Efter en hektisk dag, hvor solens varme stråler havde fået varmet gaderne nok i løbet af dagen, til der endnu var lunt, selvom solen så småt begyndte sin ned vandring.
Det betød også at en del af de som havde sat boder op, havde valgt at sælge lidt længere i dag, da folk stadig var købelystne.
Den ene handelsmand eller kvinde råbte næsten højere end den anden, for at lokke folk til. Det hele gav en tæt summen som stod man i en bisværm, det gjorde det næsten umuligt at tænke to sammenhængene tanker.

Med den samme elegance som en kat bevægede Fielthena sig gennem folkemængden, målrettet fra en bod til den næste. Hun var ikke på udkig efter noget særligt, lidt til at lave dagens sidste måltid, måske en god flaske vin.
Vigtigst var dog læderfedt, så hun kunne få ordnet remmene som holdte de 5 kasteknive spændt om hendes lår.

Knapt havde hun betalt for læder fedtet og bevæget sig væk fra boden, før en bredskuldret mand ramte ind i siden på hende. Og selvom hun normalt var en kvinde med fødderne solidt plantet på jorden, var det alligevel nok til at vælte hende om kuld. I forsøget på ikke at tabe kurven med fedtet, vin flasken og andre vare, endte hun med at tage fra med højre knæ.
De mosgrønne øjne lukkede sig som det ellers kønne ansigt, vred sig i en forpint mine.

Den store markedsplads i Dianthos var et spænende sted at observerer mennesker fra. Den konklusion stod Rakaa ved, og ville nok altid argumentere stærkt for den brogede floks forskellighed! Der var mange forskellige typer her, og udover de forskellige typer, kunne man også finde en differation i racer såvel som erhverv. Det var ganske magisk og den hektiske aktivitet gjorde markedspladsen til et virvar af farver, larm, smage og lugte. 
Elveren bevægede sig med rolige skridt igennem den tætte menneskemængde, og ragede et godt stykke op over de fleste mennesker omkring ham. Selv uden de karakteristiske ører, kunne man også fornemme en naturlig elegance i mandens bevægelser der skubbede folk til side for ham, og skilte ham ud fra menneskemængden. Her og der følte han skjulte blikke på sig, men lod sig ikke mærke med dem. Han havde nemlig et mål for de sidste timer af dagen; han skulle købe en taske inden boderne lukkede for idag. 

Derfor var Rakaa tilfældigvis placeret tæt på kvinden da hun væltede. Hans opmærksomhed var egentlig rettet imod nogle af de fine varer foran ham, men et eller andet fik vendt ham om. Om det var den lavmælte jamren eller en nagende følelse i udkanten af hans synsfelt, det kunne han ikke sige - men Rakaa vendte sig om tidsnok til at se hende lande hårdt på højre knæ. I favnen knugede hun dog stadig sine varer. 
Elveren trak kort vejret ind igennem tænderne ved forstillingen om hvor ondt det måtte have gjort, inden at han med et undersøgende blik holdt øje med hvem der ville komme og hjælpe hende op. Men folk virkede... for travle til at se hende på jorden. 

Måske var det venlighed - måske var det de etiske regler han var vokset op med... et eller andet fik i hvert fald ørkenelvveren til at lægge varen fra sig med et suk, vende sig om og række en hånd frem imod den unge kvinde på jorden. "... er du okay?" Udtrykket i hans ansigt var en dog mere udtryksløs end decideret venligt ved første øjekast, og matchede ikke op med hans spørgsmål om hendes helbred. Han ville stadigvæk gerne nå tilbage til tasken...

Manden hvis skulder havde sendt Fielthena i retning mod de glatte brosten, valgte trods han havde opdaget hende at forsætte sin færd på markedet. Ligesom mange andre af de handlende, hvad end de havde bemærket hendes fald eller ej.
Hun bemærkede det dog ikke da smerten skar sig fra knæet og videre op igennem kroppen på hende, i en lind strøm.
Smerten fik hende til sammenbidt at tage en dyb indånding, før øjnene atter åbnede sig.

Før hun kunne nå at give det et forsøg selv at rejse sig, blev hun mødt af en gyldenbrun hånd, fremstrakt mod hende. Hånden tilhørte en ørkenelver, som trods de bekymrede ord, ikke helt matchede hans mimik.
Hendes stolte natur fik hende til at nikke som hun affejede hans ord med et "..Ja".
Uden at tage imod hans hånd, gjorde hun første forsøg på at komme på benene igen. Et forsøg hun hurtigt måtte opgive, da det forslået knæet truede med at give efter under hende. I en hurtig bevægelse greb hun med et fast tag fat i hans hånd, i forsøget på at undgå endnu et møde med brostenene, til stor irritation for hende.

Kiggede man godt efter ville man svagt kunne spore den irritation, som hun fik ved at være nødsaget til at gribe fat om ørkenelverns hånd. Hun var jo så forvandt til at klare sig selv, men faldet havde nu alligevel været hårdere end hun først havde antaget.
"Jeg skal bare lige have et øjeblik" undskyldte hun sig lidt forhastet, men uden de store tegn til at slippe hans hånd lige foreløbigt.

De tætsiddende bukser i mørkegrønt stof, havde ikke klaret mødet med gaden. Der var gået hul på stoffet og lidt blod var kommet tilsyne på det forslået knæ.

Hun virkede ikke ligefrem henrykt efter at få hjælp, og en del af Rakaa forstod hende godt. Det var meget naturligt at ville være selvstændig og han brød sig heller ikke ligefrem om at skulle modtage hjælp hvis han kunne klarer det selv. Men han affejede den sjældent når hjælpen endelig dukkede op, og hendes hurtige afvisning fik en lille gnist af irritation til at blusse op i ham. Arrogant. Den dæmpedes dog hurtigt, da hun tog sin stolthed i sig og rejse sig fra jorden - så langt så godt. Ingen fortjente at ligge på jorden og blive ignoreret. En del af hans irritation gik måske også på de mennesker der var omkring hende og ikke kun hende selv, som om at alle virkede ligeglade med at en fra deres egen race var faldet. Men mennesker var nu engang egoistiske, ikke også? 

Hans blik gled undersøgende over hendes skikkelse da hun talte. "Et øjeblik kan du få" gled det over hans mørke læber, idet at han nikkede til hende. Når man havde en evighed foran sig, var et øjeblik overskueligt... men som hans blik undersøgende - bare for god ordens skyld, landede ved hendes ben, følte elveren en overvejende rynke danne sig imellem hans øjenbryn. "Men du har måske brug for mere..." tilføjede han mumlende og mest til sig selv. Hun havde ikke sluppet hans hånd, og i en glidende bevægelse, bevægede Rakaa sig ind foran hende og satte sig på hug. De slanke fingrer gled dog utroligt nænsomt over hendes bukseben; bare for at mærke om det var blod eller om de farvede stof bare var snavset. Det var blod. 

Ørkenelverens mørkeblå øjne gled op på kvindens ansigt, og med en tænkende brummen overvejede han hvad han skulle - eller for den sags skyld kunne gøre. "Typisk mennesker, kommer ofte til skade.." kom det en smule irriteret fra ham, måske en tand for højt. Han havde mest snakket til sig selv men for sent gik det op for ham at det nok havde lydt mere anklagende end gavnende. 

Ved hans tjek af hendes knæ, ville han opdage at udover det nye traume på knæet, var der flere ar på størrelse med korn, hvis arvæv nogen steder var tykkere end de andre.
 
Selvom hans fingere nænsomt glid over det forslået knæ, fik det alligevel nervebanerne vil at sende en skarp smerte fra knæet og videre op gennem hendes krop. Det fik hende til at slippe et sammenbidt hmpf da hun satte tænderne i den fyldige underlæbe.
Da han havde sat sig på hug foran hende, havde hun sluppet hans hånd. I stedet greb hun fat ved stykket mellem skulder og hals, på ham, som støtte. Ganske ubevidst fik den skarpe smerte hende til at sætte neglene i ham, men ligeså hurtigt hun optagede det lød der et oprigtigt undskyldende "Jeg beklager" fra hende, som hun slap med de spidse negle.

Uden han forhåbentligt ville lægge for meget mærke til det, studerede hun flittigt hans træk. Kun én gang før havde hun set ørkenelver, men aldrig havde hun været så tæt med en.
Hans træk var fine, men skarpe og det ville være let at blive helt betaget af de gennemtrængende blå øjne, som stod i stor kontrast til den varme gyldenbrune hud.

"undskyld mig..?" Fornærmelsen kunne hun alligevel ikke helt skjule i hverken stemme eller udtryk, da hun hævede det ene øjenbryn. Hvad bildte han sig egentligt ind? "Hvad ved du i det hele taget om mennesker?" lod det nærmest udfordrende fra hende, mens de mosgrønne øjne sørgede for at fastholde hans blå.

Rakaa's nænsomme bevægelser skubbede noget af det hullede stof til side, og med et undersøgende blik betragtede han det skadede knæ. Udover det nye sår, noterede de øgede sanser sig næsten med det samme ved de utallige små og stører ar mennesket bar. Og der var mange... han havde ikke set nogle med den type ar som kvinden bar, og en del af hans hjerne kunne ikke lade værd med at overveje hvordan de var kommet der... 
Med en sammenbidt lyd fra kvinden, følte Rakaa pludselig en nivende smerte i hans skulder og muskel. De mørke øjne gled i et ryk over på hendes blege hånd, førhen at de fæstnede sig ved hendes undskyldende ansigt og udtryk. Der var noget vurderende i elverens blik da han så på hende, inden at han med en lille hovedrysten vendte blikket tilbage imod knæet. "Intet af beklage" gled det dog ret så ærligt over elverens mørke læber, idet han genoptog sin vurdering af skaden uden at se mere på hende. Det havde ikke været meget, og desuden, havde han en lidt sjov dynamik når det kom til smerte. 

Helbredernes hus måtte være den bedste løsning... ikke sandt? Han vidste hvad han havde læst sig til når det gjaldt mennesker og deres healing, men så heller ikke meget mere. Undskyld mig? Elverens fraværende blik blev fokuseret igen da han stadig siddende foran hende, så op på kvinden der forsvarede sin race. Hvad han vidste om mennesker... Rakaa's ansigt kopierede hendes hævede øjenbryn og udfordrende øjne, og i en glidende bevægelse rejste han sig op igen og tårnede sig godt 15 cm over den mindre kvinde; et lille underspillet smil lurende i mundvigen ved hendes ord.
"Hvad ved du i det hele taget om mennesker?" kom det legende tilbage fra Rakaa, der med minderne om slavehandler, magtmisbrug, bodeller, gadebørn og vold overvejede hvordan han skulle forme sine ord. Mennesker var brutale, så simpelt var det. Men de kamuflerede det godt bagved civilisation og tilfældigt kærlige gestusser. Elverens slanke fingrer fattede sig om kvindens ene skulder, og næsten ømt strøg tommelfingeren over musklen imellem hoved og skulder, den selvsamme placering hun havde sat de nok så skarpe kløer i ham. "Jeg ved hvad flere århundreders erfaring har givet mig af viden..." De mørkeblå øjne slap ikke hendes mosgrønne, og Rakaas dybe stemme isolerede et lille øjeblik de to fra de hektiske masser omkring dem. "Og du ved også meget om menneskers kynisme, gør du ikke?" kom det en tand mere spørgende fra elveren, med en tanke på de ar han havde set på knæene. Joh, de kunne være kommet fra et fald... men det lignede ikke ar fra et fald. Så skulle hun være faldet mange gange det samme sted, i hvert fald. 

Ligesom hans bevægelser hverken var store eller voldsomme, så kunne det samme siges om hans reaktion på at få sat en håndfuld negle i skulderen. Han reagerede knapt nok på smerten, og den reaktion som der kom, den var bestemt ikke hvad Fielthena havde forventet der ville komme.

Hans blik og opmærksomhed faldt endnu en gang på det blødende knæ. Så længe han ikke pillede for meget var smerten i det i stedet blevet til en varm dunken, nu hvor slaget havde aftaget en anelse.
Men det var bestemt ikke længere smerten som fyldte mest i hendes hoved. Det gjorde denne mystiske ørkenelver i stedet. Kunne han ikke mærke smerte? Eller var han så forvandt med smerte at der skulle mere til før han træk en mine over det? Hvis han var vant til smerte, hvilken sammenhæng var det så i?

Som hendes tanker begyndte at løbe frit, kom hun ubevidst til at stirre på hans ansigt, som søgte hun svar på alle spørgsmålene der. Der var ikke langt fra hinandens ansigter, som han sad knælende foran hende.

Hun blev revet ligeså hurtigt ud af sine tanker, som hun var blevet revet med af dem, da han tårnede sig op over hendes, beskedne skikkelse til sammenligning med hans.
Handlingen fik hendes smalle hånd til kortvarigt at hvile imod hans brystkasse, i stedet for skulderen. Det tynde stof som udgjorde hans skjorte, gjorde det ikke svært at mærke hans overkrops konturer under stoffet. Og havde hun haft sine mindste tvivl om hans fysik, blev de gjort til skamme. Der lå en trænet stærk krop gemt under.

Svagt utilfreds over hans forsøg på at dreje hendes eget spørgsmål mod hende selv, fjernede hun sin hånd fra hans bryst, for i stedet at korslægge sine arme lige under sin egen brystkasse, men med de vare hun formåede at rede i sit fald i modsatte hånd, og ude afstand helt at lægge sin fulde vægt på det skadet knæ, måtte hun igen ty til ham. Hånden landede endnu en gang på hans brystkasse. Ja hvad viste hun om mennesker, foruden hun selv var et? Det var jo ikke ligefrem fordi den menneskelige kontakt hun havde haft det meste af hendes liv havde været varme og kærlige bekendtskaber.

De fyldige læber skiltes ad for at besvare hans spørgsmål, men de lukkede sig hurtigt igen da hun ikke havde et svar, om ikke andet et som hverken hende selv eller han ville finde tilfredsstillende.
I stedet slap et svagt næsten spindene mmh fri fra hendes læber, ved hans tommelfingers bevægelse hen over musklen. Hans hånd var i direkte kontakt med hendes lysehud, da hun til de tætsiddende bukser var iført en creme farvet bluse, hvor toppen af hendes skuldre var blottede.

Hun havde ikke haft skænket de mange små ar på hendes knæ en tanke, de havde jo været en del af hende så længe, derfor kunne hun heller ikke undgå at spærre de grønne øjne lidt overrasket op ved hans ord. Naturligvis havde han ikke kunnet undgå at bemærke dem med blik og berøringen.
”Det er modigt at antage det er menneskers kynisme..” lød det mere spids fra hende end planlagt, men da hun jo ikke tidligere havde kunnet give ham et modsvar. Blev hun i stedet nødt til at udfordre hans fordomme, om kun mennesker var i stand til at være kyniske med deres egne.
Ikke længe efter slap hun et suk sammen med hendes nik, som i sig selv kunne have været svar nok.
Det blev efterfulgt af et mindre smil, som tydeligt dækkede over mere, og for en stund fremstod hun mere sårbar og skrøbelig ”Men for at besvare dit spørgsmål. Jo, desværre alt for godt”.

I stilheden der fulgte hans første spørgsmål, mødte Rakaa menneskets blik med et lille selvtilfreds smil om hans læber da hun hengav sig til stilhed. Det var ikke noget dårligt svar - fordi et svar var det nemlig, og det fik et lille glimt af anerkendelse til at vise sig i de mørke øjne, som ellers observerede hende nok så udtrykløst. Kløgten til at ikke at sige noget, hvis man ikke havde noget godt at sige; det var ikke alle der ligefrem besad den egenskab her i menneskeracen var Rakaas erfaring. Dog var hun ikke helt tavs, og en skarp opfølgning af ord fik Rakaa til at smile lidt bredere. Jah, en modig antagelse bestemt... hun var jo heller ikke forkert på den - det havde været gætværk. Men et gætværk der dog blev bekræftet. 

Hendes skarpe stemme blev modsagt af en pludselig sårbar tone, som ørkenelveren med en stille brummen tog til forundring. Hvor kom det her nu fra..? Den solbrune hånd klemte kort til ved hendes ord, men elveren skrabede kun overfladen uden videre intention om at dykke dybere ned i hvad der havde skabt den skrøbelig energi omkring en ellers ret så fyrrig person - for nu. Det var ikke foruden stolthed i blikket at hun til at starte med havde afvist hans hjælp, så selvom ørkenelveren ikke kunne sætte finger på hvordan de var kommet, kunne han sagtens forholde sig til de følelser der fulgte med; stolthed såvel som sårbarhed. Og han ville ikke snage i ting der ikke vedrørte ham..."Jeg går ikke ud fra at du er den eneste i Dianthos, der ville sige det samme.." kom det fra den slanke elver, hvis undersøgende blik blev en anelse mildere et kort sekund, førhen det forsvandt igen.
Med det i tankerne, gled elverens mørke blik væk fra kvindens ansigt og nedover gaden bagved hende imens han prøvede at genkalde sig hvor helbredernes hus befandt sig med et eftertænktsomt udtryk. "Kan du støtte på dit knæ?" kom det spørgende fra ham, og han kastede atter blikket ned imod kvinden. Stadig med den ene hånd på hendes skulder, og bevidst om den varme der langsomt og en anelse ufrivilligt spredte sig imellem deres kontakt, rakte elveren prøvende ud efter hendes varer med den anden hånd i en gestus af at hjælpe hende med dem. Nu var han jo trods alt i gang med at hjælpe, så hvorfor ikke forsætte.

Rakaa kunne fremstå nok så upåvirket udadtil, men det kom af mange års erfaring og træning. Øjnene var - i hvert fald i hans tilfælde, det direkte spejl til sjælen og handlinger kunne sige mere end tusinde ansigtstræk og smil. Så da vinden pludselig fejede forbi og fik gadestøvet til at hvirvle omkring dem, trak ørkenelveren overrasket og næsten ubevidst hende tættere til sig for at skærme hende af, på trods af at den selvfølgelig ikke var direkte farlig.
Dog slap han igen næsten indenfor samme sekund både hende og hendes skulder, og glippede kort med øjnene i en forundret mine. Det havde ikke været meningen. Hvad handlede det om? 

Ligeså hurtigt det var opstået, på lige så få sekunder forsvandt det lille glimt som satte sig i hans øjne. Det fik ham for en stund til at se mindre udtryksløs ud, og det statuerede at under alt det som fik ham til at virke så formelt og køligt i hans statur, lå det gemt langt flere lag af hans person.
Det tændte en lille glød af nysgerrighed, en nysgerrighed hos hende, hvem denne ørkenelver faktisk var? Hvad lå der under denne menneskefordømmende, dog af pli hjælpsomme elver?
Sjældent havde hun stødt på et andet levende væsen, som havde vært så svært at sætte en finger på, han skiftede ligeså hurtigt som vinden ville kunne ændre sin retning.

Det milde blik fra ham, blev mødt af et par faste mosgrønne øjne i stedet for ord. Hun behøvede ikke hans eller andres medlidenhed. Det gav hende en følelse af at blive set ned på, anset som være endnu en svag og hjælpeløs kvinde.
Det var længe siden hun været begge dele, om selvom man kunne diskutere om hun ikke i øjeblikket var det sidste, så var det bestemt ikke med en god vilje.
Hun inviterede ham derfor heller ikke til at grave dybere, i hverken ar eller hendes personlige møde rendyrket ondskab skabt for hånden af hendes egen race.

Hun skævede ned mod sit knæ, som stadig var ømt, men det dunkede ikke længere i takt til hendes hjerteslag når det pumpede blodet rundt i hendes ellers petite krop. Hun nikkede kort som et svar til om hun kunne støtte på knæet. Hun ville gerne tro hun kunne støtte på det, men hun havde sine tvivl.
”Jeg tror jeg kan støtte på det” lød det sukkende kort efter nikket, da hun valgte at dele sine tanker i et forsøg på at komme det i forkøbet ikke at lide et nyt knæk på sin stolthed, skulle knæet give efter ved de første skridt. Lige nu gik det ganske fint med at støtte let på knæet, så længe hans faste hånd stadig lå mod hendes hud mellem hals og skulder.
Der var heller ikke antræk fra hende til at forhindre ham i at tage hendes vare, muligheden for at afvise hans behjælpelighed var forbi passeret for længst nu.

Et lille svagt overrasket gisp slap fra hende, som han trak hende tættere ved vindens skifte. Som ly for det støv den hvilede op, begravede hun det lyse ansigt ind den løse skjortes stof ved hans brystkasse.
Og selvom hele situationen udspillede sig over en kort tid, nåde en svag trygheds følelse at sætte sig i hende, som hun stod helt tæt ind mod ham. Hvorfor den følelse? Vinden var jo ikke farlig og hun havde da oplevet før at få støv i både øjne og svælg..
I en ligeså forundret mine som hans, stod hun tavst og betragtede ham. Han lod til at være mindst ligeså overrasket over hans handling.
Et lille smil forplantede sig langsomt i hendes mundvige, men ikke en kommentar faldt om hverken hans handling eller mimik, ikke endnu.
I stedet slog hun kort blikket over den ene skulder i den retning healernes hus lå, før blikket igen faldt tilbage på ham ”Jeg ved ikke meget om ørkenelveres vaner, men måske det er på sin plads jeg byder på en bid mad, når mit knæ er blevet tilset?” hendes stemme blev næsten mild som hun sendte en åben invitation i hans retning.

Elverens hænder havde sluppet menneskekvinden og tavst måtte han erkende at han ikke helt vidste hvad det havde handlet om - hvilket var lidt ubehageligt. Han havde lært sig selv godt at kende med årene, men man kunne tydeligvis stadigvæk overraskes af sig selv. Selvom hun var skadet, ville ørkenelveren næppe betegne hende som svagelig - og det var et ord han sjældent havde problemer med at placerer på de folk han så rundt omkring sig; så havde hun været hjælpeløs havde det været en forklaring på hvorfor. Blikket i hendes øjne og energien omkring hende vægtede det modsatte, så hvad nu hvis…. dog nåede han ikke langt i sine grublerier, da hendes stemme brød igennem og fik elverens mørke blik til at fokuserer på sig. En bid mad? Der var en glippende forbavselse i hans øjne førhen at han langsomt nikkede, et taknemmeligt smil i den ene mundvig, da han var lidt sulten. “Hvis du kender et sted med nogenlunde renlighed, vil jeg gerrne” kom det fra elverens melodiske stemme, der ikke bar tegn på at have været fordybet i tanker. 

Han forventede så lidt af mennesker, af det tilbud alene overraskede ham.

Hun kendte trods alt hverken ham eller hans navn, men med tilbuddet i lufften havde hun taget første skridt imod det, og Rakaa’s smil blev en anelse bredere i lyset af hendes ord. De slanke fingrer greb efter de resterende varer i hendes frie hånd, og i en smidig bevægelse fik elveren vendt hele fronten imod hende fremfor siden. “Jeg har vidst ikke fået præsenteret mig ordentligt… mit navn er Rakaa Mal’rilen” uddybede elveren, hvis frie solbrune hånd blev lagt over brystet og over hjertet. Et opfølgende nik fulgte med idet han kort bukkede hovedet imod hende. “Jeg kommer fra Rubinien” fulgte han op med idet han hævede ansigtet igen. 
På trods af introduktionen, havde Rakaa ikke glemt hendes skade. Blikket faldt tilbage på hendes knæ, og med en overvejende mine forestillede Rakaa sig hvordan Helbredernes hus så ud i sindet, førhen at han med et lidt mere hemmelighedsfuldt smil strakte sin hånd ud imod hende - han ville gerne dele noget med hende, som tak for tilbuddet. “Hvis du vil undgå at bide smerten i dig, har jeg en genvej til Helbredernes hus…” gled det over hans læber, førhen at han med et afventende udtryk så hende an.

Tog hun hans hånd, ville de begge forsvinde i et grønligt lysglimt, kun for at dukke op foran huset i et sus. Teleportation var ikke en  magi han ligefrem blærede sig med, men den havde praktiske dele i sig. Og, den kunne spare hende for en hel del smerte, hvilket de fleste gerne ville... ikke sandt?

Han kunne dog ikke sige om hendes næsten krigeriske stolthed ville opponerer imod det. 

Selvom det ikke rigtig sås på ørkenelveren, så virkede han for en stund lidt fjern, som var han fanget i sine egne tanker, før hendes spørgsmål rav ham fri og tilbage til virkeligheden.
Hvad mon der havde rumsteret inde i hans mørke hoved?
Overraskelsen over hans svar satte sig kort i hendes udtryk, da et af de mørke bryn skød til vejrs.
Hun havde faktisk ikke forventet han ville tage imod tilbuddet om mad, men selv en elver kunne ikke modstå muligheden for et godt måltid?
Det smil som havde sat sig over hendes læber voksede sig en anelse større, da han kom et krav, det var et krav som hun uden problemer kunne efterleve ”Jeg kender et sted med mere end bare nogenlunde renlighed” startede hun med at forsikre ham, før hun tilføjede ”Men det betyder du må have lidt tålmodighed for at maden bliver spiseklar?” Hun kunne godt nok ikke stå inde for kroerne, hverken kvalitet eller renlighed af maden de serverede, hun kom oftest kun de steder når de ikke længere serverede andet end alkoholiserede drikke.
I stedet kunne hun stå indenfor sin egen mad og renligheden i eget køkken.

Rakaa Mal’rilen gentog hun inde i sig selv, dels for at bedre kæde hans ansigt sammen med navnet i hendes hukommelse, men også for at mentalt gentage det så hun forhåbentligt ikke ville glemme udtalen af hans navn. Som han lagde an til at bukke sig, ikke et dybt buk, men stadig et buk, placerede hun pege- og langefinger under hagen på ham og stoppede bukket. Ikke fordi hun ville være uhøflig, men hun var hverken adelig eller andet af en status som krævede hans buk, og selvom det var en sjældenhed, så blev hun lettere pinlig berørt, for hun viste aldrig helt hvordan hun skulle hilse tilbage på et buk.
I stedet søgte hendes blik hans endnu en gang og fastholdte det for en stund før hun fjernede sine fingere igen og smilet antog en høflig facon ”Fielthena Ch'Vyalthan” - ”Jeg er fra..” hun holdte en pause, for hvor skulle hun sige hun var fra? Slummen? Ja det lød jo også indbydende… I stedet lod hun den ufærdige sætning hænge i luften mellem dem.
Tænkende bed hun sig skævt i underlæben, før den smuttede fri fra tænderne igen.

Han blev pludselig hemmelighedsfuld i sit smil, hvilket fik hende til at lægge hovedet på sned, overvejende om hun faktisk ville bide smerten i sig, frem for at stole blindt denne mystiske ørkenelver med navnet Rakaa.
”Og hvis jeg ikke har noget imod smerte?” lød det fra hende i en let udfordrende tone. Sandheden var hun tolererede smerte ganske fint, når hun altså viste den kom.
Hun endte alligevel med at lægge sin hånd i hans, for hvis han kunne stole på hun ikke havde nogen bagtanker med at byde ham på mad, så måtte hun vel også vise lidt vilje til at stole på ham.
Desuden havde hun endnu ikke helt kunnet slippe den følelse som for så kort siden havde forplantet sig i hende, da han havde trukket hende ind imod ham.

Kort efter befandt de sig begge foran healernes hus og suset som havde gået gennem kroppen på hende var lidt tid om at lægge sig, hvilket fik hende til at glippe med de lange mørke vipper. Selvom hun genkendte hvor de var, så tog det alligevel et splitsekund for hende at finde hoved og hale i hvor de befandt sig ”Vænner man sig til det sus over tid?” fløj det ud over læberne på hende, uden meget omtanke.

Idet hun tog hans hånd, forsvandt begge skabninger ud i ingenting. Hvad der helt reelt skete når han brugte sin magi, jah se det vidste han ikke engang fuldkommen selv... tiden måtte vel forsætte som den plejede, han havde udelukket teorien om portaler igennem tid og sted. Udover det, så var det hele lysglimt delen som han stadigvæk undredes over hver gang... på trods af mange år bagved sig, havde Rakaa ikke kunne finde svaret. Så da hun spurgte ham om det var noget man vænnede sig til, måtte elveren ryste en anelse på hovedet som svar, stadig med det lunefulde glimt i øjet. Ikke et decideret nej, men nærmere en tavs konstatering af; det ved jeg ærlig talt ikke. Fordi selv efter 800 år, kunne det stadig slå ham lidt ud af kurs, hvis han ikke forberedte sig. 

Dog fik ørkenelveren ikke svaret Fielthena tidligere, og stadig med hendes hånd i hans, lukkede Rakaa fingrene sammen om den. "Så sparede jeg dig fra smerten... for nu" gled det spøgefuldt over hans læber, et undersøgende blik over hende og med overvejelser om hvorfor hun blev ved med at... spørge igen, svarer igen, hver gang han tog en beslutning. Det gjorde mennesker sjældent i hans nærvær, var erfaringen. Det var ikke hver eneste gang, men det skete. Som da han havde besluttet sig for at hilse i et lille buk, og hun havde stoppet det. Eller nu hvor han halvt om halvt havde kunne 'bærer' hende afsted. Hun nægtede ikke at modtage hjælpen, men det var altid med en understregning om at det var hendes beslutning. Dynamikken skiftede hele tiden... det prikkede til en mere fritsindet del af Rakaa, og slog ham flere år tilbage; fra før han gik i lærer som kriger. Det var forfriskende at smide de facetter der hørte til hans liv i Thal'Elor. 

I en lille glasreflektion bagved hende så Rakaa kort sit smil, og overgav sig med en hovedrysten til den muntre grimasse der fulgte med. Brummende kiggede ørkenelveren fra hende og til huset bagved hende, og så tilbage på hende. "Jeg håber ikke du er ligeså stejl overfor deres hjælp, som du har været overfor min, Fielthena" selvom Rakaa kunne lyde nok så seriøs med den stemmeføring han brugte, var det drillende smil og det løftede øjenbryn dog ikke til at tage fejl af. Det var godmodigt ment, og med et lille klem om hendes hånd, begyndte elveren at bevæge sig imod huset for at gå ind af døren med hende. 
Hvis hun altså ville lade ham fører hende, se det var nu engang endnu et spørgsmål han var i tvivl om. 

Hendes spørgsmål blev besvaret af en rysten på hovedet, men hvad der let kunne tolkes som et nej blev gjort mere uklart med hans lunefulde glimt, som at han faktisk slet ikke kendte svaret på hendes spørgsmål og derfor ikke fandt det nødvendigt verbalt at forsøge sig i at besvare det.
Om det var den varme hans ansigt fik af det lunefulde blik eller at han var så bevist om egne viden begrænsninger, som fik et skævt smil til at sætte sig i hendes mundvige, var uklart, måske det var en blanding, måske ikke?

”For nu? Skal jeg tage det som en udfordring Rakaa?” det skæve smil voksede sig en anelse større, som det dansede sig vej op til de grønne øjne, som hvilede indgående på hans ansigt, oprigtigt interesseret i at høre hans svar. Først hans manglende reaktion på hun havde sat neglende i hans hud, så hans klem med fingrene på hende og nu denne kommentar. Det hele gav hende lyst til at grave dybere end blot at kradse i overfladen, for det tilfredsstillede ikke hendes sind.

Hun kunne ikke undgå at slippe en mild latter fra sig ”Hmm nok ikke, men jeg kan ikke love dig for meget, tænk hvis jeg må skuffe dig før de overhovedet har set på knæet?” latteren var gledet over i et drillende smil. Hun ville nok ikke være lidt så stejl overfor healerne, som hun havde været overfor ham. Det var da faktisk først ved hans ord hun blev klar over at hun nok havde været ret besværlig indtil videre. At han overhovedet havde holdt fast i at hjælpe hende blev hun alligevel ganske imponeret over.
Åbenbaringen gjorde også hun for en stund pakkede modviljen lidt væk og lod ham føre hende afsted, hånd i hånd, selvom han ikke behøvede forsat at holde ved hendes hånd.

Da de trådte ind i healernes hus, blev de straks mødt af en af healerne og spørgsmålet ”hvad kan vi hjælpe dem med?” og rigtig nok som Rekaa nok havde forudset, var Fielthena tæt på at give healeren samme besvær, da hun gjorde sig overvejelser omkring hvad hun skulle sige, men endte i stedet i et let sukkende med at sige sandheden ”Jeg faldt og slog mit knæ” hvor hendes ord stoppede forsatte de i stedet i tankerne på hende, I guder hvor pinligt at skulle belemre healerne med så lidt..
Healeren nikkede kort efter at have slået blikket på knæet og i en høflig gestus blev hånden slået henvisende ud mod et af de mange små rum, hvor i der stod en biks/seng.
Uden at have sluppet Rakaa’s hånd endte det med Fielthena førte ham med sig ind i rummet, men han burde nok have ventet udenfor.
For ikke længe efter fulgte en ordre fra healeren der var gået ind i rummet først, for at bedre kunne se skaden an, før der kunne heales, så skulle bukserne af.

På vejen derover, gled det ene spørgsmål efter det andet over menneskets læber, og det fik elverens mørke øjne til at søge hendes grønne. Som solspottet løvfald gnistrede de af underkendt humor, og hendes første ord fik elveren til at løfte det ene buede øjenbryn i en drillende lille mimik. Hun legede med ordene, og Rakaa fulgte villigt med på det spil hun satte op. "Det er næppe en beslutning jeg kan tage" svarede han, latter skjult i de mørkeblå øjne. Han følte hendes blik på ham, han fornemmede hvordan hver en udveksling af ord skabte nye stier at udforske - men tiden var ikke rigtig endnu. For en sjæl som Rakaa, var tid et uendeligt abstrakt begreb. Til tider glemte han at det ikke var det samme for mennesker, der desværre havde en overraskende kort levetid...
Med det sagt, kunne det sagtens være at hun havde et ønske om at skade sig selv mere end nødvendigt, før tid. Det lød i hvert fald sådan, selvom Rakaa godt fornemmede ironien bagved. Hendes ord fik ham til at ryste let på hovedet, men ikke afvisende. Nej, det var den form for hovedrysten man lavede, når man prøvede at skjule det skæve smil der lurede i mundvigen. På trods af det lille uudtalte løfte om rebelskhed, lod hun ham fører hende ned ad gaden og ind imod huset. De skulle dog næppe være trådt ind af døren, førhen at Rakaa spottede det genkendelige og efterhånden karakteristiske oprørske glimt i hendes øjne - igen, og han kunne ikke helt tilbageholde det korte 'hah' der gled over hans læber inden at han rømmede sig en smule forlegen for ikke at forstyrrer hende eller healeren.

De blev ledt imod et af de mange rum, og Rakaa fulgte uden meget overvejelse med, stadig med hendes hånd i hans. Som han slap hende for at lade hende healeren tage over, blev han dog derinde.
Healeren bad uden meget omsvøb hende pludselig om at tage bukserne af for bedre at kunne tilse skaden, og med et overrasket glimt mødte Rakaa's blik hende. Nu? Her? Dog gik der ikke mange sekunder før et næsten skadefro smil langsomt bukkede hans mørke læber opad, og elveren med en drillesyg energi omkring sig umærkeligt rystede på hovedet - blikket låst i hendes. Nej, han rykkede sig skam ingen steder medmindre det var en ordre; en ordre healeren ikke havde givet ham, da hun muligvis gik ud fra at de kendte hinanden godt. Så han lod beslutningen hvile i hendes mund. 
Tag ikke fejl, Rakaa havde ingen intention om at hun skulle ydmyges. Dog kunne han ikke lade værd med at pirre igen da hun ikke havde gjort andet end at modsige ham. Så nu hvor rollerne kunne byttes om, tog han med et udfordrende blik teten. Usagt lå det over elveren læber; turde hun ikke det?

Menneskers blufærdighed var nu engang ligeså underholdende som enhver andens. 

Havde han holdt fast i den meget sparsomlige mimik som lige da han havde rakt hende hans hånd, efter hendes fald, så havde hans ord haft en mere afvisende klang. Og selvom hans mimik endnu var ganske sparsomlig, så var den langsomt begyndt at komme mere til udtryk som han blev komfortabel med hendes selskab, eller gjorde han? Hun kunne måske også bare bilde sig selv nogle usandheder ind?
Tvivlen skubbede hun til siden, sikker på det ikke var hende som havde udviklet indbildskhed i hans nærvær, men at hun faktisk havde observeret en ændring hos ham.
Hans ord lod i stedet en dør åbne sig på klem, hvilket fik smilet fra hende til at glide over i et mere hemmelighedsfuldt et af slagsen som hendes blik gled fri af hans, men uden videre kommentar på om hun valgte at tage det som en udfordring eller ej.

Hun havde måtte minde sig selv om hendes delvise løfte til Rakaa, ikke at give healerne for megen besvær, før hendes knæ var blevet tilset og fået den behandling som skulle til. Den begyndende oprørskhed gik ikke hans næse forbi og ved hans rømmen over det ufrivillige hah, som gled fri fra de mørke læber, fik instinktivt Fielthena til at klemme lidt om hans hånd.
Selvom hun fik rettet ind og lagt låg på sig selv, så slap rebelskheden aldrig helt hendes grønne blik.

Varmen som hans hånd havde givet hendes forsvandt, som han var den første til at bryde kontakten. Hun havde ikke skænket det en større tanke at hun ved at holde ved hans hånd, havde trukket ham med sig. Den kvindelige healer havde heller ikke nævnt noget, måske grundet de var trådt ind holden i hånd og derfor gik hun nok ud fra de dannede par eller bare nære bekendte?
Havde han ikke i forvejen holdt en rank statur, ville hun næsten have forsvoret at healerens ord fik ham til at ranke ryggen og trække skulderne lidt tilbage, som hans udtryk skiftede til et mere udfordrende et, et healeren næppe ville opfange.
Uden at dvæle i det usagte spørgsmål fra ham, begyndte hun med en hvis fingersnilde at binde buksernes snører lukning op.
Det var uden den mindste tøven i hendes bevægelser, og uden hendes blik veg det mindste fra ham, som han stod henne foran den lukkede dør, blokerende for rummets eneste udvej, skulle hun havde fået kolde fødder.
Ville han se væk i det øjeblik bukserne blev trukket ned? Nej?
Med en smule vrikken med hofter og lår, blev de tætsiddende bukser skubbet af. Blotlagde den lyse hud for hans gennemtrængende blå blik, og afslørede matchende ar på modsatte knæ end det forslåede.

Den kvindelige healer havde ikke opfanget den næsten intensitet luften var blevet fyldt med mellem den høje ørkenelver og den lave menneskekvinde, hun havde haft for travlt med at finde de remedier der skulle bruges.
Ikke før Fielthena havde fulgt hendes instruktion om at tage bukserne af, stækkede hun i en gestus sin hånd mod en biks, med ordnene ”Tag plads” sendt i Fielthenas retning.

Rakaa forstod et øjeblik ikke, hvordan healeren kunne misse at temperaturen steg og luften fortættedes. Med de grønne øjne låst fast i hans, var Fielthena ikke bleg for at sende et tydeligt signal om hvor meget hans opmærksomhed helt præcist betød; hun var ikke bange for hans meninger eller nærvær. Med fikse fingrer fik hun bundet snørrene op, og med et forunderligt blik følte han det lille smil brede sig en anelse mere idet hun uden tøven fulgte healerens ordrer om at sætte sig ned. Ørkenelverens hænder gled om bagved hans hoved, idet han henslængt lænede sig mere opad trævæggen, og lod healeren gøre hvad hun gjorde bedst. Der var noget genkendeligt over hendes mangel på blufærdighed... der var noget dragende over hendes trods. Det var et pust fra andre tider i ørkenelverens sind, der kunne se afspejlingen af gamle venner i menneskets underlige aura. Det dukkede op i korte glimt - det var ikke ofte! Men på nogle punkter, kunne han trække parallele linjer imellem hans venner fra Thal'Elor, og den mørkhårede kvinde.  Rakaa lukkede kortvarigt øjnene. Dengang havde det hele været lidt mere rebelsk...

" - og så skal du række mig forbindingen derovrer". Med et ryk åbnede elveren øjnene, og blev mødt af healerens skrappe grå der afventende stirrede på ham. Småglippende gik det op for Rakaa at hun havde givet ham besked på noget - hun ville have ham til at deltage, men det næsten vagtsomme udtryk talte sit tydelige sprog - han havde ingen idé om hvad hun havde sagt. Det gik ikke forbi den ældre dame, der med en irriteret grimasse gentog ordren om at hente endnu en spand sæbevand og forbindingen på bordet. Kortvarigt var der en lille del af elveren der opponerede, og en afvisende rynke trak Rakaa's ansigt sammen. Hvem var hun til at beordrer ham omkring? Men der var noget utroligt skrapt i healerens blik... og efter have have haft en lille stirrer konkurrence på små 10 sekunder med hende, trak Rakaa sig med en irriteret grimasse, og rankede med et fnys op i sin slanke krop. Satans healere og deres lærer blikke... men så igen, var det ikke meget at forlange.

Uhyrer bevidst om at det lille optrin ikke var gået forbi mennesket, knælede Rakaa nu foran Fielthena for at rense hendes sår, med et påtaget udtryk af ligegyldighed - selvom han kunne mærke healerens skarpe smil bagved ryggen. "Sid stille" mumlede han lavmælt, da hun kort spjættede ved det kolde vand. Noget sagde ham at healeren alligevel ikke havde været helt blind for elverens tavse udfordring tidligere, og holdt med Fielthena her.

Udover de naturligt fugtende blink, så havde deres øjenkontakt ikke været brudt som Fielthena havde afklædt sig sine bukser, men det var aldrig blevet en stirre konkurrence og hun havde ikke følt i så meget som et sekund at hans blik var til for at ydmyge eller håne hende.

Som hun tog plads på briksen, med benene hængende frit udover kanten, forsvandt Rakaa væk. Han var fysisk tilstede i rummet, men mentalt var han ikke rigtig længere tilstede. Hvor han var viste hun ikke, men det var som om den energi som havde hængt så tykt i luften mellem dem, havde sendt hans tanker på himmelflugt langt væk herfra. Uden det blev en decideret flugt fra hende.

Det var tredje gang den kvindelige healer havde måtte gentage sig, før han blev revet tilbage til det lille lukkede rum de befandt sig i. Og selvom tiden ikke rigtig var til det kunne Fielthena ikke helt undgå at trække på smilebåndet, som morede det hende en anelse at se det dynamik spil, som forgik mellem den lave menneske kvinde med de skrappe grå øjne og den høje ørkenelver med det mørke blå blik.
En lydløs magtkamp, tog sig ud for øjnene af hende, den var ikke stor og betydnings fuld, men stor nok til han ikke bare uden videre gav sig. Alligevel blev det en kamp Rakaa endte med at tabe med en passende grimasse. Aha! så hun var ikke den eneste med en rebelsk side.

Smilet havde sat sig i det grønne blik og glimtede af morskab, som han knælede foran hende. Selv på knæ ragede han godt op i luften. Hun skulle lige til at komme med en kommentar, men nået aldrig længere end at skille læberne ad, da det kolde vand ramte hendes hud og fik hende til at spjætte.
Som mod reaktion greb hun ham om musklen, hvor hun tidligere engang havde boret neglene ind ham, denne gang truende med at prikke hul på hans solbrune hud, som hendes greb var mere fast denne gang.
Taget i ham slap hun med ordene ”Beklager” sagt ligeså lavmælt, som hans 'sid stille' havde været.
Hånden blev liggende, med fingerspidserne glidende over de små fordybninger hendes negle havde efterladt i huden. De ville forsvinde igen, men ikke lige med det samme.
Blikket lod hun falde ned mod sit knæ, som observerede hun nøje hans fingres arbejde, guidet godt på vej af healeren, men det var som om hun ikke rigtigt holdte øje.

Rakaas hænder arbejdede hurtigt samt effektivt, og det vidnede om flere års erfaring og læring. På trods af at det ikke var noget han ligefrem var fantastisk til, havde han trods alt fået skaffet sig en ret så bred viden i løbet af årene og det kom smukt til udtryk nu. Han havde ikke nægtet at hjælpe grundet manglende færdigheder, nej, det havde været et spørgsmål om magelighed. På trods af at han ikke ligefrem burde, kunne han dog ikke lade værd med at kaste et stjålent blik imod de matchende ar på hendes andet knæ, stadig en anelse overvejende om hvor de kom fra.
Kulden havde været forskrækkende, og det kunne mærkes på hans skulder. Tshh! Elveren krop gibbede ved den skarpe smerte, og kortvarigt stoppede Rakaa sit arbejde op, men forsatte efter et lille sekund igen, dog uden at se op på hende. Det havde gjort ondt, men af en eller anden grund var det ikke ligeså meget hans fokus, som følelsen af at det havde været lidt med vilje. Havde det? Det kunne også være han overtænkte det, det ville ikke overraske ham hvis han gjorde. Men der var noget lunefuldt i Fielthenas øjne, som han ikke helt kunne sætte en finger over. På trods af at resten af arbejdet blev udført i forholdsvis tavshed, var det dog ikke ligefrem den ubehagelige slags.

"Det var du faktisk ikke helt forfærdelig til..." mumlede healeren til sidst efter at have gennemset hans arbejde. På trods af at hun ikke ligefrem lød glad, kunne Rakaa dog fornemme at der lå noget tilfreds i hendes stemme, og det fik ham til at le lidt indvendig. Hun var en finurlig skikkelse... idet de skulle til at byde hende farvel, tog Rakaa sig selv i at betragte hendes aldrende ansigt en ekstra gang inden de gik. Det overraskede ham altid, hvordan at alderen hærgede deres ansigter - øjnene især, og på små 20 år kunne de være helt andre mennesker. En del af ham var ikke i tvivl om, at den healer de lige havde mødt, meget vel kunne være død næste gang han kom forbi her... de mørke øjne gled over den nylappede Fielthena, førhen det kortvarigt spejdede over den menneskemængde der stadigvæk fyldte gaden foran dem. De stod en anelse hævet ovenpå trappen, så man så nemmere de forskellige vejskilte der var hver gang byen slog et knæk. "Nå..." Rakaa's stemme var undersøgende, og i en afslappet mine strakte han armene og foldede dem ved baghovedet, lænet en smule opad trappegelænderet med ryggen. "Jeg tror der blev lovet en bid mad, for den 'ikke helt forfærdelige' håndtering derinde, hmm?" gled det opfølgende over hans læber, og med en henkastet tonefald men dog drillende glimt. Jooh, man måtte da tage den ros man kunne få, nu hvor Fielthena var så sparsom med den... og den ældre healer havde allernådigst givet ham lidt anerkendelse, så selvfølgelig skulle det lægge vægt på, at hun skyldte ham aftensmad.
Rakaa fulgte kort solen over den lyse himmel, og skønnede den til at være omkring 16... så stadigvæk et par timers sollys før aftenen faldt på.

Hun havde ganske bevist, bordet de spidse negle i huden på ham igen, men der var også en del som havde været ubevist, - hvor dybt hun havde sunket dem ned i huden. Gibbet i hans krop havde været så kort, at havde hun blinket eller ikke endnu haft hånden mod hans skulder, så ville det let have været gået hendes næse forbi.
Så han kunne godt mærke smerte?
Det virkede ikke til at smerten ikke hang ved længe, kun et kort stop før hans hænder forsatte samme effektive arbejde.

Om det var healerens ord eller det faktum at kvinden trådte nærmere, som fik Fielthena til at fjerne sin opmærksomhed fra Rakaa, var hun ikke selv helt klar over. Det var dog også sagen lige meget, for som hans arbejde var blevet gået efter i sømmende og godkendt, måtte hun atter trække bukserne på. På vejen ud fik hun en lille lerkrukke med salve i, skulle der nu alligevel gå infektion i såret på knæet.
Som han stod henslængt op af trappens gelænder, lød han næsten helt selvtilfreds, som han mindede hende om hendes tilbud af mad. ”Du er virkelig stolt af dig selv, lige nu var?” tonen var drillende, og hendes smilet, som brød frem i hendes mundvige, satte et passende glimt i de grønne øjne, hun havde næsten været fristet til at sætte en finger i siden på ham.
Hun begyndte at bevægede sig ned af trappens trin, i retning af hvor markedspladsen lå. Forventende at han ville følge trop, hvis han da stadig holdte ved at ville have en bid mad.

Hun havde ført ham, næsten, tilbage til hvor de var startet deres møde, ikke langt fra markedspladsen, i den ende hvor springvandet var at finde.
Huset de var endt ved havde et skilt hændende over døren, hvor på der med en sirlig skift stod ’Ch'Vyalthan Guldsmedje’.
Der lød et klik fra døren med smukke metal hængsler, som hun satte en nøgle i låsen og drejede, til låsen slog fra. Hun trådte lidt til siden som hun åbnede døren for ham ind til butikken. Der var næsten alt hjertet begærede når det kom til smykker og juveler. Nok lå hendes lille butik ikke i det øvre distrikt, men det betød på ingen måde at håndværket og energien som blev lagt i tingene, var af en ringe kvalitet. ”Lige frem til døren” kommanderede hun næsten med ham, som hun pegede videre frem til en dør bagerst i lokalet.
Døren ville fører ham ind i hendes private bolig, direkte ind i en velindrettet stue, uden mange nips eller unødvendige ting.
Hendes hjem bar i virkeligheden stærkt præg af hun var en kvinde som forstak orden og kontrol, at ikke meget var overladt til tilfældigheder, men hvad der i virkeligheden nok sprang mest i øjnene, var at der var gjort plads i rummet til en træ træningsdukke (billede af træningsdimsen https://images-na.ssl-images-amazon.com/images/I/41SgQrMm0aL.jpg) brugt til at øve nærkampstekniker på.

Rakaa løftede blot det ene øjenbryn en anelse smørret, som svar idet at hun kommenterede på hvorvidt han var stolt eller ej. Det havde ikke været en helt dårlig håndtering derinde, og som forventet blev hans hårde arbejde næsten ikke anerkendt af hendes stejle stolthed. Dog drillede hun ham blot, og med en smidig bevægelse vippede elveren sin krop ned af gelænderet for at følge med hendes forsvindende feminine skikkelse. Imens de gik, var Rakaa dog tavs. Det var ikke en ubehagelig stilhed, men en afslappet venten imens de gik fra den ene destination til den anden.

Ikke langt fra hvor de startede deres møde, blev elveren nu guidet hen til en dør med tilhørende snirklende skrift. De mørkeblå øjne gled undersøgende over den dekorative facade, og med et lille klik blev han lukket ind bagved muren. Her ventede ham en overflod af smykker som noget af det første, men det var ikke længe han fik lov til at studerer det smukke håndværk, idet han næsten blev beordret ned til bagenden af døren. Elveren spidsede kort munden, men opponerede ikke, udover svagt lige at ryste hovedet så dreadlocksene dansede omkring ham. "Javel, javel" mumlede han småfornøjet.
Forskellen imellem hendes butik og hendes bolig var næsten overvældende. Der var ikke noget unødvendigt dekorerende på hverken vægge eller bord, og udover en almindelig stue, sprang synet af et besynderligt trænings-værktøj i øjnene med det samme. Hun levede så anderledes i forhold til ham.... selv var Rakaa's bolig lys, fyldt med planter og adskillige kunstværker og nipsting hang på væg og loft. Bevidst om at indretningen ofte fortalte meget om personen, gik Rakaa tavst ind; en enkelt solbrun hånd let glidende over bordet og i retning imod trænings-dukken. "Interessandt..." gled det over de mørke læber, og i en rykvis bevægelse drejede elveren sit skarpe ansigt tilbage imod Fielthena, en lurende energi i hans mørke øjne. "Jeg havde ikke forventet... den der" fulgte han op med, og lod hånden - og ham selv, ende ved det bevægelige træredskab; et instrument han havde set før men aldrig i brug. Hvem var hun egentlig, gled det overvejende igennem hans mange tanker, og for en stund lyste der en intens fascination i hans mørke øjne da de mødte hendes... fordi det her tilføjede et helt nyt lag - en helt ny dimension, til hendes stædige person. Hvem var dette menneske?

Den ene slanke finger fulgte kort kanten af dukken - det var ikke meget støv han fik med op. "Og her er endda overraskende rent, af en menneskebolig af være..." tilføjede han med et lusket smil, stemmen overvejende seriøs men med et drillende blik i hans øjne, idet hans eneste krav fra før blev mødt.