Det var først på formiddagen Elaina have begivet sig ud fra familiehuset i Dianthos, ud for bare at opleve noget. Det var efterhånden gået et par måneder siden hun havde forladt Azurien. Det var underligt og det var som om noget manglede, Elaina vidste godt hvad. Hun manglede at styre en borg – det var der hendes talenter lå. Nu, nu var hun bare en komtesse, uden titel, uden noget som helst. Hun modtog hellere ikke de store invitationer til baller og hvad der ellers hørte de adelige til. Det var som om hun helt var blevet udelukket for det samfund efter at have blive smidt ud.

Hun hadede det. Imens hun gik og tænkte over hendes situation gav hendes mave en brummen. Hun måtte hellere få lidt at spise. Elaina gik ind på det første kro hun og bestilte dagens ret. Elaina var stadig relativ tynd, men det var blevet bedre. Det for tidligt til vin, hun havde derfor fået en kop the, som hun sad og nød inden maden nok ville komme, imens så hun roligt rundt i kroen. Der var stille og roligt, de fleste sad blot for sig selv og nød det de havde bestilt. Hun sukkede kort og følte sig så ensom her i denne ellers så store by.

Hovedstaden var efterhånden rendt over ende af alle mulige. Det var svært at komme ind i byen uden rigtig at blive bemærket, særligt som dæmon var man ikke velset. Ejeren af de gyldne øjne havde dog flere metoder til at komme ind i byen på, som han denne gang var fulgt efter en mindre karet og trasket afsted i et roligt tempo. Han skiftede dog hurtigt retning, lod kareten køre mod venstre, som han drejede til højre imod den nærmeste smalle gade. Der var ingen grund til at benytte hovedgaderne, når der var mulighed for at være mere skjult i de mindre. Deavás var det sædvanlige tøj. Den lange kappe skjulte dog den hvide skjorte og sorte bukser, som kappen slog let imod hans ankler.

Deavás passerede en kro, som han ud af øjenkrogen fik øje på en gammel bekendt. Besøget havde været kort og langt tilbage i fortiden, men han kunne stadig fornemme hendes lys. Det undrede ham dog, at han ville finde hende der.. der var noget underligt over hendes udstråling og fremtoning. Hun lod til at virke ensom. Deavás' blik vandrede langs med gaden, som han ville skulle fortsætte ad for at nå sin destination, men han kiggede hurtigt imod døren til kroen. Et kort visit kunne ikke skade og han havde en sjov fornemmelse omkring hende.

Roligt åbnede han døren, trådte indenfor og lod straks blikket falde på Elaina, som han foldede hænderne på ryggen og langsomt gik imod hende. Deavás valgte at passere hende, som han dog stoppede bag hende, måske et skridt fra hende. Han kiggede sig over skulderen og lod et lusket smil glide over læberne. "Jeg advarede Dem, Deres nåde" kommenterede han roligt og fattet, før at han bevægede sig hen til baren og bestilte et glas mjød, som han dog blev stående med den ene arm hvilende imod den høje bordplade. Han kiggede svagt over imod Elaina.

Elaina bemærkede ikke hvem det var, som gik forbi hende. Det først da de gule øjne ramte hende at hun vidste hvem det var. Den person hun nok mindst havde lyst til at se udover sin svigerinde. Elaina hadede allerede situationen, og kom da også til at rulle med øjnene, som han absolut skulle være bedrevidende. ”Det gjorde De vel..” svarede hun lettere sammenbidt, og så derefter blot på sin the.

Elaina havde bestemt ikke lyst til at starte en dybere samtale med ham, om hvad der var gået galt eller hvordan hun faktisk var endt her. Her i Dianthos i familiehuset, som komtesse. Hun så kort ned af sig selv, selv hendes kjole bevidste at hun ikke havde de beføjelser hun engang havde. Kjolen var enkel, mærkeblå udover havde hun et ulveskind til at holde varmen, slet ikke så elegant som hun kunne være. Det generede hende ikke så meget normalt, men generede hende helt vildt fordi Deavás var her og hun havde en fornemmelse af at han ville drille og eventuelt skubbe til hende, netop fordi hun denne gang ingen vagt havde til at passe på sig. Elaina var alene. 

Tonen, der blev brugt imod ham, fik ham blot til at smile. Deavás var godt klar over at kvinden bestemt ikke ønskede at indrømme sit nederlag, men det behøvede hun faktisk heller ikke, for ordene var sejr nok i sig selv for ham. I hvert fald indtil videre, som han lod hende dvale lidt ved ordene, imens at han fik sig noget at drikke. Krofatter satte kruset foran ham med et bump, som Deavás skubbede nogle krystaller over til ham. De delte et nik, før at Deavás rejste sig med kruset og straks bevægede sig hen til den velkendte skikkelse. Hun havde været noget så fjendtlig sidste gang, men nu havde hun ingen til at beskytte sig, så hvordan ville hun bede ham om at gå nu?

Kruset blev placeret på bordet, som Deavás holdt fingrene omkring kanten og blot lod blikket hvile imod hende. "De ligner faktisk én, der godt kunne trænge til noget selskab" lød det lettere muntert, men med en svag undertone af hån. Hun kunne jo bare forsøge at feje ham af vejen, for det ville næppe være ligeså nemt, som sidst. Deavás satte sig roligt i stolen overfor hende, som han lænede sig frem i stolen og hvilede albuerne ved bordkanten. Hendes mundering var muligvis ikke fattig, men den var heller ikke overdådige, som den havde været sidst.

Elaina sukkede dybt som vendte sig mod baren. Hun havde et snert af håb om at han bare ville lade hende værre i fred. Chancen for det var lille og før hun vidste af det havde han vendt sig om og placeret sig foran hende. 

Åh de gule øjne, de fik koldsved ned ad hendes ryg, som de stirrede på hende. Det var ikke Deavás skyld, men han var af samme støbning og det faktum at hun var her, med ham gjorde hende utryg. Elaina havde ingen muligheder for at få fat i Talion, hun måtte bare prøve at opføre sig ordentligt og ikke presse til en grænse hun ville fortryde. Elaina smilede stille, ved hans kommentar. Selvom det var sandt, ville hun hellere dele bord med en fremmed. Elaina var relativ stille, hvad skulle hun sige, deres sidste møde gik ikke særlig godt. Hun var nærmest som et skræmt lam til sidst, og nu var de her, uden at nogen kunne stoppe hans ord. I dette øjeblik fortrød hun at have fortalt ham om Vokun.

Stilheden blev næsten helt akavet, og blev endelig afbrudt da deres mad blev serveret, men Elaina havde stor set mistet al appetit om tanken om deres sidste møde. Hun prikkede lidt i maden og prøvede at blokerer Deavás ude, det var bare svært med de gule øjne.   

Det var ikke svært for ham, at mærke at han så sandelig ikke var velkommen lige nu, men han lod sig ikke rigtig mærke af det. Der var flere gange, hvor han ikke var velkommen og det havde endnu ikke stoppet ham. Tværtimod motiverede det ham blot til at blive, som hendes kropssprog gav udtryk for at han gerne måtte gå sin vej eller sidde et andet sted. 

At være uønsket var ikke et problem, som Deavás roligt lænede sig tilbage i stolen og lod de gyldne øjne hvile på hendes slanke skikkelse. Havde hun ikke tabt sig siden sidst? Det undrede ham en smule, da han bestemt ikke mente, at hun manglede krystaller for at leve. Men måske hun manglede en grund til at leve? Særligt nu hvor hun ikke længere bestyrede Kennet. Det var eftersigne overladt til hendes svigerinde. En kvinde, som han kun var stødt på ganske kort.. ikke et godt bekendtskab dog. Stilheden lod til at klæbe sig til deres omgivelser, som Deavás blot betragtede hende i stilhed..

Maden dukkede op, som han roligt tog fat i gaflen og kniven for at skære kødet ud. Han tog en smagsprøve af kødet, før at han atter rettede blikket imod hende. "Man skulle næsten tro, at du helst så mig gå?" Han lød overrasket, men han var det ikke. Alligevel hævede han det ene øjenbryn for at understrege hans undren og den overraskelse, der lå i ordene. "Hvad hvis tilbudet stadig står ved magt?" fortsatte han i en rolig tone, som han hentydede til, at han stadig gerne ville hjælpe hende. Astra kunne altid komme ud for en ulykke, hvis Elaina var villig til at indgå en aftale med ham 

Elaina der havde prikket lidt til maden, så op som han åbenlyst, næsten retorisk talte om at han ikke var velkommen i hendes selskab. Elaina trak lidt på skulderen ”Det kan vel roligt siges, at vores sidste møde ikke gik, helt galt” svarede hun roligt. Elaina huskede tydeligt, hvor tavs hun blev og kort for hovedet hun blev, da han nævnte Vokuns navn og nærmest fik hende tilbage, til hvor hun stod overfor den dæmon. Samtidig havde han de gule øjne, der kunne få koldsveden frem på hende. Det gjorde hende nervøs og kun mere nervøs, når ingen vagter havde til at få hjælp af.

Elaina kiggede op, nærmest lidt forbløffet over tilbuddet stadig kunne stå ved magt. ”Hvordan skulle det lade sig gøre?” spurgte hun nysgerrigt. Selv hvis Astra skulle lade livet, ville lennet gå til enten hendes mor eller bror. Elina ville nok aldrig kunne vænne tilbage og slet ikke når Astra havde erklæret hende uægte, hvilket desværre var sandheden. Hun var endnu en ung jomfru. 

Der var et mindre ønske om at se hende krybe sammen på samme måde, som sidste gang, men samtidig havde Deavás også en anden ide til, hvordan aftenene kunne udfolde sig. Uanset hvad var han nød til at sikre sig, at hun ikke begyndte at råbe om hjælp, da kroen bestemt var et velbesøgt sted, når først tidspunktet passede med de arbejdende, men samtidig så var kroen også det sted, hvor mest ballade opstod, fordi så mange forskellige typer blev samlet på ét sted. Alligevel fokuserede han på hende, selvom hun bestemt ikke lod til at ønske hans selskab. At hun stadig tænkte på den dæmon, kunne hun vel umuligt bebrejde ham for, for han havde endnu ikke gjort hende noget. "Det tog en uventet drejning, må jeg indrømme" svarede han med et tungt nik, som han lod blikket hvile på tallerkenen, før at han førte gaflen op til munden og tog en bid af kødet.

Deavás ændrede fuldkommen karakter, da hun lod til at vise interesse for emnet. Om det kunne lade sig gøre eller ej, betød faktisk ikke det store, da han mest af alt var interesseret i hende.. "Det kræver vel blot lidt overbevisning.. Eventuelle sandheder, der ikke skal for døren" fortalte han med et mere seriøst blik, før at han vendte blikket fra hende imod maden igen.

Elaina hade at det var sket for hende, hun havde endda stadig nogle mareridt. Det var ikke Deavás skyld, men han havde da været med til at frem provokerer det, synes Elaina. Samtidig havde han de irriterende gule øjne. Det havde måske været nemmere for hende at håndtere ham, hvis øjenfarve var en anden. Det var da ikke noget han kunne gøre ved, men generelt var han ikke en mand Elaina nød at være i nærheden, ikke så skrøbelig som hun var. Hun nikkede blot af hans kommentar og lod emnet ligge, der var ingen grund til bringe det op igen og få hende til nærmest blive panisk.

Elaina så lidt undren på ham, hun kunne slet ikke forstå hvordan det skulle lade sig gi sig. ”Hmm. Jeg har svært ved at se det ske, når Astra har erklæret mig uægte” svarede hun roligt, hvis han nu ikke kendte grunden til hendes situation. Så forestillede Elaina sig, hvis hun overhovedet skulle tilbage, skulle hun bestå en jomfrutest og nogle ville protestere for nu havde hun tid til at være sammen med andre. Uanset for hendes egen skyld, ville hun ikke være sammen med nogen, medmindre de var gift. Elaina fandt desuden disse test, som ikke altid retvisende, det afhang alt for meget af hvem der foretog det. Så om de overhovedet ville sige hun var jomfru, selvom det er det hun er, ville være et større spørgsmål.

Det lod til at mennesket forsøgte at undgå at tale om fortiden, hun var i hvert fald ikke lang tid om at lade emnet ligge, som Deavás dog var fristet til at fortsatte ned ad samme sti som sidst. Men ærligt talt, så var han ikke dukket op der for at tale forretning med hende. Nu hvor hun netop var så skrøbelig, så kunne han måske gøre alvor af de planer han havde haft sidst. Derfor skiftede han også let stilling, som han placerede håndfladen imod bordet og lænede sig let tilbage i stolen. Blikket hvilede konstant på hende, som han skulle sikre sig, at han fik alle reaktioner med. Måske han kunne læse på hende, hvordan hun skulle håndteres..

Deavás slap bordkanten, som han lagde armene over kors og lod blikket hvile lettere stålfast på hendes skikkelse. Hun var altså ikke overbevist om at det ville kunne lade sig gøre. Navnet Astra sig ham noget, men det var efterhånden så fjernt, at han ikke rigtig bed mærke i det. Det var også spild af kræfter at tænke så langt tilbage. "Hvis De ikke er interesseret i håbet, så skal jeg ikke presse Dem" konkluderede han køligt, som han i stedet fokuserede sit blik imod vinen. Han kunne sagtens have forladt hendes bord, men ville lige lade hende svede lidt mere, før at han gav hende håb om at det, var det.

Elaina brød sig ikke om hvordan han så på hende, hun ville næsten ønske at hun kunne befale at til at se væk fra hende. Hun havde meget svært ved at gennemskue hvad han egentlig ville med hende, for Elaina følte at han ikke formåede at overbevise om at han faktisk kunne gøre noget, for at få hende tilbage i lennet, i detaljer. Det var måske bare noget han fandt på. Det irriterede hende. Elaina følte sig lidt, som en lille mus kravlet ind i et hjørne hvor en kat bare nedstirrede hendes mindste bevægelse. Hun forsøgte derfor ikke at gøre meget, udover besvare hans blik, men det blev næsten også for intenst for hende, så hun, så lettere hurtigt væk og på sit glas. ”Jeg er skam interesseret, jeg kan bare ikke se hvordan det kan lade sig gøre” svarede hun roligt, for at understrege sin pointe og i et forsøg på at få nogle detaljer om hvad han helt konkret havde i tankerne, hvis der overhovedet var noget.

Trods hans ikke kendte motiv, lod han da emnet ligge om Vokun. Elaina forsøgte at skubbe det helt væk og prikkede lidt mere i maden, før hun fik taget sammen til faktisk at skære noget ud og tage en bid. 

Deavás måtte indrømme, at hun ikke var så nem at løbe om hjørner med, som han kunne have håbet. Men det kunne også være ganske morsomt at se hende knække, hvis de kom så langt. Hun var dog ikke sådan til at stikke i. Eller han kunne sagtens bringe dæmonen på banen igen, men så ville han næppe få meget ud af hende.. Han havde lidt på fornemmelse af, at hun ville lukke i og blive helt forstenet, hvis han omtalte personen, som var han en ven.. Blikket dalede imod maden, som han overvejede hendes ord. Der var ingen fare for at bringe noget forkert til bordet lige nu. Spørgsmålet var, hvor langt hun mon ville gå, for at få den ønskede position tilbage. "Hvem siger at at Deres svigerindes familie, skal blive ved med at bestyre lennet?" spurgte han, lidt for at skubbe hende i den retning, hans tanker automatisk var gledet i. Så vendte han blikket imod sin tallerken og begyndte atter at spise igen. Enkelte gange kiggede han op på hende, for at se om han kunne aflæse hendes reaktion.

Han lod stilheden indfinde sig omkring deres bord, som han tog sig tid til at stille bare lidt af hans sult. Han var ikke bekymret for at hun ville råbe op omkring det, fordi det ville da netop få ham til at reagere mere direkte. Roligt lagde han bestikket fra sig, som han foldede hænderne foran sig og vendte de gyldne øjne direkte imod hende. "De kan selvfølgelig også bare beholde Deres nuværende stilling." konkludrede han med et skuldertræk, som han vendte blikket imod tjeneren. Hurtigt tømte han sit glas og hævede det imod tjeneren for at få det fyldt igen.

Elaina løftede det ene øjenbryn som han nævnte at De’lacour ikke skulle bestyre lennet, som om de bare ville forsvinde, ud af det blå.? Elaina kunne ikke se hvordan det skulle ske. Elaina var så ung, at tankerne på død som formentlig var hans tanker, end ikke havde strejfet hendes hoved. Trods at døden havde været så tæt på hende, ville hun aldrig overveje at skaffe nogen af vejen for, at opnå en noget. ”Jeg er ikke helt med på, hvad De præcis hentyder til?” spurgte hun roligt, endnu ikke helt sikker på hvad han hentydede til. Elaina kunne være så moden, på nogle punkter. Andre var hun så ung og naiv.

Elaina fik endelig en skåret et stykke af maden og lagt det i munden. Elaina stoppede dog, som han forsatte. Hun fnøs dog ”Det tror jeg ikke min svigerinde vil tillade” røg det lidt ud af hende, og da hun havde sagt det. Fortrød hun også at have delt det med ham, af alle personer. Selene ville nok efter noget tid, forsøge at finde en ægtemand til hende og Selene ville altid forsøge at få hende afsat så højt som muligt. Elaina følte sig ikke sikker med ham. Hellere ikke med den bekymring, trods at Elaina nu egentlig var forlovet, havde hun også en følelse af at det aldrig ville blive fuldendt. Et ægteskab med en ridder og det faktum hun ville frasige sig alt. Alt hun havde lært og kæmpet for hele sit liv, for kærlighed. Selene ville hellere aldrig tillade det. Aldrig. Det vidste hun og alligevel så naiv, som hun var havde hun sagt ja til manden. Elaina prikkede atter til maden og fik taget sig sammen til at tage endnu en bid.

Ungdommen var nogle gange umulig at arbejde med, hvilket Deavás bestemt også blev klar over, som Elaina tydeligvis ikke havde nogen ide om, hvad han forsøgte at fortælle hende. Han forsøgte dog at bevare fatningen, selvom han sagtens kunne have sendt et opgivende udtryk i hendes retning, i stedet lod han blikket dale imod vinglasset, som han nulrede stilken lidt imellem to fingre. ”Den slags kan vi ikke diskutere her” hans stemme var rolig og fattet, men der var også et besynderligt præg af ondskab i undertonen, som han atter rettede blikket imod hende. Han følte ikke at det var nødvendigt at gå mere i detaljer, særligt ikke på en kro som denne. De forkerte typer kunne jo lytte til hans ord og så ville han næppe være i stand til at gå ubemærket hen senere. Han måtte træde varsomt. Indtil videre i hvert fald.

Glasset blev hævet imod læberne igen, som han tømte glasset og rakte det til tjeneren. Da vendte han dog hurtigt blikket imod Elaina med et løftet bryn, som hun muligvis havde misset nogle af hans ord. Så fandt et lusket smil vej til hans læbe, som han lænede sig en smule frem. ”Deres svigerinde vil da umuligt have noget imod, at De bliver her?” spurgte han mere uddybende, som han faktisk var i tvivl om Elaina nu havde fået sammenhængen med, sådan for alvor. Han havde jo hentydet til at hun bare skulle blive i Dianthos og beholde den stilling hun havde derhjemme. Men hendes manglende sammenhæng kunne også betyde, at hun måske ikke lyttede efter eller måske endda var en smule nervøs i hans selskab og derfor ikke kunne følge med. Tjeneren vendte retur med endnu et glas, som han nikkede og tog imod det for straks at tage en tår af rødvinen. ”Men jeg skal selvfølgelig ikke blande mig” lød det med et roligt skuldertræk, som han egentlig gerne ville blande sig, men hun virkede fjern og en smule tilbageholdende, så måske skulle der lige noget mere overtalelse til?

Elaina så lidt undret på ham, hvorfor kunne han ikke sige det her. ”Så hvor forslår De?” spurgte hun roligt og tog enkelt tår af sit glas. Elaina var nysgerrig og en anelse nervøs, hvis han foreslog et sted de ville være alene. Den tanke brød hun sig ikke om, hun ville aldrig være i stand til at forsvare sig imod ham.

Elaina fik endnu en bid ned af hendes mad. Deavás kendte tydeligvis ikke hendes svigerinde. ”Jo” svarede hun stille. Elaina burde ikke tale dårligt om sin svigerinde, men det svært når hun var så irriterende bestemmende, uden at have en mindste tanke om hendes følelser eller tanker.
Trods at hun teoretisk set nu var forlovet med Talion, vidste hun også at hun inderst inde, at hun aldrig ville blive gift med ham. Det gjorde Elaina ondt, for Talion var alt hvad hun drømt om som barn. ”Og alligevel er De så nysgerrig” svarede hun med kort løftet øjenbryn. Hun huksede tydeligt hvordan han talte kryptisk for nok at lokke information ud af hende, og det lykkes ham. Irriterende nok. ”Stod det til min svigerinde, var jeg allerede gift” uddybede hun endelig. Selene følte en større skam, at hun var blevet erklæret uægte. Det ville være bedst for familienavnet at hun fik en ny. Så rygter med mere kunne glemmes.

Elaina havde læst ham så godt tidligere, men tabet af sit 'rige' havde tydeligvis forblændet hende overfor sandheden og hans list. Hun var virkelig ikke klar over, hvor han gerne ville hen med det hele? Han smilte blot skævt til hende, som han lænede sig tilbage i stolen og vendte blikket imod værelserne i kroen. De skulle da selvfølgelig tage samtalen et mere privat sted, hvor ingen ville kunne høre hende skrige og tigge om at blive sluppet fri. Var det ikke åbenlyst? Hun havde da erfaring med dæmoner fra tidligere, men måske hun virkelig var blevet desperat efter at hendes svigerinde havde smidt hende på porten og overtaget lennet?

Deavás lænede sig fremad igen, som han greb ud efter den hånd, der holdt fat i vinglasset. Hurtigt flettede han sine fingre med hendes og sendte hende et smil, der kunne betyde adskillige ting lige nu, særligt med deres samtale i luften. "Jeg er blot interesseret i, at De finder Deres plads i landet, hvis ikke i lennet, så et sted, der passer til Deres ynde" roste han lettere sukkersødt, som han holdt godt fat i hendes lillefinger, blot for at sikre sig, at hun ikke lige pludselig trak hånden til sig. "Så må vi arrangere et bryllup" lo han lystigt, ikke fordi han havde planer om det, men tanken var nu ganske morsomt, netop fordi Elaina så ud til at gå virkelig meget op i det.

Elaina så afventede mod ham, det var ikke ligefrem meget hun fik ud af ham. Hun dog regne ud på hans blik mod pubbens værelser, at han foretræk det sådan et sted. Hun ville bestemt ikke være glad ved tanken at være alene med ham og slet ingen til at beskytte hende, hvis han skulle finde på noget.

Hendes hånd blev fjernet fra glasset og lettere modvilligt blev hendes hånd flettet ind i hans. Hun spærrede øjnene op. Hun havde aldrig forventet at en mand som Deavás ville have noget som helst at gøre med sådan en lille nips, som hende selv. Elaina bed sig i underlæben ubevidst, mens hun svagt forsøgte få sin hånd fri fra hans. Elaina ville bestemt ikke at have sådan et slags forhold til ham. Han var både dæmon og ikke en af stand.. Hun så imod ham og mødte hans dæmoniske øjne, hun følte sig lidt som en flue fanget i et edderkoppespind, uden helt at kende flygt vejen.

Elaina forstod ikke hans svar. Havde hun ikke givet udtryk for at hun ønskede at bestyre et len? Alt andet havde ingen interesse, men samtidig orkede hun slet ikke at du skulle følge en mand med. Trods at hun var håbløs romatikker, virkede det til at lykken aldrig ville tilsmile hende.

”Vi?! udbrød hun nærmest og øjnene blev endnu større, ikke på vilkår om hun ville vige sit liv til denne dæmon. Aldrig. Selene ville aldrig acceptere ægtemålet, alene fordi han ingen rand havde, medmindre han havde al muligt som Selene kunne acceptere for at sætte dæmpe på hendes mislykkede ægteskab. Elaina ville bare gerne sikre sig, at næste ægteskab var mere lidt mere sikker, eller i det mindste en mand der levede op til at være en mand. Hektor havde jo aldrig rørt hende. Hun var stadig ren.

Mon ikke hun sagtens selv kunne se, at hun var smuk og tiltrækkende, selv når hun ikke følte sig tilpas i den nuværende situation, kunne Deavás ikke helt lade vær med at belure hendes skikkelse, som han dog ikke var i stand til at se andet end hendes overkrop. Han forsøgte bestemt heller ikke at undgå hendes blik, som han lod hende føle hans, imens at blikket dalede imod deres hænder, som han flettede fingrene med hende og lagde an til at de skulle forestille sig at være mere end to voksne der førte en samtale på kroen. Han holdt dog stædigt fat i hendes hånd, som han godt kunne mærke at hun forsøgte at vride den ud af hans greb, men så strammede han det blot yderligere. Blikket hvilede imod hendes, som han forsøgte at fastholde hendes blik, så hun ikke ville være i stand til at slippe ham af syne lige foreløbig.

Der var flere former for land at bestyre. Måske hun havde udset sig lige netop det len, men med den svigerinde, så var det måske spild af kræfter at kæmpe imod. Måske det bare var hendes ungdom, som insisterede på at fastholde den hun allerede havde haft imellem fingrene. Derpå valgte han også at sukke ganske opgivende, ikke på grund af hendes udbrud, som han lo ganske let over hendes reaktion. ”Rolig nu.. jeg indgår ikke i et ægteskab, det er jeg for vild til” lo han køligt, som hun tydeligvis mente, at han synes de skulle føre deres liv sammen. Han var slet ikke interesseret i at få det slags bånd på sig selv, han ville langt hellere more sig resten af sit liv end at blive bundet af den slags kræ, som hende. Men han kunne ikke sige nej til hendes krop, som han ikke lagde skjul på at blikket vandrede ned over hendes bryst.

Spindet blev strammere, da hun mærkede at blot holdt mere fast i hendes hånd. Når hun forsøgte at komme fri. Hans øjne var så, Elaina kunne ikke engang helt forklare det, men det sendte kuldegysninger langs hendes ryg. Elaina følte at han nærmest var en sulten mand og hun var hendes mad. Hun kendte godt disse blikke, men havde før altid undgået dem eller kunne få sig fjernet fra situationen, men nu. Hun var fanget i dette edderkoppespind og hun brød sig bestemt ikke om tanken.

Elaina sukkede næsten ånden lettet op, at han aldrig ville giftes. Hun vidste aldrig. Dagen Hektor kom ind i hendes liv, var det kun for at fortælle at hendes elskede bror var faldet i kamp. Selene havde sat sine lange klør i Hektor og fået den tåbelige aftale at hende og Hektor skulle ægtes. En æld gamle krige, der var en mand i kamp. Aldrig en mand overfor hende, hun var jomfru, havde hun bare fået et barn – havde hendes verden set helt anderledes ud. Elaina reagerede ikke på han fandt det mormost, hun var mere opslugt og lettet over at det ikke lå i hans kort. ”Hvis ikke Dem, hvem havde så?” spurgte hun så roligt. Hendes hånd var blevet en anelse mere rolig, men hun ville forsat svagt forsøge at slippe fri. Fri fra hans sulte blik.

//Nyd din barsel Ela, når du kommer så langt! Vi kan sagtens genoptage tråden her, men lige nu er jeg ved at skære ind til benet, så jeg bedre kan fokusere på mine tråde :3