Det føltes som om, at tiden gled hurtigt forbi hendes øjne, men samtidig med flyttede ting sig så usandsynligt langsomt. Hendes øjenlåg bevægede sig langsomt når hun blinkede og munden stod let åben. Hun havde svoret at hun aldrig ville blive afhængig. Bare en enkelt gang imellem for at huske. For at komme tilbage til det liv hun var blevet frarøvet. Se ham igen. Se sin forlovede en sidste gang før hun vågnede op til den mørke virkelighed. Flere og flere af sælgerne slap forbi hende ved at give hende en lille flaske med det flydende drømmemiddel. Det var hendes betaling for stilhed og for at de undgik straf.
Hun var ikke sikker på hvor lang tid hende stolthed kunne holde til det. Hun havde ikke længere nogen respekt tilbage for sig selv. Hun lå blot og gloede op i loftet, dag ud og dag ind, når vagterne ikke kaldte. Nogen hun efterhånden glemte at møde op til. Hun havde fået advarsler og bekymrede blikke. Hun var blevet tyndere og tom i blikket. Som en tom skal.

En sjælden gang imellem kom hun igennem dagen og virkede normal. Virkede rolig og kalkuleret. Som havde hun styr på alt omkring sig og var dygtig til sit arbejde. Hun kunne arbejde utrætteligt, indtil hun faldte i næste hul. I dag var en af de dage hvor hun ikke kunne grave sig op med næb og klør, og hendes kræfter svandt op. Hun var løbet tør. Flaskerne stod tomme i hendes hjem om hun væltede rundt og blev mere og mere desperat. Glasset klirrede mod hinanden og enkelte røg på gulvet og blev knust mod det hårde trægulv. Hun opdagede ikke glasskårene som skar i hendes bare fødder som hun gik målrettet til det næste skab.

Da hun nåede frem til Romulus’ hjem lignede hun en mere død end levende. "Vær nu hjemme.. åben op.." Hendes øjne var runde, desperate med render under. Sveden kom frem som perler på hendes pande og hende hænder rystede i angst og desperation. Hendes abstinenser var kraftige og benene rystede under hende. Hendes fødder var bare og forblødte, endnu mere efter gangen hen af de kolde brosten i nattens mørke. Håret var filtret og hun havde kun et par korte tynde bukser på og en tynd kort undertrøje som hun blev ved med at banke på døren. Hun havde ikke kunne finde nogen af hans sælgere. Hun havde ikke kunne finde vejen tilbage hjem og hendes trang var større end hendes fornuft. Hun måtte have det. Betale ham med hvad end han ville have. Krystaller, tjenester, beskyttelse, hvad end han ville have.

Det var ikke unormalt for Romulus at blive vækket midt om natten i at nogen ruskede eller bankede på hans dør. Normalvis kunne han dog blot sove igennem det. De fleste gik igen, og det var en normal ting her i Skumringskvarteret, med den gruppe af folk der typisk boede her. Natterend var en ting, selv under Kiles Orden. Det var begrænset hvor meget de kunne patruljere gaderne, og selv dengang kunne han sælge lidt drømme under bordet, når de ikke kiggede, selvom de var meget utilfredse med hans forretning.

Denne nat virkede det dog ikke til at personen ville gå, og endelig lukkede han de blå-grå øjne op. Irritation tydelig i dem, og han håbede ikke at det var endnu en af dem der blot troede at det her var deres hjem, men det var desværre ikke unormalt.
Han hev hastigt et par bukser på, før han tog sit bat. Det var altid godt at have med i tilfælde af at personen på den anden side ikke var venligstillet, før han gik ud og fik låst døren op.

Hans muskuløse krop fyldte let det meste af døren, og hans øjne var smalle i en let snerren, indtil han opdagede præcist hvem der stod udenfor. En af de få kvinder han havde gidet at huske på. Byvagten Amelia. Storforbruger af Nox hvis hans netværk havde noget at sige til det.
”Hvad laver du her?” spurgte han, og slappede lidt mere af, selvom han stadig ikke gav slip på sit bat.

Hendes vejrtrækning var tung, som var hun løbet derover - faktisk kunne hun godt ligne en der havde brugt alt for meget energi på at nå frem, hvis ikke man kendte til effekterne abstinenser havde på kroppen. Noget Romulus grangiveligt havde set før, uden at Amelia tænkte det mindste over. Faktisk var alt fornuft om at han var en modbydelig kriminel der skulle tilbringe tiden i fangekælderen og stå for en dommer, fuldstændig ude af hendes hoved. Hun faldte i stedet en smule sammen af lettelse da hun så ham, så hun i måtte holde fast i dørkarmen for ikke at dejse om.

Det burde havde skræmt hende at mand på Romulus' størrelse stod med et bat i hånden, klar til at slå hende ned, men hun var bare så lettet over at han var der at hun overhovedet ikke tænkte hvor faretruende han var. "Jeg har brug for det. Jeg kunne ikke finde nogen af dine sælgere. J-jeg.. Jeg s-skal bruge det! Mine drømme.." hun var stemme knækkede over et par gange som gik et halvt skridt tættere på med et tikkende udtryk i de blodskudte øjne. Hun kunne ikke sove uden. Hun ville ikke sove uden.

Romulus kiggede lidt op og ned af Amelia. Hun lignede noget der var løgn. Væsentlig værre end sidst han havde set hende, hvilket selvfølgelig også var et par måneder siden. Hun var faldet meget efter den ene flaske Nox, hvis han skulle være helt ærlig. En blødere mand ville nok have ondt af hende, men selv kunne han næsten mærke glæden i sin mave, over at de havde fået en byvagt til at falde i hullet. Endnu en der ikke kunne leve uden stoffet, hvilket ville sige flere penge til Romulus og forretningen.

Det var ikke decideret unormalt at folk kom forbi for Nox, men langt de fleste vidste godt at han ikke ligefrem solgte flasker ud af sit hjem, men Amelia var vigtig for forretningen. Hun kunne sørge for at de ikke kom i problemer, og jo længere de stod herude, jo større sandsynlighed var der for at de blev opdaget.
"Kom ind," sagde han og trådte til side, så hun kunne komme ind i det lille hus, der virkede alt for lille for en mand som Romulus. Han havde dog aldrig fået opgraderet hjemmet som han og Remus boede i. "Det er bedre hvis vi snakker indenfor," tilføjede han. Han var næsten for træt til det her, men hans forretning var næsten vigtigere end hans nattesøvn.

Det føltes som en uendelighed. Stod han virkelig og vurderede hende? Men sandheden var nok at det kun tog et par sekunder og at han faktisk bare så på hende. Hun havde ikke tænkt over sin tilstand eller sit udseende. At hun lignede en der var væltet ud af sengen, eller rettere havde siddet i den i flere døgn, rokkende frem og tilbage, før hun var nået til erkendelsen at hun ikke kunne undvære drømmemidlet.

Amelia fik taget et par usikre skridt ind af døren, afsatte blodige fodspor i forgangen, og fortsatte svejende længere ind. Hun var så lettet over at han lukkede hende ind, at hun næsten så skrøbelig ud. Som kunne hun falde sammen hvert sekundt det skulle være.
Hun lænede sig op af væggen med tungt åndedræt. Hun følte ikke hun havde sovet i flere døgn. Hvordan var det kommet så vidt. En smule akavet fik hun sig vendt til at stå med ryggen op af væggen og ganske langsomt begynde at glide nedad, engang imellem tvingende sin krop op i en ret stilling. Så ret den nu kunne blive. "Jeg lover at jeg ikke siger noget. Jeg kan bare.. Jeg kan ikke holde op" klagede hun desperat. Hun vidste ikke hvorfor hun sagde det - forsøgte hun at justificere hvad hun gjorde? Overfor ham?! det var i sidste ende alt sammen hans skyld. Hun hadede ham for det. Men hun elskede også det produkt han havde været med til at lave. Elskede ham for at give hende et middel som kunne bringe alt det tilbage hun havde mistet.

De blodige fodspor gjorde ikke Romulus spor. Han havde selv masser af gange slæbt blod med hjem, oftere andres end hans eget, men især i sine unge dage havde han ikke haft nemt ved at styre sine frustrationer. Lidt vand ville nok fjerne det værste og ellers kunne han altid sige at det var ham selv der havde spildt det. Der var næppe nogen heromkring der kunne tjekke hvilket blod der tilhørte hvem.

Han kiggede hurtigt ud for at se om nogen havde set dem, inden han lukkede døren i, og gik over og tændte en lille lampe på bordet, så de også kunne se hinanden lidt, selvom her stadig var ganske mørkt.
Hun så virkelig ud som om at hun havde det dårligt, så han måtte nok hellere finde et par flasker til hende... hvis hun kunne betale.

”Det er en smuk verden er det ikke,” sagde han, næsten blidt, med et smil på læberne. Det var næsten til at tro på. ”Kan du betale?” spurgte han efterfølgende. Han kunne ikke bare give det ud. Amelia har nok allerede fået rigeligt med flasker gratis, men det var til gengæld for noget. Lige nu havde hun ikke den fordel.

Amelia missede en lille smule med øjnende som den lille lampe blev tændt og badede området i et dunkelt orange lys. Hun krummede sig en smule sammen, specielt som lyset kastede en ubehagelig skygge hen over Romulus hvor han stod lige nu. Hun blinkede et par gange og rystede hurtigt med hovedet for at få det ud af hovedet. Han var egentlig ret skræmmende når det kom til stykket.

Hun sukkede lettet og nikkede med hvad der kunne betegnes som et smil på læben. "Selvfølgelig" hun havde krystaller. Hun fik løn, og hun havde jo ikke kørt sig selv i bund, da hun oftere end ikke havde betalt med sin stilhed og at vende blikket den anden vej. Hvordan hun var kommet dertil kunne havde fået hendes far til at vende sig i graven af skam.
Amelia lod sin hånd glide ned til bæltet for at finde læderpungen. Men det var her det frygtelige slog hende, og man kunne se det tydeligt malet på hendes ansigt. Hun kiggede ned af sin mere udsultede krop mens hun famlede på sin egen hofte for at finde pungen der naturligvis ikke var der for hun var løbet ud af døren. "Vent, jeg.. jeg ved jeg.." hun blev ved med at mærke efter, som havde hendes hjerne ikke fattet at den lå hjemme på bordet med bæltet. Inden hun havde skiftet tøj og gået i seng. Hun havde ikke fået den med.

Panikken greb hende som en klam hånd om halsen og forsøgte at presse luften ud af hende. Hun trak vejret skælvende og var klar til at sætte sig til at græde. Hun gled ned af væggen til hun sad på hug og stirrede med store øjne frem for sig. "D-den.. Jeg har glemt den.. jeg.. jeg har krystaller.. Jeg har betaling.. men.." hun kiggede bedende op på ham med påbegyndende våde øjne. Hun havde ikke kræfterne til at løbe tilbage. Eller havde hun? Hun var ikke sikker. Hun var så tæt på at hun næsten kunne røre og så kraklerede broen for øjnene af hende.

Romulus ventede tålmodigt på Amelia fandt pengene frem. Han ville ikke vise noget så dyrebart som Nox, til en der havde lyst til det, men ikke havde midlerne til at betale det. Han havde set hvor vilde de kunne blive, og han havde ikke planer om at blive overfaldet i sin egen stue, også selvom han var ret sikker på at han sagtens kunne slå hende ned, hvis hun forsøgte. Hun var ikke andet end et skal af hvad hun havde været.
Men selvom han ventede tålmodig, så begyndte hans øjne at blive smallere og smallere, som hun blev mere og mere panisk over ikke at kunne finde sin pung og dermed pengene. Om hun havde nogen i det hele taget kunne han ikke vide, det var ikke unormalt at det Nox-afhængige også glemte at selvom deres drømme havde penge, så havde deres virkelighed det ikke.

Han satte det ene knæ i gulvet, mens det andet stadig stod på foden, så han kunne læne sig på det ben, så de kunne komme ned i øjenhøjde. Lyset rakte ikke ligeså langt hernede, hvilket bare skabte en skygge henover Romulus, så man ikke kunne se hans ansigt.
”Du kan vel forstå, at jeg ikke kan give dig noget lige her og nu, hvis du intet har at betale med,” sagde han. Stemmen var blid, selvom hans øjne var hårde, heldigvis var de skjult i skyggerne af det halvlange hår, så Amelia næppe kunne se dem.

Hele verden faldte sammen for hende. Hun kunne ikke engang finde ud af at trække vejret rigtigt og hun følte sig så presset at hun kunne skrige. Nej, hun kunne ikke gennemgå endnu en drømmeløs nat. Hun ville hellere forblive vågen så. Men livet i vågen tilstand var heller ikke som drømmene. Det var bare en tom tilværelse. Hvorfor havde hun forsøgt at stoppe. Hvorfor havde hun ikke bare fortsat uden at tænke over konsekvenserne. Ingen ville havde fattet mistanke. Nu var hun blevet til et vrag der ikke engang kunne huske sin egen pung eller overhovedet vide hvad dag det efterhånden var.

Hun lagde armene om sig selv og holdte krampagtigt fast i sine egne overarme for at forhindre sig selv i at rokke frem og tilbage. Fornuftigt set forstod hun ham godt. Men desperationen skreg henover fornuften. Det var hende. Hun betalte altid på den ene eller den anden måde. Han kunne stole på hende! Hun ville ikke gå imod ham. Ikke med tanken om at hun mistede det han havde givet hende.
"Du kan stole på mig" hendes stemme var en hæs hvisken. Desperat som hun følte sig utrolig lille som de sad sådan her. Han var ikke højere end hende, ikke bemærkelsesværdigt i hvert fald, men den måde som lyset faldte over ham og den blide stemme, fik hende til nærmest at se op på ham som var han langt mere værd end hun nogensinde blev. Han styrrede det hele, han havde magten, og hun var bare en lydig tjener som desperat søgte efter glæden i livet han kunne give hende.

Romulus kunne praktisk talt se hvordan verdenen brød sammen for hende. Han vidste ikke helt hvorfor hun var desperat, om hun havde taget for meget, eller hun bare havde holdt ud for længe. For ham gjorde det ingen forskel.  Hun var en kunde som alle andre, og når folk først blev fanget af drømmene, så var de svære at give op igen. Han var glad for at han var upåvirket af dem, fordi det her var godt nok ikke noget han ønskede for sig selv.

Som hun prøvede at forsvare sig selv, sætte sig i godt lys, rystede han på hovedet. I sidste ende kunne man ikke stole på dem, og selvom hun var en byvagt, så ville han ikke vove noget på hende. End ikke den lille flaske, som det ville koste. Det var på tide hun begyndte at betale for sit forbrug, også selvom det var mørkt og Romulus hellere ville sove.
”Jeg kan desværre ikke tage dit ord for det. Du må forstå, det er forretning, og hvis jeg gjorde det til alle der sagde det til mig, så ville jeg ikke længere have noget at sælge af,” sagde han, næsten sympatisk til hende, men også klar i sin udmelding.
Hun havde to muligheder. Hun kunne hente sin pung, hvis abstinenser tillod det, eller prøve at give ham noget andet han kunne bruge. Et ord fra en Nox-afhængig mente intet for ham.

Amelia pressede øjnende sammen, dukkede hovedet og pressede sig sammen som en bold mens hun fortsat sad på hug. Han stolede ikke på hende. Men havde hun ikke altid leveret? havde hun ikke altid gjort som han havde sagt? hvorfor gjorde han det her mod hende. Med flakkende vejrtrækning og tydelige snøft som hun forsøgte at genvinde fatningen.

Hun løftede hovedet igen og fik nikket rystende. "Jeg.. Jeg kan løbe hjem efter krystallerne.." hvis hun da overhovedet kunne komme på benene. Det nyttede ikke noget. Hun måtte!
Det krævede et par snøft mere før hun fik sig rejst op og stod vaklende. Det var som om hun rigtigt kunne mærke smerten i hendes oprevne fødder nu. "Jeg kommer tilbage" hæs stemme og vaklende gang ud til døren, som hun fik op og hun næsten faldte ned af det lille trin ned før hun satte i hurtigere bevægelse.

Heldigvis boede hun ikke langt fra det nedre kvarter, men hele hendes krop skreg efterhånden af udmattelse. Ingen ordentlig søvn, abstinenser som fik sveden til at piple frem og varmede hendes krop så hun følte der var ved at gå ild i hende. Hun havde ikke engang låst sin dør, men hun havde heller ikke meget af værdi. Andet end pungen på bordet fastsat til bæltet hun tog om livet og lettet åndede hun op. Blodet lå som små pøle i hendes eget hjem nu, som hun skubbede sig ud af døren igen.
Hun kunne næsten ikke stå oprejst da hun var tilbage igen og hendes krop var begyndt at ryste let af kulden udenfor også, ikke kun manglen på drømme. Specielt som den førhenværende varme sved der havde dækket hele hendes krop i et tyndt lag, nu var blevet afkølet. Hun var et ynkeligt syn som hun stavrede ind af døren igen, landte på sine knæ og så igen bedende op på ham. Hun kunne ikke mere. Hun havde ikke flere kræfter, andet end til at række en rystende hånd frem med krystaller. Hun var ikke sikker på hvor mange der var, men uden tvivl nok. Garenteret også for mange, men hun orkede ikke tælle eller udregne. Hun ville bare have freden tilbage.

Det så ikke ud som om at Amelia var så langt ude at hun var ude af stand til faktisk at overveje at give alt op, for at få fingrene i det, men at hun godt kunne rationalisere sig frem til at hun havde pengene, så hun skulle blot hente dem. En anelse kedeligt, men det var nok bare et spørgsmål om tid, hvis hun ikke kunne holde abstinenserne ud til at slippe af drømmene.
”Jeg skal nok vente,” sagde han og rejste sig op, og lod hende slippe ud af huset. Ligeså snart hun var ude, fik han dog et irriteret udtryk i ansigtet. Tænk at hun virkelig havde været så desperat at hun var taget hjem til ham. De måtte virkelig få flere sælgere på gaderne om natten, hvis hun ingen havde fundet.

Mens hun var væk, gik han ind i moderens soveværelse, og fik fundet nogle flasker frem, som han stillede ud i køkkenet, i et af skabene, mens han ventede på at hun kom tilbage. Det nyttede ikke at hun vidste hvor de reelt havde deres lager. Det var ikke ligefrem en fremmede ting at folk brudte ind efter stoffer, bare tanken om den sidste kønne tøs der havde gjort det, gav Romulus en sur mine.

Det føltes som om at der gik lang tid, i virkeligheden så var Romulus nok bare træt, og gerne ville sove, men endelig kom hun tilbage, og han rakte starks en hånd ud efter pengene, og fik dumpet en god sjat i dem. Så desperat.
Han talte pengene, uden nogen hast til trods for at han kunne se at Amelia var ved at bryde sammen, men han skulle jo sørge for at han fik pengene for det han gav hende. Han tilføjede også lige et haste og forstyrrelses gebyr, før han tog størstedelen i lommen, og gav hende et par ravstykker tilbage.
Derefter gik han hen og hentede det Nox han havde sat op i skabet. 4 flasker stod der. ”Det burde være nok ikke?” spurgte han med et smil, som han rakte dem ud til hende. Hvis hun smadrede nogen i sin iver, så var det såsandelig ikke hans problem.

Havde Amelia været klar i hovedet, og haft evnen til at se sig selv udefra ville hun skamme sig. Hun var ikke den person hun førhenværende havde været. Hun var nærmere blot en skygge af sig selv og det værste var, at hun end ikke opfangede det. Alt hun tænkte på var drømmene. Han havde vundet hende og hun havde ikke engang selv opdaget det.

Hun talte ikke pengene. Lod ham afregne, stolende blindt på at han havde styr på hvad flaskerne var værd. For hende var de mere værd end et par ligegyldige krystaller, men det havde hun ikke i sinde at sige højt. Han kunne garenteret allerede se det.
Amelia nikkede og tog imod flaskerne med en så utrolig forsigtigthed at man ikke skulle tro hun var rystende desperat efter midlet. Hun lagde dem ned i pungen der ikke rigtig rummede flere krystaller nu, men i stedet kunne indeholde den langt mere dyrebare væske. Men det var kun tre af dem som kom derned. Hun havde i sin ivren glemt alt om at hun stod i et fremmed hjem. Normalvis hvis hun ikke var udmattet, ville hun også sagtens kunne håndtere Nox tag i hendes sind, og gå samtidig, men kroppen gav efter under hende så snart hun havde drukket væsken.

Hun gled ned af væggen og blev blot siddende på gulvet og stirrede ud i luften, som kroppen overraskende hurtigt higede drømmemidlets effekt til sig. Hun forsvandt mentalt og registrerede ikke sine omgivelser. Romulus skulle fysisk flytte hende hvis han skulle havde hende tilbage til virkeligheden, og selv der var hun ikke sikker på hun ville vågne helt op. Og hun var ligeglad. Hun var tilbage hos Lionel. Hun var i sit sind hjemme, og ligeglad med hvor hun var i den fysiske verden.

Romulus havde næsten ikke forventet andet. Abstinenser havde virkelig taget den stakkels byvagt, men det irriterede ham stadig at hun havde taget det herinde. Han gad ikke have de afhængige i nærheden af sig, mest fordi de var utilregnelige, selvom de ofte var blide. Desuden havde han en gang haft en der bare havde ladt vandet, mens han stadig stod der, fordi manden havde slappet så meget af. Det gad han ikke have i sit hjem.

”Så er det ud,” mumlede han, før han tog fat i Amelia, ganske blidt ganske vidst, og gik ud af døren med hende. Han gik lidt før han satte hende op af en sidegade, lidt væk fra undrende øjne, før han rystede på hovedet og vendte om igen.

Han håbede det var sidste gang han skulle tage sig af hende. Hun virkede dog virkelig til at have et behov for at flygte fra sin hverdag.