misundelse borede sig ind i hendes hjerte. Da hun først havde sat vej mod hovedstaden havde det været for at melde sig som lysets kriger. Hun havde haft tanker, håb og drømme om vilde kampe og hæder. I stedet sov hun i gyderne og drak sig i søvn. Skæbnen kunne så sandelig være en ondskabsfuld kælling fra tid til anden.
"Det kan jeg se." Det gik på for hende, at hun bare havde stået og gloet uden at svare den anden. Forhåbentligt var det tydeligt hvor fuld Saga var, og det ville forhåbentligt være en forklaring på, hvorfor hun havde været temmelig langsom. "Men folk kan overraske." I en verden, hvor det syntes at alle var velsignet med magiske evner var der ikke noget der sagde, at en af mændene (eller dem alle), ikke havde haft en eller anden magisk evne der alligevel ville have gjort en eventuel kamp svær. Man kunne jo aldrig vide.
Et enkelt øjenbryn blev hævet ved den andens brug af "frøken". Det var fandeme længe siden nogen havde kaldt Saga det, og hun kunne da heller ikke lade være med at trække svagt på smilebåndet. "Næh.... - eller jo," nåede hun at rette sig selv. "Så det ud som om gyderne længere oppe var ledige? Jeg leder efter et sted at sove i nat." Det var næppe noget en af Lysets riddere lagde mærke til, men Saga kunne være heldig; måske var der blevet bidt mærke i det, hvis der havde ligget bunker af hjemløse i gyderne længere oppe.

Alicia lod tålmodigt kvinden kigge på sig. Hun havde ikke noget imod nysgerrigheden (hun tog det i al fald som nysgerrighed). Desuden havde hun hjulpet hende, så det ville være aldeles uhøfligt at påpege, at hun var faldet lidt i staver. Ordene trak dog et smil frem på Alicias læber. "Det er muligt, jeg er ferm med et sværd, men jeg har skam også mine tricks i ærmet" svarede hun uden at uddybe. Der var ingen grund til at afsløre alle sine hemmeligheder på forhånd, selvom noget af hendes udseende allerede hentydede til, at hun ikke fuldt ud var menneske.

Alicia havde egentlig blot været almindeligt høflig, men det hævede øjenbryn fortalte hende, at kvinden ikke ligefrem var vant til det. Et bryn hævede sig dog spejlvendt på Alicias ansigt, som kvinden svarede. Det var ikke ligefrem en efterspørgsel, hun var vant til at få. Hun overvejede dog sine muligheder. Hun ville ikke ligefrem presse sin hjælp ned over hovedet på den anden, men det var samtidig tydeligt, at hun følte lidt medlidenhed med kvinden. "Hvad med at jeg giver et måltid mad og en overnatning som tak?" spurgte hun så venligt. Det var ganske tydeligt, at kvinden gerne måtte afvise tilbuddet. Det var med fuldt overlæg, at hun ikke pointerede noget omkring flasken i kvindens hånd. Det var ikke hendes sted at dømme hende, for hun vidste ikke, hvad hun kom fra. Det forhindrede hende dog ikke i at forsøge at række en hjælpende hånd ud.

Det skulle ikke undre Saga, hvis kvinden også havde en eller anden form for magi. Det var i hvert fald det der var blevet lagt op til med kvindens svar. Og desuden virkede det til, at alle her i byen var velsignet med de vilde magiske kræfter. Ude i skoven havde det sine fordele at have en skærpet hørelse, men her måtte Saga nok erkende, at det ikke var super fedt at der altid var larm. Men det var nu engang hvad det var, og hun tog til takke med det hun havde.

Saga havde forventet at kvinden ville sige, at der ikke var nogle ledige gyder nedad. Så da hun pludselig blev tilbudt både et måltid mad og en overnatning var hun noget overrasket. Hun havde ikke spist siden i morges, og udsigten til mad var tillokkende. Og udsigten til at sove inden, og måske kunne få sig et bad, var endnu mere tillokkende. ”Det lyder som en god aftale.” Sagde hun derfor, idet hun pakkede flasken med brændevin væk og satte den fast i sit bælte. ”Jeg er så sulten, jeg kunne æde en hest!” Okay nu overdrev hun måske, for hun sørgede trods alt altid for at have penge til mad, men sulten det var hun altså. ”Jeg hedder Saga,” præsenterede hun sig, da det gik op for hende at det ville være det mest høflige i dette øjeblik.

//Jeg undskylder mange gange, men jeg er nødt til at forlade tråden. Jeg har for mange, og jeg er nødt til at prioritere, desværre ._.