Det var en stille aften, og forårssolen var på vej ned. Lianna var taget afsted fra gården den morgen, for at drage ud og finde ud af hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Han havde været taget ud med sin sædvanlige gruppe for at jage i skovene, men de var vendt tilbage uden ham. De sagde at han bare pludselig havde været væk om morgenen da de skulle hjem igen, og ingen havde set ham siden. De mellemste brødre havde diskuteret, hvem af dem der skulle tage ud og lede efter ham, men de havde alle tøvet, så Lianna havde tilbudt at gøre de. De havde alle sammen grint af hende, da de mest så hende som den irriterende lillesøster der ikke rigtig kunne noget, men moderen var til sidst trådt til og havde sagt, at det måske var på tide at give Lianna en chance for at vise sit værd. Alle hendes 5 søskende havde stor respekt for deres mor, så ingen af dem havde turde sige hende imod, og efter at have pakket sine ting og fået den sædvanlige svada fra moderen om at passe på sig selv, var Lianna draget afsted.

Hun tænkte at hendes første træk ville være at finde jægerne og spørge om de kunne udpege det sted, hvor de sidst havde set Alf. Hun vidste, at de som regel tog ind på kroen og festede når de havde været på en succesfuld jagt, og derfor var hun nu taget ind til Dianthos for at lede efter dem.
Efter lidt tid fandt hun kroen, åbnede døren og gik ind. En lugt der bedst kan beskrives som en blanding af øl, mad og sved ramte hendes næsebor, mens hun stod og så rundt på væsnerne i kroen. Hun fik øje på Jægerne, bestilte en øl i baren, og da hun fik den gik hun hen og satte sig ved jægerne. De stoppede deres samtale, og kiggede undrende på hende.
”Hvad laver du her, rolling?” Sagde den ene.
”Det var jer, der sidst så Alf. Jeg vil vide hvad der er sket med ham, så jeg vil spørge om I kan udpege det sted, I så ham sidst?”
De 3 jægere kiggede på hinanden, den ene nikkede, og de så derefter på Lianna igen. Ham der havde nikket rømmede sig, og svarede så.
”Joh, det kan vi vel godt. Men det er for mørkt nu, så det bliver altså først i morgen! Du kan møde os her i morgen tidlig, og pil så af med dig stump!”

Lianna nikkede bare, og skyndte sig at rejse sig og gå, hun vidste bedre end at friste skæbnen og risikere at gøre jægerne vrede. Hun gik op imod baren, og tænkte lidt over hvad hun skulle gøre. Turen hjem til gården var for lang og farefuld til at foretage om natten, så hun var nødt til at blive her på kroen til i morgen tidlig. Hvis bare der så havde været nogen hun kunne snakke med, så aftenen ikke blev så ensom. Og sulten var også begyndt at røre på sig, hun ville snart få brug for at finde noget mad.

Mange dage havde efterhånden gået, siden hun var taget fra Rubinien. Fyrstedatteren Malika var nemlig ude og rejse, af politiske årsager. Hun skulle nemlig ind og snakke på paladset. Men ikke i dag. I dag skulle hun slappe af. Hun havde fået bosat sig med sin slave på et værelse i kroen. Eftersom slaver ikke var lovlige andre steder end i Rubinien, valgte hun at bede hende blive på værelset, mens fyrstedatteren selv gik ned for at skaffe dem lidt aftensmad. Hun stod oppe ved baren og ventede på bejening.

Det var tydeligt at fyrstedatteren havde en vigtig rolle blot fra at kigge på hendes påklædning. Hun var i klædt støv-lilla silkesjaler med små guld medaljoner hist og her, for at holde det sammen. Hendes tøj indikerede tydeligt at hun normalt boede i syden. Hendes lyse voldsomme hårpragt var flettet elegant, med et matchende hårsmykke i bunden af fletningen. Hendes negle var faktisk lidt lange, som man kunne høre, da hun i kedsomhed spillede med neglene på baren. En dværg trissede hen til hende bag baren, og spurgte hvad der kunne hjælpes med ”To lamme stuvninger med et glas vand til hver til værelse 12,” bad hun om. Dværgen mumlede lidt og gik ud i køkkenet for at sætte kokken i gang. Fyrstedatteren, hvis navn var Malika, så sig omkring. Hun blev nød til at blive siddende lidt, for at være sikker på at transporten af maden gik uden problemer. Det fungerede på ingen måde som derhjemme hvor maden var blevet testet for gift inden den blev serveret, og tjenestefolk serverede det foran snuderne på dem.

Lianna var nået op til baren, da en kvinde på omtrent hendes egen alder kom ned ad trappen. Hun var klædt i silke, og Lianna kunne tydeligt se, at hun var adelig af rang, så Lianna skyndte sig at slå blikket ned. Hendes mor havde altid advaret hende mod at se direkte på de adelige for længe ad gangen, da det blev betragtet som uhøfligt. Hun ventede derfor pænt til kvinden var færdig med at bestille, og så derefter på dværgen bag baren. Hun fik øjenkontakt med ham, og bestilte en omgang af den billigste mad, de havde. Hun vidste godt det nok ikke ville være af særligt høj kvalitet, men hun skulle også passe på ikke at bruge for mange af sine penge for tidligt på rejsen. Ingen vidste, hvor længe det ville tage hende at finde ud af hvad der var sket med Alf, så hun måtte tænke klogt fra starten, og spare hvor hun kunne. Og hvis alt fejlede, havde hun også et lille forråd af mad med sig i tasken, bestående af brød, æbler og lidt tørret kød.
Hun mærkede trætheden i kroppen, det havde været en lang vej at gå, og det var første gang hun var så langt væk hjemmefra helt alene. Hun ville også få brug for et sted at sove i nat, så hun rømmede sig, fik øjenkontakt med dværgen igen, og sagde så
”Har i flere værelser ledige?”
Dværgen rystede på hovedet, og svarede ”Desværre, frøken. Alt optaget.”
Lianna sukkede, og så ned i baren foran sig. Det ville blive en lang nat uden et sted at sove. Ganske vidst havde hun sine skind med sig, men det krævede at hun fandt et sted at ligge ned, og byvagterne var nok ikke ligefrem tilfredse med at der lå fremmede og sov i gaderne, så hun måtte komme op med en plan. Hun sukkede, og tog en tår af sin øl mens hun tænkte nærmere over situationen.

Mens Malika ventede, overhørte hun kvinden tæt på sig, få bestilt mad og efterspørge et værelse – dog uden held. Malikas gode hjerte fik straks ondt af kvinden. Enten skulle kvinden finde en kro et andet sted, eller så skulle hun sove på gaden, hvilket på ingen måde var optimalt for nogen. Malika vidste også godt udmærket hun ikke kunne rede alle, og ikke bare skulle smide sine penge efter folk, i håb om at de kunne få det bedre. Det ville ellers have været nemt. Hun rettede sig lidt mere op og vendte blikket mod kvinden. ”Svært ved at finde et sted at sove?” spurgte hun kvinden med en sød blid stemme. Hun talte ikke overraskende højt, eftersom hun var overbevist om at mændene på kroen ville blive tiltrukket og med de helt forkerte forventninger, tilbyde hende et sted at sove.

Malika satte sig ned på en af de høje stole ved baren, for at vente på maden. Hun var lige ved at tilbyde kvinden at få noget mere lækkert mad, men hun stoppede sig selv. Det gik ikke. Hun ville jo have brugt alt for mange penge på turen, hvis hun begyndte at betale for andres mad og drikke. Desuden var det heller ikke den rigtige måde at skabe venner på. Det var en af de ting hun elskede ved ikke at være arving – hun kunne rejse og få en masse venskaber rundt om i landet, uden at skulle være nær så bange for at blive overfaldet, voldtaget, kidnappet eller dræbt. Selvom hun havde været udsat for en håndfuld ting, var det ikke noget der var så slemt. For heldigvis havde hun trænet sine våbenfærdigheder og kunne derfor forsvare sig selv.

Lianna var nær ved at falde ned af barstolen af overraskelse, da kvinden ved siden af hende spurgte hende, om hun havde svært ved at finde et sted at sove. Talte hun, en kvinde der tydeligvis tilhørte de finere lag af befolkningen, virkelig til hende, en simpel bondedatter? Hun så forsigtigt op, og fik fremstammet ”J-ja”, inden hun så ned på den mad, der netop var blevet serveret for hende. Hun havde lært hjemmefra at have respekt for de der var af højere social rang, men nu havde kvinden jo selv talt til hende, så var det omvendt set uhøfligt ikke at svare. I øvrigt var Lianna personligt ikke speciel stor tilhænger af alt det her med former, etikette og at nære ærefrygt for de adelige, hun havde længe syntes det var et underligt system. Bare fordi de var født i en bestemt familie, var de pludselig mere værd end alle andre, sikke noget pjat. Denne holdning havde hun dog altid holdt for sig selv, hun vidste godt at det kunne få hende i nogle gevaldige problemer hvis folk vidste at hun tænkte sådan.

Hun tog en skefuld af sin mad, der lignede en slags gryderet med alverdens rester fra køkkenet, der var nogle få stykker kød af forskellig art, gulerødder, kål og nogle andre, ubestemmelige stykker grøntsag i. hun pustede på maden, og tog derefter skeen ind i munden. Hun var tæt ved at spytte det tilbage i tallerkenen, det smagte virkelig ikke særligt godt. Hun fortrak dog ikke anden mine end en lille, ubetydelig rynken på næsen, tyggede herefter maden lidt og sank den. Hun skyllede efter med en slurk af sin øl, og tog en ny skefuld. Ned skulle det jo, hun skulle have noget mad så hun kunne begynde sin rejse for alvor i morgen.

Malika smilte blidt til pigen, som hun svarede. Hun rømmede sig en anelse og rettede sin krop mod hende, og lænede sig lidt frem mod hende, for at Malika ikke skulle tale for højt. ”Hvis De har lyst kan De overnatte sammen med mig og min pige?” tilbød hun, og nikkede op mod trappen til værelserne. Hun havde ikke lyst til at nævne hun var slave, for Malika følte mere hun var en mere loyal tjenestepige. Malika hadede at hendes familie ofte ikke behandlede dem af lavere rang ordenligt. For der var ikke en særlig stor mængde væsner som overgik deres rang.

Hun håbede selvfølgelig at hendes tilbud ikke lød lummert, for det var på ingen måde intensionen. Ryggen rettede sig op, som hun hørte en vrissen stemme ”Lam!” Malika smilte blidt og roligt til dværgen der stod med hendes to tallerkener med mad i.

”Lad mig tage dem,” tilbød hun dværgen, som efterfølgende satte maden foran Malika. Malika vidste ikke hvor meget hun skulle frygte at spise ude, eftersom hun var blevet skuffet de gange hun havde spist ude, og hun ikke havde nogen til at tjekke om maden var blevet forgiftet. Hun kiggede blot på den et øjeblik, før hun med forsigtige hænder to fat i talkernerne. ”De kan komme med hvis De vil,” sagde hun som hun stod med begge tallerkener i hænderne og efterfølgende så sig om, før hun vendte sig mod trappen og gik med rolige skridt mod trappen. 

Da kvinden lænede sig ind mod hende, så Lianna først undrende på hende, hvad havde hun gang i? Det gik dog hurtigt op for hende da hun begyndte at tale, hun ville ikke vække for meget opmærksomhed. Smart. Lianna så i den retning, kvinden havde nikket, og bed sig i læben. Hun manglede jo sådan set et sted at sove, og kvinden tilbød det jo selv, men Lianna havde ingen erfaring i at omgås adelige og fine folk, så hun tøvede ved at tage imod tilbuddet. Hun blev revet lidt ud af sin tankerække, da dværgen bag baren havde snakket, og kvinden efterfølgende havde taget de to tallerkener. Lianna tog en bid mere af sin mad, men den underlige smag og konsistens gjorde det svært at få ned, og hun besluttede sig for at det måtte være fint nok, lidt føde var bedre end ingen trods alt.

Kvinden begyndte at gå mod trappen, og hendes ord om at Lianna kunne følge med hvis hun ønskede, havde gjort at hun havde besluttet sig. Hun skubbede tallerkenen med resten af sin mad fra sig, hoppede ned af stolen og gik med et lille nik efter kvinden, hen mod trappen. Hun havde aldrig overnattet på en kro før, så hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, men om ikke andet havde hun sit skind hun kunne ligge på, på gulvet. Så længe der var et rum hun kunne være i, skulle det nok løse sig.
Lianna så på kvinden foran sig, og fik fremstammet et lille "Tak.."

Malika lagde mærke til kvinden valgte at følge med, og smilte lidt for sig selv, mens hun gik oven op og balancerede de to tallerkener, så hun ikke spildte. Det var ikke ligefrem noget hun var særlig øvet i, eftersom hendes tjenestefolk som oftest gjorde arbejdet for hende. Men hun nåede hele vejen over til værelses dør, før hun kaldte på slavepigens navn, som straks åbnede for Malika. ”Hun får lov at sove her i nat,” fortalte hun med det samme til slave pigen, som blot nikkede til Malika, og holdt døren så den rødhårede pige kunne komme ind.

Malika gav sin slave den ene tallerken og satte sig derefter på en stol, som stod ved et bord. Der var en stol mere end den hun sad på. Slaven satte sig på den ene af de to senge, og begyndte at spise langsomt og så lydløst som muligt. Malika smilte blidt til pigen. ”Tag endelig plads,” foreslog Malika, og viste med en indbydende hånd stolen over for hende. ”Jeg er forresten prinsesse Malika Rana Rim af Kazimi, datter af fyrsten i Rubinien,” præsenterede hun sig og tog derefter en bid af sin mad. Det smagte faktisk okay, i forhold til hvad hun ellers havde prøvet på andre kroer – men det var selvfølgelig ikke på niveau med det mad hun fik på paladset. Sådan noget mad fik man kun når man var ved en adelig familie, som havde en kok til at lave mad for sig.

Lianna fulgte med kvinden så lydløst hun kunne, så hun ikke skabte unødig opmærksomhed. Da døren til kvindens værelse blev åbnet, nikkede hun til slavepigen inden hun gik med ind i rummet, og afventede hvad de to kvinder ville gøre. Hun fulgte slaven med øjnene, inden hun hørte den adelige kvinde tale, og rettede sin opmærksomhed mod hende. Hun havde budt Lianna til bords, så hun gik stille hen og satte sig på den anden stol ved bordet, og så op på kvinden foran hende. ”Mange tak.” Da kvinden nævnte at hun var prinsesse, datter af en fyrste, blev Lianna helt forlegen og så ned i bordet foran sig. Hun havde aldrig så meget som set en adelig før, og nu sad hun her, på en kro, foran en prinsesse. Det var næsten ikke til at tro. Det ville vel være uhøfligt at lade kvinden præsentere sig uden at hun gjorde det samme, så efter et par sekunder så hun op på Malika, og svarede med en let bævren i stemmen ”J-jeg er Lianna Eiksdatter, datter af Eik Halvorsøn, ejer af en gård udenfor Dianthos.” Hendes øjne rettede sig igen ned mod bordet foran sig, og hun bed sig i læben. Hun havde ingen erfaring med adelige, og vidste ikke meget om, hvordan man opførte sig omkring dem, men kvinden foran hende virkede… Ja, vel nærmest venlig, og som om forskellen mellem dem ikke betød så meget for hende.

Lianna rømmede sig, og så let tøvende op igen. ”Hv… Hvorfor tilbød du mig at gå herop med jer?” Hun forstod stadig ikke helt kvindens motiv, ud fra de få ting hendes forældre havde fortalt om de adelige var det folk der nødigt ville omgås for meget med simple folk som hende selv. Så at kvinden her havde hjulpet hende til et sted at sove, og i det hele taget virkede venlig overfor hende, forvirrede hende lidt.

Det var tydeligt at Malikas gæst var en anelse interesseret i slavepigen. En kvinde der så utrolig blid ud og i ret så god stand. Ja, man ville ikke mistænke hende for at være slave, med mindre man kendte til Kazimi familiens traditioner. Malika smilede venligt, som den rødhårede kvinde valgte at rette sin opmærksomhed til Malika, og efterfølgende sætte sig ned overfor hende. Så snart Malika havde præsenteret sig, virkede det straks som om at den rødhårede pige blev en anelse utilpas. Ikke syg, men måske at hun blev i tvivl om et selskab med en fyrstedatter var fornuftigt?
Der gik dog ikke længe, før den nydelige kvinde præsenterede sig. Præsentationen var mindst lige så fyldig som Malikas præsentation. Det var rart, at kvinden, Lianna, faktisk vidste hvem hun var. Det var ikke alle, som kunne give en ’detaljeret’ præsentation, selvom begge deres præsentationer var lidt ’korte’. Malikas blik var blidt og imødekommende. ”Det er mig en fornøjelse at træffe Dem, Lianna,” lød det venskabeligt fra de plejede læber. Så snart Liannas mørkebrune øjne fjernede sig fra Malikas, så Malika ned på sin tallerken med et lille lydløst suk. Blikket kørte dog kort efter op mod gæsten igen. Lianna var tydeligvis ikke særlig selvsikker i at snakke med Malika. Men det kunne Malika sagtens lave om på! Ikke?

Et smil bredte sig, som Malikas lyse øjne blev mødt af Liannas mørkebrune øjne. Dus, hvor dejlig afslappet. ”Du virkede til at have brug for et sted at sove og jeg lader ikke nogen være i stikken, hvis jeg har mulighed for at hjælpe,” forklarede hun med et blidt smil. ”Jeg vil gerne være så ligeværdig med andre væsner som mulig,” uddybede hun. Hun kunne fornemme at slavepigen smilede tilfredst. Tydeligvis enig i hvad fyrstedatteren fortalte.

Lianna bemærkede at kvinden sagde ”De” til hende, da hun havde præsenteret sig, og hun så ned i bordet foran sig mens en let rødmen steg op i kinderne. Pokkers, hun havde glemt at man var Des med de adelige! Men hun havde heller aldrig snakket med en adelig før, så hun var ikke vant til det.
Kort efter skiftede kvinden dog stil og var nu dus, hvilket var langt mere vant for Lianna. Hendes ord bekræftede da også, at hun gerne ville være på bølgelængde med alle, så måske var disse formaliteter ikke så vigtige for hende. ”Det… Glæder mig, at du har det sådan.” Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle svare, selvom de nu var dus var det stadig underligt for hende at Malika var adelig, og de her sad og snakkede som om de var ligeværdige. Derudover var hun jo stadig ikke vant til at omgås ret mange andre end hendes familie, så det med at være social og tale med en fremmed lå hende meget fjernt. ”Det er pænt af dig at hjælpe, i hvert fald…” Lianna lod blikket glide over på slavepigen, der så ud til at være enig i, at Malika gjorde meget for at være ligeværdig med alle. Hvis selv hendes slave var enig, så måtte der vel være noget om det. Et svagt suk forlod hendes læber, som hun tog blikket fra pigen igen, og en smule mere afslappet lod sig læne tilbage i stolen, så hun sad mere behageligt.
Hvad skulle hun sige? Hun bed sig svagt i læben, inden ordene igen kom til hende, og hun så over på Malika igen. ”Hvad bringer dig her til byen så?” Hun var nysgerrig af natur, og så meget vidste hun dog trods alt om samtaler med fremmede, at det kunne være en god åbning at spørge ind til deres ærinder. Medmindre det selvfølgelig var hemmeligt, eller noget ondsindet. Men det regnede hun nu ikke med at det var i dette tilfælde.

Det var tydeligt at Lianna ærgede sig over ikke at have snakket dis til Malika, nu hvor hun var af adelig rang, men for Malika betød det ikke noget, så længe der var respekt mellem dem. Hun sendte den rødhårede kvinde et behageligt smil, da det virkede til at hun satte pris på at Malika ikke ville lade folk være i stikken og syntes det var pænt af hende at hjælpe. ”Det er intet problem. Tænk ikke over det,” lød det roligt. Der var ingen grund til at Lianna skulle dvæle i hvor venligt det var af Malika at tilbyde pigen et sted at sove. Hun var tydeligvis forsigtig når hun talte.
Malika vendte kortvarigt blikket på maden og lod sit bestik pille lidt ved det, før hun vendte blikket tilbage til Lianna, som spurgte hvad der bragte hende til byen. ”Jeg havde et porttræt jeg skulle bestille. Jeg er bare ankommet så sent at det må blive en anden dag. Og så har jeg nogle ærindringer for familien,” fortalte hun og trak kort på den ene skulder som var det ingenting.
”Hvad med dig? Hvad bringer der hertil?” spurgte hun med nogle øjne der udstrålede venlighed og tålmodighed. Hendes blik så kort hen mod maden som hun tog endnu en bid af.