Link til kjole og hår

”Pas på!” pev Malika, som hendes personlige slave ramte hendes hårbund med endnu en hårnål. Malika skar nogle grimmaser som det lyse hår blev strammet i diverse fletninger, med små rubiner i.  Som det sidste blev bundet blev der pålagt okker på den ellers hvide hud. Hænder, albuer, tæt på kravebenene, læberne, kinderne, ørene og en anelse på næsen. En mørkere Okker blev brugt til de lyse vipper og bryn. Okker-rutinen var hun så van til, så hun havde ikke noget i mod at sidde og grine med sin slave, som de snakkede om ballet og hvem der kom, og hvordan mon deres masker så ud.
Slavepigen lagde krukken med okker og pensel væk, for så at åbne en skuffe med uendeligt mange guld smykker. Malika hoppede glad op fra stolen hun sad på og stillede ved siden af og kiggede med. De udvalgte et sæt med store rubin sten. Der var både en hårkrans, øreringe, halssmykke, skuldersmykker, bælte og armbånd. Med noget besvær fik hun både sin røde silkekjole og smykker på. Om skuldrende og rundt om kjolen hang nogle gennemsigtige guldsjaler. Hendes maske symboliserede en sol. Malika skulle ikke ligne noget bestemt, men hun ville gerne symbolisere den kommende varme og sol – heldigt for hende at det også symboliserede Rubinien, som hun kom fra.

Malika glæde sig. Hun syntes det var utrolig spændende at skulle bære maske, og ikke være sikker på, hvem der gemte sig bag. Sammen med dele af Kazimi familien gik de ned til ballet. Hun fik en velkomstdrink og inden længe blev der holdt tale. Sammen tog hele salen en tår af deres glas, som værten afsluttede sin tale med en skål. Der gik et lidt tid før alle havde sat sig til bords, Malika begyndte straks at snakke med de andre gæster. Hun prøvede at se om hun kunne genkende øjne, stemmer eller måden de opførte sig på. For Malika var det utrolig spændende.

Maden var utrolig lækker og indbydende, og de efterfølgende små kager og vin gjorde det kun meget bedre. Eftersom Malikas indblik på ballet var at man ikke skulle kunne genkende hende, prøvede hun at holde sig væk fra sin familie, så de ikke lagde to og to sammen.

Spencer havde modtaget invitationen til det store maskebal måneder i forvejen, og som altid havde han straks henvendt sig til sin skrædder med en meget specifik ordre. I ballets anledning skulle han helst klæde sig i noget, der ikke afslørede ham med det samme, men stadig afspejlede den samme stil, han altid gik efter.
Flere timer blev brugt hos skrædderen, hvor Spencer brugte tid på at blive målt op til flere gange, diskutere frem og tilbage med manden om hvad der ville fungere og hvad der ikke ville, rette til og gøre ved, inden de kom til det perfekte resultat. Månederne gik og sammen med resten af Pompadour familien, tog han afsted mod Zircon.

Den mørkerøde JAKKE, med guldtråd i syningerne, knapper i guld hele vejen ned og brede manchetter, sad uden en eneste fold på den muskuløse overkrop. Under jakken bar han en skjorte i hvid, som man kun lige kunne se kraven af. Bukserne var også hvide, men matchede jakken som guldtråden i syningerne gik igen ned langs siderne. MASKEN passede til de hvide bukser og samme farve i guld var lagt i hele maskens kant, udover de mønstre i guld, der snoede sig om øjnene. I venstre side kantede masken op og dækkede en lille del af det ellers sirlige satte hår.

Fyrstinden, Leonora Viktoria af Arys, bød velkommen med sin tale og derefter løftede Spencer sit glas i takt med resten af samlingen i en skål. Under den overdådige middag fik Spencer talt og grinet med bordets mange gæster, han havde altid følt sig godt tilpas i sådan et arrangement, hvilket tydeligt kunne ses. Han var flere gange blevet budt på vin, som han overraskende nok havde formået at sige nej til de fleste gange. Det var aftenens andet glas han sad og nippede til, da banketten var overstået, og der blev åbnet op til de tilstødende lokaler.

Spencer kunne mærke de lidt dømmende blikke fra begge sine forældre, da han udmærket godt var klar over, at de ventede på han skulle rejse sig og byde en ung dame til dans. Sådan et arrangement var jo perfekt til at finde en mulig partner til ægteskab, og selvom Spencer havde håbet på ikke at skulle tænke på den slags i aften, kunne han godt fornemme at han ikke ville få lov til at slippe. Inden længe ville de snige sig tættere på ham og komme med mere end bare hentydninger om samme. Det ville han virkelig gerne undgå.

Så snart hovedsalen blev åbnet op for dans, rejste Spencer sig. Med langsomme skridt gik han mod salens åbne dør, søgende med blikket efter en ung kvinde, der ikke så ud til at være alt for optaget. Den røde farve fra en kjole fangede hans opmærksomhed. Han rettede lidt på både maske og jakke, før han stille og roligt bevægede sig tættere på den fremmede kvinde. Da han stoppede op, bukkede han pænt for hende og rakte så en hånd i indbydelse ud til hende.
”Vil frøkenen gøre mig selskab på dansegulvet?” Spurgte han med det fineste smil han kunne formå at frembringe. Det var endnu ikke gået op for ham hvem der gemte sig bag den anden maske, men måske hun ville kunne genkende ham på stemmen.

Som salen blev åbnet til dans, bevægede Malika sig derind. Hun var spændt på om hun ville møde nye, eller om hun blot ville støde på bekendtskaber. Malika nåede dog ikke at blive stående alene længe, før en herre bukkede for hende og bød på dans. Man ville kunne ane en overraskelse i de lyse øjne, hun havde ærligt talt regnet med at hun ville stå i noget tid uden en egentlig dansepartner. Hun nejede dog tilbage til herren og lagde sin hånd i hans, ”Med glæde,” svarede hun ham og man kunne se et bredt smil forme sig på hendes læber, som ikke var dækket af masken. Stemmen som havde budt hende på dans, var meget bekendt, og hun var helt sikker på at hun havde snakket med herren mere end en gang. Måske endda mødtes med ham igennem flere år?

Hendes hånd var en anelse kold. Om det var nervøsitet eller at det var koldere ’nord’ på, var hun ikke sikker på. Hun vendte sig mod dansegulvet, og var klar til at følge herren ud på gulvet, ”Jeg er sikker på vi har mødtes før,” nævnte hun med et lille skævt smil. Hun var lidt spændt på at skulle danse med ham. Han virkede nemlig umiddelbart til at skulle være fra norden, med den hudfarve han havde. Det var selvfølgelig aldrig til at vide. Malika selv var jo på ingen måde fra norden, selvom hun nok originalt var den blegeste af alle i salen. Dansen i Rubinien var for det meste lidt anderledes end i norden, så hun var en anelse skeptisk på hvor godt hun ville kunne følge herren, der havde budt hende på dans.

Spencer tog blidt imod den unge kvindes hånd og smilede måske en anelse overrasket, da hun takkede ja til hans invitation mod dansegulvet. Selvom det ikke var så almindeligt at blive afvist i disse situationer, var det jo alligevel ikke den slags Spencer brugte mest tid på. Han kunne godt selv mene at han havde spurgt pænt, men alligevel formået at gøre det stik modsatte. Det var heldigvis ikke tilfældet i aften.
Den unge kvindes stemme lød i et øjeblik en smule bekendt, men Spencer var næsten overbevist om, at det var noget han bildte sig ind. Hun havde jo endnu ikke ytret mere end to ord, hvilket ikke var nok at bedømme noget på.

Ryggen blev rettet og helt elegant førte han sin partner længere ud mod midten af det store dansegulv.
”Jaså?” Sagde han lidt opfordrende, som han lige måtte tænke over hvor han mon kunne have mødt denne lyshårede adelsfrøken før. Trods hans mange møder med en lige så lys frøken i Rubinien, var det bestemt ikke dér, hans tanker landede først.
”De har måske besøgt det kolde nord? Eller sat fod i storbyen Dianthos?” Først nævnte han sit hjemland, da det selvfølgelig var det første sted der faldt ham ind. Ikke kun fordi han selv stammede derfra, men fordi hun også havde den kønne, lyse hud og håret der passede, som en fra Nordlandet. Derefter faldt hans tanker på Dianthos, byen han havde været bosat i, i længere tid og derfor var der god sandsynlighed for, at de var stødt på hinanden der.

Da Spencer stoppede op, slap han hendes hånd, for endnu engang at bukke pænt for hende, som han havde lært at man altid gjorde før en dans. Han tog hendes hånd igen og lagde derefter den anden hånd lige så blidt mod midten af hendes ryg og ventede pænt på at hun lagde sin mod hans skulder. Han sørgede for at stå tæt nok på hende til at kunne føre an, men selvfølgelig stadig holde afstanden mellem dem anstændig. Med en utrolig selvsikkerhed tog han det første skridt i en dans, der mest af alt mindede om en almindelig vals. Trods Spencer ikke havde den største forstand på kvinder, var netop det her en af de ting han havde styr på, som han var blevet lært allerede som ung dreng. Hvordan man ledte en dame i dans.

Mens de gik, med hendes hånd i hans, så hun over på ham, da hans stemme lød igen. Smilet stod stadig bredt på hendes læber, og blev kun bredere af hans forslag til hvor hun kunne have været. Hun kunne på nogen måde godt lide mystikken i ikke at vide hvem det var hun dansede med og følte derfor heller ikke han skulle finde ud af det så nemt. Hendes udseende ville heller ikke gøre de helt let for ham at gætte, men hendes påklædning var trodsalt pyntet med rubiner og guld. ”Jeg har vidst ikke været helt til norden endnu,” nævnte hun overvejende. Hun burde kunne huske det hvis hun havde været der, for hun ville i hvert fald få noget af et kuldechok, også selvom det ville tage mange dage at komme derop. ”Jeg har sat fod i Dianthos et par gange. Men hvem har ikke det,” smågrinede hun. Hun følte i hvert fald de fleste adelige før eller siden havde været i Dianthos.

Som de nåede et godt sted på dansegulvet og han vendte sig mod hende, nejede hun høfligt tilbage til ham og lod sin hånd blive taget op i hans igen.  Hun begyndte langsomt at indstille sig på hvilken slags dans de skulle danse, og valgte derfor lige så snart hun så hans hånd søge mod hendes ryg, at løfte sin hånd og placere den mellem hans skulder og nakke. Da hans hånd lagde sig på hendes ryg, kunne hun mærke hun automatisk sikrede sig selv hun stod helt rank. Det var sjældent hun kunne stå tæt med mænd som ikke var fra hendes familie eller ansat af dem. På den måde var det måske også en smule grænseoverskridende – men hun skulle jo kaste sig ud i det. Malika var et splitsekund bagud i det første skridt, men fik hurtigt samlet sig selv op, så hun kunne følge med, uden at være betydeligt bagud. Selvom Malika var meget rutineret i rubinsk dans, havde hun stadig fået noget læring indenfor de andre danse. Hendes fader ville jo ikke have de var til grin for alle andre adelige familier. Malika følte sig til gengæld en smule rusten.

Som følte sig mere og mere sikker i trinnene, valgte hun at forsætte deres samtale, ”Når De nævner norden og Dianthos, antager jeg de er opvokset det ene sted og nu bruger en masse tid det andet sted?” spurgte hun mens hun prøvede at undersøge de øjne der var omridset af en maske.

Det overraskede egentlig Spencer lidt, da den fremmede kvinde fortalte at hun endnu ikke havde været i norden. Hendes lyse hår og endnu lysere hud passede jo rimelig godt til netop den baggrund. Han kunne selvfølgelig ikke undgå at lægge mærke til de skinnende rubiner og guldet på hendes kjole, og selvom det ligefrem skreg Rubinien, hvor han trods alt havde tilbragt nogle år, kunne han vel ikke gætte ud fra det. Han havde selv valgt at snyde lidt med sine klæder, da han ikke var klædt i de traditionelle farver fra norden, men tværtimod noget der kunne minde mere om de varmere landes.
Spencer smilede i enighed og nikkede let, som hun nok havde helt ret. Der var vist ikke mange adelige, der endnu ikke havde sat fod i Dianthos, en af de byer som nok blev omtalt mest.

Trods at kvinden lige måtte bruge et kort sekund på at følge med, lod det ikke til at være et problem derfra. Selvom kvinden fulgte med Spencer, som han elegant fik ført dem rundt på gulvet, mellem de andre dansende gæster i salen, var der stadig stor forskel på at danse med en kvinde som var vokset op med lige nøjagtig den stilart, og så en kvinde der var blevet lært det som anden prioritet. Derfor var der alligevel noget der sagde ham, at hun ikke kom fra lige i nærheden.

”Deres antagelser er korrekte. Men hvor de to så passer, vil jeg være så uhøfligt ikke at afsløre endnu,” sagde han og smågrinede. Det var vel en hemmelighed, han helst skulle holde til midnat hvor maskerne skulle smides, ellers ville hun sikkert få det alt for let med at gætte.
”Nu hvor jeg har taget fejl med mine to første gæt, må jeg vel gætte ud fra Deres kjole. De kommer måske helt fra Rubinien?” Det var vel ikke kun et gæt ud fra hendes tøj, men samtidig et gæt ud fra hvor han ellers havde været. Rubinien var det eneste andet sted Spencer havde boet.

Malika var lykkelig over der ikke blev kommenteret på at hun var et øjeblik bagud i de første trin. Det ville i hvert fald have gjort hende forlegen. Hun trak forsigtigt på smilebåndet som han fortalte han ville holde det hemmeligt hvilket sted han var opvokset og hvilket sted han bosatte sig i. Det gjorde det kun mere spændende at skulle gå med en undren over hvem der faktisk gemte sig bag masken og den ellers rare personlighed.

”De behøver heller ikke afsløre noget for mig,” svarede hun ham og betragtede hans øjne. Grønne flotte øjne. De virkede bare så bekendte. Hun kneb øjnene lidt sammen mens hun tænkte over hvem i al verden det kunne være hun dansede med.

Kjolen, selvfølgelig var det det næste, som han ville gætte ud fra. Hun trak på smilebåndet eftersom han havde ramt plet på hvilken del af landet hun kom fra. Hun ville dog ikke give ham et direkte svar, for så ville alle og enhver kunne gætte sig til at det var hende. ”Jeg bor i hvert fald sydpå,” afslørede hun og trak på et skævt smil, og håbede ikke det gav ham den største ledetråd. Ud over Rubinen var der Medanien som lå sydpå. Som Malika huskede det, var der faktisk to kvinder som godt kunne minde om hende selv, men som kom fra Medanien. Begge kvinder var fra hver deres adelsfamilie, Fox og Stukley, blonde og lyse i huden. Måske manden bag masken troede hun var en af dem? Hendes blik faldt kortvarigt på deres fødder, for at være sikker på det var de rigtige trin hun skulle til at tage.

Det var det. Hun rømmede hun sig lidt, eftersom hun syntes det var hendes tur til at gætte i legen ’Hvem, er hvem?’. Hun rettede sit blik op mod hans øjne ”Har De måske selv været i Rubinien, eftersom De mistænker jeg måske kommer derfra?” lød hendes søde, blide ord som hun forsatte med at studere hans øjne og samtidige følge så godt med i dansen som muligt.

Spencer smilede og nikkede let, som om han næsten lydløst takkede hende for, at han ikke behøvede at afsløre noget endnu. Mystikken var trods alt en stor del af maskeballet og indtil videre fandt han deres gætteleg lidt interessant. Lidt vovet. Man kunne jo aldrig vide hvem, der gemte sig bag masken. Selvom han stadig synes den ellers kønne kvinde virkede bekendt, kunne det vel være noget så simpelt som et enkelt ord, der var blevet sagt, som mindede ham om en helt anden. Trods han måske havde en lille idé om hvem han delte en dans med, kunne det vise sig at være helt forkert, når først maskerne blev smidt. Den tid nærmede sig stille og roligt, men deres gætterier kunne fortsætte lidt endnu.

Det var ikke et helt afslørende svar han dansepartner kom med, men det fik da alligevel Spencer til at tro, at han ikke havde gættet helt ved siden af. Måske Medanien, hvilket nok ville være mere sandsynligt med hendes lyse hår og lige så lyse hud.
Spencer var efterhånden godt øvet i sin dans, og selvom han stadig godt kunne blive lidt i tvivl om hvilket trin der kom som det næste, kunne man ikke se hans usikkerhed i et eneste sekund. Han skulle jo sørge for at føre sin partner så godt, at hun helst ikke skulle have de større problemer med at følge med.
”Det har jeg, ja. Jeg har studeret dernede i små 3 år, men vænnede mig vist aldrig rigtig til varmen,” smålo han. Han var hurtigt endt med at blive lidt mere doven, end han normalt var, da han blev bagt under Rubiniens sol.
”Der er vist ikke længe til den store afsløring. Har De mon flere gæt inden vi smider maskerne?” Spencer kunne vel også sagtens fortsætte, men han ville da ikke afbryde hvis frøkenen stadig var nysgerrig.

Afsløret. Hans fortælling om han havde studeret i Rubinien lagde næsten svaret i hendes hånd. Hun begyndte nemmere og nemmere at kunne genkende de grønne øjne, stemmen, og de let rødlige kinder. Der var ikke mange mænd hun kendte, som havde brugt tid i Rubinien, som havde samme træk som ham. Hun var lige ved at sige Spencer de Pompadour! men følte i den grad det ville være unfair, hvis han ikke var sikker på hvem hun var. Hun følte sig i hvert fald ret sikker på at det var ham. Man kunne dog se der gik et lille lys op for hende, eftersom hun spærrede øjnene op og måbede lidt. Det hele varede dog kun et øjeblik.

”Det lyder også som noget af en opgave at skulle vænne sig til varmen, når man er vant til det der er køligere,” lød det fra hende med et smil. Dianthos var jo også køligere end Rubinien, så hun refererede ikke kun til norden.
Hun smilede bredt, som han spurgte om hun havde flere spørgsmål om hvem han var. Hun rystede blot på hovedet, med spændt og glædeligt udtryk. ”Nej. Jeg tror jeg har en god ide om hvem De er,” delte hun med et bredt skævt smil. ”Har De flere spørgsmål inden maskefald?” spurgte hun med et blidt smil. Det ville også afsløre lidt, hvor god en ide han havde om hvem hun var. Hvor meget hun havde afsløret sig selv og hvor godt hun havde skjult sin egen identitet. Hendes påklædning skreg godt nok Rubinien, men det kunne jo sagtens være for at lede folk på afveje.

Malika følte sig ret så tryg i sin dansepartners arme. Han virkede øvet i sin dans og det smittede af på hende, som hun begyndte at tage mere selvsikre trin. Hun følte de strålede. Ikke nødvendigvis fordi der måske var nogen der så på dem, men fordi deres dans gik så let.

Selvom Spencer hele tiden havde sørget for anstændig afstand til sin dansepartner, stod de nu alligevel tæt nok til, at han ikke kunne undgå at bemærke det lille lys i hendes kønne øjne. Hun havde uden tvivl et solidt gæt om hvem han var og hvis hans egen fornemmelse ikke fejlede, så var han da også rimelig sikker på hvem hun var. En lys ung kvinde fra syden, der bar en kjole prydet af tegn fra Rubinien. Ligesom hans, kunne hendes klæder vel snyde, men han havde også erfaret at de færreste adelsfolk fra Rubinien, ville lægge skjul på deres rødder. End ikke denne lyshårede, smukke frøken.

”Det har De uden tvivl ret i,” kommenterede han smilende. Hendes ord var næste kun en større bekræftelse på at han havde ret. Som om hun allerede havde vænnet sig til den fugtige varme. Det måtte være Rubiniens fyrstedatter Malika, han førte så nydeligt rundt på dansegulvet.
”Ingen spørgsmål, men en kommentar til frøkenen;…” Inden han talte videre, stoppede han lige så elegant op i deres dans, som han var startet, og bukkede endnu engang for kvinden foran sig. Han rettede et helt venligt smil mod hende og fortsatte sine ord, inden han rettede sig op;
”Det er rart at se dig igen, Malika.” Med de ord tog han sig også den frihed at tiltale hende lidt mindre formelt. De kendte jo hinanden rimelig godt efterhånden og havde været dus i længere tid siden hans tid i Rubinien.
Derfra gik der heller ikke mange øjeblikke, før de første folk i salen begyndte at smide maskerne.

Hun smilede glad tilbage til ham,Hun smilede glad tilbage til ham, som han var helt enig med hende. Hun kunne ikke lade være med at overveje om hvem hun fornemmede, var Spencer, også vidste hvem hun var. Hun kunne ikke helt finde ud af om det ville være sjovt at han troede det var en anden eller at han gættede rigtigt. Det kunne jo være sjovt at overraske ham, men det ville da være skuffende at få at vide han troede hun var en anden. På den anden side kunne det være rart at han kunne genkende hendes stemme og udseende. Udover selvfølge den øverste del af hovedet som var gemt væk bag masken som lignede en sol.

Malika stoppede elegant samtidig med at han lagde an til det. Hun nejede, som han bukkede. Da hun rettede sig op og blev mødt med sit fornavn bredte hendes smil sig fra det ene øre til det andet, ”Det også rart at se dig igen, Spencer,” lød det roligt fra hende. Hun valgte, ligesom ham at tiltale ham indre formelt, men mere personligt.
Malika lagde mærke til at nogen rundt om dem var begyndt at tage deres masker af, så Malika valgte selv at tage fat om kindbenene på sin maske og med lidt besvær fik hun den løsnet. Masken var lavet således at den skulle løsnes i siderne. Dette var blevet lavet således hendes hår ikke blev ødelagt efter maskefald. Masken forlod nu kontrolleret hendes ansigt og hun så op mod Spencer med et smil. Det var ikke fordi masken havde skjult noget særligt, men hun var lige så bleg som resten af sig, og håret sad stadig pænt, fortil, selvom man kunne have tænkt sig til at det måske ville have filtret sig sammen mellem hovedet og masken. ”Har du nydt aftenen?” lød det roligt fra hende så snart han havde fået sin maske af. som han var helt enig med hende, om at hun

Den lille nervøse knude der satte sig i mellemgulvet kunne ikke undgås, for nu havde han meget åbenlyst gættet hvem der gemte sig bag masken, og det ville være forfærdeligt pinligt, hvis han tog fejl. Heldigvis gik der ikke længe før hun svarede, og Spencer blev bekræftet i hvad han mente var et kvalificeret gæt. Selvfølgelig var det Malika. Han var egentlig ret lettet over at det lige var hende, som han havde budt op til dans og ikke en helt fremmed. Det gjorde slutningen på dansen langt mere behagelig, i stedet for virkelig akavet, som den kun ville blive på grund af ham. Han havde jo aldrig været helt god til at snakke med fremmede, selvom maskerne da gjorde det lidt nemmere.

Malika lod masken falde og Spencer gjorde det samme. Båndet blev løsnet og masken blev i stedet bundet fast til bæltet, hvor den derfra blev skjult lidt af den lange jakke.
”Meget mere efter du gjorde mig selskab,” svarede han og smilede. Det var vel aldrig forkert at komme med en kompliment til en smuk kvinde. Han holdt armen ud mod hende, som tegn til at han ville eskortere hende ned til et af bordene, hvis hun da havde lyst til at blive i hans selskab.
”Kan jeg hente noget at drikke til dig?” Tilbød han. Selvom der var tjenere på til at sørge for drikkelse til alle, kunne han vel stadig være en ordentlig gentleman og sørge for sin partner for aftenen. Det mente han nu alligevel måtte være mandens job.

Som masken blev fjernet fra Spencer ansigt smilte hun blot bredere, eftersom hun havde gættet rigtigt. Det havde været en hyggelig ’leg’ og hun ville i den grad se frem til det næste maskebal.
Malika betragtede hvordan han havde det meget nemmere ved at fjerne sin maske, end hende selv. Forbandede hår. Hun betragtede også hvordan han snildt kunne binde den fast til sit bælte. Malika derimod havde ikke noget sted hun kunne lægge den eller binde den fast til, og måtte bære den.
Hun smilede lettet af hans pæne kompliment om hendes selskab. Hun tog glædeligt imod hans arm, som han holdt den ud til hende og lod sig blot føre af ham hende endnu engang, denne gang ned til et af de mange borde.

Da han tilbød noget af drikke, så hun kortvarigt ned af sig selv, før hun så op mod hans øjne. ”Det må du gerne,” lød det roligt fra hende med et blidt smil. Hun regnede med at han også ville sørge for sig selv, nu hvor han hentede. Så snart han begav sig væk, tillod hun sig at lægge sin maske på bordet og sætte sig ved en af stolene. Mens hun ventede, kunne hun ikke lade være med at se efter Thalia. Hun håbede sådan at hun kunne nå at hilse på hende, inden hun skulle hjem til Rubinien igen – men med alle de deltagere der var i aftenens anledning, virkede det umuligt at finde hende.

Spencer fik placeret Malika ved et bord, så de stadig havde udsyn til dansegulvet, hvor mange andre stadig var i gang. Han skulle ikke langt, før han kunne snuppe to glas vin fra en tjeners fad og så var han allerede på vej tilbage til den unge dame.
”Jeg håber rødvin er fint?” Han stillede begge glas fra sig på bordet og satte sig til rette på stolen over for hende. Han var selvfølgelig klar til at rejse sig og hente noget andet, hvis hun helst ville undgå den bitre vin. Det havde bare lige været nemmest at få fat på, og så var ingen hemmelighed, at det var den væske Spencer selv foretrak. Men mon ikke han lige kunne fange en tjener hurtigt igen.

Glasset blev løftet i en skål mod Malika, inden han tog den første tår.
”Hvordan går det i Rubinien?” Spurgte han, oprigtigt interesseret i hvordan hun havde det. Ud af øjenkrogen kunne han lige se sin fader, der stod og sendte ham et af sine velkendte smil. Det smil han altid fik, når han havde gjort noget rigtigt. Spencer lod som om han ikke havde lagt mærke til det, men koncentrerede sig i stedet om sit eget selskab ved bordet.

Det varede ikke længe før Spencer vendte tilbage. Afslappet samlede hun hænderne på skødet inden hun sendte ham et bredt smil, blandt andet grundet væsken han kom tilbage med. ”Rødvin er helt perfekt,” lød det fra hende, nærmest rosende. Det var i den grad noget af det hun godt kunne nyde mere af. Healerne hjemme i Rubinien havde jo fortalt at rødvin skulle være sundt, og siden da havde Malika næsten hver aften drukket et glas.

Næsten samtidig med Spencer tog sit glas, rakte hun ud efter sig eget, inden hun løftede det i en skål og tog den første skål sammen med ham med et smil, der ikke falmede, selvom hun drak. Spørgsmålet om hvordan det gik i Rubinien fik hende dog kortvarigt til at klemme læberne sammen. Det var jo ikke længe siden hun var blevet forgiftet og egentligt kidnappet. Det at hun slap væk med det samme var jo blot rent held. Hendes blik så kort ned mod sine ben, som hun krydsede det ene over det andet mens hun tænkte. Endnu engang blev læberne kortvarigt klemt sammen før hun så op mod ham for at svare. ”Det går,” lød det lidt lavt fra hende. ”Der er sket mange ting for nylig,” tilføjede hun og rystede lidt på hovedet, som minder og tanker begyndte at fylde hendes hoved. Det havde jo i realiteten ikke været særlig længe siden at hun tvang sig selv til at fortælle sin fader om hændelsen, hvilket førte til et straks besøg hos healerne, hvor hun endte op med at stå nøgen overfor både healeren og sin fader, for at kunne blive undersøgt. Krænkende.
”Hvordan går det i Dianthos?” spurgte hun og bed sig lidt i læben. Måske var hendes spørgsmål afledning nok til ikke at skulle uddybe sit eget svar.

Et lettere tilfredst smil kunne anes på de smalle læber, da Spencer alligevel slap for en tur mere for at skulle hente andet væske. Selvfølgelig var rødvinen da helt perfekt, det mente han helt bestemt også selv og han tog gerne imod de næsten rosende ord, som han satte sig til rette.
Han kunne ikke undgå at se den lidt urolige reaktion hos Malika, som han spurgte ind til hvordan det gik. Der var et eller andet, som gik hende på. Siden de var blevet rimelig tætte under hans lange besøg i Rubinien, havde han haft svært ved at håndtere, når hun havde det skidt. Hver gang ville han så gerne hjælpe, hvis det da var muligt.

Hendes svar gjorde ham ikke bedre tilpas, men hun forsøgte stadig at aflede ham med et nyt spørgsmål. Han rynkede let bekymrende på brynene, som han satte glasset fra sig på bordet og lænede sig lidt frem i stolen.
”Hvad er der dog sket, Malika? Du er forhåbentligt ikke kommet noget til?” Hun skulle tydeligvis ikke slippe så let, for han ignorerede hendes spørgsmål som ville dreje emnet ind på ham, og spurgte i stedet ind til hende igen.

Pis, hun slap ikke udenom, selvom hun havde forsøgt at komme uden om det, med et spørgsmål rettet mod ham. Hans spørgsmål fik hende dog til at ryste på hovedet, måske en anelse for hurtigt til at virke som et fornuftigt svar. Hun tog en hurtig lille tår af rødvinen og før hun rømmede sig lidt for at uddybe. Lige som nåede at åbne munden, lukkede hun i igen, for at se rundt efter sin fader. Ikke fordi hun søgte en måde at komme væk på, men fordi hun var lidt i tvivl hvor vidt hun faktisk måtte snakke med andre om hvad der var sket. Da hun var sikker på at manden med guldskæg ikke var i nærheden, vendte hun blikket tilbage til Spencer. Hun vidste jo udmærket at selvom han ikke var i nærheden, ville der alligevel være nogen der lyttede.

”Skal vi ikke have noget frisk luft?” spurgte hun en anelse insisterende, i håb om at de kunne finde et sted lidt mere alene. Hun vidste hun nok ikke ville kunne slippe uden om at fortælle hvad der foregik, så hun kunne vel lige så godt give sig selv de bedste forhold? Hun tænkte dog ikke helt over, at det nok var lidt køligere end hun regnede med.

Det bekymrende udtryk i hans ansigt blev kun en lille tand værre, som Malika rystede let på hovedet til hans spørgsmål. Det var sket lidt for hurtigt til at han ville tro på det, og hendes stilhed efter gjorde ham kun mere sikker i sine anelser. Hun var altså kommet noget til, men hun var ikke sikker på om det skulle deles. Det var i hvert fald sådan han tog det, som han ikke vidste bedre. Det kunne han umuligt blive ramt over, selvom han holdt af Malika, kunne han ikke forvente at få del i alle detaljer om hendes liv.

Det var dog ikke sådan det skulle forstås, som hun inden længe foreslog en tur i den friske luft.
”Jo, lad os gå en tur i haverne,” sagde han straks. Han havde bidt mærke i hendes insisterende tone, så han kunne vel dårligt tillade sig at afslå. Spencer rejste sig fra stolen og rakte en hånd ned mod hende, for at eskortere hende ud mod de store haver. Nattens kølige luft slog ham først da de kom hen til døren, hvor han lige stoppede op og vendte sig mod hende.
”Her, tag min jakke. Det er lidt køligt udenfor.” Med de ord trak han sin jakke af og holdt den op så hun let ville kunne liste den på, helt eller kun om skuldrende, det lod han være op til hende, hvis hun da valgte at tage imod.

Malika sendte ham et blidt smil som han takkede ja til at gå udenfor. Enten var det af ren høflighed, eller så var det fordi han havde forstået, at hun ikke ville føle sig tryg ved at dele det i andres mulige nærvær. Med en fin sød facade oppe, greb hun taknemmeligt hans hånd  for at rejse sig op og blive ført ud mod haverne. Bare det at de nærmede sig dørene, kunne Malika mærke kuldegysningerne pible frem på armene. Spencer stoppede, og Malika vendte sig straks mod ham lettere forvirret. Forvirringen blev dog med et trylleslag til et taknemmeligt blik som han tilbød sin jakke. Hun vendte ham så ryggen, for at kunne få armene ned i ærmerne, for til sidst at have jakken helt på. Hun så sig kort over skulderen, før hun rettede kroppen mod haverne igen. ”Tak, Spencer,” lød det roligt fra hende som hun rettede lidt på hvordan den lå. Ikke fordi hun var bekymret om hvordan den sad på hende og oven på kjolen, men fordi hun ville have mest varme ud af den som muligt. Forhåbentligt ville han nordlige gener gøre at han selv kunne holde varmen, eller måske havde årene i Rubinien og tiden i Dianthos forvendt ham lidt?

Som de endelig kom lidt ud i haverne og væk fra alt for mange nysgerrige ører undslap hun et lille suk. De tynde bløde hænder fandt hinanden foran hendes mave, som de på skift pillede ved nogle af de ringe hun bar på. Det var en vane hun havde fået sig når hun blev nervøs, anspændt eller skulle tænke sig godt om. ”Jeg var kortvarigt kidnappet,” kom det fra hende, lidt ud af det blå. Hendes lyse øjne fulgte blot stien de gik på. ”Jeg slap heldigvis hurtigt væk,” uddybede hun kort efter. Således havde han måske også en ide om at hun måske ikke kunne nå at være udsat for så meget. Hun var egentligt villig nok til at uddybe mere, nu hvor de gik ude og umiddelbart var alene.

Malika tog imod hans tilbud om at låne jakken og Spencer sørgede for at holde fast og flytte med, så hun lettere kunne glide armene ind, indtil han kunne lægge den til rette over hendes skuldre.  Måske kulden ville komme til at genere ham i længden, men salen var fyldt med så mange mennesker, at han egentlig havde haft det lidt varmt. Den kølige brise i havens dør var kærkommen, og kun endnu bedre, da de trådte udenfor, hvor den lette vind afslørede hans former gennem den hvide silkeskjorte. Et lavt, næsten lettet suk forlod hans læber, inden han rettede sin opmærksomhed mod hende.

Han kunne ikke undgå at lægge mærke til hvordan hun gav sig til at pille ved ringene. Det var ikke første gang han havde set det, og han vidste godt at det betød, at noget gik hende på. Hendes ord kom dog helt bag på ham, og det kunne ses i det noget overraskede udtryk, der lagde sig hen over hele ansigtet. Trods det beroligede ham lidt, at hun forsikrede ham om at hun hurtigt var sluppet væk igen, så var hans bekymring langt fra forsvundet.
”Jeg forstår slet ikke. Hvordan kunne det dog ske? Er du sikker på, at du ikke er kommet noget til?” Han kunne ikke stoppe spørgsmålene fra at vælte ud, helt forvirret over hvordan det overhovedet kunne lade sig gøre. Var der dog ingen til at beskytte hende?! Han så sig lige over skulderen, for at være sikker på at ingen fulgte med samme vej, inden han førte hende over mod en lille bænk af sten, i den anden ende af stien, hvor han satte sig og gav hende tegn til at skulle sætte sig ved hans side.