Larmen af folkene der var på gaden var tyk af støje, som var råb og skrig. Der var opstået et af de såkaldte gadekamp, hvor folk sats på en person. Dog var det ikke en helt almenlig gadekamp, da disse ofte var nedre i undergrunden, så det var væk fra ordensmagte syn. Selvom Skumringkvarteret heller ej fik særlig tit besøgt af disse menneske var chance større for de blev opdraget stor. 

Jason stod tilbage lænet op af en hus muren, da denne kamp begyndte, en form for underholdning var det, da han godt kendte de to knægte der skulle kæmpe mod hinanden. Han havde arbejde med dem før han blev bandet leder. Han havde dog ikke satse på nogen af dem, da ikke selv gik ind for gadekampe som handle om penge. Da kæmpen gik igang stak han hånden ned i en af busker lommer for at fiske noget krølle tyndt papir, som var lavet på hamp hev han frem, som han fyldt med noget tobak. Han sat det op munden og fandt nogen tændstikker frem, som han prøvet at tænde dette stykke papir med tobak i, da han fik tændt papiret, tog han nogen dybe indånding for at få gang i den smøg af en art. Da den var tændt op inhalerende han den tykke røg, som han fik ned i lungerne, da var nærmeste en form for afslapning medicin for Jason, da han fik røgen ned i lungerne. Han pustede langsom røgen ud fra munden, som var det en normal ting. Jason lukkede øjnene lidt, mens han lyttede til den råbe publikum. Dog gik der ikke særlig lang tid før en eller anden unge prøve at snige ned i hans buske lomme. Godt nok kunne denne mand ikke føle noget, men han kunne godt fornemme at nogen var tæt på ham. Så da han åbne det ene øje, kunne han godt se det var en dreng på omkring hans alder, da blev udsat for de hårde vilkår i den krimialene alder. " Stump det ville jeg fraråde dig at gør, medmindre du vil brække et par fingerne. " Sagde han rolig med en hæs stemmen, før han gik lidt ned i knæ og så på drengen, der næsten stive  " hvem er du? " Spurgte Jason den unge dreng om. 

Drengen stod stiv som et bræt over være blevet opdaget og man kunne tydelig se hans frygte " Und...und...undskyld Amet.. " Stammende den unge dreng frem og så sig kort over skulderne og blev stodene, da han var bange for at flugte fra ham. " Asger Lundberg " Svarede den bange dreng, han vidste godt hvem Amet var og det var et vældemål han havde lavet med hans venner.  

Jason så på denne Asger og fandt en lædeposer frem, hvor han holdt sine krystaller i. Han åbne posen og fandt en jadesten frem, som han lagde i hans hånd. " Her, og hold dig fra stjæle igen.. Hvis du har problemer så bare kom hen til mig " Sagde han lidt mere barnhjerte end han egentlig var, før han satte sig op igen, for at føle kæmpen, som næsten var over. Han så kort efter drengen som løb sin vej, før Jason atte satte papirstykke op til sin mund, for at inhalere engang til. 

”Han – altså, han gav mig dem bare”, brummede Asger vantro, hvorefter han trak uforstående på begge, tynde skuldre.
Pax betragtede den unge knægt med morede øjne, for det havde trods alt aldrig været planen, at det skulle lykkes. Den høje mand kendte trods alt til Jasons egne kompetencer, for de havde rendt sammen i mange år, og det havde i grunden kun været for sportens skyld alene. Det ville nu have været morsomt, brummede en skuffet tanke, og Pax måtte give den ret.

Håb var en finurlig størrelse – og selv i den spinkleste form, kunne den resultere i mangt og meget.

Med et let nik mod den unge dreng skubbede Pax sig fri af skyggerne, og begyndte med resolutte skridt, at nærme sig den gadekamp, der snart havde udspillet sig for nogle minutter. Det kunne naturligvis ikke blive ved, for selv i rakkerpakkets afskygning af byen ville det uundgåeligt blive til et problem.
Det var med faste greb og hurtige, effektive slag at Pax fik skilt de unge drenge ad. Han lod sin ene støvle kollidere med rivalens skridt, hvormed denne faldt sammen med et tungt, lidende støn. Det var dog som om, at Pax ikke skænkede det en tanke – og det var ganske rigtigt – for han vendte rundt, og lod sine lange, beskidte fingre gribe om den tilbageblivende knægts krøllede hår.
”Vi har snakket om det her. Hvis du vil slås, så bliver det i arenaen”, hvæsede Pax, ikke just imponeret, hvorefter han skubbede den blødende knægt fra sig – i retning af undergrunden, hvori Ulvens Flok holdte til.

Med et dovent og ligeglad blik rettet mod den forsvindende skikkelse, skridtede Pax hen mod Jason, der som ham selv, blot få øjeblikke forinden, stod gemt væk i de mørke skygger.
”Det tiltrækker for meget opmærksomhed, og det ved du godt”, lød det – næsten irettesættende – fra Pax selv, i det hans grå øjne omsider landede på Jasons skikkelse. De brede øjenbryn blev dernæst hævet i en sigende grimasse; ”og det kan vi jo ikke have, kan vi?”

Røgen blev ført ned i lungerne ved en let vejrtrækning, da han blot stod lænende mod muren, hvor han fulgte kæmpen, hvis det havde været en af hans mænd, havde han fået stoppede kæmpen før den startede, men nu var det ikke hans. Han pustede langsom den tykkede røg ud ved en smal åbning mellem hans læber, da han hørt Paxs stemme. En person han ikke havde set siden han blev slået ned som barn. 

Jason flugterne Pax med blikkede, da han stoppe gadekampen brat, hvor de folk som så på kampe langsomt forsvandt fra område. Han så mod Pax og den knægten med krøller, som fik en skideballe lige det fra hans synvinklen. Jason træk på smilbåndet over det, ikke at hans unge knægte var et hak bedre selv, men det betød ikke han tillod gadekampe i hans bandet. Han førte atte smøgen op til sin mund, da Pax kom hen mod ham  " Hvorfor skulle jeg være bange for opmærksomhed, når det ikke gælder min bandet?" Spurgte han spyrig tilbage, han vidste godt, hvilken retning Pax ville og han var også enige til dels. " Jeg gider ikke stoppe en gadekampe, når det ikke nogen mine knægte, som hungere efter en tillige dø. " Svarede han kort for hovedet og lyttede igen til Pax. " Vi eller du? " Spurgte Jason rolig om, før røgen fandt vej ud fra siden af hans mundvig væk fra Pax. 

Han skubbede sig fri for den kolde væk og stod ansigt til ansigt med sin barndoms ven. Det var ikke mange cm der skilled dem ad i højden, dog var det ikke højden, som Jason lod mærkede til, det var hans spinkle krop. Jason ville selv havde set sådan ud, hvis han ikke var begyndt at træne og sæt musklerne, så han minde langt fra den spinkle dreng han engang var. " Det længde siden Pax.. hvad bringer dig frem i lyset? " Spurgte han med den ru stemmen, som bær tydelig spor af hårde liv. Jason var ikke bange for Pax, men respekterende ham for den person Pax. 

Jason smed sit skod på jorden, da smøgen var brændt helt ned til hans fingernespidser, som gav tydelig præg af hans følelse sans ikke virkende optimalt, da gløden på smøgen havde brændt lidt af hans fingernespids hud. Jason så kort på de to fingerne, som havde fået rødelige mærker efter gløden, før han lod blikkede falde på Pax igen.  

”Solidaritet, selvfølgelig”, lød det prompte fra Ulven selv, i det han smed begge sine brede øjenbryn op i en sigende grimasse. De stålgrå øjne forlod ikke Jasons så velkendte skikkelse, der til trods for årernes gang – og ikke mindst den hårde vinter – kun var blevet større. Pax lod sin ryg kollidere med den modsatte af gydens murværk, hvorefter armene blev lagt over kors. Tilsyneladende var den gråhårede unge mand ikke synderlig forskrækket over, at have en anden bandeleder stående overfor sig. En, der så ganske tydeligt kunne knække ham på midten, skulle han ønske det. 

”Det skaber for meget uønsket trafik, hvis det rygtes, at der er slåskampe. Folk opsøger ikke forretningen på samme måde, hvis de frygter, at de bliver stukket ned. Det må vel også påvirke jeres salg?”, lød det spørgende, for Pax var faktisk oprigtig nysgerrig. Det kunne trods alt betale sig, at vide hvordan konkurrenten gik og havde det – også selvom deres territorier endnu ikke lå så tæt på hinanden, at det gik hen og blev… en belastning. Mange ting kunne man sige om Pax, men Jason havde altid været, nuvel, en ven, hvormed Ulven ikke ønskede, at gå spids mod spids med den anden.

Et lavmælt fnys forlod dernæst Pax; et moret et af slagsen. ”Jeg er faktisk fremme i lyset mere og mere, som vinteren bliver til forår”, svarede han, velvidende at det øjensynligt ikke fortalte den anden mand særlig meget. ”Hvad laver du selv fremme? Det er lang tid siden, at jeg har set dig omkring.”

Varmen som var fra den brændene sol fik den ellers sårene lede til at hive, den bluse han ellers havde rendt rundt med. De brede overkrop og overarmene var blev fyldt ud med blæk, hvor hans ar over brystet var halvt tildækket af en hvid bandgerne, som holdt et sår beskyttede på han ene skulder. Det havde været en del år siden sidst han havde snakkede med Pax, dog havde hans spinkle krop ikke forandre sig fra da han var knægt. 

Jason så mod Pax, da han lænede sig op mod en af hus mureren, og begyndte at snakkede til ham. Han kunne godt forstå hans påstand omkring det. " Kan godt forstå det du siger, at det kan få folk til at holde sig væk. Men der mange af dem, som jeg laver forretningen med, der ikke frygter blive stukket ned. Jo måske af vogter fra lyset. " Svarede han i en rolig stemmen, da han ikke ville dele noget omkring sit salg, det var ikke fordi han var bange for Pax's bandet skulle tage dem fra ham. Da de havde være deres territorium i byen " Men kan forvisse dig, at min forretningen går beklagelig godt. Og hvis det havde været en af mine knægte, som havde startede den gade kæmp var den også blevet stoppet  "  svarede han med et lille smil på de brede læbe, før han svinge sin bluse over den ene skulderen, da han ikke gad at holde den mere, før han spidse kort læberne for at sige noget  " hvad med din forretningen er den ved at gå i hunden?" Spurgte han nyseriget tilbage, mens de mørkebrune øjnene studere Pax top til tå, med et lille hånde vippen. 

Han hævede det ene øjebryn, da han hørt fnyset, der var ikke mange nu om dage, som ville truede at fnys over Jason, da han havde et temperament han ikke ligefrem selv kunne styrede optimal, men i med at Pax var en barndomsven, som kendte hans historie, var han mere tolerant overfor ham. " Hmm Jeg ser dig ellers ikke så tit her i områderne mere.. Hvordan kan det være?" Spurgte han rolig om før han atte stak en hånd ned i den ene buskelomme og hev et stykke papir op, med noget sammen rullet tobak i. " Hvad jeg laver fremme? Er tit synlig i lyset. Men jeg var på vej hen til min bror. " Svarede han tørt, når Jason snakkede om sin bror var det fordi han skulle hen til hans gravsted. En person han selv mente han havde miste alt for tillige i sit liv. Men havde hans bror ikke rede ham den dag, var nok Benjamin som kom på besøg på  hans gravsted. 

Pax havde i grunden ikke forventet andet svar, end det Jason gav ham. Ikke desto mindre var det dog – i hvert fald i nogen grad – beklageligt. Udsigten til en lille, saftig bid information skulle man ikke kimse fornægtende af. Med et let skuldertræk affærdigede Pax dog den gamle vens ord. ”Så var det jo godt, at jeg tilfældigvis var i nærheden, så jeg selv kunne stoppe det”, svarede han, hvorefter han klistrede det så karakteristiske dovne smil henover de hjerteformede læber. ”Og forretninger går naturligvis upåklageligt”, lød det dernæst, nærmest i samme åndedrag. Hvis Jason skulle fortie sandheden, nuvel, så kunne Pax gøre det samme. Vinteren havde været en ganske nådesløs en af slagsen, og først nu var Ulvens Flok begyndt at finde fæstne igen. De alskens forretninger, de gjorde sig, var ligeledes begyndt at blomstre på ny og en ny aftale med selveste narkobaronen Romulus – det måtte Jason næsten have opsnappet – havde gjort underværker. Selv kamparenaen syntes at have fået fornyet liv.
De brede øjenbryn skred længere op i panden, i det Jason dernæst spurgte indtil, hvorfor han ikke længere var at finde sine mere typiske steder. Der var naturligvis gode grunde, men ikke nogle Pax følte for, at skulle berette om til den ældre mand. ”Jeg er en mand med mange jern i ilden, ved du nok. Min person er krævet mange steder”, løj han med et – nu større – smil.

Jasons gøremål fik dog, ikke lang tid efter, Pax til at anlægge en mere respektfuld mine. Også han havde mistet, hvormed han forstod sorgen, der var pakket ind i vrede. ”Jeg går med”, konstaterede han dernæst, i en tone der ikke efterlod megen plads til diskussion. Pax skubbede sig selv fri af væggen og så dernæst afventende på Jason.

Det hvide bandagede, som var hen over hans bryst blev skubbet lidt ned, så det velkendte ar sine sensu kom til syne end smule, før det hvide bånd skubbe sig op over igen. Det havde været en ulige kæmp for Jasons modstande, da de stak kniven ind i skulderen på ham. " Ja, det var heldig de kun lige var gået i gang Pax. " Svarede han rolig frem. Dog havde Jason håbet på der var sket noget i kæmpen, men Pax havde ret med opmærksomheden omkring by vagterne i byen. Det ville havde være rimeligt uheldig at blive stoppede af dem, fordi to knægte ikke kunne holde sig til undergrunden. 

Han nikkede lidt, da Pax sagde forretning gik godt " Det rart og hører det går godt. Men pas nu på hvor grænser ikke blive overtrådt, gider ikke kæmpe om terrarium med dig Pax, synes der rimlig af små under grupper, som ikke kan finde ud af det. " Svarede han rolig, mest fordi han ikke ville kæmp mod en barndomsven omkring grænser. Han sætte rolig det rullepapir med tobak op til munden, hvor efter han fandt nogen tændstikker frem for sammen bag lomme, da han havde fundet en tændstik frem kørt han den hurtig op af en hus mur, så der kom en flamme kom frem, der kunne tænde hans papir med tobak. " Jeg skal lige havde det på det ren omkring Narkobaronen Romulus. Har du indgået en aftale med ham?" Spurgte han Pax med den dybe ru stemmen, før noget røg forsvandt fra hans mundvige. 

Jason havde selv haft tanken om at få fingerne i en af de narkobaroner, men som det så ud lød det på rygterne at Pax havde været hurtigere, men det røgte ikke Jason det store, da hans forretning havde andre kontrakt og hans bandet var begyndt at vokse sig større igen. " Så vidt jeg huske.. kan du kun være et sted af gangen " Grinet han lidt frem med et skæv smil på læben. Dog vidst han godt hvor travlt en leder havde, det var heller ikke tilfældig han stod henne ved gade hjørnet før. 

Røgen for smøgen blev atte trukket ned i lungerne, da han tog et hiv af den brænde smøg, da han skulle til at gå. Han så godt Pax respektfuld mine. Pax havde også kendt hans bror før han blev stukket ned. " Du skal velkommen " Svarede han rolig før han langsom begyndt at gå af sted mod kirkegården. " Snakker du med Tito ? I burde havde stødt ind i hinanden " Sprugte han før røgen forlod hans munden. Tito var Jason fætter, som også rendte rundt i undergrunden i en eller anden bandet, som ikke var så vel set af mange, da den ofte skabte problemer blandt de andre grupper/bander. Dog var bandet ikke en normal bandet, da folkene der hørt til mest var til slåskampe og narkohandlen. 

”Du ved, ligeså vel som jeg, at Ulvens Flok ikke er nogen lille forsamling. Skulle vi til, at kæmpe om grænselandet, ville det ende i et blodbad, jeg antager, ingen af os er interesseret i. Desuden står Ulvens Flok ikke længere alene. Vi indgår i en forening med Proteaus.” Ordene faldt prompte, i det de to mænd bevægede sig ned langs den brostensbelagte gade. Pax’s hænder fandt vej i skjul på alskens lommer – man var vel tyv – og som de sammen skridtede afsted, lignede de næsten alle andre i undergrundens lette mørke; to unge mænd der i virkeligheden ikke var i gang med at se hinanden an, men som blot nød det halve selskab.

Den gråhårede mand var, til trods for naturen af den gamle vens spørgsmål, ikke tavs i lang tid. ”Det har jeg. Grænserne havde rykket sig tilstrækkeligt, så det var til begges fordele”, forklarede han, for der var vel i grunden ikke nogen grund til at lyve. Rygterne gik jo, og Pax havde ikke megen tilovers for folk, der ikke lyttede til det, der blev sagt i krogene. Man kunne lære meget godt i mørket.
Et lavmælt og moret fnys fulgte troligt efter. Nej, han kunne jo trods alt ikke være to steder samtidig.

Pax skar en grimasse og trak dernæst på den ene skulder. ”Jeg har ikke set ham i måned. Jeg antog faktisk, at han ikke var at finde hernede mere eller, at han var død. Men det er han ikke, kan jeg næsten regne ud?”

Da Pax begyndt at fortælle var det med et opmærksomhed rettede mod ham, mens han iagttaget sin gamle ven og et lille nik kom frem for hans mine. " Ønsker ikke noget blodbad. Har haft rimeligt af dem for tiden med små undergrupper, som ikke kendte deres plads i orden. " Svarede Jason hårdt, men ærligt tilbage. Før han atte lyttede opmærksom med igen og de bruske bryn blevet skubbede end smule op. " Du haft travlt med at skabe dig alliancerne må jeg spørge dig hvorfor?" Spurgte han rolig om, mens de rolig gik hen af gadene, som stadigvæk var brostensbelagt og den tunge lugte af urin lå tungt i luften fra nogen af gyderne de bevægede sig forbi. 

Selvom Pax havde haft travlt med at indgå, så mange aftale overraskende det ikke den muskelløs mand, som godt kunne krølle folk sammen, men i med at han var så rolig i sindet var det ikke det nogen skulle frygte. Jason kørte langsom en hånd gennem det halv lange stittede hår, som næsten stod ud til alle sider, dog blev det sat lidt på plads via hånden. " Du ved der mange der snakker i krogende og ved hvert gadehjørne. " Sagde han kort for hovedet, dog kom et skævt smil fra læben af, da han drejede ned af side gade, som næsten var et smutvej til kirkegården, men det var mest for at undgå nogen af by vagterne, som var på vej mod dem. " Neej.. Har selv fundet en.. Som er igang med noget stort kan desværre ikke snakke om det, da jeg ikke helt forstod det selv. " Svarede han med et lille smil på læben. Det kunne godt være Nox var på gaden for tiden, men der var så meget andet også på gaden og Jason var ikke blege for at handle med nogen af de andre narkobaroner i landet.

Det varme vejr som dagen havde burde på var det bedste tidspunkt at besøg kirkegården, dog lyttede han til Paxs ord og så mod ham. " Hvis han var dø, ville jeg havde hørt det fra min tante eller min mor. Sjovt nok havde hun spurgte kort til dig forlængen. " Svarede han lidt tavst, mens han studerene Pax kort " Håber han er kommet væk fra miljø.. Den gruppe har aldrig været sund for nogen. Det er kun ballade de står for. " Svarede Jason rolig frem, før han smed den smøg han havde i hånden. 

Pax nikkede. Enhver mand kunne forstå, at et blodbad, der ikke udsprang af hverken hævn eller forretning, ikke var eftertragtet. Ressourcerne i undergrunden var ganske enkelt ikke til det; at rejse sig fra sådan en kamp ville unægtelig aldrig rigtig lykkes, og for Pax var Flokken hans familie. Nok var der ikke nære eller særligt varme følelser forbundet dertil, men det betød ikke, at han ikke følte et vist… ansvar.
”Vinteren var hård”, svarede Pax dog omsider, og selvom hans ord var kryptiske, var de skam sandfærdige nok. ”Vi havde brug for nye indtægter. Der kom en del børn til i løbet af de koldeste måneder. Desuden er alliancen med Proteaus – ja, den var ikke ventet. Evlyn og jeg skal giftes, så det var kun naturligt, at vi i nogen grad slog os sammen”, fortalte den gråhårede mand videre, hvorefter han holdte vejret for blot et øjeblik. I grunden havde han ikke ytret sig højlydt omkring, at han elskede den blonde kvinde – ja, faktisk, havde han ikke fortalt, at han skulle indgå i en forening med hende, til andre end den gamle barndomsven ved sin side. Desuden var der ikke mange, der havde set den komme; Evlyn og Pax havde altid været rivaler, og de var kendt for deres farverige skænderier.

Ikke desto mindre havde Jason ret. Folk talte – og folk talte ivrigt. Pax kom dog til at fnyse moret ikke lang tid efter. ”Du forstod det, ikke? Hvem forstår det så for dig?”, spurgte han, velvidende at spørgsmålet var provokerende, men også, at den muskuløse mand ved hans side måtte være i stand til at tage det.
Ikke lang tid efter måtte Pax dog hæve sit ene øjenbryn i en overrasket grimasse. ”Hvorfor spurgte din mor omkring mig?”, spurgte han, forinden at han nåede at tænke tanken til ende. Det varmede dog unægtelig; Pax havde altid, i stilhed vel og mærke, holdt af Jasons mor. Hun havde altid behandlet ham pænt.

”Hvorfor tilbyder du ham ikke at rende med dig i stedet? – skal jeg holde øjne og øre åbne?” 

Blodbadet var ikke det den erfaren leder ønske mellem dem. Da han vidste Pax ikke ligefrem gav op og det sammen gjorde Jason. Dog havde den muskeløse mand mødt døden før og rejst sig, da Kile havde barnhjerte sig over Jason engang. " Vinteren? " Spurgte han kort undrende, men da han tanke sig mere om vidste han godt hvorfor.  Kragerne var selv vokset sig store, hvor de var trådt væk fra undergrunde og rykkede op i Skumringskvarteret og de voksede endnu. " Kan desværre ikke sige det sammen, da vinteren var kragernes vej frem i lyset. Dog har vi vores lille sted i undergrunden.. Men det ikke noget vi bruge særlig meget mere. " Svarede han ærlig frem og lidt lagde kortende på bordet, deres indtægt var stigende voldsomt siden vinter, dog var den lidt stillede stående fortiden. Da der var mange opgør mellem nogen små bandet og kragerne. 

Jason så noget overraskende på Pax, da han snakkede om Proteaus og deres alliancen, men det kom mere bag på ham at han skulle giftes " Undskyld..hvad? " Stammende den store leder lidt frem. " Skal du giftes? med Evlyn..Uhm tillykke. " Svarede Jason noget overraskende og halv stammende frem, han havde ikke regnet med den nyhed. " Troede i hadet hinanden.. I har jo været hund og kat. " sagde han så lidt mere kortfattede, men det var tydelige han var overraskende over de gode nyheder fra sin gamle barndomsven. " hvornår skal i havde et bryllup ? om jeg må spørge " Spurgte han lidt mere listende til Pax, da han var nysgerrige omkring alt det her mellem ham og Evlyn.

Da snakken faldt tilbage på hans lille overraskende, var det blot med et skulderne trak og et halv advarende brumme for den store mand. " Det gør min højre hånd og min bagmand. " Svarende han rolig til det provokende svar. " Jeg havde ikke tid til at lyttede efter, da jeg skal holde øje med nogen af nye kragerne her på gaden. " Svarende han rolig, men det ville Pax kende alt til. Jason gik rolig rundt om et hjørne og bevægede sig næsten, som en skygge mod husmurene, der var en meningen han gik den lidt mere snogende vej mod kirkegården, da nogen af kragerne blot skulle se, deres leder i nærheden. " Min mor, vil altid se dig som en del af hendes familien, bare fordi du ikke hedder Senna til efternavn. Betyde det ikke hun holdt af dig. Hvis du tog forbi hende en dag ville hun nok skælde dig ud over hvor mager du er og byde dig på mad og drikke.  Måske tvinge dig til at overnatte " Svarende han rolig, dog kom et lille grin frem for hans læber. Jason kendte sin mor og hun havde altid være lige så glad for Pax, som resten af hendes børn " Så synes du skal finde en dag og smuttede hen til hende. " Svarende han kort til Pax, han vidste godt det ikke var så tit at folk med dårlig omdømme befandt sig i den lidt mere pænere del af Dianthos, men det betød ikke noget for Jason. 

Et kort fnys kom frem for den muskelløs leder læber, mens han rykkede kort på næsen. " Godt nok er han min fætter.. Men han ville aldrig kunne til passede sig under mig, det er han for stolt til. " Svarende han lidt skrap, selvom han savne sin fætter lidt, men den mand var allerede for ødelagt i sit sind. " Du må meget gerne, og især hvis han skal i kæmp.. Har lovet min tante at stoppe ham. Men jeg rende ikke særlig meget rundt i undergrunden mere. " Svarende Jason lidt skamfuldt over sin fætter.

”Det ved jeg”, lød Pax’s svar prompte, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. ”Jeg har overvejet at tage det flere gange.”
Det ene stålgrå øje – det eneste, han nu havde tilbage efter mødet med Solari Seravill – fæstnede sig på den gamle barndomsven, men i det dansede spøgefulde gnister. Som udfordrede den yngre mand den ældre i en barnagtig leg. Det havde altid været interessant med Jason, når det kom til hans måde at begå sig på, for Pax vidste, at han gik rundt med et vildt temperament under det så behagelige ydre. Desuden kunne Jason, skulle han ønske det, samle Pax op og knække ham på midten. Pax var nemlig ligeså tynd, som han var høj og til trods for sine syvogtyve vintre stadigvæk ranglet under alt det beskidte tøj.

Jasons overraskelse kom ikke bag på Pax, der dog trak sit blik til sig og i stedet lagde det et sted i horisonten. Foreningen med Evlyn var uventet – så megen kunne de blive enige om. Deres vilde skænderier og rivalskab havde fået ben at gå på ved flere lejligheder. Når Pax ikke stak en kæp i hjulet for Evlyns planer, så var det fordi, at Evlyn netop havde returneret tjenesten og han selv var i færd med at rydde op efter hende.
”Vi blev tvunget ind i en alliance”, svarede Pax kortfattet, som forklarede det, hvordan de varmere følelser var begyndt at vokse imellem dem. I grunden vidste Pax ikke, hvad han ellers skulle sige. Aldrig havde han talt om kvinder før – ja, der havde jo tilmed gået alskens rygter om, at han ikke besad det mandlige køn, eftersom ingen nogensinde havde set ham med en kvinde før. Selv i sine yngre dage havde han undgået dem som pesten selv.

”Vi regner med, at det bliver indenfor de næste uger”, lød det dernæst og med de ord, afsluttede Pax samtaleemnet ved, at kaste flere ord – men dog af en ganske anden karakter – i hovedet på Jason: ”Jeg kommer til at besøge din mor så. Jeg har også altid godt kunne lide hende. Men nu ikke noget med, at sende alle dine små drenge efter mig, når jeg forlader hendes hjem tidligt om morgenen, vel?” Pax smilede kortvarigt, men dog lettere drillesygt, forinden at han fulgte med Jason rundt om det næstfølgende hjørne.

”Jeg skal nok holde øjne og øre åbne, men han er ikke i arenaen. Så meget ved jeg.” 

Et bredt smil kom frem, da den gamle ven snakkede om at overtage Jason gamle sted i undergrunden. Det havde været et godt sted for mange af kragerne, dog havde den stolte leder haft mange dårlig minder for undergrundens snorende gange. Det var ikke en hemmelighed at den muskeløse manden havde tilbragte det meste af hans ungdom der. " Deet tænker jeg ikke er en særlig god ide.. Selvom jeg ikke hænge ud i undergrunden mere, kommer mange af de ældre kragerne der.. tænker det er en form for deres tryghed.. Der skulle nødigvis sker dig noget, din gamle ræv. " Jokende Jason frem, han vidste godt Pax ikke var en man lagde sig ud med på noget tidspunkt, da han kunne være en farlig person. En kæmp Jason ikke ønsket skulle ske for ingen af dem, da de begge to kendte til hinandens styrker og svagheder. 

Jason lyttede til hvad Pax sagde omkring dette blomsterne forhold, som var uvendet for alle, da det var ild og vand, der havde fået sammen. " Det må du forklare bedre. Du ved jeg ikke render med sladre. " Svarede han med en bestemt tone, hvorefter et øjnebryn blevet skubbet op. Folk det kendte Jason vidste også at intet kom videre, da ærlighed og loyalitet lå højt på hans personligplan. " Dig, som ikke ville lad en kvinde rør dig i fortiden.. er faldet for en af landet bedste tyv og en du ikke kunne enes med.. Der må ligge mere bag. " Sagde Jason efter noget tid, hvor han tænkte over hans gamle ven tilfælde. Selvom Jason kunne være populær hos nogen af byens kvinder, fordi hans udsendes ofte tiltrakte nogen, havde han også i sin ynder tid hjulpet Pax væk fra nogen i ny og næ, selvom Jason aldrig havde været en mand, som aldrig havde været i forhold, og sjælden selv fandt en kvinde. 

Et smil kom frem på hans læber, da han snakkede omkring Jason mor. " Du kan være sikker på, at de nok skal kommer til mig. Det nok mere min søster Gaja, du skal være nervøs for. Hun er vidst lidt sur over du ikke giver lyd fra dig" svarede han listede frem, dog med et lille grin. Gaja var hans storesøster, som altid havde passede på Jason, mest efter Benjamins dø. Dog havde Gaja også prøvede i flere år, at få Jason væk fra bandet miljøet, som aldrig havde lykkes. " Bare lov mig en ting, ikke nævn nogen form for bandet miljøet og mig i sammen sætning. Mama tror jeg helt væk fra det. " Sagde Jason ærligt selvom det er den største løgn. Jason havde aldrig fundet ro i sig selv, hvis han ikke var en del af bandet livet, dog havde det aldrig lagt i kortende, at han skulle være bandetleder og slet ikke for sådan en stor bandet, som kragerne var blevet. 

De mørke gyder i nedre delen i Dianthos passede bedre til Jason stil, dog var han et kendt ansigt, da han havde gået amok et par gang, også i kæmpringen i undergrunden havde der været i par stykker af hans levetid. " Tak Pax det betyder end del. " Svarede den store mand til sin barndom ven. Jason så kort op og fandt hurtig en af sine kragerne, som var i gang med et salg det var en af de lidt nyere kragerne. " hvad så Pax, må jeg spørge om hvorfor du gerne vil med hen til min bror?" Spurgte den nysgerrige leder. 

Pax fnøs moret, men modtog informationen med en imaginær kyshånd. Han vidste ikke, om Jason havde smidt brødkrummerne med vilje – instinktet sagde, at det måtte være tilfældet – men uanset hvad, var det værd at tage til eftertanke. ”Jeg skal nok holde mig væk. Vi graver alligevel andetsteds.”
Indtil videre havde de to bander eksisteret uden synderlige sammenstød, og ifølge Pax var det eftertragteligt, at det blev sådan. Ikke blot af forretningsmæssige årsager, men så sandelig også af sentimentale baggrunde. Jason og Pax talte godt nok ikke på daglig basis, men engang havde de været tætte. Pax ville gå langt for at undgå en bandekrig imellem dem –

Især nu hvor han snart skulle slå vejen forbi Jasons mor…

Et kortvarigt men drillesygt glimt viste sig i det ene stålgrå øje, hvorefter han nikkede hastigt. ”Jeg holder min kæft”, lovede han, og mente det skam, hvorefter han tog en dyb indånding.
Gaja. Ak ja, den ældre søster. Pax skævede til Jason med sigende øjne, hvorefter han fnøs moret. ”Men jeg ved sgu ikke, om jeg tør, hvis Gaja er i nærheden. Sidste gang jeg så hende, var hun ved at flå mit øre af – vent, passer det, at hun er blevet gift og fået en unge?”, udbrød Pax pludselig, hvorefter han lod de brede øjenbryn samle sig i midten af hans pande i en forundret grimasse.

En, der blødte op igen ikke lang tid efter, i det at Jason stillede spørgsmålstegn til hans civilstatus. Ikke, at han bebrejdede ham det. Jason havde ikke sjældent hjulpet Pax af med uønsket opmærksomhed, og ganske uden at antage, at Ulven var en særling. Som om han forstod, at han gemte på dybe sår, der kunne sprænge op ved for intim kontakt.
Pax var tav et langt stykke tid, ikke sikker på, hvad han præcist skulle svare. Når det gjaldt Evlyn, var der ikke mange ting, der gav mening.
”Hun fik opsnappet nogle informationer omkring mig. Min fortid”, indrømmede Pax omsider. ”Men, ja, før det… hun skulle bruge min hjælp og jeg var sgu rimelig nysgerrig, fordi – ja, du kender hende jo! Hun går fra nul til hundrede på mindre end et sekund, og så… skete det ligesom bare. Jas, du ved sgu da godt, at jeg er dum som en kartoffel, når det gælder sådan noget. Jeg aner ikke, hvad fanden der skete.” Pax skævede til Jason, nærmest bedende, og med et håb om, at han ikke ville forfølge emnet yderligere. ”Det er dig, der kan det der romantik. Ikke mig!”

Dernæst skyndte Pax sig at trække på skulderen. ”Hvem siger, jeg ikke kommer der også?” 

Undergrunden havde været en del af Jason ungdom, da han hæng med ud derned, både i bandet mijløet, men også med Pax. Dog havde deres veje skilles end smule, da Jason endte i sygesengen i næsten 5 år. Efter Jason store uheld havde det taget fart med at opbygge sin krop, som havde taget ham mere end 5 år, der havde også været nogen kæmpe i ringen, da hans følelsesløshed var blevet vent til en form for styrke. " Tak, Pax.. det er mere for de andre kragers sikkerhed.. jeg er personlig ligeglad.. jeg er kommet frem på gaden alligevel. Hvor graver i henne om jeg må sprøge? Altså ven til ven."  Små grinet den store lederen med den halv ødelagt stemmebånd, som var noget hæs, som nok var blevet et af hans kendetegn. 

Hvis der var personer ud over Jason familie, han nogensinde respektere ville det være hans gamle barndoms ven Pax, selvom de ikke snakkede daglig sammen mere, men det de havde oplevet sammen som små og været igennem betød mere for Jason, end bandkrig, så han ville heller undgå det end at kommer i kamp. Dog da det dreje om Senna familien ville hans mor nok mere påstod at Pax var en af Senna, selvom Pax og Jason ikke delte efternavn. " Hvis du nævner omkring det..skal nok hører for det. " Grinet han igen. Jason havde set det drillesyg syge blik i den gamle ven. 

Da snakken faldt på hans ældste søster forsvandt både smilet og grinet fra den alvorlig leders ansigt. " Ja.. Hun er blevet gift med en uduelige velhavende mand, som mest kun går i forretning, selvom han ikke har den store gang. Han er kun blevet gift med Gaja for sin egen status skyld. En aftale vores afdøde Papa lavet, om hun er glad for ham komme vist an på dagen. " Svarede han mere irreterne over tænkt på denne svoger, som ikke var Jason kop te. Musklerne begyndt at spænde op, da Jason snakkede om svogeren.  " Fatter ikke hun har fået børn med ham.. Der er 4 styk og gravid med nummer 5 "  Svarede han kort forhovedet, da temperament blevet kørt op ved tanken om den kødbolle til hans svoger. 

Jason stoppe kort op, da han skulle havde et kort øjeblik stilhed, da han skulle blusse ned, det betød ikke han hadet hans 3 niecerne og nevø, da den muskelløse mand var et familie menneske. " Hun har fået " 3 skønne piger og 1 dreng. Flora på 6 år, Harper er 4 år og tvillingerne Adeline og Liam på 2 år og er gravid med den 5 femte, hun føde snart, så hendes mormonbalance er virkelig fucket. " Svarede han med et lille skæv smil og forsat afsted igen, dog i et langsommer tempo, da hans opmærksomhed, blev fanget af en de mere yngre krager, der var igang med et salg, da Pax alligevel var stille i et lille stykke tid mange af de kragerne, som havde set de to lederne gå rundt sammen i byen kendte ikke til deres fortid sammen, så nogen var mere opmærksom end andre. Jason så rolig mod sin ene øjet ven og et lille smil kom frem. " hmmm.. Hun er dygtig, hvis hun kunne opsnappe din fortid. Det måske et meget godt match " svarede han lidt snige frem, dog ville det også betyde hun ville kunne opsnappe Jason fortid ikke, fordi det store muskelbundt var bange for Evlyn gjorde det, men det var rart at find ud af hvad andre kunne. 

Da Pax snakkede om Evlyn og deres kærlihedsliv, kunne den store mand ikke lad være med at trække på smilbåndet og et lille grin brød frem. " Ja du er en dum kartoffel til sådan noget, men det kun rart og høre du har gjort det og fundet kærligheden hos den mest uventet person af alle. " Svarede hans kort tilbage, dog havde Jason ikke selv fundet kærligheden, da han var kræsen omkring hvem han var sammen med og mange kvinde havde forsøgt ude, da han var svær at tilfredsstille på mange måde. " Og jeg har ikke så meget romantik ligge.. men mere end dig. " Grinet han lidt frem. Kærligheds livet havde aldrig været Jason sted, da han ikke åbne sig for særlig mange, kun de nærmeste på ham. Dog forsvandt snakken over på gravstedet og et kort skulder trak kom fra robust mand " Troede du havde glemt min familien. " Svarede han ærligt, da Jason ikke havde haft kontrakt med Pax i lang tid efterhånden.  

Pax nikkede og fnøs dernæst moret. ”Lidt hist og her. Jeg håber, at vi kan finde nogle bedre vandkilder et sted dernede”, forklarede han, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. Det ville trods alt gøre arbejdet med at skaffe drikkevand væsentligt mere tilforladeligt, men arbejdet var farligt. Ikke få gange var Pax selv nær skrattet i døden, for klippevæggene afkrævede kun de bedste klatrere og de var fugtige og glatte.
”Det går desuden alt for langsomt, fordi vi ikke har særlig mange, der kan kravle rundt på væggene. Og misforstå mig ikke – det er vanskeligt. Jeg har selv problemer og jeg kan ellers komme rundt uden de store kvaler normalt.” Man var vel ikke klatretyv for ingen ting.

Ikke lang tid efter måtte han dog fnyse. ”Hun er lidt for dygtig”, medgav han, hvorefter tankerne kortvarigt fløj tilbage til de utal af gange forinden, at Evlyn og ham havde fundet sammen og hvori, han havde lagt vågen i mange timer – enten for at sætte en kæp i hjulet for hendes planer eller forsøge, at rette op på det kaos, hun selv havde forvoldt.
”Jeg kan dog konkludere, at så længe man er på hendes gode side…” Pax lod ordene hænge i luften, velvidende at Jason forstod. Kragerne og Ulvene havde et kompliceret fredsforhold, men Pax tvivlede ikke på, at de også havde hinandens rygge. Jason havde ikke noget at bekymre sig for.

Pax lyttede opmærksomt imens Jason fortalte om storesøsterens mand. Tilsyneladende var han håbløst bagud på den række af børn, de nu husede, men hvad der virkelig fangede hans interesse, var det faktum, at Jason nær havde mistet hovedet af arrigskab.
Han forholdte sig tavst, selv længe efter at Jason også var blevet det, hvorefter han daskede halvsmilende til den anden. ”Skal vi fucke det op for ham?”, spurgte han, i det et gavtyvesmil af værste kaliber satte sig fast over hans mund.

Ét der dog svandt ind og blev mere alvorligt ikke mange øjeblikke efter. ”Jeg har ikke glemt dem”, svarede Pax, hvorefter han atter kastede sit enøjede blik frem foran sig. ”Og jeg besøger ham tit.”

Jason lavet et kort knæk i nakken, mens han lyttede på hvad Pax havde og sige " Det en større opgave at finde rene vandkilder i undergrunden Pax. " Sagde han med en lidt mere bekymret stemmen, da han godt var klar over, hvor farlig det er med den glatte klippevæg. " Der end grund til jeg ikke har prøvet kæfter med det. Især ikke efter jeg blevet følelsesløs " svarede han rolig, mens de gik videre. " Desundre er heller ikke kønt syns og se mig kravle rundt mere, er ikke lige så smidig, som da jeg var barn. " Grinet han frem selvom han vidste Pax havde den fordel, kan godt være Jason havde musklerne og han havde da også kravle rundt på husmurer engang, da han bygget sin muskel op, men nu var han blevet alt for tung. 

Et grin dybt grin kom frem helt nede fra maven af. " Pax.. hun anset også for en af de bedst i sit erhverv, det kan du ikke tag fra hende. " Sagde Jason med et kort løftet pegefinger. Mens de gik, så han kort undre over skulderen, som var der en som forfulgte dem. Det kunne endte være en krage eller en af Pax's håndlanger. Dog kom et lille smil på læben over hør Pax ankende Evlyn end smule. " Det kun godt. Jeg gælder mig til at møde hende " Sagde Jason måske en smule luske tone, men Pax burde kende sin gamle ven nok til  at vide det kun er venlig ment. Han var ikke selv i noget forhold, da han havde svært ved at slå sig ned og med det liv den travle bandet leder havde, ville der ikke være plads til kærlighed. 

Jason havde aldrig kunne med sin svoger og slet ikke efter sine mange utroskaber, som Jason havde kendskab til, da nogen af hans krager holdte øje med svogeren. " Fuck det op for ham? Vil næsten ikke havde Gaia på nakken. " Grinet det store brød, han var ligeglad med svogeren, men Gaia hans storesøster vrede var næsten lige så stort som hans selv, dog var det hans søster " Men jo, du står for det. Så får jeg ikke beskidte hænder. " Grinet han lidt frem og ville være glad for Paxs hjælp for dette ville ikke gå ud over ham, men så betød det også han stod sin ven i gæld. Noget den store mand altid ville indløse når Pax bedte om hjælp. 

Blikket ændret sig hans gamle ansigt og et lille skulde stød mod Pax skulde, for at få hans smil frem på læberne igen. " Du skal ikke skamme dig Pax, ved du har dit at se til, det er iorden. " Sagde Jason med en rolig tone og kom hen mod kirkegårdens indgang. " Sjovt vi ikke er stødte ind i hinanden noget før. " Svarede Jason rolig og stoppe rolig op for at kigge bag ud igen. Denne gang var de alene igen. 

Pax nikkede uden at lade hans ansigt afsløre særlig megen om, hvad end han måtte tænke selv. Det var farligt og det havde også, for mange gange til at Pax kunne tælle det på sine to hænder, været på et hængende hår, at han var sluppet uskadt derop fra.
”Det er nødvendigt. Ulvene er snart blevet for mange”, forklarede Pax nøgternt, hvorefter han trak lidt på den ene skulder. I det næstfølgende øjeblik fnøs han dog moret. ”Du er sikkert ligeså grim, når du kravler, som når du laver alt mulig andet. Det skal du nok ikke spilde for meget krudt på at tænke over”, spøgte Pax, hvorefter han endda smilede så bredt til sin ven, at hans ene smilehul sprang frem og satte sig til rette på hans udsultede kind.

Pax kastede begge hænder i vejret, som overgav han sig Jasons ukuelige argumentation. ”Jeg ved det – hvis ikke hun er den bedste. Hendes biks er jo også anderledes skruet sammen end vores. Det ville fandeme være decideret pinligt, hvis hun ikke var bedre.” Pax skævede sigende til Jason, velvidende at de begge var småkriminelle i forhold til Evlyn Crane. Hun var ganske enkelt i en anden liga, og ligeså vel som Pax beundrede det, var han også… misundelig.

Det var ikke gået Pax’s næse forbi, at Jason gik og så sig over skulderen, men der havde ikke været nogle distinktive lugte i deres nærhed, hvormed han selv havde affejet det. Det kunne dog ikke længere forblive sådan, og Pax skar en grimasse, forinden han trådte ind på kirkegården. ”Hvem er det, du går og kigger efter?”

De mange år i undergrunden for dem, havde sat sine spor på hver deres måde. Det var tydelige at se hvordan de to mænds færds havde udvikling dem på mange måde. " Mange munden at mætte kan være end ulempe. Det kender du selv til Pax, især i undergrundens mange udfordring, vil det aldrig blive let min ven. " Sagde den store mand, som var han en vis gamle mand. Selvom det ikke passede på Jason beskrivelse, men undergrunden havde formet Jason til den hårdføret person, som den mand var kendt blandt de andre bander.  Snakken gik igen fra Pax og et kort skæv smil kom frem på læben af ham, selvom Pax's ord var spyrige var det kun i sjov. " Som du kan sige min gamle ven. Vil gerne se dig træne som mig, tror ikke det vil være et kønt syn heller " Grinet han med den hæse stemmen, dog kunne man tydelig se Pax udsultede ansigt noget, der bekymret Jason end smule. " hvad siger du til jeg giver noget mad efter vi har besøgt Benjamin ?"  Spurgte Jason i en neutral tone, da han ikke ville lyde bekymre, da han godt kendte til Pax overlevelse evner. En af de grunde vidste Jason også Pax kunne klare sig selv på alle bedste overlevelse evne. 

Da snakken om Evlyn og Pax overgivelse kunne han ikke lad være med slippe en dyb latter. " I hendes erhverv er hun den bedste, men vil indrømme at jeg ikke begår man i det hun fortages sig. " Svarede Jason rolig frem, da han godt vidste at Evlyn ikke var den man lagde sig ud med.  Jason vidste godt at by vagterne var begyndt at holde øje med ham, fordi hans navn blevet mere kendt efter han var kommet væk fra undergrunden. Jason så mod Pax. " jaaa.. hun er lidt af en begivenheden " grinet han frem med et smil på læben. 

Selvom den overvågning Jason havde gået og kigge overskulderen. " Husk på vi begge er leder i to store bander. Så er ret sikker på den ene person, som går i vores skygger er endte for din eller min bandet. " Svarede han ærlig omkring det. " Kragerne har end del fjerne og tror de bange for at miste deres leder. Mange af de nye kender mig ikke så godt, som vi to kender hinanden. " Svarede han rolig frem. Ærlighed var vigtig brik i Jason liv, især over for folk han så som sin familien, som han gjorde med sin gamle ven. " Det kunne også være en som ville giv en besked.. men det kan vente " Svarede han rolig frem, mens han gik rolig ind på kirkegården. 

De mange år i undergrunden for dem, havde sat sine spor på hver deres måde. Det var tydelige at se hvordan de to mænds færds havde udvikling dem på mange måde. " Mange munden at mætte kan være end ulempe. Det kender du selv til Pax, især i undergrundens mange udfordring, vil det aldrig blive let min ven. " Sagde den store mand, som var han en vis gamle mand. Selvom det ikke passede på Jason beskrivelse, men undergrunden havde formet Jason til den hårdføret person, som den mand var kendt blandt de andre bander.  Snakken gik igen fra Pax og et kort skæv smil kom frem på læben af ham, selvom Pax's ord var spyrige var det kun i sjov. " Som du kan sige min gamle ven. Vil gerne se dig træne som mig, tror ikke det vil være et kønt syn heller " Grinet han med den hæse stemmen, dog kunne man tydelig se Pax udsultede ansigt noget, der bekymret Jason end smule. " hvad siger du til jeg giver noget mad efter vi har besøgt Benjamin ?"  Spurgte Jason i en neutral tone, da han ikke ville lyde bekymre, da han godt kendte til Pax overlevelse evner. En af de grunde vidste Jason også Pax kunne klare sig selv på alle bedste overlevelse evne. 

Da snakken om Evlyn og Pax overgivelse kunne han ikke lad være med slippe en dyb latter. " I hendes erhverv er hun den bedste, men vil indrømme at jeg ikke begår man i det hun fortages sig. " Svarede Jason rolig frem, da han godt vidste at Evlyn ikke var den man lagde sig ud med.  Jason vidste godt at by vagterne var begyndt at holde øje med ham, fordi hans navn blevet mere kendt efter han var kommet væk fra undergrunden. Jason så mod Pax. " jaaa.. hun er lidt af en begivenheden " grinet han frem med et smil på læben. 

Selvom den overvågning Jason havde gået og kigge overskulderen. " Husk på vi begge er leder i to store bander. Så er ret sikker på den ene person, som går i vores skygger er endte for din eller min bandet. " Svarede han ærlig omkring det. " Kragerne har end del fjerne og tror de bange for at miste deres leder. Mange af de nye kender mig ikke så godt, som vi to kender hinanden. " Svarede han rolig frem. Ærlighed var vigtig brik i Jason liv, især over for folk han så som sin familien, som han gjorde med sin gamle ven. " Det kunne også være en som ville giv en besked.. men det kan vente " Svarede han rolig frem, mens han gik rolig ind på kirkegården.