Et lille knald hørtes i en gyde hvor en ældre mand fór sammen, over lyden han ikke vidste hvor kom fra. Ud af ingen ting begyndte en kvinde at materliserede ud af den blå luft. En solbrun elver, med meget spidse øre. Hendes hår var næsten helt klippe ind til issen rundt i bunden af hoved, hvor at længere mørke brunt hår lå som en tyk manke. Hendes ansigt var fyldt af næsten hvide snoede tatoveringer. Tatoveringen fulgte en stribe ned af hendes hage, og fulgte ned af halsen. Hvis det ikke var fordi hun var iført flere lag lysebrune rejsekapper, ville man kunne se at disse tatoveringer dækkede hele kroppen. Caerthynna bande voldsomt, da hun trådte i noget, hun bestemt ikke ville vide hvad var. Da lugten af stedet hun havde teleporteret sig hen til, penetrerede hendes næsebor. Hendes tunge klikkede fem gange i munden, som de rav brune øjne kiggede rundt. Hvorfor også lige Rubinien af alle steder? men hun havde fået at vide at her var et medlem hun skulle gøre sig bekendt med, og hun havde også fået bekræftet ordre på information de skulle have ud af folk tættest på Fyrsten af Kazimi. Ikke en af hendes foretrukkende opgaver, især fordi hun bestemt ikke var en god menneskekender. 

Manden der havde fået et chok over en kvinde pludselig var dukket op, der hvor han havde prøvet at finde noget middagsmad. Betragtede hende halvt gemt bag en skraldespand. Hun fortrak en irritabel udtryk, og kasted en hætte hen over hendes hoved. Jo hurtigere det her var overstået desto bedre. 

Hun satte kursen mod mødestedet. En af de mindre kendte kroer her i området. Kro, Caerthynna stak sine behandskede hænder ind under hendes klæder. Af alle steder, hvorfor lige en kro? 

Der gik ikke mange minutter før hendes øjne betragtede kroens indgang. Hun havde stået her i længere tid, end det faktisk havde taget at gå derhen. Beskidt, dranker, folk. Alt alt for mange folk. Hun tøvede, tog en dyb indånding. Viola, du kan godt, du er kommet længere end at lade det her stoppe dig. Så hun greb omkring håndtaget og trådte ind i kroen, men lige meget hvor meget hun prøvede at lade være. Kunne hun ikke stoppe sig selv fra, at lukke og åbne døren fem gange før at hun lukkede den helt i. “Ja trunte, så tror jeg vi har hørt dig. Skulle det være noget?” en dame stod bag disken til baren og tørrede bordpladen af. Hun kiggede nåede træt på elverkvinden foran hende. Caerthynna trak et halvt smil, men det forsvandt lige så hurigt som det var opstået. Hvor var den kontakt så henne? Hendes øjne skimtede krostuen, i håb om at han var dukket op. Denne Rakaa.

Rubiniens varme var som et kærligt pust i hovedet på elveren, der med et veltilfreds smil trak den tørre luft ned i sine lunger i en dyb vejrtrækning. Den gyldne sol stod stærkt på himlen og overalt omkring den mindre by svirrede det orange sand i dovne og rolige bevægelser. For dem der ikke var vokset op i ørkenen, ville det første indtryk nok være en anelse sørgmodigt - fordi ørkenen kunne nemt fremstå næsten gold i sammenligning med de frodigere egne af Krystallandet. Men for Rakaa, var dette indtryk lyden, lygten og smagen af hjem. 

Dog var Sarghos ikke just gold. Tværtimod, byen var næret af den nærliggende oase, og emmede af liv. Købmænd der prøvede at sælge sine varer, gennemrejsende der blev snydt i de smalle gader og børn der hujende løb barfodet igennem passagerne. Rakaas mørkeblå øjne gled med en sagelig mine over den genkendelige by. Jah, havde han haft tiden kunne han sniildt have brugt et par timer på markedspladserne! Men kortene lå nu engang anderledes for ham idag, og derfor trak ørkenelveren med en hurtig bevægelse den dybe hætte tættere omkring sig idet han gik fremad. Her og der følte han hvordan byens folk betragtede den hætteklædte elver med skjult interesse, men for det meste gled han ubemærket igennem menneskemængden. Han var målrettet og kunne ikke ligefrem tillade sig at spilde tiden, kunne han? 
Den solbrune elver havde retning imod en af de mere lurvede kroer her i byen. Hans tanker var et mindre mylder af overvejelser om hvad - eller nok nærmere hvem der ventede ham derinde, da den information han var blevet givet havde været utrolig begrænset. En del af ham håbede at hvem end han skulle i dialog med, vidste ligeså lidt om ham som han vidste om dem. 

Rakaa var ankommet før Caerthynna, og befandt sig i et af kroens hjørner da hun dukkede op. Hun tiltrak sig opmærksomheden hos Rakaa - og adskillige andre, med det samme, og forundret var ørkenelveren vidne til det lille optrin med døren, som var hans første egentlige indtryk af hvad der snart skulle vise sig at være hans potentielle makker. 
Hun så... ledende ud. Idet hendes blik gled over Rakaas skikkelse, rykkede elveren en anelse på sig for at tiltrække hendes opmærksomhed og strakte en hånd bagud for at prikke en af kropigerne på skulderen. Lavmælt bestilte elveren to krus, og hun kom tilbage med dem, tydeligt forvirret over hvad han skulle med dem, men satte dem på bordet uden et ord. 

Afventende gled elverens langre fingre legende over krusets hank, imens han med skjult nysgerrighed holdt øje med den kvinde der var trådt ind. Signalet var de to krus.. det var nemlig sjældent folk bestilte to til sig selv. 

“Hørte du ikke jeg snakkede til dig?” kvindens stemme, lød mest af alt opgivende. Som en kvinde, der ikke længere ønskede at arbejde i dette etablissement. Ikke at Caerthynna bebrejdede hende, med første øjekast kunne hun allerede fornemme den nedtrykte og kedelige stemning. Der var nogle enkelte patroner der sad for sig selv og drak. Men den som fangede hendes opmærksomhed, var ørkenelveren der havde rykket på sig. Hans lille bevægelse havde bestemt gjort hvad han ønsket. Hun slog et klik med tungen, og mundvigen hæv op i den ene side tre gange. Stedet gjorde hende tydeligt ukomfortabel. “jeg klare mig” svarede hun lavtmeld kroejeren, og vente hendes blik hen imod kvinde. “Som du vil snuske”

Da to krus blev sat foran elveren, hun allerede havde følt sig draget til. Kig hun med faste og beslutsomme skridt der hen og satte sig ned på stolen. Hun slog sin hætte ned, og betragtede manden foran sig. Ganske nøje. Hun kunne mærke hvordan det prikkede i hende, det var længe siden hun havde været i felten. Da hun i en længere periode, havde set på mulighederne for at komme i arkiverne. Men en af de ting der gjorde, at hun egnede sig så godt til at finde informationer. Var fordi ingen forventede, en sygt udseende ranglet elver. Med obsessiv-kompulsiv tilstand, også kaldet tvangslidelse. Kunne være en agent for noget som helst. Også noget der var blevet understreget, var grunden til hun i det hele taget var blevet taget til overvejelse.

Hun tjekkede hurtigt over hans udseende, og lavede et mental check at det var sådan beskrivelsen havde været. Så derfor følte hun sig ganske sikker på, at personen hun sad over for. Var en iagttager af Verbatim. Selvom at paranoiaen kredsede i hendes tanker, man kunne aldrig være helt sikker.

“Dejlig eftermiddag sådan at nyde en kold genstand. Specielt i sådan en varme.” sagde hun med et halvt smil på læben, mens hendes ene hånd lagde sig på bordet. Den midterste fingre begyndte at slog ganske let i bordet, altid i fem slag før der var en pause.

Elverens øre sitrede en anelse ved kvindens halvt brebrejdende og halvt opgivende stemme når hun henvendte sig til sin gæst. Hun virkede mest af alt som en der ikke gad at være her, og Rakaa kunne godt forstå det. Kroen var ikke ligefrem det smukkeste som byen havde af byde på, og havde man ikke friheden til at rejse hvorhen man ville, var dette et hul man kunne ende med at sidde fast i. Ligesom kromutteren. Ørkenelveren havde set det ske... førhen de vidste af det, var halvdelen af deres korte liv brugt det samme sted, og de var nu for svagelige til at følge drømmen om eventyr. Det var sådan man endte med de øjne og den stemme der prøvede at rette elverkvinden ind. 

Hendes opmærksomhed var dog ikke på mennesket, men derimod på Rakaa selv. Hans blik mødte hendes under den skyggefulde hætte, og til hans tilfredshed havde hun forstået det lille tegn. Hun kom over. Ligesom hende, havde han et blik der gnistrede af ligedele vagtsomhed og nysgerrighed imens han studerede hendes ansigt og de beskrivelser han havde fået af vide, at han skulle holde øje med. Så dette var endnu en agent i organisationen... elverens slanke fingre gled over hættens kant, inden at han slog den ned omkring sin hals; et imødekommende glimt i de mørkeblå øjne. 
"Bestemt... varmen er et fast inventar heromkring" gled det glat over elverens tunge, og hans frie hånd fæstende sig om krusets hank. Han tog dog ikke en tår. "... men det er du ikke..?" tilføjede Rakaa en anelse spørgende, og lænede sig længere indover det solide træbord, dog ikke med nogen intention om at rører hende. Hendes solbrune hud og ravmørke øjne gjorde et godt stykke arbejde med at kamuflere hende imellem ørkenens almindelige folk. Vidste man ikke bedre, ville hun fremstå som en lokal... og det var nu engang nok også meningen. Elverens blik studerede hendes træk, førhen at han med et næsten konspirerende smil lænede sig tilbage i stolen i udadtil afslappet holdning. Joh, mon ikke den var god nok?

"Mit navn er Rakaa" tilføjede han afmålt samt konstaterende. Det var ikke for at være høflig elveren  nævnte sit navn, men for nemhedens skyld. En af dem skulle jo starte, så det kunne ligeså godt være ham.  

Han havde en behagelig stemme, det kunne hun ikke lade gå forbi hende. Det frembragte da også et lille smil på hendes læber, som hun betragtede ørkenelveren der sad foran hende. De slanke fingre, gled igennem det korte hår, som hun virkelig skulle vende sig til. Det var første gang, hun var gået med sådan en styling af hår. “Det ville være synd og sige. Det er ikke tit jeg kommer i disse egne” sagde hun, så kun manden foran hende kunne høre det. Ingen grund til at resten af lokalet, skulle høre hvad de snakkede om. Hendes tunge gled hen over hendes tænder, og hun stoppede med at slog i bordet med hendes finger. Som hun kastede et kort blik rundt, takkede hun sig selv for at hun havde taget sin eliksir. Det kunne godt være det ikke helt hjalp, på hendes tvangshandlinger. Men det havde fået hende til at slappe en del mere af, end hun normalt ville gøre i sådan en situation. 

Caerthynna greb et gråt klæde fra sin lomme, og tørrede kanten af kruset af. Og derefter tørrede hun også hanken af. Selvom hun ikke var den store alkohol tilhænger, kunne hun godt se det ville se mærkeligt ud drak hun ikke af det. Hun foldede klædet pænt sammen igen, og stak det i en anden lomme. Hun skulle nødig komme til at bruge det igen. Hendes fingre lukkede sig om hanken, og hun satte det langsomt hen foran hendes læber. Den kolde væske gled hen over hendes læber, hun mærkede den runde smag af humle i hendes mund inden at drikken forsvandt ned igennem hendes svælg.

“Caerthynna - men du kan kalde mig Viola” hendes skæve smil formede sig igen på hendes læber, mens hun lænede sig tilbage i stolen. Hun stillede kruset fra sig, tog en dyb indånding. Hendes blik gjorde ikke skjul på, hvordan de brugte tid på at sluge hver et kendetegn omkring manden foran hende. Hun prøvede også for en stund, om hun kunne mærke noget magisk omkring ham. Mest i forstanden om han brugte forandrings magi, så han i virkeligheden anderledes ud end hvordan han præsenterede sig? Lige som hun selv gjorde. Da hun var tilfreds, lænede hun sig frem igen. “Så nogen spændende informationer du kan dele med en interesseret?”

Ligesom hun betragtede ham, var Rakaa ikke bleg for at studerer hende. Hendes mørkglødede fremtoning passede godt ind i hvordan resten af rummets folk så ud, og vidste man ikke bedre ville hun gå for at være en elver af ørkenen ligesom Rakaa. Udover det, havde de begge ret så skarpe træk og det blik han mødte, var ligeså intenst som hans eget. Det fik et smil af tilfredshed til at spille om elverens læber, da en del af ham værdsatte nærværende selskaber. Det var altid en positiv overraskelse... dog havde hun en skygge af rastløshed i sine bevægelser, som kun det trænede øje kunne se når det fik tid til at studerer hende.
Rakaa nikkede sammentykkende til hendes korte kommentar, men lod ellers stilheden være stilhed idet hun gav sig til at gøre kruset rent. Selvom det ikke var samme grund, så forstod den forfængelige del af Rakaa hende godt og han kommenterede ikke på det. 

"Viola..." elveren tog navnet til sig, og smagte på det fremmede navn. Det var ikke ofte han mødte andre elvere der gjorde sig i 'kælenavne', men han måtte indrømme at det var nemmere at udtale end hendes første navn. Mere almindeligt og knapt så opsigtvækkende - hvilket var godt. Da hun lænede sig tilbage lagde Rakaa en knyttet hånd op til hagen, som han afslappet hvilede hovedet på. "Spændende er jo utroligt subjektivt, er det ikke?" kom det spørgende fra Rakaa hvis mørkeblå øjne glimtede med en kant af humor. Hun var hans første 'offentlige' møde med en af agenterne fra Verbatim, så elveren tog sig den tid det nu engang tog at se hende an. 
Han havde en tålmodighed der kunne fremstå næsten absurd i rastløse sjæles øjne, og som mange af sin art, kunne Rakaa ikke fraskrive sig at lege med ord og sætninger i helt almindelige samtaler; et træk han vidste ikke var lige populært hos alle, men måske hun legede med?

Eller måske ikke, det var ikke til at sige udfra udseende alene. 

Caerthynna prøvede at holde et smil tilbage, men det var ikke lykkedes hende helt. Da hendes mundvige forrådte hende, og hæv sig selv op i den ene side. Dog fik hun det hurtigt under kontrol, så hendes ansigt, hurtigt gled tilbage i dens alvorlige og stoiske folder. Han var utrolig spændende individ, det måtte hun give ham. Hun var kendt for at have mange svagheder, men at blive hurtig provokeret eller utålmodig var bestemt ikke en af dem. Så hun kunne spille dette spil, hele aften. 

“hvor har du umådelig ret Rakaa” hans navn rullede næsten hen over hendes tunge, mens hun betragtede ham med fornyet nysgerrighed. Hun lod tungen glide hen over hendes læber, desværre trickede det hendes lyst til at klikke med tungen. Det var tydeligt, at den unge elver pludselig prøvede at anstrenge sig. Det gjorde dog problemet værre, og hun klikkede med tungen fem, pause også fem gange mere. Før hun kunne tage en dyb indånding. Det havde næsten gjort ondt på hende, at lade være med hendes små finurlige tiltag. Det betød også, at eliksiren var ved at aftage. Hendes vante, store taske hun plejede at have med, var erstattet med en mere kompakt lille taske. Hun slog noget af hendes rejse kappe til side, så hun kunne komme til tasken. Med adrætte fingre, fik hun lukket tasken op og fiskede en flaske ud af den. Det blå indhold flød rundt i den lille krystal flaske, som ikke var meget større end en tommelfinger. Caerthynna rev proppen af, og hældte indholdet ned i hendes svælg. 

Da hun var færdig, lukkede hun kortvarigt øjnene, inden hun lagde flasken fra sig. Hendes blik rettede sig imod manden hun ufornægtelig havde glemt var der i et øjeblik. Blikket der faldt over ham, var skarpere end det havde været får blot få sekunder siden. “Beklager.” men hun tilbød ham ingen forklaring, på hvad der lige var hent. Hendes fingre lukkede sig igen om kruset med øl og drak et par slurke inden hun satte det fra sig igen. På intet tidspunkt forlod hendes øjne hans ansigt.

Da begge parter observerede hinanden, var det givet at han lagde mærke til hvordan et smil brød den alvorlige facade over hende - førhen hun indenfor få sekunder havde rettet sig selv på plads. Det var utrolig kort, men dog oprigtigt... og det var det vigtigste. En enkelt dreadlock havde fået viklet sig fri af elverens tilbagesatte hestehale fra da han vippede hovedet på sned, og med nænsomhed gled hans hænder over de kortklippede sider for at sætte den på plads igen. At hører hans navn i en andens dialekt var altid lidt af en oplevelse, men inden han fik spurgt hvor hun kom fra, skete en hel række af ting foran ham. 

Med undersøgende øjne så ørkenelveren hvordan hun næsten systematisk begyndte at klikke med tungen. Han talte fem slag, pause, fem gange mere og kunne ane en underliggende men dog tydelig frustration i hendes kønne øjne idet hun havde 'overgivet' sig til hvad end der lige var sket. Ikke nok med det, virkede det ikke til at være overstået før hun hev en blå væske frem og drak den. Hvad var nu det her for noget? En hel række uddybende spørgsmål samt forklaringer gled igennem Rakaa imens han studerede hvad hun gjorde. Men han forholdt sig tavs og blandede sig ikke, idet hver bevægelse var kontrolleret og selvsikker. Det her var en ting der skete ofte, nåede han frem til. 
I stilheden der fulgte kneb ørkenelveren øjnene en tand mere sammen, og mødte igennem smalle sprækker hendes brune skarpe blik med afventende interesse. Medmindre hun ønskede det, ville han ikke blande sig i hvad der lige var foregået da det reelt set ikke vedrørte ham. Og sådan som hele hendes udstråling understregede stilheden der fulgte hendes ord, endte Rakaa med at nikke accepterende for sig selv og til hende. "Ingen skade sket..." kom det fra elverens dybe stemme, og de lange fingrer fæstnede sig om det rå håndtag på hans egen øl. Men var der virkelig ikke sket noget? Han behøvede ikke at vide mere - endnu, syntes blikket i hans øjne dog at fortælle hende. 

Rakaa drak en tår af den kølende drik, førhen at han satte den fra sig og lænede sig en anelse længere ind over det ru bord. Hans slanke fingrer foldedes til en hvilende flade for hans ansigt, og Rakaa følte hvordan boblen omkring deres bord blev en anelse tættere som følge af hvordan han sad overfor hende. Med et kort blik på menneskene omkring dem, sænkede elveren sit stemmeleje så ordene forhåbentligt ikke nåede længere væk end til kvinden foran ham - det ville være en tand problematisk hvis det skulle ske. "Så Viola... nogle må have haft en grund til at sætte os sammen. Lad os prøve at finde ud af, hvad den grund er?" opmuntrerede elveren, der stærkt gik ud fra at Verbatim ikke lod ting falde til tilfældighederne; ligesom ham selv. Rakaas læber splittedes i et smil der kortvarigt blottede de hvide tænder. "Spændende viden ifølge mig, starter ved individets magi..." forsatte den gyldenbrune elver, hvis blik syntes at prøve at se igennem hende, som om at han på den måde vidste hvad hun kunne. 
Stilheden der fulgte gav hende muligheden for at starte, hvilket Rakaa selv håbede på at hun ville. Ikke fordi han ville holde hende hen i skyggerne omkring ham, men nærmere fordi hun virkede mere spændende; hans vidensbegær spillede ind over det.  

En finger lagde sig først på hendes næsetip, og gled derefter hen og fastlåste sig på en plads på sin overlæbe. Mundvigen gled op i den ene side, bare på den korte tid hun havde siddet over for ham; var han hurtigt blevet til en af de mest interessante individerne hun længe havde mødt. Måske hun senere hen, kunne få lov til at overvære ham i andre situationer. Hendes blik gled langsomt, meget langsomt ned af hans overkrop. Mens at hoved lagde sig på skrå, for den uvidende; ville dette virke som om hun prøvede at sluge ham i en seksual anskue. Men for Caerthynna, var dette så meget mere praktisk end det. Hun blev altid grebet af en utæmmelig stor lyst, til at prikke og rode rundt i folks tanker og måde at begive sig på. Når hun fik øje på noget, der virkelig interesseret hende.
Og det måtte man hurtigt erkende at Rakaa havde gjort.
Hendes tunge gled hen over mundens loft, men slog ingen klik, da medicinen allerede havde gået ind og trådt i kraft. Hvis det betød, at hun kunne komme tættere ind på sit studie af ørkenelveren, delte hun glædeligt med ham, senere, hvad der havde været grunden til hele scenariet der havde udslippet sig foran ham. Men hun satte også pris på, at han havde forstået det ikke var tiden nu.

Fingeren der havde ligget på overlæben, gled ned og slog imod hendes ene tand. Inden at fingrene lukkede sig ligeledes omkring krusets hank og satte kruset for læberne. Hun tog en tår, og satte den fra sig med et fornøjet suk. Selvom alkohol ikke var hendes forte, var den kolde væske stadig – en meget velkommen gave. Som han lænede sig ind imod hende, kunne hun ikke stoppe sig selv fra at gøre præcis det samme. Draget af hans øjne, som stadig betragtede hendes. Hun rystede på hoved, og lavede et hurtig ankerende lyd. Det var ikke mange, som kunne tage hendes fokus så voldsomt som han gjorde.
Hun satte kruset fra sig, betragtede kort den brunlige væske der skvulpede rundt. “Nuvel.” Caerthynna lukkede øjnene, ganske kort, inden hun åbnede dem ingen og kiggede på ørken elveren for an sig. Hendes rav brune øjne, var nu lysende grønne. Som de ny udsprunget blade om foråret på lindetræerne. Hendes fingre dansede hen over hendes kind, som hun trak sig tættere på ham. Tatoveringerne forsvandt, og et ar blev væsenligt mere tydligere og fregner dukkede op i hobe tal over hele hendes ansigt. Håret i fronten blev blåligt; men lige så hurtigt som det var sket, så forsvandt det også igen. Og elver kvinden der havde kommet ind i kroen, sad igen og kiggede på ham. 
“Magiske kræfter er bestemt en interessant viden  – så må vi som jeg føler at du har fortjent at finde ud af, hvor meget jeg kan gøre med min.” hun lænede sig en smule tilbage igen, og tog endnu en tår af den kolde alkoholserede drik.

Det var ikke et ubehageligt blik han følte glide over sin krop, idet Violas studerende blik gled fra hoved og nedad, omend Rakaa et øjeblik følte en lille gnist af nysgerrighed til hvorfor blusse op. Der var noget intenst over hendes ravfarvede øjne, der syntes at ville se ligeså meget igennem Rakaa som han ønskede at se igennem hende. Det var ikke ligesom et spejl, for hun var ikke hans reflektion på nogen måde. Men øjnene kunne han genkende... energien, kunne han genkende. Han var vandt til at blive en betragtet af fremmede, og man kunne ikke komme udenom at ørkenelverracen kunne fremstå eksotisk for udefrakommende. Men det var ikke hvad Viola så og ledte efter, var det?

Med det i mente fattede Rakaa sig med tålmodighed, og idet hun mimikerede hans bevægelser følte elveren hvordan intensiteten fadede resten af rummet ud i en svag mumlen og et ekko af stemmer. Nuvel, ørkenelverens mørkeblå øjne havde et lys af spænding og overvejende interesse over sig da hun lukkede øjnene; hvilket med et skiftede til målløs forbløffelse da hun åbnede op for skinnende løvgrøn og forår i stedet. Elverkvindens slanke fingrer fulgte kæbeparites linjer, og over hendes ansigt dansede fregnerne pludselig afsted. Rakaa's mund åbnedes i et uhørligt 'oh', og stumt så han hvordan hendes hårfarve også fulgte med. "Vidunderligt..." gled det hviskende og ærligt over hans læber, og ørkenelveren måtte med forskrækkelse stoppe sig selv i at følge hendes fingre over de forsvindende tatoveringer i et moment af fascination. Og så var det væk. 
I løbet af et sekund sad den selvsamme kvinde han havde mødt til at begynde med foran ham igen, og Rakaa så sig selv blinke en anelse forundret et par gange. Som om at det han havde set, ligeså godt kunne komme tilbage hvis han prøvede nok! Det skete selvfølgelig ikke... med en dyb brummen virrede ørkenelveren en anelse på hovedet, og selvom hans mund var låst i en udtryksløs maske; glimtede hans øjne overraskelse og respekt 

Han havde selvfølgelig set og oplevet illusions magi, men det stoppede ham ikke i at forbløffes hver gang han så den igen. Det var smukt... "Det må jeg bestemt arbejde på" kom det dog fra ham efter lidt tids stilhed, og elveren løftede sin øl til en tavs skål, og tog en tår. I og med at Viola havde startet, måtte det nu være hans tur. 

Rakaa havde stadig fast om kruset med den ene hånd, som han nu skubbede ind i midten af bordet med en skurrende lyd. Et kort blik blev kastet på siderne omkring dem - han ønskede ikke at for mange fulgte med i hvad der skete, og da hans blik vendte tilbage på kruset - forsvandt det pludselig i et lille smæld. Det dukkede dog op med det samme, nu på et bord bagved dem hvor at gæsterne med et forskrækket udbrud næsten væltede bagover. "Teleportation af genstande og væsner " mumlede han lavmælt med et afventende blik på kvinden foran ham. "Jeg kan gøre det flere gange over disse kortere distancer..." ved hans sidste ord, forsvandt kruset endnu engang. "... eller med forberedelse, rejse flere kilometer på sekunder" krusset dukkede op over hovedet på den kromutter der i starten havde vrisset af Viola, og væltede nu ned i hovedet på hende - med indhold. Et morende smil trak i Rakaas læber, der selvtilfreds skubbede sig en anelse længere frem for skærme sig for kromutters nu vrede og skarpe blik, og så på Viola igen. "Hun virkede som en der trængte til lidt underholdning. Forhåbentlig vil hun bruge de næste 20 år af sit menneskeliv på at finde synderen" kom det småleende fra elveren, der selv fandt det morsomt at drille de dødlige lidt. 

Hun havde ikke lige været forberedt på den måde han havde betragtet hende, og hun havde også mærket varmen der havde bredt sig i maven. Det var ganske enkelt ikke normalt for den unge elver, at nogen havde taget hendes evne så alvorligt ind, som elveren havde gjort foran hende. En smule flov over hvordan det hele havde udfoldede sig, lod hun to fingre glide hen over hendes ene øjnebryn. Uden hun selv ville det, blev hendes øjenfarve gradvist mere rød, i stedet for den rav brune, som hun havde valgt for dagens udseende. En ting hun altid havde haft svært ved at styre, var øjenfarven – Caerthynna ville nok aldrig blive en kvinde, der kunne lægge sine følelser væk fra sit ansigt. Eller det var ikke helt sandt, så snart hun var i gang med en opgave, ville hun altid være så fokuseret at følelser var noget der blev glemt. Om det så var når hun opfandt nye ting, tegnede kort eller hun var ude på en mission. Det var lige vidt, bare at hun havde noget konkret hun skulle fokusere på; så var hun som en lukket bog.

Hun blinkede endnu mere forvirret, da han svarede hende at han ville arbejde på det. Virkelig? Igen formåede han at forvirre og opstemme hende på samme tid. Der hvor hun kom fra, havde folk altid gjort en dyd ud af ikke at ville lære hende at kende. Mest af alt fordi hun var så, mærkværdig og sær.
En kulde greb op af hendes rygsøjle, som hun prøvede at placere hvad hans ord havde skabt for en følelse. Mest af alt, var det vel bare den samme form for reaktion der skete, når hun samme satte kemikalier.
Eller var det? Hendes øjne blinkede ganske forvirrende.
Heldigvis for hende, fik han hende distraheret med hans egen magiske evne.
Teleportation. Selvfølgelig, nu gav det mening for hende hvorfor de to havde endt sammen. Hun havde set det sket før, at Verbatim valgte at sætte folk sammen der kunne komplimentere hinanden godt. Og ind til videre, måtte hun erkende hun godt selv kunne se deres energier passede ganske godt sammen.
Skyggen af et smil begyndte at forme sig på hendes læber, da hun så hvordan kruset forsvandt. Derefter for at dukke op et andet sted i lokalet. Hun frydet sig næsten over forskrækkelsen der var at høre i menneskernes udbrud; men hendes dag blev gjort så meget bedre, da hun så hvordan den gyldne væske flød ud over kroejerens hoved.
En hånd gled langsomt hen over hendes mund, da hun med store øjne kiggede fra menneskedatteren hen imod Rakaa. Et smil var dog hurtigt at spore bag hånden, der havde lagt sig hen over munden.
“Og hvis ikke, så har vi noget at more os over – det næste stykke tid.” hun prøvede at undgå at fnise sammen med ham, men hun formåede det dog ikke helt.

“Jeg kan også selv teleportation, har dog aldrig prøvet det på genstande. Har kun flyttet mig selv.” svarede hun nonchalant, og gned sin næse. Men de kunne jo ikke forblive her og hygge snakke, de havde jo også noget andet der var presserende.
“Så, jeg kunne forstå vi har nogle informationer vi skal validerer om er korrekte.” hendes ene bryn løftede sig, mens hun lagde begge hænder fladt ned på bordets flade. Mest af alt, for hun undgik hun blev ved med at pille ved hendes ansigt.

Meget kunne siges om Rakaas mimik og reaktionsmønster, og en del af det ville handle om hans til tider udtryksløse og fattede ansigt. Der skulle meget til, førhen at store og direkte følelser såsom overraskelse, frygt eller glæde kunne overtage hans ansigt fuldkommen - og den mangel på følelsesudbrud kom fra flere århundreders træning i at lade værd. Det, og det uundgåelige lod, at færre og færre ting kunne overraske dig desto ældre du blev... men fandt han noget interessant, blev det dog ikke skjult. Og magi var nu engang utroligt spændende. Derfor var det en ærlig fascination og beundring Rakaa oplvede ved hendes formskiftning, der dog blev til en decideret respekt da han opdagede at det ikke var den eneste ting hun kunne. 
Hans lille stunt med øllen havde formået at få krodamen til at sprutte rasene, og hendes vrede øjne så mistroisk  udover den brogede forsamling af mennesker, elvere og alt imellem for at finde den skyldige. Rakaa undgik hendes blik ved at holde sine øjne fastlåst på Viola, og et næsten gavtyvagtigt glimt havde vist sig ved hendes ord. Så bestemt, at gøre livet lidt mere krydret for almindelige mennesker som hende… det var også en god historie, skulle man huske på. Rakaa lænede sig en anelse længere frem i stolen og indover brodet; en enkelt hånd hvilende på den ru bordplade.

“.... det giver mening” kom det til sidst fra ham, idet at han med et skævt smil indså hvad der havde fået Verbatim til at sætte dem sammen for i aften. Hans kendskab til ørkenlandet, deres fælles evne såvel som hendes evner indenfor forklædning… Rakaa’s smil blev en anelse bredere og mere selvsikkert. Det skulle nok blive godt.
Dog var det ikke nogen dans på roser.Øjnene gled en anelse forbi hende. “Jah…” nikkede han sammentykkende, og de slanke fingrer på hans hånd begyndte at banke imod bordpladen i en lille eftertænksom melodi, idet han overvejede og gennemtænkte. “Jeg har overvejet hvad der ville fungerer bedst, og jeg har nogle idéer… specielt med din evne” brummede ørkenelveren sagte, og kiggede tilbage med et mere udspekuleret smil på Viola ved de sidste ord; det gavtyvagtige glimt endnu engang tilstede. Ah jah, den magi var utrolig brugbar… elverens hænder stoppede i et ryk og han slog et lille klik med tungen idet han så tilbage på hende. “Men du er jo over mig rangmæssigt… så jeg tænker vi hører din plan først” gled det melodisk over hans læber, og Rakaas mørke øjne mødte undersøgende og en anelse morende hendes. Han havde intet imod at tage imod ordrer… og han var spændt på hvilke ordrer Viola kunne give. At give andre magten til at bestemme over sig, kunne sige meget om deres personlighed; især med tanke på at Rakaa sjældent satte en personlig grænse for hvad der kunne eller skulle gøres.

Hendes øjne var undersøgende, hun studerede en lille detalje ved hans ansigt for så at kigge videre på det næste. Hans stemme ramte hendes øregang, og hun lyttede hun vente hans ord, mens hendes hoved gled lidt fra den ene til den anden side. Hele hendes mine var trukket i et ganske alvorligt et. Men det havde blot noget at gøre med, hvor meget energi hun lagde i at vurderer og forstå hele situationen.
Hendes læber skilte sig fra hinanden, som skulle hun til at sige noget. Men han fortsatte med at snakke, så det blev ikke til andet, end læberne der let svævede fra hinanden, mens hendes øjne blev smalle.
Hendes blik blev fanget af fingeren der lige som hendes også begynde at banke i bordpladen, men her virkede det blot som en ting han gjorde for at tænke. Hvor hendes så tydelig, var noget hun ikke kunne lade være med at gøre. En del af hendes hjerte, der fortalte at hun blev nød til det! Af grunde hun efterhånden var begyndt betvivle.
Da han slog en klik med tungen, så gjorde hun det også; også fire gange mere. Hun sukkede opgivende, og lagde armene over kors som hun trak sig en smule ind i sig selv.
Hendes plan? Ja, hun foldede armene ud fra hinanden igen. Hun begyndte lige så forsigtigt at trække sine handsker af og man kunne se at tatoveringerne også gled ned over håndryggen hele vejen ned til neglende. Tænk at man kunne fremmane sig kunst på kroppen, uden at betale prisen af smerten og altid skulle have det fastklemt på sin hud.
“Manden vi skal besøge, er i gang med at stable en aftale på plads mellem ørkenelveren.” hun lænede sig igen frem ad mod ham, mens blikket flakkede, blev de overhørt? Var der nogen hvis øjne lå lidt for længe på deres skikkelser, der var faktisk en skikkelse i baggrunden hvis ansigt hun ikke kunne se. Det kunne meget vel være, han bare ikke ville ses. Men for hende satte det stadig alarmklokkerne i gang.
Meget mod hendes vilje, lod hun fingre glide hen og strejfe hen over Rakaa’s kind.
Fjerlet, som rørte hun slet ikke ved ham. Det hele var jo selvfølgelig også iscenesat at hun faktisk rørte ved ham; forførende.
Hun rejste sig og lænede sig hen over bordet så deres ansigter ikke var langt væk fra hinanden.
Albuen var i bordet på armen hvis fingre strøg ham hen over kinden, den anden havde fisket en nøgle frem. Caerthynna ville jo have været et skarn, hvis hun ikke allerede havde været i kroen og vurderet mulighederne. Og dertil havde hun i en anden skikkelse også fået anskaffet sig en nøgle til et værelse.
“Måske du kunne tænke dig at tage denne samtale et mere privat sted hen?” sagde hun højere end hele deres samtale før havde været. Som hun lod nøglen glide hen over bordet træoverflade
Hun drejede sit hoved, så det næsten kunne se ud som om, at hun ville placere sine læber imod hans. Men i stedet var de ved hans øre.
“manden over i højre hjørne, har holdt øje med os.” var den eneste hviskende information hun gav ham, som hun skubbede sig helt væk og begyndte at gå hen til trappen der ville føre dem oven på.

Meget kunne man sige om Rakaa, men romantisk anlagt havde han ikke været i flere år. Det var gledet mere og mere i baggrunden efterhånden som hans kriger erhverv var blevet skubbet frem i lyset, og den rigide træning og de mange udtrykløse masker havde med tiden smuldret den mere... sensetive del af ham. Han lyttede derfor, men da hun så pludselig strakte en hånd ud og strøg en finger langs hans kind, var forvirringen åbenlys og et øjeblik så han næsten skræmt ud. Hvad var nu det her? Stivnet i samme position, lænede Viola sig indover bordet - tættere på ham, og Rakaa holdt for en stund vejret. Hvor  kom den nervøsitet fra? Det var ikke ham. Selvom han næppe ville indrømme det, kunne han dog ikke lade værd med at følge med i tavs spænding og fascination af hvad hun foretog sig.
Øjnene gled fra hendes ansigt, ned imod nøglen og så op igen i hendes øjne, og ligesom at han skulle til at rykke sig en anelse væk; sekunder førhen at han havde måtte stoppe hende, gik der et lys op for elveren ved hendes ord. Ah! På den måde.... overrasket glimtede respekten i ørkenelverens mørke øjne, da han indså at hun ikke kun snød ham - hun snød hele kroen.

Det fik et mere passende udtryk til at glide over elverens ansigt, der med et trylleslag havde indtaget en mere selvsikker og maskulint udtryk af længsel, idet han fulgte hende med øjnene. Et udtryk han havde set på mange mænds ansigter de sene aftener i kroens hjørner, og et udtryk der nu skulle bekræfte hendes dække. Rakaa rejse sig, mødte et par tilfældige blikke med et smørret grin og gik med rolige skridt op af selvsamme trappe som Viola.

Da de kom ovenpå og trådte ind i det rum Viola havde fået lejet, knækkede elverens maske i et bifaldende smil og han lod en hånd kører igennem de mørke dreadlocks. "Se det havde jeg ikke forventet..." gled det over de mørke læber med et lunefuldt glimt i øjet.

Hun havde bemærket hvordan han var blevet forvirret, og først havde hun ikke tænkt over hvorfor. Men da hun var på vej op af trappen, kunne hun ikke lade være med at analysere sitationen hun lige havde været i. Havde han oprigtigt troet at hun havde flirtet med ham? Hun kiggede forvirret ind i det mørke rum, som var deres værelse, havde han virkelig troet?
Et smil begyndte at sprede sig hen over hendes læber, det var dog det sjoveste. Et lille drilsk lys spredte sig i hendes brystkasse og da han trådte ind i rummet, kunne hun ikke lade være med at ligge hoved på sned. Hendes hånd på hoften, ansigtet var henfaldet i en flirtende mimik.
“Hvad havde du ikke forventet?” sagde hun, og gik hen imod ham med faste skridt med samme smil og øjne hun havde givet ham nede i kroen. Kun lyset gangen kastede skygger hen over hendes ansigt, da de små vinduer rummet havde, ikke lod eftermiddagens lys komme ind i rummet. Da de var lige høje, var det nemt for hende at lade sin krop glide sig op af hans. “Måske ville jeg bare have dig for mig selv?” sagde hun med en amourøs stemme. Men lige som hun skulle til at læne sig helt ind på ham, og højst sandsynligt få en afvisning, greb hun omkring dørens håndtag og lukkede døren bag ham. Hendes krop vendte sig væk fra ham, mens hun begyndt at ruske med hoved. Håret groede i længde og blev helt blåt. Hendes mørke hud forvandlede sig sol kysset hvid, tatoveringerne forsvandt helt. Og da hun vendte sig rundt, kiggede hun på ham med nogle lysende blå øjne, regner i hele ansigtet og kroppen, og et ar ned langs venstre side af ansigtet.
Med en hurtigt bevægelse tændte hun op for de stearin lys der var i rummet, som langsomt flakkede roligt og skabte det lys i rummet der var brug for. Viola satte sig ned på sengen og gav ham et selvsikkert smil. “jeg er et individ som bringer mange overraskelser med mig” hun lænede sig tilbage på hendes arme så hun sad mere behageligt i den ikke særlig behagelig seng. “Nu kan vi forhåbentlig tale mere fri, og ikke føle at nogen overvåger os.” sagde hun med en træt stemme, og lukkede kortvarigt øjnene. Selvom hendes magiske evne til at forvandle sig selv, ikke var noget hun skulle bruge utrolig meget energi på. Var der nu alligevel noget helt fantastisk ved at glide tilbage til hendes yndlings udseende, og det som hun næsten var født med. Så man bort fra det blå hår.

Hvor at Rakaa ikke havde set det komme første gang, kunne man sagtens sige at han heller ikke så det anden gang. Så snart ordende havde forladt hans mund, gik det op for ham at smilet ikke havde forladt hendes læber, og med et pirrende smil gik hun nærmere igen. Elverens grin og krop stivnede på ny, dog ikke på en negativ måde; dog ikke på en skræmt måde. Nej, Rakaa var vagtsom omkring kvinder, men havde sjældent haft et problem med deres tilnærmelser. Hun havde bare taget ham på sengen.
Hendes ord fik kortvarigt blodet til at suse, og en mørkere nuance tog plads over elverens gyldenbrune kindben idet hun lænede sig und over ham, stadigvæk tavs. Måske simpelthen? "Javel jah..." mumlede han.
Dog viste det sig at Viola legede rundt omkring ham, da hun i samme øjeblik kun smækkede døren og vendte sig i en hurtig bevægelse.

Endnu engang lod elveren sin magi forvandle hendes ansigt fra gyldent til mere hvidt, blå lokker dansede ned over hendes skuldre og et selvsikkert smil lurende omkring det fregnede ansigt.  Det var lige magisk hver gang... dog var der gledet en tanke af spillopper ind i Rakaa, der i sit luskede sind kiggede på den siddende elver. Han hørte hende, men han svarede ikke. Ikke endnu.
Med et dæmpet bump gled den mørkebrune kappe af elveren, og landede på trægulvet,  elverens øjne gnistrede med en mørkblå - dog ikke farlig, energi i sig. Når hun lejede med ilden, måtte hun også være beredt på at den kunne blusse op, og ørkenelveren gik med afmålte skridt nærmere; et nok så charmerende smil i den mørke mundvig. To kunne lege den her leg, så hvor lå grænsen?

"Så bestemt Viola, du har allerede formået at overraske mig et par gange..." den mørke stemme var melodisk, men havde fået en hæs kant omkring sig. "Føler man sig nogensinde fuldkommen ikke-overvåget?" fulgte han op med, og stoppede op foran hendes siddende skikkelse, et løftet øjenbryn i hans ellers svagt leende ansigt. Elverens slanke finger gled ud imod og under hendes hage, for prøvende at vippe hendes hoved opad; et koket og svagt tilbedende glimt i hans øjne. Havde hun set ham som blufærdig, havde hun godt nok taget fejl.

"Så, hvor mange overraskelser bærer du rundt på?" tilføjede han, et underfundigt smil om læberne og i hele hans udstråling.

Hun samlede sine læber, som blikket lå hvilende på skikkelsen der kom hende nærmer.
Luften blev trukket ind igennem hendes næsebor, mens hoved lagde sig ganske lidt på sned. Hvad havde han tænkt sig? Medicinen hun havde taget, havde virkelig formået at ligge en dyb dæmper på tvangstankerne. Så for nu, sad hun som en anden normal kvinde. Ganske stille og afventende. Mest fordi, hans måde at kigge på hende, pirrede hende lige så stille ned af rygsøjlen.
Så de legede en leg nu? Var formålet med mødet lagt på hylden, og katten efter musen var i stedet blevet dagens højdepunkt. Nuvel, så travlt havde de hellere ikke – og hvis det var sådan jargonen lød, kunne hun næppe være en lyseslukker og ligge en dæmper på hvad end de havde gang i, i dette øjeblik.
Hun lod ham tage hende omkring hagen, lod ansigtet blive løftet op så hun kunne kigge på ham igennem tunge øjenvipper. Havde dette været en mand, eller kvinde, som hun havde brudt sig om. Som hun faktisk havde haft følelser for, havde hun været ved siden af sig selv over tilnærmelserne. Mest fordi hun i sit stille sind, vidste hun ikke var et godt parti.
Aldrig en rigtig elver.
Men dette var et spil, en udfordring om hvem ville knække først. Og hun elskede en god udfordring.
Det hun dog undrede sig allermest over, var hvor lidt hun havde imod han rørte hans bare hud imod hendes. Det var nok til at et forvirret blik greb omkring de gennemborende blå øjnene.
Hun skubbede med armene, og lænede sig tættere imod ørkenelveren.
“Det ved jeg ikke? Måske du skulle prøve og se, om du kan finde frem til det.” svarede hun med en dæmpet hæs stemme. Som læberne trak sig lige så stille op ad.
Han var virkelig interessant, og ønsket om at kunne studere hans karakter, blev næsten det eneste hun kunne tænke på.

Hvem der reelt set var katten, og hvem der var musen - se det kunne han ikke svare dig på. Han følte at han på mange punkter trådte Viola efter munden samt muligvis også hendes lille spil... og selvom det måske ikke var hvad hun havde ment til at starte med, var det i hvert fald hvad der var blevet samlet op på af hans mørkeblå øjne. Var det udnyttelse - og i så fald, af hvem? Ikke at han nogensinde havde haft et problem med det, når det handlede om hans egen krop eller person. Et tavst glimt a latter dansede i de mørke blik ved tanken, og mødte nu igen hendes lyseblå der kiggede ud igennem de lange øjenvipper. Viola skubbede sig længere fremad og sendte med dæmpet stemme ord der kort fik et lille gys til at glide igennem hans krop, og elverens finger under hagen, fik nu selskab af resten da han i stedet lod et lidt mere fast greb glide om hendes hagespids. Ikke hårdt, men mere bestemt; en reaktion ud af mange. 

Måske han skulle prøve at finde frem til det? I Rakaa's øjne glimtede ligedele fryd og en sund potion fascination, og for et lille sekund prøvede han bare at aflæse hende - finde ud af, hvad det var der motiverede hende til at sidde her nu, hvorfor se på ham med det forvirrede og  tvetydige blik Selv var en del af ham meget bevidst om at hun var en kollega, og hun var dermed en person han nok ville se igen. Men som han stod nu, gjorde udsigten til det heller ikke så meget.

Elverens smil blev en anelse bredere, og selvom der kun havde været få sekunder med stilhed efter hendes ord, havde de føltes lange for ham. Stående over hende, var der noget utroligt magtfuldt i selve dynamikken - han følte sig i stand til næsen alt, så hævet som han stod. Men Rakaa kunne ikke dy sig eller holde holde den tavse udfordring tilbage i sidste ende - positionen var nemlig ikke vigtig, og langsomt gled han ned på det ene knæ foran hende, stadigvæk med underfundige smil om læberne. Han var høj - overraskende høj, og var i siddende stilling stadigvæk i øjenhøjde med hende, og med et nu legende blik i de mørkeblå øjne der låste hendes fast. Håndens fingrer gled i nænsomt over hendes solblege hud da de kortvarigt dansede op af hendes ene kæbelinje, for at holde mere om hendes ansigt fremfor at løfte det, men også for at lede det blidt imod hans eget. 
Han sneg sig til et kys. Han ville snige sig til en smagsprøve.... intentionen var der, i hans øjne dansede der en lunefuld og afprøvende energi, der siden hendes hæse stemme ikke havde forladt hendes omskiftelige skikkelse! Men små centimeter førhen deres læber ville mødtes, lagde ørkenelveren bånd på sig selv og stoppede.

Han ville ikke fremtvinge noget, og søgte heller ikke at bryde en grænse hun ikke ønskede brudt selv - men skabte i den grad muligheden og lagde bundlag for det. Lænede hun sig frem, ville han møde hende i et smagende kys. Det var i realiteten en anelse bizart... Rakaa havde for vane at afprøve grænser i alt sit selskab, men var grebet af en følelse der fik ham til at lægge teten hos hende. Måske var det fordi de arbejdede sammen - måske var det tvivlen han kort havde spottet i hendes øjne. Men der var noget der tog hensyn i elverens krop og sjæl - og desuden! 
Ligeså ulideligt det var for ham bare at... stoppe - ikke tage hvad han følte blev tilbudt ham, ligeså meget nød han den tavse smerte det var at holde sig tilbage fra hvad man egentlig ønskede at gøre.

Hun blev lidt overvældet af bølgen af følelser der kastede sig hen over hende. Udtrykket i hendes ansigt, forgreb sig ikke i lysten til at følge mimikken der ville passe til det indre tumult.
Men den var der, og hun var også under indtrykket at manden foran hende ville være umådelig god til at læse hvad der foregik inde bag de blå øjne. De blå øjne, der ganske uden hun vidste det bevægede sig over en grøn.
Hun kunne vise ham alverden med hendes evne. Hun kunne forvandle sig til ham, hvis det var hvad hun ønskede. Hun kunne virkelig give ham en forsmag på hvad hun virkelig var i stand til. Måske endda kromutteren, han havde hældt et glas hen over. Men.
Tungen gled ud af den tørre mund og fugtede sine læber, som han satte sig på knæ foran hende. Alt fornuft sivede lidt ud af hendes tanker, han havde virkelig formået at fange hendes uforbeholden opmærksomhed. Hvor med fascinationen omkring hvordan det overhoved havde været muligt.
Hun åbnede sin mund for at sige noget.
Måske var hun gået for langt med hendes lille forsøg på at gøre ham ukomfortabel. En fejlbedømmelse af hvordan han havde reageret nede i krostuen. Hun havde ikke troet, at energien i rummet ville ændre sig så drastisk. Hende der sad næsten bange for at trække vejret, blinke med øjnene så hun ville gå glip af hvad han kunne finde på at gøre nu.
Hjertet hamrede løs i hendes brystkasse, som hun mærkede hans søgende fingre hen over hendes hud. De sendte kuldegysninger igennem hendes krop, der for fingrespidserne lige så stille havde danset hen over hendes blege hud i forhold til hans.
Derfor måtte hun også bryde deres intense øjenkontakt, da hun uden at tænke over det lukkede øjnene. I håb om hun kunne mærke hans fingres berøring bedre. Men da hun mærkede hvordan hans ånde nærmede sig hendes spærrede hun øjnene op.
Hendes øjne helt blodrøde, hun kunne næppe skjule hvad det var han gjorde ved hende. Ophidselsen over situationen, om det var affekten af hvad han gjorde. Hans læber der søgte imod hendes, eller om det var hele situationen og hvordan han spillede hende som en dygtig kunster ville spille en violin.
Det var hun ikke en gang selv sikker på. Men hun var næsten nervøs for at han ville trække sig væk, begynde at grine af hende over hun blev så betaget af ham.
Det var utrolig hvordan rollerne havde drejet sig omkring sig, og nu sad han på pladsen hvor han havde tøjlerne.
Det var i realiteten virkelig bizart.
“Du er – nok den mest spændende individ jeg nogen sinde har mødt.” hviskede hun imod hans læber, som blikket søgte ind i hans igen.
Derefter lænede hun sig resten af vejen. Hun blev nød til det, hun hungrede efter at finde ud af hvad der så skete.
Det der skete først, var følelsen af noget hun ikke havde oplevet før. En kildende fornemmelse skød igennem kroppen, som hun lænede sine læber imod hans. Som han selv gjorde, et smagende kys. Afprøvende og undersøgende.
Hun lukkede øjnene, og lagde mærke til hvordan at kroppen ændrede sig igen. Denne gang stoppede den ikke ved den mindste illusion hun havde omkring den. Nej, den forsvandt helt.
En spinkel elver, næsten sygelig bleg sad tilbage på sengen. Håret forvandlede sig til brune kedelige lokker der gik ned og rørte sengen. Høje kindben, fregner var der dog stadig og arret blev blot endnu mere synligt end før. Hun var ingen smuk kvinde, med hendes lille krogede næse. De fyldige læber, høje kindben og spidse øre. Men hvad der virkelig tog medaljen, var den spinkle skikkelse, og den næsten gennemsigtige hud der understregede hvor syg hun havde været som barn.
Måske var det dét han søgte? Hun var ikke sikker, for da hun lænede sig tilbage igen, gled illusionen over hende som et velkommen tæppe. Så det der havde været før kysset, igen begyndte at forme sig hen over hendes krop, det hun følte sig allermest komfortabel med.
Afprøvende, havde hun kun trukket sig få centimeter væk fra hans læber. Øjnene var stadig i den røde nuance, som hun søgte i hans ansigt hvad han havde tænkt der skulle ske nu.

Man kunne ikke komme udenom, at årene med tiden ville give en mange erfaringer at trække fra. Man opbyggede sine færdigheder, og imellem de praktiske egenskaber lå evnen til at aflæse situationer og følelser også. Specifikt var sidstnævnte noget ørkenelveren opererede i med elegance og villighed, og derfor var det også som at åbne en personlig gave da han fik givet hendes ansigt og intensitet i sine solbrune hænder. Med læberne millimeter fra hinanden var han stoppet, og sådan holdt Viola ham fastlåst lige nu; øjne dansende med røde og næsten hungrende flammer. Efter ham? Tanken talte til hans selvtillid. Efter dem...? Et smil krusede de mørke læber ved hendes ord, men inden Rakaa nåede at hviske en kommentar tilbage tog hun endelig springet fra afsatsen og hoppede over kanten uden at kende til dybden.
Undersøgende, nænsomt og prøvende mødte elveren hendes læber, og lod nu den slanke hånd fatte sig om hendes kind og kæbelinje i en skrå vinkel idet han trak hende nærmere. Øjnene var lukket, men han følte sig ikke blind. Nej, det skulle her vise sig at han fik mere af se end hans øjne havde kunne vise ham alene. Kysset sendte en varm steppebrand igennem elverens slanke krop der kortvarigt spændtes ved hendes hænders berøring over kæben, og med ét følte Rakaa også hvordan hans hjerterytme steg i takt med at forbindelsen imellem deres læber blev dybere. Den anden gyldne hånd gled forsigtigt over hendes arm i en ubevidst intention om at hive hende endnu tættere på. 
Han mere følte end så forandringerne skylle over hendes ansigt, men åbnede overraskende nok ikke øjnene - selvom det reelt set var overraskelserne han havde ledt efter til at starte med. Nej, hengivet til øjeblikket var han i stedet; han havde intet behov for at koncentrere sig om andet end det nærvær han var blevet givet. Han havde ikke travlt. Dog nåede han at se et lille glimt af endnu en fremmed side af Viola da de brød kysset. Men det var ikke vigtigt.

Selv hvis han havde prøvet, havde Rakaa ikke kunne skjule bare en lille grad af det smil der hvilede i hans øjne bagefter, og som dovent lå henslængt i mundvigen. Selvtilfreds kunne man sagtens kalde det, men også taknemmelig over at havde... måtte. Men han var så bestemt ikke færdig. Fordi så længe det handlede om grænser og lyst, var han ufattelig fleksibel og mere ydergående end Viola måske havde troet. Hans tungespidst gled kortvarigt over spidserne af hans tænder, inden at han prøvende og langsomt lod hånden glide fra hendes markerede kæbe, ned forbi halsen for til sidst at ende ved kravebenet. Den anden hånd mimikerede bevægelsen fra armen og over skulderen i stedet. Nu, med de mørke øjne afprøvende, et lurende smil om mundvigen og blikket indfanget af hendes røde irishav, pressede Rakaa Violas krop længere tilbage i sengen. 

Hvad så nu... var det for meget for hende, eller var der stadigvæk noget line at løbe på? 
Blev han ikke stoppet, ville han genoptage det kys der var blevet brudt og følge hendes bevægelse bagover madrassen, en lidt mere pirrende - måske en anelse provokerende indgangsvinkel nu, end den han havde introduceret ved det første kys. Dog altid klar til at stoppe hvis han brød en grænse - men ikke før den var overskredet i det mindste en smule.