En stor mand rakte den tynde, kvindelige blandingselver en lille krukke, ”Saida, du skal levere denne til Pharos,” forklarede manden hende på elvisk. ”Både hans hud og hår er sort, så du kan nemt genkende ham,” tilføjede manden, som han lukkede elverens lange spinkle fingre ned om den lille krukke. Han fortalte også hvor i Balzera Pharos skulle befinde sig. Elverens blik var hårdt og anstrengt. Hun nikkede, som en accept på opgaven. Hun lagde krukken ind i noget bommuld og smed det ned i sin taske, som hang fast på hendes bælte. Hun vendte om på hælen og begyndte at løbe i retningen af Balzera. Hun var som et egern der havde gemt sit agern hen over vinteren, og nu skulle finde det igen – hun vidste præcis hvor det lå henne. Med hendes fart og udholdenhed ville det nok tage omkring 7-8 timer før hun ankom til Balzera. På den måde ville det også være mere sikkert for Saida at gå rundt alene, uden at blive taget til fange som slave, eftersom de fleste slavehandlere ville være taget hjem.


Saida løb igennem nogle gader, forbi enkelte som var på vej hjem, efter at have fået lidt for meget øl på kroerne.  Hun nærmede sig en af kroerne, som hun havde fået at vide Pharos skulle have lejet sig ind på. Hun gik frem til kroejeren og smed et stykke halvkrøllet papir på disken. På papiret stod der hans fulde navn. Kroejeren kendte godt til Saida og hendes opgaver og skrev derfor blot et tal ned på papiret. Saida knugede papiret sammen i sin hånd igen og gik op ad trapperne for at finde værelset.

Med sine lydløse skridt, nærmede hun sig værelset, hun gav døren to små bank, for ikke at vække for meget opmærksomhed fra de andre værelser. Eftersom hun havde stået ude foran døren i lidt længere end hun havde lyst til, prøvede hun at tage i håndtaget. Låst. Hun satte sig så ned på hug mens hun fiskede nogle nåle frem. Hun begyndte så at låse døren op. Klik! Hun gemte nålene væk i tasken og åbnede døren. Hun tog et par lydløse skridt indenfor, mens hun undrede sig over hvor han var.

Pharos der bare havde brugt det meste af tiden på at holde øje med personen der skulle komme, kunne så endelig høre lyden af nogle der bankede på døren. Det var perfekt, han vidste at hans dyr ikke var på værelset. De var helt sikkert i fyrste datteren Malikas hænder, eller hvertifald i hendes nærvær. Så han var for en gang skyld alene, hvilket også var ganske fint. Han gik hen til døren, og lod kort hans øjne glide rundt på værelsets omgivelser, det var nu et ganske fint værelse. Men så stoppede han pludselig op, da hun selv var kommet ind på værelset. Men det havde været låst? Han lod hans orange øjne skimme hende, og lagde mærke til det hun havde i hånden, nåle? Jamen javel så hun havde brudt ind på værelset ved brug af dem.

Det var ikke fordi han havde noget imod det, overhovedet ikke. Han lod hans øjne glide ned over hende, og begravede en hånd i bukselommen. Han var iklædt det sædvanlige som bestod af ingenting på overkoppen, og kun nogle sorte bukser. Han behøvede ikke tænke på hans dyr, hvad de ville gøre for de ville sikkert luske rundt om hende, og Pharos var sikker på at hans hud/ulv ville  finde hende truende, og som en stor trussel. Han valgte at sætte sig ned på kanten af sengen han var gået hen til, og havde en pung i den anden hånd. Han lod hans øjne hvile sig på denne kvinde, han havde godt nok hørt lidt hviskeri om at der var en kvinde som ledte efter ham. 

Men det overraskede ham at hun var brudt ind, så han rejste sig op fra sengen, og gik hen til hende, greb hurtigt fat rundt om hendes arm. Han løftede hendes arm om bagpå hendes ryg, og pressede hende op ad døren. Han lod det brede smil vokse en smule, og lod hans øjne glide ned over hende"Hvad bringer dem herhen til mig, og dermed bryde ind på mit værelse"hviskede han på elversk imod hendes ansigt, som han havde lænet sig en smule tættere på hende. 

Saida registrerede at nogen tog fat i hendes arm, men inden hun kunne nå at reagere, var hun presset op af døren til værelset. Hun kunne mærke det gjorde ondt i den arm, som var fanget omme bag hendes ryg. Saida gav et anstrengt, protesterende støn fra sig, som hendes overkrop blev trykket. Hun var utrolig spinkel og det var på ingen måde en fordel for hende lige nu, for hun kunne mærke hvordan hans fingre nåede hele vejen rundt om hendes håndled med lethed. Hun var komplet låst. ”Jeg har noget jeg skal levere til Pharos personligt,” svarede hun tilbage spydigt og fik samtidig pustet noget af hendes korte hår væk fra ansigtet, så hendes hårde anstrengte blik dukkede op. Hendes kæbe var anspændt og pressede hendes tænder hårdt sammen. Eftersom hun ikke kunne se hvem der holdt hende nævnte hun ikke andetom varen. ”Mit navn er Saida Ralojeon” tilføjede hun hårdt, og vred lidt i sin overkrop, for at signalere han godt måtte give slip og give hende plads. Saida håbede virkelig ikke krukken var gået i stykker mellem døren og hende så ville hun have spildt alt for mange timer på at få den leveret, og ikke kunne få noget ud af det, da hverken opgaven ville blive løst, eller varen leveret.

Saida var ikke blevet oplyst om varen var blevet betalt for eller ej, men det var ikke hendes afdeling. Hun vidste for den sags skyld heller ikke om det var Pharos der skulle betale eller ej.Arbejdsgiverne stolede ikke på hende til at transportere penge, da hun nok bare ville bruge dem i stedet. Og det passede nok meget godt.

Lyden af hans navn fik ham til at give slip på hende, og han gik væk fra hende. Så det var denne person som ledte efter ham, og det fik et bredt smil til at brede sig på hans ansigt. Han gik hen til sengen, og satte sig ned på sengekanten. Han begravede en hånd i bukselommen, imens han løftede den anden op som han gav tegn til at hun endelig skulle træde nærmere. Han fjernede ikke blikket fra hende, men lod hans orange øjne følge hende, og betragte hende. Han kendte hende ikke, og havde aldrig set hende før, men eftersom hun ledte efter ham måtte han vel hellere give hende en bekræftelse på at han var den mand hun ledte efter.

"Jamen dog.. Så er du heldig du har lige fundet ham"sagde han og blinkede til hende. Det brede smil bredte sig lidt mere, og han tog hånden op ad bukselommen og lagde sig en smule forover som han lod hans arme hvile sig på hans lår. Han lod hans blik studere hendes ansigt, og tænkte lidt over hvem der kunne have sendt hende. Men måske det havde været manden der solgte gift, eller andre spændende sager. Det var en mulighed, og Pharos sad lidt foroverbøjet som han lod hans blik hvile sig på hende. Han lagde så hovedet på skrå og rettede sig op, hvorefter han lænede sig lidt tilbage i sengen men støttede med albuerne.

Som hun fortalte ham hendes navn tænkte han lige igen, han var usikker på om han havde hørt navnet før. Men det var også ligemeget, hun havde nævnt at hun havde noget til ham. Det gav ham en spænding og nysgerrig indeni, og han lod hans øjne glide ned over hende før de fæstnede sig på hendes ansigt igen"Eftersom du endelig har fundet mig Saida Ralojeon, hvad har du så til mig"lød det en smule kækt fra ham før han endnu engang satte sig på sengekanten. Han lod hans arme hvile sig på hans lår og ventede spændt på hvad denne kvinde havde med til ham, for han var selv usikker på hvad det var. Det kunne godt være gift, eller noget andet interessant.

Som han gav slip på hende ventede hun et øjeblik, til han havde taget afstand, før hun vendte sig mod ham. Da han endelig tilkende gav sig, valgte hun at lukke døren bag sig, så deres samtale ville blive sværere at hører ude fra gangen af. Med langsomme og lydløse skridt nærmede hun sig Pharos. Mens der stadig var et par meter mellem dem, valgte hun at åbne sin taske, som hang i hendes bælte, og tog krukken frem. Hun strakte sin arm frem, med krukken mellem to fingre.

”Den skal bruges til prinsessen,” nævnte hun kort, hvorefter hun lod sine fingre gemme krukken væk igen, og trak armen til sig. ”Ved du hvad det er og hvordan det skal bruges?” spurgte hun, stadig med det anstrengte, hårde blik. Hendes grønne øjne virkede intense, sådan som de var blodskudte. Hun kendte ikke til Pharos mission, eller om han selv havde noget imod prinsessen. Uanset hvad var Saida bare leverandør. Leverede og forklarede om varen, hvis det var nødvendigt.

Saidas bukser var ikke engang våde fra hendes lange løbetur. Buksebenene var bundet ind med forbinding, hele vejen ned omkring hendes ellers bare tær. Hendes top var lavet af læder, og man kunne se der var lidt huller i den rundt omkring. Enten var det fra slid, eller fra knivstik.

Som han sad på sengen kiggede han på hende, og gav et nik fra sig, men der var dog noget han var i tvivl om. Han var nød til at spørge hende omkring det, for det meste havde han fået at vide fra manden i boden som før havde fortalt ham alt om giften. Dog var Pharos blevet i tvivl om noget, og han lod hans øjne hvile sig på hende. Han tog imod krukken, og sendte hende et bredt smil. Kort faldt hans blik ned på krukken, og han studerede den lidt. Han lagde hovedet på skrå og rejste sig op fra sengen, og løftede hans blik op på hende igen.

"Jeg har styr på viden omkring giften, men hvad med cremen"spurgte han undrende med et løftet øjenbryn. For han var ganske nysgerrig omkring det, og gerne ville vide hvad og hvordan cremen skulle bruges. Han var overhovedet ikke bekendt med det, og aldrig før havde han haft brug for at skulle bruge noget creme. Men igen han havde heller aldrig før troet at han ville skulle få brug for at bruge gift, men hvilket fantastiske twist det var"Cremen er jeg ganske nysgerrig omkring, hvis de vil være venlig at fortælle mere omkring den"sagde han hans blik på hende og et bredt smil på ansigtet.

Det var nok også ganske lusket at han ville bruge det på fyrste datteren, men hvad kunne han ellers gøre. Det var en mission han havde fået, hvor belønningen var ganske god. Så god at han umuligt kunne takke nej, så han var glad for at denne kvinde havde fundet ham"Hvis der er gode tricks eller metoder til at bedst bruge cremen lytter jeg gerne"sagde han så som han lod hans øjne falde på krukken igen.

Som han havde krukken i sine hænder, smilte hun en anelse. Smilet var der dog kun et øjeblik. Det var underligt, sådan som han skulle undersøge krukken. Skulle han se om den var i stykker? Hun hævede det allerede høje øjenbryn, som hun lyttede til ham. Hun klukkede lidt. ”Lille ven, det er ikke en creme. Det er en væske!” kommenterede hun først. ”Som du jo ved, kan det du allerede har overdoseres,” hun snakkede om giften, men ville helst ikke nævne ordet, eftersom hun frygtede nogen ville høre dem, ”Hvis det bliver overdoseret, kan hun kradse af,” forklarede hun kort. ”Eftersom Giovanni ikke vil have det sker, ville han være sikker, og give dig en modgift” forklarede hun og trak på skuldrende. ”Den virker med det samme, så hvis hun ved det er dig der har forgiftet hende, og du giver hende modgiften, får du nok et slag” hun fik et skævt smil på læben. Hvor elskede hun bare at det ikke var hende der skulle klare hvad end Pharos havde gang i. ”Hvis hun har svært ved at komme sig over den kan du også give hende den der,” tilføjede hun og nikkede mod krukken i hans hånd. Saida fiskede en lille fynd flaske op fra samme lomme som krukken havde været i. ”Væsken skal egentligt være i denne her,” Hun holdt den tynde flaske op foran sit ansigt med to fingre. ”Men grundet den lange transport ville de være sikre på væsken kom helskindet frem,” tilføjede hun næsten med det samme.

Hun rakte ham den lille glasflaske og løftede øjenbrynene, da han pludselig spurgte om tricks til at give den. Hvis Saida ikke havde været så ødelagt, havde hun nok skraldgrinet. I stedet tog hun bare på skuldrende og vendte ryggen til ham mens hun tænkte. Hun gik et bar skridt rundt i rummet før hun kiggede op på ham. ”Altså så længe du er sikker på hun får det ned i halsen så skal det nok gå,” forklarede hun med et monotont ansigtsudtryk,”Du kan såmænd hælde væsken i din egen mund og give hende det oralt” sagde Saida og trak på skuldrende, mens hendes håndflader pegede mod loftet. ”Hvis hun bliver overdoseret skal hun bare have det i halsen,” prøvede hun så at få på det rene.

Pharos lagde hurtigt mærke til flasken, og han holdte blikket på hende som han lod hans fingre glide hen over krukken han stod med. Han var helt sikker på at havde hans dyr været her havde de sikkert prøvet på alt muligt, sikkert være ekstremt nysgerrige på krukken. Som hun rakte flasken op foran ham kiggede han på den som han lyttede til hendes ord. Han gav hende et nik og tænkte lidt, det var ikke særlig godt hvis prinsessen ville ende med at kradse af, og det skulle helst ikke blive en overdose, generelt var det nok også lidt risikabelt når Pharos var igang med gifte.

Han gav et nik stil hendes ord og tog imod den lille glasflaske, og han betragtede den en smule med hovedet. Han tænkte lidt som han lyttede til det hun fortalte med at han kunne give hende den oralt, det var faktisk en god idé. Det fik et bredt smil til at brede sig og han puttede den lille flaske ned i bukselommen. Han lod hans øjne hvile sig på hende, og tænkte lidt som de stod overfor hinanden. Eftersom at hun havde afleveret giften, betød det så at hun skulle afsted igen. Han ville da gerne lære hende bedre at kende.

"Jeg takker mange gange for at du fandt mig for at levere de ting til mig, det glæder mig meget"sagde han som han sendte hende et smil. Han løftede en hånd op til hans hår for at stryge hånden hen over hans hår, og han lod kort hans blik glide ned over hende"Skal du hurtig videre, eller hvad er dine planer"spurgte han undrende og var allerede frisk på at komme igang med hans mission om at forgifte fyrste datteren, det skulle nok blive interessant. 

Saida løftede brynene lidt eftersom hun lagde mærke til hvordan Pharos smilede som hun nævnte at give det oralt. Hun havde ikke lyst til at vide hvilke skumle planer han havde i hovedet. En snert af afsky i hendes blik kom dog til syne... Eller måske var det bare sådan hun så ud, det var ikke til at vide.

Saida var helt klar til at suse tilbage for at få sin belønning, men som han takkede hende kunne hun godt fornemme på ham at han var lidt ensom. Det var i hvert fald hendes holdning. ”Jeg skal have min belønning,” svarede hun kort. ”Du må huske at få din, når du har afleveret hende,” tilføjede hun. Et minimalt skævt smil dukkede op på hendes læber, og forsvandt lige så hurtigt som det havde fundet frem. ”Held og lykke, Pharos,” sagde hun så og vinkede til ham mens hun vendte om på hælen og gik ud af døren. Nu var der bare en otte timers lang tur tilbage til Giovanni. Suk.

Som døren blev lukket af Pharos havde han nået at nikke til hende, og han havde nok også brug for hendes ord om held og lykke. For han vidste virkelig ikke, hvordan det hele ville blive endnu. Han kunne vel kun håbe at det ville ende som han havde tænkt sig. Dog vidste han ingenting endnu, og lod det brede smil sidde på ansigtet. 

Han drejede rundt og gik hen til vinduet, hvor han kiggede ud. Han glædede sig allerede til missionen, og forhåbentlig var der ikke noget der ville ødelægge den. Som Saida havde nævnt at han skulle huske at få hans belønning tænkte han, ja han måtte hellere huske at få den. Selvom han ikke engang vidste hvad belønningen skulle være, og var.