Dragonflower 05.05.2020 21:00
Virkeligheden og Dag var bestemt ikke altid enige om hvordan ting hang sammen, især når det kom til hvordan folk behandlede hende, og hvorfor. Medlidenhed og sympati var den virkelighed hun var vokset op i og levede i. En virkelig som hun samtidig holdt inderligt i foragt.
Shiros svar til hendes spørgsmål fik hende til at bløde en smule op igen. Det havde ikke været
samlevere på den måde. Hun følte sig lidt tåbelig for overhoved at have tænkt det, og det kunne ses en anelse over hendes kinder.
"Oh, jeg ser" fik hun ud, og lod sin opmærksomhed falde lidt på brættet. Først nu indså hun hvor stor en fejl hendes træk havde været, og som om det ikke var nok, lod Shiro til at have opdaget og udnyttet det.
Dag have håbet og ønsket Shiro bare ville ignorere osten, at hvis hun gjorde det hårdt nok, ville det være som om det aldrig var sket... Men det var ikke tilfældet, og Dag så til med rædsel som Shiro fik øje på den, rejste sig, mens hans blik borede sig ind i hende, og samlede den langsomt op, mens han bare stirrede, afventende.
"Tak." sagde hun kort, med en stemme der var fuld af modstridende følelser. Hun håbede det ville være nok, at han bare.. ville sætte sig ned igen, og spille videre! Men så heldig var hun ikke.
"Jeg kunne ikke nå" undskyldte hun sig, men det lød tamt selv i hendes egne ører. Fantastisk, nu havde hun ødelagt det det eneste venskab hun havde, bare fordi han ikke kunne lade det ligge!