Det var lidt hen af eftermiddagen, og den tidlige forårssol skinnede klart og skarpt ind gennem kroens ruder. Snakken gik stilfærdigt i den lille krostue, for de fleste middagsgæster var efterhånden gået igen og nu sad kun enkelte tilbage og spiste et lidt sent måltid eller nød en kold drik.
Edda manøvrerede sig behændigt rundt mellem borde og stole imens hun ryddede af bordene og kastede et smil, et grin eller en bemærkning afsted til de af kroens stamgæster som kommenterede på hendes næsten dansende trin imellem bordene med tallerkener og krus balancerende på armene.
"Pas nu på du ikke taber det hele ved et uheld Lille Edda" sagde en ældre kone formanende og Edda svarede igen med påtaget alvor "Bare rolig Linea, jeg skal nok sørge for kun at gøre det med vilje" Så kunne hun ikke holde masken længere og hun grinte fornøjet inden hun fortsatte sit forehavende. Den ældre kone mumlede noget til sin bordmakker om unge nu til dags, deres overmod og alt for store selvsikkerhed, men de andre gæster smilede blot til hende.

Alt imens Edda tog af bordene nød hun hvordan lyset og forårssolen varvendt tilbage. Vintermånederne var flotte med deres sne, men det var nu noget helt specielt at se varmen vende tilbage. Hun bemærkede også lidt ærgerlig hvordan lyset fremhævede de støvede kanter på kroens vinduer. Dem ville hendes mor garanteret forlange at hun pudsede til de skinnede lige så rent som resten af kroen, for selvom stedet var lille var det rent og velholdt. Og var der noget som Edda ikke gad lige nu, så var det at bruge denne dejlige dag på at pudse vinduer - hun ville meget hellere ud og nyde den.

Hun havde fundet vejen til helbredelseshuset i går, der havde været brug for lidt ekstra hjælp i et enkelt øjeblik. Hun var ikke helt sikker på hvorfor, men hun havde heldigvis været her i byen, så det var ikke så slemt at skynde sig derhen som en hun kendte havde tilkaldt hende dertil. Det næsten helt hvide hår svinger fra side til side, imens hun går lidt rundt. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle begive sig til at gøre, hun var lettere træt, men tydeligt ikke træt nok til faktisk finde et sted at sove. Nok havde det taget lidt af hendes energi, men det havde heldigvis været nogle småting hun havde skulle heale.

Hun kunne dog godt fornemme at, hendes forvandling på ingen måde kunne komme til lige nu. Men det havde hun det også fint, for det ville nok undre en masse hvis der rendte en ræv rundt her inde i selve Dianthos. Selvom ræven var flot, så var det ikke noget de fleste ville se godt på hvis hun rendte rundt her. Det var ved at sprule helt af liv i gaderne, hvor hun pludselig kunne se en mindre kro midt i det hele, som lignede at der faktisk var lidt liv i den. Hun kunne høre samtalen allerede inde i kroen, hun lukkede øjnene et øjeblik, som hun nød den svage summen rundt om hende i forhold til mennesker. Selvom stedet så lille ud, så det absolut meget vedligeholdt ud. Hun havde ikke så ofte set de små steder i Dianthos, det var mere når hun havde været tilbage i de mindre byer hvor det var mere normalt med de mindre kroer. Det havde et sted vakt hele hendes opmærksomhed, men hun kunne også fornemme hun nok hellere ville møde en, for at få nogle andre bekendtskaber her i Dianthos, end de elver som hun kendte her i byen.

Efter at have taget en sidst omgang i krostuen efter den smule tallerkener hun ikke havde kunnet bære i første omgang, smuttede Edda om bag disken og fangede sin mors blik. Hun vidste at hendes mor garanteret havde et utal af opgaver klar til hende, såsom at vaske op efter de mange gæster, lave is til madkammeret eller en af de mange andre ting på den endeløse liste af gøremål som følger med det at eje en kro. Men hun havde fået en idé til hvordan hun kunne komme udenfor og samtidig undgå at skulle pudse vinduer.
Hun rømmede sig "Cassandra?", og hendes mor kiggede op, pludselig med et overbærende smil, for hun vidste at hendes datter kun brugte hendes navn når hun prøvede at indsmigre sig - og det oftest for at undgå arbejde "Ja min skat?" svarede moderen. "Jeg tænkte om jeg ikke skulle gå ud og skaffe nogle blomster til bordene? Noget som kan bringe foråresstemningen indenfor" sagde Edda med et smil, for hun var ret sikker på at det her ville virke. Hendes mor overvejede det et øjeblik, så nikkede hun "Jo, gør det, men lad det nu ikke tage for lang tid", svarede hun og fortsatte så sit arbejde med opvasken efter middagens gæster. 

Det var en glad og smilende Edda, som kort tid efter trådte ud af kroens dør. Hun var stadig iklædt det praktiske tøj, bukser og bluse, som hun brugte når hun arbejde i kroen. Med sig havde hun en kniv og snor til at bundte blomsterne sammen. Nu skulle hun så bare finde ud af hvor hun skulle gå hen og finde dem. Det skulle helst være et sted hvor hun kunne tage dem frit, for selvom de ikke manglede penge, havde de heller ikke råd til at ødsle dem bort på blomster og alskens luksus.

Selvom det ikke var pænt at lytte til hvad andre folk siger, så kunne hun ikke selv stoppe med at lytte, for det var en afslappet stemning der alligevel var i kroen. Selvom hun stod et stykke derfra, så den lille kro gav nærmest den hyggelige stemning væk som noget af det første. Kvinden som kom ud fra kroen, havde overraskende nok nogle bukser på. Her havde hun ellers nærmest kun set kvinder her i byen som havde kjoler på, fordi det var mere fint for de fleste. Hun vipper let det ene øjenbryn op, det var alligevel til den overraskende side med dette menneske, men et skønt nyt pust til hver dagen. Hun havde dog selv en kjole, mest af alt fordi ofte når hun hjalp rundt omkring med healing, så havde hun det mest praktiske på som bukser og en trøje. Den sad lettere løst på hende, men havde efterårs farverne, så den var meget rødlig, med hint af orange. Den havde dog yderst detaljere smykker nærmest på den, et bælte, halsmykke som holdte den oppe sammen med det som var på skulderne(billedet som er på hendes profil under udseende). Hun stak sig ud med den blege hud, det næsten helt hvide hår som hang helt ned til hendes lænd. Det var ikke det sværeste at gætte hun var en elver, i hvert fald med den kjole hun bar, tydeligt at se den kunst som en elver havde lagt i det.

Rhea vidste egentlig godt hvor blomsterne lige nu blomstrede, hun havde været rundt og se på det hele i Dianthos, også for at se det lidt natur som stadig var her omkring. Så længe hun var her, så var det også en del af hendes pligter at holde lidt ekstra øje med det, havde de i hvert fald informeret hende dem hun kendte her i byen. Det var ikke ofte elver valgte at være her længe af gangen, medmindre man havde et job her. Byen var bare ikke ofte noget for dem, i hvert fald ingen af de skovelver hun normalt færdes med, så havde de brug for mere ro, et sted man var mere sammen med naturen. Men hun var stadig ung, så hun blev nød til at opleve det selv, inden hun dømte det hele på forhånd, selvom hun allerede var godt igang med det. Men menneskerne så ud til at kunne li det her, det var vel altid det vigtigste.

Edda mærkede solen på sin hud, og varmen fra den fik hende et øjeblik til at smile endnu mere end normalt og hun gjorde et kast med håret. Så fornemmede hun at nogen iagttog hende, og hun lod blikket glide rundt blandt folkene som bevægede sig omkring på gaden.

En slank og elegant skikkelse fangede hendes blik, og hun så at det var denne kvinde som havde betragtet hende. At sige hun var smuk ville være en underdrivelse. Kvindens lange hvide hår skinnede i solen og den lyse hud, stod i kontrast til den rød-orange, og flot udsmykkede kjole. Det var en fornemt smykke, men uden at være overdrevent eller pompøst. Eddas første tanke om kvinde var elver, ingen mennesker besad den skønhed som disse væsner, og kvinden var i sandhed smuk.
Det gik op for hende at hun bare havde stået og kigget imens alle disse tanker gled gennem hendes hoved og hun skyndte sig at ryste dem af sig. Nu hvor hun havde stået og næsten nidstirret den fremmede, kunne hun vel lige så godt gå hen og sige hej. Om ikke andet så for at få stillet sin nysgerrighed. Elvere, hvis kvinden da var elver, var ikke et normalt syn heromkring og hun ville ikke forspilde sin chance for at møde sådan en.

Hun gik smilende over til den fremmede "Godeftermiddag" sagde hun, idet hun ikke helt vidste om 'hej' var for uformelt til en kvinde der så som hende her.

Solen rammede hende hud, så hun kunne fornemme varmen mod hendes hud, det var rart efter disse vinter måneder. Hun lukker let øjnene selvom hun kunne fornemme øjne på hende, hun vidste allerede det var kvinden, men hun vidste hun havde stirret først på hende, så det undrede hende ikke det blev gengældt. Hun åbnede sin øjne, som hun så hende kommer tættere på. Et smil bredte sig på Rheas læber, som hun fulgte med kvindes bevægelser. Hun rettede sig mere op, "god eftermiddag, men du behøver nu ikke være så formel, jeg tager ikke så formelt på tingene" siger hun med et smil, som hun kommer med et svagt nik som hilsen også. Mange havde det mere at hilse formelt på hende, men hun tog det med et gran salt, nok mere fordi hun stadig sås nærmest som et barn i de andres øjne, nu når hun ikke engang var 150 år endnu. Nok nærmere ung, men var der en ting hun bare havde lyst til at smide ud ad vinduet, så var det alt den formelle snak. Det trak jo nærmest tænder ud, når hun skulle snakke med nogle af de ældre i elverly. 

Hun ser på kvindens kniv, samt det snor hun havde med sig. Hun vipper det ene øjenbryn op, "hvor du så på vej hen?" Spørger hun nysgerrigt, imens hun igen ser på kvinden. Nok kendte hun svaret, men det var uhøfligt af hende ikke at spørge, nok var Rhea ikke særlig formel, hvilket irriterede nogle af de ældre, men i det mindste var hun høflig, som de ofte sagde. Heldigvis var det noget som folk bedre kunne acceptere at hun var høflig, fremfor at være helt formel med det hele. 

Det var nogle smukke lyseblå øjne som mødte Eddas blik da kvinden åbnede dem og talte til hende. Hun var lidt overrasket over hendes affejning af høflighed, for de enkelte andre elvere Edda havde mødt i sin levetid havde alle været så højflige at hun dårligt vidste hvordan hun skulle føre en samtale med dem. Måske hende her er en speciel slags, tænkte hun ved sig selv, eller måske hun bare er lidt mindre formel, rettede hun sig selv. Der fandtes jo også forskellige personligheder hos elverne ligesåvel som hos menneskene. "Det vil jeg huske" svarede hun med et smil til den fremmede.

Hun så kvindens blik mod sin kniv og snoren og rettede så øjnene tilbage til hende. "Jeg er på vej ud for at finde nogle blomster til at pynte krostuen med" sagde hun glad "Jeg mangler bare lige at finde ud af hvor jeg skal få hen" tilføjede hun med et lille grin. Hun var ikke blomsterekspert, hun var meget bedre til ismagi og rengøring, men solen havde lokket noget så forfærdeligt så hun havde kastet sig ud i dette lille blomsterprojekt uden helt at vide hvor hun skulle starte hende. Men pyt med det, tænkte hun, så svært kan det ikke være at finde lidt grønt at pynte stuen med. Hendes selvsikkerhed var måske nok lidt for høj på det her punkt, men i det mindste holdt den hende ved godt mod og gjorde hende klar på små udfordringer som denne.

Hun kommer med en svag hummen, imens hun nikker lidt til det hun siger. "Kom med, jeg ved lige præcis hvor du kan finde nogle på denne årstid," siger hun med et smil. Der var ikke mange blomster på denne tid af året, men hun vidste da hvor de først sprang ud henne her i Dianthos. Men hun vidste de skulle lidt tættere på bymuren, da der ikke rigtig var græs områder lige her hvor de var, midten af Dianthos bød ikke rigtig på nogle områder der kunne komme blomster. Hun sørger for at holde øje med at kvinden kan følge med, som hun begynder at gå. "Mit navn er Rhea," præsentere hun sig selv. Da hun altid føler det mærkeligt hvis man ikke kender navnet på hinanden, for så kan det da kun blive svært fremover. 

"Men det lige præcis det rigtige tidspunkt, det ikke så længe siden blomsterne begyndte at springe ud," siger hun roligt, imens hun holder lidt øje med hende, som de går igennem nogle af de menneskemængder der lige har samlet sig lidt rundt omkring. Nok kom hun nemt og elegant omkring alting, hun var van til store mængder at komme forbi, men hun kendte jo ikke denne kvinde og hvor god hun var til at komme rundt i store mængder. Violen er kommet i blomst, Bellis, blå anemone og følfod. Det var ikke så mange endnu, men det var altid en god start. Som de kom længere og længere væk fra næsten midten af det hele, kom der mere mellemrum mellem altind, der begyndt at være små græssteder som de kom nærmere på bymuren. Men som de kom til bymuren, var det som der var en smal græs linje hele vejen hen, men alle de fire blomster stod rank og flot, imens de nærmest stod flettet ind i hinanden nogle steder.

Edda lyste op i et smil ved kvindens ord. Hvor heldig har man lige lov at være? tænkte hun glad, det er jo helt perfekt at jeg mødte denne kvinde nu. Hun havde ikke nået at overveje hvordan hun selv skulle finde blomsterne, det var nok bare endt med at hun var travet forvirret rundt i hele byen indtil hun ved et tilfælde var heldig nok til at falde over en blomst eller to. "Tusind tak for din hjælp" sagde hun taknemmeligt, for hun var virkelig glad for kvindens tilbud om hjælp. 
Da kvinden begyndte at gå fulgte hun efter, og hun blev en anelse overrasket da kvinden for talte hende sit navn. Hun syntes ofte elvere havde en tendens til lange og syngende navne, men denne kvindes navn 'Rhea' var kort og simpelt, omend stadig elegant. "Mit navn er Edda", svarede hun, "Edda Jökull" afsluttede hun. Hendes oldemor havde længe forsøgt at banke lidt høflighed ind i hovedet på hende. "En høflig og anstændig kvinde præsenterer sig altid med hele sit navn", plejede hun at sige og Edda smilede lidt for sig selv ved tanken. Hun plejede altid at glemme det, men denne fremmedes udstråling fik hende virkelig til at huske sine manerer.

Edda holdt trit med kvinden ved siden af hende imens de begav sig igennem byens gader. "Det var heldigt" svarede hun kvinden med et smil, "For jeg ved ærligt talt ikke meget om blomster" indrømmede hun. At hun havde valgt at gå på blomsterjagt netop som de sprang ud var mest af alt et lykketræf. Hun vidste lidt om de urter der kunne bruges til madlavning, men det var ærligt talt hendes mor som var den dygtige kok, og Edda havde aldrig interesseret sig specielt meget for planter. Jeg er nok bare ikke et plantemenneske, blev hun enig med sig selv om, jeg er mere sådan 'vand-til-is' typen.

De var efterhånden nået frem til bymuren og Edda fik øje på de smukke samlinger af vilde blomster som Rhea havde ledt hende hen til. De var ikke som de kultiverede planter der med deres perfektion var smukke og elegante, men de havde en form for vild skønhed som hun fandt utrolig smuk. Hun havde ingen idé om hvilke blomster der var tale om, men det var vel egentlig heller ikke så vigtigt.
"Hvor er de smukke" sagde hun til Rhea og fandt saks og snor frem imens hun gik over imod dem. Hun satte sig ned på knæ og begyndte forsigtigt at skære nogle at de nærmeste planter af helt nede ved jorden, så stænglerne var lange nok til at blive sat i de små vaser hjemme i krostuen. Snoren havde hun med, så hun kunne bundte blomsterne sammen og nemmere transportere dem med tilbage. Men det må jeg hellere gøre til sidst, tænkte hun, for der var ikke noget smart ved at rende rundt med alt for mange små bundter af planter.

"Ingen problemer," siger hun med et smil, da hun virkelig ikke følte det var noget som kunne vælte hele hendes dag, at vise hende hvor der var nogle blomster henne, som ikke ville koste hende en masse at købe. Hun nød at se hvordan naturen blomstrede tæt på bymuren, samt på den anden side af bymuren, som de dog ikke kunne se lige nu. "Rhea Selene Kalos," siger hun, som hun præsentere sig med hele sit navn, tydeligt en som har været meget godt opdraget. Det havde hun også, det var noget hendes pleje familie havde gået meget op i, men hun valgte ikke altid at være så høflig, mest af alt fordi hun bare ikke altid følte det nødvendig at sige hele hendes navn. Men så længe hun havde sagt hele hendes navn, så havde hun da ikke nogle problemer med at sige sit. Hvis hun alligevel spurgte en ældre elver om hende, så ville svaret nærmest kun være positivt, i og med hun altid havde hjulpet til hvor hun kunne og når hun kunne, det var kun igennem de seneste år hun havde valgt selv at bevæge sig længere og længere væk fra Elverly for at se lidt af verden helt alene.

"De er yderst smukke, vil man se flere smukke blomster, eller ønsker nogle flere, så det på den anden side af bymuren. Der er der store græs områder, hvor der blomstre en masse blomster. Men hvor du er henne i landet, kommer også an på hvilke blomster som er klar lige nu, men de fleste steder springer en masse blomster frem lige nu," siger hun med et stort smil, som hun sætter sig ned på hug som hun kigger på nogle af blomsterne. Hun kan høre nogle poter over stenen, som der kommer et dyr. Hun ser sig omkring inden, hun kan se nogle hunde stå et stykke derfra. Hun havde det tydeligt med at tiltrække omstrejferende dyr, hvis det ikke var dem som var vilde, så var det dem som var tamme og stak af, men for det meste var det blot fordi de manglede healing, måske små skader eller andre ting.

Edda sad på knæ i den bløde jord ved siden af blomsterne, og hun nød den milde duft som bredte sig i luften omkring dem. Det var næsten som duften af sommer. Og selvom hendes familie var fra nordlandet, så var duften af sommer en af de ting hun hold meget af. Det er næsten synd at plukke dem når de er så smukke, tænkte hun imens hun, én efter én, klippede blomsternes stængler over og forsigtigt lagde dem i bunken ved siden af sig så de ikke gik i stykker. Hun var sikker på at hendes mor ville blive sur hvis hun kom hjem med ødelagte blomster, og et muntert smil spillede om hendes læber ved tanken imens hun lyttede til Rheas ord.
"Det vil jeg huske" sagde hun, "Så har jeg også en god undskyldning for at komme lidt uden for bymuren", tilføjede hun muntert. Og en chance for at komme lidt udenfor var aldrig noget hun sagde nej til. Nok elskede hun sin familie og livet på kroen, men det var ofte travlt arbejde, og det levnede bestemt ikke tid til store udflugter uden for muren.

Edda havde efterhånden fået samlet sig en pæn bunke med blomster, og da hun kiggede op fik hun øje på hundene, som stod et stykke væk og kiggede på dem. Det var ellers ikke normalt at gadehundene kom så tæt på. "Kender du dem?" spurgte hun nysgerrigt. Det var ikke noget hun ellers havde troet om en fin elverkvinde. Det hun vidste om elverkvinder var det hun havde hørt fra rejsende og Gamle Eddas fortællinger. De var smukke, fromme, højbårne og slet ikke sådan nogle som gik rundt og klappede hundene på gaderne. Men der er ikke noget galt i at klappe gadehundene, tænkte hun, det gjorde kun Rhea endnu mere spændende i Eddas øjne at hun skilte sig ud fra mængden.

Hendes blik lander på gadehundene, som de følger med hende rundt. Hun smiler lidt, som hun fornemmer Edda spørger om hun kender dem. "En lille smule, men mange dyr er glade for skovelver, som vi passer på naturen. Jeg er meget fokuseret på natur og dyr omkring mig, disse gadehunde er ikke nogle undtagelse." Siger hun roligt, som hun sætter sig ned på hug, som gør hundene kommer hen til hende. De kryber let hen af jorden, imens deres haler logre, ørene lægger tæt på deres hoved, men ikke fordi de er sure, men mere med deres ivrighed for at blive snakket med. Hun stryger hånden over deres pels, som de kæmper om at komme til hende. En melodisk latter kommer fra hende, som de er ved at skubbe hende helt omkuld, bare for at blive snakket med. Hver gang hun rører dem, kan hun fornemme hun også healer lidt på dem, tydeligt at de har været i kampe, men det er normalt for disse gadehunde.

"Jeg skelner ikke mellem fattig og rig, heller ikke når de gælder dyr. Jeg har passet to ulve siden de var helt små, de gemmer sig et sted udenfor bymuren og venter på mig. De har knyttet sig til mig siden jeg fandt dem, flasket dem op fra de var så små," siger hun med et smil, som hun placere et kys på hovedet af nogle af gadehundene, inden de alle lægger sig helt op af hende. Hun kommer med en lav hummen, imens hun stryger dem over pelsen imens hun ser over på Edda.