Lui havde aldrig våget sig så langt ind mod byen før. Han mente, at de folk der rendte rundt i de små byer i vesten, var mere end rigeligt. Men så meget som mange af dem talte om Dianthos og alt byen havde at byde på, var hans nysgerrighed kun blevet større. Han måtte se den store markedsplads, gadespillerne og templerne.
Han havde fyldt en lille beholder med vand og stukket den i lommen på de lidt for store bukser. Ud over den sorte, langærmede trøje, havde han trukket en mørkebrun kappe om sig, så han kunne skjule den lange, hvide hale. Kun de meget slidte, sorte støvler, var til at se i bunden, som han bevægede sig tættere på byen i raskt tempo.

Den nysgerrige tur til storbyen var dog blevet sat på hold, da en af Luis drengestreger var endt i hævn fra den fremmede fyr han havde drillet. Fyren havde ikke taget det særlig pænt, at Lui havde moret sig noget så meget over, at have spændt ben for ham aftenen før, i vejkanten. Selvom Lui havde efterladt den fremmede med nogle grimme, dybe rifter, så var fyren større og det var mest gået ud over Lui selv. Han havde fået et blåt øje, et hul i bukserne ved knæet, hvor man lige kunne se den hudafskrabning på knæet inden under, og et trykket ribben i højre side.
Lui følte sig bestemt ikke klar til at fortsætte længere ind mod byen endnu. I stedet var han krøbet ind under en gammel træbænk, i en af de mindre befolkede gader, og krøllet sig lidt sammen under kappen. Halespidsen stak ud fra under bænken, men det registrerede han ikke. Forhåbentligt kom der ikke alt for mange forbi, der kunne falde over den næsten usynlige hale, som han havde camoufleret den i en lidt mørkere farve, for at passe til skyggen på jorden. Så kunne han sagtens ligge her, indtil det trykkede ribben var faldet nok til ro igen.

Det var en fantastisk dag til at gå rundt i byen, og se sig lidt omkring. Gadespillerne kunne høres, og musikken lød utrolig godt. Det fik smilet på Baileys ansigt til at brede sig,så smilet blot blev endnu større end hvad det allerede var. Bærende på en masse blomster buketter havde hun vandret lidt rundt. Enlig var der noget hun skulle købe, men hvad det var havde hun glemt. Det ville sikkert dukke op i hendes hoved igen, så hun gik lidt videre. Hendes ansigt lyste op som altid, og hun lignede mere en glødende solstråle der kom gående. Da hendes øjne opfangede markedspladsen besluttede hun sig for at tjekke det nærmere ud. Der var nok noget ved nogle af boderne som hun sikkert kunne bruge, hvilket blot fik hende til at halvt hoppede hen imod pladsen. Så stod hun og kiggede rundt, der var så mange boder til at hun vidste hvor hun skulle begynde. Hun kiggede kort ned på blomster buketterne i hendes favn, og besluttede sig for at gå til venstre. 

Som hun gik imellem folkene kiggede hun rundt, og sendte diverse folk et venligt smil. Da hun så var kommet et lille stykke hen nåede hun hen til en bænk, måske det var en god idé at sætte sig ned lidt. Hvile fødderne en smule, og det gjorde hun. Tog nogle skridt tættere på bænken, havde slet ingen idé om hun trådte på noget. Dog fik hun et undrende udtryk på ansigtet som hun stod foran bænken og kunne mærke noget underligt under hendes flade sko. Havde jorden altid føltes så anderledes? eller var den pludselig blevet mere ru agtigt?. Bailey rystede på hovedet"Stop dine tossede fantasiser Bailey"sagde hun til sig selv med en blid stemme, og satte sig så ned på bænken. Blomsterne duftede hun til, og fik et drømmende udtryk over ansigtet. Kort lod hun hendes øjne glide ned mod hendes fødder igen, det var underligt selvom hun sad ned kunne hun stadigvæk mærke den underlige følelse. Følelsen af noget der stadigvæk var under hendes fødder, hun bøjede sig lidt fremover. Måske der var noget mystisk ved jorden, og uden at have styr og overblikket over blomsterne faldt nogle af dem ned mod jorden"Åh nej!"råbte hun panikslagen, og bukkede sig hurtigt ned mod jorden for at tage fat i dem.  Uden at vide, at der ville være nogen under bænken, forsøgte hun at samle blomsterne op. Stadigvæk uden at flytte hendes fødder. 

En halv time, det var så længe Lui nåede at ligge under bænken, før han mærkede en fod på spidsen af sin hale. Han trak vejret ind, for at komme med en beklagende lyd, men den lyd blev kvalt af smerten over det trykkede ribben. I stedet lød det mere som om bænken knirkede lidt ekstra. Selvom det ikke ligefrem var rart at blive trådt på halen, så måtte han lige blive liggende lidt endnu. Han var nødt til at finde en måde at vende sig på, så det gjorde mindst muligt ondt i ribbenet.

Da Lui endelig, meget langsomt, fik vendt sig om, regnede det med blomster. Gennem en lille revne i bænken, skævede han mod kvinden, der panisk gav sig til at samle dem sammen igen. De farverige planter betød tilsynladende ret meget for den fremmede, så Lui greb ud efter en lille håndfuld og trak dem ind under bænken. Selv i smerte, kunne han ikke lade være med at følge sine drillende instinkter, når muligheden bød sig. Så stak han hovedet ud fra under bænken og stirrede op mod den fremmede kvinde.
"Din.... Den der gør ondt på min hale," sagde han lidt muggent. Han havde glemt hvad foden hed, så i stedet skævede han hurtigt mod hendes fod, da han talte. Så kunne han jo tage stilling til om han ville aflevere blomsterne tilbage igen, når hun havde flyttet foden.

Efter at have samlet de fleste af blomsterne op kiggede hun undrende rundt. Var der ikke flere end dem hun lige fik samlet, der manglede da nogle gjorde der ikke. Et undrende udtryk bredte sig på hendes ansigt, og hun nåede heller ikke undre sig mere før hendes blik mødte en person. Forskrækket faldt hun bagover og tabte blomsterne endnu en gang"IIh!"råbte hun højt, og endte med at have blomster i hele ansigtet. Bailey nåede slet ikke at svare  ham, men i stedenfor at rejse sig lå hun bare kort på jorden med armene ud til siderne. Dækket til med blomster, og hun pustede lidt for at prøve at puste nogle af dem. Det virkede ikke til at være særlig effektivt.

Efter ganske få minutter satte hun sig op, og samlede blomsterne op i hendes favn, og ved hans muggen ord løftede hun et øjenbryn. Først forstod hun slet ikke, hvad han snakkede om men kiggede så ned mod hendes fod da hun hørte ordet hale. Åh nej havde hun trådt med hendes fod ovenpå hans hale. Bailey gik i panik, og hurtigt spredte der sig et stort bekymret udtryk over hendes ansigt, og hun skyndte sig at løfte foden væk fra hans hale"Undskyld, undskyld, undskyld!"sagde hun og viftede panisk og hurtigt med armene. Hendes øjne studerede ham lidt, men hun havde også svært ved at fastholde blikket fordi hun ville være sikker på at hans hale var okay. Derfor gik der heller ikke lang tid, før hun rakte ud efter hans hale, tog den i hånden og undersøgte den for skader. Hun var virkelig nød til at være sikker på, at der ikke var sket den noget. Ellers skulle hun nok pleje den, og tage sig af den. Som hun sad og studerede hans hale lidt havde hun fortsat en smule fat i blomsterne i favnen. Så godt hun kunne med hans hale i hånden og blomster i favnen"Er den okay"spurgte hun bekymret og skulede kort hen til ham.

Den fremmede kvinde med de mange blomster, fik noget af et chok da Lui talte fra under bænken. Hun endte med blomster i hele hovedet og med et lidt tumult udtryk i ansigtet, så Lui kunne ikke lade være med at smågrine.
".. Hm.. Arv," mumlede han i en lidt brokkende tone og tog sig til siden, da det gjorde ondt i det trykkede ribben, når han grinte. Stadig holdt han den lille håndfuld blomster, han havde snuppet, tæt ind til sig i den anden hånd, pænt ventende på om hun overhovedet ville lægge mærke til, at det var ham, der havde taget dem.

Luis blik fulgte halen, da hun løftede den op og så nærmere på den. Så nikkede han svagt.
"Det tror jeg," sagde han, selvom den selvfølgelig var lidt øm. At der var et par småhuller på spidsen, efter at være blevet presset ned mod jorden, det lagde han ikke selv mærke til. I stedet fokuserede han mere på det blå øje, som han pegede på med den frie hånd.
"Men det gør ondt dér." Han sørgede for at kravle lidt længere ud fra under bænken, da han bagefter pegede mod sin ribben i højre side.
"Og dér." Så møvede han sig helt ud, så han lå på jorden foran hende, i stedet for halvt under bænken og så pegede han mod det lidt blodige, venstre knæ.
"Og også dér," afsluttede han. Nu ville hun også kunne se, at han havde fat i de blomster hun manglede, men han kommenterede det ikke. Han holdt bare godt fast, mens han fortsat stirrede på hende, måske lidt intenst, men kun fordi han havde lidt svært ved at se hende ordentligt herfra, med det dårlige syn.

Med store øjne betragtede hun dette væsen som kravlede helt ud under bænken. Hun krammede ivrigt blomsterne i favnen, og var tæt på at rykke sig lidt væk. Men da hun fik øje på blomsterne i hans favn lyste hun op, og glad lænede sig lidt ind imod ham. Bailey lagde hovedet på skrå, og skulle til at strække hendes arme hen imod de resterende blomster som denne person her havde fået fat i. Dog stoppede hun efter at have tænkt nøje over situationen. Hvis hun ville prøve at få fat i blomsterne ville hun tabe de blomster hun sad med, og det ville ikke være så godt. Et tydeligt tænkende udtryk spredte sig over hendes ansigt, og hun betragtede ham lidt mere. Fulgte hans bevægelser som han nævnte at det gjorde ondt på de forskellige sider"Åh nej!"lød det højt og bekymret fra hende, som hun pludselig gav slip på blomsterne og straks vendte hendes blik ned på tasken hun havde med sig. Begyndte at rode efter forbindinger, creme, og nogle tynde reb. 

Så lænede sig lidt ind over ham som han lå på jorden foran hende. Løftede lidt op i hans trøje så hun bedre kunne se hans overkrop. Tog lidt creme i hænderne, det var en ganske speciel creme hun havde fået hjælp til at lave ved brug af naturmidler"Den her creme vil langsomt virke på smerten"sagde hun med et stort smil, og begyndte at smøre den rundt på hans overkrop hvor hans ribben var. Den havde en god virkning, for hun havde selv prøvet den på hende selv. Så greb hun ud efter noget forbinding, og begyndte at rulle det rundt om hans overkrop. Særligt hvor hans ribben var, så smerten havde bedre tid til forsvinde. Da hun blev færdig trak hun hans trøje ned over hans krop igen, og hun rykkede sig lidt tilbage. Så lod hun hendes øjne hvile sig på det blodige knæ, og hun kiggede bekymret på ham og begyndte straks at finde lidt mere forbinding frem. Men først skulle der creme på, og før hun faktisk kunne gå igang manglede hun lige noget at tørre blodet væk med. Et tænkende udtryk dukkede endnu mere tydeligt op på hendes glædefulde ansigt. Så fandt hun et stykke stof i tasken, det måtte kunne bruges. Så hun tørrede blodet væk fra hans knæ, og begyndte så at smøre creme på knæet. Derefter fik hun puttet lidt forbinding på"Sådan!"sagde hun glad og sendte ham et stort smil.

Så fik hun puttet tingene ned i tasken igen, og kiggede på jorden omkring dem, og før hun nåede at kommentere på at han havde fået fingrene i de blomster hun manglede begyndte hun at sukke trist. Nu lå alle blomsterne jo endnu engang på jorden, og det var frygteligt. Dog valgte hun slet ikke at samle dem op med det samme, nej i stedenfor valgte hun at sætte sig med hendes knæ trukket op under sig. Hendes ansigt begravede hun trist ned i hendes skød"Jeg er så...Klodset"mumlede hun lavt.

Lui så damen skulle til at række ud efter de blomster han havde taget, men han havde stadig ikke tænkt sig at aflevere dem tilbage, så han strammede grebet om stilkene lidt mere, for at kunne beholde dem. Det så dog ud til, at hun ombestemte sig, måske hun ikke ville have dem tilbage alligevel?
Da Lui var færdig med at remse alle de steder op, der gjorde ondt, udbrød hun de samme ord, som hun da hun tabte alle blomsterne lige før, så Lui gav sig straks til at se sig omkring på jorden efter flere blomster. Han vendte dog et lidt forvirret udtryk mod hende, da han ikke kunne se nogle og hun var gået i gang med at rode rundt i sin taske. Med besvær og anstrengte lyde, fik han sat sig i skrædderstilling, så han kunne kigge med.

Lui vendte blikket mod cremen, da hun forklarede hvad den skulle gøre og så nikkede han lidt. Det forvirrede udtryk forsvandt dog ikke fra hans ansigt, mens hun løftede op i hans bluse og gav sig til at smøre hvor det trykkede ribben sad, for han havde ikke den fjerneste idé om hvad 'creme' var. Men det kunne vel ikke skade? Så Lui løftede armene lidt, kom med nogle lidt brokkende lyde, mens hun smurte cremen på huden over det trykkede ribben.
Så snart hun trak trøjen på plads igen, løftede han selv op i den, for at se nærmere på forbindingen. Han lagde en hånd mod det og aede det lidt, bare for at mærke. Dog slap han hurtigt trøjen igen og lod den selv falde på plads, da hun gik i gang med at tørre blodet af knæet.
"Arh..!" Mumlede han overrasket og trak sit ben lidt til sig. Men så blev cremen smurt på.
"Oh.." Det lod allerede til at virke lidt, for den let svigende smerte forsvandt en smule.

Alle blomsterne var endnu engang dalet mod jorden og han forventede egentlig at hun ville samle dem op igen, men i stedet blev hun helt trist at se på.
"Klodset?" Spurgte han undrende. Det ord havde han vist ikke hørt før. Var det sådan man sagde, når man tabte noget? Lui fik et stort smil på læberne, da han gav sig til at samle alle blomsterne sammen og lagde dem på bænken ved siden af hende. Smerten i ribbenene var ikke væk, men dæmpet nok til at han ikke behøvede at tænke så meget over den længere.
"Sådan! Nu er du ikke... klodset?... mere." Han skulle lige være sikker på, at det var det rigtige ord han nu også brugte, så midt i sætningen lød det mere som et spørgsmål. Lui beholdt dog stadig den lille håndfuld blomster, som han havde taget før.
"Men jeg vil beholde dem her," sagde han lidt bestemt. Den eneste grund til at han ville beholde dem, var fordi de havde set ud til at være så vigtige for en anden. Nogle ville mene at det var ondt. Det ville Lui sådan set også, men han kunne ikke lade være.

Hovedet drejede hun til siden så hun kiggede på ham. Betragtede ham lidt, og da han så lagde blomsterne på bænken sendte hun ham et stort smil, og overfaldt ham pludselig med et kram. Før det gik op for at hun krammede ham lidt hårdt gav hun slip og tog et skridt tilbage. Betragtede ham lidt, før hun greb fat i hendes taske. Hang den over hendes skulder, og gav ham et stort nik med hovedet til det han sagde"Ja meget klodset"gav hun ham ret i, og kunne slet ikke lade være med at grine. Det var et venligt og blidt grin, og hun lagde så ekstra meget mærke til blomsterne i hans favn. Lænede sig ivrigt hen imod ham, måske lidt for meget men det tænkte hun slet ikke over. Hun skulle til at tage blomsterne fra ham, for hun var lidt bange for han ville ødelægge dem eller skade dem. Men da hun lagde mærke til hans hale kort stoppede hun. 

Trak sig lidt tilbage og gik hen imod bænken, bukkede sig lidt og samlede blomsterne op. Så drejede hun rundt, og betragtede blomsterne han havde i hans favn. Da han nævnte at han ville beholde dem kiggede hun på ham med et lidt undrende udtryk. Men der gik ikke lang tid før det blev erstattet med et stort smil"Du skal passe på dem så, de må ikke ødelægges"sagde hun og løftede en finger som tegn på at var bestemt ment. Så lod hun hendes blik glide ned over ham, og kiggede hen imod markedet, skulle hun gå tilbage til det. Bare for at sig lidt omkring, hun skulle jo give blomsterne til en en kvinde der stod ved en af boderne på markedet. Det var mest fordi blomsterne var nogle Bailey både havde plantet, passet på samt der også var nogle hun havde fundet. Efter at have stået og tænkt lidt gik det op for hende at hun nok burde komme afsted for kvinden ventede nok.

Bailey gik lidt i panik, tænk hvis kvinden havde ventet i alt for lang tid. Åh nej det ville ikke være godt, så hun skyndte sig at tage nogle skridt hen mod markedet, men stoppede op med den ene fod i luften"Kom med mig hen til markedet, jeg skal nok passe på dig"sagde hun med en glad stemme, og ventede med at hoppe lidt derhen. Hinkende kunne man vel nok nærmere kalde det. Hun lod hendes blik hvile sig på ham imens hun ventede på ham. Så længe han passede på, så ville skaderne ikke blive værre. Men hun ville være klar til at hjælpe ham"Du har en hale"fløj det ud ad hendes mund, som hun kort pegede på hans hale.

Det var lige før Lui var væltet bagover, ned at ligge igen, da han bestemt ikke var forberedt på det glædelige kram. Han kom med en lidt underlig lyd, en lyd der halvt lød som om det gjorde ondt, fordi han fik spændt op i maven og det stadig var ømt i ribbenet. Han krammede ikke tilbage, for han forstod ikke rigtig pointen i det. I stedet sad han stille og skævede mod hende, med et lidt underligt blik.
Hun lænede sig tættere på og Lui forstod med det samme hentydningen, da hun skulle til at række ud efter blomsterne igen. Han drejede overkroppen en smule, for at gøre afstanden mellem hendes hånd og blomsterne lidt større, men uden selv at skulle flytte sig. Nej nej, hun måtte ikke tage dem.
Lui blev siddende på jorden og fulgte hende med blikket, som hun fik samlet blomsterne op igen. Hendes kommentar fik ham til at lægge hovedet lidt uforstående på skrå.
”… Hvorfor ikke?” Spurgte han undrende og vendte det stadig uforstående blik mod blomsterne. Han løftede den anden hånd og prikkede let til bladene på den ene blomst. Han havde da ødelagt sådan nogle før. I skoven. Ikke med vilje, men det var da sket, når han skulle slæbe et måltid til sig. Og der var altså ikke sket noget ved at han havde ødelagt et par blomster før, så hvorfor de ikke måtte ødelægges nu, det forstod han ikke.

Lui rejste sig ikke med det samme, da hun tilbød at han kunne komme med hende. Han måtte jo lige tænke lidt over det. Han lod forsigtigt den frie hånd stryge hen over det trykkede ribben og smerten var langt fra lige så intens som før. Hun havde jo hjulpet ham, så måske det ikke ville være helt dumt at blive hos hende, indtil han var kommet sig helt igen? Så han nikkede og greb så fat i hendes ærme, for at få lidt hjælp til at komme op at stå. Han flyttede hånden længere op og lagde den om hendes skulder, for at støtte sig lidt til hende, som de begyndte at gå mod markedspladsen. Det gik dog ikke helt stærkt, for han kunne da godt mærke at ribbenet stadig ikke var helt glad for, at han bevægede sig for meget.
Han hørte hendes kommentar om sin hale og så skævede han ned bag hende, bare for at se om hun også havde en hale. Men nej, ingen hale at se, så han så tilbage mod hende og nikkede.
”Ja. Det har du ikke,” konstaterede han. Han rettede kappen lidt til, så halen blev dækket helt til. Han havde erfaret, at det ikke nyttede noget at rende rundt og svinge med halen, foran alle de sarte mennesker. De spidse negle kunne han dog ikke skjule, så dem måtte folk altså leve med.
”Jeg er Luioiuio,” præsenterede han sig, for det havde han lært, at man skulle. Det var åbenbart meget normalt at oplyse folk om sit navn. Måske det heller ikke var en dårlig idé nu, for han skulle vel bruge lidt tid sammen med blomsterdamen.

Da han støttede sig til hendes skulder drejede hun hovedet, så hun kiggede på ham. Et stort smil bredte sig på hendes ansigt. Forhåbenligt ville cremen virke meget snart, så han ikke skulle have ondt. Det var en creme der ville virke hurtigt, og det var heldigt. Bailey kunne slet ikke lide at se ham være i smerter, og have ondt. Det var tydeligt at se på ham at han havde ondt, og hun havde intet imod at han støttede sig til hende som de fik mod markedspladsen. Da de nåede frem kiggede hun ned mod blomsterne i hendes favn, og kiggede rundt efter kvinden der havde bestilt dem. Men lige nu kunne hun slet ikke få øje på hende. Var det pågrund af alle de mennesker, ja måske. Hun tænkte lidt, hvis bare hun kunne huske boden så ville det være lettere. Da han nævnte at hun ikke havde en hale grinede hun blidt, og gav et nik fra sig"Nej ingen hale"svarede hun glad, og lod kort hendes blik hvile sig på ham.

Hendes blik hvilede sig lidt mere, og hun skulle til at kigge væk men hørt ham præsentere sig selv. Det lød specielt det navn, og hun stod også og tænkte lidt over det. Men efter at ligne en der bare stod og levede i sin egen fantasi og verden vendte hun tilbage. Lænede sig lidt ind mod ham"Flot navn, jeg hedder Bailey"fik hun præsenteret sig i en glad tone, og med en glad stemme. Hendes navn var måske heller ikke noget man hørte tit, men Lui s navn var specielt, og hun var også nød til at finde ud ad om hun kunne kalde ham Lui, eller om han foretrak hele navnet"Må jeg kalde dig Lui"spurgte hun men hurtigt efter blev enig med sig selv om at det ville hun kalde ham"Jeg kalder dig Lui"smillede hun og kiggede kort væk fra ham. Så begyndte hun at gå rundt på pladsen, og betragtede de mange omgivelser, og pludselig nåede hun frem til boden. 

Hun sendte kvinden bag boden et stort smil og lagde blomsterne forsigtigt op på boden"Værsgo, som bestilt"sagde hun glad, og drejede hovedet hen imod Lui. Sagde ikke noget til ham, men vidste godt at han også havde nogle af blomsterne men det behøvede kvinden ikke at vide. Det måtte være deres lille hemmelighed. Kvinden bukkede lidt, og sendte Bailey og Lui et stort varmt smil"Mange tak, jeg er glad for dem!"sagde hun og samlede blomsterne for at putte dem i en vase.

Bailey præsenterede sig også, men i stedet for at smile venligt, som de fleste måske ville gøre, lagde han hovedet let på skrå og så noget så tænkende ud. Han åbnede munden for at efterligne hendes navn, men rystede så svagt på hovedet. Det lød besværligt. Alligevel gav han det et forsøg.
"Baj... Ba... Bali?" Endte han med at gætte. At få alle lydene i hendes navn med burde ikke være så svært, taget hans eget, lidt sære navn i betragtning, men det var sammensætningen af lydene, der forvirrede ham. Så nikkede han svagt.
"Bali." Det var hendes navn for ham nu. Han protesterede heller ikke mod hendes kaldenavn til ham. Lui. Det var da et fint navn. Selvom han stadig ville præsentere sig ved hele sit navn for alle andre. Han havde fundet ud af at det var noget så specielt og oftest morede det ham at se folks forvirring over det.

Så fulgte Lui stille og roligt med hende igen. Det lod til at cremen havde virket mere og mere, for nu kunne han gå lidt nemmere, uden at støtte sig til Bailey. Derfor slap han også hendes skulder, inden de nåede til boden med den fremmede dame. Han skævede mod Bailey, der smilede pænt til den fremmede, så da Lui rettede blikket mod den nye, gjorde han det samme. Han smilede stort, måske lidt større end normalen og for ikke at skulle give slip på sine egne blomster, førte han hånden med dem om bag ryggen for at gemme dem. Så lænede han sig lidt ind mod Bailey.
"Hvorfor beholder hun dem i glas? Hvad gør det?" Hviskede han, mens han stadig smilede noget så dumt til den fremmede, der uden tvivl havde hørt hans spørgsmål, for hun kunne ikke lade være med at smågrine lidt. Men Lui forstod ikke hvorfor man ville proppe blomster i glas. Det havde jo intet formål?

Da han lænede sig ind imod hende kiggede hun ham på, og lænede sig lidt ind imod ham. Ren refleks, og hun smillede til ham. Et stort smil der næsten fyldte hele ansigtet, og hun grinede lidt over hans kaldenavn til hende. Det var ganske sødt at han havde fundet et, for hun havde aldrig troet at hendes navn ville have nogle former for kaldenavne. Så rakte hun en hånd frem imod ham, strøg ham over håret hvorefter hun trak sig lidt tilbage. Ved hans spørgsmål tænkte hun lidt, og skulle til at svare ham før hendes blik faldt på nogle af blomsterne der blev solgt ved boden. De var jo alt for betagende allesammen, og utrolig smukke. Det var svært at kigge væk, og Bailey havde heller ikke lyst til at kigge væk. Så hendes blik hvilede sig på blomsterne i næsten alt fir lang tid. Så fik hun endelig løsrevet sig, og drejede hovedet hen imod Lui. Hun løftede en finger op i luften foran sig som tegn på at nu var det tid til at forklare noget klogt. Eller sige noget klogt, bare generelt komme med en god forklaring. 

Men hun var slet ikke sikker på, hvordan det ville lyde og komme ud ad munden. Nå det måtte vel blive som det ville blive"For ikke at tabe dem!"sagde hun bestemt, og sendte ham et alvorligt blik, hvorefter hun så grinede lidt igen. Hendes blik ændrede sig hurtigt til et varmt et, og hun kiggede kort hen på kvinden bag boden der nikkede som i at hun var enig med Bailey s ord, og Bailey fortsatte, fordi nu var hun jo lige så godt igang med at snakke om blomster. Der var slet ikke tid til at stoppe nu, blomster kunne hun snakke om hele dagen, hvis det var det"Blomster stråler nærmest hvis de står i glas, eller vaser"sagde hun med en glad stemme. Så fik hun en lille idé, og hun drejede rundt så hun stod med fronten imod boden, og rakte så ud efter en af blomsterne. Hun fik fat i en hvid rose, og holdte den foran ham. Lod den nærme sig hans ansigt"Alle blomster har en fantastisk duft, især roser"sagde hun glad som hun lod blikket hvile sig på ham. 

Lui registrerede ret hurtigt, at den anden dame havde hørt ham, så han stoppede med at smile så dumt, hvis han alligevel ikke var særlig snedig. Så rettede han blikket mod Bailey. Han løftede det ene øjenbryn og det lidt forvirrede udtryk ændrede sig ikke det mindste, da hun svarede.
”Så de ikke falder på jorden? Men de kan jo godt falde på jorden, selvom de står i glas?” Spurgte han undrende og så tilbage på blomsterne i vasen. Han kunne ikke lade være med at smile lidt lumskt, for hvis vasen udelukkende kun var til for, at de ikke skulle falde på jorden, så var det da noget så fristende at skubbe dem ned fra boden.

Da Lui igen ville se tilbage på Bailey, blev han i stedet distraheret af den hvide rose, hun holdt op mod ham. Han gjorde intet andet end at stirre på den, før hun nævnte noget om dens duft. Nårh, okay. Det var meningen, at han skulle snuse til den. Så Lui stak hele næsen ned i rosen og tog sniffede godt til, hvilket kun resulterede i et højlydt nys direkte ned i rosen, så den tabte et par blade. Lui spærrede øjnene op og trak hovedet lidt tilbage.
”Urgh, jo, den lugter godt. Men jeg tror ikke, den kan lide mig,” sagde han, som han rynkede lidt på næsen, der stadig kildede lidt efter det lidt voldsomme nys. Han blinkede et par ekstra gange, før han sukkede lidt lettet og vendte blikket mod Bailey igen.
”Kan vi ikke finde noget, man kan spise? Det lugter også godt og det plejer ikke at angribe min næse,” sagde han og nikkede lidt. Han kunne godt bruge noget at spise og så kunne han jo også endelig se markedspladsen ordentligt. Han havde været så optaget af smerte og blomsterne i sin hånd, til at se sig om på turen på vej herhen. Men nu var smerten væk og han bandt snoren fra bukserne om blomsternes stilke, så han kunne beholde dem uden at skulle holde dem, så nu var han klar til at gå lidt på opdagelse!

De faldne rosenblade fik hendes opmærksomhed, og hun skulle næsten til at samle dem op hurtigt med en trist mine på ansigtet. Dog lod hun hendes blik hvile sig på Lui, og da han nævnte at den duftede godt men ikke kunne lide ham grinede hun en smule. Så bukkede hun sig lidt forover, og havde nået at få fat i nogle af blomsterne fra bordet. Hun begyndte at putte nogle af blomsterne i hans hvide hår, og smillede stort. Hendes øjne fulgte hendes bevægelser imens hun pyntede hans hår med nogle blomster, og hun var nød til at stoppe da det efterhånden kunne blive alt for meget. Så hun lagde de resterende blomster tilbage på boden, og betragtede hans hår en smule. Lænede sig så lidt ind imod ham for at dufte til blomsterne, og de duftede som altid utrolig godt.

"Det kan de, men det handler alt sammen om at passe på blomsterne, så de ikke falder på jorden"sagde hun, og der var fortsat et stort smil siddende på hendes ansigt. Da han spurgte om de ikke kunne finde noget at spise skulle hun til at svare, før hendes mave begyndte at rumle højt. Hun grinede over lyden, og kiggede rundt. Der var helt sikkert nogle boder der solgte et eller andet at spise, og det var kun godt for det kunne næsten lyde som om hun havde et monster inde i maven. Den rumlede så højt, at det nok godt kunne lyde som et monster. Bailey vendte hendes blik hen på kvinden bagved boden, og hun vendte ret hurtigt blikket tilbage på Lui, hun bukkede sig forover, og prikkede ham på næsen"De er ikke farlige, men roser kan have torne på sig som kan stikke"forklarede hun venligt, og med et smil. 

Så tog hun hans hånd i hendes for at gå hen imod en bod, hvor de solgte mad. Hun vidste hun havde gået forbi én. Men hvor var det nu lige den var, det var hun nød til at tænke lidt over. Hendes blik gled fra højre til venstre, men efter at have undersøgt området og boderne fik hun øje på den. Uden at sige noget til Lui, eller sige farvel til kvinden satte hun i lidt løb hen imod boden. Der gik ikke særlig lang tid før det pludselig gik op for hende, at han ikke kunne løbe så godt pågrund ad smerterne. Så hun stoppede med at løbe og gik ved siden af ham hen imod madboden"Jeg undskylder for min rumlende mave, jeg må være meget sulten selv"sagde hun og grinede blidt over det. Efter at have gået lidt sammen med ham nåede de endelig hen til boden, og hun drejede hovedet hen imod ham. Men duften af mad fik hende hurtigt til at dreje hovedet tilbage. Det duftede fantastisk, og det var svært at beslutte sig for hvad man skulle vælge. Hun stod og overvejede de mange muligheder, hvorefter hun skulle til at åbne munden for at svare, men tænkte så lidt igen. Var det mon dét som hun havde lyst til, nej måske skulle hun stå og overveje mulighederne lidt mere.

Lui fulgte Baileys hænder med blikket, som hun gav sig til at sætte et par af blomsterne i hans hår. Han rystede let på hovedet, bare for at se, om de ikke ville falde ud, men det gjorde de ikke. De sad egentlig bedre fast end han troede og siden de ikke generede ham, så lod han dem også sidde. Han førte selv hånden op og mærkede efter, strøg et par fingre hen over de blade han kunne mærke i håret. Han smilede svagt, som Bailey lænede sig ind mod ham for at dufte til blomsterne. Mens hun stod så tæt, kunne han mærke varmen fra hende og det var skønt. Men lige så snart hun rettede sig op igen, gjorde han også, for generelt var han ikke helt så vild med alt for meget nærkontakt. Han kendte hende jo ikke rigtig.
Lui kunne ikke lade være med at smågrine lidt, idet hendes mave begyndte at rumle højlydt. Hans egen mave svarede igen med en dyb rumlen. Han var kun blevet mere sulten af at snakke om mad. Han blev næsten helt skeløjet af at prøve, at se ned mod sin egen næse, da hun prikkede på den. Han nikkede let til hendes forklaring, før han rettede blikket tilbage mod hende. Torne havde han stukket sig på flere gange i skoven, han kom fra.

Lui lukkede forsigtigt sin hånd om hendes og udbrød en lille overrasket lyd, da Bailey satte i løb mod den næste bod. Han fulgte lidt akavet med i kluntende løb, fordi han blev noget så nysgerrig over at holde øje med alle boderne på vejen. Smerten var ikke så slem længere, det lod til at cremen havde fået god tid til at virke ordentligt nu. Det var ikke fordi smerten var helt væk, men han kunne i det mindste ignorere den nu.
"Det gør ikke noget, min mave siger også lyde," smågrinede han og i samme øjeblik rumlede hans mave løs igen. Allerede inden de nåede boden med tørret kød og frugter, kunne Lui dufte sødmen fra frugterne. Han kunne mærke munden løbe i vand, så sulten han var. Så lænede han sig lidt ind mod Bailey og hviskede.
"Får man også ting for de der krystaller her? For sådan nogle har jeg altså ikke. Men jeg kan godt lige... Haps haps." Han holdt stemmen lav, så han var sikker på at kun Bailey hørte ham. Han vidste jo godt, at folk som regel ikke reagerede så godt på tyveri, men han kunne ikke selv se det forkerte i det. Han skulle jo bruge mad, om han så havde krystaller eller ej.

Bailey kiggede på ham som hun kunne fornemme på ham at han var meget sulten. Hendes mave rumlede også igen, og hun blev nærmest overrasket over hvor højt hendes mave kunne rumle. Så betragtede hun maden en smule, og hun gav Lui et nik da han spurgte om man fik ting for krystaller som han ikke havde, og hun sendte ham et stort smil. Så løftede hun en pose op og holdte den foran ham, hun rystede den lidt, og åbnede den så så han kunne se ned i den, hvis han havde lyst. Der var både rav stykker, jade stykker, og nogle få krystaller. Hun betragtede selv indholdet i posen, og drejede hovedet hen imod personen bag boden der så ud til at vente på dem. 

Det var næsten svært at beslutte sig for, hvad man skulle vælge. Da Lui sagde haps haps grinede hun, og kiggede på ham. Han var en sjov person, dog vidste hun ikke helt hvad han mente med haps haps. Hun tænkte lidt for at prøve at komme frem til svaret, men det var svært at tænke ordenligt omkring det når hendes mave blev ved med at rumle, og sulten der voksede sig mere og mere"Vores maver lyder som to mosntre"grinede hun blidt, som hun betragtede Lui. Han var blevet meget fin med alle blomsterne i håret, og hun kunne heller ikke andet end at smile lidt større ved synet af det. Det var godt at han ikke havde fjernet blomsterne eller ødelagt dem. 

"Hvad har du lyst til, jeg kan godt betale"sagde hun med en venlig stemme imens hun lod blikket gå fra Lui til alt det mad der blev solgt ved boden. Der var næsten alt, og hun havde det som Lui med at hendes mund løb i vand. Hun blev mere og mere sulten af at stå og kigge på maden, så nu ventede hun bare på Lui. 

Lui var egentlig forberedt på at skulle stjæle lidt fra boden, med det tørrede frugt og kød, men som Bailey fik et stort smil på læberne, lagde han hovedet let på skrå. Han skævede lidt undrende til posen, som hun hev frem og da hun åbnede den, trådte han lige et enkelt skridt tættere på hende og kiggede ned. Posen var fyldt med krystaller og der bredte sig et smil over hans læber. Hun havde krystaller, så gjorde det heldigvis ikke noget, at han ingen havde. Specielt ikke nu, hvor hun var så venlig at tilbyde, at betale for maden.

Lui rettede blikket mod alt det tørrede, der lå i hver deres poser på boden. Manden bag så en anelse utålmodig ud, men Lui var heller ikke længe om at bestemme sig. Havde han haft mulighed for det, ville han have valgt noget friskt kød, noget kød der ikke var tilberedt, men han var også klar over, at han ikke ville kunne tygge i en af gadekattene fra gyderne. Ikke så langt inde i byen. I stedet pegede han mod noget tørret grisekød, der var skåret i små stykker og lagt pænt i en pose.
”Jeg vil gerne have den der,” sagde han og vendte så blikket mod Bailey igen, næsten helt begejstret. Med et par fingre tog han let fat om Baileys ærme og hev forsigtigt i det, som om han prøvede at få hendes opmærksomhed.
”Kan vi måske finde et lidt mere stille sted at spise? Der er så mange mennesker… De larmer,” sagde han, som han skævede mod de mange mennesker omkring dem. Han var ikke vant til at være i nærheden af så mange på én gang og det var en anelse overvældende. Han ville lige have en lille pause fra larmen, mens de spiste. Hvis det altså var okay med Bailey.

Lyden af Lui og måden han hev i hendes ærme på fik hende til at grine og hun kiggede på ham. Hans ønske kunne godt lade sig gøre, som hun flyttede blikket hen til manden bag boden. Hun sendte ham et stort smil som hun fortalte ham hvad de skulle have. Da manden var flink og pakkede poserne klar med kødet, og rakte dem til hende. Tog hun imod det og betalte mande med nogle få rav stykker. Så drejede hun rundt og begyndte at gå lidt væk fra boden. Hun havde Lui på slæb, for hun vidste ikke om han blev ved med at hænge fast rundt om hendes ærme. Men det var lidt morsomt og kært, og hun kunne ikke lade være med at smile ved synet. 

Bailey lyttede til ham som hun gik lidt videre rundt på pladsen, men det var virkelig begyndt at blive svært med alle de folk. Hun drejede hovedet væk fra Lui for at sikre sig at de ikke stødte ind i nogle. Men Bailey var hurtig til at finde en vej udenom alle menneskene. Så hun hev Lui med hen forbi den tætte bod ved siden af mad boden, og hun begyndte så at løbe, men måtte stoppe op da hun kom i tanke om at Lui nok stadigvæk var lidt skadet"Det kan vi sagtens"sagde hun med et stort smil og en venlig stemme som hun vendte hendes øjne mod Lui og hun stod pludselig ved bænken, hvor de havde mødt hinanden. Hun kiggede lidt bagved bænken der var frit, uden nogle mennesker. De kunne sidde der, det var en god idé. Der var ikke nogle mennesker"Her er der ingen, så hvad syntes du om den her plads"sagde hun venligt som hun lod hendes øjne hvile sig på Lui for at se hvad han ville sige til pladsen her, og den tomme plads. Dog havde hun slet ikke lagt mærke til at han havde været optaget af pungen med krystallerne i, og de andre penge, som rav stykker, og safir stykker.

Bailey kiggede kort ned på poserne med maden i, og hun var heldig at hun nåede at få købt noget at drikke også. Så de ikke kun ville have noget mad, uden noget at drikke. Bailey satte sig så ned på den tomme plads og kiggede på Lui"Du er sikkert meget sulten"grinede hun men en blid stemme. 

Bailey betalte manden bag boden og fik poserne med det tørrede kød rakt til sig. Som hun vendt om og begyndte at gå derfra, fulgte Lui pænt med, stadig med et blidt greb om hendes ene ærme. Det var ikke fordi det som sådan var nødvendigt, men Lui følte sig lidt mere sikker på ikke at blive væk i folkemængden, hvis han sørgede for at holde fast i hende. Hun kendte trods alt byen langt bedre end ham, der kun var på besøg for første gang.

Selv da Bailey satte i løb, fulgte Lui stadig med. Smerten havde heldigvis lagt sig lidt. Den var ikke helt væk, men havde lagt sig nok til at han i det mindste kunne holde ud at bevæge sig nu. De endte ved bænken, som Lui havde ligget under tidligere, da de mødtes. Så han nikkede og smilede, som hun foreslog at de kunne sidde her. Det lod til at være langt roligere her, end inde på selve pladsen.

Lui satte sig på bænken og trak benene op under sig. Uden at vente på, at posen blev rakt til ham, snuppede han den fra Bailey. Han havde aldrig forstået sig på høflighed. Han nikkede lidt ivrigt, som han åbnede posen og stak en hånd i. Han hev en lille håndfuld tørret kød op, som han straks stoppede ind i munden. Han havde ikke spist ordentligt siden dagen før og når man samtidig var såret, så gjorde det helt bestemt godt med noget at spise.
”Bor du herinde? Er her altid så mange mennesker?” Spurgte han, med munden fuld af mad, og som om han lød lidt utilfreds over, at der var så proppet. Det var han måske også. Han var vant til at have det meste af en skov for sig selv og kun lige dele med de dyr, der lurede i skyggerne. Han havde ønsket at se byen, men han var ikke helt sikker på, om han egentlig havde fortrudt. I det mindste havde han fundet Bailey. Hun havde allerede sørget for mindre smerte, mad og for at han kunne komme lettere rundt.

Hendes øjne hvilede sig på ham som han begyndte at spise og hun havde sørget for at sætte sig ved siden af ham, og hun begyndte selv at spise. Det hun først ville smage var noget af det fisk hun havde fået købt, der var så mange der sagde det skulle smage så godt, så hun måtte hellere prøve at smage selv. Efter nogle bider lyste hun en smule op, for det smagte utrolig godt. Hun kunne ikke lade være med at spise lidt mere af det, for det smagte alt for godt til at hun kunne stoppe. Så greb hun ud efter vandflasken for at tage noget at drikke. Derefter vendte hun blikket og opmærksomheden på Lui igen, og hun rystede på hovedet til hans spørgsmål"Nej jeg bor et andet sted, men jeg sælger blomster her på pladsen"sagde hun og sendte ham et stort smil.

Hun tænkte så lidt om hans spørgsmål om der var så mange mennesker så tit, det var der sikkert. Men Bailey var nød til at tænke lidt, for hun var ikke helt sikker på om der altid var så mange mennesker. De gange hun havde været her, hvilket var tit havde hun oplevet at der var så mange mennesker. Hun tog lidt mere at drikke, og lagde vandflasken fra sig, hvorefter hun lagde en hånd ovenpå Lui's skulder, og sendte ham et stort smil"Der er tit mange mennesker, men jeg skal nok passe på dig det lover jeg"sagde hun med en glad og venlig stemme. Selvom hun nok ikke kunne gøre så meget, så kunne hun altid forsøge og gøre det bedste som hun kunne.