Foråret var endelig på vej, vejret var blevet lunere og overalt i skoven var små blomster begyndt at springe ud i skovbunden. Et smil dansede om hendes læber, som hun stille bevægede sig igennem skoven, mens hun lyttede til fuglene der var begyndt at vende hjem fra deres lange rejse, imod varmere himmelstrøg, også dyrene i skovbunden var begyndte at pusle mere rundt, hver en lyd bragte en glæde frem i hende. Vinteren var den værste tid på året ifølge Nianna, hvor alt blev trist og alle planter visnede bort, lige bortset fra i hendes egen lille oase i skoven, skjult fra alles blikke, hvor hun brugte sine evner til at holde det helt grønt og frodigt året rundt, snart kunne hun slappe mere af og lade naturen følge sin egen vante gang igen. 

En dæmpet nynnen lød fra hende, en af de mange melodier hun havde hørt dem spille nede i byen, når hun havde siddet oppe i trækronerne og betragtede menneskene dernede, for skræmt til at nærme sig men for nysgerrig til at blive væk. Hun havde i en lang periode været væk fra Azurien, væk fra hendes hjem på en rejse for at opleve mere af landet der omgav hende, hun havde samlet så mange spændende planter som hun havde bragt med sig hjem, planter hun spændt ventede på at se i fuld flor og undersøge hvilke egenskaber de mon kunne besidde, men det hele lå hjemme i hendes oase, med sig havde hun kun det lille vandskind, som hang over hendes skulder i en tynd læderstrimmel. 

Da hun nåede ned til søen, stoppede hun op for at tage det betagende syn til sig, morgen solen der skinnede ned på søens blanke overflade, som kastede lyset fra sig. Det lignede næsten at søen glimtede til hende. Stille satte hun sig ned, overbevist om hun var alene, som hun sad med sine egne tanker, fordybet af de smukke omgivelser der langsomt blev vakt til live overalt omkring hende. En fisk brød overfladen, efterlod vandet i en kort uro som ringe spredte sig om det sted den var kommet op. Hun strøg let en tot hår om bag øret, inden hun lænede sig en smule tilbage og støttede på hænderne bag sig.

Alavara havde rejst lang og længe, hun var træt, hun havde været her før men hver gang forbløffede naturen hende, især i denne tid da det var ved at blive forår igen, fuglene sang og alting duftede så godt.

Hun havde besluttet sig for at gøre hold ved Azursøen inden hun drog videre ind mod byen, hun var beskidt og lugtede en del, selvom hun mest var i skiven var der ingen grund til at lugte som et dyr.

Hun tog sit tøj af og hoppede i vandet, det blodrøde hår var endelig ved at få sin farve igen, det var rart, hun havde ikke rigtig travlt så hun lå bare i vandet på rykken og kikkede op mod himlen, på skyerne og fuglene der fløj forbi. 

Det gav et helt sæt i hendes krop, da det gik op for hende, at hun måtte have dagdrømt, for hun havde ikke opdaget den kvinde som havde nærmet sig søen, omend det var et stykke fra hvor Nianna sad. Varsom lod hun blikket vandre over imod lyden af en, der havde bevæget sig ud i vandet og nu forstyrrede den rolige overflade på søen. Der opstod furer i hendes pande, som hun betragtede hvad der uden tvivl var en kvinde, hun havde ikke set hende før, men de øre, de spidse øre! Dem havde hun før set, elveren Elasha, hende der havde haft følgeskab af en morv. Et smil gled over hendes læber, som hun mindede det møde hun havde haft med Elasha, hun var kommet til at bevæge sig ind på elvernes område, og i stedet for at blive mødt med vrede havde de haft en fornøjelse tur sammen, mens Elasha havde guidet hende tilbage på rette vej igen.

Mon denne elver kendte hende? Hun vidste det ikke med sikkerhed, men denne gang behøvede hun ikke frygte sine omgivelser, nu var det hende som var på hjemmebane. Hun sagde intet, gjorde heller ikke meget væsen af sig, som hun lod blikket hvile ved elveren ude i vandet. Nianna vidste godt hvor forfriskende en tur i søen var, hun gjorde det selv næsten dagligt, selv igennem vinteren bare for at friske lidt op så hun var klar til en ny dag med nye oplevelser. 

Til sidst rømmede hun sig dog ganske dæmpet, ikke fordi hun var det mindste blufærdig, men af hensyn til elveren selv. Det kunne ikke være rart på den måde at blive overrasket af en andens tilstedeværelse, når hun nu måske forventede at hun var alene ved søbredden. 

Alavara hørte pludseligt en der rømmede sig, hun kikkede forsigtigt rundt og opdagede en pige som sad lidt længere væk ved søens bred. 

Hun var ikke blufærdig så hun rengjordes sig færdig og gik op, tørrede sig med et stykke stof og tog sit tøj på igen. Hendes blodrøde hår  var stadig vådt og tungt, hun satte sig ned ved søens bred og kikkede over mod pigen, (hvad mon hun var for en) hun ville egentlig havde været på jagt efter sit bad, men at skifte form lige her var nok ikke en god ide, folk var ikke altid så venlige. 

Hun gav sig i kast med at sætte sit hår og proppe fjernede tilbage der hvor de skulle sidde, da hun var færdig fandt hun natur malingen frem og brugte søen som spejl, hun skulle jo se ordentlig ud når hun tog ind til byen. Hun var også snart løbet tør for maling så hun skulle også havde urter der inde.

Hendes smil fortrak sig ganske let, da kvinden fik øjenkontakt med hende, men hun lod ikke sit blik vige bort, i stedet fulgte det hende ind imod bredden, hun vidste man skulle være varsom, det havde hun lært af bitter erfaring, folk var ikke altid hvad de gav sig ud for, selv de mest indbydende kunne vise sig at være de værste monstre, omend kvinden ikke ligefrem lignede et monster eller opførte sig som et. Forundringen i hendes blik, blev dog kun større, som kvinden begyndte at sætte fjer i sit hår? Hvad skulle det dog gøre godt for? Et lille "hmm" lød fra hendes hals af undring, men hun sagde ikke mere, fulgte blot med fra sidelinjen. 

Nianna måtte dog spærre øjne lidt op, for hvad var nu det? Hendes hoved gled ganske let på skrå, mens hun iagttog kvindens bevægelser. Farve... I ansigtet? Nej nu havde hun da aldrig oplevet noget så besynderligt, men det klædte besynderligt nok kvinden at få det på. Hendes nysgerrighed var pirret, mere end godt var for den unge kvinde, skulle hun vælge at komme nærmere? Eller ville det være bedre blot at gå sin vej mens tiden var? Så mange tanker, så mange spørgsmål. Hun følte sig splittet, men som så ofte vandt den dumdristigheden over hende, den unge pige skjult inden i hende, fik som regel sin vilje, når nysgerrigheden tog magten over hende, og tøvende rejste hun sig lidt op, og tog et par skridt over imod kvinden, for bedre at kunne se hvad hun mon lavede, og hvad det var hun havde kommet i sit ansigt. Farverne kunne hun godt genkende fra sin egen lille oase, den mindede hende om nogle af de urter og blomster som voksede vildt der.

Alavara lagde det sidste finish på det hun var i gang med at male i ansigtet, hun havde godt fornemmet at pigen var kommet tættere på men hun virkede så, bange, på en eller anden måde, derfor ville Alavara ikke gøre nogle pludselige bevægelser. 

Hun pakkede malingen væk og kikkede over mod pigen, “hey” sagde hun med et smil på lægen, hun var ikke sikker på hvordan pigen ville reagere så hun blev siddende på jorden, at rejse sig ville måske få pigen til at løbe væk. 

Der var noget ved pigen som vækkede hendes nysgerrighed, pigen hår, hendes udstråling, det faktum at hun virkede nervøs og alligevel havde besluttet sig for at gå tættere på. “kommer du tit her ?” Hun prøvede at lyde så venlig og blid som muligt.

Nianna havde svært ved at skjule den smule skuffelse, der trådte frem i hendes ansigt, for kvinden var allerede færdig med det hun havde gang i, da hun var kommet tæt nok på til at kunne se hvad det egentligt var. Hun bed sig ganske let i underlæben, inden hun fik blikket drejet op imod kvinden, for at betragte malingen. Samme spørgsmål gentog sig selv i hendes hoved igen og igen; Hvorfor? 

Det gav dog et lille sæt i hende, som kvinden pludselig talte til hende, hun vidste ikke hvorfor, hun havde jo været så fokuseret på hendes ansigt, at hun burde havde set det komme inden, men det var hendes problem, hun fokuserede altid for intenst på nogle ting og glemte resten af billedet foran sig. Hun rokkede lettet uroligt op på tæerne og ned igen, gentog handlingen igen og igen, som hun mærkede sandet imellem de bare tæer under hendes. Til sidst fik hun sig overtalt, en hilsen kunne vel ikke være så slem? "Hej..." Hendes stemme var dæmpet og tydeligvis usikker på situationen, hun nu befandt sig i, men hun var for nysgerrig til at kunne trække sig væk igen, til bare at vende rundt og gå. Hun måtte kende formålet med farven.

Alavara blev lidt overasket over pigen reaktion, men hun havde forventet værre, pigen virkede som om hun ville gå igen, men hun så også ret nysgerrig ud, (hvad var der så spændene ved hende, hun var jo bare en skovelver) tænkte Alavara.


Pigen nikkede da Alavara spurte om hun havde været her før, mon pigen boede her i nerheden eller var hun lige som hende selv på gennemrejse, det var svært at sige, pigen så forholdsvis ung ud så det med at hun havde rejst her hen var nok ikke så sandsynligt.


”Du fremmede.....” sagde pigen og virkede til at ville spørger om noget mere. Alavara smilede stadig og svarede så ”ja hvad er der, er du faret vild ?”  Alavara så meget spørgerne på pigen, hvad mon hun hed, hun plejede normalt ikke at være så nysgerrig, men denne pige, hun virkede anderledes.

Hendes blik havde fulgt kvinden, som hun pakkede det maling væk hun havde brugt til ansigtet. Hun pegede forsigtigt imod det, inden hun drejede blikket imod hendes ansigt, hun vidste ikke om hun kunne tillade sig at spørge, men hvorfor ikke? "Hvorfor....?" spurgte hun lettere tøvende, som hun gik ned i knæ og lagde armene om hendes knæ. Hun sad helt roligt med røven lige over jorden og hagen hvilende på det ene knæ, mens hun betragtede kvinden nysgerrigt.

Hun drejede blikket en smule over imod skoven, uden at flytte hagen fra knæet, mens hun lyttede til de sagte lyde fra skoven. Hun kunne stadig høre det dyrelivet, pusle rundt derinde. De var efterhånden så vant til hendes tilstedeværelse, at de ikke længere flygtede fra hende når hun bevægede sig rundt i skoven.

Kvindens stemme fik hende til at rette blikket tilbage, som en klukkende latter forlod hendes hals. Hun løftede hovedet ganske let for at ryste på hovedet med et strålende smil om læberne. "Nej... Mit hjem..." svarede hun fornøjet og gjorde et lille kast med hovedet imod skoven. Hun kendte hvert et lille område, vidste hvor hver en lille sten lå og kunne finde rundt med bind for øjne og hænderne bundet på ryggen hvis hun ønskede det. 

Alavara så forundret på pigen, hun ville vide hvorfor hun malede sig i ansigtet, ”det er fordi jeg godt kan li at stase mig lidt ud” svarede hun pigen med et smil, ”vil du se det ?” Alavara pakkede malingen ud igen, pigen virkede ikke til at kunne tale særlig godt men hun forstod åbenbart hvad Alavara sagde.

Pigen havde svaret at hun boede der, mon der var en lansby tæt på, eller boede hun som Alavara for det meste alene i skoven. ”jeg elsker også skoven, jeg bor der selv det meste af tiden” forklarede hun pigen, hun var meget fascineret af pigens ihærdighed, hin kunne ikke lige sætte en finder på det, med der var noget ved pigen som fascinerede hende, hvad mon hun hed.

Alavara tog sig god tid til at pigen kunne se hvad det var hun havde i bøtterne og spurgte så, ”hvad hedder du egentlig ?”. 

Siddende lidt fra kvinden, lyttede hun opmærksomt til hendes ord, hun fangede det meste af det, men hun rynkede alligevel ganske let i panden. "Stase?" spurgte hun stille, inden hun tiltede hovedet ganske let på skrå, det ord var nyt for hende og selvom med resten af sætningen gav det ingen mening for hende. Hun nikkede dog ivrigt til at hun gerne ville se hvad det var for noget maling. 

Da hun åbnede bøtterne og holdt dem frem, rettede hun sig op og kom de sidste skridt nærmere kvinden før hun igen satte sig ned på samme måde, men forsigtigt rakte en hånd frem så hun måske kunne få lov at holde en af dem. Da hun fortalte om hvordan hun også elskede skoven, strålede hendes smil om muligt endnu mere, inden hun ivrigt nikkede. Skoven var det bedste sted man kunne opholde sig, livet der voksede overalt omkring en, dyrenes mange puslende lyde og træerne der nærmest talte til en hvis blot man stoppede op og lyttede til dem.

"Nianna..." svarede hun en smule tøvende, da kvinden spurgte efter hendes navn. Hun var ikke den bedste til at holde liv i samtaler, hun havde stadig den barnlige glød der gjorde hende til en meget større fan af gæt og grimasse end at tale.

Alavara kikkede undrende på pigen, vidste hun ikke hvad det betød eller, ”du ved når man gerne vil se pæn ud, hvis man fx skal ind til byen eller sådan noget” forklarede hun med et smil, pigen virkede ikke som om hun kunne sproget særlig godt, så hun havde intet mod at forklare det for pigen.

Alavara lod pige holde bøtterne med maling, det virkede vigtigt for pigen så hvorfor ikke tænkte hun, det var jo bare malign, intet af rigtig værdig egentlig, hvis nu pigen skulle tage bøtterne og løbe kunne hun jo bare lave noget nyt, ”jeg skal snart havde lavet noget nyt” forklarede hun, egentlig mere til sig selv end til pigen.

Hun kunne mærke pigens tøven da hun fortalte hendes navn, ”sikke et smukt navn, jeg hedder Alavara” sagde hun med et smil, ”bor du i skoven eller er der en landsby her omkring” spurgte hun stille og kikkede ind mod skoven, hun ville ikke skræmme Nianna mere end aller højst nødvendigt, hun boede selv i skovene det meste af tiden så det kunne være hyggelig hvis de havde det tilfælles.

Da kvinden begyndte at forklare hvad hun havde ment med stase ud, kom Nianna til at le stille for sig selv, mens hun betragtede malingen og ganske forsigtigt rørte ved den ene farve med en finger. Overrasket over konsistensen nullerede hun det imellem pegefingeren og tommeltotten med blikket låst fast på fingrene. Det var en besynderlige følelser, og farven spredte sig imellem hendes fingre, til sidst måtte hun le en smule igen, inden hun løftede blikket og rakte malingen tilbage. "Gør alle det?" spurgte hun undrende og lagde hovedet let på skrå, hun mente ikke hun havde set den slags før, men måske der var forskellige måder at gøre det på?

Hun havde godt bemærket der ikke var meget tilbage, i nogle af farverne, men hvordan mon hun gjorde det, lavede nyt? Hun lagde hovedet ganske let på skrå, og sendte hende et stort smil. "Hvordan?" Hun ville så gerne se det, lære nyt hele tiden, suge andres viden til sig, for måske det kunne bruges i hendes egen hverdag? 

Hun rødmen let over hendes ord, inden hun gjorde et ganske lille nik med hovedet. Alavara, det lød som et navn hun godt kunne komme til at snuble i, men smukt det var det i hvert fald som hun udtalte det. "Ala....vara...." Kom det helt stille fra hende, som hun virkelig måtte anstrenge og gentaget navnet i hovedet flere gange for at være sikker på det blev rigtigt.

Da kvinden begyndte at forklare hvad hun havde ment med stase ud, kom Nianna til at le stille for sig selv, mens hun betragtede malingen og ganske forsigtigt rørte ved den ene farve med en finger. Overrasket over konsistensen nullerede hun det imellem pegefingeren og tommeltotten med blikket låst fast på fingrene. Det var en besynderlige følelser, og farven spredte sig imellem hendes fingre, til sidst måtte hun le en smule igen, inden hun løftede blikket og rakte malingen tilbage. "Gør alle det?" spurgte hun undrende og lagde hovedet let på skrå, hun mente ikke hun havde set den slags før, men måske der var forskellige måder at gøre det på?

Hun havde godt bemærket der ikke var meget tilbage, i nogle af farverne, men hvordan mon hun gjorde det, lavede nyt? Hun lagde hovedet ganske let på skrå, og sendte hende et stort smil. "Hvordan?" Hun ville så gerne se det, lære nyt hele tiden, suge andres viden til sig, for måske det kunne bruges i hendes egen hverdag? 

Hun rødmen let over hendes ord, inden hun gjorde et ganske lille nik med hovedet. Alavara, det lød som et navn hun godt kunne komme til at snuble i, men smukt det var det i hvert fald som hun udtalte det. "Ala....vara...." Kom det helt stille fra hende, som hun virkelig måtte anstrenge og gentaget navnet i hovedet flere gange for at være sikker på det blev rigtigt.

// Lukket grundet manglende svar. Send en PM hvis du får lyst en anden gang hvor tiden er der :D