//Tråden udspringer af følgende tråd: Why did you bring her

Kort opsummering: Philotanus kidnappede Nianna Snow, bragte hende til deres hjem i kløften for at sælge hende videre til en slaveejer. Det kom dog aldrig så langt, da Orcusellus fandt pigen i sin celle, befriende hende og lærte hende at kende. Det ene tog det andet, ’brødrene’ kom for alvor op at skændes flere gange, til sidst forlod Orcusellus kløften med Nianna i armene og efterlod en noget så frustreret Philotanus tilbage i kløften med al oprydningsarbejdet.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Vingerne slog omkring luften, som Philotanus holdt sig svævende i luften. Han havde ikke flyttet sig og havde endnu blikket rettet imod himlen, hvorfra Orcus og Nianna var forsvundet. Hænderne var knuget godt og grundigt sammen, som han så vidt muligt forsøgte at få styr på sin vrede. Sjældent havde han følt en sådan vrede imod et menneske. Men lige netop dette menneske kunne virkelig pisse ham af, hun havde formået at skabe en kløft imellem ham og Orcus, en ting der faktisk ikke skulle være mulig, når man tænkte på, hvilken relation de havde med hinanden. Der havde kun haft hinanden i nogle år, siden at dæmonriget var åbnet op, men det havde muligvis ikke betydet ligeså meget for Orcus, som det faktisk gjorde for Philotanus. Han hvæste ganske irriteret over situationen, som han slog med vingerne én gang til, strøg ud igennem kløftens åbning og så sig omkring. Orcus var forsvundet, som han drejede let omkring og lod sig dale ned imod den underjordiske by igen. Det var efterhånden blevet mørkt, byen lå også henlagt i mørke, som Philotanus svævede over de mange hustage og forsøgte at danne sig et overblik over skaderne, som hendes lille ’udbrud’ havde forårsaget.

I det svage lys, fik han lige pludselig øje på den på rod, som stak ned fra loftet og strakte sig hele vejen ned til jorden. Han brummede lettere irriteret over det, som han udmærket var klar over, at den kunne bruges som indgang til byen, hvis ikke han gjorde noget for at få den fjernet. ”Den tøs..” brummede han frustreret, som han fløj omkring roden for forsøgte at bedømme, hvad der ville være smartest at gøre i situationen. Det ville være tæt på umuligt at redde træet, hvis han endte med at skære roden over, samtidig så var han også i tvivl om, hvor stort et hul hun måske ville have lavet på overfladen, ved at lade træet vokse på denne måde. Uanset hvad, så måtte han have den fjernet, så han kunne sikre sig at andre uønskede gæster ikke fandt tilbage til kløften og invaderede deres liv, uden de havde noget at skulle have sagt. Ærmerne blev skubbet op over albuerne, som han svævede han til roden og lagde en flad hånd imod træets rod. Det ville være muligt at hive den op igennem jorden, men mængden af kræfter han skulle bruge på det, ville næppe være det værd? Men på den anden side.. Så skulle træet også bare væk. Derfor endte han med at fokusere tyngden på træet, som tyngden spredte sig langs med roden og hele vejen op. Ved at have kontakt med træet, kunne han også bedre fokusere sin energi, som træet begyndte at løfte sig op og jord faldt ned fra loftet og strøg omkring ham. Philotanus fløj langsomt op sammen med træet, som han til sidst kunne stryge igennem det hul, som træet havde forårsaget og trække roden hele vejen op for at smide træet så langt væk fra kløften som overhovedet muligt. Fremmede ville måske finde de besynderligt, at der lå et træ midt i det hele, men det kunne Philotanus ikke bekymre sig om. Derfor strøg han også tilbage imod kløften.

Tilbage i kløften bemærkede Philotanus de mange jordklumper, der var faldet ned omkring ham og som tilsyneladende havde været store nok til at forårsage enkelte skader på bygningerne omkring træets placering. Endnu et brum fandt vej til hans hals, som han rakte hænderne frem for at samle de mange jordklumper op. Da blev det dog klart for ham, at han allerede havde brugt for mange kræfter på træet til at ville kunne fortsætte lige nu. Hænderne var begyndt at smuldre i en sådan grad, at evnen ikke kunne følge med. Det ville kræve noget hvile, hvis han skulle gøre sig en forhåbning om at fortsætte med oprydning. Så han fløj i stedet imod balkonen ved deres hjem, for at gå indenfor for lægge sig i sofaen. Så ville der også være en chance for at Orcus ville være vendt hjem, så de kunne rydde op sammen. Philotanus foldede vingerne på ryggen og lagde sig ned i sofaen, støvet til at jord og lignende, men egentlig ligeglad, imens at hans anden evne fik chancen for at heale kroppen igen.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Dagene havde sneglet sig forbi, eftersom at Orcusellus endnu ikke var vendt hjem. Philotanus var så småt begyndt at blive rastløs og måske også i tvivl om den unge halvdæmon overhovedet ville vende hjem igen. Mon pigebarnet faktisk betød så meget for ham? Philotanus kunne ikke selv forestille sig det, som han egentlig bare var irriteret over den udvikling tingene havde taget. Nu var han ligefrem tvunget til selv at aflevere en vare til en kaptajn på et piratskib. Hele formiddagen var gået med at planlægge tingene, som slaven egentlig ikke var det store problem at fragte, men det havde været langt mindre problematisk, hvis han havde kunnet bruge en portal, men nu var han faktisk tvunget til at tage rejse dertil med sine vinger. Han virkede dog lettere fjernet, som han samlede noget proviant til turen, slaven sad på hug ikke langt fra ham, som hun tydeligvis mærkede hans forvirrede udtryk, da han forsøgte at konkludere, hvor meget brød og tørret kød, der ville være nødvendigt. ”De virker ikke som Dem selv, Philotanus” mumlede hun lettere forsigtigt, som hun forsøgte at flytte sig tættere på, kæderne raslede bagved hende, som den ene ankel var låst fast til gulvet i den store gang. Han kunne sagtens have ladet hende vente i cellen, men den tanke havde han slet ikke haft, da han normalt bare trak slaverne ud af cellen og skubbede dem igennem døren uden de helt store planer. Nu var han endt med at stå med hende i armen, blot for at vente på Orcus, indtil det var gået op for ham, at det altså ikke var sådan, det skulle være denne gang. Derfor var hun blevet lænket til gulvet, fordi han skulle gøre sig klar først.

”Ti’ stille” brummede han en smule fjernet, som han lagde brødet og kødet ned i en sæk, som han nemt kunne sætte fast i sit bælte. Det var ikke ligefrem nemt at have noget på ryggen med hans vinger, så han måtte tænke alternativt. Slaven sank en smule sammen, som hun nikkede og ellers vendte blikket imod jorden, hvor hun gav sig til at gnide hænderne sammen for at fjerne det snavs, der egentlig dækkede det meste af hendes krop. Burde hun ikke have fået et bad inden de skulle afsted? Hun kunne godt fornemme, at lige nu ville være et dumt tidspunkt at nævne den slags for Philotanus, så hun valgte at tie, før hun vendte blikket op, da Philotanus rejste sig fra bordet og gik hen til hende. Han rakte en hånd ned imod hende, som han hev hende på benene. Endnu en gang raslede kæden, som han blev mindet om sin forvirring og måtte låse låsen op for at få hende med sig. ”Ikke ét ord på hele turen” hans stemme var hæs og advarende, som han virkelig ikke var i humør til at snakke med nogen lige nu. Palæet og byen var efterhånden blevet så stille, at han var van til det. Så ville han også bedre kunne høre, når Orcus vendte hjem.

Philotanus skubbede pigen ud imod balkonen, som han spredte sine vinger og samlede hende op i sin favn, så de kunne begynde deres mindre race til havet. Der var et mindre stykke til Fristavn, men man kunne aldrig vide, hvilke udfordringer man ville støde på undervejs. Samtidig med det, så var leveringen allerede forsinket, netop fordi han havde regnet med portalen og ikke selv at tage rejsen dertil. Derfor slog han også ekstra hårdt med vingerne for at stige hurtigt til vejrs og lade sig dale imod jorden, for at få noget fart på turen. Slaven knugede sig ind til ham, som hun peb ganske let, men ellers så vidt muligt undgik at ytre nogle ord, ikke før de nåede skibets dæk og landede på det knirkende gulv. Pigen satte sig hurtigt på hug på dækket, som hun hev en smule efter vejret, da hun ikke var van til de høje luftlag. Philotanus derimod bevægede sig hurtigt hen imod døren til kaptajnens kahyt, han kiggede sig kort over skulderen, for at sikre sig at hun fulgte med. Pigen kravlede det første stykke, før at hun atter kom på benene, nikkede til ham og ellers gik foran for at kunne præsentere sig selv til hendes nye herre.

”Er du ikke en smule forsinket, Orcus?” spurgte kaptajnen lettere hæst og utilfreds, som han sad bagved det store skrivebord i massivt egetræ. Philotanus hvæste en smule irriteret, som kaptajnen tydeligvis havde taget fejl af ham og Orcus, nok tilhørte kroppen Orcus’ tvilling, men altså, der var da mange andre forskelle på dem? Ikke sandt? ”Philotanus” hvæste han henvendt direkte til kaptajnen, før at han lagde en hånd imod pigens skulder og skubbede hende fremad. ”Har du betalingen klar denne gang?” lød det lettere skeptisk, eftersom at kaptajnen havde forvoldt Orcus problemer tidligere. Han trådte derfor også frem til skrivebordet, som han lagde håndfladerne på bordet, trippede let med den ene fod og mødte kaptajnens blik, da denne løftede blikket væk fra pergamentrullerne på bordet. Han nikkede imod en kisten i den anden ende af kahytten. ”Al hvad jeg skylder, ligger i kisten” brummede kaptajnen retur, som Philotanus nikkede, vendte rundt, samlede kisten op og gik ud af døren. Pigen blev efterladt i kaptajnens varetægt, som han selv drog hjemad.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Underetagen i det store palæ, var efterhånden blevet så øde, at der ingen lyde var i det store palæ. Philotanus vidste godt, at han ville være tvunget til at skaffe flere ’varer’ for at være i stand til at holde deres økonomi kørende, så længe at Orcus endnu ikke var hjemme endnu. Derfor havde han besluttet sig for at drage ud for at gennemsøge området efter vildfarende skikkelser, som han ville kunne tilfangetage og gøre klar til at sælge videre. Da fik han øje på en englen på den åbne slette, midt på en sten. Sammenstødet med englen, skulle vise sig at blive noget så udfordrende for Philotanus, da han ikke havde forventet at englen ville være i stand til at annullere hans magi og derved forhindre hans krop i at heale sig selv, når skaderne blev for store. Philotanus havde sjældent været nød til at overveje sine træk på denne måde, han kunne ikke bare holde sig til sin evne og slå løs, eftersom at skaderne forvoldt af englen og brugen af sin egen evne, ikke var med til at holde ham kørende. Han endte på jorden med hovedet adskilt fra kroppen. Sjælen som farede imod himlen og straks ledte efter en krop, han kunne besætte.

Philotanus’ død læses her: Engle og dæmoner

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Kroppen var kollapset på jorden, som Philotanus havde udset sig den første og nærmeste krop for at besætte denne. Han havde ikke i sinde at vandre rundt efter den rette krop, da han var så arrig og vred, at han slet ikke tænkte klart. Derfor gik der heller ikke lang tid før at en store del af skoven blev vendt på hovedet, som Philotanus kom med et vredesudbrud og råbte arrigt igennem skoven. ”Argh!” råbte han hidsigt, som han knugede hænderne sammen og trampede i jorden. Jorden fløj omkring ørerne på ham, som træerne strøg op i luften og dernæst landede på jorden med et bump. Philotanus tog det første skridt i sin nye krop, som han straks kunne se, hvordan den begyndte at smuldre ikke bare omkring hænderne, men også ved fødderne, eftersom at mennesket ikke havde noget fodtøj på. Han bandede indvendigt, da kroppen endte med at gå i opløsning blot en time efter at han havde besat den. Han nåede ikke engang tilbage til kløften før at han endnu en gang var en sjæl på jagt efter en krop. Kræfterne til at besætte en ny krop ville ikke være der lige med det samme, han måtte vente..

Timerne føltes uendelige, før at Philotanus endelig havde overskuddet til at søge efter endnu en krop og besætte denne. Denne gang var der tale om en tilfældig beboer udenfor Smarana, som han bevægede sig imod hovedstaden, men egentlig forsøgte at opspore englens færden. Han havde ikke planer om at lade englen, Dagon, leve, hvis han først fik fingrene i ham, men det ville også kræve en krop, der ville kunne holde til den slags. Kroppen klappede ikke sammen på samme måde, da han valgte at besætte den, men det sekund han tog over, kunne han mærke den sygdom, som befandt sig i kroppen, så han var tvunget til at bruge sin magi til at heale kroppen, så denne ikke ville kollapse på et senere tidspunkt. Der var tale om en ung elverkrop, en krop der var i stand til at løbe hurtigt og bevæge sig lydløst, når dette var nødvendigt. Ikke at Philotanus spildte tiden på at være lydløs i den forstand. Han var blevet voldsomt sulten undervejs og valgte at angribe en flok hjorte i skoven udenfor byen.
Midt inde i en lysning, sad Phliotanus på knæ, hænderne var begravet i maven på hjorten, som han var i gang med at flå kødet af knoglerne, så han kunne stille sin sult. Den måde han spiste på og opførte sig på, passede overhovedet ikke til skovelverens udseende. De spidse ører var dækket af blod, men den lyse hud kunne stadig anes omkring albuerne og ryggen. Tøjet var blevet flænset undervejs, eftersom at hjorten havde kæmpet imod med sit gevir og derved stukket ham flere gange. Derfor kunne man også fornemme et sår i venstre side, som var i gang med at heale. Alt imens at Philotanus flåede det blodige kød af dyret og sank det. En lyd bagved ham, fik ham til at vende hovedet omkring, som han fik øje på en mindre skikkelse nær busken, der kom et sæt fra drengen, før at denne dækkede munden med sin hånd. ”Far!” råbte han forskrækket, som Philotanus vendte hele kroppen imod ham, lod hænderne dale imod jorden, før at han rejste sig op og rystede noget af blod af sine hænder. ”Jeg er ikke din far” brummede han køligt og hæst, som den dybe dæmoniske stemme tydeligvis ikke passede til skovelverens lettere uskyldige udseende, når man så bort fra blodet. Drengen, der muligvis nærmede sig en voksen alder, greb ud efter sit spyd, som han pegede det imod Philotanus, der blot valgte at hvæse af ham. Der gik ikke mere end 2 sekunder, så havde drengen kastet det, men det stoppede midt i luften, drejede rundt og blev sendt retur, noget drengen ikke havde set komme, som han fløj tilbage imod træet med spyddet siddende i skulderen.

Lettere arrigt skreg Philotanus ud i luften, som vingerne pressede sig ud igennem hans ryg og spredte sig helt ud. Der var blod på dem, som han normalt ville bruge længere tid på at få dem frem, så var han ikke interesseret i at vente, før at han sprang frem imod drengen og lagde en hånd omkring hans hals, så han for alvor blev presset imod træet. ”Hvad har du gjort?!” råbte drengen, lettere panisk og skræmt, som han rev i Philotanus hånd for at få ham til at slippe. Philotanus’ øjne havde et farligt glimt over sig, som han fnøs af drengens ord og forsøg på at undslippe. ”Befriet din far” hvæste han køligt med en undertone af dæmonisk, blot så drengen slet ikke ville være i tvivl om, hvem han havde med at gøre. Så begyndte han at råbe om hjælp, som Philotanus lænede hovedet til siden for at kigge forbi træet, hvorfra han fik øje på en mindre flok skovelvere. Et sidste skub imod træet og så sprang han tilbage for at sprede vingerne og stige til vejrs, hvorfra han straks satte kursen imod nord igen. Han måtte have flere forsyninger hjemmefra.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Tilbage i kløften blev han atter mindet om sammenstødet med Nianna, som han fløj over tagene og bemærkede jordklumperne, som han endnu ikke havde samlet op. Det var dog ikke der hans fokus lå, som han strøg ind igennem døren på balkonen, drejede omkring og fandt vej til sit eget værelse. Døren blev skubbet op, som han begyndte at rode igennem sine ejendele, før at han stak noget i lommen på de løse busker, som elveren havde på. Han følte sig bestemt ikke hjemme i denne krop, hvorfor han også endte med at smadre et spejl på vej ud, da han passerede det. Der ville ikke være nogen chance for at Orcus ville kunne kende ham, men han var tydeligvis heller ikke vendt hjem, så måske det var slut? Vreden blussede op igen, som han fløj op over byen og hævede armene over hovedet. Klipperne begyndte at ryste, som Philotanus øgede deres vægt og derved gjorde det umuligt for loftet at holde sammen, hvorfra sten og jord endte med at styrte imod byen. Byen blev meget hurtigt begravet i sten og jord, som man kunne ane enkelte tage og palæet midt i det hele. Floden, som løb igennem byen var også blevet blokeret med sten, hvorfra vandet endte med at samle sig i den ene ende, før at vandet gik over bredderne og omdannede jorden til mudder.

Svævende et stykke over jorden, betragtede Philotanus den nu begravede by, som han brummede for sig selv og vendte blikket op imod revnen. Men før at han nåede at bevæge sig, begyndte elverkroppen også at smuldre væk omkring ham. Han kunne se hvordan vinden fik fat i hans hud og pustede det væk. ”Forbandede elver!” lød det arrigt, som han skreg op i frustration, da stemmen ikke længere havde nogen magt, fordi kroppen forsvandt og han atter var blevet forvandlet til en sjæl. Den genstand han havde hentet tidligere dalede imod jorden, hvorfra han ikke havde mulighed for at samle den op. Han måtte komme tilbage senere, når han lige havde fundet sig en ny krop.. Elvere og mennesker ville ikke være nok, han havde brug for en krop, der var van til at holde på magien, men hvordan han skulle finde sådan én uden selv at have en krop, vidste han ikke. Lige nu måtte han vist bare nøjes.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Midt på landevejen stod en mindre flok væsner, det lignede mest af alt en karavane på vej til hovedstaden, som Philotanus forsøgte at få sig et overblik over den samling af racer, der befandt sig. Det var ikke den sædvanlige samling, da der var tale om varulve, halvdyr, mennesker og…. En engel. Bare synet af englen fik ham til at hvæse arrigt, som han dog ikke kunne stille meget op lige nu, stadig blot en sjæl uden stand til at løfte eller gøre skade. Han bevægede sig dog tættere på, som han havde udset sig varulven, måske der var en chance for at kroppen ville kunne holde til hans magi, netop fordi den krop var van til at blive sat under et seriøst pres under en forvandling. Derfor gik han straks efter at besætte lige netop den krop. Men med ét sprang englen ind foran, spredte armene og vingerne helt ud, som hans sjæl i stedet satte sig fast i englens krop. Englen udbrød et smertefuldt skrig, som Philotanus straks gik i gang med at bekrig sin nye ’vært’, indehaveren forsvandt hurtigt, som Philotanus sank sammen på jorden og englens vinger blev sorte startende ved ryggen og ud. ”Hvordan?” brummede han lettere forvirret, som han ikke mente, at englen skulle have været i stand til at se ham.. Men englen havde forhindret ham i at besætte varulven og nu var han fanget indtil denne krop ville opgive. Men tanken om at torturere englens krop var tiltalende, som han fik rejst sig op og vendte de orange øjne imod resten af karavanens beboer. Han fnøs igen, som halvdyret kom tættere på. ”Forbistrede engel!” lød det truende, som han hævede hænderne op imod dem og sendte en bølge af tyngdekraft imod dem. Det ramte dem som en mur, før at han vendte sig imod deres vogn og løftede den op ved at annullere tyngdekraften omkring den. Så smed han den ind i skovkanten.

”Xander?” selvom karavanen havde trukket sig en smule fra Philotanus, så forsøgte halvdyret alligevel at komme i kontakt med deres ven, som Philotanus hvæste igen og vendte et hadefuldt blik imod dem. ”Forkert” mumlede han surt, som han fik lagt armene over kors og trak lidt i tøjet, der egentlig sad for stramt omkring vingerne. Hvordan kunne englen holde det ud? Han begyndte derfor også at flå i tøjet, så det endte med at hænge løst omkring hans vinger i stedet. Derefter var det langt mere behageligt at strække vingerne helt ud, der var ingen smerte forbundet med vingerne denne gang, som han blot havde forvandlet englens vinger. Halvdyret, en halv kanin, viftede ganske bekymret med ørerne, som hun hurtigt endte med at trække sig. Varulven knurrede til gengæld af ham, som Philotanus vendte blikket imod dem igen. Han var virkelig ikke i humør til at tage en nærkamp eller gå forsigtigt frem, eftersom at han ikke havde planer om at beholde englens krop.
Pludselig begyndte jorden at ryste, som Philotanus ændrede tyngdekraften i en radius af 5 meter omkring ham selv. Jorden fløj op, som den havde gjort i Dagons selskab, men denne gang var brugen langt mere aggressiv, som han slog ud efter jordklumperne for at give dem et skub imod følget. Til at begynde med troede modparten at de blot kunne skubbe jordklumperne væk, men da den første klump var endt over hovedet på et menneske, ophørte magien og klumpen faldt ned over skikkelsen med et hult bump. Så blev det straks mere alvorligt.. Varulven hvæste, men kunne intet stille op, eftersom at der ikke var fuldmåne, så han kunne ikke påtvinge en forvandling. Der var dog anden magi i blandt dem, som en stor flamme straks spredte sig igennem luften og fik klumperne til at falde til jorden igen. Philotanus lo ganske let, som han sendte endnu en bølge afsted, denne gang rettet imod magikeren, der kunne kontrollere ilden, som han tvang kvinden i knæ og gik hen for at træde på hende, imens at han slæbte vingerne over jorden. ”Hvis I ikke stopper, så dør I alle sammen” truede han på ny, som han pressede foden imod kvindens hals, da han lige pludselig blev væltet omkuld af varulven, der havde besluttet sig for at hjælpe, selv uden sin forvandling. Philotanus rullede rundt på jorden, som han endte på maven og lige skulle bruge noget tid på at komme til sig selv, hvilket fik ham til at ryste på hovedet.

Et højlydt brøl røg over hans læber, som han hamrede knytnæverne i jorden, spredte vingerne og kom op på benene igen. Han kunne se hvordan karavanen forsøgte at redde deres vogn og flygte, men de havde endnu ikke fået den fri af skovbunden, som Philotanus vendte et hadefuldt blik imod dem, som han rejste sig op med fronten imod dem og klappede hænderne sammen, således at endnu en bølge strøg imod dem. Denne gang rystede jorden for alvor, som den strøg over skoven og fik det meste til at lette fra jorden. Det fløj omkring med træer, jord, buske og væsner, som Philotanus trådte ind midt i det hele og hævede armene for at sende dem højere op imod himlen. Tyngdekraften var ophævet for dem, hvilket fik dem til at svæve omkring. Ilden formåede heller ikke at nå ham denne gang, som han blokerede det ved at skubbe en jordklump ind foran sig, før at den fik et skub op imod dem alle. Med ét røg det hele til jorden igen. Alt blev begravet i en bunke, som Philotanus dog havde skabt et tyngde felt omkring sig selv, hvilket forhindrede ham i at blive rørt af de faldende objekter. Man kunne høre nogle ynk og hulk hist og her, men det var ikke noget, han bed mærke i, før at han trådte over den ring af jord og træer, han havde fået skabt og begav sig videre..

Midt på landevejen stoppede han op, som han kiggede på sine hænder. Englens krop var også begyndt at smuldre, han kunne fornemme det på fingerspidserne, men vidste også godt, at han ikke ville kunne forhindre det. Desuden så betød det ikke særlig meget for ham, at lige netop denne krop endte med at fordufte, for hvad skulle han også bruge en engel til? Men først måtte han længere imod nord, som han spredte vingerne ud og strøg til vejrs med nogle kraftige vingeslag, der sendte ham langt op i skyerne.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Tankerne fik frit løb under den lange rejse imod nord, spørgsmål og bekymringer var der nok af, men det hele kunne kun skyldtes to skikkelser. Skikkelser, han nok skulle få fingrene i, når bare han havde den rette krop, som ville kunne holde til hans magi, så han ikke skulle være så forsigtig hele tiden.
Det var alt sammen den forbristrede tøs, Nianna, skyld, hvis ikke hun havde invaderet deres liv på den måde, så var det aldrig kommet så langt.. Men englen, Dagon, fortjente bestemt også en del af skylden. Hvad mon ikke Orcus ville tænke? Ville drengen overhovedet være i stand til at se ham i øjnene, efter det han havde gjort? Ville der være noget håb for deres forhold eller ville det være enden nu, særligt nu hvor han havde mistet Oriaskus' krop?

//Philotanus fortsætter sin hærgen imod nord: No patience..

En tilfældig hytte i Azurien reddede Orcus fra at skulle flyve hele vejen hjem, som han havde efterladt Nianna nede ved søen. Der var ingen grund til at trække hende med hjem, særligt ikke når han udmærket godt vidste at Philotanus ikke kunne udstå hende. Det undrede ham egentlig, at det var endt sådan, men han kunne ikke gøre noget for at ændre det lige nu. Han var blevet lettere forpustet af turen hen til den forladte hytte, hans hjerte hamrede løs i brystkassen, som han hvilede en hånd imod sin brystkasse, lige over hjertet. Der blev trukket nogle dybe vejrtrækninger, imens at han rodede igennem lommen i sin frakke for at finde sine nøgler frem. Hænderne rystede og han var bogstaveligtalt ved at være rigtig svimmel også, så han endte med at fumle med nøglerne. ”Kom nu..” mumlede han lettere utålmodigt, som han kunne mærke abstinenserne presse på. Han vidste, at han havde et lager derhjemme, men han skulle jo frem til det før, at han ville være i stand til at stille sin ’sult’. Den ene  nøgle efter den anden blev skubbet til siden i det bundt han havde i hånden, som han ledte efter den nøgle, der kunne lede ham hjem, imens at han stod med panden imod døren til hytten. Midt i sin panik endte han med at tabe nøglerne, som han dumpede ned på jorden og skubbede nøglerne frem og tilbage, for at finde den rette. ”Endelig!” råbte han stadig forpustet, som han trak en nøgle op fra jorden og samlede de øvrige op med den anden hånd, før at de røg ned i lommen på frakken igen. Med skælvende hænder formåede han at stikke nøglen ind i nøglehullet, som han tog en dyb indånding og drejede nøglen omkring.

Orcus pressede håndtaget ned, men han havde problemer med at skubbe døren op, som han placerede en skulder imod døren og forsøgte at lægge al vægt i. Han formåede kun at få døren op på klem, som han lagde hovedet imod døren og forsøgte at kigge ind igennem sprækken. Der var noget, som blokerede døren, men han kunne virkelig ikke se hvad. ”Philotanus! Det er altså ikke sjovt!” råbte han ud igennem sprækken, men alt han hørte var en mindre ekko og ingen brummen fra hans ven. Så skubbede han metalspånerne igennem for at lade det synke ned i materialerne bagved døren, så han kunne flytte dem. Han havde dog ikke lige tænkt over, at han endnu lagde al vægt i, så han endte med at vælte ind af døren, som stenene faldt til jorden, beklædt med metallet. Lettere omtåget så han ikke hvad der foregik, som han rullede lidt rundt på gulvet og fik skubbet døren i en med hælen. Liggende på ryggen kiggede han op imod luftet, som han fik øje på et større hul og straks satte sig op. Hvad foregik der? Han havde fuldkommen glemt behovet for sin ’medicin’ lige nu, som han fumlede med hænder og fødder for at komme op og stå. ”Philo!” råbte han igennem gangen, som han langsomt bevægede sig frem imod deres stue. Han bemærkede ikke ruinerne udenfor vinduerne, som han var mere fokuseret på at finde Philotanus. Mon ikke han var faldt i søvn på sofaen, som sædvanligt? Han brummede selv lettere utilfreds, som han nåede den store dør og kiggede ind. ”Hvad har du lavet.. dit…” han stoppede op, som blikket nåede sofaen og den tomme plads. Pladsen hvor Philotanus normalt ville sidde. Så begyndte han for alvor at kigge sig omkring. Han nåede vinduet og gik i stå..

Byen lå i ruinerne.. Det var kun enkelte bygninger, som var sluppet udenom de store jordklumper, men måden hvorpå vandet var ved at indtage byen, så ville de sikkert synke sammen inden længe. Orcus farede hen til det nærmeste vindue, som han stak hovedet ud af den smadrede rude for at få en fornemmelse af ødelæggelserne. Hvad mon der var sket? Blikket blev vendt op, som han kunne se forandringerne i klippeformationerne over hovedet på dem. Var grotten styrtet sammen ned over dem? Han sank en klump, som han mærkede hvordan hans hjerte hamrede derudaf. Hvor i alverden var Philotanus?! Hurtigt drejede han omkring for at løbe ud af stuen imod Philotanus værelse. Han stoppede dog op ved sit eget, som han kom i tanke om, hvad der var foregået derinde og det lager, han egentlig havde brug for at tage med. Lettere tøvende bevægede han sig ind på sit værelse, hen til kommoden og rodede igennem sit tøj. Han fandt poserne frem fra Mitrazapine og stak dem ned i lommen på frakken. Orcus skævede kort imod sengen, som han endnu kunne fornemme den blodplet, der var på lagnet efter at have taget Niannas mødom. Hun kunne umuligt have gjort dette? Kunne hun? Han rystede på hovedet, samlede en pose op og fyldte den med noget tøj, før at han løb ud og hen til Philotanus værelse. Der var også tomt. ”Philo!” skreg han ud i rummet. En smule hjerteskærende, som han var begyndt at frygte det værste lige nu. Var han blevet fanget under stenene? Han sank en klump og løb videre, før at han kom i tanke om underetagen. Han var nød til at tjekke, ikke sandt?

Underetagen var fyldt med mudder og sten, der var skubbet derind af floden, da den gik over sine bredder. Han var nærmest nød til at kravle igennem underetagen, da der ikke længere var højt nok til at loftet til at han kunne gå oprejst. De mange celler stod åbne, som han dog alligevel tog sig tid til at tjekke hver og én, blot for at sikre sig, at der ikke var nogen fanget i mudret. Men der var virkelig ingen lyde, kun lyden af vand. Den store port stod helt åben, som han nåede frem til den, men måtte lægge sig helt ned på maven for at mave sig ud under den. Da kunne han endelig rejse sig op, børste lidt støv af sig og hænge posen over sin skulder. Men som han beskuede byen, faldt han atter på knæ. Det var hans barndomshjem og sammen med det, så var Philotanus forsvundet.. Tårerne pressede sig på, som han skjulte ansigtet i hænderne og egentlig var ligeglad med mudder og snavs lige nu.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Efter at have grædt i noget tid, samlede Orcus endelig modet til at komme på benene igen. Han vendte blikket imod loftet, det sted, hvor han havde efterladt Philotanus for flere dage siden. Metalspånerne i hans lomme svævede op omkring hans vinger for at styrke dem, som han satte af fra jorden og fløj op imod loftet. Månens lys blev lukket ind af flere huller i loftet, som der stadig faldt jord ned fra loftet. Det var nærmest umuligt for ham, at tænke sig til, hvad der var hændt, men han måtte kigge fremad, som han fløj op igennem kløften og så sig omkring. Hvis Philotanus var undsluppet, så måtte han var taget et sted hen. Men hvor..? Han dalede langsomt ned imod jorden, som han bemærkede en forhøjning ikke langt fra kløften. Jorden så løs ud og det lignede nærmest at noget var begravet der. Normalt fløj han ikke ud, men han var sikker på, at stedet ikke før var blevet brugt som begravelsessted, så det måtte være noget særligt? Eller hvad?

Med forsigtigt skridt gik Orcus hen til forhøjningerne, der var et større område, noget der kunne minde om en barnekrop og et lille område, der måske ville være et dyr. Han satte sig ned på knæ og stak hånden i jorden for at skubbe det til side, så han kunne se, hvad der gemte sig under. Egentlig havde han intet ønske om at forstyrre barnets hvilested, derfor valgte han i stedet at skubbe jorden fra den lille forhøjning til side. Det skulle han dog aldrig have gjort. Det gav et sæt i ham, da han fik øje på det mørke hår og de lyse totter. Det gøs ham langt ned af ryggen, som det gik op for ham, at det var hans tvillings krop. Den krop Philotanus havde besat. Endnu en gang pressede tårerne sig på, som han lagde sig ned over forhøjningen med armene krydset og hovedet imod dem. ”Philotanus..” hulkede han. Han var udmærket klar over, at dæmonen ville være taget videre.. Men det ændrede ikke på det faktum, at nogen havde hugget hovedet af hans tvilling! Han blev liggende på jorden, vingerne var spredt ud fra hans krop, som han trak dem omkring sig og lagde sig i fosterstilling.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Alt der var hændt, havde fuldkommen forstyrret Orcus egentlige formål med at vende hjem. Derfor blev han også vækket af en voldsom hosten, som han havde grædt sig selv i søvne ved siden af Philotanus ’hoved’. Han satte sig op, hostede voldsomt, som han lagde hånden foran munden og bemærkede blodet. Da begyndte han rent instinktivt at rode rundt i sin frakke for at finde poserne frem, blande dem sammen i en lettere forhastet mikstur i hånden, som han slugte blandingen og lagde sig ned med blikket rettet imod nattehimlen. Hænderne løftede han imod himlen, som ledte han efter et tegn på, hvor Philotanus kunne have bevæget sig hen. Det undrede ham dog mest, at Philotanus ikke havde ledt efter ham. Eller måske han faktisk gjorde det, men ærlig talt ikke vidste, hvor han skulle lede henne? Orcus satte sig op igen, som han knugede hænderne omkring jorden under sig, før at han vendte sig omkring for at dække hovedet til igen. Så kom han atter på benene, tørrede jorden bort og begyndte at gå. Han havde ingen anelse om hvor hen, men han skulle bare væk derfra.