Det havde ikke været et godt år for Fir.

Hendes mand havde hyret en lejemorder til at slå hende ihjel, Fir var stukket af ud af byen, havde fået en anden lejemorder til at slå ham ihjel i stedet, var kommet under mistanke for mordet, og havde derfor ikke længere adgang til de midler, hendes afdøde mand ellers havde efterladt til hende. Hun var træt af at gå fra at være afhængig af den ene mand til afhængighed af en anden mand, og alligevel stod hun nu her.
Ude foran Zahinaels dør. En gammel ven. Eller kollega, måske nærmere.

Hun havde tjent han dengang hun havde arbejdet i Mørkets Hær. Inden hun havde deserteret. Og det var derfor hun stod her nu, i stedet for at banke på hos Mørket og bede dem om at tage hende tilbage. For alt hun vidste af, hvilket den ridder der først fik fat på hende, smide hende i en mørk celle langt væk og glemme alt om hende.
Men det ville Zahinael ikke. Han var en fornuftig mand. Én der tænkte, inden han handlede. Han ville kunne se, at hun stadig havde potentiale, at hun var klar til at dedikere sig til Mørket igen, at hun kunne genopbygge sin styrke og blive en fantastisk spion, eller om ikke andet end middelmådig kriger. Hun ville bare gerne have sin frihed og selvstændighed tilbage. Mest af alt savnede hun dog at høre til. Hun havde følt sig malplaceret blandt menneskene, lige siden hun var kommet til Dianthos. Zaladin var hendes eneste gud, og tumperne her gik og kyssede røv til Isari konstant. Det var en lille irritation, men det var nok til, at hun ikke kunne føle sig hjemme. 
Igen, fik hun en følelse af længsel, en følelse af at Zahinael ville forstå hende. At han ville hjælpe hende.

Hun løftede en hånd og bankede på, med hele hendes krop anspændt. Hvis det her ikke længere var hans hjem, ville hun være nødt til at finde på en undskyldning for derefter at skynde sig væk. Hun løftede begge hænder til sin hætte og trak den ned, for at afsløre sin form med det samme, når døren blev åbnet. Hun havde ikke skiftet krop siden hun havde været i Mørkets Hær, og Zahinael burde kunne genkende denne. 

Bogbinderiet var så småt ved at lukke for dagen. Lukket-skiltet var blevet hængt ud, og selvom der var lys inde bag gardinerne, var der ikke megen  bevægelse inde mellem bogstakkene. Normalt ville det ikke banke på døren. De fleste spioner, der kom her, kunne bare gå ind, og de ville blive modtaget af en sekretær i foretagnet døgnet rundt. Lige denne dag var sekretæren ikke mødt ind, og Zahinael havde sendt nogen ud for at lede efter hende. Upraktisk, men det skete fra tid til anden. Så det var heldigt, at han hørte det, da det bankede på døren nedenunder, og at han vidste, han selv skulle tage sig af besøgende. 
Men hvem ville banke på? En af hans spioner var udelukket, for de vidste, de blot skulle gå ind.

Det var noget af en overraskelse, Zahinael fik, da han åbnede døren. Kvinden på hans dørtrin var ingen mindre end en eftersøgt og egentlig formodet død tidligere Mørkets Kriger. En kriger, han havde trænet med stor tilfredshed over potentialet, hun havde udvist. Hun havde ikke været ham megen i hænde, for han havde haft travlt, og hun var blevet forsøgt hvervet til krigerne, fordi de havde manglet tropper dengang. Før han nåede at gøre indvendinger og hapse hende for sig selv og sit netværk, var hun forsvundet, og hendes navn dukket op i rapporteringer om dessertion. Zahinael havde ikke sat nogen af sine folk på det, for han skyldte ikke hærens krigere noget for at have drevet endnu en rekrut væk. Han nærmest forventede det efterhånden. 
Så det var med oprigtig glæde, at han nu tog imod den unge dæmon.

"Fir! Sikken overraskelse," sagde Zahinael med et smil og en munter tone. "Jeg tror jeg har en celle med dit navn på i kælderen. Kom indenfor, kære."

Instinktivt trådte Fir forskrækket et skridt tilbage, da ordet 'celle' forlod Zahinael. Hvis ikke det havde været for hans smil og tilsyneladende glæde over at se hende, ville hun helt være stukket af. Som det var, frøs hun på stedet et øjeblik, inden hun tog imod hans invitation og trådte indenfor.

"Jeg har holdt øje med dig," fortalte hun, og hev sine handsker af en af gangen, imens hun så sig omkring i bogbinderiet. Et hyggeligt sted hun aldrig havde været i før. Man var vel tidligere spion, men hun var hverken dum eller dumdristig. Hun havde holdt sig pænt på afstand. Selv for en rig kvinde at være, havde hun holdt sig meget fra sociale sammenkomster, og havde også fået sig selv et ry for at være kold.

"Jeg har brug for din hjælp," fortsatte hun. Der var ingen grund til at lægge skjul på det, han havde nok allerede regnet det ud. "Min mand er død, og jeg er mistænkt for at stå bag." Det gjorde hun også, på den ene eller anden måde. Hun havde ikke selv svunget kniven, men hun havde bestemt bedt om at se den blive svunget. Han havde selv været ude om det. Der var kun så mange gange man kunne slå på et vildt dyr, før det bed tilbage.
Hun vendte sig mod Zahinael med et suk. Hun vidste, at hun ville være nødt til at bede ham lidt mere direkte om hjælp, men hun havde virkelig ikke lyst. 

"Og normalt er det mig, der holder øje med folk," sagde Zahinael i en tone som om han morede sig godt. Han lod slet ikke til at tænke over hendes forskrækkede reaktion til hans ord om cellen i kælderen.
Han gestikulerede til Fir at hun skulle følge med op ad trappen, der ledte op til overetagen. Bogbinderiet hernede var blot en front for hele spionforetagenet i Dianthos, og Zahinael selv boede på overetagen, der mere var indrettet som normal dianthiansk beboelse.

"Var det så dig, der slog ham ihjel?" spurgte han, mens han gik op ad trappen foran hende i et roligt og afslappet tempo.
Der var intet anklagende i hans stemme. Det kunne godt tyde på, at han enten var vant til at håndtere den slags til hverdag - hvilket han et eller andet sted også var - eller at han simpelthen bare var ligeglad. De fleste af hans spioner sørgede for at dække deres spor rimeligt godt, men det betød ikke at oprydningsarbejde var uvant. Ikke dermed sagt, at han ville hjælpe Fir med at rydde op. Det var endnu ikke klart, hvad hun faktisk ville have hans hjælp til. Ville hun gå fri og vende tilbage til hus og potentielle børn? Ville hun bare forsvinde? Zahinael ville helt klart være bedst til sidstnævnte. 
For nu ledte han hende op i sin lille stue. Minimalistisk indrettet med kun de nødvendige møbler og et skrivebord, der lignede at en drage havde kastet op på det. Han var måske lidt bagud med arbejdet.

Fir smilede med øjnene til Zahinael, over hans kommentar om, at det normalt var ham, der holdt øje med folk. Det vidste hun. Hun havde gjort meget ud af at holde sig væk fra noget som helst der virkede spændende eller tiltalende på nogen måde for hans slags.
Velvidende at hun var gæst i hans hjem, fulgte hun lydigt med ham op af trappen, hvor det blev tydeligt at det ganske rigtigt var hans hjem, og ikke blot en arbejdsplads.

"På en måde," svarede hun ærligt, og så sig endnu en gang omkring efter den nærmeste udvej. "Kun indirekte," forklarede hun. Det var ikke noget der kunne spores tilbage til hende, det var hun sikker på, men hun brød sig ikke om at være under mistanke. Det gjorde kun hendes liv i Dianthos værre end det allerede var. 
Dokumenterne på hans skrivebord tiltrak hendes opmærksomhed - det var ren vane at skanne et rum for vigtige oplysninger, og hun kæmpede imod instinktet til at forsøge at læse, hvad der stod på papirerne.
"Jeg vil gerne tilbage." Hun tog sin kappe af og foldede den pænt, imens hun fortsatte; "Til dig."

Zahinael gik ind i rummet med en magelighed, der gjorde det meget tydeligt, at han boede og følte sig tryg her, men også indikerede, at han troede på Fir, og ikke regnede med at hun ville stikke ham i ryggen, så snart han vendte den til. Mens hun foldede sin kappe, greb han et krus fra skabet og hældte nylavet te op i det samt et, der allerede stod halvt fyldt på det lille køkkenbord. Han havde været i gang med at hælde op, da Fir bankede på. Han tog de to krus med hen til skrivebordet.
"Skal jeg tage det som en uopfordret ansøgning, eller et råb om hjælp?" spurgte han.

Lidt skødesløst skubbede han til en papirstak og satte de to krus fra sig på det lille bare stykke, han havde skabt på bordet. Papirerne var der ikke meget information at få ud af. Nogle af dem var rapporter fra hans underordnede, men det meste var skrevet i koder, så uvedkommende, der skulle få dem i hænde, ikke kunne læse dem. De papirstykker, der var ordre, var skrevet almindeligt, men var så vage, at man alligevel ikke anede, hvad det handlede om, medmindre man var den rette modtager. 
Der var et par tegninger og notater om diverse personer, som man ville kunne få noget ud af, hvis man kendte dem ud fra deres ansigter.
"Er det arbejdet eller ekspertisen, du mangler?" fortsatte han og tog plads i den ene af de to stole. "Det lyder på din vaghed som om du ikke nødvendigvis har brug for at komme tilbage til dit gamle  hjem."

Fir havde aldrig brudt sig om at bede om hjælp, og skulede til Zahinael, da han indikerede at hun råbte efter hjælp. Hun kunne godt passe på sig selv, hun manglede bare et job, et formål, et sted at høre hjemme igen. En ven, mest af alt.

Hun fulgte med ham hen til teen og satte sig efter overvejelse i den anden af stolene. Nu kunne hun ikke længere stå for at skæve til papirerne, men det gik hurtigt op for hende at hun ikke forstod nogle af dem. Mørket måtte have ændret i deres mest populære koder siden hun deserterede, og det kunne hun ikke bebrejde dem.
"Jeg har brug for et nyt hjem," svarede hun lavmælt og kunne ikke længere møde Zahinaels blik. "Jeg hører ikke hjemme her. Blandt mennesker." Hun lagde sine hænder om tekoppen og varmede spredte sig til hendes kolde hænder. En varme, der nåede helt op til hendes hals, hvor der satte sig en klump, og hun blev helt forskrækket, da en tåre trillede ned ad hendes kind. "Lad mig blive her med dig. Bare lidt," bad hun. Det var helt nyt for hende at vise følelser på den måde, endnu mere at vise svaghed. Hun havde altid været kendt som en kold kælling, der ikke lukkede andre ind, men Zahinael var hendes eneste håb nu, hvis hun ville tilbage blandt sit eget folk, blandt dæmoner, som hun sådan havde brug for, uden at risikere at blive smidt i en celle de næste 1000 år. 

Zahinael tog sig ikke meget af, at kvindens ansigt var begyndt at lække. Den slags rørte ham ikke meget, medmindre han kunne udnytte det til noget. Og Fir var så opsat på at få hjælp, at han ikke engang behøvede prøve at sympatisere. Nok kunne han godt lige hende, og mærkede allerede sine tanker planlægge hendes videre træning, men det betød ikke, at han havde noget empati for netop hendes valgte-den-forkerte-ægtefælle-situation. Det skete hele tiden, og det bedste var nu bare at komme videre fra sådan noget rod.

"Hmm, problematisk," mumlede Zahinael lavmælt og tog endnu en slurk mens han tænkte. 
For nu var der vel ikke noget i vejen for at Fir kunne blive her i bogbinderiet. Der manglede trods alt en sekretær lige nu, og hvis hun var seriøs omkring at komme tilbage - sådan helt tilbage - kunne hun bevise det ved at hjælpe lidt til, når behovet opstod.
"Eller måske heldigt, hvis man ser på det fra en anden vinkel," fortsatte Zahinael sin mumlen, før han så op på Fir igen med sine isblå øjne. "Vil du gerne tilbage til Mørket, Fir? Hvor meget ved du om situationen lige nu?"

Fir slap tekoppen og tørrede forsigtigt sine tårer væk, med blikket vendt mod loftet for at forhindre, at flere kom til. Først da hun følte at hun kunne beherske sig, mødte hun Zahinaels blik igen. 

"Jeg ved ingenting," svarede hun ærligt. "Det har været sikrest for mig at holde mig fra alt, der har med Mørket at gøre. Men der er intet, der kan stoppe mig fra at vende tilbage." Hun lagde sine hænder om tekoppen igen og med blikket stadig mod hans, løftede hun den for at tage en tår, men inden hun gjorde, tilføjede hun; "Med undtagelse af en celle." 
Hun tog en tår af den varme, velduftende te og slappede straks lidt mere af i stolen. Hun var blevet forvænt af rigdom; til store senge og tjenestefolk, og hun huskede knap nok hvordan det var, at agere spion. De humske jobs man til tider tog, for at komme tæt på andre. Men hun havde en fornemmelse af, at det var dét, hun havde brug for at vende tilbage til.
Men hun var også blevet forvænt med, at hendes største styrke var forførelse, og selvom hun aldrig havde set noget lignende virke på Zahinael, skubbede hun alligevel sin fodryg op mod hans læg.

Et svært tilfreds smil sneg sig hen over Zahinaels læber, som Fir fik hånd om sine følelser igen. Godt. Hun kunne stadig kontrollere sig selv. Det var godt at se, at tiden blandt mennesker ikke havde ladet hende falde alt for meget af på den. Nu var det noget tid siden han sidst havde set hende, og hans minde var at hun havde udvist potentiale for at blive en dygtig spion - men hans hukommelse kunne spille ham et pus, og han havde ikke nået at bruge så meget tid med hende dengang.

"Lige nu står dæmonernes hære og banker på Kzars Dûns porte. Så at stoppe dig fra at komme tilbage til Mørket som helhed, skal de nok sørge for," svarede Zahinael som om han lige havde fortalt hende om et teselskab. Han rykkede sit ben frem, så hun ikke skulle strække benet så langt. Et lille smil spillede ved hans mundvig. Nu hun var igang, kunne han lige så godt se, hvor dygtig hun var til arbejdet. Det ville give ham en bedre idé om, hvor han kunne sende hende hen. "Men at arbejde for mig vil næppe blive et problem - at komme helt rigtigt hjem til Mørket må vente til den nuværende situation er overstået."

Fir kunne slet ikke begynde at forestille sig hvor meget hun havde gået glip af, men at der stod hære foran Kzar Dûns porte, uden at hun havde hørt om det, det var næsten ikke til at tro. Og alligevel, når Zahinael fortalte hende sådan noget, troede hun på ham. Hvis det var sådan det stod til i Kzar Dûn havde hun ikke lyst til at tage dertil lige foreløbig. 

Det undgik ikke hendes opmærksomhed, da Zahinael rykkede sit ben for hende, og hun så på ham med positiv overraskelse, der kun voksede, da det også lød som om han tilbød hende et job. Med bløde bevægelser rejste hun sig op, for i stedet at sætte sig på Zahinaels skød, med en arm over hans skulder og en hånd mod hans brystkasse.
"Har du arbejde til mig?" Spurgte hun kælent. Selvom det lød som om, at det var hvad han lige havde sagt, turde hun næsten ikke håbe på det, og hun var klar til at takke ja til hvad som helst - hvilket også var en del af grunden til at hun sad på ham nu, sin krop lænet ind mod hans. Den anden grund var den tryghedsfølelse det gav hende, at der i det mindste var én ting hun var god til, som hun kunne tilbyde sin gamle læremester. 

Zahinael lod hende sætte sig, men lod sin ene arm forblive hvilende halvt på bordet holdende om tekoppen, og den anden på armlænet. Hun prøvede for meget nu, var for frembrusende. Han havde givet hende en dør på klem, og hun var ved at mase sig igennem  uden at åbne den helt først. 
"Fir, du går for hurtigt frem," sagde han og viftede med hånden, der hvilede ved siden af teen. "Tilbage på din egen stol og prøv igen. Du kan ikke gå direkte fra en mild berøring til fuld kropskontakt. Det kommer til at virke enten for planlagt eller for desperat. Hvis det er den slags opgaver, du ønsker, skal du overbevise mig om, at du ikke kommer til at skuffe mig."

Zahinael havde brugt en del tid på diverse socialiteter og rædselsfulde fester, og noget alle med magt havde til fælles var den evige paranoia. Alle tænkte om alle, at de måtte have en eller anden agenda for at snakke med dem, eller blot være til stede. Ligeledes havde alle som regel en agenda for at dukke op, og han havde moret sig meget med at udforske både sin egen og andres agendaer. 
Lige nu var Firs agenda at blive ansat og taget tilbage ind i Mørkets rækker med åbne arme. Det havde hun nærmest også allerede opnået. Nu skulle hun bare vise at hun havde mere end blot lysten til at vende tilbage, men også de påkrævede evner.

Fir kunne tydeligt huske sidste gang hun var blevet talt sådan til. Det var mange år siden, men det var helt tilbage fra da hun havde været i Mørkets Hær. De mænd hun havde været omkring siden, havde alle sammen været halvt hjernedød. Halvgamle mænd med for mange krystaller og for meget sprut i blodet.
Fornærmelsen løb igennem hende over at Zahinael ikke var lige så nem, men hun stivnede blot et øjeblik hvor hun sad, inden hun skævede væk og overvejede sine muligheder. Det tog ikke mere end et par sekunder for hende at komme frem til at hendes bedste træk stadig ville være at lade Zahinael oplære hende. Det var trods alt længe siden hun havde arbejdet for føden.
Hun rejste sig, rettede sit skørt ud og satte sig ned på sin egen stol igen.

"Jeg har ingen præferencer," fortalte hun, imens hun fandt rigtigt på plads igen; med sin fodryg imod hans læg, og med én hånd om sin tekop og den anden hånd lagt frem på bordet. Hun bad ikke aktivt om hans hånd, men hun lagde op til at han kunne tage hendes, hvis han ville.
Hun stirrede ned i bordet med et langt suk, men da hun løftede blikket igen var hendes andre følelser væk; frustration, frygt, usikkerhed. De var lagt til side, usynlige på hendes ansigt, der nu havde en blid venlighed, der var fuldstændig ulig hende, og blot hintet af et smil i hendes øjne. 
"Min styrke er bare ikke... styrke." Hun ville intet have imod at blive sendt ud på mord, så længe det var gjort klart, at hun ikke kunne kæmpe sig forbi vagter og personale, men ville være nødt til at bruge en anden taktik. 

"Nej så meget er tydeligt fra din vaghed omkring mordforsøget," klukkede Zahinael. "Havde du besiddet ekstraordinær styrke er jeg sikker på din ægtemand ikke ville have været det store problem for dig."
Han fangede hurtigt hintet med hendes fremstrakte hånd og efter sin næste tår af teen, lod han kruset passe sig selv og lagde indbydende sin hånd ned på bordet tilfældigvis inden for Firs rækkevidde. Han lagde den ikke over hendes eller initierede berøringen, men lod den ligge som en invitation, hun kunne agere på. 

"Så nu er spørgsmålet," fortsatte han og mødte hendes blik med nysgerrighed i sit eget. "Hvorfor voldte den mand dig problemer?"
Zahinael vidste allerede at Firs talenter ville handle om meget mere end fysisk styrke. Det ville handle om mental styrke frem for alt. Læse folk, aflæse folk, vildlede, mislede og manipulere. Med den rigtige træning var han ikke i tvivl om, at hun ville blive en yderst dygtig bedragerske.

Firs smil blev en minimal smule tydeligere, ved lyden af Zahinaels klukken. Hun kunne godt lide at forestille sig, at hun havde haft styrken til at slå tilbage, hver gang hendes afdøde mand havde slået, eller bare truet med at slå, hende. 

Der skulle ikke meget til for at røre Zahinael nu; Fir strakte sine fingre mod hans hånd og strøg blidt sine fingerspidser over hans varme hud. 
"Pesten kom," begyndte hun, som svar på hans spørgsmål. "Vores husholdning blev smittet og selvom jeg holdt mig væk fra alle andre, kunne jeg ikke - måtte jeg ikke - holde mig væk fra ham. Jeg kunne ikke skjule, at jeg var immun. Han kunne ikke regne ud hvorfor, men han vidste, at jeg ikke kunne lade omverdenen kende min race. Mørkets spioner ville have fundet mig på ingen tid, hvis det kom ud at en mands af hans statur havde giftet sig med en dæmon." 
Det var tortur i sig selv for hende at indrømme. Hun havde haft så store planer om sig selv, om at bruge sine spionevner til at finde rigdom og frihed, og alt hun vendte tilbage til Mørket med var blå mærker og ensomhed. Men trods den tortur det føltes som, smilede hun stadig roligt til Zahinael og flyttede sin hånd helt ind over hans, hvor hun tilsyneladende distræt fulgte linjerne i hans hænder med sine fingerspidser. 

"Vi lå i en konstant magtkamp efter dét. Han havde også ting han ønskede at skjule." Hun havde ikke været helt magtesløs i ægteskabet, men der var ingen tvivl om at alt i det havde været en kamp. 

"Hvilken slags magtspil?" spurgte Zahinael interesseret. "Over tjenestefolkene? Jeres hemmeligheder? Hvad I kunne presse hinanden med?"
Det gav mening, hvordan hun var blevet opdaget, nu hvor han  hørte det. Der var en god sandsynlighed for at blive opdaget, når der var sådan en sygdom i omløb og den ikke overhovedet bed på én. Selvom han havde meget erfaring, havde han ikke nogen gode råd til netop den situation, hvor man tilfældigvis var en uvelkommen race og ikke kunne skjule det. Undgå folk, måske, men den taktik holdt kun så længe.

Mens han lod hende stryge sin ene hånd, hvilede den anden nær hans hage med albuen støttende på ryglænet. Han havde sat sig lidt skævt i stolen for at kunne synke lidt mere tilpas ned i den. 
Han holdt øje med hendes ansigtstrækninger. Hvordan hun fik hold på sine følelser så hurtigt var bemærkelsesværdigt. Og hun formåede endda at holde samtalen i gang uden at blive ligegyldig i sin udtale. Blev hun det, havde hun låst sig for meget inde - det hele handlede om balance.

"Det lyder som om du lige så godt kunne have været i vores hjem med os," svarede Fir med en trækning på smilebåndet. Det havde været uudholdeligt; stressende, en konstant angst for at blive opdaget eller for at træde ved siden af, en viden om, at de begge holdt en tikkende bombe og at det kun var et spørgsmål om tid, før de hver især kastede deres bomber fra sig, og at det gjaldt om at være forberedt når det skete.
Men på samme tid havde det også været spændende og det eneste, der havde holdt Fir fra ikke at sumpe helt hen i sit kærlighedsløse ægteskab. Som rigmandshustru havde hun ikke haft noget job, og få, kreative hobbier. At planlægge sin mands ødelæggelse og sin egen overlevelse havde været et godt minde om hendes fortid som spion. Det havde føltes som en chance for at strække sin ben i et fængsel. 

"Noget for noget, altid. Også selvom det nogle dage kun var 'jeg stikker ikke en kniv i ryggen på dig, hvis ikke du stikker én i ryggen på mig'. Indtil ikke engang dét gjaldt længere." Hendes blik var faldet til deres hænder, hvor hun strøg sine fingre fra hans hånd og ned til hans håndled, indtil hun kunne strække sine fingre ind under hans ærme og føle den nøgne hud under det. Da hun løftede blikket til hans igen, var der kommet varme i hendes kinder. 

Zahinael lyttede og smilede - med et svagt fraværende blik i ny og næ, der vidnede om, at hans tanker sorterede al hendes information. Den slags intrige, hun havde levet i, var erfaring, ikke alle spioner opnåede, og når man boede i den konstante trussel fik man et særligt talent for at spotte den slags igen. De små trækninger i folks ansigter, enten på grund af frygt eller fordi de skjulte deres næste træk. Det kunne vise sig en uvurderlig viden i visse situationer, og det var altid en uvurderlig evne at have med sig, når man omgikkes de adelige.
"Hvor meget har andre set dig?" spurgte han og drejede sin hånd, så underarmen vendte mod loftet, og hun lettere kunne snige sin hånd ind under skjorteærmet. 
"Ikke kun i selskab med ham, men også alene. Hvilke byers adelige har du haft kontakt til, hvis nogle nævneværdige? Jeg ved ikke, om  det arbejde du søger, skal være med de højere sociale lag, men jeg har på fornemmelsen, at det er der, vi kan sætte dine evner bedst i brug."
Et lille tænksomt og smule ondt smil lurede i dæmonens mundvig.

Fir strøg diskret sin tommelfinger længere op ad Zahinaels varme hud. Hun vidste udmærket, at det var et ubrugeligt instinkt i hende, der fik hende til at kaste sig fra én utroværdig mands arme til en andens, men Zahinael havde altid haft et eller andet over sig; noget, der fik folk til at stole på ham, fik andre til instinktivt at vide, at han vidste mere end de gjorde, og havde det ikke været fordi han havde advaret hende om at bevæge sig for hurtigt frem, ville hun have kravlet over bordet og ned i hans skød igen. 

"En del," indrømmede hun. "Kender man ikke min race, ser jeg ung ud for et menneske, og at beskrive mig som min mands trofæ, ville ikke være en overdrivelse. Han var rig, men han havde ikke meget at give af andre steder. Alle han kendte, kender jeg, omend ikke nødvendigvis godt." 
Fir lagde tænktsomt sit hoved lidt på skrå, inden hun tilføjede; "Og jeg kender hustruerne langt bedre, end jeg kender deres mænd, men jeg kan genkende lyst i en mands blik, når jeg ser det."  

"Er det en scene, du er villig til at træde ind i igen," spurgte Zahinael, og selvom spørgsmålet lød som om det stoppede der, kom der alligevel en ildevarslende fortsættelse. "I din nuværende krop?"
Hans egne fingre begyndte at gengælde kærtegnende og tegne cirkler på den hud, de kunne nå uden at komme i vejen for hendes bevægelser. Selvfølgelig var der noget legende over hele situationen, og han gjorde sit for at give de passende signaler, som et reelt bytte ville give til en fest eller adelig forsamling, så han kunne vurdere Firs evner, men han gengældte også bevægelserne netop nu, hvor han bragte denne mulighed op. 
Han var interesseret i at se, hvor langt kvinden var villig til at gå. For ham. For Mørket. For sig selv.

Den adelige scene i Dianthos og omegn var en, han var faldet lige lovligt meget ud af på det seneste. Han havde haft for travlt med andre ting - primært at holde sin del af Mørket fra at falde fra hinanden under den manglende ledelse oppefra -  så det var noget han lige nu kun var opdateret på via rapporter fra sine taktisk placerede spioner. Det ville være en klar fordel at kunne indsætte sådan en som Fir i - og måske  bragte det fordele, at hun allerede havde kontakter.