Ikke langt kysten ved den lange bugt, der skar indlands syd for Tusmørkedalen, lå et mindre tempel dedikeret til gudinden Isari. Det var et fredens sted, for dem, som havde brug for at søge hvile og tryghed langt fra resten af landet. Indlands lå det store, øde sumpland, som ofte var gemt bag hvirvlende tåger - men her ved kysten var luften frisk og bar duften af hav med sig.

Men i templet, ukendt af de fleste, var også en skat. Aldemars Juvel var en stor diamant, der havde prydet den første Lysets Konges brystplade, efter han for lidt over halvtreds år siden vendte tilbage fra sin pilgrimsrejse og efter sigende havde fået en velsignelse fra Isari selv.
Efter Aldemars kamp mod mørket var juvelen vendt tilbage til Isaris Ly, hvor den nu udgjorde en del af det smukt udsmykkede alter foran englestatuen i midten af templet.

Templets præstinder arbejdede i haverne omkring bygningen en lys og mild morgen, da hovslag lød på stien, der førte til templet og en ældre herre, en eneboer som levede nede ved stranden, stakåndet nærmest faldt ned fra hesten: "Langskibe..! De bærer Mørkets flag.. de har lagt til nede ved stranden!" Gispede han.

Haveredskaberne blev efterladt, som templets beboere strømmede indenfor og gik i gang med at barrikadere de store, tunge dobbeltdøre, der ellers havde stået åbne i næsten et årti som symbol på gudindens vilje til at møde sine børn med åbne arme.
Inden i det halvmørke, kølige rum samlede de sig i bøn. Hvorfor havde Isari ikke givet dem et tegn om denne kommende ulykke? Var skyggen, der tidligere på dagen var set på himlen en drage bærende en af Lysets Riddere? Ville Lyset nå at redde templet?



Der er i skrivende stund offentliggjort tre tråde omhandlende Mørkets angreb på mindre steder i Krystallandet. Krigernes primære mål er at skabe ravage, ødelægge og tage slaver.
Man kan deltage i tråden, hvis man er knyttet til enten Lysets eller Mørkets Hær. Det kan være i form af, at ens karakter er soldat i hæren, eller at man er lejesoldat, som er blevet hyret til den ene eller den anden side.
Angrebene sker cirka samtidig - det er derfor ikke muligt at deltage i mere end én af trådene med den samme karakter. Drager eller griffe må gerne bruges.

Maks 4 deltagere i tråden!
Hvis en deltager har været tagget i tråden i 7 dage uden at svare, kan den næste frit tagges.

Udfaldet af tråden vil være således:
- Hvis ingen deltager i tråden eller hvis kun Mørkets tilhængere deltager, lykkes det Mørkets styrker at plyndre stedet og tage de lokale som slaver.
- Hvis kun Lysets tilhængere deltager i tråden, lykkes det dem at drive Mørket tilbage og redde de lokale.
- Hvis både Lysets og Mørkets tilhængere deltager i tråden, er det op til jer, hvad udfaldet bliver. Hvis den ene eller anden side medbringer en drage, vil det være naturligt, at udfaldet svinger til dennes fordel.
Tråden er en almindelig tråd - ikke en reaktionstråd.

Smilet var bredt og forventningsfuldt på Lykkes læber, som skibene langsomt nærmede sig kysten. Det var tydeligt forventningens glæde. Alt for længe havde Mørket været på tilbagetog, og det føltes endelig som om, at tingene var ved at ændre sig. De kom ingen vegne uden at vise initiativ. Lykke var derfor også stor fan af at indtage landet med storm. Hun var dog ikke i tvivl om målet her; Aldemars Juvel. Det ville være en prægtig skat at hive med hjem. Det ville dog absolut ikke forhindre hende i at slagte hvem end, der havde tænkt sig at stå i vejen.

De tunge vingeslag fra Naela over hende var tydelig i dæmonens ører. Det gav en hvis tryghed at have hende med, men de var også af samme tankemønster, så de arbejdede godt sammen, og det var oftest unødvendigt med ord.

Væsnerne om bord på skibet virkede også anspændte. Det var stilhed før stormen, men ligesom Lykke virkede de mere forventningsfulde end bange. Det var et godt tegn. Lykke rømmede sig højlydt for at få ordet, og soldaterne vendte sig for at se på hende. "Isaris tilhængere befinder sig deroppe" indledte hun og nikkede mod templet, der lige netop var synligt i horisonten. Soldaterne begyndte med det samme at komme med udråb og buhe, men Lykke hævede en hånd, der fik dem til at stoppe. "I ved, hvad vi er efter. Jeg forventer, I følger ordre og ikke gør noget dumt på egen hånd. Vis ingen nåde. Hvis vi kan få slaver med tilbage, er det fint, men vi er her ikke for at tage fanger!" fastslog hun med et skarpt blik. Det var indforståelsen af, at de ikke lod fjenden overgive sig. De kunne sagtens trælbinde civile, men præsterne og Lysets krigere skulle ikke skånes.

Som skibet efterhånden hastigt nærmede sig, lod Lykke sine metalliske skæl overtage huden. Så spredte hun sine vinger med en susende lyd. Hun lettede dog ikke endnu. "Bueskytter! Naela!" gjaldede hun. Dragen, der hidtil blot havde fulgt skibets hastighed, satte nu i hastig bevægelse mod kysten, mens en god håndfuld bueskytter lod pilene regne ned over kysten. Det var udelukkende som dække i tilfælde af, at der skulle befinde sig forsvar på bredden. Naela var nået stranden, og hun fløj med det samme på tværs, som hun skød sine blåsorte flammer ud ad munden og derved skabte en mur af ild. Hvis forstærkninger ville trænge igennem, ville det ikke blive nemt, med mindre de kunne flyve eller dæmme ilden, men Naela ville fortsætte med at forsøge at opretholde den flammende væg for en tid. I al fald indtil tropperne var kommet i land.

Pileregnen fortsatte, som skibene nærmede sig kysten. Da de absolut ikke kunne komme tættere på, stoppede pileregnen. Lykke lettede og landede et stykke inde på bredden. "Skjoldmur!" beordrede hun, og soldaterne fulgte med det samme trop, som de dannede en mindre mur foran hende. Naela stoppede med at lægge ild ud, inden hun steg højere op. Lykke gik ud fra, at det var en blanding af at ville undgå eventuelle pile og så for at få et bedre overblik. Langsomt gik tropperne fremad. Der var stadig mulighed for, at fjenden havde kavaleri, og det ville være et dårligt sted at blive fanget i et baghold. Hun stolede dog fuldt på, at dragen ville advare, hvis hun så noget.

Det var gået stærkt, Meget stærkt. Da de første meldinger om problemer flere steder i landet pludselig dukkede op. Ridder og krigere var ved al hast blevet sendt ud, i alle retninger. Det var kun et spørgsmål om, de nåede det, eller om mærket allerede havde vundet og brændt alt ned hvor de kom. De riddere der allerede var ude havde ikke tid til at tage tilbage, og hente forsyninger. Eller aflevere væbnere der måske ikke burde have været med. Således endte det med at Rofie var med Gloria på vej mod et lille tempel i sumplandet. 

De havde egentlig været på jagt i efter banditter i Amazonitskoven. En fin lille beskæftigelse for at give Rofie smag på hvad der foregik udenfor byen. De var dog ikke kommet langt før meldingerne begyndte at komme i det lille spejlglas Gloria havde med sig. Glorias drage Ashanti, der havde været med på jagt, skiftede fra sin lille hunde størrelse til sin fulde drage. Dragen fragtede dem nu med lethed – dog meget negativ over at bære to. Mod templet, hvor man allerede kunne se en smule røg i horisonten.

Det var ikke mange der var ankommet til Templets redning endnu, så det gjaldt om at holde fjenden tilbage indtil forstærkningerne kom.    ”Ashanti, angreb ilden, knus den og gerne få de djævle til at fryse lidt i processen.” Hviskede hun til dragen som hun lænede sig let fremad, så dragen forstod at det skulle gå hurtigt og lydløst. ”Rofie. Du holder dig til mig. Ikke at jeg tager hjem fra en banditjagt for at fortælle Moana, hun ikke har en væbner mere” Hun kastede et blik på væbneren ”med det sagt så gælder alle kneb” hendes blik var seriøst og langt fra det latterfulde glimt hun typisk havde i dem. Hun stolede på, at Rofie kunne sit, når alt kom til alt havde teenageren været udsmider på hendes favorit kro. Han Han/hun var bestemt hverken dum eller uden evner.

De kom svuppende ind fra siden af angrebet, i et forsøg på at overraske fjenden. Iskold vand der frys som det ramte jorden og ilden, i et overraskelses angreb. Gloria udvalgte sine mål med nøjagtighed. Hendes pile ramte hver gang, men hun var ene bueskytter imod en et helt kompagni. Ashanti gjorde sit for at bruge sin is og svække fjendes forsvars værker, men hendes første prioritet var at undgå fjendes drage.

Rofie havde set utroligt meget frem til at skulle ud og flyve med Gloria! Og laver noget der faktisk var noget der ikke krævede ensartet træning eller at huske 117 ting samtidig mens man trænede noget tredje. Så banditjagten havde lydt utroligt spændende, dog var det hele blevet noget mere seriøst da de var blevet beordret ind mod sumpen.

Lyden af mørkets krigere der hujede fik det til at løbe koldt ned af ryggen på væbneren, det her var jo sindsygt! De havde en drage og flere skibe!? Men hvor bange end Rofie var fik Glorias ord hende til at samle tankerne. "Javel!" Hun havde ikke den luksus at have tid til at tænke over alting lige nu, hun havde to jobs at overleve, og gøre ridderens arbejde så let som muligt.

Rækkende bagud greb hun om et af de net de havde haft med på deres jagt, spejdende efter et mål og den vingede dæmon der stod alene på bredden var ligedet bedste der var! Som øvet fik hun spredt det ud før hun fik sin evne til at sende det med meget høj fart mod målet.

Rofie var på ingen måde en finskytte med en bue som Gloria, men hun havde evner nok til at sende pile efter de skibe mørket havde med. For hvor Gloria kun ramme med utrolig præcision, kunne Rofie få kraft nok bag sine pile til at flyve gennem skibene som var de lavet af pergament, og hvem end der var uheldig nok til at stå i vejen for pilene. Desværre havde hun ikke chakra til at kunne gøre det en hel dag, men så igen de skulle bare holde dem hen til forstærkningerne kom! 

Det så ikke ligefrem godt ud for Gloria og Rofie. Dette var et seriøst angreb, og det var tydeligt at Mørket havde planlagt det nøje. Der var en svag stemme bagerst i hovedet der havde lidt dårlig samvittighed over at Rofie var kommet med ud i noget der så ud til at være en selvmordsaktion ved første øjekast. Så igen. Hun kunne ligeså godt se det seriøse i krigerlivet med det samme.

Som Gloria fik dannet sig et billed over situationen, var det klart at dæmonen på bredden nok var den der havde kommandoen, både for fodmændne og dragen. Hun smilede let som hun ud i øjenkrogen så Rofie sende et net direkte mod dæmon, som havde væbneren tænkt samme tanke som hende selv.

Derefter gik der noget mere stærkt. Fjendens drage var målrettet mod dem, og Glorias Ashanti undvig, men det gjorde ridtet mere ustabilt som det var en blanding af dyk, cirkler, og opadgående. At side på en drage var ikke for folk med en sart mave. Ashanti fik dog vinklet dem ind så de nu kom fra vandet og ind mod bredden, perfekt for at angreb bag facaden.

Is skyd frem på vandet som Glorias drage kastede magien, og ødelagde hvad den kom til. Hav der frys fik den støre massefylde der gjorde at det langsomt, men kraftfuld ganske simpelt knuste de skibe det var berørt af. for ikke at tale om de fjender der stod i vejen, fik sig et meget koldt gys.
Udover dette brugte Gloria sin kraft givet af lyset. Hendes beskyttende lysmagi sendte hun af sted som små kraftige lysglimt, så det var svære for fjenden og dragen, der snart havde indhentet dem, at fokusere på hvor de befandt sig.

Rofie var utroligt glad for at hun havde noget øvelse i at svæve rundt i luften på må og få, hun havde fået det utroligt dårligt af det de første mange gange hun var endt med snurre forvildet rundt, indtil hun fik styr på sin evne i sin tid. Hvem havde troet at det kunne bruges til når man sad på ryggen af en drage der prøvede at undgå at blive grillet og bidt? 
Så Rofie fik formået at holde sin morgenmad indenbords, på trods af de vilde manøvre de havde gang i.

Hun ville huje over isen der sprang frem og knuste en del af skibene, men det lignede at nogle af dem havde brugt en eller anden form for magi til at beskytte sig mod isen, så stranden havde desværre en hel del af mørkets soldater der var kommet i land trods Gloria og Rofies anstrengelser, pis og orklort!
På den lyse side var bueskytterne holdt op med at skyde pile efter dem, det lignede at være en blanding af at de var blevet blændet samt havde travlt med at stoppe deres skibe fra at synke.

Lyden af et horn der gjaldede fik det til at føles som en orkans øje, men det horn kunne kun betyde en ting... "Gloria! ForSTÆrkninger kommer" råbte Rofus med en knækkende stemme, han så ned af sig selv, ingen barm? Af alle tidspunkter at blive til en dreng igen så var det her da et ugudeligt tidspunkt!

En smule sved var at finde på Glorias pande, for ikke at snakke om at hun kunne mærke følelsen af stress-sved ned af ryggen. De ville ikke kunne blive ved med at holde alle de soldater i skakken. Faktisk var hun overrasket over de ikke var blevet ramt endnu. Om det var held eller fordi de var dygtige valgte hun at lade guderne beslutte. Hvis man blev for overmodig nu kunne alt gå galt, alt, alt for hurtigt.

Mørket virkede også at have tænk på de nu var blevet for irriterende at have omkring sig. Om det var pile eller Magi nåede Gloria ikke at se før det var i hendes perferi-syn. Hun fik ikke Ashanti guidet i en anden retning hurtigt nok. Hun greb bag sig for at tage, hvad end det var i stedet for væbneren. Ikke at hun ville komme tilbage til Moana med kun en halv væbner! Det sortnede kort for hendes øjne som pilen ramte lige  i leddet mellem skulder og torso. Hun bandede hæftet. Men det lyd mere som om hun var sur over en uendelig konkurrence, hun lige havde tabt en plads på, end at det var fordi hun var blevet såret. George og hende havde altid en sag kørende. Nu tabt hun igen. At det også var med til at holde hendes hjerne skarp i stedet for at tænke på smerte gav også et plus.

Hun fik Ashanti op i vejret væk fra hvad end mørket kunne sende imod dem, dog stadig i et evig kapløb om at enten kæmpe mod dragen, eller komme væk fra den. De var dog i sikkerhed nok til at hun turde give sin delevæbner et blik over skulderen da denne råbte. Havde hele situationen ikke været en leg, de var ved at tabe, havde hun leet af ham. Selvfølgelig var det nu væbneres sande natur skulle bryde frem. Hun skulle i hvert fald nok sørge for at det blev fortalt vidt og bredt. Men Rofus ord var dog en lykke at høre. Selvom de havde haft overraskelses momentet var det nu ovre, og mørket var for mange til at de ene og alene kunne klare dem. Hun hørte hornet anden gang det gjaldede. Et lille smil vidste sig i hendes mundvig som hun i horisonten spottede endnu en drage. ”det var ved røvens ende også på Tide..! hun kastede endnu et blik på væbneren ”til jer alle sammen, jeg var lige ved at være bange for at jeg skulle tage den store snak, om hvor børn kommer fra med dig unge mand det blev sagt noget mere sammenbidt end hvad man ellers plejede at høre fra Glorias ellers meget smilende natur. Men ærlig talt, var hun lidt presset.

Lyden af flere horn stemmede i med det første og ikke en men tre dager kom til syne, samt nogle grif ryttere. Mørket lod til at bide mærke i at deres snig angreb her ikke havde været så hemmeligt som de havde håbet. 
Porten til templet havde holdt ved kløgt og utrolige mængder held fra ridderen og væbneren. Hvem der blæste retræten hos mørket havde Rofus ikke styr på, hans opmærksomhed var istedet rettet mod pilen der stak ud af Glorias skulder, og hvor lidt han han faktisk kunne gøre ved sådan nogle skader. 
Selvom hun lød til at have ondt så hjalp det lidt på humøret at hendes humor ikke var såret. "Altså, jeg nåede at have måneblod såååå den del har jeg noGET mere styr på end en del" sukkede han, halvt over at vide det og halvt over at han nu skulle slås med en knækkende stemme.
Men det var småting i forhold til drager, så han havde ingen planer om at brokke sig.

Efter forstærkningerne ankom blev det meget hurtigt tydeligt at mørket havde tabt, om det var et eller to af skibene der undslap var Rofus ikke sikker på, Lyset havde mere travlt med at sikre området end at jage alle skibene ned. 
Om drage rytteren blev fanget var ganske uvist, men et skibs besætning var nu heller ikke dårligt. Hvor villig de var til at tale, det var heldigvis ikke Rofus bord.