Tid: Irl
Sted: Dianthos - Den centrale by
Vejr: Lidt vind og solskin
Omgivelser: Bliver beskrevet i indlægget
Påklædning: En slidt brun kjole, et bælte samt taske over skulderen


På denne solrige dag havde Leah vandret rundt lidt med et tænkende udtryk på ansigtet, og hendes øjne rettet ned mod hendes fødder. Sandalerne kunne høres som hun gik rundt, og løftede hånden med kniven op til hendes ansigt. Lod det tænkende udtryk fortsætte, skulle hun mon begynde på at træne lidt. Det havde været alt for lang tid siden, at hun sidst havde trænet. Pludselig stoppede hun op, og kiggede rundt for at se om der var nogle. Men det virkede ikke til, at der var nogle udover meget få væsner og mennesker der vandrede rundt. Leah tog fat rundt om hendes bælte, tog det af og lagde det ned på jorden. Så bukkede hun sig ned og åbnede hendes taske, det var heldigt at hun havde taget hendes bue, og nogle pile med. Godt nok havde det ikke kunne være i den lille taske, men alligevel havde hun formådet at bære på det herhen til den centrale bydel. 

Så greb hun fat i et af æblerne i tasken, og rettede sig op. Skulle netop til at tage en bid men blev afbrudt af nogle høje lyde. Med æblet i munden rakte hun ud efter hendes bue, fandt en pil frem og holdte den op foran sig. Lod de hazel farvet øjne gled rundt i omgivelserne"Hv...em...der!"råbte hun undrende ud ad munden med æblet i munden. Denne skovelver rystede en lille smule panisk for så god med bue og pil var hun ærligtalt ikke. Hun havde dog heldigvis hørt rygter om, at Thalanil ville komme heromkring. Rygterne om at han var fremragende med våben, og var god i kamp havde gjort Leah nysgerrig og ivrig efter at møde ham. Han skulle træne hende, det var hun besluttet på. Hun havde brug for det, at blive bedre, så hun kunne forsvare sig bedre, selvom en skøge som hende sjældent kom ud fra fare. Med æblet i munden kiggede hun rundt, for at sikre sig om der var nogen, men det måtte der for hun havde hørt noget. Da lydene virkede til at komme tættere på løftede hun buen og satte pilen på strengen, trak den lidt tilbage - rettere sagt hun prøvede men det gik slet ikke. Var det så lang tid siden, at hun havde brugt bue og pil"E..eh.."lød det mumlede ud ad munden som var fyldt med æblet.

Uden at have styr på det kom hun til at affyre en pil afsted ligefrem, og var næsten tæt på at tabe æblet. Hun fik hurtig fat i det som det ikke nåede at ramme jorden. Så stod hun og bed sig i underlæben bekymret for om pilen havde ramt nogen, eller andet. 

Thalanil var netop hjemvendt efter en længere jagt, der havde været mere besværlig, end han lige havde regnet med. Han havde været ude hele natten, og det havde taget ham det meste af dagen at komme tilbage til Dianthos. Nu ville han gerne have noget velfortjent søvn, så i øjeblikket var han på vej fra byvagtshovedkvarteret, der udbetalte dusørerne, til sin lejlighed.

Lidt i sine egne tanker blev Thalanil dog opmærksom på et udråb. Dernæst hørte han den klassiske lyd af en pil, der var på vej gennem luften. Rent instinktivt greb han fat i det lange sværd, der hang i en snor på hans ene skulder. Han trak dog kun nodachiet ud langt nok til, at hans runer ville blive synlige. "Skjold" kommanderede han på elvisk, og han mærkede med det samme vinden omkring ham blæse kraftigere. Pilen, der egentlig havde retning direkte mod hans bryst, blev rettet af og fløj næsten 90 grader til siden, da den nåede et par meter fra ham. Så trak han det lange sværd helt ud ad skeden, mens han langsomt gik frem for at finde ud af, hvor skuddet var kommet fra. Han behøvede dog ikke gå særlig langt for at få øje på en kvinde med en bue i hånden. "Næste gang De råber nogen op, ville det være en god idé at tjekke, hvem det er, inden De bare skyder efter dem" sagde han med en lettere irriteret stemme, da han var kommet tæt nok på til, at han ikke behøvede at råbe. Han satte dog sværdet tilbage i skeden, da han havde bekræftet, at der ikke kom flere pile i hans retning. "De befinder Dem i Dianthos. Elverjagten er slut. Der er ingen grund til at være nervøs for et angreb her" forklarede han med lidt mildere stemme, som hans øje kort gled over hende. Hun var tydeligt rejsende, men hvorfra kunne han ikke som sådan sige. Han var dog sikker på, hun var skovelver, så hun kunne vel komme fra elverly. Det var dog ikke det eneste sted, hvor de holdt til.

Efter at have kigget lidt bekymret ud i luften for om pilen havde ramt nogen hørte hun en stemme, og hurtigt mødte hendes øjne også en person. Hurtigt lod hun hendes øjne glide ned over ham bare for at sikre sig, at hun ikke havde ramt ham med pilen. Det virkede ikke sådan, så hun åndede lettet ud med en hånd på brystet. Dog kunne hun ikke undgå at tænke om pilen mon havde ramt en anden, men hun var nød til at rive sig løs fra tanken, samt løsrive sig fra bekymringerne. Da han var kommet tættere på lod hun hendes blik følge ham før hun sukkede dybt ved hans ord. Han havde ret, hvilket også gjorde at hun satte sig lidt på huk. Kiggede ned i jorden, hun følte sig utrolig håbløs, hvis bare hun havde været mere opmærksomhed, og mere vågen så havde hun måske ikke behøvede at affyre pilen. Det var måske også rimelig hastet gjort af hende, og hun betragtede kort buen i hendes hånd. Så sukkede hun endnu mere dybt i takt med at hun begravede hendes ansigt ned i hendes skød"Måske det var rimelig hastet gjort... Jeg troede det var et monster eller ondt væsen der var på vej"mumlede hun lidt og drejede hovedet til siden for at kigge på ham. 

Så tænkte hun lidt som hun betragtede ham lidt mere med øjnene. Lignede han ikke en person hun havde fået beskrevet, en person der var rimelig god til at kæmpe, og god til våben. Hun var lidt mistænkelig, og løftede et øjenbryn som hun studerede hans udseende lidt mere. Var det mon ham, kunne det virkelig være ham. Skulle hun tage chancen? ja det kunne vel ikke skade, og desuden havde hun heller ikke lyst til at blive siddende på jorden, for selvom hun følte sig håbløs og ynkelig så skulle det jo ikke gøres meget værre end, hvad det så ud til. Hun rejste sig op, og lod hendes blik hvile sig på ham. Lyttede til det han sagde, og hun gav ham så et nik før hun kløede sig en smule på kinden. Det var heller ikke normalt, at hun ville befinde sig heromkring, men lige idag var hun endt her. Så sendte hun ham et stort smil, hvorefter hun løftede buen op foran sig og begyndte at pege den hen imod ham"Selvom jagten er slut, er jeg nød til at blive bedre til at forsvare mig og træne mig selv i at blive bedre i kamp"sagde hun bestemt dog med smilet siddende på ansiget. 

Som han nævnte at hun ikke behøvede at være nervøs kiggede hun kort væk fra ham, og betragtede omgivelserne lidt. Enlig var der stadigvæk en fornemmelse af at der ville dukke et monster op, eller et ondt væsen der ville gøre hende ondt. Hun lod blikket glide lidt ned mod jorden, og strammede grebet en smule om buen"Jeg ønsker at blive bedre til at forsvare mig selv, så jeg ikke ender i kløerne på onde væsner og mosntre"sagde hun så og løftede hovedet op mod ham igen. Buen sank hun en smule, så den ikke var peget hen imod ham. Så lagde hun hovedet på skrå og fik taget en stor bid af æblet, før hun så studerede ham lidt. Leah var stadigvæk ikke helt sikker på at det var ham, men beskrivelsen af ham måtte da passe"Jeg tror godt du kunne være ham jeg søger, ham som måske kunne oplære mig i træning og at forsvar"sagde hun og tænkte lidt som hun kiggede på ham imens hun ventede på hans svar og reaktion. 

Thalanil hævede et bryn ved kvindens svar, inden han kastede et blik omkring. "Hvis der var et monster her, ville byvagterne tage sig af det" svarede han med en undren. Hvilken jordhule havde hun lige gravet sig selv op af? Thalanil havde aldrig hørt om monstre i Dianthos.

Hendes næste ord fik dog Thalanil til at smile. Det var noget, han kunne forstå. "Det er altid en god ting at kunne forsvare sig selv" sagde han muntert, som han lod blikket hvile på kvindens øjne. Uanset hvor man befandt sig henne, var det aldrig en dårlig ting at lære selvforsvar, hvis man spurgte ham. Nok var Dianthos fri for monstre, men der fandtes stadig kriminelle her.

"Det kommer da så sandelig an på, hvem De leder efter?" sagde han og satte sig på hug over for hende. "Mit navn er Thalanil, hvis det hjælper?" Han sendte hende et nyt smil, som han rakte hånden ud for at hjælpe hende op. "Normalt træner jeg ikke andre i at kunne forsvare sig selv, men jeg kunne gøre en undtagelse" sagde han i en lettere drillende tone, selvom det egentlig var sandt. Det var oftest kun, hvis han blev hyret til at træne større grupper, at han tog imod tilbuddet.

Leah kunne ikke undgå at dreje hendes hoved hen imod ham, og da det så ud til at han kiggede på hende gengældte hun blikket. Da han så havde sat sig på huk foran hende fulgte hun ham med hendes øjne, før et øjenbryn blev løftet på hendes ansigt. At han nærmede sig hende havde hun ikke troet, og da han rakte en hånd frem imod hende tog hun uden tøven imod den. Det fik hende op at stå og hun kiggede så lidt nærmere på ham. Lagde buen ned ved den lille taske, og skulle til at hive fat i et æble men stoppede da hun hørte hans navn. Havde hun ikke hørt det før? Hun stod og tænkte lidt over navnet men efter få sekunder gik det op for hende, at hun havde hørt hans navn før. Næsten alt for ivrig lænede hun sig lidt ind imod ham, og sendte ham et stort smil"Så er det jo dig jeg leder efter"sagde hun med en glad stemme.

Så rakte hun en hånd ud imod hans, og gav den et venligt tryk imens hun lagde hovedet på skrå. Lod hendes øjne studere hans ansigt en smule. Hun åbnede munden for at ville sige noget, men i stedenfor faldt hendes blik hen på den lille taske, hvor buen og pilene lå. Måske det ville hjælpe at træne, især at blive bedre til at håndtere til bue. Bare så hun heller ikke skulle ende med at skade nogen ved et uheld, for hun havde været tæt på at ramme en med pilen. Det var hun næsten sikker på, og efter at have stået lidt i hendes egne tanker drejede hun hovedet. Glemte at hun holdte hendes hånd i hans, og gav slip"Jeg hedder Leah"fik hun præsenteret sig, og bukkede lidt forover imod ham. Så gik hun hen imod tasken, bukkede sig ned og fik fat i hendes bue og tog også en af pilene. Så rettede hun op og vendte hendes opmærksomhed hen imod ham. Så holdte hun både buen og pilen frem imod ham, fik et håbløst udtryk på hele ansigtet. Hun havde virkelig brug for hans hjælp, og før hun skulle til at bede og tigge ham om det sagde han at han gerne ville gøre en undtagelse.

Et stort smil bredte sig, og hun overvejede at tage hans hænder for at takke ham, men hun kunne ikke. Leah stod bare der med buen og pilen, og var enlig klar til at begynde træningen, og kunne slet ikke lade være med at kigge lidt mere på ham. Så gav hun ham et nik, for han havde helt ret i hvad han sagde. Det var utrolig godt at kunne forsvare sig"Ja nemlig, jeg vidste ikke at der ikke var monstre heromkring jeg er ikke vant til at være her"Sagde hun og kiggede lidt rundt på omgivelserne, nej det var ikke tit hun befandt sig heromkring. Engang imellem havde hun været her, men nu var hun endt her igen, og tog et skridt tættere på ham, lænede sig lidt ind imod ham"Jeg holder mest til omkring Elverly, så det er lidt underligt at være her"sagde hun og grinede en lille smule i takt med at hun lænede sig tilbage. Så løftede hun buen lidt ned og det samme med pilen, og hendes øjne betragtede begge ting lidt med en tænkende mine over ansigtet"Det betyder virkelig meget, jeg vil gerne blive bedre til at bruge de her to, ikke hver for sig men sammen"sagde hun og smillede lidt for sig selv.

Thalanil hævede et bryn over kvindens ord. Normalt var det ham, der jagtede andre. Han var ikke ligefrem vant til, at nogle ville opsøge ham og ikke for at blive trænet i våbenbrug. Det var ikke ligefrem det, han var kendt (eller berygtet) for, men det ville da give god mening, at han kunne finde ud af at bruge sine våben, når han var dusørjæger. Da hun lænede sig ind mod ham, valgte han dog at svaje baglæns. Det var måske lige tidligt nok i deres møde til, at hun behøvede at kramme ham. Han sendte hende dog et smil, som han tog imod hendes hånd, da hun hilste. Han ventede dog tålmodigt på, at hun sagde, hvad end hun ville, men hun virkede til at gå lidt i stå. "Hyggeligt at møde dig" svarede han med et smil, da hun endelig præsenterede sig.

Thalanil rejste sig sammen med Leah og hævede et bryn, da hun præsenterede buen og pilen for ham. Hendes forklaring omkring ikke at være her så tit var dog unødvendig. Det sagde ligesom sig selv. At hun kom fra Elverly var en nyhed, men det havde han næsten også regnet med. Ved hendes næste ord hævede han dog et bryn. Han havde endnu ikke sagt, at han ville hjælpe. Han sagde bare, at han måske kunne gøre en undtagelse. "Ikke så hurtigt. Hvordan agter du at betale?" spurgte han, som han igen lod blikket glide over hende. Hun virkede ikke som typen, der havde mange penge, og alle ydelser kostede krystaller. Han arbejdede trods alt ikke gratis.

Hendes blik hvilede sig på buen lidt og skulede hen på pilen. Det var et våben hun havde haft i lang tid, og så var hun ikke engang sikker på at bruge den. Det var nok på tide at lære det, så hun ville være klar hvis hun skulle møde et monster eller ondt væsen en eller anden dag. Hun lod nogle fingre glide hen over buens streng, og betragtede kort pilen. Som hun stod der tænkte hun lidt, hvis hun var kommet til at ramme nogen med pilen ville hun måske have hørt et skrig, eller andet. Men Leah kunne ikke høre noget, så heldigvis havde pilen nok ikke ramt nogen. Så drejede hun hovedet så hun kiggede på ham, og hun sendte ham et smil"Hyggeligt at møde dig også"sagde hun venligt, og lod kort hendes øjne studere ham, før hun lyttede til hans spørgsmål. Kort lod hun hendes blik glide lidt ned over hende og efter få sekunder drejede hun hovedet til den ene side. Kiggede hen på tasken på jorden, tog nogle skridt hen imod den, satte sig på huk og stak hovedet lidt ned i den. 

Der var nok ikke særlig mange penge, måske nogle få rav stykker, jade stykker. Men ingen krystaller, hun ejede slet ingen. Som skøge var det ikke penge hun ejede mest af, hun var slet ikke vant til at have så mange penge. Hendes påklædning havde også præg af det hun var, det var tydeligt at se. så hans spørgsmål fik hende til at tænke lidt, hvordan skulle hun havde tænkt sig at betale. Hovedet lagde hun på skrå, og betragtede taskens indhold lidt, og hun rettede sig så op. Gik hen imod ham, og rakte en hånd frem imod ham imens hun holdte buen og pilen i den anden hånd"Det eneste jeg ejer er de her få rav stykker, og jade stykker"sagde hun med et uskyldigt udtryk på ansigtet. Så tog hun et skridt tættere på ham, og knugede hånden rundt om pengene, før hun lænede sig lidt ind mod ham. At han før var trådt væk gjorde ikke hende noget, hun havde intet imod at nærme sig ham igen. Leah lod hendes øjne studere ham lidt nærmere, og hun kiggede så ned mod hendes hånd med pengene. 

Om personen ønskede krystaller vidste hun ikke, men hvis han ønskede det var der kun en ting hun kunne gøre for ham. Hvor vidt han selv ønskede og ville det var hun ikke sikker på. Hun drejede rundt så hun stod med ryggen til ham, gik hen til tasken, stillede sig op ad muren tæt på. Hun løftede en hånd op til hendes ansigt, lagde en finger under læben med et tænkende udtryk på ansigtet"Jeg ejer ingen krystaller...Men"lød det fra hende som hun stod og kiggede på ham med et lille smil"Jeg lever af at tilfredsstille andre, så hvis du ønsker at blive tilfredsstillet betaler jeg gerne med min krop, og alt du længtes efter"sagde hun bestemt og tænkte lidt over om der var andre muligheder, eller måder at betale ham på. 

Thalanil hævede et bryn, da hun fremviste sine krystaller. Det var ikke meget. Han overvejede lidt, hvad han skulle gøre, da hun kom med endnu et forslag. Et forslag, der tydeligt fik varmen til at blusse op i Thalanils ansigt, da han kraftigt rødmede ved tanken om, hvad det var, hun tilbød, og han rystede panisk på hovedet. "Det behøves ikke. Jeg er sikker på, at vi finder på noget andet" sagde han i en nervøs tone. Det var tydeligt, at han gerne ville skifte emne. "Kom med mig" sagde han og greb først ud efter hendes hånd, men stoppede sig selv igen, som han atter rødmede. Det kunne han da ikke bare tillade sig? I stedet vendte han rundt og begyndte at sætte kursen mod sit hjem. Han drejede dog hovedet for at se, om Leah fulgte med.

I samme øjeblik han greb ud efter hendes hånd, i samme øjeblik rakte hun hendes frem imod ham. Men tog den til sig da han stoppede. Hun fik fat i hendes taske, tog den over skulderen og fik samlet buen og pilen i den anden hånd. Så gik hun hen til ham, og studerede hans ansigt lidt tættere på. Lagde mærke til den røde farve og fik straks et bekymret udtryk på ansigtet"Er du okay, dit ansigt er helt rødt"sagde hun og rakte en hånd frem imod hans pande for at tjekke om han måske havde feber. Da han så begyndte at gå fulgte hun efter, og tog hånden til sig. Lod hendes blik glide lidt rundt på omgivelserne de kom forbi, og hun havde ingen anelse om hvor de skulle hen. 

Da han havde nævnt at de nok skulle finde på noget andet gav hun et nik fra sig med et bredt smil. Pengene havde hun puttet ned i tasken igen. Imens de gik lod hun indimellem hendes blik falde hen på ham, og det virkede til at hans ansigt fortsat var rødt, var der sket noget. Måske han bare havde det varmt? Ja det var sikkert derfor, selvom hun ikke anede det var pågrund af hende. Leah smillede lidt mere som de fortsatte med at gå, dog undrede det hende hvor de var på vej hen. Måske hun skulle spørge ham om det, men ligenu fangede omgivelserne hende kort, og de mennesker de kom forbi. Efter få minutter drejede hun hovedet hen imod ham"Hvor skal vi hen"spurgte hun undrende, og rettede en lille smule på tasken. 

Thalanil blev ikke mindre rød i hovedet over, at Leah påpegede det. Tværtimod så blev hans ansigt om muligt kun endnu mere rødt, men han nikkede alligevel med et smil. "Jeg har det skam helt fint, jeg er bare ikke vant til sådan direkte at tale om... intimitet" svarede han og så ned, som han udtalte det sidste ord. Det var ganske tydeligt, at han, trods hans forsikring om, at han havde det okay, ikke følte sig helt tryg ved situationen, men han havde været ærlig; Thalanil var absolut ikke vant til, at folk talte så åbent til ham om samleje, og det var det sidste, han havde forventet, hun ville tilbyde ham.

Thalanil fornemmede egentlig godt, at Leah var nysgerrig omkring noget, men han sagde ikke noget. I stedet lod han sit blik møde hendes, når hun af og til så på ham. Hver gang prøvede at han sende hende et smil, men han var ikke sikker på, om hun nåede at opfange det. "Min plan var at finde et lidt mere privat sted til din træning. Det ville ikke se så kønt ud, hvis vi begyndte at affyre pile til højre og venstre på åben gade. Mit hus ligger ikke så langt herfra. Der er en gård, hvor du kan få lov at øve dig" forklarede han og sendte hende et nyt og mere varmt smil.

Hans ord om at det ikke ville se kønt ud, hvis de begyndte at affyre pile til højre og venstre fik hende til at ikke skyldigt ned mod hendes fødder. Et lettet suk undslap hendes mund, for i det mindste havde pilen ikke ramt nogen. Havde den ramt nogen var hun nok gået lidt i panik, for hvad skulle hun gøre hvis det skete. Hun løftede hovedet op, og kiggede hen på ham. Kløede sig lidt på kinden med en finger, imens hun sendte ham et skyldigt blik"Det må være mere og mere tydeligt, at jeg trænger til træning"grinede hun. Hun lod hendes blik hvile sig på ham, og gengældte så hans varme smil. Efter at have gået lidt ved siden af ham lagde hun så småt mærke til de nye omgivelser. Som han forklarede hans plan gav hun et nik fra sig, og kiggede rundt før hendes opmærksomhed blev vendt imod ham igen. Hun valgte ikke at svare ham på det han nævnte med at han ikke var vant til at tale direkte om intimitet men hun smillede for sig selv over det, og fandt det meget sødt at han reagerede på det ved at blive rød i hovedet.

Hendes øjne opfangede hans hus som han havde nævnt ikke lå langt væk fra hvor de var, og hun betragtede det som de kom nærmere på det. Det så hyggeligt ud, og helt vildt rart ud både huset men også omgivelserne omkring det. Leah lod hendes øjne studere huset og gik lidt rundt for at se sig lidt omkring, dog var mest udenfor og ikke indenfor men det betød ikke noget lige nu"Her er hyggeligt"sagde hun med et smil imens hun vendte sig rundt imod ham. Så tog hun fat i tasken, og satte den ned på jorden. Så løftede hun buen op foran sig, og satte pilen på strengen, så hun var klar til at affyre den. Måske det ville være godt at have et mål at skyde efter, så pilen ikke fløj i alle mulige retninger, og i værste tilfælde ramme ham. Hun stod klar og tænkte lidt over hvad målet kunne være, var der et eller andet hun kunne sigte efter. Kort drejede hun hovedet til den ene side for at se om der var et muligt mål der. Dog var hun ikke sikker, og drejede blikket og hovedet hen imod Thalanil"Hvordan udvælger jeg et godt mål"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. 

Thalanil betragtede Leah, som hun så ned, og et svagt smil trådte frem på læberne, som hans ansigtsfarve langsomt skiftede tilbage til sin normale farve. Hendes ord fik ham til at klukke mildt. "Det kan du have ret i. Der er dog håb forude, men det er hårdt arbejde" svarede han i en temmelig alvorlig tone, selvom han stadig smilede. Det var ganske tydeligt, at han ikke lagde så meget i, at hun var uerfaren, men i sit stille sind undrede det ham, at hun i det hele taget havde været i stand til at spænde buen, når hun ikke havde nogen erfaring. Den måtte virkelig ikke være ret kraftig. Ville hendes skud tidligere mon overhovedet være i stand til at skade ham? Det ville det nok. Selv pile fra en svag bue, kunne være ret skadelige.

Thalanil hævede et bryn over Leahs ord. Det var ikke noget videre fantastisk, så han kunne ikke se det hyggelige i det. For ham var det bare et sted, han sov. Thalanil var meget ude, så han havde ikke som sådan et hjem. "Tak" sagde han dog alligevel mildt og sendte hende et smil. Det blegnede dog, da hun allerede nu begyndte at spænde buen, og han greb hurtigt ud efter pilen for at få den af buen. "Lad os starte med det basale" sagde han i en lettere nervøs tone. Der var ingen grund til at risikere noget. "Lad os starte med vejrtrækningen. Den er yderst vigtig. Hvis du ikke kan kontrollere din vejrtrækning og derved sænke din puls, kommer du ikke til at kunne ramme noget som helst" forklarede han. Han lagde en hånd på buen for at få hende til at sænke den, inden han ledte hende gennem en låge, så de kom ind i baghaven. Den var dog ikke et videre fantastisk syn, da diverse planter havde fået lov til at gro vildt, men der var stadig et stort stykke, der var ryddet. Han stillede sig foran hende, så han kunne demonstrere, som han talte. "Først luk øjnene og slap så så meget af i kroppen, du kan, uden at vælte" forklarede han og lukkede sit øje, der ikke var bag klappen. "Træk så vejret dybt ind gennem næsen, helt ned i maven" sagde han og demonstrerede ved at gøre det. "Og pust så ud gennem munden så meget du kan, så du er sikker på, at lungerne er tømt for luft" forklarede han videre, inden han selv pustede ud. Han flyttede den hvide frakke, så hun til at starte med kunne se, hvordan hans mave bevægede sig ud og ind. "Mens du trækker vejret, skal du være opmærksom på dine hjerteslag. Det er vigtigt til lektionen efter."

Da han førte hende baghaven kiggede hun rundt, før hendes opmærksomhed og blik hurtigt faldt på ham. Hun sendte ham et smil som han pludselig stod foran hende, hendes bue var blevet sænket ved hans hjælp, og det var også en god idé, så der ikke yderligere ville ske ulykker. At begynde med vejrtrækningen lød til at være vigtig, så Leah nikkede til ham. Da han begyndte at demonstrere fulgte hendes øjne ham, betragtede ham som han talte. Hun gav et ekstra nik til ham som han nævnte, at hun skulle lukke øjnene. Det gjorde hun uden at tøve, og stod nu med buen i hænderne. Til at starte med føltes det svært at slappe af, og hun åbnede også øjnene kort for at kigge på ham"Er det altid svært at slappe af lige med det samme"spurgte hun undrende med et løftet øjenbryn. Dog inden han sikkert ville svare hende lukkede hun øjnene igen, og begyndte at trække vejret dybt. Hun kunne tydeligt mærke det helt nede fra hendes mave, og hun kunne mærke hvordan hendes bryst hævede sig en smule. 

Så pustede hun ud igennem munden, og det var som om hun følte sig let. Som om der pludselig blev en ro inden i hende. Hun løftede en hånd op til hendes bryst, og gjorde det samme en gang til. Denne gang mærkede hun med hånden, hvordan brystet hævede sig. Det var rart hvordan hun kunne mærke hendes lunger blev tømt for luft, og hele hendes krop der føltes lettere end før. Så smillede hun for sig selv, og åbnede øjnene. Kiggede på ham igen, og hun kiggede lidt overrasket over at se ham smide den hvide frakke. Men det gjorde hende ikke noget, derimod lænede hun sig lidt ind imod ham, lagde en hånd ovenpå hans mave. Nysgerrigheden havde taget over, og Leah kiggede på hendes hånd der lå på hans mave"Det føltes rart, hvordan man føler sig meget lettere"sagde hun og smillede bredt. Hendes øjne fulgte hans mave som den bevægede sig ud og ind. Efter at have hørt hans ord om at hun skulle være opmærksomhed på hendes hjerteslag, lod hun hendes hånd glide op ad hans overkrop til hun nåede området, hvor hans hjerte ville sidde. Et tænkende udtryk dukkede op på hendes ansigt, og hun lod hendes hånd hvile sig lidt på hans hjertes plads"Er det noget af det første du lærte"spurgte hun undrende i en venlig tone. 

Efter få minutter trak hun sig tilbage, og tog nogle skridt tilbage så der igen var afstand imellem dem. Hånden fulgte automatisk med, og fandt vej ned til buen. Igen stod hun med hænderne rundt om buen, men hun følte sig mere afslappet. Hele hendes krop føltes let, og fri for bekymringer og andre ting. Hun følte sig fokuseret. Så lukkede hun kort øjnene imens hun smillede for sig selv, trak vejret dybt, helt nede i maven. Hendes balance var ikke helt slem, men hun skulle lige væne sig til at stå fast på jorden. For det var som om hun følte hun tippede lidt til begge sider. 

Thalanil holdt et suk tilbage, da Leah allerede stillede spørgsmål. Det var åbenbart ikke gået op for hende, at hun skulle fokusere på vejrtrækningen i stedet for at snakke. Han nåede dog ikke at sige noget, før hun fortsatte, som han havde forklaret, hvilket fik ham til at lade det ligge.

Thalanil stod lidt i stilhed og betragtede hende, som hun trak vejret, inden han lukkede i øjnene igen. Så talte pigebarnet gudhjælpemig igen. Denne gang var det dog noget mere konstruktivt. "Det er meningen, man skal føle sig afslappet. Hvis man er stresset, kan man slet ikke ramme noget som helst" svarede han tålmodigt. Ved hendes næste spørgsmål nikkede han først, inden han kom i tanke om, at hun nok havde lukkede øjne, så hun ikke kunne se ham. "Ja." Han åbnede dog overrasket øjnene, da han mærkede hendes hånd mod sin mave, og han sendte hende et tydeligt overrasket blik. Øjenbrynet blev hævet, da hun flyttede hånden op til hans bryst. Hun havde da vist misforstået noget. Han lod hende dog trække sig, inden han begyndte at forklare: "Det er meningen, du skal lægge mærke til dit eget hjerteslag. Det er måske nemmest at mærke det med hånden i starten, men du skulle gerne blive så god, at du kan mærke det, selv når du ikke lægger hånden på brystet."

Da Thalanil forklarede at hun skulle mærke hendes eget hjerteslag tænkte hun lidt. Men lod så hendes blik glide ned ad hende selv. Øjnene hvilede sig imod hendes bryst, og hun lukkede så øjnene igen. Lod hånden hvile sig på hendes bryst imens hun huskede hans ord. Det var rigtigt det han sagde, det ville ende galt hvis hun ikke var afslappet, og sikkert også ende med at hun ville ramme en eller anden der ikke var en mulig fjende. Hun havde allerede været tæt på at ramme ham, så det var meget god at han havde tilbudt at træne hende. Med en dyb vejrtrækning, tømte hun lungerne, og prøvede at fokusere på hendes hjerteslag. Der blev ikke sagt noget, hun var nød til at give sig god tid med det. Det var vigtigt, og det havde han også sagt. Efter at hun trak vejret dybt helt nede i maven, kunne hun lidt efter lidt godt mærke hendes hjerteslag.

Aldrig før havde hun selv lyttet til hendes hjerteslag. Det var aldrig noget hun havde haft fokus på, så det var lidt underligt for hende at stå med lukkede øjne foran ham og prøve at lytte til hendes hjerteslag. Fokusere på det, men på den anden side var det også rart. Det gav hende en god følelse indeni, og hun vidste godt hun var nød til at få kontrol over det, selvom hun aldrig havde oplevet det før"Hmm"lød det stille og lavt fra hende som hun fortsat holdte øjnene lukket. Leah kunne mærke hendes hjerteslag ved brystet, og lod et smil brede sig på ansigtet. Hele hendes krop føltes afslappet, og hun kunne så småt mærke hvordan buen var ved at glide ud ad hendes hænder. Det var klart når hun følte sig afslappet og let, som om der hvilede sig en dejlig ro inden i hende. Det var som om hun ingenting tænkte, på nær hendes vejrtrækning og hjerteslag. Så åbnede hun øjnene og lod dem hvile sig på ham, og hun fjernede ikke hånden fra brystet lod den hvile sig fortsat som hun lagde mere og mere mærke til hendes hjerteslag. Aldrig før havde hun haft så meget fokus på det, men det var rart. 

Hendes smil voksede sig en lille smule, og lod hendes greb om buen stramme sig lidt så den ikke ville glide ud ad hendes hånd. Der blev ikke delt nogle ord imellem dem lige nu for hun forstod godt hvad han havde sagt til hende. Det havde også givet mening, og hun følte sig i kontrol med hendes hjerteslag. Roen, og måden hun kunne mærke hendes egen krop på var anderledes end, hvad hun var vant til. 

Thalanil holdt øjet åbent denne gang for at betragte Leah, mens hun lod til at koncentrere sig noget mere denne gang, og et svagt smil trådte frem på hans læber. Selvom det var gået lidt sløvt til i starten, viste det sig, at hun var imponerende lærenem. Han sagde dog ikke noget, som han blot tålmodigt stod og betragtede hende. Ord var ikke nødvendige lige nu.

Thalanil måtte dog kvæle en latter, da Leah kom med en nydende lyd. Det var egentlig mest morsomt, fordi han selv var kommet med en lignende lyd første gang, han havde været øvelsen igennem. Han betragtede hende dog fortsat, som hun lagde hånden på brystet, og hans smil voksede en smule. Det var klart nemmere, hvis man i første omgang mærkede det med hånden, men med tiden ville det blive lettere og lettere at fokusere på det, selv når man havde begge hænder fri. Det var i al fald hans erfaring.

Da Leah åbnede øjnene, nikkede Thalanil anerkendende. "Vi er klar til at gå videre, men det er vigtigt, at du stadig fokuserer på dit åndedræt og dit hjerteslag. Prøv forsigtigt at flytte hånden fra brystet og se, om du stadig kan følge det. Hvis ikke er det okay, at du bruger lidt tid på det" forklarede han mildt. Hans stemme var tydeligt anerkendende, og han lagde ikke skjul på, at han mente, at hun havde gjort det godt.

Som han nævnte at de var klar til at gå videre gav hun ham et nik, og sendte ham et smil. Hendes hånd sank sig en smule, og lagde sig ind til hendes krop igen. Nu følte hun sig mere afslappet og kunne mærke, hvor let hun følte sig. Da han nævnte at hun skulle prøve at fjerne hånden fra brystet havde hun allerede været lidt hurtig. Hendes blik hvilede sig lidt på ham, før det gled lidt ned mod jorden. Imens hun bare nød luften og stilheden følte hun sig utrolig koncentreret. Med vilje valgte hun at fokusere og koncentrere sig om hendes åndedræt og hjerteslag som han havde nævnt hun skulle. 

Efter at hun havde stået og kigget lidt ned i jorden med hendes fokus og koncentration rettet på hendes åndedræt og hjerteslag kunne hun mærke det. Uden at have hendes hånd på brystet kunne hun mærke, hvordan hendes hjerte slog. Hun fik suget noget luft ind igennem næsen, og trak vejret helt nede fra maven af. Så pustede hun ud, og følte hvordan hendes mave gik en smule ud som luften forlod hendes mund"Jeg kan følge det, og mærke det"sagde hun med en glad stemme imens hun smillede. Det var rart hun ikke behøvede have hendes hånd ved hendes bryst for at mærke det. Det føltes rart, og det gav en form for lethed, at føle sig fornyet med en helt anden form for energi. Hendes blik hvilede sig på ham, og hun lod begge hendes hænder kærtegne buen hun stod. 

Så kiggede hun lidt rundt for at betragte baghavens omgivelser en smule. Hun syntes stadigvæk her var hyggeligt, og lagde hovedet lidt på skrå. Lige nu var hun spændt på, hvad det næste ville være. Dog vidste hun, at hun var nød til at fortsat holde styr på hendes åndedræt, hjerteslag samt hendes vejrtrækning. Jo bedre det var, jo bedre ville det gå for hende hvis hun endte i kamp imod en eller anden. Så alt det Thalanil fortalte hende lyttede hun interesseret til, og tog alle tingene til sig. Leah nød kort den friske luft og følelsen af at hun kunne mærke en indre ro, en hun nærmest aldrig før havde troet hun skulle mærke. Det var meget sjældent hun følte hun kunne fokusere på hendes hjerteslag, vejrtrækning og åndedræt. Så lige nu var det meget rart, hun kunne allerede godt lide starten på træningen selvom det var de basale ting, så kunne hun godt lide det"Det føltes virkelig godt"sagde hun og sendte ham et bredt smil, hvorefter hun strøg nogle fingre hen over buen.  
Kort tænkte hun over de ord hun lige havde sagt til ham, måske det kunne lyde en anelse forkert, så hun var nød til at rette det en smule. Bare forklare hvad hun lige mente"Roen, og følelsen af at mærke ens hjerte slå"sagde hun fortsatmed blikket hvilende på ham. 

Thalanil betragtede tålmodigt Leah, som hun lod til at gøre, som han sagde. Det tog noget tid, men det gjorde det ofte. Det var ualmindeligt, at man fangede det med det samme. Han var derfor ikke overrasket over, at hun var nødt til at give sig tid til det. Samtidig var han dog også overrasket over, hvor hurtigt hun faktisk lærte. Det var i sig selv også unikt.

Thalanil nikkede til hendes ord og trådte et halvt skridt tættere på hende. "Godt. Det er vigtigt, du bliver ved med at holde fokus på det. Du skal nemlig kunne slippe en pil mellem dine hjerteslag" forklarede han. "Ikke lige nu, men det er det, det skal ende med" uddybede han, da det gik op for ham, at det kunne forstås på mere end en måde. "Lige nu skal du stille dig med fødderne, så de passer med en skulderbreddes afstand mellem hinanden" sagde han og demonstrerede med sine egne fødder. "Så placerer du din modsatte fod af den hånd, du normalt holder buen med, så dens hæl er på linje med din anden fods tæer" sagde han og trådte frem på den ene fod for igen at demonstrere. "Så bøjer du en smule i knæene, så dit tyngdepunkt ligger lavt" forklarede han videre. Denne gang var han nødt til at tage fat i sine bukseben for at stramme dem til omkring knæene for, at han kunne demonstrere, hvad han mente. "Du skal stadig have fokus på din vejrtrækning og dit hjerteslag. Så hæver du buen og spænder den så meget, du kan" sagde han. "Du skal dreje overkroppen lidt til side. Lige nu er det nok, at du sigter på mit bryst. Du skal ikke have en pil på" sagde han. Denne gang kunne han dog ikke demonstrere, så lige nu ventede han bare på, at hun gjorde, som han instruerede.

Da han nævnte det var vigtigt at hun blev ved med at holde fokus nikkede hun, og vidste at hun også var nød til at fokusere på hendes vejrtrækning samt hendes hjerteslag. Da han så nævnte at hun skulle kunne slippe en pil med hendes hjerteslag undrede hun sig en lille smule. Hun stod og tænkte lidt over, hvad han mente. Men efter at have tænkt lidt forstod hun det, og lod hendes blik hvile sig på hans ansigt. Så lyttede hun aktivt efter da han fortalte, hvad hun skulle og da han demonstrerede det fulgte hun hans bevægelser med øjnene. Efter at have fulgt hans demonstration og havde kigget på hans fødder gav hun et nik fra sig. Med hendes blik på hendes fødder, og prøvede de første to gange at få balancen til at passe. Kort kiggede hun lidt til den ene side for at kigge på hendes skulder, og efter 3 forsøg kunne hun endelig få hendes fødder til at passemed hendes skulderbreddes afstand.

Så lyttede Leah endnu engang efter, hvad Thalanil forklarede, og hun gav et nik fra sig som at hun godt forstod det. Da han nævnte at hun så skulle placere hendes modsat fod af den hånd hun normalt holdte buen med, kiggede hun kort mod den højre hånd. Da hun stod i den næste position sendte hun ham et smil, og ikke ret lang efter lod hun hendes øjne glide ned over hende. Hun stod ikke utilpas, dog føltes det en smule underligt for det var første gang, at hun havde prøvet det her. Uden at tøve eller kigge ned mod hendes knæ gjorde hun som han forklarede, og bøjede en smule i knæene. På intet tidspunkt havde hun sluppet grebet på buen. Hendes hånd holdt stadigvæk fast rundt om den, og hun betragtede Thalanil en smule. Et kort øjeblik havde hun helt glemt at holde styr på hendes vejrtrækning og hjerteslag. Men hurtigt fik hun styr og kontrol over det igen. Fokuserede på begge ting som hun kunne mærke fodfæstet i jorden. Da han så nævnte at hun skulle hæve buen og stramme den løftede hun hendes bue op foran sig. Hun rykkede sig ikke ud ad den position som hun stod i, og da han nævnte at det var nok at hun bare sigtede på hans bryst nikkede hun"Det er godt der ikke er en pil på, for jeg ønsker ikke at skade dig"sagde hun og sendte ham et bredt smil. 

Så stod hun klar med buen der sigtede imod hans bryst, og hun holdte fodfæstet i jorden. Hun følte sig helt i kontrol, både med måden hun stod på. Men også måden han havde instrueret det hun skulle gøre, generelt alt det han demonstrede forstod hun. Nogle af tingene skulle hun få til at passe efter lidt forsøg. Dog til sidst lykkedes det"Mit fokus skal hvile på dit bryst har jeg ret"sagde hun og holdte blikket mod hans bryst, og hun stod klar som skulle hun til at affyre en pil. Men hun fokuserede også på hendes hjerteslag der bankede, som hun lyttede til. Så lyttede hun til hendes vejrtrækning og tog en dyb indånding helt nede fra maven. 

//Test