Karim var ikke kendte for at misse en fest, og han ville have været en skændsel mod sit navn og familie, hvis han havde misset hvad der så ud til at blive årets største fest! Det skulle hvertfald være en modig mand der forsøgte at overgå en Fyrstelig fest!

I aftenens anledning havde Karim anskaffet sig et fremragende sæt tøj, der kunne passe til hans mageløse maske! Masken var, naturligvis, en fuglemaske, men det var ikke bare en hvilket som helst fugl! Masken var prydet af sne-hvide fjer, og et næb i klart, blåt glas. Fjerene var naturlig ægte punkti fjer som Karim allernådigst havde fået lov at samle fra de punkti han havde mødt.
Derudover var Karim iført en tunika i hvid slike, med brede, løse ærmer, der graduerede fra den rene hvide, til en kraftig, klar blå. Hans bukser var løse øverst, men blev samlet lige under knæene, hvor de skiftede til samme klarer blå som ærmerne.
Fra hans ene skulder hang en imponerende halvkappe i hvide og blå fjer, og på hans anden skulder, sad en levende punkti og kejsede majestætisk.

Med det gode selskab medbragt, og en tanke til hans 3 koner derhjemme, så Karim frem til en fortrinelig aften!


Middagen viste sig da også ganske spektakulær! Karim sad og nød de sidste rester af sit tredje glas vin, da punktien på hans skulder pludselig forlod ham, på hjerteskærende vis, og med et par vingeslag elegant tog plads på en af de andre gæsters skulder. 
"Ved gudindernes lys, De må sandelig have et godt hjerte! Alljina gør sig kun i det bedste selskab!" sagde han til den anden gæst, mens fuglen, Alljina, puffede lidt til gæstens hoved, for at kunne sidde bedre.

At skulle til fest var en af de ting Elisor holdt aller mest af, men at skulle til fest hos menneskene var noget nyt og noget han havde set utroligt meget frem til. At det så skulle blive årets fest blandt mennesker gjorde det kun mere spændende!

Det at det var et maskebal gjorde dog ikke meget for at skjule at Elisor havde skovens blod i sine årer, hans maske var i tyndt birketræ, smukt formet ja men det mest imponerende var geviret af krystaller der lod til at gro fra masken, lysende let og ganske tydeligt afslørende at den forestillede en af Lindeskovens lyshjorte.
Som så mange andre dage var han iklædt en løs robe farvet i en gradient fra himmelblå ved kraven til en jadegrøn ved bunden. Langs ryggen var der broderet sole, måner og stjerner, tydelige tegn om hvem han var for dem der kendte til ham.

Selve middagen var skam hyggelig nok, men underlige valg af retter efter hans mening. Dog fik han fint besøg og nussede smilende den fine punktie der havde valgt at besøge ham. "Åh! En kender ligefrem" klukkede han, han accent var tydeligt elvisk, men heldigvis ganske forståelig. "Min egen punktie er hos min datter i aften" klukkede Elisor og flyttede let på hovedet så Alljina kunne få lidt mere plads.

Til trods for masken, var overraskelsen tydelig i Karims kropssprog. "Jaså! Det er ikke ofte man møder andre der forstår at sætte pris på Prunktiernes fantastiske selskab. Men I har så om sige nok også bedre forståelse for den slags, end de fleste sydpå" klukkede han varmt.

Imens trippede Alljina lidt rundt, for at vurderer den ekstra plads den havde fået. Findende den tilstrækkelig, satte han sig til rette og gjorde sig det mageligt på elverens skulder.

"Men det er nu en skam De ikke har ladet den gør Dem følge her. Alljina der savner noget så grufuldt ligefugle at begå sig med, og papegøjen er ved at give ham pip!" sukkede Karim, men lo til sidst hjerteligt af sit eget ordspil. "Men ak, han må nøjes med duften af bedre selskab hos Dem" tilføjede han og løftede sit vinglas.
Den gamle mand kastede vinen lidt rundt i glasset, tænksomt, inden han tog en tår, og igen henvendte sig til elveren.
"Kunne det tænkes at De måske ville dele en fortælling eller to om Deres Punktie?" bad han så.

"Åh? Det var dog en skam! Sådan en fugl ville ellers nyde følge en familie gennem tiden, men folk fra syden har måske andre ting de hellere bruger deres tid på?" Klukkede Elisor varmt, med et smil der spejlede sig i hans øjne, nok kende han ikke meget til folket fra syd, andet end de andre forårsblomster mente at de var meget anderledes. Det var dog ærgerligt at det  meste af hans viden om syden samlet i hans viden om ørkenelverne, og selv den var sparsom.

Den fornemme gæst der gæstede hans skulder fik lidt flere strøg over fjerpragten, samt en lille ofring af noget af det kød Elisor ellers havde været igang med at spise.

"Ak! Telari har sjældent været glad for fester med tag, men havde jeg vidst at Alljina var komme her så havde hun været med. Åh jeg føler jeg har oplevet noget lignende! Telari har været noget mere flyvsk på det sidste, måske hun endelig er ved at være træt af mit selskab?" klukkede han kort og tog en tår af sin vin. At fortælle en historie om Telari ville være muligt, det havde trods alt brugt over et århundrede i hinandens selskab, men hvilken det var spørgsmålet.
"Det er næppe den mest glædelige fortælling, men den der kommer mit hjerte mest nær er den om hvordan hun mistede sin mage..."

Karim sukkede med en trist tone "ønsket er der, bestemt, og mangle forsøger at holde Punktie, men ak, det er desværre for status mere end kærlighed for dyret. Og de er nu engang krævende væsner, der ikke trives godt i den slags fangeskab". Der var en let melankoli i den gamle mands væsen. Han havde set mange dyr visne væk i fangeskab.

Alljina gnuppede sig let mod Elisors hånd, ivrig, men ikke villig til at vise det. Han var nu engang en stolt fugl! Kødet blev også nøje beskuet og nippet lidt til, indtil den hapsede det i sig.

"Ahh ja, jeg tænker mig i har lidt højere til loftet, til trods for vores kærlighed til vælvede lofter!" klukkede Karim muntert. Trods den gamle mands generelle munterhed og flyvske væsen, så faldt der en alvor over ham, som elveren valgte sin historie. "Historier behøves ikke være glædelige, for at være værd at fortælle" anerkendte Karim, og gjorde gestus til Elisor kunne starte i sit eget tempo.

Elisor nikkede med en seriøs mine "Nogen siger at holde dyr er som at tage dem ind i sin familie, men lige med punktie er det nærmere omvendt. Lidt som Alljina her ikke virker til at lade alle komme tæt på" Forårsblosterne havde en tendens til at ville få det bedste ud af deres liv, desværre uden megen tank om hvem eller hvad det gik udover. Det gav dem sikkert spændende liv, men svære for andre.

Alljinas stolhed mindede ham om da han havde mødt Telari første gang, især den slet skjulte iver over opmærksomheden. Elisor kunne ikke meget andet end smile over hvor kræsen fuglen gerne ville virke, nysgerrigt fandt han nogle nødder og rakte prøvende en op til Alljina, nødder var trods alt Telaris ynglings.

"Når man kan have løvet som tag, so kommer der trods alt højt til loftet ja" smilede elveren sigende, et smil der hastigt blegnede og svandt hen som han gjorde klar til sin historie.
"Telari og Neleors sidste kuld havde forladt reden to år for inden, Neleor var en af mine venners Punktie men de tog brugte det meste af deres tid sammen, udover når deres pligter kom i vejen" Elisor tog en tår af vinen fra hans glas i et forsøg på at være på forkant mod at hans hals snørede sig sammen.
"Det var på sådan en tur, der var set blodsforæddere i kanten af skoven og Neleor skulle bringe besked til nogle spejdere i nærheden" Elisor knugede hårdt om bestikket så knoerne blev hvide, ingen han i tanke om at den anden nok ikke vidste præcis hvem blodsforrædderne var "Mørkelvere..." sukkede han dybt før han fortsatte med en dyster mine "Spejderne fik besked men han vendte aldrig hjem, hvilket i sig selv var tragisk, men hvad der var hændt ham var værre endnu"

Karim nikkede sombert til elverens ord, og strøg sig en smule over det veltrimmede skæg. Ak det var ikke alle, faktisk hun ganske får, mennesker der forstod sig på fuglenes majestæt! Neej, der var skovens folk nu engang dem visere, også selvom det spidsørede folk kunne være så forfærdelig bagvendt på andre tiltag. Så langt et liv, og så forstod de knap at nyde det!

Alljina værdigede knap nødderne et blik, men kiggede blot på elveren, med en 'mener du virkelig det?' attitude. Der gik dog ikke længe før fuglen alligevel nedværdigede sig til at kigge på den fremholdte godbid. En smule prøvende hakkede Alljina lidt til nødden, og skubbede til den med næbbet, inden han til sidste habsede den i sig.

Den ældre herres ydre forblev dog seriøs i sit udtryk, som elveren begyndte sin fortælling. Karims bryn voksede tættere og hans blik mørkt. "Mistede livet i tjeneste for jer?" spurgte han blot, og der var mildhed ved spørgsmålet, som var det et yndlings barn der var gået bort.

Selv Alljina holdt sig tilbage fra at tikke flere nødder, og lagde vingen om elverens hoved, for beskyttelse og trøst.

Det var lidt sjovt at Alljina nærmest skulle overtales til at spise nødder, måske var det ikke noget han blev ret tilbudt ofte? Telari ville sætte pris på at kunne få nødderne i fred, selvom det lod til at Alljina fik smag for dem dog.

Af ren og skær vane fortsatte Elisor med at tilbyde Alljina nødder når han opførte sig godt, hvilket lod til at være i hans natur af sig selv. Punktier var stolte og målbeviste som få, og ganske gode til at få godbider hvis de var i humør til dem, hvilet var mere eller mindre altid.

"Værre endnu..." Elisor knugede sine hænder i vrede, ikke at vreden fik lov at være der længe, Alljinas vinge fik ham til at kunne fortsætte. Nogengange kom den største trøst fra de mest uventede kanter. "Ikke nok med at blodforædderne havde havde myrdet ham, så havde det stegt ham over bål!" vrissede elveren gennem hans tænder. "Pilene der tog blodforræddernes liv, var på ingen måde nok til at gøre bod på den udåd de havde begået" Elisor tog en dyb slurk af sin vin, at fortælle den historie gjorde ham altid i et dårligt humør, men i det mindste lod det til at herren var en der kunne forstå smerten ved den.

Et forfærdet gisp forlod Karim som fortællingen nåde sin ende, og Neleros skæbne blev bragt for lyset. Den skæbne den ædle punktie havde mødt var utænkelig, så forfærdelig den aldrig burde befalde nogen fugl! En abe, måske, men aldrig en fugl!

"Jeg kondolere. Jeg kan ikke forestille mig den smerte De må bærer. Ikke nok med at miste en så nær, men at de samtiddig skulle møde så grusom en skæbne.. Der er ingen straf hård nok til at gøre bod på en sådan udåd". Karims tone var alvorlig og hans empati for eleverens tab ægte. Karim håbede til guderne at han aldrig selv skulle bærer sådan et tab, og lovede i samme tanke et grufuldt og smertefuldt endeligt, skulle nogen nogensinde forsøge.

Deres samtale blev kortvarrigt afbrudt af den næste ret, men selvom anretningen var udsøgt, kunne den ikke fange Karims opmærksomhed. Hans tanker var andre steder, og det var med et beslutsomt blik i øjnene, at Karim igen samlede samtalen op. "Sig mig, hvor holder deres datter til? Jeg har ikke andre presserende anliggender, så det er min intention at besøge hende, når alt er overstået her, så jeres kærer Telari kan møde Alljina" erklærede han bestemt.

Elisor tog endnu en slurk og tømte sit glas for vin, manden havde ret. Det var en forfærdelig og grumsom skæbne der var sket for den ellers stolte fugl, men det lå i fortiden og derfor ikke noget han forevigt kunne dvæle ved, hans blik var vent mod fremtiden og hvad den kunne bringe. "Tiden læger alle sår, men nogen huller tager længere tid før de kan fyldes" Skyggen af et smil var elverens læber, selvom han ikke takkede for det med ord, var han glad for mandens medfølelse. Det var sjældent han havde mødt mennesker med så stort et hjerte for dyr.

Heldet var med Elisor som næste ret kom og hans glas atter blev fyldt, anretningen var spændende nok til at nippede til den, som den solkyssede herre valgte at tage samtalen om. Forundret løftede elverens øjenbryn sig som manden ville hører hvor hans datter holdt til, men at det nærmere var for at Alljina kunne møde Telari fik det hele til at give noget mere mening for Elisor. "Hun bor i Dianthos, men jeg tvivler på at hun ville være glad for gæster på den måde." Elisor så tænksom ud et øjeblik "Men jeg har trods alt tænkt mig at besøge hende når vi er færdige her, og jeg ser intet problem i at de slår følge med tilbage?" Hans datter slog ham som en der ikke var glad for uanmeldte gæster, med mindre det var nogle udvalgte få.

Karim lo en smule som elveren fortalte om sin datter. "Åh, jeg er nu sikker på hun ville åbne op for min vindende personlighed" fastholdt han. Han havde endnu mødt få kvinder der kunne, og om ikke andet så ville almen høflighed dikterer at han hvert fald blev inviteret indenfor. Han ville trods alt være rejst langt for at se hende!

Elverens ord skød dog tankerne om en sød elverpiges favn til jorden, men den gamle ræv tog det med oprejst pande. "Ah! Jamen det er jo fremragende. Deres selskab ville i sandhed være en velsignelse, og det ville bestemt være på sin plads at lade demselv introducere de tog".

Karim strøg sit overskæg og smilede tilfreds. "Især sådan som Alljina har taget til Dem" tilføjede han let klukkende.
Alljina havde ikke ladet en god chance gå sig forbi, og mens Elisor havde været optaget af samtalen, havde fuglen strakt halsen og nippet halvdelen af elverens ret i sig. Alljina trak hurtigt hoved til sig som hans navn blev nævnt, og pudsede sine fjer som uskylden selv.

Elisor smilte kort af mandens optimistiske tanker, men det eneste svar han fik var en let rysten på hovedet. Den sydlige herrer lod på ingen måde til at være en som hans datter ville lukke ind i sit hjem uden en meget god grund. 

"Det vil være mig en glæde, jeg er sikker på at vi nok skal få en munter rejse" klukkede Elisor. Han kunne ikke huske præcist hvornår han sidst havde rejst med et menneske, men det det var flere menneskealdre siden så meget var han sikker på. Forhåbenligt ville Dae ikke have for meget imod det ekstra selskab, især ikke når det omhandlede at en potentiel mage til Telari.

Puntiens jagt på tallerkenen havde være ganske snedig, til Elisors skuffelse. Han havde set frem til at smage noget mere af maden. "Alljina, har tydeligt en appetit der er hans fjerpragt værdig, dog håber jeg at få resten af retten her selv" lød lidt tørt, som han selv forsøgte at spise resten af maden. Forhåbenligt vidste fuglen bedre end at stjæle når det var blevet påtalt.

Karim virkede ganske tilfreds med situationens udvikling, og han nikkede istemmende. "Ganske vist, uden tvivl" medgav han. Karim havde tilbragt megen tid med elvere, men sjældent nogen der stadig havde deres frihed. Og denne elver, så vel som han datter, måtte være særlige i deres egen ret, for at have sikret sig en invitation fra Fyrstinden af Arys. Ganske vist var der mange små-adelige og knap-adelige pak til festen også, men noget sagde Karim at det næppe var tilfældet her. Elverne havde vist slet ikke adelige på samme måde, sære væsner som de var!

Allijina pudsede sin fjerdragt som om intet var hent, og han hvertfald ikke havde haft næbet i elverens tallerken. Karim sukkede, tungt og højlydt "Ahh men min kærer elver, De kan vel næppe bebrejde ham. Maden er udsøgt, men vores værtinde har desværre overset at sætte en tallerken til Alljina selv. Men! Jeg skal værne resten af deres ret for dem. Alljina, kom herover igen, så kan du få min" sagde Karim, det sidste rettet direkte til fuglen, der prompte forlod Elisor, og fandt tilbage på Karims skulder, ved løftet om mad. Et løfte der hurtigt blev indfriet, som Karim løftede sin tallerken op, så fuglen lettere kunne nå.
Karim lod til at blive ganske opslugt i fuglens spisen, og endte med at sidde og mumle til fuglen, der skræppede lidt igen, så den gamle man lo let. Karim var tydeligt for optaget af fuglens gøren og laden, til at være meget mere selskab værd.