Langs med floden, lå en gammel kro henlagt på en blind vej, som havde udsigt over søen. Valtor havde købt stedet for næsten ingen krystaller, men der var blevet brugt en del på at gøre stedet i stand og gøre det brugbart i forhold til det, som det skulle bruges til. Der var rigtig blevet plejet for detaljerne, som det gammel bindingsværk var blevet rengjort og styrket, så boligen ikke længere faldt sammen. Skiltet til den forhenværende kro var for længst blevet pillet ned, men man kunne stadig se hullerne fra, hvor skiltet havde været placeret på øverste etage lige udfor vinduet. Tårnet var ikke særlig højt og det var faktisk ikke særlig funktionelt, da værelset i tårnet var en smule for fjern i forhold til at Elinor gerne skulle kunne følge med i, hvad der skete i huset. Derfor var tårnet faktisk aflåst.

Men resten af huset summede af liv, som de var ved at gøre klar til det sædvanlige helbredstjek. Elinor var så småt klar til at sende slaverne videre, men blot for at sikre sig, at ingen sygdom ville bide dem eller Valtor i røven, ville han gerne have det tjekket for sygdomme og eventuelle skader, der kunne give dem infektioner. De fleste slaver var stillet op på række i den nederste etage, som faktisk var 2 store rum, ét soverum og et opholdsrum til slaverne. Ikke at der var mange ting i de forskellige rum. Madrasserne var blot halm samlet i en kasse og ingen lagen. Men det hele var rent, som slaverne selv havde til ansvar at holde stedet rent. Særligt hvis de ikke ønskede at sove i deres eget lort. Elinor var i gang med at inspicere den første slave, som han placerede en stabil hånd under drengens hage og løftede hans blik op. "Se mig i øjnene" beordrede han næsten, som drengen sank en klump og vendte blikket imod ham. "Fint." fortsatte han, som drengen atter kiggede ned. Han havde ikke rørt sig ud af stedet og armene var også placeret på ryggen.

Ecariess var blevet bedt om at bruge bagdøren, fremfor hoveddøren, som ville lede op til den øvre del af huset. Den del var beregnet til kunder, der skulle se slaverne an og indholdt også hans eget værelse. Men som slaverne var blevet sat på række tæt på bagdøren, mente Elinor ikke at der skulle være en chance for at spilde hendes tid. Han rettede dog let på tøjet, som han skævede over rækkerne og foldede hænderne på ryggen. Han bemærkede dog hurtigt, den lille pige, der faktisk manglede. "Hvor er Lily?" spurgte han ud blandt slaverne, som man kunne se en svag rynke imellem hans bryn. Elinor himlede let med øjnene, som han smed sjalet fra sig, kastede det ind i favnen af en slave, før at han bevægede sig ned igennem rækken. Måske hun gemte sig.

//Boligen, gammel kro, omdannet til beboelse - Billede

Ecaeriss var stået tidligt op for at nå ud til sin aftale til den aftalte tid. Generelt bragte denne tid på året hende længere mod nord end hun ellers befandt sig. Her efter vinterens sidste sne havde hun en række faste kunder, der altid betalte hende rundhåndet for at være sikre på, at kulden ikke sad fast i deres krop - og i netop dette ærindes tilfælde: Deres slavers kroppe.

Vinden hev i det lange, kulsorte hår, som hun bevægede sig henover den lille baggård mod døren, hun havde fået anvist. Hun vidste, hvordan kunden ville reagere, hvis hun ikke respekterede diskretionsønsket, og hun havde ingen planer om at blive uvenner med netop denne kunde, der både var fast, men også villig til at betale hendes noget høje pris.

Hun åbnede døren og måtte til sin misfornøjelse dukke sig lidt ved sin indtræden - tydeligvis en bagindgang primært brugt til lavere - bogstavligt talt - tjenere. 
Indenfor kunne hun dog snildt rette sig op i sin fulde højde og her turde hun også lade sin lange kjole nå gulvet, da det så velholdt og rent ud.
Selvom hun kom lige til tiden, virkede hendes ankomst som en forstyrrelse, da alle slavernes øjne var rettet mod en person i deres midte. Deres kroppe var anspændte og nogle frygtsomme. Hun genkendte det brune hår og trak let på smilebåndet.
"Problemer, Elinor?" spurgte hun spøgefuldt, glad for at se, at han stadig varetog denne opgave - omend det kunne være en noget rutinepræget en af slagsen.

Døren gik op.. Elinor vidste godt, hvad det betød, men lige nu havde han ikke tid eller mulighed for at byde Ecaeriss velkommen, selvom det normalt var, hvad han gjorde. I stedet skævede han langs rækkerne og forsøgte at se om han kunne skimme pigens vinger. Det var svære at skjule med det lette støv over sig, men hun gjorde ofte et ihærdigt forsøg, fordi hun endnu var et barn og måske ikke helt forstod alvoren i, hvad opholdet her betød for hende. Der gik heller ikke lang tid før han kunne høre en fnisen i det fjerne, som han fik øje på en lille hånd, der holdt fat i buksebenet af en anden slave. Dog rettede han sig imod Ecaeriss, da hun henvendte sig til ham.

"Måske.. medmindre hun blot er i et legende humør idag" han lød en smule opgivende, som han ikke rigtig kunne se sig sur på den unge pige. Alligevel endte han med at bukkede hovedet for Ecaeriss. "Du kan blot begynde og tage dem fra en ende af" fortsatte han, som han var klar over, at hun kunne have travlt og muligvis ikke tid til at vente på at pigen fandt tilbage til sin plads i rækken. Så vendte han de gyldne øjne imod Lilys hånd, som han rakte ud efter den og trak hende til sig, så hun ikke kunne skjule sig blandt de øvrige. Hun brød ud i en latter, som hun drillende slog imod hans brystkasse, men egentlig ikke slog hårdt. Der hvilede et smil på hendes læber, som sommerfuglevingerne løftede sig og slog en let støv ud over det hele. Elinor holdt sig for næsen for ikke at nyse. "Lily.." mumlede han, før at han strøg hende over hovedet og ellers ledte hende hen til hendes plads.

Så vendte han fokus imod Ecaeriss og lagde armene let over kors. "Behagelig rejse?" spurgte han høfligt, fordi han vidste at turen kunne være udfordrende på denne årstid. Han skævede kort imod Lily, der stak hovedet frem for at møde Ecaeriss blik, hun var stadig nysgerrig omkring, hvad der skulle ske nu.

//Lily

"Ganske udmærket, tak," svarede hun på hans spørgsmål. 
Rejsen var blevet foretaget alene, som altid, og hun havde nydt at få lidt vind i håret og mulighed for at samle urter, der ikke voksede tæt på hvor hun boede nu. Nogle gange savnede hun norden, men savnet overtrumfede aldrig hadet til dem, der havde sendt hende i eksil, og hun vendte altid tilbage til sin lille hytte mere glad for ensomheden, end da hun var taget af sted. 

"Vinteren har været god ved jer," kommenterede hun, da hun nåede den tredje slave. De to første havde hun knapt værdiget et blik, for de så så velbespiste ud og stod så rankt, at hun blot ville spilde sin chakra på at tjekke dem. 
Den tredje derimod forsøgte lidt for meget at se upåvirket ud af situationen, og en let sammenkrummethed i hans skuldre tydede på, at han prøvede at holde et host inde og ikke trække vejret for dybt ind. Ecaeriss stoppede op og løftede hans hage så hun kunne se ham i øjenene. Han veg fra øjenkontakten, og hendes læbe trak sig op i en misfornøjet grimmasse ved den stille modstand. 

Elinor havde ikke sagt, hvad hun måtte bruge som gas til sin magi, og eftersom slavens trøje ikke så alt for pæn ud - han havde nok været den sidste i rækken - besluttede hun, at den burde være nok til hendes indledende undersøgelse. Beslutsomt lagte hun hånden på trøjen, der desintegrerede til og blev til en tjæreklump, som først snoede sig om hendes fingre, hvorefter hun pressede den ind i hans brystkasse for at undersøge hans lungefunktion. Indefra. 
Da han gispede og mødte hendes blik, var hendes store, aflange elverøjne blevet fuldkommen sorte.

"Tegn på en infektion, der har sat sig fast, Elinor," sagde hun, mens hun holdt sit fokus rettet mod slaven. "Har han sovet for koldt en del nætter, måske? Hans krop har svært ved at få bugt med sygdommen."
Som for at understrege hendes ord, kom der et raspende host fra slaven.

Eftersom Lily havde fundet sin plads i rækken, valgte Elinor at bevæge sig langs med rækken for lige at skubbe de sidste ind på plads, som han vendte fokus imod Ecaeriss. Han nikkede til hendes svar, som han udmærket var klar over, at der var tale om forretning for dem begge og ikke en hyggelig samtale, særligt ikke når den næste sending slaver, snart ville skulle sendes afsted, så det var faktisk vigtigt at de hele forløb nogenlunde smertefrit. Han bukkede hovedet ganske let, som hun konkluderede at vinteren havde været god.

"En væsentlig forbedring i forhold til sidste vinter" svarede han med et suk, som han godt kunne mindes udfordringerne sidste år. Men det var rart at vide, at slaverne tog sig bedre ud denne gang. Så var der en chance for at de kunne komme igennem inspektionen uden for store omkostninger. Han stoppede op ved hende side, som hun havde tjekket den anden slave og gik videre til den næste. Han valgte med vilje at holde en smule afstand og derved holde sig et skridt bagved hende, så hun havde plads at arbejde på.

Tjæren dukkede op, som Elinor spændte en smule i kæben, som slavens trøje forsvandt i samme omgang. Han var udmærket klar over prisen for hendes evner, men han havde tydeligvis glemt det. Alligevel forhindrede han hende ikke i at tjekke slavens tilstand. "Stå stille" beordrede han i stedet, som slaven tydeligvis ikke var begejstret for følelsen, der spredte sig i hans lunger. Et host undslap, som Elinor straks blev bekymret for, hvad det kunne betyde. Han vendte blikket imod de øvrige slaver og viftede med hånden for at få dem til at træde tilbage, så infektionen eller virussen ikke satte sig i dem også.

"Er du sikker?" spurgte han lettere opgivende, som han skævede imod slaven og ikke helt var fan af situationen. Han kiggede ikke længere på slaven, men var i stedet gået hen ved siden af hende for at være sikker på at høre et hvert ord. "Han sover under vinduet.." svarede han i samme tone, som det muligvis kunne forklare den pludselige sygdom. Mon vinduet var utæt og krævede reparation?

Infektioner var ikke nyt for Ecaeriss. Det var det, hun havde beskæftiget sig med det meste af vinteren udover et par uheldige civile, der var kommet til hende med beretninger om en ny dragelignende race, der var kommet tromlende ud af Kzar Mora. 
"Det er ikke nyt det her," svarede hun halvt fraværende Elinor. 
Stadigt var hendes øjne fyldt med sort, og hun førte tjæren rundt i slavens brystkasse for at få en ide om omfanget. Det meste sad i lungerne, men der var også tegn på at noget cirkulerede i blodet. Det var mildt nok til ikke at have tærret meget på hans helbred, men den ekstra træthed, han følte, og trangen til lige at sove de to timer ekstra hver dag, kom helt sikekrt fra det overarbejde, hans immunsystem var på. 

Mens alle andre trådte væk og gav plads om den syge, rykkede elverkvinden sig ikke det mindste. Hun var så vant til at være i nærheden af mere eller mindre dødeligt syge væsner, og med evnen til at desinficere så længe hun bare havde chakra og dødt materiale nok, var det mange år siden hun sidst havde været bekymret for en vinterforkølelse. 
"Det har siddet i ham længe, måske endda et helt år. Træk fra vinduet kan have gjort, at det er kommet mere i udbrud. Hvor længe har du følt dig træt og stakåndet?" Det sidste var henvendt til slaven, som måtte gispe lidt, før han kunne svare. Det var ikke behageligt at have tjære til at presse på ydersiden af sine lunger.
"E-en uge eller t-to, t-tror jeg?" svarede han og en smule frygt kunne høres i hans stemme.
Det var normalt for slaver, der ikke var sikre på, hvad det bragte deres liv, hvis de pludselig ikke længere kunne arbejde så godt, som de havde. Men sådan var det vel med alle. Eca så ofte patienter, der måtte til at omlægge deres liv for at få det til at fungerer med den skade, de nu havde pådraget sig. Forskellen for slaverne var bare, at de var egendom og ikke var dem, der bestemte, hvilket arbejde - hvis noget - de kunne udføre.
"Det smitter ikke umiddelbart," fortsatte hun så, trak tjæren ud af den meget lettede slave og vendte sig mod Elinor. "Han skal enten længere syd på, hvis ikke han skal have gentagne sygdomsforløb gennem vintrene, eller han skal i behandling hos mig, og selv der kan jeg ikke garantere, at det ikke vil komme tilbage. Noget tyder på, det er medfødt, men det er svært at afgøre uden længerevarende observation." 

Der var muligvis tale om en simpel infektion, men Elinor var godt klar over, at det kunne få betydning for den pris, der var blevet aftalt med køberen. Derfor var han også langt mere bestemt i sin fremtoning, som han foldede hænderne bag ryggen og stod ved siden af Ecaeriss. Han var udmærket klar over, at han ikke kunne følge med i hvad hun lavede, men han var stadig nød til at holde øje med slaven, som jo egentlig var hans ejendom og en indtægt, han ikke var interesseret i at miste. Alvoren stod malet over hans ansigt, som hun gav udtryk for at der ikke var tale om en nylig infektion. Men for ikke at forstyrre hende, undlod han at tale, imens at hun fortsatte sit arbejde med slaven.

Elinors blik hvilede dog på slaven, som han gerne ville sikre sig at denne besvarede eventuelle spørgsmål og samtidig lystrede, hvis hun bad ham om noget. Han skulle helst opføre sig som Ecaeriss ønskede af ham. ”Et år?” gentog han med en let frustration i stemmen, som det betød at han muligvis havde opfanget noget, før at de havde fået fingrene i ham. Men måske klimaet var skyld i at infektionen var brudt ud nu fremfor hos den tidligere ejer. Han sukkede lettere eftertænksomt, som han vendte blikket imod slaven, der talte. Det var svært for ham at trække vejret og forme ordene, men han formåede at svare hende. ”Hvorfor har du ikke givet besked?” spurgte han lettere forundret, som de måske kunne have forhindret at infektionen fik ordentlig fat i ham, hvis han havde givet udtryk for sin træthed noget før. Der var dog en streng alvor i hans blik, som han vendte ryggen til og vandrede lidt omkring, imens at Ecaeriss fortsatte sin inspektion af slaven.

Det kunne godt ske, at Elinor ville være nød til at bede hende om at komme forbi oftere, så en sådan infektion kunne opfanges hurtigere. Han var godt nok ikke klar over, om det var muligt eller havde været nemmere, hvis det var blevet opdaget hurtigere. Særligt ikke når slaven havde haft sporene i kroppen så længe. Det beroligede ham dog en smule at vide, at infektionen ikke så ud til at smitte, som han dog alligevel sendte de øvrige slaver ind i sovesalen ved siden af. ”Der er sandsynligt at arrangere et fremtidig ophold imod syd for ham.. Men vil infektionen gøre sig synlig på kroppen med tiden? Jeg vil nødigt have kunden vender retur med trusler om en defekt slave” spurgte han med et løftet øjenbryn. Hvis hun kunne gøre noget for at forhindre det, ville han bestemt værdsætte det.

Ecaeriss tyggede lidt på sit svar, mens de sidste slaver blev sendt væk. Det var svært at vejlede om forløbet, når hun kun havde et par minutters observation at gå ud fra, og slaven ikke selv havde virket til at tænke over sine symptomer. Han ville højst sandsynligt huske forkert eller gøre dem mildere, end de egentlig var, så hans ord kunne hun ikke tage for gode vare. 
Hun lod sit blik glide op og ned ad slaven, der så rimeligt ynkelig ud som han stod der og rystede en smule foran dem. Måske i angst, måske fordi han pludselig følte sig mere syg, nu hvor hun havde bekræftet, at han var det. Svaghed var så nemt at se i nogle væsner.
Det blik hun gav ham var ikke mere følelsesladet end man ville give et nyt møbel. Håndværkeren i hende vurderede ham, ikke det personlige. For hende var han lige nu kun et værktøj, hun skulle vurdere funktionsevnen af. 

"Jeg ser to umiddelbare muligheder," sagde hun så. "Den ene værende at jeg bliver ved ham indtil han skal sælges videre, såfremt der er mere end to uger til. På den måde kan jeg undersøge sygdommens udvikling og give en mere detaljeret beskrivelse. Det ville jeg være villig til at gøre for kun halvdelen af min normale pris udover kost og logi, fordi Valtor er min mest værdsatte klient. Den anden mulighed..." hun trak på skuldrene og mødte Elinors blik. "Find en ny slave der passer på profilen."
Underforstået i hendes ord var slavens undergang. En del hun ikke ville tøve med at hjælpe til med, selvfølgelig. Hendes mange leveår havde ikke just givet hende mere respekt for liv. Slaven var en ubetydelig flue i verden og en fin mængde mønter i hendes indtjening. Andet værdi holdt han ikke i hendes tanker.

Elinor følte sig en smule snydt af slaven, som han derfor også bed tænderne sammen og tydeliggjorde kæben, som han forsøgte at estimere, hvad det ville betyde for Valtors forretning, hvis slaven lige pludselig var ubrugelig. Han ville helst ikke tænke i de baner, men kunne muligvis godt fornemme på situationen, at han ville være nødsaget til at finde en anden løsning på problemer og måske endda skulle aflive slaven for ikke at forbinde flere udgifter end mulige indtægter med ham. Det passede ham slet ikke, som han vendte blikket imod Ecaeriss og afventede hendes endelige vurdering af, hvad der ville være smartest at stille op med slaven, der havde fortiet sin sygdom lidt for længe..

2 muligheder? Forhåbentlig mente hun ikke at det ville blive nødvendigt at aflive slaven eller skaffe ham af vejen på anden vis. Nok kunne Elinor være fristet til at smide ham ud, blot så han skulle undgå de udgifter der ville være forbundet med et eventuelt sygdoms forløb. "Vil det være din bedømmelse, at han stadig ville kunne hjælpe til i huset.. Jeg ville nødig øge udgifterne, når det er umuligt at få flere krystaller for hans væsen" han lød allerede til at have opgivet slaven, som han ikke længere kiggede på ham, men i stedet fokuserede på Ecaeriss. Den sidste mulighed gjorde det næsten klart for ham, at slaven ikke stod til at redde, derfor sukkede han også opgivende, som han løftede hånden imod hagen og lod blikket glide rundt for at sikre sig at alle havde forladt rummet. "Det jeg hører dig sige, er at han ikke står til at redde.." han bekræftede blot det underliggende i hendes ord, som han gik hen til slaven og greb ham om hagen for at kigge ham i øjnene.

"Jeg kan ikke bruge dette til noget. Han er ikke det værd, er du behjælpelig med at skaffe hans væsen ad vejen?" spurgte han mere direkte, som han ikke behøvede skjule sandheden for hende, slaven havde intet valg, selvom denne straks rystede på hovedet og forsøgte at skjule sine skavanker.

Ecaeriss smilede. 
"Godt valg, Elinor," sagde hun fornøjet og trådte tættere på slaven. "Og jeg gør det helt gratis."
Tjæren havde ligget om hendes arm, mens de havde talt, og nu snoede den sig lidt hurtigere rundt, som en spændt slange, der vidste mad var på vej. Med den anden hånd rakte hun ud mod slavens bukser, der langsomt blev opløst til tjære og samlede sig med det andet, så 'slangen' voksede sig større. Slaven så efterhånden enormt panisk ud, og Ecaeriss rakte frem med den ene hånd og tog et fast greb om hans hals. Elinor havde stadig fat i hans hage, så slaven nåede ikke at rykke sig. 
Så pressede hun den anden hånd mod hans brystkasse og tjæren begyndte igen at trænge ind i den stakkels mands krop. Denne gang mindre blidt, og han beklagede sig et øjeblik. 

Derefter fik han svært ved så meget som at gispe. Inden i ham ledte Ecaeriss tjæren gennem hud og forbi knogler, indtil det gjorde indtog i hans lunger. I stedet for at lægge sig rundt om, fyldte de lungerne ud nedefra. Snart efter boblede tjære op i hans hals og begyndte at dryppe ud ad hans mund. 
Hans paniske øjne rullede om i kraniet på ham, og hans krop spjættede i så hårde ryk, hun næsten mistede grebet om ham. Med et fokuseret greb i tjæren, lod hun ham falde til gulvet. Hans hænder prøvede at hive tjæren ud af munden, men lige meget hjalp det. Det kom nedefra og kunne ikke stoppes. Der gik ikke længe, før hans spjæt stoppede.

"Giv det et par minutter for sjælen at forlade kroppen, så kan jeg tage kroppen med hjem som tjære," sagde hun, og tænkte på de næsten tomme krukker derhjemme. "Så behøver du heller ikke gøre rent efter ham."

Der var intet andet valg han kunne tage lige nu. Udgifterne ville vokse sig større end den aftale han havde med en mulig køber, så det var faktisk ikke besværet værd at bekende Ecaeriss med denne opgave. Foruden opgaven med at eliminere ham og den sygdom, som han bar rundt på. Det ville få katastrofale følger, hvis en anden eller flere slaver endte med samme sygdom, for så kunne det hurtigt blive en underskuds forretning. Noget hverken han eller Valtor ville være interesseret i. Han bed dog tænderne en smule sammen af hendes ord, som han nikkede ganske let og vendte blikket imod slaven igen. Han strammede grebet om hans kæbe, før at han skubbede hovedet til siden og slap ham. "Måske jeg skulle kræve betaling for hans legeme?" Spurgte han med et let smil på læben. Det lød egentlig fair nok i hans ører, når hun jo tydeligvis ville få noget ud af der.

Elinor valgte stille at træde tilbage for at give hende den plads hun havde brug for. Han var bestemt ikke sart, så han havde planer om at se til, blot for at sikre sig at hun fik alle spor med af slaven, så det ikke ville komme tilbage til ham senere. Tjæren der bredte sig over slaven og sank ind i hver eneste åben fik Elinor til at se en smule streng ud. Slaven gjorde så vidt mulig ikke modstand og hvis han gjorde, så var Ecaeriss selv i stand til at håndtere situationen. Han var der blot for at overvåge situationen. Slaven faldt ned på gulvet, som tjæren fortsatte sit arbejde. Det var om ikke andet en effektiv evne til at slette spor. Han nikkede til hendes ord. "Perfekt" svarede han køligt og upåvirket i forhold til at slaven vred sig på gulvet og nu var holdt op.

Tjæren begyndte langsomt at fortære hans legeme, som sjælen forlod det. Jo mindre sjæl, des hurtigere gik processen med at omdanne kød og blod til sort masse. Øjnene på det stakkels, svagelige væsen så tomt op i loftet stivnet i et forfærdet udtryk lige inden dødsøjeblikket. Det var nu det bedste, når de døde sådan. Hjælpeløse. Skrækslagne.

"Du kan trække det fra min løn for i dag," sagde hun til ham som svar på kommentaren om at tage betaling for legemet. 
Det var en rimelig nok forespørgsel, og hun fik trods alt en del ud af denne slave. Betaling for at få ham rask ville nok egentlig være mindre end det, hun nu kunne bruge tjæren til. Så var der også bare noget tilfredsstillende ved at opløse en krop helt. Især når det kunne gøres uden konsekvenser.

"Var det alt for i dag så, Elinor?" spurgte hun,mens de sidste dråber af tjære satte sig fast til massen, der havde lagt sig som en boa om hendes hals og skuldre. "Og må jeg komplimentere sortimentet i år. Virkelig nydelige."
Elinor var en af grundene til at hun holdt så meget af arbejdet for Valtor. Han var pragmatisk i sin tilgang og effektiv i sit arbejde. Et sandt pragteksemplar af en ørkenelver og tydeligvis en fantastisk slave at have i sin stab. Hvem ville ikke ønske sig en Elinor - elskede Eca ikke at bo alene så meget som hun gjorde, ville hun i hvert fald straks anskaffe sig en som ham, selvom hun mistænkte, han var en ener. 

Eftersom at Elinor havde set Ecaeris’ arbejde med tjæren tidligere, så virkede han knap så påvirket omkring at kroppen langsomt blev opløst og til sidst ville ende som en stor tilføjelse til hendes tjære. Han havde fået så meget ud af slaven, som det nu var muligt og derfor var han tvunget til at se imod den næste slave, der kunne tilslutte sig Valtor’s rækker. Han var uanset hvad nød til at vende det til profit og ikke tab, selvfølgelig hjælp det at der blev ryddet op efter svineriet og han derpå ikke skulle spilde kræfter på at sætte slaverne til at rydde op. Der var mange andre pligter i det store hus, som skulle varetages først og som dermed havde prioritet over slavernes beboelses områder.

Elveren var bestemt ikke umulig at forhandle med og med deres fortsatte arbejde, så forventede Elinor faktisk ikke, at hun ville modsætte sig hans forslag. Alligevel var han taknemmelig for hendes valg om at lade ham trække det fra hendes løn i dag. ”Det er altid en fornøjelse at handle med dig, Eca” svarede han med et nik, som han kiggede imod tjæren, hvis omfang var blevet betydelig større med tilføjelsen af slaven. I det mindste ville området var rent bagefter. Elinor vendte atter blikket imod hende, som han tørrede hænderne af i et stykke stof, der hang i bæltet, omkring hans talje. Blot for at sikre sig at sygdommen ikke ville sprede sig til ham senere.

Han betragtede for en stund tjæren omkring hendes skuldre. Massen virkede altid levende i hendes nærvær, det var en ganske interessant evne at besidde, som han muligvis godt kunne misunde det bare en smule. ”Ja, tak for dit, altid interessante, selskab” lo han let, som han nikkede til hendes kompliment om at udvalget var nydeligt. Det havde betydet en del, at de kunne forsikre deres købere om at alt var i orden og at ingen slave ville blive solgt med en sygdom eller lignende fejl, derfor kunne de tage mere for dem og dermed også købe slaver af højere værdi. Han rodede lidt i bukselommen, som han hev en læderpose frem og kastede til hende. ”Og lidt ekstra til rejsen hjem” svarede han, som han trådte op ved siden af hende og løftede en hånd for at lægge den imod hendes kind. Forbindelsen blev skabt efter 30 sekunder, før at han sendte sin egen chakra til Ecaeriss, som et ekstra energiboost.

Ecaeriss greb posen med krystaller og satte den fast i sit bælte, der blev hevet godt nedad under vægten. Hun var stadig ved at binde den fast, da Elinor trådte frem og lagde sin hånd mod hendes kind. Straks fløj hendes egen hånd op og lagde sig over hans, og hun trykkede sig ind mod berøringen, mens hans chakra flød over i hende. Hun trak vejret ind gennem næsen og havde man kunne skelne hendes iris fra resten af øjet, havde man set dem rulle opad. 

Chakraen susede ind i hende og udfyldte de reserver, hun havde trukket på. Flød rundt i hendes krop og gave hende mere energi. Som små stød i hendes nervebaner og kærtegn på indersiden af huden. Det var følelsen af magt. Ecaeriss kunne ikke få nok af den.
"Det er nu altid den bedste del," sukkede hun, skuffet over at det allerede var overstået, da hans hånd slap og hun selv måtte sænke sin. 
Med velbehag i sin krop gik hun mod døren. Ude ved hesten havde hun nogle krukker, hun kunne proppe tjæren i, så hun ikke behøvede bruge chakra på at holde det oppe hele vejen hjem - så meget havde hun alligevel ikke, og turen var lang nok til at hun fik brug for flere stop på vejen. 
"Tak for denne gang, Elinor."

Det var ikke alle, Elinor valgte at dele sin chakra med, men selv havde han ikke brugt meget på at stå og overvåge hendes arbejde, derfor følte han det var på sin plads at dele ud, når hun havde en lang rejse foran sig. Ecaeriss var bestemt heller ikke som de andre, der kom forbi den gamle kro og gjorde sit, måske fordi de næsten var artsfæller, men samtidig respekterede hinanden og aldrig rigtig dømte modparten, uanset hvad det handlede om. Et let smil gled dog over hans læber, som hendes hånd mødte hans, blikket hvilede let på hende, imens at han fokuserede på at dele sin chakra med hende. Nogle kunne blive ganske beruset af oplevelse, hvor andre higede efter mere og endda forsøgte at hive alt til sig. Ecaeriss var dog udmærket klar over hvor grænsen gik, derfor lod hun ham også slippe, når maksimum var nået.

Stille trak han hånden til sig, nikkede til hende med et glimt i øjet, som han var overbevist om at Ecaeriss bestemt også brød sig om krystaller for hendes arbejde. De kunne forhåbentlig holde længere end den chakra han havde delt med hende. ”Indtil næste gang, Eca” svarede han med et nik, som han blev stående i døren og betragtede hende stige op på hesten.
Derpå vendte han sig rundt for at tilse de øvrige slaver, der var blevet sendt ud på deres pligter og selv vende tilbage til papirarbejdet på stueetagen. Han var meget nøje med at holde regnskab i forhold til hvilke krystaller der blev brugt på hvad og hvor meget der kom ud af lige netop den form for investering.