Dagen var som sådan allerde ved at gå på hæl - eftermiddag måtte det være? 
Det havde været en travl dag, hvorfor det vidste Tatiana egentlig ikke - men det føltes som om hun ikke havde lavet andet end at løbe rundt hele dagen!
Solen havde skinnet tidligere, men skyerne havde lige så stillet rullet hen over den ellers så flotte blå himmel. Ikke at det så ud til at det ville blive regn, da skyerne heldigvis var relativ hvide. Men med solens forsvinden, var det også blevet et bag grader koldere - hvilket i sandhed var en skam! Især, da hun ikke havde været klog nok til at tænke, at det måske kunne ændre sig. Derfor havde hun også lidt travlt med at komme tilbage ind i byen, og op til den bolig hun boede i for tiden.

Men i al sin hast, glemte hun også at se sig for. At ligge mærke til de omgivelser der var omkring hende, og det var på trods af, at hun i dette øjeblik gik på en vej der var ganske befolket. Både af byvagter, der skulle tjekke de vare der var på vej ind i Dianthos. Men så sandelig også af andre mennesker, der skulle ind og ud af byen. Kareter med heste for - vogne med mad og andet der skulle sælges på markedspladsen. Med en kurv knuget i hendes hænder, og et tyndt sjal rundt omkring de spinkle skuldre. Skyndte hun sig afsted - heldigvis havde hun fundet en masse svampe, ude i skovbrynet, og det ville blive en god ekstra ting til aftensmaden i aften! 

“Pas på!” En stemme råbte bag hende, forvirret vente hun sig rundt, og så hvordan at en hestevogn var direkte på vej imod hende. Et hvinede skrig forlod hendes læber, i ren overraskelse. Og hun hoppede desperat væk fra vognen der var på vej imod hende, med betydelig hastighed. Men som hun havde bevæget sig, mærkede hun også at hun pludselig kolliderede mod noget andet. Noget varmt, blødt og hårdt. Endnu et hvin, som hun mistede balancen greb det første og bedste hun kunne komme i nærheden af. Som hendes ben snublede, og hun faldt lige så lang hun var - ned i åen der løb ved siden af handelsruter. 
For kun et øjeblik at se hvad, eller rettere hvem, hun havde fået fat i. Arion? Også mærkede Tatiana kulden fra vandet, der sluttede sig omkring hendes krop. Det her - var bar ikke hendes dag.

Arion var efterhånden begyndt at blive godt øm i hele kroppen af den løbende mere intense træning han fik. Det var ikke fordi han var direkte dårlig mere, men han ejede ikke nær så gode koordinationsevner som resten. Han faldte ofte på halen og havde efterhånden fået et par solide blå mærker over armene, ben og siden. Ikke at han beklagede sig. Langt fra, men han var træt af at han ikke kunne gøre det nær så godt som de andre.
Så da eftermiddagen var startet var han gået ud på en mindre vandring. Blot i byen, med formålet at blive bedre til at finde rundt.
Han havde ikke længere brug for et kort, men gjorde et stort nummer ud af at komme ned af nye gader når dagtimerne bød det for ham.

Han fulgte bymuren frem mod den travle port, som skyerne var begyndt at dække ind foran solen og tankerne faldte på spisesalen, den varme aftensmad og at hvile sig derhjemme. Hans fødder bare ham automatisk i den rette retning af den større hovedgade, som han foldede ærmerne på koften tilbage ned på plads.
Arion saknede farten og hilste på en bekendt som han efterhånden havde set et par gange i byen. En kort letsindet samtale omkring vejret og hvordan det var gået på markedet sneg sig ind som de gik forbi hinanden og Arion endte med at gå med siden til, hvor en hestevogn nærmede sig med en noget højere fart end den egentlig burde.
Som havde en højere magt fortalt ham at han skulle se blot en smule til den modsatte side, opdagede han en kvindeskikkelse nærmere midten af vejen, og en smule foran ham. Han nåede ikke selv at råbe før en anden gjorde det, men han flyttede sig fremefter for at få fat i hende, specielt som han genkendte hende.

Ikke at han nåede langt før hun desperat hoppede væk fra vognen og ramte ind i hans favn i processen. Arion havde ikke været forberedt på den fart hun kom med og trådte tilbage.
Her begyndte det så at gå for alvor galt. Hans balance bukkede under og da hans ben var ved at være løbet tør for kræfter efter morgenens træning, skete der det som ikke måtte ske.
Hun snublede og fik ham og hans dårlige balance hevet med ned i vandet med et forskrækket udbrud.
I faldet greb han fat i hendes arme og trak hende ind fremfor at hun faldte væk. Måske kunne han afbryde noget af hendes fald hvis han havnede nederst.

Ikke at det gjorde så megen forskel da de ramte vandet. Kulden gik direkte igennem tøj og selvom det havde været en varm dag, var huden iskold med det samme. Arion satte sig op i vandet med en lyd af ubehag over vnadet, pustede vand han ufrivilligt havde fået i munden ud og rystede hovedet for at få vandet væk. "Er du okay? Jeg håber ikke der var kage i kurven" Der kom et skævt smil frem på hans læber. Vandet dryppede ned af hans hoved fra det tunge våde hår, men han så ikke ligefrem ud som om det generede ham. Han var mere fokuseret på hende. Han var faktisk også lidt ligeglad med hvis kagen var druknet, det vigtigste var hun havde det godt, hvad end der så måtte være i kurven, som han nåede at række ud efter inden den fulgte strømmen ned af åen.

Det var i sandhed ham, som hun havde fået hævet med i vandet. 
Minderne omkring de sidste par uger, hvordan hun havde holdt ham oppe på tilbuddet, omkring at smage hendes bage forsøg. Var blevet en ting hun gjorde et par gange om ugen, til sådan en grad at flere af byvagterne kendte hende ved navn. Det var en hyggelig lille tradition det var blevet til. Derfor fik hans sætning til at han ikke håbede det var kage, som var i kurven, hende til at grine. Hun havde sat sig på knæene, og begyndte lige så stille at rejse sig op. Vandet gik hende alligevel til livet, men som hun kiggede ned så hun - typisk - af alle dage havde hun valgt at tage en hvid kjole på! Først var tanken, at den ville aldrig nogen sinde, blive hvid igen. Men så lagde hun også mærke til, at vandet havde gjort den simple hør kjole gennemsigtig. Hun skynde og hive sjalet tættere omkring sig, og sank meget hurtigt tilbage i det kolde grumsede vand. 
Og dette var på trods af hvor koldt vandet var! Så koldt, at hun kunne mærke hvordan at det trak ind i hendes knogler. 
“Det er bare svampe!” Hikstede hun, som han rakte ud efter kurven så den ikke flød væk. Mest fordi, at det betød at han kom tættere på. Men lige som hun ville gemme hendes krop væk, mærkede hun noget der kravlede ved hendes fød. Et højt hvin forlod hendes læber, som hun kastede sig frem, og klamrede sig til Arion. “Nej nej nej! Hvis det er en ål! Jeg - jeg kan slet ikke!!” Råbte hun febrilsk, og klamrede sig til ham. Og dette kom fra en kvinde, som havde stået med tudser og andet i hænderne, som barn. Men ål, det kunne hun slet ikke!

Det var umuligt for ham ikke at lyse op i det største smil nogensinde da han hørte hendes latter igen. Han havde efterhånden været så heldig at høre den mange gange – specielt fordi han fik lov at se hende oftere som deres lille aftale var trådt i kræft. Han var også begyndt at få nogle sigende blikke fra de andre byvagter, problemet var blot at han ikke var helt sikker på hvad de sigende blikke betød. Men de smilede altid når Tatiana kom på besøg, og nød også godt af det nu meget bedre bageri!
Arion tørrede sig under næsen med en våd håndryg for at fjerne noget af det grumsede vand, men ligevidt hvalp det i øjeblikket. Han stoppede halvt i processen som han bemærkede hun begyndte at trække det lille sjal tættere omkring sig. Det var vådt ligesom alt andet, men det var i modsætning til kjolen ikke gennemsigtigt. Arion mærkede en varme stige i kinderne, som han forsøgte kun at kigge på hendes ansigt og lidt kurven som han havde rakt ud efter. ”Oh, jamen dem skal du heller ikke miste”
Han nåede ikke rigtig at sige meget før hun kastede sig frem og nærmest kravlede op på hans skikkelse der ikke helt var kommet op at stå endnu. ”Woah” kom der forskrækket som han forsøgte at holde balancen og komme op at stå med hende mere eller mindre i favnen.
”Rolig, jeg skal nok passe på dig” kom der med en svag latter han lidt forsøgte at skjule. Han havde haft med mere eller mindre alt at gøre der kunne findes i et vandløb og lignende. Det skræmte ikke ham selvom han godt kunne blive forskrækket hvis det pludselig var til stede.
En smule besværligt fik han trukket hende med op af vandet igen, selvom det betød at de nu stod i en kølig vind i gennemblødt tøj. Stadig en lille smule rødmende trak han den våde skjorte over hovedet. Han havde heldigvis en, ja den var engang varm, tynd uldtrøje på indenunder der kunne vrides. ”Her – den er drivvåd ligesom resten af os, men..” han foldede den op og holdte den frem som hun kunne stikke hoved og arme ind og få den over sig. Han kunne ikke lide tanken om at hun skulle gå igennem byen med en gennemsigtig kjole på!
Desuden ville det være svært for ham ikke at komme til at kigge.

Hun tænkte slet ikke, hvordan at hun pressede sin krop ind mod hans. Og næsten kravlede op i hans arme, for at få ham til at få hendes fødder væk fra det grumsede sand der var under hendes fødder. Måske var hun stadig en smule adelig, når hun blev så forskrækket over noget så fjollet. Men alligevel, formåede han at slæbe dem begge op på land. Hvilket i sig selv, måtte have været en prøvelse, når den - en anelse hysteriske - skrækslagende Tatiana klamrede sig til hans lige så våde skikkelse. 
Da de endelig var på tør grund under fødderne, måtte hun dog alligevel begynde at grine igen. “Oh, det var fjollet!” Den varme farve tog også fart i hendes kinder, men et lille drillesygt smil tog dog også fart. “Min helt!” Lo hun, og efter hun havde fået skjorte trukket hen over sig - således så hendes kjole og derved også resten af hendes krop var gemt væk fra seende øjne. Hun lænede sig frem, og lagde sine læber imod hans varme kind. “Du reddede mig virkelig, fra den mulige store stykke ål!” Dog, som de stod der lidt, lagde hun armene omkring sig selv. Pludselig var der meget langt op til boligen. “Men.. jeg må hellere skynde mig - det ville være dumt at få forkølelse fordi man ikke var god til at holde øje med sine omgivelser.” Og selvom hun egentlig havde givet antydning til at gå, blev hun alligevel stående - kiggende seende på ham. Hvorfor, måske fordi nu var de jo lige stødt på hinanden - og de sidste par gange de havde set hinanden, havde der ikke været tid nok til at rigtig snakke. Hvordan gik det med ham? Havde han det godt - men hun kunne mærke at læberne var ved at blive blålige, som kulden gled hele vejen igennem kroppen. “Hvis du.. giver mig min kurv?” 

Arion følte sig ikke ligefrem som en helt, men han grinte og havde det godt. Han smilede over hele ansigtet og rødmede forlegent. ”Så mangler jeg bare en hvid hest, så er alt perfekt! grinede han, stadig med mere og mere farve i kinderne. Men det tog fat af mere end en årsag. En rystelse gik igennem hans krop og han skuttede sig sammen. Vinden virkede til at være en del koldere nu.
”Ja, kom lad mig følge dig hjem” insisterede han og snøftede let. Han skulle også finde noget varme, ellers ville han formentlig også gå en uge med snue i møde. Men hans læber var ikke ved at blive blå og så snart han opdagede det, skiftede han mening.
Der var for langt at gå hele vejen op til det øvre distrikt, specielt som de intet tørt havde at varme sig med. Derimod var de ikke lagt fra den taglejlighed han havde fået lov at bo i, nær hovedkvarteret.
Han kiggede ned på kurven han stadig holdte. Formentlig svømmede en del af svampene ned af åren nu, men der var stadig lidt tilbage. ”Ja undskyld, her.” han rakte hende kurven og tog hendes anden hånd. ”Kom, vi er nødt til at få varmen – Dine læber er helt blå” de havde kort tid forinden stået og grinet og haft det morsomt over situationen, men nu kunne man se Arion var alvorlig og bekymret. Han selv frøs også, hvilket ikke var svært at se da han svagt skælvede, men han havde aldrig haft svært ved at holde varmen så det var han ikke så bekymret over.
Med Tatiana i hånden trak han hende med sig ned ad gaden, ind i et lille hus. ”Jeg bor her, for resten” forklarede han med et varmt smil på læben, inden han skyndte sig at tage hende med ind og op ad den knirkende trappe der førte til hans værelse. Et beskedent værelse, der indeholdte en simpel seng, en kiste med hans tøj og få ejendele, et lille bord og en stol. Så snart de var inde, slap han hendes hånd for at åbne kisten og finde noget varmt og tørt tøj frem til hende.

Hun smilte glad, da han nævnte han ville følge hende hjem. Selvom hun burde sige, han skulle gå hjem til sig selv og få noget tørt tøj på. Måtte hun indrømme, at der var en lille glubsk tanke der gerne ville have han gjord det. Især så havde hun ham noget længere; hun tog imod kurven han rakte tilbage til hende. Hendes blik lagde sig på, hvordan at vandet sivede ud fra alle sprækker. Utroligt nok, man skulle da tro den snart var færdig? 
Men de tanker forstummede, så snart hun mærkede hans hånd der lukkede sig omkring hendes. Hvilket jo var sjovt, for hun havde jo lige givet ham i et kys på kinden, men den lille berøring af deres hænder. Fik langsomt varmen til at stige i hendes kinder. Med hurtige skridt, fulgte hun efter ham. Og selvom ha havde sagt, at de var nød til at komme ind i varmen. Så havde hun stadig regnet med, at han ville følge hende hjem. Men den vej de gik, var det ikke en omvej? 
Derfor, kom det lidt som en overraskelse, da han erklærede at her boede han. Inden hun nåede at protesterer, noget omkring at det ikke var anstændigt at en ung kvinde som hende - fulgte med en mand ind i hans hus. Bestemt ikke når hun så ud som hun gjorde. Havde han allerede hævet hende med ind, op af trapperne - også stod hun der. Akavet, og kunne allerede mærke kulden i hånden, efter han havde givet slip igen. 
Hvad, lavede han? Hun betragtede hvordan han åbnede kisten og begyndte at finde tøj frem. “Ehm.. jeg..” hun lod blikket glide rundt i rummet. “Tak..” sagde hun så, som hun vendte sig rundt og lod fingrene glide hen over nogle de få ejendele der var i rummet. Med et lille smil på læben, ventede hun tålmodigt på hvad end det var han ville finde frem. 

Arion havde ikke tænkt over hvordan det måtte se ud for alle andre. Eller at det ikke var anstændigt. Han havde aldrig helt forstået hvorfor folk sagde at så mange ting var uanstændigt. Det var mest praktisk, for at hun kunne få varmen hurtigere og ikke ville begynde at blive mere end bare blå af kulde. ”Du bliver syg hvis du ikke får skiftet. Kom nu her” det sidste var til det som øjensynligt sad fast nede i kisten, men blev hevet frem. Selvfølgelig lå det varmeste han havde nederst! Typisk.
Han rejste sig med et par varme bukser og en varm trøje i favnen der blev lagt på bordet. Det ville være for stort, men han havde også et bælte der fulgte med op af kisten. ”Skift til det her, så du ikke bliver mere kold” Arion ignorerede sine egne kuldegys, for der var varmere herinde end udenfor hvor vinden stadig kom forbi en gang imellem.
”Ov” hun kunne selvfølgelig ikke bare tage tøjet af foran ham! Der forstod han trods alt hvad folk mente med at det ikke hørte sig til. Hun skulle havde sit privatliv. Han vendte sig mod sengen og fik fat i sengetæppet i fodenden og løftede det op så det skærmede. Han kiggede hen over det med et stort tilfreds smil på læberne, som havde han fået verdens bedste ide ”Så!” han drejede hovedet og kiggede væk. Tålmodigt og virkelig nysgerrig.
Det var en ting han ikke havde regnet med. Han synes hun var smuk, det havde han aldrig været i tvivl om, men han havde også så meget respekt for hende at han tænkte ikke videre end det. Men nu hvor han stod der og stirrede i en anden retning for netop at give hende privatliv, kom han til at tænke på hvad han havde set. Hvor tæt den hvide kjole havde siddet og at han havde kunne se hendes hud igennem den. Der kom næsten et panisk glimt i hans øjne ved den tanke.
Sådan måtte han ikke tænke på hende! 
Alligevel drejede hans blik sig. Bare en lille bitte smule til siden, men inden han overhovedet fik hjørnet af tæppet i sit synsfelt lukkede han dem hårdt i, alt imens han rødmede. Det eneste det behjalp at lukke øjnende var at han ikke kom til at kigge. Det betød ikke at det helt lykkedes ham at afvige de indre tanker.

Hun lagde en hånd hen over hendes mund, for at sikre at hun ikke begyndte at grine igen. Men der var noget ganske - ja næsten bedårende den måde han talte til sit tøj. Fordi det ikke lige ville arte sig, og komme op af kisten. Men smilet var dog stadig ganske tydeligt på læberne, som han kom hen til hende med noget tørt tøj hun kunne tage på. 
Derefter stod hun lidt, afventende på at han ville gå ud af værelset - så hun kunne skifte. Men, det - hvad lavede han? Hun måtte bide sig hårdt i overlæben, for ikke at begynde at grine igen. Og den måde han fiflede med senge tæppet for at hive det op foran hendes krop. Hvordan kunne hun så få sig selv til at sige, du kunne jo bare gå ud og vente et øjeblik? Især når han så gerne ville gøre det godt for hende, hun rystede på hoved, måske et håndklæde ville have været en god idé. Men han havde allerede stillet sig parat, så måtte hun vel hellere skynde sig! 

Det var en smule besværligt at komme ud af alt det våde tøj. Både fordi vandet ikke helt havde været så rent, som man kunne have ønsket sig. Men også fordi at det virkelig havde valgt at klynge sig til hendes hud. “Det var da - lige - godt pokkers!” Brummede hun, og nåede lige at få kjolen hen over hoved, så hun stod som den dag hun var blevet født. Da hun så hvordan hans hoved var begyndt at dreje sig. Hun nåede hurtigt at hive trøjen hen over sig, men da hoved kom til syne igen - og så han havde presset sine øjne hårdt sammen. Fnes hun smule, trak bukserne hurtigt på, brugte bæltet for at holde det på plads. Og selvom de var samme højde, var det ganske tydeligt at se hendes spinkle ramme - svømmede lidt i hans tøj. 
Dog greb en lille djævel hende, som hun greb lidt om sengetæppet og lænede sig frem over. Imod hans øre. “Er du bange for du kiggede?” Spurgte hun og skulle virkelig holde masken, for ikke at begynde at grine. Hvilket virkelig havde været hårdt for hende, helt fra starten af.

Der var mange tanker der ikke havde strejfet ham. Hvad der havde været mest praktisk. Han tænkte kun så langt som at hun selvfølgelig skulle skærmes, men at det havde været lige så nemt hvis han var gået udenfor for at vente. Alt i alt havde han sat sig selv, og Tatiana i en noget underlig situation, som han på nuværende tidspunkt mente var den bedste løsning nogensinde.
Han kæmpede stadig med sine tanker da hendes stemme lige pludselig var meget tæt på hans øre. Forskrækket åbnede han øjnende og trak hovedet lidt tilbage. Han kiggede et kort øjeblik forfærdet på hende, inden han lukkede øjnende igen, for langsomt at åbne det ene igen og konstatere at hun havde fået tøj på, og det var sikkert at åbne øjnende. ”N-nej da. Det kunne jeg ikke finde på” svarede han så ærligt han kunne og mærkede varmen stige helt op over ørene. Havde hun set han havde drejet hovedet? Havde det virkelig være så tydeligt? Åh nej hvad tænkte hun ikke om ham.
Han lod tæppet faldet for i stedet og stå og holde det ind til sig, uden det havde funktion til at varme som han stod med det sådan.
”Jeg kiggede ikke!” fastholdte han og så pludselig både nervøs og forlegen ud. Han havde heller ikke kigget nede ved vandet! Ikke, sådan.. alt for meget. Han havde nok set mere end han burde, og nu blev han i tvivl om han havde været god nok til at kigge væk.
Hans øre var efterhånden helt pink nu. Og han glemte alt om sit eget våde tøj der klistrede ubehageligt, og håret der gjorde det samme ned over han pande.

Nu kunne hun ikke lade være. Da en hjertelig latter forlod hendes læber, den stakkels dreng blev jo helt forfjamsket. Sådan som han farvede ansigt, gik helt ud til ørerne nu. Hun havde virkelig ikke været sød, med den kommentar. Hvilket også fik hende til at stoppe hurtigt med lattereren, og give ham et drilsk smil. “Synd - måtte du ellers gerne.” Hun fniste igen, og rystede på hoved. Greb hans hånd, som han virkede til at han nærmest ville flygte ud af døren, skulle tingene blive endnu værre. “Jeg mener - jeg ved godt du ikke ville kigge. Du er jo den perfekte gentleman.” Hånden fik et klem, inden hun slap den igen. “Så nu.. venter jeg uden for, mens du kan få noget tørt tøj på - også kan jeg måske lige hænge tøjet op - så det er tørt til senere?” Inden han kunne nå at sige ret meget, havde hun allerede begivet sig hen til døren. 

Da hun kom ud fra værelset, mærkede hun selv varmen havde steget til hendes kinder. Hvad havde hun dog også sagt til ham! Det kunne man da ikke! Flov, og varm i brystkassen hang hun hendes tøj hen over trappens gelænder - forhåbentligt kunne det så være tørt nok til senere. Ellers ventede hun ganske tålmodigt, ved at sætte sig ved siden af hans dør. Benene oppe, og hoved på knæet. Trods det det tørre og varmere tøj, mærkede hun hurtigt kulden krøb igennem hendes krop igen. Kunne hun slet ikke få lov til at blive varm helt inde i endnu? Hun lukkede øjnene, og prøvede at fokusere på varme i hendes bryst. Måske hvis hun forestillede sig varm, ville hun også blive det!

Arion gik fuldstændig i stå. Farven forsvandt ikke fra hans kinder, ja hele hans ansigt faktisk, men han stivnede. Det. Det mente hun ikke. Nej, selvfølgelig mente hun ikke det. Han sank en klump der havde formet sig i halsen og kiggede kort ned på sin hånd inden han forfjamsket løftede hovedet igen og ikke helt kunne finde ord eller lyde at komme med som respons.
Så snart hun var udenfor faldte han næsten sammen med et ansigtsudtryk der skreg, mens han mimede ord om sig selv der var alt andet end flatterende. Hvad havde han tænkt på! Han kunne været gået udenfor DØREN! Han slog hovedet ned i sine hænder og trak dem tilbage over hovedet i det våde hår mens han stirrede ud i rummet med store øjne. Hvor havde han været DUM! Han ville lige nu ønske han kunne falde ned i det dybeste hul i hele Krystallandet. Dødens kløft var da et passende sted at gøre det!

Selvom han havde mange ting han lige nu ville give sig selv tæsk for, brød han sig heller ikke om at Tatiana skulle sidde hele alene ude i den kolde gang. Så han fik hevet det våde tøj relativt hurtigt af kroppen, rystede sig med en pustende let forfrossen lyd, og børstede det værste skidt væk med sine hænder, før han hoppede i noget nyt, tørt tøj og håbede han var nogenlunde hurtig til at varme det op. Han tog sengetæppet med sig, da han åbnede døren igen, kiggede først lidt forvirret rundt inden han kiggede ned og fandt Tatiana siddende ved siden af døren.  Hun så stadig kold ud, og han fik endnu dårligere samvittighed.
Han satte sig på hug foran hende og forsøgte så godt han kunne at vikle hende ind i tæppet og lade sine hænder køre op og ned ad hendes arme. ”Du er stadig virkelig kold.” han var bekymret. Det var ikke et godt tegn. Han syntes da heller ikke selv han havde det fantastisk varmt, men han var alligevel på vej. Hun var selvfølgelig også meget mindre end ham og hans beskyttende varmelag indbygget i kroppen.

Hun måtte være døset en smule hen, for hun havde ikke hørt døren der var gået op. Det var først, da hun mærkede et tæppe der lagde sig omkring hende, og nogle varme hænder der gned hende op og ned af armene. At hendes blik blev nærværende igen. Det var lidt lige som en af de gange, hvor man som barn havde leget så længe ude i sneen, at lige meget hvad man gjorde - så ville varmen bare ikke tage fat i ens krop igen. Men hendes tær følte som istapper, og det var nok grunden til at hun ikke helt ville få varmen til at holde fast i kroppen. 
“Ja det som om, at varmen slet ikke vil tage fast.” Lo hun en smule hæst, og nød nu alligevel den varme fornemmelse der bredte sig hos hende. Især fordi han pludselig var så - tæt, på. Hun glemte lidt situationen, som hendes øjne fangede hans ansigt der var lige foran hendes. Hans røde kulør var stadig at finde i ansigtet, de varme brune øjne han besad - og det fantastiske smil. Kulden i kroppen, fik noget til at flyde igennem. Hun mærkede det ud i fingerspidserne, kunne mærke hvordan at hendes hår på kroppen rejste sig. Åh, det - det var ikke godt - var det? Hun kunne ikke helt finde ud af det, da det gik op for hende hvilken følelse der pludselig rumsterede rundt i hendes indre. 
“Ehm.. måske.. hvis jeg kom op fra gulvet..” sagde hun en smule forhastet, og kom hurtigt op på benen, kun for så at kolliderer ind i hans krop. Og måske ikke helt på den måde - som nogen af dem ønskede. Hvilket også gjorde, hun meget hurtigt satte sig ned igen.. “Måske.. ikke så hurtigt..” hun kunne dø, bare, nogen smid hende ned i et hul - smid nøglen væk. Flammende røde kinder, og et blik der ikke længere kunne fange hans kiggede hun væk. 

Det var en bekymrende ting! Slet ikke godt at hun mente at varmen ikke ville tage fat. Efter at havde været faldet ned i kold vand og senere gået i koldt tøj i en temperatur der ikke ligefrem afspejlede sommer, kunne man godt blive virkelig syg af og virkelig afkølet. Ingen af delene var særlig gode. Nok var Arion ikke den bedste til at klare sig selv, men visse ting vidste han trods alt. Dette var en af dem. Også derfor han var nægtet nogensinde at gå ud på den frosne sø i nærheden af landsbyen. Det havde Bedste engang mistet sin lillebror på!
”God ide” ikke at han nåede at komme helt op at stå selv før de ramte ind i hinanden og han forsøgte at genetablere balancen ved at bakke, men endte med at sætte sig direkte ned på bagdelen og grine så snart han ramte. ”Eller samtidig” tilføjede han med et varmt smil på læben.
Han kiggede på hvordan varmen og farven blussede op i hendes kinder, og han fandt det svært at holde op med at smile og især svært ikke at kigge på hende. Nok flakkede hendes blik, men han kunne ikke tage sit væk.
Men lige meget hvor betaget han end var af hende, vandt fornuften som han fornemmede en svag rystelse i hendes krop. Han kom op at stå og rakte hænderne ud for at hjælpe hende op til sig. ”Vi prøver igen”
Som hun kom op fra gulvet, sørgede han for at ligge tæppet tættere om hende og størstedelen af ham var nervøs for at gøre det han vidste var nødvendigt. Det forhindrede ham dog ikke i at gøre det alligevel, selvom han følte sig akavet først og farven begyndte at blusse frem på ny, som han tavst trak hende ind til sig og begyndte at varme hendes så godt han kunne med egen kropsvarme, og med hænderne mod hendes ryg for at skabe varme op ad hendes ryg. Hans blik flakkede rundt på alt og ingenting, som duften af hende ramte hans næse og han helt ærligt ikke vidste hvor han skulle gøre af sig selv.

Hun måtte grine over hvor dumt det var, især da han tilføjede de måske også skulle lade være med at gøre det samtidig. Han havde ret, sådan kunne de jo ikke rigtig komme nogen vegne. 
Hendes blik slog ned mod hendes fingre, som er pillede ved hinanden. Blikket han havde rettet mod hende, fik noget til at brænde sig som en steppebrand i hendes brystkasse. Han havde ingen anelse, om hvad hans blik gjorde ved hende - de varme brune øjne. De smeltede hende fuldstændig, og det var en smule aparte situation at sidde i, når hun kunne mærke at hendes krop var så kold - men alligevel blussede sig en helt anden ild frem i hendes brystkasse. 
Hun lod sine fingre glide ud fra hinanden, og omfavnede i stedet hans. Blev trukket op og stå, og gav ham et forsigtigt blik og smil, som han trak tæppet tættere omkring hende. Sidst de havde mødt hinanden, havde hun svoret at han havde været en anelse laver end hende. Nu var han højere? Ikke med meget. Men nok til, at hendes øjne skulle glide en lille tand op for at kigge ind i hans. Som han lagde armene omkring hende, lagde hun næsten helt instinktivt hendes hoved imod hans skulder. Lod selv sine glide rundt omkring hans liv, og lukkede øjnene. Nød varmen der pludselig strømmede fra hans krop ind imod hendes.
“Du ved.. det måske bedre at gå tilbage ind på dit værelse - i stedet for at stå her og kramme hinanden” mumlede hun ganske forsigtigt imod hans brystkasse. Mærkede hvordan hans hjerte var begyndt at slå. Veg dog ikke rigtig tilbage, lod sig selv stå lidt længere. 

Forsigtigt sank han en klump der havde formet sig i halsen. Han var så nervøs for at gøre noget forkert, mens han samtidig med ikke kunne forestille sig at noget ville være forkert lige nu. Ikke som noget helt roligt faldte over ham som hun lagde hovedet ind mod hans skulder. Det var det eneste rigtige at gøre for at varme hende op, men det fik alligevel en varme til at bredde sig på en helt ubeskrivelig måde indeni ham selv. Det var så nyt at han virkelig ikke helt kunne forklare hvad der foregik indeni ham. Han havde aldrig haft den her følelse før. Ikke så kraftig i hvert fald.
Et smil voksede frem ved hendes mumlen, uden at kunne finde nogen lyst til lige nu at flytte sig. ”Jah.” der gik i hvert fald en god håndfuld sekunder før han gjorde alvor af den enighed han havde givet til hendes ord og trak sig lidt væk fra hende. Han kiggede ganske let ned – det var ikke meget, men alligevel en ændring siden første gang de mødte hinanden. Var han virkelig blevet højere? Han mistænkte det måtte være skoene.
Han nåede ikke at tænke længere før han så tilbage ind i de grønbrune øjne og fandt det svært at slippe hendes arme, for at gå tilbage ind på værelset. Det kildede i maven, faktisk helt ud i fingrene. Det føltes helt som om, at han ikke kunne få luft og at han var let i hovedet.
”Der er nok også varmere derinde” Det var nok hårdere end nogen træning han i sit liv havde været igennem, at løsrive sig fra hendes dybe øjne. Hans hjerte hamrede i brystet på ham og han vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv.
Men det lykkedes ham at få dem ind på værelset og lukkede døren. Hvilket nu pludselig føltes forkert – som om han ikke længere var den gentleman hun før havde kaldt ham. Han følte pludseligt at han sendte så mange forkerte signaler, mens han forsøgte at lade som om at alting var normalt inde i det virvar af følelser der ramlede i ham. 
Så uden rigtig at tænke sig om, trak han hende ind i et kram igen – for der havde han følt sig rolig. Hans havde stadig agendaen at få hende varm, så hånden mod hendes ryg kørte igen, men hans hjerte slog en del hurtigere end før, og han vidste ikke hvordan han skulle få det til at stoppe!
Det her var absolut ikke det samme som da han snakkede med Mille!

Hun lod sig en smule modvilligt blive trukket ud af hans favn, hvad der ramte hende ganske få sekunder efter. Havde hun ikke forberedt sig på, for da hun åbnede øjnene igen - og deres to blikke blev fæstnet mod hinanden. Var det som om, at tiden havde valgt at gå i stå. Som havde usynlige bånd havde lagt sig omkring dem - der nægtede at løsrive sig - så de var nød til at blive ved med at stå som de gjorde nu. Hendes mund blev tør, som hun mærkede hjerterytmen tog til. Hvad foregik der? Hvad, skulle der til at ske nu? Men da han løsrev sig fra hendes øjne, og førte hende tilbage - gik det op for hende, måske til hendes rædsel hun var ikke sikker - at hun faktisk havde lænet sig frem imod ham. Som, om de skulle til at kysse hinanden. Nej, det var - ikke - var det. Forvirret, fulgte hun med. 
Hun trak tæppet rundt omkring sig, tættere end hun havde gjort før. Brynene knyttet sig imod hinanden, som hun næsten lidende kiggede forvirret frem for sig. Var det okay, var det okay at komme sig så hurtigt over hendes følelser? Var det okay, at hun glemte ham - men, det gjorde hun jo ikke nødvendigvis. Og det var halvandet år siden, at hun sidst havde set ham. 
Længere nåede tankerne, ikke at trække sig, før hun mærkede nogle arme der lagde sig omkring hende igen. Hun mærkede hans hjerterytme havde taget fart, og det eskalerede kun at hendes også slog hurtigere. Hun lod sig glide tættere ind i hans favn - denne gang kunne hun ikke lukke øjnene. Og efter noget tid, lod hun lige så langsomt sit hoved glide væk fra skulderen, som hun var blevet presset ind imod. Sådan, så deres ansigter igen var overfor hinanden. “Hej..” mumlede hun forvirret, som hun igen lod sig fordybe ind i hans øjne. Skælvende, og med et hjerte der truede med at springe ud af hendes brystkasse hvornår det skulle være. 

Arion havde så travlt med at fokusere på sine egne følelser, som ikke var til at finde rundt i lige nu, at han ikke opdagede hendes mere forvirrede udtryk. Faktisk var han på et eller andet underligt plan over bevidst om at det kun var ham der stod på uvant grund og ikke anede noget som helst om hvad han skulle gøre!
Han forsøgte at få styr på sin vejrtrækning mens tankerne hamrede afsted i hans hoved. Kunne han overhovedet tillade sig det her? Alt i Dianthos var så forskellig fra den lille flække hvor han var opvokset. Det var altid svært at fortælle nogen man kunne lide dem, men der var ikke sociale statusser at tænke på som det første. Desuden, han kunne slet ikke tillade sig det her! Det var ikke lang tid siden han havde været forbi med hvad hendes, formentlig forlovede, havde efterladt hende efter sin død. Det her var forkert at af ham! Men han kunne ikke bare stoppe med at føle. Det var ikke retfærdigt overfor hende.
Arion lukkede øjnende og lukkede armene en smule tættere om hende, blot for en stund til hun gjorde antræk til at flytte sig en smule. Han åbnede langsomt øjnende og drejede blikket ned til hende igen. Der var de øjne igen. Lige der, og lige så dybe og rare som før. Et forsigtigt smil kom frem på hans læber. ”Hej..” mumlede han tilbage, nok næsten lige så forvirret som hun lød. Hvad skulle han gøre nu! Han følte sig som låst fast i jorden, med fødder af bly, mens hans øjne var fastlåst til hendes og hjertet var mere eller mindre på vej ud af brystkassen på ham. Gad vide om hun kunne se alt det her. Kunne fornemme at han ikke følte han havde styr på sin krop, og hans følelser havde besluttet at han ikke fik chancen for at bakke væk fra hende. Det var heller ikke fordi han ville, men med alle de regler han ikke kendte ordentlig til, var det nok forlangt af ham at han gjorde.

Og hvad så nu?
Ja hvad havde du forestillet dig - at der skulle ske nu Tatiana? Mumlede en stemme i hendes hoved, tanker blev til flydende substans, som gav intet længere mening. Der var så mange ting, hun burde bekymre sig om, men at stå der og kigge ind i hans øjne? Pludselig, var der ikke ret meget andet der foregik i hendes tanker - kun ham. Hans skønne, varme brune øjne - det smil han havde givet hende, som han havde sagt at hvis han kunne finde en, som havde så dejlig en latter som hende. Så ville han være en heldig mand. Mindet, fik maven til at falde. Men, på den gode måde. Et sug greb fat omkring hendes krop, som hun næsten faldt ned i den varme farve der var hans øjne. Lod dem omfavne hendes sind, hvem hun var - det måtte være okay det her. Men, hvad nu hvis - han ikke ville? Pludselig blev hun skræmt, bange for hvis hun tog skridtet. Så ville han afvise hende, og det var næsten nok til at bringe tåre frem i hendes øjne. Hun var trods alt, tre år ældre end ham. Han skulle jo finde en i sit eget tempo, og - var hun overhoved god nok? Alt tvivl omkring hendes egen evner, boblede frem i hendes indre. Som hendes blik endelig slog væk fra hans - næsten uskyldige øjne. Hun fortjente det ikke, hun - “Undskyld..” mumlede hun så, og trådte væk fra ham med et forsigtigt grin. “Var tæt på at kysse dig, ved ikke lige.. hvad jeg tænkte på.. Årh, det.. måske jeg skulle tage hjem, ja? Det, virkelig dumt du kan jo ikke.. jeg.. er ikke” hun rynkede brynene, som det gik op for hende at hun sagde alle ordene højt. “God nok...” mumlede hun til sidst, og krøb næsten helt ind i tæppet. Kulden greb hende igen, men ikke kun fordi hun frøs, men også fordi at sorgen igen ramte hende. 

Arion var lige nu ikke i stand til at gøre andet end at se på hende og føle hendes nærvær. Han følte han levede for at høre hendes latter og se ind i hendes øjne. Sikre sig at hun altid havde det godt og var glad. Og som de stod her, kunne han ikke forestille sig noget han ville mere end at blive lige her. Stå med hende i favnen og være fuldstændig fortabt i hendes øjne. Det var ligegyldigt for ham at blive ridder af lyset hvis det betød han skulle gå væk fra hende. Han følte en så dyb ro ved at indse at det var det han ville, men også en snigende panik i mellemgulvet over at han ikke kunne vide om hun følte noget bare i nærheden af hvad han tænkte. 
For ikke at tale om alle de andre bekymringer der sneg sig op ad rygsøjlen. Hvad havde han at tilbyde hende? I hver fald dom hun kunne bruge til noget? Desuden når han var yngre end hende så hun ham vel lige så meget som et barn som alle andre gjorde. Bare tanken gjorde ondt.
Men ikke lige så ondt som det var at blive revet tilbage til virkeligheden som hun fjernede sine øjne og trak dig. Han tvang hende ikke til at blive men følte at alting gik i stykker. Som om han ikke kunne få luft. Indtil hendes ord begyndte at synke ind. Forvirringen meldte sig. Hun havde prøvet at. Men hun stoppede fordi. Han tog det i sig igen at den forhenværende tanke havde gjort ondt som noget han aldrig før havde oplevet. Det hun sagde var værre. Hvordan kunne hun sige sådan noget om sig selv.
Han sank en klump i halsen og rakte roligt ud efter hendes skuldre for at vende hende hen mod sig igen. “Du må aldrig nogensinde igen tro eller sige du ikke er god nok” han lod forsigtigt sine fingre røre blidt ned over hendes kind. Han kunne slet ikke håndtere at hun kunne tro at hun ikke var god nok når han blot var en simpel bondedreng! 
Med tommelfingeren blidt strygende over hendes kind lænede han sin pande ind mod hendes og så tilbage ind i hendes fantastiske øjne og mærkede igen hvordan det gav et sug i maven og kildede ud i fingerspidserne. Denne gang medførte det dog at han smilede, fremfor at gøre ham panisk. “Du er langt mere end bare god nok. Og jeg vil helst ikke at du går”