Krystallandet
Alianne_ 16.04.2020 19:50
Solen skinnede over det evigt foranderlige og forunderlige hav. I horisonten lå sorte, ulmende skyer og varslede om storm. Midt i det blå, endeløse hav lå et skib. "Gør hvad du kan for at vi undgår det uvejr," sagde Lynn til Sefris, der stod ved roret med sit lys hår flagrende i vinden bag sig.
"Mit bedste," svarede elveren og vinkede til en af dækfolkene, der straks gik i gang med at pille ved nogle reb til sejlene.
De havde udviklet et helt sæt vinketegn, de to, og Lynn havde stadig ikke regnet det ud, hvilket de morede sig alt for meget over. De drillede hende med, at selv med sin telepati, kunne hun ikke holde besætningen i helt kort snor.
Det var vigtigt at de kom sikkert i land, og helst så tæt på en håndfuld soldater, der kunne tage sig af deres last. De var draget ud på havet med et tomt skib, og nu var hendes egen kahyt beboet af fire tidligere gidsler, mens den aflåste del nedenunder husede de seks pirater, der havde taget gidslerne til fange. Lynn havde endnu ikke fundet ud af præcis hvad meningen havde været, men de skulle nok tale før eller siden, det var hun sikker på. Gidslerne ville hun give et par timer til at komme sig, for de havde været noget af en følelsesmæssig rutsjebane igennem over de sidste par dage. Når de fik samlet sig selv og tankerne, kunne de nok også kaste lidt lys over situationen. Uanset hvad virkede de lykkelige over snart at kunne se frem til fast grund under deres fødder igen.
