//Fortsættelse af oneshot: You wanted a demon, right?

Kroppen var efterhånden så medtaget af den lange flyvetur, at Philotanus var lettere forbløffet over at den endnu ikke havde givet op. Måske engle ikke var så uduelige alligevel? Han vrissede let af tanken, som han trak næsen op og endte med at rynke på panden. Sikke en uduelig tanke. Det nye klima føltes langt køligere end hvad han var van til i kløften, hvilket faktisk overraskede ham, som han dalede imod jorden nær isfjorden. Vingerne blev omhyggeligt langt omkring hans overkrop, som han gøs let ved tanken og lod blikket dale ned imod de bare tæer. Hvorfor bar englen ingen sko? Blikket vandrede imod fjorden, som han bevægede sig hen til vandkanten for at stikke hænderne ned i vandet og trække det op til munden for at slukke tørsten. Siddende på knæ, var det nok de færreste, som ville bemærke ham, selvom de store sorte vinger var tydelig i landskabet. Han tog sig god tid til at drikke af vandet, lige indtil han fik øje på sit eget spejlbillede. De orange øjne og sorte vinger, var ikke nok til at distrahere ham fra det faktum, at han havde besat en engels krop. Derfor slog han også ned i vandet med en flad hånd, som sendte et plask af vand længere ud i søen.

”Hey! Du skræmmer fiskene væk!” der var tale om en hæs stemme, som et stykke fra ham, var i færd med at klargøre sin båd til en tur ud på fjorden. Han havde grebet fat omkring sin ønske, og hævede den lettere truende over hovedet imod Philotanus, der kiggede sig over skulderen med et irriteret hvæs. Havde det været en hvilken som helst anden dag, så havde han nok bare ignoreret ham, men ikke i dag. Han rejste sig uden videre op, gik hen til manden med armene over kors. ”Hvad sagde du?” brummede Philotanus hæst, som han endnu ikke havde vænnet sig til englens stemmebånd. Men manden så ud til at være blevet fornærmet, som Philotanus ikke ligefrem virkede venligsindet i sin fremtoning, derfor endte han også med at pege øksen imod ham, han holdt godt fat, som knoerne var blevet helt hvide. ”Forsvind, dæmon!” råbte han, da han havde bemærket Philotanus lysende øjne, der ikke lagde skjul på hvilke tanker, han havde lige nu. Det kunne godt være at han ikke havde blod på kroppen lige nu, men havde fiskeren set ham tidligere, så var han nok vendt rundt og løbet sin vej. ”Tving mig” opmuntrede Philotanus en smule provokerende, som mandens øjne blev smalle. Manden endte med at kaste med øksen, som Philotanus dukkede sig og lod den falde til jorden bagved sig. Da hørte Philotanus pludselig et pift.. og flere fodtrin.

Da Philotanus atter vendte blikket imod manden, var han ikke længere alene. Der var dukket flere mænd op, bredskuldret og muskuløse, som de var van til at hive de tunge net op med fisk dagligt. Der dukkede et lusket smil op på hans læber, som han smørrede ærmerne op og løftede den ene hånd imod dem, som han løftede fingrene og bad dem begynde. Der gik dog ikke længere før at mændene lå spredt omkring ham, nogle jamrede, andre lå helt stille, som de var lettere slemt tilredt. Det var svært at sige om de var i live eller ej. Philotanus stod endnu foran 3 mænd med næverne hævet imod dem. Det var dem, der havde de mest nyttige magiske evner, så han havde planer om at tage sig god tid med dem. Den første valgte at angribe ved at smide et fiskenet over ham, det blev lige pludselig til tjære, som befæstede Philotanus vinger i en tyk masse og gjorde det nærmest umuligt for ham at bruge dem. Han hvæste lidt, som han forsøgte at skubbe nettet af sig. ”For Zaladin også!” vrissede han, som han slog en hånd imod jorden og opløste tyngden omkring sig selv i håbet om at tjæren ville sætte sig fat i jorden og slippe ham. Samtidig flyttede han en isflage fra fjorden henover hovedet på manden, der beherskede tjæremagien og derved holdt ham fanget. Med ét slap han flagen, så den skar ned igennem mandens side, så han næsten blev delt i to. Det hjalp ham dog ikke af med tjæren, som han stadig var fanget af den klistrede masse. Manden nåede ikke at sige mange ord, før at hans liv svandt ind til ingenting og hans kammerater tænkte to gange før deres næste træk..

Det store krater havde øjeblikkelig fanget hendes opmærksomhed. Hun havde set lignende scenarioer før, for mange hundrede år siden, og selvom lighederne ikke nødvendigvis betød, at der var tale om den samme årsag, så var A’rea alligevel nysgerrig nok til at bevæge sig tættere på. Hun lod umiddelbart til at være den første på stedet efter ’ulykken’, da jorden stadig lå løst omkring karavane-vraget og ikke umiddelbart afslørede andre spor, end dem hun nu satte.

De store poter sank let i, mens hun bevægede sig undersøgende rundt i virvaret af jordklumper og træstammer, men på trods af at hun mistede fodfæstet her og der, så havde det havde ikke voldsom betydning for hendes færden. På trods af det tydelige mærke, begivenheden havde efterladt på landskabet, lod der dog ikke til at være yderligere spor om, hvad der var sket. Eller det troede hun, indtil hendes lange ører opfangede en svag stønnen under jordklumperne. Langsomt banede hun sig vej over den oprevne jord, lyttende, og gav sig til at grave, da hun lokaliserede kilden til den svage stønnen. Lidt efter havde hun fået gravet det kvindelige halvdyr nogenlunde fri, og da hun dernæst satte begge forpoter mod den større jordklump over hende og fik den skubbet væk, kunne halvdyret igen bevæge sig. ”Hvad er der sket?” spurgte A’rea ufortrødent, langt mere interesseret i årsagen til kaosset omkring dem end kvindens tilstand. Kvindens usammenhængende forklaring, der gang på gang blev afbrudt af hosteanfald, gav dog desværre ikke megen mening. Hun var rystet og forvirret, men A’rea fik alligevel de informationer, hun skulle bruge; svævende jord, sorte vinger og gyldne øjne.

Phenex havde uden tvivl været her, men hvorfor havde han dog overfaldet en karavane? Denne mystiske afvigelse fra den opførsel, hun ellers forbandt med sin gamle ven, undrede hende. Undrede hende i sådan en grad, at hun besluttede sig for at følge det spor, han havde efterladt. Det var næppe et forsøg på at få hendes opmærksomhed, men ikke desto minder var hun interesseret i årsagen. Trods hendes rystede til stand var halvdyret dog faktisk i stand til at fortælle hende, hvad retning han var forsvundet i, da hun havde set et glimt af ham, da han forlod stedet. Flyvende. Hmm… Så indhentede hun ham næppe til fods. Nå ja, så måtte hun jo benytte andre metoder.

Halvdyret havde måske dannet sig et billede af A’rea som hendes redning, på trods af hendes umiddelbare fremtoning, men det afholdt ikke A’rea fra at trække det meste sorte materie ud af sin krop, så kun skelettet af hendes foretrukne skikkelse stod tilbage, og forme den som et par store vinger ud fra sine skuldre. Dernæst satte hun af fra jorden og lod de sorte vinger bringe hende højt til vejrs. Hun skulle videre og skænkede ærlig talt ikke karavanen yderligere tanke, men nu var halvdyret da i det mindste fri, så hun kunne hjælpe de andre.

A’rea fløj længe i den angivne retning, men uden at finde andre tegn på Philo færden. Og da hun efter så lang tid stadig ikke havde været i stand til at få øje på noget, der kunne pege hende i den rigtige retning, besluttede hun at lande. Måske hun kunne finde hans spor på jorden i stedet? Hendes skeletagtige ben fik kontakt med sneen kort efter, hvorefter hun trak de store vinger, eller den sorte materie hun havde formet dem med, tilbage ind i kroppen og genvandt sin foretrukne, ulvelignende form. Så rystede hun sig let og mærkede pelsen falde på plads omkring hendes lange lemmer, før hun stak snuden i vejret og tog et par dybe indåndinger for at afkode, om der var en fært i nærheden, hun kunne bruge. Ingenting. Med en irriteret knurren gik hun videre i den retning, hun havde fået udpeget fra Philos sidste kendte position. Han kunne selvfølgelig have skiftet retning undervejs, men da den angivne retning var hendes bedste spor, fulgte hun den troligt.

Så, pludselig, bemærkede hun et magisk fænomen i de fjerne, der fik sneen til at rejse sig i luften på en måde, hun genkendte uden skyggen af tvivl. Der! Det var nødt til at være ham! Hun satte sin lange krop i løb og spredte den sorte materie i hendes poter yderligere ud, så hun ikke sank så langt ned i sneen med hvert skridt. Derpå for hun i retning af stedet nær fjorden, hvor sneen pludselig syntes at svæve opad, tilbage mod himlen. Og da hun kom tæt nok på til at skelne det fysiske plan fra det åndelige, var hun ikke længere i tvivl. Det var ham! Men han var ikke alene…

”Phenex!” udbrød hun højt og sprang ned ad bakken for komme ham til hjælp. Det havde virkelig været ham! Men spørgsmålet om hans tydelige hærgen måtte vente til senere. Først var der nogle fiskere, der skulle have lært en vigtig lektie. Med en vred knurren nærmede hun sig som en stor sort masse i det hvide landskab, og selvom de sorte poter sank godt ned i sneen, så var hendes størrelse ikke til at tage fejl af. Hun blottede sine mange tænder med en arrig snerren og drev mændene væk fra Philo med sin blotte tilstedeværelse, i takt med at hun placerede sig mellem dem og ham. Hun vidste ikke, om det var fordi hendes fortid i norden stadig levede i deres myter, eller om det blot snarere var synet af hendes unaturlige, ulvelignende fremtoning og hendes fjendtlige attitude, der jog dem en skræk i livet. I sidste ende betød det heller ikke så meget. Ved at placere sig mellem mændene og Philo drev hun dem tilbage mod fjorden, og da hun dernæst svang sin højre forpote mod dem og lod materien strække hendes arm langt nok til at kunne nå dem, veg mændene tilbage fra de lange kløer og faldt i. Hun fnøs tilfreds, mens hun trak materien til sig igen, og vendte sig så for at tilse Philo.

For det blotte øje lignede han ikke længere den Phenex, hun havde lært at kende for så mange år tilbage, men hun så mere end blot det fysiske plan. Så meget mere. Og selvom hun undrede sig over hans fysiske fremtoning, nu hun fik mulighed for at tage et nærmere kig på den nye krop, så var det dog mindre vigtig for hende end hans tilstand. Han så afkræftet ud, men virkede dog ikke umiddelbart skadet, bare hæmmet af nettet om hans vinger. Derfor lod hun også roligt et varmt og hengivet blik søge mod hans øjne, mens et smil bredte sig over hendes ansigt og strakte hendes ulvelignende træk endnu mere, ”hej, Phenex.” Hendes hilsen var ganske uformel, men mere behøvede hun vel ikke sige, hvis han tog sig tid til at kigge ordentligt efter. Hendes fysiske fremtoning viste ham alt, hvad han behøvede at vide for at genkende hende. ”Lad mig,” sagde hun så, løftede en pote mod hans vinger og lod materien flyde ud over hans vinger for at absorbere tjæren, der begrænsede ham. Hun stillede umiddelbart ingen spørgsmål. Hun behøvede ikke forstå meningen bag hans handlinger for at hjælpe ham. Det havde hun aldrig gjort. Og han skulle nok fortælle hende, hvad han ønskede, hun skulle vide.

Endelig var der et mindre ophold i deres konstante angreb, som Philotanus havde formået at uskadeliggøre den ene af de 3 tilbageværende fiskere, som tydeligvis ikke brød sig om dæmoner og deres indtrængen i landet. Han var bestemt ikke i et humør til at starte en dybere samtale med dem, for at forklare sin pludselig indtrængen på deres område, han havde haft brug for et hvil og derved ikke været i stand til at flyve meget længere end til floden. At han ville blive mødt af så meget modstand, forbavsede ham ikke meget, særligt fordi dæmoner ikke var særlig vellidte og bestemt aldrig ville blive det. Men at være fanget på denne måde, var simpelthen ydmygende! Noget som han bestemt ikke kunne finde sig i, derfor betragtede han også hvæsende de to mænd, der endnu stop oprejst. Han vendte et køligt blik imod liget, der lå imellem dem, klappet sammen på jorden og sneen farvet rød af blodet. Blod bekymrede ham virkelig ikke, men han kunne sagtens mærke på englens krop, at denne var ved at være godt og grundig afkræftet. Så det ville kun være et spørgsmål om tid, før at han ville kunne udse sig en ny krop, for at kunne fortsætte sin færden.

Philotanus var ved at gøre sig klar til endnu et angreb, da den ene fisker samlede et mindre spyd op. Han ville gerne have holdt blikket på fjenden, men lyden af sit eget navn bragte ham fuldkommen ud af kurs, som han straks vendte blikket imod bakken og den sorte masse, der tordnede imod dem. Philotanus rev og sled i en smule i vingerne. Han kunne sagtens mærke smerten ved at flå i vingerne på den måde, men han kunne ikke bare sidde der på jorden. Det var ikke til at vide, hvad denne masse ville ham og da slet ikke hvorfor denne kendte hans navn. Et navn, han ikke havde hørt rigtig længe. Som i rigtig længe. End ikke Orcus kendte hans sande navn. Det gav et mindre sæt i ham, da massen gik imellem ham og mændene, de trak sig automatisk tilbage imod fjorden, som han ikke helt kunne lade vær med at kigge på A’rea. Hans underbevidsthed genkendte hende med det samme, men det tog noget tid før, at han selv noget til den konklusion, i stedet fortsatte han med et flå i sine fjer for at få tjæren til at slippe. Det endte med sorte fjer på jorden omkring ham, sår hist og her på vingerne, som han bed tænderne sammen i smerte, men hele tiden holdt et blik imod hende. Bare ud af øjenkrogen, som hun tydeligvis var i færd med at distrahere mændene, så skulle han bare have chancen for at slippe fri, så fiskerne kunne blive sendt ned på bunden af fjorden. Philotanus rettede blikket helt op, da han hørte et ordentligt plask, som mændene røg i det kolde vand, han rettede dernæst blikket imod hendes skikkelse, som hun vendte sig imod ham.

Tyngdekraften blev sig selv i det sekund Philotanus mødte hendes blik. De øjne havde han set før, for rigtig rigtig mange år siden. Han sank fuldkommen sammen, hvilede hænderne imod jorden, som hans vinger lagde sig tungt imod hans krop. A’rea, hvordan havde hun fundet ham efter alle de år? Endnu en gang brugte hun hans sande navn, det gøs ham ned over ryggen, som han sænkede blikket og åndede ud. Da faldt hans blik imod hænderne, som de så småt var begyndt at gå i opløsning. Indtil videre kunne hans evne endnu følge med, men havde hun ikke afbrudt det hele på lige netop det tidspunkt, så havde det måske været for sent at redde kroppen. Philotanus bukkede hovedet ganske let, som hun løftede en pote imod hans vinger og lod materien arbejde. Han skar en grimasse, som han for alvor kunne mærke hvor udmattet han var blevet. Han kunne mærke hvordan det lettede på hans vinger, som hun absorberede tjæren. ”Hvor har du været, A'rea?” spurgte han hæst, som han atter rettede blikket imod hende. Ikke i et humør til at tale omkring hans nuværende situation. Det var jo ynkeligt! Man kunne dog stadig spore vreden i hans blik.